How are we going to get out of this? - Elaija

Kiüra havde søgt tilflugt i kirken, i Firewood Village, efter hun var blevet jagtet af monstrene, som kom fra de ruiner som et tidligere jordskælv havde lavet.
Hun sad på en af bænkene, ikke langt fra alteret og pustede ud, prøvede at få sin hjertebanken under kontrol, sin vejrtrækning.
Hun havde været noget så bange, da hun flygtede fra dem, hun havde ikke tøvet et sekund før hun løb, da hun så dem komme imod hende.
Kirken var det første hun havde fået øje på, så hun var skyndt sig ind i kirken, for at komme væk fra monsterene.
Hun sad og kiggede lidt rundt, hun havde sjovt nok aldrig været i denne kirke, hun plejede at komme i kirken i Doomsville, men den var lagt i ruiner nu.
Hun var meget bekymret for sin mor og far, da de havde boet i den fattige del af Doomsville, hendes søster var hun ikke bekymret for, hun boede i den rige del, hun havde nemlig gift sig med en ret så rig mand.
Kiüra boede i skoven, så hun vidste ikke hvad der var sket med dem, hun var på vej hen til Doomsville, da hun stødte på dette problem.
Hun havde slet ikke hørt fra sine forældre i så langtid. Hun var virkelig bange for at der måske var sket dem noget, at de var blevet slået ihjel af monstrene.
Deres hjem var helt sikkert ødelagt, det var slemt nok i sig selv, men det ville være forfærdeligt, hvis der var sket dem noget.
Hun valgte at bruge tiden hun nu havde, til at bede for dem.
Hun satte sig op ved alteret og gik ned på knæ, og begyndte at mumle nogen utydelige ord, som hun selv ville kunne høre, men ingen andre.
Efter det, sad hun bare stadig på knæ, hun kunne høre monsterne derude, foran døren, men de var ved at forsvinde, lidt efter lidt, heldigvis, hun kunne ikke holde ud at høre på dem.
Efter lidt tid, rejste hun sig op og begyndte at gå lidt rundt i kirken, kiggede sig lidt omkring. Det lignede nu bare en hel normal kirke, der var ikke noget anderledes ved den overhovedet.
Det lød til at hun måtte blive her i noget tid, før at der var fri bane til at gå ud, og gå videre til Doomsville, men det var fint nok, hun kunne sagtens få tiden til at gå her, når det nu skulle være.

Elaija havde allerede befundet sig i kirken. Solens lys havde næsten brændt ham dagen før, så han havde valgt at overnatte i Firewood Village og oven i købet i kirken, ved siden af Frøken 'skelet' ved siden af sig. Måske ikke det mest praktiske sted, men det var praktisk nok for ikke at blive forstyrret. Hvem ville også lede i en død kvindes grav? Hans øjne lyste op, som han hørte bæsterne træske uden for og angribe byen. Han stille listede sig op af kisten og videre rundt i rummet. Lydløst, som vinden. Gik Elaija rundt. En maske og en påklædning, som skjulte hans 'sande' jeg. Elaija kunne ikke længere holde sin vrede tilbage. Dette medførte nu idag efter hans møde med skyggedæmonen. At Elaija talte med sin skaber Loké, som påvirkede Elaija til at havde denne form, indtil hans mission var færdig.

Elaija's påklædning & Maske:

Hans øjne skimmede rundt i lokalet. Han syntes at kunne høre nogle eller noget bevæge sig rundt i kirken. Hans øjne gled ned på 'noget'. Han havde gået over en af træbjælkerne, da dette ofte var steder folk næsten ikke kikkede i en gammel kirke. Hans blik gled ned på pigen. Hun så ud til at være ung. Knap få somre gammel. Hans blik gled rundt for at sikre at andre bæster ikke var her. Hvis de fandt dem, ville selv han ikke engang kunne stoppe dem. Han listede hurtigt om bag hende og den anden hånd på hendes mave, mens han straks hviskede. ''Skrig og vi er begge døde.'' Hans krop diagerede hende væk fra en af hulerne i kirken og om bag væggen. Lyden af 'noget' som nærmest pustede og lugtede igennem et mindre hul, fik næsten Elaija klar til at kaste hende væk fra sig. Han gjorde det dog ikke, da det ville være et for stort ulempe for ham. Hans hænder holdte hende ikke for stramt fast, men var klar til at holde hende tæt, hvis hun valgte at stikke af og lave larm. Efter få sekunder, løstnede han sine hænder fra hende og så i retningen af hullet for at se, høre og lugte efter om bæstet var væk. Et svagt lettende åndedrag undslap maskens mund, som hans røde øjne der efter lagde sit blik på kvinden foran sig.

Det havde været meget fredeligt, hun havde slet ikke lagt mærke til at der faktisk var en anden i kirken, sammen med hende, men det gik op for hende, da han kom bag fra hende, og holde hende fast ind til sig.
Hun rullede med øjne, da han sagde at hun ikke skulle skrige, at de begge ville dø hvis hun gjorde. Hvorfor pokker ville hun skrige, hun vidste godt hvad der lurede derude, og hun ville helst ikke have det ind, så hun forblev bare helt stille, selvom det var ret så ubehageligt at være ind til denne mand, som hun slet ikke havde noget kendskab til.
Hun fik kuldegysninger ved tanken.
Hun bevægede sig bare med, da han flyttede sig lidt med hende, gav ikke en lyd fra sig faktisk, mens hun bare ventede på at han ville slippe.
Da han så endelig løsnede sig greb, gik hun mindst en meter væk fra ham, før hun vende sig om, og trådte et ekstra skridt tilbage, mens hun nærstuderede ham, på afstand.
Han bar maske, så det var svært at vurdere ham ud fra hans ansigtsudtryk... Han virkede dog ikke som en, der ville noget ondt, i hvert fald ikke ud fra hendes meget hurtige vurdering af ham.
Hun sukkede tungt og kiggede lidt rundt i kirken, inden hendes blik endnu engang lande på ham.
Hun var stadig lidt chokeret over, at hun slet ikke havde hørt eller set ham, før han sneg sig om bag hende.
Det fik hende til at tænke lidt, hvor lang tid havde han været inde i kirken, for han var der helt sikkert før hende, hun havde bare slet ikke... set ham.
"Hvor længe har du været i kirken?" spurgte hun, nået så nysgerrigt. Hun ville ikke lyde uhøflig eller noget i den dur, på nogen måde, sådan var hun opdraget, så hun prøvede at holde sin tone, ret så neutral og rolig, selvom hun inderst inde var en smule irriteret, over det der var hent, den måde han havde sneget sig ind på hende på, det var ikke noget hun brød sig om, slet ikke, tvært imod, men hun ville være uhøflig stadig, selvom hun havde en lyst til at være en smule ubehøvlet overfor ham, hun var jo menneske, ikke engel som sin far, der var bygget på godhed, han havde ingen problemer med sådan noget, han var altid høflig, aldrig havde han lysten til at være uhøflig, på intet tidspunkt, og hendes søster var lige sådan, hun havde nok arvet det fra sin far, for Kiüra var nøjagtig ligesom sin mor.
Kiüra blev bare ved med at holde sit blik mod manden, hun havde egentlig ikke hans navn, men hun vidste heller ikke om hun ville have det endnu, hun ville lige vente med det.

Hans øjne gled rundt omkring sig og et svagt suk forlod hans læber, efter at han sikrede sig at omgivelserne lyd sikre nok. Hans blik gled der efter over på pigen, som spurgte hvor langt tid han havde været i kirken. Et svagt smil dannede sig bag masken og en svag latter byggede sig inden i ham. Man kunne se på hans krop sprog at han holdte en latter inde, mens hånden næsten naturligt holde sig foran masken's mund.

''Byen er blevet angrebet af væsnerne fra jordskælvet. Og du stiller spørgsmål omkring hvor langt tid jeg har været her? Mennesker er i sandheden magtværdige.'' Hans øjne gled rundt omkring sig. Han vidste at de ikke var sikker hed. Måske nede i kælderen eller tårnet. Kirke tårnet er ofte et praktisk sted for udsyn og overblik, men kælderen kunne også være praktisk for 'en vej ind og ud' løsning. Hans øjne skimmede kort området og hvad de havde at arbejde med. Han tænkte at kirkens sove kamre ville være hovedet stedet for hvor væsnerne ville søge. Så han så kort på hende. ''Vi kommer nok til at være her hele natten og dagen. Så lad os finde dig noget praktisk til at sove på. Mit navn er Elaija Tzi~'' Elaija stoppede, da han skulle til at forklare sin vampyr klan navn. Han rystede kort på hovedet og små grinte lidt. Der var ingen grund til at forklare hende alt. Trods alt ville de sikkert være fanget her hele natten. Måske et par ekstra dage, hvis de var uheldige. Dog var Elaija glad for at han havde 'pakket' en mindre 'madpakke' hjemme fra. Opmagasinerede i sit indre. Godt nok 'roddent' blodt, men det var til at overleve på. Da han fortrak selskab. Da det ofte kunne blive 'ensomt' under større mængder vente tid.


''Hvis de vil overleve, så hold dem tæt. Bedre at vi sikre hinnandens overlevelse, end vi begge skulle kradse af.'' Hans stemme var Kold, rolig, afslappede, og måske for nogle personer. Ganske charmerende. Han drejede om hælen og gik i retningen mod en af sove kamrende, som kirken havde til deres 'tjenere' som ofte passede kirken. En slags forsikring om 'assyl' Dog under jordskælvet har der været mange ting, som ligger i ruiner. Lidt af en skam, hvis man spurgte Elaija. Hans øjne gled rundt og konstant var han på vagt. Hvilket også var derfor at han ofte havde hånden på sit sværd, samt havde det halv trukket. Han ville sikre at intet dukkede op.

En hvis spænden i kæben kunne ses, da hun bed tænderne sammen, hun kiggede meget undrende på, især da han tog sin hånd op foran munden på masken, som om han skulle til at grine, hun kunne også se det på ham, men hvorfor han skulle til at grine, havde hun virkelig ingen ide om, hun havde bare spurgt et helt normalt spørgsmål, eller i forhold til hende var det.
Hun havde det allerede svært med at tale med folk og at han var ved at grine over et af hendes spørgsmål, gjorde det ikke ligefrem nemmere for hende, det gav hende eller ikke, på nogen måde, lyst til at tale mere.
Hun bed sig svagt i læben og trak på lidt på skulderne, kiggede lidt rundt, et kendt forsvarsmekanisme for mennesker, hvis de følte sig utilpas ved en situation.
"Umm... det var bare et spørgsmål..." sagde hun, lidt halv usikkert og kiggede så på ham igen.
Det var nok rigtig det han sagde, omkring hvor lang tid at de nok ville blive der, men hun havde inderst inde ikke lyst til at blive så længe i kirken, det var egentlig hendes andet hjem da hun var mindre, hendes familie var altid i kirken, hver evig eneste dag, det kunne godt blive for meget.
"Øv..." sagde hun, gav udtryk for sin utilfredshed med det, men der var ikke meget de kunne gøre ved det.
Hun kiggede nysgerrigt på ham, da han ikke gjorde sit navn helt færdigt. Hun hævede et bryn. "Elaija hvad?" spurgte hun så. Hun blev endnu mere nysgerrig, da han begyndte at små grine. "Hei! det er ikke fair at stoppe midt i dit navn" sagde hun og lagde armene over kors. Hun ville have hele hans navn nu, når nu han allerede var gået igang.
Hun ville vente med at sige sit navn, til han havde sagt hele sit, før ville hun ikke komme med det.
Endnu engang måtte hun hæve et bryn, 'hvis de vil leve?' Hun havde ingen planer om at dø, i hvert fald ikke før om noget tid!
"Øhm, oki" svarede hun bare og fulgte bare stille og roligt efter ham, da han begyndte at gå.
Hun holde noget øje med ham, hendes øjne var især fokuseret på hans sværd som han havde sin hånd på, nok hvis der skulle ske noget, men det gjorde samtidig hende lidt nervøs, hun var ikke helt vild med våben, hun havde aldrig brugt noget, de var egentlig bandlyst i hendes hjem, både hendes mor og far, hade våben og krig, der blev aldrig nævnt noget som det i deres hus, det var ligesom et fredet sted for sådan noget.

Elaija så undrende på hende, både over hendes reaktion, men da hans maske skjulte største delen af hans ansigts træk, virkede det blot at han var 'fjern'. Han overvejde kort om han skulle fortælle hende hans fulde navn, men han tænkte at det måske ikke var så relevant. Dog da hun nævnte at man ikke kunne stoppe midt i ens navn havde hun vel en pointe. Hans øjne gled kort på hende, mens de gik og hans øjne gled der efter rundt omkring sig. Da hun blot svarede kort og fulgte med. Betød det da i det mindste at hvis hun ville stikke Elaija i ryggen havde hun nok allerede gjort det.

Han drejede hovedet en andelse og svarede kort. ''Tzimiscé. Elaija Tzimiscé.'' Hans blik gled der efter i retningen af sove kamret i kirken. Han traskede stille og roligt, mens hans øre konstant var på vagt. Han var lidt usikker på om mennesket kendte til Vampyr 'klanen' Tzimiscé. De var ofte kendt, men ikke alle vidste omkring dem. Da de ofte enten var på de blodrøde øere eller omkring doomsVille. Da disse steder hovedet sageligt var mulighed for at kommunikere med flest raceleder og 'andet'. Tzimiscé var oftes kendt, som uhyggelige gode læger. Eller det var i hvert fald den 'gode' del af historien omkring dem. Den anden historie er mere 'mørk' at de hævder at være 'noble' for at skjule deres dystre facade. At de kunne finde på at fjerne øjne, næse og mund, som ville gøre det umuligt for en person at få føde, træke vejret og være blind, med blot en enkelt 'berørelse' fra en tzimiscé, som strøj sin bare hånd imod huden på sine ofre.

Noget, som Elaija så, som enten den bedste 'frygt' faktor for hans klan. Men også den største svaghed. Da dette 'sagn' ofte forklarede deres svaghed. Deres svaghed til at havde et 'behov' for at -skulle- berøre sin modstander, for at forvolde skade på dem. Hans øjne gled kort tilbage på mennesket. Hun duftede kraftigt af menneske, men en snær af 'andet' var også omkring hende. Måske havde hun forbindelser til andre racer? muligvis elvere, da de ofte var normalt, men Elaija kunne ikke helt 'pinpointe' den meget meget svage, næsten 'usynlige' duft spor fra noget 'andet'.

Hun rynkede lidt på bryne, da han sagde hele sit navn, i den tid hun havde været i Doomsville, som helt lille, det var noget tid siden, hun var nok omkring de syv stykker, havde hun hørt sin far sige det navn, det efternavn han havde, men hun havde aldrig fundet ud af hvad det helt var, hun smuglyttede altid til hendes fars møder med sit arbejde, han arbejdede med at holde folk sikre, han var skytsengel, og havde ofte møder med andre skytsengle.
Hun turde ikke at spørge ind til det hun havde smuglyttet til, fordi hun var bange for at han blev sur over at hun smuglyttede til det, men hun vidste godt nu, at det var ikke noget han ville blive sur over, han blev aldrig nogensinde sur, Kiüra var dog kun menneske, hun var ikke kun bygget på godhed som hendes far og hendes søster, hun var bygget på så mange følelser.
"Hmm, Tzmiscé, lyder bekendt" mumlede hun bare.
Kom så i tanke om at hun ville sige sit navn, hvis han ville sige sit, og det havde han så gjort, så nu var det altså hendes tur.
"Jeg er Kiüra Levy Jung" sagde hun, hun havde fået sin søsters navn som mellem navn, fordi det syntes hendes mor og far var så pænt, hun kunne nu også godt lide navnet Levy, men var gladere for sit navn, da det var lidt mere unikt.
Hun ende med at gå op til ham, istedet for at være bagved ham, gik hun nu lige ved siden af ham, mens hun kiggede op på ham, med meget undrende og nysgerrige øjne, hun undrede sig meget over at han havde maske på, det var så underligt, for hende.
Hendes nysgerrighed var som et barns, og hun kunne ikke rigtig holde sit spørgsmål tilbage. "Hvorfor går du med maske, er der sket dig noget?" spurgte hun, stadig i en meget høflig tone, for ikke at provokere ham på nogen måde.
Hun smilede endda til ham, men hvorfor skulle hun dog ikke det, han havde ikke ligefrem gjort hende noget, som havde skadet hende, og hun dømmede ikke folk på deres udseende, selv ikke hvis de gik rundt med maske på, og så meget mystiske ud.

Hans øjne gled kort sekundt på hende, da hun nævnte at han havde hørt hans navn før. Måske en god eller dårlig ting? Hans øjne gled ind på rummet, med madresserne. Han gik over og nærmest løftede den ene støvede madresse og lagde den oven på endnu en og der efter den tredje, blot for at hun kunne havde en 'blød' seng at sove på. Hans øjne gled over på hende, da hun spurgte hvorfor han havde maske på. ''Masken. Er for at mennesker, som dem ikke bliver skræmt. Nogle væsner er ikke glade for den kunst form, som mig og min 'slags' bære rundt på. Så for at sikre at uønskede konfrontationer sker, bær jeg maske'' Han løftede madrasserne op og det virkede nærmest, som om at de var lette, som en fjer for ham. Han havde dem under armen og gik i retningen af kælder rummet, med nogle forskellige grav kister. Dette tænkte Elaija, var det mest 'sikre' rum, da murstens væge og loft. Samt 1 indgang for dem at holde øje ved. Med Elaija om natten og Kiüra om dagen, til at holde øje. Gjorde det jo ganske praktisk at sikre de ikke blev 'fanget' Han fortsatte et stykke tid og stille sukkede kort. ''Tzimiscé er kendt for at være kiruger. Det er en indfødt evne for nogle af.. Dem der bliver til den del af 'familien'. Og før du spørger. Nej, jeg er ikke dæmon, jeg er ikke engel. Heller ej menneske. Dette har jeg ikke været i flere. . . århundrede. '' Elaija fortsatte videre ned af en korridor og tænkte at pigen sikkert ville efter denne sætning funder ud af hvad Elaija var. Han tænkte at for ikke at skræmme hende, kunne han jo lige så godt forklare hende hvad han var. Både for at sikre at hun ikke følte sig 'utryk' ved et fremmed 'væsen'. Hvis hun stadig fulgte med ham, ville Elaija fortsætte vider ned til krypten og ligge madrasserne og der efter finde nogle større sten kiste log og blokere foran indgangen, hvis hun altså allerede havde trådt ind af døren. Der efter, hvis han havde mulighed for det. Trække nogle af sten krypterne over foran døren, for at bruge dens vægt til at 'blokere' ind og udgangen. Nogle få luft huller var stadig tilstede, som gjorde det muligt for dem at stadig trække vejret.

Hans øjne gled på hende, hvis hun havde fulgt med. Hvis ikke ville han give hende noget tid til at vælge om hun ville med ind. Han ville der efter sætte sig i en nærmest lotus stilling på det hårde stengulv og vente. Han tænkte at der ikke var større ting de kunne tag til sig. Bevægede de sig for meget rundt i kirken, ville der være sandsynlighed for at bæsterne, ville lugte eller høre dem. Så ved at lade stedet virke 'dødt' og 'forladt' ville det give dem mulighed for ikke at blive fundet så let.

Elaija havde prøvet dette alt for mange gange, ved mennesker som forfulgte ham. Eller andre 'fjendtlig' racer. Hans øjne gled på hende og lod hånden på masken. ''Hvis det vil stille deres nysgerrighed, kan de få lov til at se hvordan en sand Tzimiscé ser ud. Dog beder jeg dem om at love mig følgende ting. Den første er at de ikke dræber mig, mens jeg sover. Det andet er at jeg forventer at vi kan overleve i samme rum inde for et døgn. '' Hans øjne gled på hende, mellem hans handsker's mellemrum, mens han ventede på hendes svar. Hvis hun altså var inde i rummet.

Hvis hun accepterede disse 'vilkår' ville Elaija fjerne masken og lade hende se hans Blod røde øjne. Ansigtet, som havde sprækker af knogler og hud, som konstant skiftede bevægelse og rykkede rundt, som en eller anden slags 'flydende' masse af ler, som dog formede og omformede sig konstant. Hans øjne gled rundt i lokalet. Følelsen af ikke at havde masken på ville være befriende. Hvis hun altså accepterede det, som Elaija spurgte hende om.

Dog hvis hun ikke accepterede dem, eller ikke ønskede at Elaija, skulle afsløre sit 'ansigt' lod han masken blive på og blot ventede høfligt, nærmest som om at han så dette, som en slags 'test' på sin toldmodighed. Både at være nær en 'blod pose', som han ofte så mennesker som. Men også at se om et 'bytte' og en 'jager' kunne leve sammen. Ganske ironisk, hvis man spurgte Elaija omkring denne situation.

Hun betragtede ham, imens han stablede madrasser oven på hinanden, hun var stadig meget nysgerrig omkring den maske han havde på, og blev ret så tilfreds, da han begyndte at fortælle hvad dens formål var.
Hun hævede brynet af det han sagde, det gjorde hende bare endnu mere nysgerrig.
Det kunne skræmme hende, hvis han altså ikke havde den på, ja nu havde han virkelig fået hendes fulde opmærksomhed, hvad gemte sig dog bag den maske, som kunne skræmme hende, meget kunne skræmme hende, men hun ville tro, når nu han sagde det, at det måtte være rigtig skræmmende.
"Hm... nu er jeg jo bare blevet endnu mere nysgerrig" sagde hun grinede.
Hun kiggede efter ham, da han gik med madrasserne, hun gik bare med ham, hendes øjne var fokuseret på ham, mens hun gik ved siden af ham.
Kiruger? Det havde hun ikke lige regnet med, hvorfor ville hendes far dog nævne dem, hvis de bare var kiruger, det havde jo intet med hans arbejde at gøre, havde det... Hun vidste det ikke helt, men selvom hun tænkte som det knagede, lyttede hun stadig efter hvad han sagde, og blev ret så overrasket til sidst.
Hun bed sig i læben, han var ingen dæmon, ingen engel, det havde heller ikke været hendes gæt, han kunne selvfølgelig havde været falden, men så heller ikke, og det var lang tid siden at han var menneske. Hun rømmede sig, en anelse nervøst.
Han var altså vampyr, det var en af de racer, hendes far havde advaret hende omkring, de kunne være snu og farlige, dog havde hendes søster lært hende, at man ikke skulle dømme folk ud fra deres race, men deres handlinger, og Elaija havde intet gjort hende.
Der poppede dog endnu et spørgsmål op i hendes hoved, hvordan kunne han være kirug, som vampyr, alt det blod, hvordan holdte han sig i skindet.
"Så... du er en vampyr kirug? Hvordan virker det lige?" spurgte meget undrende og kiggede op på ham.
Hun holde trit med ham, hvor han så end gik hen, hvor det så ledte til kælderen af kirken. Hun tøvede en anelse, hun var ikke glad for kældre, de var mørke og hun kunne virkelig ikke lide mørke, hun var nærmest bange for det, og at være dernede med en fremmed mand, en vampyr, gjorde det ikke lige frem bedre.
Men hun valgte dog til sidst at gå med ham, så han kunne spærre indgangen og døren, man kunne ikke ligefrem sige at det gjorde hende mere tilpas, men hun forholde sig bare helt i ro.
Hun gik lidt rundt i kælderen, så sig omkring og prøvede at tilpasse sig, men det var ret så svært for hende.
Hun kiggede på Elaija, da han satte sig ned, hun gik hen og satte sig overfor ham, et par centimeter væk fra ham, for ikke at sidde for tæt og udfordre skæbnen.
Et skævt smil formede sig, da han spurgte om han skulle fjerne masken, det ville helt klart gøre hende mindre nysgerrig, om så det ville gøre hende bange, måtte hun vel finde ud af.
Men betingelserne han stillede, kunne hun sagtens holde sig inden for.
"Jeg dræber ikke, det er imod min tro, og så længe du ikke gør mig noget, tror jeg sagtens at vi kan holde hernede i et døgn i hver fald, så jeg siger ja tak" sagde hun smilende og ventede spændt på at han skulle tage den af.
Hun spærrede så øjne op da han gjorde, det var noget af et ansigt han havde, hun havde ikke set noget ligne, han havde ret, det var en smule skræmmende, men hun forholde sig i ro, mens hun bare betragtede hans ansigt.
Hun rykkede tættere på, bare for at se lidt nærmere på det, det var interessant, at det bevægede sig, at han havde så røde øjne.
"Wow..." hendes øjne hvilede roligt på hans meget røde. "Ser i så alle sammen sådan ud?" spurgte hun ret så nysgerrigt. Hun kunne ikke rigtig tage sine øjne fra ham lige nu, om så det var irriterende for ham, det måtte han så sige, hvis det var.

Elaija's øjne gled på hende og han tog et nærmest 'lettende' åndedrag. En svag del af ham havde endnu ikke helt vænnet sig til masken. Hans øjne gled fra lofted ned på hende og han virkede næsten 'afslappende' Hans brystkasse hævede og sænkede sig, som om at han ren faktisk 'trak' vejret. En mindre 'performance' han havde siden fødsle fået 'lært' at udføre, for at ligne mere 'dødelig' og 'levende' hans øjne gled lidt undrende på hende over at hun ikke skreg eller rykkede væk fra ham af skræk og rædsle. Han kunne lugte at hun svedte en smugle mere, end normalt, men det var det. Da han trods alt var læge, vidste han at man havde forskellige symptomer. Sved ved hænder, underame etc.

Hans hovede lagde en smugle på skrå. ''Til at besvare dit spørgsmål. Jo, jeg bliver fristed ved folk, som jeg hjælper med at redde liv. Hvilket ofte er derfor jeg drikker blod inden jeg går ind og hjælper folk. Da det ofte sikre at min sult ikke påvirker mit arbejde. Jo ældre du bliver som vampyr. Jo mere er man i selvkontrol.'' Hans stemme var rolig og afslappede og hans blik gled over på indgangen. Et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Sten barrikaden burde holde bæsterne væk. Samt lyden fra vores stemmer. Hvis ikke, ved vi hvornår bæsterne dukker op, da de højest sandsyndlig vil larme, før de kommer ind til os.'' hans blik gled der efter tilbage på hende og han så undrende på hende. ''Så, siden vi bogstaveligeste forstand. Har hele natten. Hvad har du lyst til at tale om? Samt du siger til hvis du ønsker søvn. Da jeg mindes at mennesker stadig er fortrækkende for dagslys.'' Hans stemme var stadig rolig og afslappede. Dog en mindre snær af 'noble' accent, kunne nemt og uden tvivl høres i hans stemme bånd. En slags 'vane' han havde, når han talte 'frit'.

Hun måtte indrømme, han så mærkelig ud, uden maske, men det var vel bare noget man skulle vende sig til, det var jo ikke noget man så hver dag, eller.. det gjorde han nok, men hun gjorde ikke lige, så det var ret så nyt for hende, en anelse skræmmende, men ikke noget der ville skræmme hende væk. Hun sad bare og betragtede, meget interesseret og nysgerrigt, hans ansigt.
Hun nikkede lidt til det han sagde. "Har der så været uheld, når der måske har været yngre vampyrer med?" spurgte hun, en anelse nysgerrig om, om der nogensinde var kommet nogen til skade, på grund af at en ikke kunne styre sin tørst.
Hun kom til at tænke lidt over hvor gammel han mon egentlig var, i vampyr år, hun vidste at de kunne blive ret så gamle, endda over de tusinde, ligesom hendes far kunne, det var ret så vildt at tænke på, hun ville dø før hendes far.
Hun var lidt utilpas ved tanken om at der var monstre uden for kirken, og hvis de hørte Elaija og hende, ville de helt sikkert gå amok og prøve at komme ind. Hvor kom de monstre overhovedet fra, ja underworlds indre, men hvad styrede dem, er der mon noget større dernede hvor de kommer fra, som måske en dronning bi, der bare ligger æg efter æg, eller var det noget helt andet... hun gøs ved tanken. "Underworld er blevet.... mærkelig" sagde hun, der havde også været levendedøde, de problem var de dog sluppet af med, men så dette her, hvad var der dog ved at ske.
Hun satte sig lidt til rette, faktisk lagde sig ned på sin mave, mens hun kiggede op på ham, da han sad.
"Kan godt være jeg får brug for noget søvn, i løbet af natten, men ellers vil jeg gerne blive lidt oppe." sagde hun smilende og tænkte lidt over hvad de mon kunne snakke om.
Hun kom til at tænke på hans alder igen, og hvordan han mon blev forvandlet.
"hm... hvis du ikke har noget imod jeg spørger, hvordan blev du egentlig forvandlet og hvor gammel er du?" spurgte hun meget nysgerrigt.

Hans øjne gled rundt i kælderen, som de befandt sig i. Det virkede en smugle underligt, for en 'fremmeds' øjne at se et menneske og en vampyr, som sad og talte frem og tilbage. Omkring vampyere og deres verden. Hans øjne gled på hende, da hun spurgte omkring 'fristelsen' af at være en ung vampyr og blot tænkte på blod. ''Jeg gætter på at de har hørt massere af historier om blodtørstige vampyer, som blot drikker deres ofre uden tanke og nåde. Men for at besvare deres spørgsmål. Jo, det kan være muligt for en ung vampyr at blive fristed. Det er lidt ligesom at man skal til at hjælpe et frisk stykke kød, som allerede er tilberedt og klar til at blive spist. Dog ved man at man skal redde denne ret og sikre at den er iorden. Lidt ligesom at lave mad. Man sikre at sin mad er iorden og 'servere' den for folket. Hvor i mit tilfælde. Sikre jeg at min klients krop er iorden. Så han eller hendes arbejdsgiver, kan stadig bruge arbejderen.'' Han lagde sig ned og stille kiggede op i lofted. Hætten, som sikrede at Elaija ikke fik støv i håret, som blot gjorde det en smugle mere behageligt at ligge. Hans øjne gled over på hende, da hun nævnte at underworld var blevet mærkeligt.

Han smilede svagt. ''Det sandt. Det har ikke været, som den var engang. Men hvad ved jeg. Jeg blev ikke engang født her i denne verden.'' Hans øjne gled op i lofted og han lagde hænderne under hans nakke og nærmest grinte lidt for sig selv over at han havde endt med at tale over sig. Igen.

Han lyttede dog til hendes næste spørgsmål. Omkring hvor gammel Elaija var. Han smilede lidt over sætningen og tænkte sig kort om. Han trak sit ærme op og lod den ene handske af. ''Ehmm.... Jeg.. mindes at få mærket det...'' Elaija lod sin ene fingre spidser glide over hans arm og stille lod et gammelt mærke dukke op, som Elaija ofte markerede årligt for at holde 'tid' med hvor langt tid han havde levet. lagt oven i hans 'menneskelige' alder. Hans øjne gled over på hende og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Den gang, da jeg var et menneske. Lige som dig. Blev jeg forvandlet i en alder af.. Det.. må være.. 59, men i alt i alt.. Mindes jeg... at jeg var kommet på tallet 1.052 år i dette års tid.'' Hans øjne gled over på hende for at se hvordan hun ville reagere. Specielt for at være blandt en gammel 'nisse' som Elaija. Måske ville hun føle sig underligt til pads at Elaija kunne havde været på date med pigens tip tip tip oldemor og hun ville ikke havde nogle andelse om det.

Hun nikkede, hun havde hørt rigtig mange historier, stygge historier om vampyrer, som bare drikkede blod fra hvem de end kom forbi, hvordan de gjorde det, hvor kolde de var, det havde hun levet med hele sit liv, hun hørte det fra sin far hele tiden, det var intet nyt, men Eaija... virkede anderledes, eller så var det bare som han sagde, at han var bare ældre end de helt unge vampyrer, derfor måske også en del klogere.
"Mange stygge historier" hun gøs lidt ved tanken om alle de historier. "Så i alle arbejder som Kirurger i... Tzimiscé klanen" spurgte hun nysgerrigt, mens hendes øjne hvilede på ham, som han lagde sig ned.
Hun hævede dog sit øjenbryn og hendes ansigtudtryk blev meget undrende, da han sagde at han ikke var født i Underworld, i den verden... "Hvor kommer du så fra?" spurgte hun noget så nysgerrigt, han havde virkelig fanget hendes opmærksomhed nu, han var faktisk rigtig interessant for hende, noget så mystisk.
Hendes fokus blev dog ændret, da han svarede på hvor gammel han var. Hun kiggede undrende til, som et mærke dukkede op på hans arm, efter at havde strøget over det. Hun måtte sige, han havde nogle tricks i ærmerne, som var virkelig interessante for hende, som hun ikke havde set før. Godt nok var hun vokset op med et ret overnaturlig far, men aldrig havde hun mødt andre racer end mennesker og en engel, så det var ret så interessant hvad han kunne fortælle hende.
Hun måbede lidt da han fortalte sin alder, men grinte så bagefter.
"Hold da op... jeg taler godt nok med en gammel mand" sagde hun smilende.
1.052 var godt nok en høj alder, men at han var 59 da han blev forvandlet, det var også en ret høj alder, så alt i alt, var han jo en ældre herre.
Så overraskede det hende ikke, at han var så interessant, han havde haft så mange leve år, at han sikkert havde masser af forskellige interessante historier, som han havde oplevet gennem sin tid som vampyr.
Hun havde ikke meget erfarring endnu, hun var også kun 18, de år havde hun ikke fået meget ud af endnu, men det skulle nok komme.

Elaija tænkte kort omkring hendes spørgsmål. Han arbejdede jo selv, som læge for de fleste folk i DoomsVille. Han var stille et kort sekundt og så på hende. ''Jeg tror.. at de fleste vælger at arbejde som kiruger eller inde for det lægeligt fag. Da dette ofte er hvor vores indfødte blodlinje passer mest ind i samfundet. Men jeg tror også det er forskelligt fra Tzimiscé til Tzimiscé. ''

Hans øjne gled på hende og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Jeg kommer fra et andetsted. Dette er jeg sikker på. Dog kan jeg ikke huske meget fra min tid før Underworld. Jeg kan huske at før jeg blev forvandlet. Hjalp jeg mennesker på et hospital. Bragte dem fra den ene ende til den anden ende af hospitalet. Hørte hver en historie, som de syge mennesker fortalte mig.'' elaija's øjne gled op i lofted og hans stemme virkede ikke ældre end en person på 22 år. Hans øjne gled op i lofted og hans stemme forblev rolig, men en snær af munterhed kunne nemt spottes i hans tone.

Dog da hun nævnte at hun talte med en gammel mand, begyndte Elaija at grine højt. Hans latter var næsten varm og 'hyggelig'. Næsten helt 'levende' ville Elaija mene. Det var længe siden han havde hørt noget væsen kalde ham en gammel mand. Og et eller andet sted, kunne Elaija ikke bebrejde hende for at kalde ham det. ''Jeg kan ikke huske helt om jeg havde familie den gang. Men jeg ved at det var dagen før jeg blev 59 at jeg mødtes med den person, som skabte mig. Jeg fik tilbudet om at leve forevigt. At få et nyt liv og forevigt at være 'ung' ikke at skulle bekymre mig om sygdom som ofte rammer folk i underworld. Ikke at skulle frygte for at skabe ny familie ved et uheld og senere fortryde det.'' Hans øjne gled i retningen af hende for at se hvad hun ville reagere på det han sagde. Hid til virkede hun ganske stille og roligt. En svag lettelse drag sig omkring Elaija's indre. Nærmest som om at han faldt det hyggeligt at være her nede med hende. Han fandt det ganske roligt. Hans øjne gled der efter op i lofted og han lukkede kort øjnene. ''Siden du har hold ud med at høre en gammel mand snakke løs. Hvad har du så planer om at bruge dit liv på? Samt om du allerede er blevet troloved til nogle? Da en ung kvinde, som dem bør allerede havde fået en mand nu?'' Hans øjne gled over på hende og en svag latter gled ud fra hans læber.

Hun lyttede bare interesseret til det han fortalte hende om, det lød til at der måtte være mange af hans klan, siden han sagde at de fleste valgte at arbejde som kiruger, men der sikkert også var nogle som valgte at gå en hel anden vej, end lige det.
"Hvor mange er der lige af jer.. Tzimiscé?" spurgte hun nysgerrigt, med et forsigtigt smil på læben.
Hun spissede øre, da han begyndte at tale om hvor han kom fra, men blev en anelse skuffet, da han sagde at han ikke helt kunne huske hvad for en verden han var kommet fra, kun at han arbejde på et hospital.
Hun ville dog rigtig gerne have noget at vide om hvad for en verden han kom fra, var den ligesom Underworld? Måske bedre, eller dårligere.
"Kan du huske hvordan du kom til Underworld? " spurgte hun, noget så interesseret. Hvordan kom man egentlig til Underworld, hun var født og opvokset der, hun havde aldrig rigtig tænkt over sådan noget som det.
Hun smilede, da han begyndte at grine, ikke lige sådan et grin hun havde forventet fra en vampyr, men det var et meget rart grin.
Hun hævede et øjenbryn, da han fortalte at han faktisk havde fået et tilbud om at blive vampyr, ikke lige alle havde haft et valg, nogen blev nærmest tvunget, men det havde han så fået, at han så havde valgt at takke ja, kunne hun ikke forstå, men der var folk jo så forskellige, hun var jo heller ikke så gammel, som han havde været, det var selvfølgelig en meget stor forskel.
"Savner du så din familie, fortryder du det på nogen måde at du valgte det?" spurgte hun nysgerrigt. Han havde nok lagt en del mærke til at hun var meget nysgerrig, en del utraditionelt for en kvinde i Underworld, hvor kvinderne mest bare var stille og ikke stillede så mange spørgsmål, men det var bare sådan hun var.
Hun grinte lidt da der blev skudt et spørgsmål i hendes retning, især det om hun havde en mand.
Hun rystede på hovedet. "Jeg har ingen mand, jeg er ikke den bedste til at tage kontakt til nogen, især ikke på den måde. Og jeg har ikke rigtig nogen planer, ikke lige nu i hvertfald, men jeg har jo også nogle år endnu" sagde hun grinende, med tanken om at han nok havde mange flere år tilbage, end hun nogensinde ville have.

Hans blik gled på hende kort, da hun nævnte hvor mange der var af hans klans mængde. En tanke strøj over hans sind og han kunne ikke helt huske hvor mange de var. Men få var de i hvert fald ikke. Blot spredt rundt omkring mange steder. ''Jeg må nok beklage, med at sige at det precise tal kan jeg ikke nævne. Men få er vi ihvert fald ikke.'' Hans øre lyttede til hendes svar til hans kommentar omkring hvordan han kom til underworld. Tanken havde Elaija ikke tænkt så meget over. Han så op i lofted og så en smugle tænktsomlig ud. ''Jeg.. Tror.. Vi gik.. Det er mange år siden. Dog kan jeg huske at det var mørt fra den gyde jeg gik fra og skulle igennem portalen. Et glimt af brændende lys skar smertefuldt i mit ansigt. Lyden af 'noget' der rev og flåede i mine ører og en stemme af 'andet' når mine ører da jeg dukker op. Precis hvordan kan jeg ikke huske, men om hvordan vi kom her til.. Jeg tror det måtte havde været et specielt ritual med nogle sten, eller en dør.. Jeg kan desværre ikke huske.'' Elaija lyd en smugle bekymret over det, men lod det ligge for en kort stund.

Hans øjne lukkede sig roligt sammen og han begyndte stille at slappe af. Da hendes spørgsmål omkring hans familie lagde sig på døren, lod et svagt smil på hans læber. ''Jeg.. Kan huske min første fødte Datter. Gyldent kryllet hår. Ung og velvokset. Gift. Fik 3 børn. Afdød kone. Børnebørn, som hver enten fik 2 eller 3 børn. Velvokset familie uden deres farfar. Jeg lod dem glemme mig.'' Hans øjne gled på hende og en tåre faldt fra hans kind på jorden. Den var rød og nærmest blodig, men lyden af hans stemme var rolig og afslappet. Som om at han ingen fortrydelse havde. ''Jeg lod dem glemme mig, da jeg valgte at starte et nyt liv. Et liv på at fortsætte mit arbejde og nyde muligheden for at se kunsten af liv og død. For at være ærlig, så facinere kødet og knogler mig. Men også at se livet for mennesker og hvordan mennesker bruger deres liv på irelevante ting. Glemmer dyrebar tid, som man har sammen med den anden person. Så om jeg fortryder det. Faktisk ikke. At leve, som en skygge i mange mange år og aldrig se solen, men forevigt se månens krystal klare lys og se mennesket, som ofte bliver jaget. Men aldrig udrytted. Dette er noget, som jeg aldrig ville fortryde. '' Hans stemme var rolig og afslappet. Han stoppede med at tale og lukkede øjnene og stille lyttede til hendes svar på hans spørgsmål.

Han smilede lidt for sig selv over at hun ikke havde nogle planer. ''Tid er hvad alle har. Spørgsmålet er blot hvad man har tænkt sig ar bruge den på. Dette, som vi bruger tiden på nu. Er det jeg ofte nyder og finder ganske omhyggeligt. Dog må jeg desværre sige at hvis vi fortsætter, ville du nok ikke være særlig frisk til morgen vagten om dagen. Søvn er hvad de har brug for.'' sagde han roligt og rejste sig op og gik over til hende og lod, med en nærmest 'faderlig' gestus med hånden 'putte' hende, hvis hun tillod Elaija det. Han havde gået over til der hvor han tidligere havde ligget og 'sovet' for dagens lys og havde fundet et let tæppe og lagde det over hende, hvis hun altså tillod ham.

Han ville der efter sætte sig ned og holde øje med indgagen. Han havde lagt sin klinge foran sig, mens han sad og ventede. Dog inde for syns vinkel, for hende, mens hun kunne ligge sig ned og 'holde øje' med ham hvis hun valgte at gøre det.

Hun nikkede til det han sagde, få var de ikke, hun vidste ikke hvad hun helt skulle synes om det, om det var godt eller skidt, måske ret skidt for hende, men hvis alle Tzimiscé var som ham, var det måske ikke helt så skidt for hende, han virkede ikke til at ville æde hende, han havde nok gjort det hvis han havde lyst, medmindre at han legede med hende, og ville så dræbe hende, efter de kom ud af denne kirke, det ville hun jo ikke helt kunne sige om han ville gøre.
"Hvordan kan det være... at du ikke har gjort mig noget endnu?" spurgte hun nysgerrigt. Det var måske et risikabelt spørgsmål, fordi tænk hvis det gav ham lysten til at spise hende, men hun var bare så nysgerrig, hvorfor havde han ikke gjort det? En menneskepige sad lige foran ham, endda med lidt engle blod i årene, og han havde slet ikke taget hagesmæk på eller kniv og gaffel frem.
Hun rystede dog tanken ud af hovedet, da han begyndte at fortælle lidt om hvordan han kom til Underworld, han kunne dog ikke fortælle meget, men det var okay for Kiüra, det lød til at havde været meget interessant, det lød også til at den verden han kom fra, måske også havde ret meget styr på sådan noget som magi og ritualer, lidt ligesom Underworld. "Interessant... Hvad synes du så om at være her... I Underworld?" spurgte hun smilende, selvom han nok ikke havde noget at perspektivere til, siden at han ikke helt kunne huske den verden han kom fra.
Hun smilede da han begyndte at fortælle om sin familie, det lød ikke til at havde været en lille familie, mange børn og børnebørn, hvorfor ville han dog nogensinde væk fra det.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, da en tåre af blod gled ned. Var det sådan vampyrer græd, med blod? Hun rykkede lidt tættere på ham, han lød slet ikke som en der var ked af det, men hvorfor græd han så.
Hun blev især forvirret da han sagde han slet ikke fortrød noget, og lidt bange over den måde han talte om mennesker på, men det lod hun bare ligge. "Du vælger et liv... alene? frem for et liv med familie der elsker dig?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Hun kunne ikke forstå hans valg, men hvad kom det også hende ved, sådan var hun bare, hun var også menneske, det var lidt mere følsomme og ikke meget erfaring på liv, som en vampyr måske havde.
Hun grinte lidt da han nævnte at hun nok havde brug for søvn "Er det sikkert at sove?" spurgte hun, både ment som monstrene, men også ham, ville han måske lige pludselig blive sulten mens hun sov, og hvad skete der mon så?
Sjovt nok som han sagde at hun havde brug for søvn, følte hun sig lidt søvnig, som om hun fuldstændig havde glemt at hun havde brug for søvn, imens de talte, men nu når hun tænkte på det, ramte det hende som en lussing.
Hun sukkede dog da han rejste sig op og lod ham bare putte hende som han ville, med tæppet på, hun følte det måske lidt mærkeligt, det var ikke noget der var blevet gjort for hende... i meget lang tid, da hun var lille gjorde hendes far og mor det altid, men ikke nu når hun var så stor.. Det var dog ikke negativ mærkeligt, mere positivt mærkeligt, fordi som da hun var lille, så elskede hun stadig at blive puttet, som om et indre barn... stadig var gemt, selvom hun teknisk set var voksen nu! men det lod hun bare ligge bag sig lige nu.
Hun kiggede lidt hen på ham, som han sad og holde vagt, men efter nogle minutter, lå hun og sov fredfyldt med en dyb vejrtrækning.