Trouble always seems to find me ~ Mikayla

Sted: Kroen, Det Vilde Svin, som er i ruiner.
Tid: Aner det ikke.
Omgivelser: Alt er snart ødelagt, men der er ingen synlige væsner i nærheden.
Vejr: Aner det heller ikke.
Dag: Sidst jeg tjekkede, var det en tirsdag.
Årstid: Sommer, helt sikkert.
Påklædning: En snart ødelagt simpelt langærmet, et par revne og ødelagt jeans og et par sorte sko.

Kenzo havde været fanget under en masse sten og alverdens i flere dage, hvis snart ikke uger. Han vidste det ikke længere. Smerterne var store, i både arme og ben. Men mest hans ben og ligeledes fødder, da han på den måde sad fast. En stor sten, omringet af flere hundrede småting, lå over hans fødder, som var smuttet ned i en hul. Overkroppen lå langs det smadret gulv, næsten med underkroppen nede i hullet og med stenene over hans fødder og ben, op til knæene.

Det gjorde ondt. Så ondt. Bare at ligge der, uden at vide, hvad der ville ske eller hvad der foregik. Af og til syntes Kenzo, at han kunne høre nogle komme til kroen, men det varede kun i et par minutter og så var stemmerne væk. Hvordan ville han nogensinde kunne komme ud herfra igen? Han anede ingenting. Absolut ingenting. Måske ville han dø her. Dø ene og alene. Ulykkelig. Jo længere tid han lå der, jo mere ulykkelig syntes han, at blive med tiden.

Kenzo lukkede øjnene stramt i. Han prøvede at rykke sine ben og fødder, men uden held. I stedet kunne han mærke stenene, der pressede længere ned over hans ben og fødder. Stenene havde helt sikkert revet hul i hans bukser og revet ham. Flere steder, det var med sikkerhed. Men der var intet at gøre. Ingen håb lige nu. Han kendte ingen i Doomsville og så var han taget herhen, hvor et skred var faldet over ham. Fantastisk. Hvad nu så? Skulle den sølle engel bare ligge der og dø langsomt? Af sult, tørst og ensomhed, ulykkelighed? Det nægtede han! No matter what!

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Mikayla ville selvfølgelig blot sikre sig, at hun ikke fandt ligene på nogle af hendes kære ved ruinerne. River satsede hun på ikke at se her, i hendes verden sad han med Lily og Yukka og drak kaffe i Terroville hvor der var sikkert. Hele byen var smadret, og det var skuffende at se. Hendes syn havde været væk i noget tid, nogle år - og da hun endelig kunne se igen, så var alting knust og lagt i ruiner - det var så trist. Mikayla bed sig i læben og så rundt på alle de døde mennesker. Dog fik hun færten af en sjæl, som succubus kunne hun fornemme sjæle når de var på deres sidste til at blive sluppet ud - dog ikke en sjæledæmon så hun spiste dem ikke på den måde. Mikayla gik imod ruinen, og tog en dyb indånding. Engel. Burde hun? Ja det burde hun vel... og hun havde intet bedre at fortage sig havde hun? Gå at bekymre sig om hvem der var i live og hvem der var død - det tog så fandes meget energi fra hende. Mikayla gav sig til at hjælpe den indespærrede person. Hun fjernede alle murbrokkerne, og det tog tid. Det var anstrengende, men ikke nok til at hun ville give op. Det var først ovre når hun stoppede, og det ville hun ikke før hun havde hjulpet englen. Til sidst faldt hun ned på sin røv og lagde sig med ryggen på jorden. Dog havde hun også gjort sådan, at han kunne komme ud. Hun tog en dyb indånding inden hun satte sig op, og kom på benene igen. Mikayla rakte en hånd ned til ham, og sendte ham et skævt smil. "Du ser lidt beskidt ud, overvejet et bad?" Spurgte hun kækt, dog venligt. Mikayla var ikke ligefrem en høflig ungdame, men hun var hjælpsom når det galte.
"Hvad siger du til et smut til Terroville, hvor byen ikke ligger i ruiner?" Tilføjede hun spørgende.