a little misunderstanding - Rafaela

Rafaela havde boet hos sin onkel og fætter i Sunfury i et godt stykke tid, men hun var taget hjem til sine forældre på slottet for weekenden, men hun havde haft brug for, at se hvordan Doomsville var blevet og lige snakke med de klanmedlemmer hun havde i sin klan for, at blive informeret omkring de ting de havde gjort for og hjælpe kvinder der blev undertrykket af mænd der var magtgale. Hun havde sat sit hår op i en knold, hvor noget af pandehåret hang løst i siderne. Hun havde et par sortebukser på der sad tæt, men der var et hul bag på så hendes hale kunne være ude. Hun havde også en sort frakke på. Hun skulle mødes med en af sine kontakter for enden af det store marked.
Hun havde gået i et godt stykke tid da hun pludselig hørte nogen råbe om hjælp. Hun stoppede op og kiggede hen på en kvinde der blev hevet i armen og hevet i håret af en mand. Hun kendte godt fyren. Hendes klan havde haft en del problemer med ham da han altid var efter kvinder, men de havde aldrig haft grund nok til, at dræbe ham. Hun sukkede opgivende og rettede sin ryg. Hun gik hen til fyren og prikkede ham på skulderen da han stod med ryggen til hende "Nu slipper du den pige ellers skal jeg personligt sørge for, at du ikke kommer til og røre nogle kvinder igen eller se andet end et sort hul" sagde hun bestemt. De fleste i byen vidste, at hun var Sakrefs datter og det ville sige, at hun var prinsesse af byen og nemt kunne få folk i fangehulet. Hun var ligeglad med, hvad folk tænkte hun vidste bare, at hun ikke ville lade denne mand skade flere kvinder.

Rafaela kiggede fortsat bestemt på fyren. Hun var sådanset ligeglad med det manden sagde. Han var fuld af løgn så det baskede. "Jo det er mig og jeg gentager det jeg lige sagde. Du lader den kvinde være!" sagde hun mere hårdt. Hun stod med ret ryg og havde armene over kors. Da hun så, at han ville bruge hende som et slags skjold overfor hende rystede hun på hovedet. Den mand blev bare ikke klogere. Hun kiggede beroligende på kvinden og derefter bestemt op på manden igen "Det er sjovt som du lyver. Hele byen ved hvordan du er og jeg har set alt det du gjorde ved denne kvinde. Slip hende så!" kommanderede hun. Nogle af klanmedlemmerne der havde gået under dække som nogle fattige piger der havde siddet ved forskellige hushjørner havde hentet Bron som var hendes fars lærling. Han var et stort brød og lignede ikke en der lavede sjov med noget. Han havde stillet sig bag ved manden. "Bron vil du være sød og fjerne den mand fra kvinden og smide ham i hullet" sagde hun roligt til Bron der fik manden til, at slippe hende og han tog ham med til slottet.
Rafaela kiggede undersøgende på kvinden "Er de ok?" spurgte hun nysgerrigt med et venligt smil på sine læber og med ro i stemmen.

Hun kiggede roligt på pigen og slappede mere af i kroppen. Der var ingen tegn på, at Rafaela havde været sur eller noget. Hun stod mere afslappet og kiggede beroligende på pigen. Hun kunne godt forstå pigen, hvis det var, at pigen var bange eller chokkeret over denne oplevelse. Sådan havde hun også haft det de første gange hun var behandlet dårligt af Zero og Chev. Hun trak vejret dybt og ventede på, at pigen var blevet lidt mere rolig og smilede. Hun grinte lidt da pigen sagde, at hun ikke havde fået fat i hendes navn. Hendes navn var aldrig blevet nævnt så det var ikke så underligt, at hun ikke havde fået fat i navnet "Jeg hedder Rafaela Morladin og som fyren sagde er jeg prinsesse af Doomsville, men hvem er du egentlig for synes ikke jeg har set dig før?" spurgte hun nysgerrigt. Hun kiggede roligt på pigen og studerede hende lidt. "Hvorfor var det egentlig, at ham manden tog fat i dig lige før?" spurgte hun nysgerrigt.

Rafaela begyndte, at grine da hun så pigens reaktion over, at hun var prinsesse. Det var ret komisk for hende syntes hun. Hun havde aldrig taget den tital særligt særiøst og det var hendes familie træt af. Hun rettede pigen op så hun ikke stod bukket for hende hele tiden "Du behøver ikke, at være flov over det. Jeg tager ikke den titel så højtideligt og det gør min familie sådanset ikke. Der er bare nogen som har mere respekt overfor en når man begynder, at opføre sig sådan, men det tager jeg ikke så tungt" hun forstod bedre hvorfor hun ikke genkendte hende. Hun var ikke fra byen og hun havde ikke været i byen i mindst 5 måneder og i den tid hun var væk var hun blevet gravid, men det kunne man dog ikke se ordentligt endnu.
Hun lyttede stille til pigen og hendes forklaring på, hvorfor manden var efter hende. Hun nikkede forstående. Den samme historie som mange andre piger der havde siddet i samme situation som hende "Han udnytter kvinderne så vil anbefalde dig, at holde dig væk fra ham. Jeg kender ham ret godt og har haft en del sager med ham" fortalte hun kort. Hun ville sikre, at pigen ikke troede, at hun var den eneste denne mand var efter. Hans kone var ikke meget bedre selv, men Rafaela var helt sikker på, at manden havde fået hjernevasket konen på den ene eller anden måde siden kvinden er blevet sådan. Hun troede ærligtalt ikke helt på, at konen havde været sådan hele sit liv. Det ville hun ikke tro på. "Hvad hedder du foresten?" spurgte hun nysgerrigt.

Rafaela forstod hende godt. Det var ikke nemt og finde rundt i det og det gjorde det heller ikke nemmere for hende "Det kan du bilde mig ind. Det heller ikke nemmere som prinsesse og finde rundt i det. Har en streng far så det kræver sit, at kunne alt det" fortalte hun stille.
Hun nikkede tilfreds da hun sagde, at hun ville prøve, at holde afstand fra manden og konen. Hun ville gerne hjælpe pigen på den ene eller anden måde. Hun kiggede roligt på pigen som hed Aisling. Det var et meget specielt navn måtte hun indrømme. Men kunne hun ikke finde på et kældenavn hun ville have nemmere ved, at huske "Det er et specielt navn du har. Må jeg kalde dig for Ais?" spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne ihvertfald godt lide det kældenavn "Foresten du må gerne sige du til mig og bare kald mig for Raf eller Rafa for det gør de fleste sådanset" sagde hun stille. Hun følte en form for kemi imellem hende og denne pige. Hun kunne ikke sætte finger på, hvad det var, men det ville hun finde ud af.

Rafaela nikkede forstående til Ais. Fædre var noget strenge i det, men ikke alle behandlede folk som slaver som hun og Ais var blevet. Hun smilede stille da hun fik tilladelse til og kalde hende for Ais. "Er bare dårlig til, at huske navne så det hjælper mig lidt, at have et navn på dig" forklarede hun lidt. Hun havde en ide om, at Ais ville have en forklaring på hvorfor hun gav hende et kælenavn. Hun fniste lidt da Ais fortalte, at hun ikke var van til, at kalde folk for kælenavne "Det er helt i orden. Ville bare fortælle dig det, hvis det nu gjorde det nemmere for dig, at snakke med mig eller at huske hvem jeg er" sagde hun stille.
Hun kunne mærke på Ais, at hun var blevet mere rolig af, at snakke med hende. Hun havde nemlig lagt mærke til, at hun ikke stammede nær så meget som hun havde gjort til, at starte med. Hun stod lidt og spekulerede over, hvad hun skulle svare på det spørgsmål Ais kom med. Sådanset var det tilfældigt, at hun kom for det var ikke planen, at hun skulle hjælpe nogen "Det kan man godt sige, at det var" fortalte hun stille. "Hvis det er du får brug for arbejde eller hjælp eller noget så tag op på slottet til min far og sig du kender mig. Jeg er der oppe hele weekenden, hvis det er du søger noget nu her så kan jeg være der for, at intrudusere dig for min far. Selvom han ikke er så glad for, at jeg møder folk fordi han mener jeg kun laver ballade" fortalte hun stille. Hun var virkelig en stor outsider i familien og det ville man tydeligt lægge mærke til, hvis man så hende ved siden af hendes søskende og forældre.

Hun grinte lidt. Gik alle op i kælenavne? Det vidste hun sådanset ikke rigtigt noget om. Hun lyttede stille til det hun fortalte om, at hun allerede havde et. Det var hun glad for og hun håbede det var et ordentligt sted ellers måtte hun komme og sætte skik på tingende. Ingen skulle lide samme skæbne som hendes biologiske mor gjorde dengang. "Det glæder mig. Jeg håber du er kommet et bedre sted nu så ellers må du sige til. Jeg skal sige til min far, at jeg har fundet en der kan komme til hjælp, hvis der bliver behov for det, men tror min far vil møde dig for, at han bedre kan vurdere dig" sagde hun stille
"Vil du være sød og fortælle min far det selv? Mig har han ikke den store tillid til fordi jeg har lavet meget rod, men jeg gør det jeg føler er rigtigt, at han så er uenig kan jeg ikke gøre meget ved" sagde hun stille. Selvom hun var træt af, at folk altid bedømte hende som svag bare fordi hun blev set som en lille prinsesse der ikke kunne finde ud af noget.
Hun smilede venligt til Ais "Det glæder mig bare, at kunne hjælpe for du skulle ikke med ham det ville jeg ikke tillade. Jeg kunne se, at det ikke var noget du ville og jeg kendte den mand" sagde hun stille.

Hun smilede tilfreds da hun sagde, at hun var kommet et sted der var ordentlige imod hende og at hun var glad for, at være der. "Det er jeg glad for" sagde hun stille. Hun grinte lidt "Du må haft misforstået mig. Jeg er utroligt glad for min far og har ingen problemer med, at snakke med ham overhoved, men det kan vi sagtens sige. Jeg finder lige en dag hvor der er tid så henter jeg dig skal vi sige det?" spurgte hun stille.
Hun lyttede stille til det hun fortalte om, at hun ikke var glad for, at være alene med mænd og det var helt forståeligt, hvis hun kun havde haft dårlige oplevelser med mænd "Ikke alle mænd er så slemme det kan jeg love dig" sagde hun stille for at berolige hende. Hun kendte så mange mænd som faktisk var utroligt søde overfor kvinder, men der fandtes også mange andre mænd der var værre. Hun smilede indvendigt over det sidste hun sagde. Ais skulle bare vide, hvad hun egentlig lavede når hun ikke var prinsesse og ikke trænede sammen med sin onkel og fætter. "Ved der er en klan der straffer dem, men de kan blive straffet for det da det ikke er lovligt, men der er nogen som straffer dem på den ene eller anden måde" fortalte hun kort. Hun ville ikke fortælle om sin baggrund til klanen.

Hun smilede stille til Ais "Det er helt i orden. Havde nok forklaret mig på en misforstående måde" sagde hun stille. Det var længe siden hun havde haft en veninde hun kunne grine med og snakke med om alt og ingenting. Det følte hun, at hun kunne med Ais. Det var en sjov følelse hun havde i hele kroppen siden hun begyndte, at snakke med Ais for lidt tid siden. "Det finder vi ud af om min far kan bruge dig, men det er jeg sikker på, at han kan" sagde hun og blinkede med det ene øje i drilleri.
Hun grinte lidt da Ais nævnte sine erfaringer med mænd "Så bliv til piger. Du er ihvertfald sød og tiltrækkende nok til, at piger ville falde for dig" sagde hun roligt. Hendes søstre ville ihvertfald gå efter hende, men det ville hun ikke tillade. Hun lyttede stille til Ais drømme "Det er da en smuk drøm du har og jeg er sikker på, at en dag får du dine drømme udfyldt" sagde hun stille og lod kommentaren om manden dale ud da hun syntes de skulle snakke om nogle mere positive ting.