I need you mothers help//Lake//

S Ude foran Lake Fontes hus.
O Ingen rigtig da de fleste er på arbejde.
V Det er lige stoppet med at regne.
Tid 14,00
P
https://s1156.photobucket.com/user/MatthewR72/media/Other/tumblr_mlvnf1J8gq1r4m9l3o1_500_zpsf5960176.png.html

Det, havde taget ham nogen år. Men nu, havde han endelig fundet frem til den familie som stod bag, at ham og Arn delte den samme krop. Arlen havde sagt til Adel, at han ville lade Arn blive men han var, nød til og finde ud af om han kunne fjerne ham eller ej. Arn, havde kæmpet lige siden han, var begyndt og lede på at overtale Arlen til og lade vær. Han, havde faktisk truet dem begge, med at han ville myrde dem, hvis han gjorde det. Men lige idag, havde han været meget stille Arlen red lige så stille hen mod det hus, hvor han vidste deres familie holde til. Han måtte finde en måde og komme af med Arn på, men de eneste som vidste det, var dem der i første omgang, havde gjorde det. Arlen valgte derfor at sadle af, inden han nået helt hen til huset. Han tjekket om, han havde alt han behøvet før han begynde og bevæge sig op mod huset, en engel som opsøgte en heks var ikke noget man så hver dag. Arlen bed sig svagt i læben, inden han gik op til døren, hvor han kort efter han kort efter banket på. Nu skulle han bare vente, hvorfor var det her så svært han kunne jo bare været gået ind, det var jo ikke fordi moren ikke, havde set ham før. Men han, havde dog ikke set hende før, eller vidste om hun havde en datter. Arlen tog hans hat af, hvorefter han stillede sig op af muren, mens han ventet.

Lake havde mistet sin mor tideligt. Det havde påvirket hende, da hun var yngre. Men det var længe siden nu, og hun var kommet videre. Selvom hun sommetider stadig savnede hende. Hun sad og læste i en bog hendes mor havde skrevet. Det var en form for dagbog, om hendes tanker, om Lakes handlinger som barn. De ting hun ikke selv kunne huske. Et smil spredte sig på hendes læber, men falmede da det bankede på døren. Hun var ikke glad for gæster, men det var dem der sørgede for, hun kunne få mad og bo i det lille hus. Uden kunderne, ville hun ikke overleve, og det ville hun gerne. Mange havde før talt om hendes mor og hende selv som en heks. Det var hun ikke officielt, hun var bare et menneske med magiske kræfter. Hun rejste sig og gik hen til døren. Hendes tøj bestod af en turkis top, med en skjorte udover i blå-turkise terne samt et par korte shorts i cowboystof. Lake lavede meget af sit tøj selv. Eller rettere sagt, hun anskaffede sig noget tøj, og lavede det om til hendes eget ønske. Lake åbnede døren og så på manden der stod der. ”Hvad skal du have?” Det virkede muligvis underligt for en udekommende, at hun ville stille sådan et spørgsmål, men hun forventede han blot var en kunde, der ville have en eliksir der kunne give ham et eller andet.

Arlen stod og ventet, mens han prøvet og få styr på hans krop han måtte få dette overstået med det samme, eller så hurtigt som muligt. Da en ung kvinde åbnet døren bed han sig selv, svagt i underkæben, dette her var ikke Hazel vel. Arlen kigget på hende, inden han svaret "jeg leder efter Hazel Fontes, da jeg vil ha hende til og gøre noget for mig." Lød det kort fra Arlen af, hvorefter han så på hende, "bor hun her stadig eller." Arlen var ikke lige frem så god til alt dette, men de var nød til og få det gjorde der var ikke andet for. "Naven er Arlen, din mor redde mig ved og putte en til sjæl ind og jeg vil godt ha ham fjernet." Arlen så afventene på hende, mens han sagde det hvorefter han prøvet og komme i tænke om, hvem dette ku være måske et barn, ja det ville nok gi mest mening ville det ikke. Arlen bed sig svagt i underlæben mens han ventet, men de var i familie udsende var lidt det samme som, han havde hørt om men, hvorfor tog hun imod, var moren på rejse eller noget andet. Arlen måtte vente, indtil. Han vidste det på nogen punkter. Men lige nu var det bare at vente, hvor han så måtte se alt dette an.

Lake så et øjeblik sorgmodig ud, da han nævnte hendes mor, men hendes kølige attitude var hurtigt på plads igen. ”Du kommer otte år for sent. Hun er død.” Da han fortalte hvem han var, og hvad han skulle have gjort, trådte hun til side så han kunne komme ind. Inden hendes mor døde, havde hun lært hende hvordan hun kunne udføre dette. Det var ikke let, men heller ikke umuligt. Lake havde dog aldrig gjort det før, og tvivlede på om hun faktisk kunne. ”Kom ind.” Lake bevægede sig selv ind i det der var stuen, og fandt nogle ting frem der skulle bruges for at gøre det. Hun var ret usikker på det, men skjulte det ret godt. Det var hun god til, at skjule hendes følelser fra andre. Særligt fremmede. Kom folk tæt på hende, kunne de nemmere gennemskue. Der var dog ikke mange der var tæt på hende, og de få der var stolede hun på. Hun stillede tingene på et bord og så på ham, med armene over kors. ”Kan du betale?” Hvis ikke, ville hun tøve med at gøre det. Medmindre han havde en rigtig god grund. Det var trods alt en type magi, der tærede hårdt på hende. Hvis hun ikke følte hun fik noget ud af det, hvorfor så gøre det?

Arlen trådte ind, hvorefter han kunne mærke, hvor tæt på han var på at han kunne miste Arn for evigt. Men Arn, havde andre planer så da hun kort efter, havde bedt om betaling, eller nærme spurgt om han kunne betale det, så Arn på hende, "han kan godt betale dig det, men vil du virkelig myrde en side af ham, som er den mest normale altså den udgave du så der er Arlen og, han vil ikke kendes ved dig, så snart du har hjulpet ham med og fjerne mig." Arn bed sig svagt i læben, hvorefter han så hende i øjene igen. "Så lad os sige du lader vær frøken, så kan jeg gi dig det dobbelt, ud over det vil jeg gøre alt for dig inde for rimlighedens grænser dog frøken, indtil jeg har betalt dig tilbage." Lød det flabet fra Arn af, hvorefter han ventet på, hvad hun ville gøre Arlen ville dog ikke bare sidde på sin røv. Arlen tog over og så over på hende, "lyt ikke til ham, bare få det gjorde jeg skal nok betale." Kort efter tog Arn over igen, hvorefter han så på hende. "Vil du helst ha at han mister den side, der har mest ryggrad, og gøre ham til en svage satan, eller vil du ha at begge dele er der, simpelt spørgsmål, og jeg vil gi dig alt du har drømt om." Lød det kækt og charmerne fra, Arn af, hvorefter Arlen var gået lidt ned. Arn så på hende, hvorefter han ventet på hendes reaktion.

Lake så til med et undrende blik. Så dette må være den anden sjæl. ”Og hvorfor skulle jeg præcis ønske at kende ham. Eller dig?” Det var ikke fordi Lake søgte venskaber eller at folk ville kendes ved hende. Hun ville bare have sin betaling, og så var hun tilfreds. Lake lagde hovedet let på skrå, da han tilbød at betale dobbelt. Lake smilede blot, da Arlen prøvede at overtale til at fjerne hende. ”Hvad vil du give for det?” Hun talte tydeligvis til ham, der ønskede at blive. For hende betød det ikke så meget hvem hun fjernede, bare hun fik noget for det. Hun prøvede at lade vær med at grine, da han påstod han kunne give hende alt hun havde drømt om. Det var ikke sandt. ”Jeg er fuldstændighed ligeglad med hvem af jer der bliver eller om i begge bliver.” Hun holdt en pause, før hun kommenterede på det sidste han sagde. ”Du kan ikke give mig alt jeg har drømt om. Det kan ingen. Men du kan måske give mig noget. Så lad os lave et tilbud, og så vil jeg afgøre om det er godt tilbud.” Lake satte ofte materiale goder før alt andet, for på trods af hendes store familie, så betød ting og penge mest for hende.

Arn bed sig svagt i underlæben mens han tænkte, hvad skulle han dog sige til hende. Han, havde aldrig fået dette som et svar. Han måtte derfor overveje hans ord nøje, han ville nemlig ikke dø, han åbnet sin mund kort efter, hvorefter han lukket den igen. Han var ikke sikker på, hvad han skulle tilbyde hende, men han måtte finde på noget før eller siden. Arn så på hende, hvorefter han talte igen. "Jeg kan gi dig mit blod, sammen med penge eller den anden sjæl du ved Arlens, eller min egen, faktisk alle tre ting hvis du vil ha det." Da det sidste var sagt, smilede han svagt til hende. Arn bed sig svagt i underlæben, hvorefter han ventet på hendes svar. Han vidste at, hvis Arlen fik sin vilje ville han dø. Men Arn ville ikke gi op, ikke uden en kampe da. Arn sætte sig derfor ned på en stol, mens han så afventene på hende. Han måtte bare få dette her, overstået inden han kom til og miste for meget af hans kontrol, "og ud over det vil jeg arbejde for dig indtil, du er blive betalt tilbage oven i." Lød det fra Arn af, hvorefter han ventet på hendes svar, han måtte bare komme gennem det her det var nu, det skulle ske enden han Arlen fik lov til og snakke igen, Arn ville vinde dette.

Lake afventede hans tilbud. Hun var ikke kendt for, at være tålmodig. Så hun var lige ved at haste på ham, før han kom med hans tilbud. Penge og blod kunne hun bruge. Sjæle var hun ikke så sikre på. Hans næste ord fik hende overbevidst. ”blod, penge og arbejde og vi har en aftale.” Hun så på ham et øjeblik, før hun vendte ham ryggen for at gribe fat i en bog. ”Jeg har brug for at vide, den anden ikke overtager din krop. Jeg har en løsning.” Hendes mor havde skrevet nogle af de indviklede ting ned. Ting som Lake ikke nåede at mestre før hendes død. ”Bare sæt dig, og sørg for han ikke overtager kroppen.” Hun tog nogle ingredienser, og begyndte at mase det til pulver. Det krævede også nogle ting, som hun ikke havde på sig. ”Ændring af planerne. Du skal med mig ud og lede efter ingredienser. Det tager højest en time.” Hun var blevet ret god til, at finde de ting hun skulle bruge. Lake åbnede døren og gik udenfor med forventningen om, at han fulgte efter hende. Han arbejdede trods alt for hende nu. Han kunne betragte det, som hans første opgave.

Arn lyttet til hende, mens Arlen kæmpet for at få kontrol. Men det var som om, hver gang han prøvet og få kontrol smed Arn ham dog tilbage. Arn bed sig svagt i læben og nikkede, "okay jeg skal nok holde ham på køl indtil, du finder ud af hvad vi gør Navnet er Arn, hvad med dig." Efter han, havde sagt det lyttet han til hende igen, hvorfor havde han os sagt ja til den aftale hun, ejet ham jo nu indtil han kunne betale hende tilbage, hvilket i sig selv var vildt mærkeligt. Arn så på hende da hun gik ud, hvorefter han fulgte hende kort og kontant. De bevægede sig gennem byen indtil de nået, den store park som var der. Arn bed sig selv i underlæben, da de kom hen til parken, hvad havde han dog smidt sig selv ind i. Hun ejet ham jo nærmest nu til han, havde betalte hende tilbage for at lade ham blive, Arn så på hende, hvorefter han åbnet munden, "så hvad vil de ha mig til og finde." Da det sidste ord forlod Arns læbe, kørte han højre hånd gennem hans hår han havde jo ikke sin hat på sig længere så, nu måtte han bare se, hvad hun ville ha ham til og finde intet andet, skulle han jo gøre nu.