When the hunt is over, so there may be one who is dead. Or what? //Sean//

T: Middag'
V: Solskin'
O: Et skib som næsten er sunken.
P: Sirene.

Endnu et skib var ved at synke, og Avalons søster Scharlet sprang op og fik fat i en hjælpeløs mand. Han skrig, men hun fik sit dræb om ham og trak ham dybt ned. Blod kom op til overfladen af vandet. Sådan gjorde de alle, de tog sig et bytte og trak det ned for at æde det. Scarlet kom op lidt senere, og hendes ansigt var et stort rovdyr. Det var værre end en vampyr som lugtede blod. Scharlet fik øje på en lille dreng, som plaskede bange rundt. Hun lagde hjerteløs sit hoved til på skrå og angreb. Hun trak drengen ned druknede ham, og åd ham.
Avalon havde virkelig et af sine mindre gode øjeblikke, alt det kaos gjorde hende sulten. Og hun fandt et perfekt offer.
Hun svømmede hen, og om på siden af det næsten sunkne skib. En mand, med mørkt hår.Hun kom nærmere imod ham.

Han havde været på vej over til øerne. Han var på arbejde, han skulle over og hente en ting, bringe den sikkert tilbage og ville så modtage en god betaling. Tingen var værdifuld for kvinden. Noget med familien...
Men han var sådan set ligeglad, bare han fik penge ud af det.
Og dette skib...Mod at betale kaptainen en smule, kom han gratis med.
Klædt i lyse bukser og en hvid t-shirt, var han gået ombord på skibet, sejlet en halv dag...For at noget skulle gå galt og skibet sank.
Han havde ikke oplevet det før. Han havde hørt nogle historier om ret sultne sirener, men havde aldrig troet han selv skulle opleve det.
Han brød sig ikke meget om vand, han havde respekt for det og badede i det, drak det. Men de store have havde altid skræmt ham lidt, og nu lå han og plaskede rundt i det.

han så sig omkring, mens han hang sig fast i nogle plankeværk. Skibet sank stadig, langsomt men sikkert. Få folk var kravlet op på resterne, for at holde sig i live lidt længere. Resten var i gang med at blive fortærret og luften rungede af skrig fra de dødende.
Men Sean var ikke nået hertil, for at dø. Han ville kæmpe. Væk skulle han nok komme.
Han drejede hovedet igen, mens han sparkede med benene i vandet, som desuden var ret køligt og sikkert lammende i længden.
Han fik øje på en ung sirene, en ung kvinde lignede det, som kom svømmende. smuk, som sirener nu var kendt for.
Først viste han ikke havd han skulle gøre, dette var hendes element og det var hende der kunne beslutte om han skulle leve eller dø...
så slog det ham. Sirener...var jo ikke bare dyr. Men kunne snakke til dem.

Det endte med han prøvede at smile til hende, som han hang der, ynkelig som en våd hund.
"kommer du nu for at spise mig?" lød hans stemme.

Vandet stillede sig da Avalon svømmede imod den unge mand, med en ufatteligfart.
Hendes hale var hendes bedste våben, samt de syle spidse tænder.
Hun kom elegant op på siden af ham, hendes hale var undervandet og hendes overkrop var overvandkanten. Hendes store mørke hår, var klistret ind til hendes krop og lagde over hendes barm. Hun så så sød og smuk ud, blot så uskyldig.
Men det var hun ikke, hun kunne være en dræber. Og ligenu havde hendes intinkter overtaget, instinktet var stærkere end hendes fornuft.

"Rolig nu, det her er din lykke dag."
Hendes stemme var kold, og hård som is.
Hendes øjne blev langsomt mere hjerteløse, og de små blodåre under øjne trådte tydeligt frem. Hun viste tænder ad ham, og hendes ansigt strak sig og var fuld af farer og utryghed.

I luften kunne man hører skrigene, fra de folk som skreg inden de blev trukket under det kolde mystiske vand. Bølgerne blev større og større, men for sirenerne betød det blot bare at det ville blive sjovt. Bølgerne brusede, og lugtede salt. De fik næsten stanken af død væk, eller rettere sagt blev de blot værre.
Men Avalon havde levet i alt for mange år med den stank, hun var van til den ligesom hendes søskende og artsfælder.

hun var smuk og næsten alt for uskyldig. Tanken var sikkert at almindelige mænd ikke kunne tro hun ville gøre noget...Men Sean havde aldrig været almindelig og hans logik og fornuft virkede ofte lidt bedre end hos andre.
Men gennem luften gled nu en latter, dyb og mørk, uden frygt. Hans mørke øjne så direkte på hende og han prøvede at se om hans evne ville virke...Virkede følelsespåvirkning på sirener?
Nu fandt han ud af det. Han prøvede at få hendes mere medmenneskelige og rolige følelser frem. Lade dem tage over. Helst inden hun tog en bid af ham.
Han rystede svagt på hovedet.
"Hvor er du sød. Min lykkedag? At blive spist af en kloning mellem en fisk og et menneske?" smilte han, så roligt som muligt. Han var vist lidt nervøs, det måtte han indrømme. Men han viste det ikke.
"Det ville nu mere være min lykkedag, hvis du skulle vise dig som en mere almindelig skabning. Du har allerede spist, er du virkelig stadig sulten?" han havde set hende tage en mand tidligere.
Det gik op for ham at han bare snakkede, for at trække tiden ud.
"Oaky, vi kan også lave en aftale, hvad siger du til det?" spurgte han pludseligt, en sindssyg ide der kom ud af det blå. Det var helt forkert! Det var folk der stod i gæld til ham, ikke omvendt!
Men hvad så? Hvis det betød han kunne leve livet lidt længere...

Avalon kiggede på ham med hovedet lidt på skrå, aftale. Hvilken aftale?
Avalon hævede et bryn, og greb fat i brædet han holdte om. Med en slag med den stærke hale, var de hurtigt længere væk fra de andre sirener. Hun var nysgerrig over hvilken aftale han tænkte på.
"Hvilken aftale, hvad får jeg ud af det?"
Hendes stemme var forførrende, og blid.

Havet var mere roligt her, der lugtede ikke af død. Selvom der sikkert havde været angreb der før. Avalon vidste at der var tegn på skilletter nede på bunden. Men hendes syn var også ret godt, mest fordi hun levede her det meste af hendes liv.

Tanken om livet på landjorden strejfede hendes sind. Hun kunne huske hvor meget hun elskede at være på landjorden, det var mere mystisk. Men hun levede med en hemmelighed, om at ingen måtte finde ud af det. Det ville være dødstraf hvis hun talte med landvæsner eller gik på landjorden.

Han så lidt på hende. Han havde haft lidt problemer med at holde sig fast i det våde bræt, da de pludselig gled gennem vandet og først da han havde fået ordentlig fat igen, svarede han hende.
"Hvad kunne du tænke dig?" spurgte han
"Ud over at spise mig, mener jeg?" igen dristede han sig til et smil. han havde brug for at komme væk fra vandet...Han følte sig fuldkommen våd, sjovt nok, men også kold. Han mærkede hvordan det var begyndte at lamme hans muskler. Forbandet! Så var han jo et skridt tættere på at drukne i stedet for...
han så på hende og håbede inderligt hun havde et ønske af en art. Som han på en måde kunne hjælpe med. Han havde mange forbindelser oppe på landjorden jo...

Avalon rystede på hovedet, og havde husket tilbage. Da hun hjalp en anden mand, Matic. Måske var manden her venligere? Hvem vidste.. Avalon var kommet til sig selv, og kiggede hurtigt tilbage. Der var ingen der så hvis hun stak af med ham, så hun valgte at tage chancen.
"Jeg spiser ikke væsner, lidt som vampyrer så er vi bare afhæning af det.."
Hun holdte øjne tilbage på ham, og et frisk glad smil kom frem på hendes læber. Så satte hun halen igang, og med dens stærke kræfter skubbede hun ham igennem den skarpe strøm.
"Min søster Scarlet og de andre æder væsner. Men jeg fortrækker vegetar udgaven"
Hun skar en lille grimasse og forsatte.

Han så nysgerrigt på hende. Han viste ikke om han skulle føle sig heldig eller skræmt. Vegetar udgaven? Hed det kun mennesker? Eller var det et trick, i håb om han ville snakke med hende, så hun rigtig kunne more sig når hun satte tænderne i ham?
Han kæmpede for at holde ordentlig fast om træet, da de pludselig bevægede sig gennem vandet. Han kunne intet gøre, selv havde han ikke kræfter til at ændre noget, hans liv var sådan set i hendes hænder.
"aha...Og hvad går vegetar udgaven så ud på?" lykkedes det ham alligevel at få spurgt.

Avalon havde det som om hun beugte flere og flere timer, og enlig kom hun til en lille bred på en lille ubeboet ø. Hun fik ham på land, og hun pustede ud.
"Jeg æder ikke fra racer men fra havdyr, så selvom jeg spiser kød så.. Er det princippet det samme.." Hun trak på skuldren og kiggede nysgerrigt på ham.
"Jeg kan ikke lide at spise racer fordi jeg kan se de ligner mig lidt.. Nogle gør.." Svarede hun stille og kom med et forsigtigt smil.

Turen var alt for lang od udmattende. Af havd han kunne se, var han nu strandet på en øde lille ø. fedt, hvordan skulle han komme videre herfra?
Han fik kæmpet sig ind på land og gav efter. Han landede i sandet, udmattet. Hans krop rystede, fordi vandet havde kølet den ned og tappet den for kræfter. Åh, hvor kunne en sjæl være god lige nu!
Han hostede kort og brugte lidt tid på bare at trække vejret, før han drejede hovedet og så over mod sirenen.
"Interessant..." fik han fremsagt med et svagt smil.
"...Virkelig...imod alt...Tak"

Avalon lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham, godt nok var hun vegetar udgaven men hun stolede ikke på disse landvæsner ikke mere.. Hun kiggede på ham da han sagde tak.
"Det var så lidt." Svarede hun stille og satte sig ved kysten så vandet stadgvæk ramte op over hendes tale. Avalon kiggede stadigvæk på ham, hans krop dirrede.

Efter lidt tid fik han kæmpet sig op og side. Denne sirene havde vist ikke tænkt sig andet end at kigge på ham og her var ingen andre, så han måtte prøve at få varmen tilbage i kroppen og komme igang. han bevægede sig lidt for at få gang i blodcirkulationen og kom til sidst op og stå, hvor han begyndte at gå let frem og tilbage. varmen begyndte så småt at vende tilbage, trods han stadig var udmattet. han lod blikket glide over stedet.
"Da du er den eneste der er her...Hvordan kommer jeg tilbage til fastlandet? Dette er jo bare en forladt lille ø..." sagde han kort og så ned på hende igen.

Avalon hævede et bryn, han gik frem og tilbage og frem og tilbage. Hun trak på skuldren, enlig snakkede han til hende igen.
"Jo, du vel enten nød til at vente på en ny båd, eller også skal du flyve. SElvom det jo nok er lidt umuligt. Men hvis du havde en båd kunne jeg trække eller skubbe dig til fastlandet?" Spurgte hun og kiggede op på ham igen.

Han himlede øjne af denne sirene. Det ville være nemmere hvis hun bare spiste ham! så ville han i hvert fald dø hurtigere...Ikke fordi han burde dø af det her...Han var jo dæmon. men han skjulte ikke sin irritation. Hvorfor skulle han?
"Fedt...Det eneste jeg mangler nu er lidt at spise, varme, en god nats søvn, en økse og reb." han lod blikket glide over de få træer der voksede på øen og sukkede.
"Af alle steder, en øde ø?" knurrede han for sig selv. Han havde ikke energi nok til at forvandle sig. Han stod kort sagt på bar bund. Han kunne intet gøre.
"Jeg får aldrig lagt et træ ned...ikke engang et jeg sidde på..." han vendte sig om mod hende igen og trak vejret dybt.
"Okay...Hvis du ønsker at hjælpe mig tilbage, vil du så være så venlig at svømme tilbage til vraget og redde de træplanker du kan? Tage dem med her tilbage? De til sammen kan virke som en lille båd..." han havde ikke meget lyst til hun forlod ham, da hun var den eneste mulighed han havde for at komme tilbage...men den eneste løsning han rigtig så.
Han kunne også flyve...men igen, han havde ikke ligefrem energi til en forvandling...

//Har ændret Avalon en del nu, vil du stadigvæk fortsætte eller akal vi tage et nyt emne? //

//Jeg vil gerne et nyt. Dette emne er gammelt, ikek længere "up to date" og...ja, siger mig ikke så meget //

//Helt enlig //

//Dejligt. Skal vi prøve at finde på et plot igen? Og hvem laver?//