Jeg har brug for din hjælp og så har jeg også savnet dig- Rafaela

Tid: 22:30
Sted: Sunfury
vejr: Klart og kølligt
omgivelser: en del som ser hændelsen ud spille sig
Påklædning: Emily: en slidt kjole og udenpå en meget slidt jakke Zantanna: hendes slidte kjole. Begge pigers hud er beskidt.

Zantanna havde brugt tid på at komme videre efter det der var sket sidst hende og Rafaela havde været sammen, men jo mere hun havde tænkt over det jo mere var det gået op for hende at hun savnede Rafaelas selskab. Hun havde brugt meget tid på lede efter hende. Zantanna havde fundet ud af at hun var i Sunfury, rejsen havde været lang, men heldigvis havde der været folk som ville give hende og Emily husly, Zantanna var dog sikker på at det var fordi  Emily var så lille at de forbarmede sig over dem. Zantanna var endelige kommet til Sunfury, folk lagde ikke mærke til Zantanna og Emily. De var også beskidte og deres kjoler slidte. Efter jordskævlet havde Zantanna ikke haft råd til købe noget nyt tøj til dem. Deres hår havde også før set pænere ud. Hun vidste ikke helt hvor Rafaela befandt sig, men hun var sikker på at der var her i denne by. Hun klemte forsigtigt Emilys hånd idet en ældre mand skubbede til dem. Hun måtte bide tænderne hårdt sammen. Emily fortjente bedre end frygten for at blive dræbt på et tidspunkt hvor Zantanna var vred. Hun vidste at hun ville kunne få et bedre liv sammen med Rafaela.
Zantanna vidste at Emily var glad for Rafaela og tryg, det betød også at deres adskillelse ikke ville blive så svær for dem. Zantanna måtte indrømme at skulle forklare et barn hvorfor hun kunne være farlig for hende var svært. Zantanna havde ikke tænkt sig holde sig væk for altid, men hun måtte have styr på sig selv før hun kunne tage sig af et barn. Derudover måtte hun se at få skaffet sig et job så hun kunne få penge. Zantanna havde ikke brug for dem, men det havde Emily og som det var lige nu ville hun havde det bedre ved at blive sendt et andet sted hen.

Hun nåede ikke tænkte før en pænere herre som så meget fornem ud havde beskyldt dem for at stjæle, det var først nu gået op for hende at de var på vej hen imod et finere kvartere og at de lignede noget som måske var løgn. Hun trak uvilkårligt Emily bag sig og måtte kæmpe for at vreden blev på et minium for ellers gik det galt. Emily var tydeligt bange og greb fat i den slidte kjole som Zantanna bar. Manden og nogle af hans vagter forsatte imod dem. Zantanna blottede svagt sin tænder ” jeg vil ikke gøre noget vis jeg var jer” sagde hun halvt hvæssende. Dumme mennsker var der åbenbart mange af og det kunne tydeligt ses på denne mand som ikke tog hendes advarelse alvorlig.

Rafaelas udseende bare hætten er trukket ned

Rafaela gik rundt i Sundlower districtet og slappede af. Hendes onkel havde givet hende fri fra, at træne og hun havde lyst til og bage kage til dem i aften, hvor de kunne hygge sig som en rigtig lille familie. Hun havde boet hos sin onkel fætter i godt 8-9 måneder. Hun havde ikke styr på tiden længere og man kunne se på Rafaela, at hun var blevet gravid da hun havde fået en lidt større mave end hun normalt havde. Rafaela trænede dog ikke så hårdt længere som hun havde gjort til, at starte med, men det var også fordi det var ordre fra hendes onkel af, at hun ikke trænede så hårdt.
Hun så en af byens dygtige forhandlere og han vagter gå hen imod en kvinde og en lille pige. Der gik ikke så lang tid før hun lagde mærke til, at det var Zantanna og Emily. Det var lang tid siden hun havde set dem. Sidst hun havde set Zantanna havde hun næsten slået hende ihjel. Hun havde sommerfugle i maven, men hun skubbede fortiden tilbage og skyndte sig hen til manden og lagde en hånd på hans skulder da han stod med ryggen til hende "Mr. Salwador?" sagde hun venligt. Manden vendte sig om imod hende og smilede venligt "Godaften Miss. Morladin"] sagde han venligt. Rafaela spurgte hvad der foregik og de snakkede frem og tilbage til en løsning. Hun havde sendt ham hen til sin onkel, hvor de så kunne blive mere enige.
Da vagterne og manden var taget afsted gik Rafaela hen til Zantanna "Hej Zantanna og Emily" sagde hun stille. Hun vidste ikke helt hvorda hun skulle forholde sig da det var nogle lidt trælse oplevelser de havde haft sammen sidst de mødte hinanden. "Hvad laver i egentlig her i byen?" spurgte hun nysgerrigt.

Zantanna stod stadig med Emily bag sig idet en stemme hun syntes at kende så godt ramte hendes øre, det var som musik. Hun havde savnet hende, men fangede hurtigt at der var noget nyt ved hende, hun følte også akavetheden imellem dem og det var næsten det værste, men Emily så ikke ud til at føle den eller også var hun bare for lille til at forstå hvad der foregik imellem dem. For ikke så længe efter at Rafaela havde sagt hej løb pigen grinede hen til hende for at få et kram hun havde armene spredt ud til siderne hvilket fik hende til at se mere kluntet ud end hun normalt plejede at gøre, Zantanna stod som naglet til stedet og anede ikke hvad hun skulle sige. Rafaela var som forandret, hun havde ikke kunnet nå ind til Rafaela den gang hun var så ked af det og grunden til at hun ikke havde ledt efter hende noget senere var fordi hun havde følt hun havde fejlet sin eneste ven. Zantanna måtte også havde indrømmet at hun måske også var vred over at hun ikke havde kunnet snakke med hende efter hændelsen. Hun lod blikket falde på hendes ansigt og smilede svagt stadig vidste hun ikke helt hvad skulle sige ” et tilykke er vist på sin plads” sagde hun tilsidst og pegede på den voksende baby bule på hendes mave og følelsen af at hun måske ødelagde noget ved at være kommet voksede i hende ” jeg skulle ikke være kommet” sagde hun lettere opgivende hun var i gang med et liv som Zantanna ikke følte hun kunne være en del af.
Zantanna følte sig frygtlig meget udenfor alt det der var sket med Rafaela hendes mave, hun måtte havde fundet en som gjorde hende lykkelig og det var hun glad for måske hun skulle aflevere Emily og derefter bare forsvinde ud af begge deres liv. Pludslig følte hun sig bare som en byrde for både Rafaela og Emily. Hun kom i tanke om hvorfor hun var kommet ” jeg er kommet fordi jeg må bede dig om en tjenste” sagde hun nævnte ikke hvor meget hun savnet Rafaela, da hun ikke ville gøre hende mere akavet ved at være sammen med hende.

Zantanna rettede sit blik imod manden og hans vagter for sikre sig at de også forsvandt " vi har altså ikke stjålet noget" sagde hun bare for at slå fast at hun ingen tyv var stemmen var stadig en smule akavet hed i den og det var tydeligt at hun var forvirret. Var de venner eller var de ikke venner? Hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvad de var længere og det var nærmest ikke til at holde ud. Hun smilede igen, men meget mere svagt end før " er det ikke et sted i fred og ro hvor vi kan snakke jeg føler vi lysår fra hinanden og der sket så meget du skal fortælle mig" sagde hun og efter lidt slåen med sig om hun var stadig Rafaelas ven blev hun enig med sig at det var hun i hvert fald og vis ikke Rafaela så sådan på det så måtte hun vel tage den derfra.

Hun smilede flovt da Zantanna på pegede, at hun havde fået en stor mave. Hun smilede stille til Zantanna "Tak det er stadig helt underligt for mig, at være gravid igen" fortalte hun stille. Der var sket så meget imellem dem i hver deres retning. Rafaela havde brugt lang tid på, at finde sig selv og endelig kunne kontrollere sin vrede og udnytte den til noget positivt. Hun kiggede på Emily og smilede sødt til hende. Emily var blevet noget større siden sidst hun så hende. Det var utroligt, hvor meget tiden egentlig havde ændret sig. Hun kunne godt se på Zantanna, at det hele var lidt akavet, men det var nok fordi det var så lang tid siden de havde set hinanden og alt forandrede sig. Før i tiden så de hinanden næsten konstant og pludselig så de ikke hinanden i lang tid og deres liv havde ændret sig så meget.
Hun blev ret nysgerrig da Zantanna ville bede hende om en tjeneste. Selvfølgelig ville hun hjælpe Zantanna og Emily. "Fortæl Zantanna. Jeg vil altid være der for dig og Emily det ved du da" hendes stemme var oprigtig og det var tydeligt, at høre i hendes stemme, at hun var glad for, at se dem igen og endelig kunne snakke ordentligt med Zantanna igen.

Hun kiggede efter vagterne og manden og derefter på Zantanna "Det ved jeg godt, at i ikke har. Han er en af de mænd der har en snævret syn på folk der ikke ser ud til, at være rige osv. Du skal slet ikke tænke over det. Det var derfor jeg sendte ham hen til min onkel. De er gode kammerater eller noget i den stil så du skal ikke tage dig af ham" forsikrede hun Zantanna om.
Hun kiggede rundt i området før hun kiggede hen på Emily og Zantanna igen. Da Zantanna spurgte om der ikke var et sted, at snakke tænkte hun med det samme hjemme hos sin onkel. "Jo det er der. Vi tager hjem til min onkel så kan i slappe af, få noget, at spise, komme i bad og få rent tøj på. Så kan vi 2 få puttet Emily da det er sent og så kan vi tøsehygge bagefter skal vi sige det?" spurgte hun Zantanna. Hun gik hen til Emily og løftede hende så hun sad oppe på Rafaelas skuldre "Kom med" sagde hun imens hun begyndte og gå hjem af.

Zantanna smilede et varmt smil det var rart at have hende tilbage at hun stadig ville være en del af hendes liv, man kunne vel sige at venskaber kunne lide en smule, men vis man var rigtige venner så kom man tilbage til hinanden. Hun vidste at Emily ville få det godt og sikkert meget bedre end hos hende, hun lyttede og nikkede et bad ville lyde godt. Zantanna vidste ikke hvor længe siden hende og Emily havde haft den luksus at kunne tage et bad. Deres tøj var bedskidt selv om man ikke blev påvirket på sammen måde nu hvor man altså var vampyr kunne man godt føle sig klam. Hun lod en svagt hånd glide nedover hendes kinder. Zantanna vidste udmærket godt at Rafaela ville gøre alt og bare det at hun havde givet hende frihed var faktisk mere end hun nogensinde havde kunnet bede om. Zantanna stod i evig gæld til Rafaela. Hun smilede svagt ved tanken om det varme vand og hvor hun dog savnede det. Hun stod stille og det havde gjort at Rafaela og Emily kommet et stykke længere frem. Hun vidste at det ville blive godt. Hun stod der i stykke tid imens hun tænkte. Det hele havde været så skæv imellem dem og nu endte de tilbage hvor de startede som venner. Drog røg en hånd op og snittede hendes læber. Hun var glad Emily var glad og så var der hende, Zantanna var i et stadie imellem. Glad for at Rafaela skulle have et barn og havde fundet en hun ville stifte familie med, men lidt ked af at skulle tilbage til Doomville. Det var ikke som om hun havde noget vende tilbage til, men  det var blev byen som var hendes hjem. Selvom det ikke ville blive det samme uden hverken Rafaela eller Emily.

Desuden kunne hun ikke ødelægge noget som virkede perfekt for Rafaela hun var endelig på vej til at have den familie hun drømt om hun sikker på at vis hun blev ville hun ødelægge det, desuden vis hun var glad var hun det også, efter lidt tænken begyndte hun følge efter dem. Emily hvinede af glæde og syntes det var sjovt at være højt oppe. Jo mere hun så Rafaela og Emily sammen vidste hun at det var den rigtige beslutning hun havde taget.

Rafaela lavede sjov med Emily imens hun gik hjem med Emily på skuldrene. Hun kiggede af og til bagud for, at se om Zantanna var med. Hun undrede sig lidt over, hvorfor det var, at Zantanna blev ved med, at stå derovre. Der måtte være et eller andet der gik hende på siden hun var kommet helt fra Doomsville for, at opsøge hende. Havde det noget med Emily, at gøre? Hun ville dog ikke sige noget før de havde fået fodret Emily af, givet hende et bad og puttet hende. Emily skulle ikke høre hvad der gik Zantanna på.
De stod og ventede på Zantanna da Rafaela opdagede, at de var langt foran Zantanna.

Da de var kommet hen til huset, hvor Rafaela boede sammen med sin onkel og fætter satte hun Emily ned. "Min familie er ude på noget arbejde, så vi er alene hjemme. Jeg ved ikke hvornår de kommer hjem, men det skal nok gå" sagde hun stille og åbnede døren. Hun gik ind i en lækker stue og tændte nogle stearinlys og ud i køkkenet, hvor hun smurte nogle mader til Emily og Zantanna og stillede det på spisebordet der stod inde i stuen og kom derefter ind med en kande the til Zantanna og Rafaela og en kande saft til Emily. "Sæt jer ned og spis lidt imens jeg lige finder noget rent tøj til jer 2" sagde hun stille og smilede venligt til dem.
Hun gik op på loftet og ind på et værelse, hvor hun fandt en ren kjole til Zantanna og en af Vincents t-shirts som Emily kunne sove i.

Zantanna havde aldrig sådan lagt mærke til tingene omkring hende og var næsten lige ved at gå forbi det hus Rafaela boede i. Hun vågnede op og spændte en smule i kroppen vis hendes onkel og hans familie var noget nær Rafaelas så var hun ikke helt sikker på at hun ville gå i bad. Hun måtte akende at Rafaelas familie var lidt mærkelig, men igen hvad var normalt? Det der for hende var mærkeligt var det ikke for dem og omvendt. Hun ånede lettet op da hun sagde de ikke var hjemme. Hun skulle heldigvis ikke forberede sig på det chok en gang til. Hun gispede svagt af forrundring over hvor flot det var, det mindede lidt om stilen Daniel havde, men sådan det fortalte hende så var de vel nogle som havde penge. Hun stod betragtede rummet. Inden hun satte sig ned ved siden af Emily og smilede ” jeg tror godt du spise alt det du kan” sagde hun og Emily fik stor øjne da det blev sagt. Hun tog selv noget af maden af ren høfflighed, selvom det ikke var det hun spiste og selv teen tog hun nogle slurke af, men det smagte hende ikke nær så godt som blod og vis det var blevet stillet frem af andre end Rafaela havde hun nok takket nej. Hun betragtede Emily ” sid ordenligt” sagde hun med den kærlig stemme ” Lidt af gangen du sluger jo det hele” sagde hun og gav sig til hjælpe hende. På den måde troede hun at det var okay ikke selv at spise af det der var blevet sat frem. Hun hældte noget saft op i et glas til Emily og lod forsigtigt og støttende Emily drikke selv. Da Emily var mæt passede det med at Rafaela kom tilbage.

Kjolen hun havde med til Zantanna, kunne hun ikke få øjnene fra ” jeg lover at inden tager afsted er den vasket og du kan få den tilbage” sagde hun og fik det sagt det var ikke meningen at hun ville blive i Sunfury selvom det betød at hun forlod det hun holdte aller mest af her i verden. Hun kunne ikke blive. Desuden skulle hun også lærer at finde andre venskaber. Hun kiggede på Emily som smilede mæt og tilfredst ” skal vi få hende bad?” spurgte hun betragtede pigen som blev mere og mere træt. Rejsen havde været lang og hård for dem begge, men måske alligvel mere på Emily end på hende.

Rafaela gik ind på sit værelse og gjorde klar derinde så Zantanna og Emily kunne sove derinde så tog hun Vincents værelse for en nat. Det gjorde hende ikke så meget, at de fik hendes værelse og hun savnede sådanset sin familie så det, at ligge på Vincents seang gjorde det mere roligt for hende og hun havde en følelse af, at de var hjemme hos hende. Det var første gang hun havde været alene i huset i mere end nogle enkelte timer. De havde taget afsted om morgenen så det var længe hun havde været alene i huset.
Hun gik roligt ned til de andre. Hun kunne se, at Emily havde spist sig mæt. Hun kunne tydeligt se på Emily, at hun var alt for træt til, at skulle i bad og i seng. Hun kiggede roligt på Zantanna og gav hende kjolen "Nej behold den. Det er en gave fra mig til dig og jeg vil ikke have den tilbage Zantanna" sagde hun bestemt. Hun vidste godt, at Zantanna nogle gange havde brug for, at få tingene, at vide på en bestemt måde.
Hun kiggede roligt på Emily "Jeg tror bare, at vi skal smide hende i seng så kan hun komme i bad i morgen. Hun er alt for træt og i har haft en meget lang rejse for, at komme her til byen" sagde hun stille og fortsatte "Jeg skal nok få smidt hende i seng" sagde hun roligt til Zantanna og løftede Emily op i sin favn. Hun bar hende op på værelset og fik hende givet Vincents t-shirt på. Det lignede en natkjole på hende. Hun puttede Emily i den store dobbeltseng.
Hun gik ned til Zantanna og satte sig ved bordet hos hende.

Zantanna blev siddende imens Rafaela gik op med Emily hun følte sig smule trist over at skulle forlade dem, men hun blev nød til det. Hun var for farlig. Hun trudte ikke stole på sig selv nok til at hun ikke ville gøre dem noget og hun vidste at de begge ville blive beskyttet af hvem end der boede her. Hun nød stilheden imens Rafaela var det hele virkede roligt og hun  fandt ro med sig selv.. Det var det rigtige at gøre ” du kunne vel ikke passe Emily” øvede hun, men lød forkert for hun ville nok ikke komme tilbage til dem når først hun forladt dem. Hun sukkede svagt og takkede for kjolen da hun kom tilbage. Efter det der sket havde deres venskab ikke været det samme. Hun trak vejret dybt ” du ved jeg ikke er vred på dig for det der sket, men jeg blev ked af det da du ikke ville tale med mig bagefter” sagde hun rømmede hun savnede hende og det var måske sidste gang de ville ses. Hun rømmede sig ” jeg kommet for bede dig om en tjenste” sagde hun smilede svagt. Hun havde intet hus og hun var farlig ” jeg bede dig tage Emily på ubestemt tid, jeg tager nok tilbage til Doom ville snart, men du er den eneste jeg stoler på og jeg ved du vil give hende et godt hjem” sagde hun og var klar over at det kunne hun ikke hvilket gjorde en smule ondt på hende, men hunsagde ikke noget omrking det. For hun havde endelig  overbevidst  sig selv det var det rigtige.

// undskyld det sene svar //

Hun var spændt på, at finde ud af, hvad det egentlig var Zan ville siden hun var kommet helt til Sunfury City for, at finde hende og snakke med hende. Hun smilede stille til Zan da hun takkede for kjolen. Det var det mindste hun kunne gøre. Nok havde hun hjulpet Zan meget i den tid de havde kendt hinanden, men efter det der skete da hun flippede ud og havde en kamp imod Melvin, hvor Zan blandede sig så hun kom til skade og ikke havde villet snakke med Zan da hun var bange for, at Zan aldrig ville se hende igen og hun var ikke ligefrem stolt over sig selv, at hun næsten havde dræbt den eneste som støttede hende 100% da hun havde haft behov for en skulder, at græde ved og en der bare ville være der for hende som en ven. Hun skammede sig stadig over det og havde tit tænkt på, at kontakte Zan, men hun turde ikke så hun måtte indrømme, at hun faktisk var stolt af Zan. Det, at hun har villet gå så langt med en lille pige for, at finde hende efter alt det der skete og den mod var hun stolt af.
Hun lyttede stille til det Zan sagde. Hun kiggede ned i bordet kort og trak vejret dybt "Jeg turde ikke Zan. Jeg var bange for, at du var vred på mig og aldrig ville se mig igen. Jeg var endda skuffet over mig selv, at mit had til min familie og kamp mod min storebror skadet dig så meget, at du nær havde været død og Emily ikke havde nogen længere. Jeg skammede mig plus min far holdt mig låst inde i hans laboratorium indtil jeg var nogenlunde på benene igen så havde ikke den store chance for, at snakke med dig" fortalte hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun stadig skammede sig over det der skete, men samtidig kunne man se på hende, at det var som om en stor byrde var fjernet fra hendes skuldre efter hun havde åbnet sig op for det som hun ikke havde kunnet snakke med nogen om.
Hun kiggede nysgerrigt på Zan da hun nævnte noget om en tjeneste. Selvfølgelig ville hun hjælpe Zan ligemeget hvad det var. Hun blev dog ret overrasket over, at hun ville have hende til, at passe Emily på ubestemt tid. Hvorfor ville hun lade Emily komme i hendes hænder? Hun stollede på hende og det rørte noget i hende. "Tænker du, at jeg skal tage hende som en slags adoptivdatter, plejedatter eller bare som en pige jeg passer i noget tid?" spurgte hun undrende. Hun ville lige høre lidt flere detaljer om det før hun ville sige noget sikkert. Hun var selv gravid og det, at skulle have en til, at passe krævede en del af en kvinde som har så meget i bagagen, men det vil samtidig vise andre, at hun havde forandret sig meget igennem tiden.

//Det er helt ok ^^//

Zantanna lyttede rystede svagt på hovedet ” hvordan kunne jeg du har gjort så meget for mig og jeg holder virkelig af dig” sagde hun bed sig svagt i læben. Hun vidste ikke hvordan den skulle tolkes, men det var alligevel måske som søskende ” jeg ser dig og Emily som familie, derfor skal du beholde hende give hende det hjem jeg ikke kunne, hun er konstant i fare” sagde hun. Hun vidste ikke om Rafaela ville nu hvor hun selv ventede barn, men Zantanna anede ikke hvad hun ellers skulle gøre. Hun sukkede der var alligevel en som kunne gøre Rafaela lykkelig og det var hun glad for det gjorde det alligevel nemmere for hende at slippe Rafaela. Zantanna stod ” jeg fejlede dig da du havde allermest brug for mig” sagde hun havde aldrig rigtigt været sur på Rafaela , men omstændighederne hun følte lidt at hun havde taget Hendes fars side da det kom til stykket, men at skulle lade det gå ud over et barn var måske lige at slå alt for stort et brød op. Hun betragtede jorden nær et bordben ” det bliver aldrig samme imellem os mere vel?” spurgte hun og ville gerne havde det som det før hvor de kunne snakke om alt. Hun bed sig svagt i læben ” du var alt det jeg drømte om havde jeg haft en familie som din og en søster som dig så havde jeg været i himmelen” sagde hun og kom til grine en smule da hun kom i tanke om nogle af Rafaelas søskende. Hun kiggede stadig ikke op på Rafaela ” en kæmpe stor og dysfunktionel famile” sagde hun.
Zantanna havde aldrig haft de ting og det at skulle sige farvel til hendes aller bedste veninde og søster det var svært, men hun ville ikke ødelægge noget ved at være i Rafaelas nærvær. Hun var næsten sikker på hun ville ødelægge noget vis hun blev og hvor skulle hun bo hun havde intet der holdte hende i Doomville, men alligevel så var Doomville hendes hjem. Hun rømmede sig ” jeg vil rejse hjem til Doomville inden for de næste par dage” sagde hun og kunne lige så godt være ærlig. Hun nævnte ikke noget om at hun måske aldrig kom tilbage. Da hun havde sagt det hun ville ånede hun lettet op det var som en byrde var løftet fra hendes skulder. Hun vidste at hun altid kunne regne med Rafaela. Hun bed sig svagt i læben ” fortæl mig om faren til dit barn” sagde hun smilede svagt. Zantanna ville gerne høre om ham måske hun kendte ham, men hun kendte ikke særlig mange så det gjorde hun sikkert ikke.

Rafaela følte sig lidt dum over, at have troet, at Zan ville være sur på hende. Der skulle nok alligevel en del mere til for, at Zan kunne blive sur på hende. Det var hun nu også meget glad for da hun konstant var usikker på, hvordan hun skulle omgå verdenen. Hun smilte stille for sig selv da Zan sagde, at hun så dem som en familie. hun rysted dog lidt på hovedet, at Zan ønskede en familie som hendes for så kunne hun blive boende hos hendes adoptivfar inden han blev dræbt for det var det samme i hendes familie. Rafaela havde bare ikke styrken til, at gå imod hendes far eller søskende da de var meget stærkere end hende "Zan tro mig når jeg siger, at du ikke vil have en familie som min. Ud ad til ser det ud til, at være en god familie, hvor folk passer på hinanden, men så snart du træder lidt forkert er det ikke din far der snakker til dig så er det din far, læremester, herre, konge og alt det han nu ellers er for dig. Det er få der kan holde ham roligt uden der indvolvere seksuel kontakt med ham" sagde hun direkte. Hun ville ikke skræmme Zan væk fra, at have en drøm om en familie, men hun ville fortælle hende, at hun ikke skal ønske sig en magtgal familie eller en familie der har magt nok til, at tage alt fra en. "Jeg har aldrig følt mig i nogen familie før nu, hvor jeg kom hos min onkel, fætter og faster. De tror på mig og de ved godt, at jeg ikke kun kan lave ballade. De tror på, at jeg kan udrette noget stort. De lytter til mig når jeg bander og svovler over min familie på slottet, hvor jeg ikke føler, at jeg høre til selvom alle siger jeg minder om dem" fortalte hun videre. Hun vidste ikke hvordan Zan ville have det med alt det hun lige havde fortalt, men hun ville heller ikke lyve overfor sin veninde for sandheden skulle frem når det kom til det stykke.
"Jeg skal nok tage mig af Emily som var hun min egen datter indtil du selv føler dig klar til og passe hende igen. Du har været så god ved hende selvom du af natur ville kunne dræbe hende når som helst. Men jeg ved, at du aldrig vil skade hende overhoved og jeg ved, at du en dag kommer tilbage og henter hende" man kunne se på Rafaela, at hun mente hvert et ord af det hun sagde og at hun troede fuldt og fast på, at Zan ikke ville kunne gøre noget for, at skade Emily.
Rafaela fniste lidt fjollet da Zan spurgte ind til hendes barns far. Hun sad lidt og tænkte over, hvad der var, at fortælle omkring Assorian. "Han hedder Assorian og er skyggevæsnernes leder og så arbejder han også for min far..." hun følte det som et slags nederlag, at Assorian arbejdede for ham, men det måtte hun acceptere "Før i tiden var vi bedstevenner, men vi mistede kontakten pga far låste mig mere og mere inde. Men da vi fik kontakt igen så tog det ene med det andet og ja nu sidder jeg her gravid med ham og med hans støtte selvom han for det meste er langt væk" sagde hun stille.

Nu hun tænkte over det havde Rafaela nok ret, men den eneste grund til at hun havde kæmpet imod Daniel var troen på at hun nok engang skulle blive fri. Det fangskab hun havde været i ønskede hun ikke for nogen selv ikke hendes værste fjende. Zantanna kiggede lidt tænksomt ud i rummet gad vide vis Zantanna ikke havde taget kontrakt om nogen af dem nogensinde havde set hinanden igen. Zantanna huskede tydeligt første gang hun havde mødt Rafaela. Nogen havde været hård ved den stakkels pige. Zantanna havde ikke tøvet med hjælpe hende. Hun havde aldrig regnet med at de skulle blive så tætte som de var? Er hun kunne ikke rigtigt finde du af hvor hun skulle passe ind i dette her. Zantanna ville gerne være del Rafaelas liv, men det ville betyde at hun ville være i konstant fare. Rafaela var en af de eneste som kunne nå ind til hende når sulten var for stor, men hvad nu vis hun ikke kunne og det hele endte galt og hun ikke kunne styrrer hende. Hun nikkede taknemligt ” tak jeg er glad for at du vil tage Emily også selvom du snart skal have din egen” sagde hun ogsmilede forsigtig. Der var noget hun gerne ville sige, men som hun ikke rigtigt kunne få sig selv til at sige, men vis nogen skulle være sure på nogen  var det Rafaela som skulle være sur på hende. Hun følte stadig den dag i dag at hun havde skuffet Rafaela ved at havde taget deres side, men af en eller grund havde tanken om at slå et ufødt barn og dets mor ihjel gjort hende dårlig og det havde gjort at hun havde valgt deres side. Hun bed sig svagt i læben og lyttede til det hun sagde ” Assorian” sagde hun tyggede lidt på hans navn.
Hun spærrede øjnene en smule da hun fortalte at han var raceleder for skyggevæsnerne, Zantanna vidste ikke at de fandtes og følte sig næsten helt dum. Selvfølgelig fandtes der skyggevæsner i verden hvor der også var varulve og vampyrer. Hun kendte ikke til ret mange af racer pågrund af hendes fangeskab, men hun lærte noget nyt hvergang. Hun lænede sig og gav hende forsigtigt et kram. Hun havde virkelig savnet Rafaela og snart skulle de skilles igen, men denne gang var det som venner. Hun rejste sig op ” er det okay at jeg tager et bad også snakker vi senere?” spurgte hun og smilede svagt. Det var lang tid siden de bare havde kunnet sidde og snakke sammen. Uden nogen skulle forstyrrer og uden at nogen skulle straffe Rafaela fordi hun ikke overholdte de kongligeregler.

Hun smilede stille til Zan. Det var utroligt, hvor meget der havde ændret sig hos dem begge. Men hun var alligevel glad for, at kunne sidde og snakke med sin bedsteveninde igen. Hun smilede stille til Zan "Jeg skal nok kunne klare en lille ny og Emily. Hun er sådan en dejlig nem pige så der er ikke de store problemer der" sagde hun optimistisk og smilede til Zantanna.
Hun kiggede på Zantanna da hun rejste sig op. Hun rejste sig selv op og nikkede Selvfølgelig må du tage dig et bad" sagde hun stille og fortsatte "Skl jeg vise dig, hvor badeværelset ligger henne?" spurgte hun nysgerrigt. Hvis hun ville have, at Rafaela viste hende hvor badeværelset lå fulgte hun hende hen til det og hvis hun ikke ville have det gik hun istedet igang med, at redde op til sig selv inde på Vincents værelse.

//Undskyld det korte svar//

Zantanna nikkede hun måtte gerne vise hende vej, hun var glad for at have så god ven i Rafaela som gerne ville tage Emily ind. Hun vidste ikke hvornår hun ville komme og hente Emily og om hun ville lade hende blive og aldrig se sig tilbage. Zantanna blev nød til at have styr på sig selv før hun kunne tage stilling. Hun var glad på Rafaelas vejne at  hun havde fundet en som gjorde hende glad og at de snart skulle stifte famile. Hun var også glad for at Emily kunne blive en del af hendes familie. Zantanna ville aldrig kunne give hende tryghed og stabilitet selvom at det gjorde ondt nu, ville det gavne dem begge at de ikke skulle være sammen. Zantanna smilede svagt ” du må godt vise mig der hen” sagde hun. Zantanna havde stadig den samme nærende følelse af ikke at passe ind, men det sikkert i hendes hoved. Zantanna ville i bad også ville hun nok være der til hun havde lagt Emily i seng den næste dag. Måske hun skulle gå på opdagelse i verden nu hvor hun havde al den tid i verden, man kunne ønske sig. Zantanna havde ikke set meget af den og der var stadig ting hun skulle lærer nu hvor hun var fri. Hun følte sig næsten fri. Ikke sagt at Emily var en bryde for det var hun ikke det var mere hende der var en byrde, fordi hun var til fare for alle andre end hende, selv for Rafaela udgjorde hun en fare, en risiko der ikke var værd at løbe.
Zantanna havde taget den rigtige beslutning. Har havde Emily tryghed og et tag over hovedet, det føltes rart at gøre noget godt og ikke være selvisk. Hun ville gerne beholde Emily, men det ville ikke gavne pigen at skulle se det Zantanna gjorde for at overleve, desuden brød hun sig ikke om tanken at Emily ikke havde noget hjem.  Zantanna skulle nok klare sig hun havde været vant til ikke at have noget hjem. Hun rømmede sig en smule da hun stået længe i tavshed hun betragtede Rafaela ” jeg så taknemlig for at du gør det her” sagde hun stille og vis man kendte Zantanna kunne man høre den nærende  fornemmelse i hendes stemme.