Velkommen tilbage ^Zero^

Sted ^ I nærheden af Zero's hus
Tid ^ Omkring 00:30
Omgivelser ^ Bliver beskrevet i emnet.
Vejr ^ Et meget dårligt vejr.

Det var en trist aften, regnen stod ned og det så ikke ud til at det ville holde op igen.
Vinden var blid men alligevel hård imod en kold kind, en kind som ikke rigtig havde nogen farver længer, en kind som havde taget imod en masse tårer og en masse is, en kind som havde mange sår og mærker.
Denne kind tilhørte en ung og smuk kvinde ved navn Ryan, men dog tilhørte den en bestemt Ryan den tilhørte Katniss Ryan, denne kvinde havde oplevet ting som man ikke kunne ønske sig, men alligevel en kvinde som var blevet stærk igennem tiden.
Denne kvinde var taget hen til en bestemt person i håb om at få noget nyt af vide som en datter, en lille pige hun havde taget til sig, den bestemte person var Zero også kendt som hendes datters far, dog var deres datter ikke deres rigtig datter, men de så hende som en del af sig selv.
Ryan var taget hen til Zero efter godt og vel 1 år, de værste år som Ryan har været ude for, hendes elskede datter var blevet kidnappede, det er godt og vel 4 år siden hun mistede sin datter.
Hun stod hun godt og vel nogen få meter fra det velkendte hus som hun engang havde kaldt for hendes hjem, hun havde forladt huset efter deres datter var blevet kidnappet.
Men nu var hun kommet tilbage, men viste ikke rigtig om hun skulle gå ind eller om hun skulle tage hjem til et hus med dæmoner som stadig ventede på hende, den havde hun heller ikke set længe og hun savnede den utroligt meget, men hun kunne ikke klarer at tage hjem til dem, og slet ikke når Jay Jay stadig var der.

// Det bliver ikke beder end det //

Zero havde valgt at tage ud på terrassen. Og stod nu med en smøg i hånden. Som han roligt tændte med den tændstik han havde i hånden som han roligt lod glide hen over gelænderet på terrassen så der gik ild i den. Hvorefter han roligt satte ild til smøgen og tog et blidt sug af smøgen. Han så rundt på de blide vægge om hans hus. Efter sidst nogen havde brudt igennem (Ryan) Havde han forstærket væggene. Specielt imod isevner. Hver eneste del af væggen havde temperaturmålere som gik i gang så snart temperaturen ramte under minus 20 grader hvilket det var nød til for at fryse hurtigt til. Små flammekastere over alt på væggene ville sætte i gang og smelte isen for ikke at tale om at skade alle indenfor 3 meter af muren. Jernlågen var dobbelt så bevogtet hvilket betød der alle timer på døgnet var 4 vagter som overlappede hinanden hvilket betød at en halv time 4 gange om dagen var der faktisk 8 vagter. Hver vagt med sin egen specielle evne. Is ild jord og luft. Hans fæstning var så godt som uigennemtrækkelig hvilket betød at der ikke var den store mulighed for at kunne komme igennem. Han smilede kort. På væggene gik der 6 vagter frem og tilbage imellem sig så væggene ikke blev efterladt ubemandet alle sammen med deres egne separate våben klarladt og forberedt. Zero vidste godt han ikke for evigt kunne holde hemmeligt at Sammi var tilbage så han var forberedt på at hvert øjeblik kunne Ryan prøve at komme igennem. Hvilket også var derfor at Zero’s trofaste katana hang på ryggen klar til at blive brugt. Og bag ved ham stod 2 ekstra vagter med hvert deres eget sværd. Skyggevæsner så de ikke ligefrem var nemme at dræbe. Zero tog roligt et sug af smøgen og pustede det ud imod regnvejret. ”Hun er længe om det denne gang.” Sagde han kort til sig selv. Før han roligt begyndte at knappe sin sorte skjorte op. Han vidste hun var derude. Hans spion havde sagt at hun havde retning imod ham. Så han var klar. Hun skulle ikke tro han ville give op denne gang. Sammi var ikke engang hjemme. Hun var ude på en opgave sammen med et lille team for at forbedre hendes selvforsvar. Fuldmåne var et fantastisk tidspunkt at træne. Varulve var utrolig stærke og abnorm flexible med sine angreb. Dog havde hun 4 af Zero’s bedste varulvejægere med sig så Zero var ikke i tvivl om hun var i sikkerhed. For ikke at tale om 2 af dem var skyggedæmoner som Zero havde deres genstand på hvilket betød de ikke kunne dræbes af andre end Zero så de ville sørge for at Sammi ikke kom noget til. Desuden havde Zero 2 spioner holdende øje med dem 24/7 så hun var i sikkerhed.
Men tilbage til Ryan. Nu kunne der ikke gå længe. Zero så kort mod sine vagter og vinkede dem væk hvorefter de valgte at gå væk. Zero tog det sidste sug og kastede den ud i regnvejret. Før han roligt gik ned fra terrassen og ind på den åbne plads imellem hans hus og hans jernlåge. Vagterne havde fået at vide at de ikke måtte skyde drabeligt imod hende. For hvis nogen skulle dræbe hende så var det Zero selv. Zero trak roligt sin katana ud af holderen. Det snehvide håndtag blev roligt drejet imellem hans fingre for at tjekke balanceringen. Som var perfekt. Nu måtte han bare vente på hun kom. Han stod i hvert fald klar.

Ryan kiggede med roligt men såret øjne op på det velkendte hus som har været hendes hjem, hun savnede det på en eller anden måde, eller måske var det bare fordi hun savnede sin datter så højt at huset vækkede minder hos hende, minder som gjord ondt på hende, hun kiggede ned på sine føder hvor der langsomt var kommet et lille lag is under, hendes humør havde gjort at hendes evne ikke kunne holdes tilbage, mange af de ting hun havde rørt ved at fråset ned og det gjord ondt på hende, men hun tænkte ikke så meget over det længer, hun var ved at være vandt til den smerte hendes evne gav hende, hun havde levet med smerte i 4 år nu, så nogen dage til gjord hende intet.

Hun kiggede igen op på huset, hun sukkede svagt for sig selv og viste ikke helt hvordan hun skulle ind denne her gang, Zero havde nok gjort huset stærkere imod is, og det kunne hun godt forstå, efter det hun havde gjort første gang hun var kommet til Zeros hus, hun rystede på hovedet og havde ikke lyst til at tænkte på den første gang hun havde sat sine ben.
Hun kig roligt hen til porten og sukkede igen, "Zero det mig, Ryan" Hvad skulle hun ellers sige? måske skulle hun havde sagt at hun var kommet for at hører om han havde hørt fra Sammi, men hun kunne ikke rigtig få sig selv til at sige det navn, nu hvor hun tænkte over det var det de første ord hun havde sagt i et år nu, hun smilede svagt over at det skulle være her hun skulle sine en sætning.

// EJ okay det svar blev ikke meget beder :/ prøver at gøre det beder og beder //

Zero hørte roligt hans navn efterfulgt af at det var hende. Ryan var udenfor lågen. Det passede ham egentlig fint han havde været nød til at reparere jernlågen og døren sidst. Samt fjerne is over det hele. Langsomt begyndte han at gå imod jernlågen og svang sværdet rundt i cirkler skiftevis på højre og venstre side. Før han stoppede klingen. Midt i luften i retning imod lågen. Som derefter gik op. Hvorefter Zero roligt gik ud af lågen og ud for sine beskyttende mure. Lågen blev lukket efter ham. Hvorefter riffelmændene på væggene der indtil nu havde sigtet direkte på hende valgte at løfte våbnet og gå ud af syne. Zero begyndte roligt at gå hen imod hende. Langsomme rolige skridt fik ham tættere og tættere på. Før han stod kun nogle meter fra hende. 4-5 meter måske. Zero stod og kiggede på Ryan. Før han roligt hævede sit sværd. Regnen havde gennemblødt ham og han så direkte imod Ryan. ”Hvad vil du?” Spurgte han kort og så direkte ind i hendes øjne. Allerede nu var hans evne i gang med at skabe en illusion. Allerede nu havde hun faktisk tabt. Men Zero var blevet bedre. Han havde forstærket sin evne de sidste 4 år. Og kun blevet stærkere. Før kunne man svagt ane det var en illusion hvis man havde oplevet det før. Denne gang kunne man ikke. Man kunne tro det eftersom hun jo vidste han havde den evne. Men hun ville ikke kunne se forskel. Zero smilede kort. Før han knækkede sin nakke i hver retning kort. Noget mørkt bevægede sig i ydrekanten af hendes syn. Det var hans illusion som genskabte noget som hun frygtede. Ja som i teorien de begge frygtede. Men Ryan mere end Zero. ”Fortæl dit ærinde eller jeg dræber dig der hvor du står.” Sagde han roligt og så afventende på hende.

Ryan sukkede svagt og nikkede imod Zero som en hilsen, hun viste at han ikke havde det bedste forhold til hende, og det havde hun det fint med, dog havde de ikke set hinanden de sidste 4 år, eller hun havde ikke set ham måske havde han set hende.
Hun kiggede ind i Zeros øjne, hun var ligeglad med hans evne, han ville kun se et tabt af deres datter og en masse tårer, og et knust hjerte, men også at det ikke var hendes skyld at deres datter var blevet kidnappede. "Jeg er kommet for at hører om du har fundet noget endnu?" Hun så spørgerne på ham som hun for det meste gjord.
hun så svagt en skygge ude i siden, men tog sig ikke rigtig af det, hun havde kun Zero i sit synsfelt og hun havde ikke lyst til at se på andet end ham, nu hvor hun tænkte over det lignede han stadig sig selv, lige så stolt som den gang hun havde forladt hans hjem, men også minder om hvor de lege gift for Sammis skyld kom frem i hende, hun smilede svagt ved den tanke, dog rystede hun på hovedet og så på Zero igen, "Hvis du vælger at dræbe mig Zero så havde du gjort det for 4 år siden? nej jeg kom bare for at spørger dig om du har fundet spor af Sammi, men også for at se hvordan du havde det" man kunne godt hører på hendes stemme at hun talte sandt, hun var blevet en smule nervøs over hvordan Zero havde taget dette her med deres datter.

Zero så roligt på Ryan med en snert af vrede i øjnene. Før han roligt gik et hurtigt men bestemt skridt helt hen foran hende. Mens hans klinge blev placeret lige ud for halsen på hende. ”Hvorfor skulle jeg sige til dig hvis der var noget? Du beskyttede hende ikke ordentligt. Vores egen datter og du beskyttede hende ikke. Det gjorde jeg heller ikke. Ikke godt nok i hvert fald. Men i det mindste mistede jeg 3 mænd da det skete. Hvor var du henne? Hvor blev du af?” Spurgte han hårdt og pressede klingen lidt imod hendes hals så den svagt skar et lille snit i hendes hals. Ikke dybt. Men dybt nok til at det ville svie ret meget. For ikke at sige klingen blev i det lille sår så hun kunne mærke det og hendes healing ikke kunne sætte i gang. ”Fortæl mig lige en gang til hvordan det kan lade sig gøre at elske en som Sammi uden at beskytte hende.” Sagde han kort og sukkede svagt.
Før han fjernede klingen fra hendes hals og gik et skridt tilbage. ”Hun er tilbage. Sammi stod udenfor min dør for nogle dage siden. Efter 4 år.” Han så lidt undersøgende på hende han ville vide hvad hun tænkte. Han placerede sit blik i hendes for at undersøge hvad hun egentlige tænkte igennem hendes minder.

Dette blik Ryan gav Zero, var et blik som ikke viste noget som helst, der var intet tilbage i dette blik, hvis man var heldig kunne man se et lille savn i hendes øjne, men ellers var der intet tilbage, hverken vrede til Zero efter alt det han havde gjort imod hende og hendes søster som engang var Slave for Zero, om hun stadig er det ville Ryan ikke vide, hun kunne dårligt nok huske sin egen søster, og det værste er nok at Ryan ikke følte smerte ved det længer, hun var stort set ligeglad med alt i disse dage.

Hun kiggede stadig på Zero og ventede på at han skulle dræbe hende, hun så snart ikke andre muligheder længer, hun så ikke længer en grund til at leve, hun havde mistede sin højt elskede datter som hun ikke engang selv kunne beskytte, hun havde ikke mistede nogen mænd som Zero havde gjort, hun havde intet mistede ud over at hendes hjerte var knust, hendes hjerte var som et sort hul som bare tager alle hendes følelser hun normalt ville havde i dette øjeblik, hun kiggede roligt på Zero's øjne og sagde stille, "Jeg var ikke der jeg skulle være Zero"

Ryan mærkede hvordan hans klinge kom ind imod hendes hals, det var lige før hun gik et skridt tættere på Zero så han kunne gøre det af med hende, men hun havde det som om at hun skulle svarer ham, måske havde de ikke set hinanden i flere år, men han var stadig hendes herre, og det ville han være til han slår hendes ihjel, hun kiggede roligt på Zero's mund, der var ikke nogen bestemt årsag til hun kiggede på hans mund, hun kiggede kun på den for at få blikket væk fra hans øjne, "Jeg elsker Sammi som min egen datter Zero og det ved du, du kan se det på mine minder med hende, du kan mærke hvor meget jeg elsker hende, Jeg beskyttede hende skam, barde ikke godt nok" hun kiggede væk hun kunne ikke klare at se på han længer, ikke med disse øjne som ikke viste nogen følelser.

Ryan mærkede hvordan Zero tog klingen væk fra hendes hals, hun kunne mærke at hans kropvarme roligt forsvandt og det måtte betyde at han var gået væk fra hende, hun kiggede stille op imens han fortalte hende at Sammi var kommet tilbage, hun kunne ikke rigtig få sig selv til at tro på det efter 4 år, det kunne ikke være rigtig at hun var kommet tilbage, hun var lige ved at falde da hun rystede svagt på hovedet, roligt kom følelserne tilbage til hendes, hurtig som et lyn var de væk igen, hun kiggede på Zero og sagde roligt, "Passer det eller er det bare noget du siger for at kører mig mere psykisk ned end jeg allerede er?" hun så spørgerne på ham.