Spirits and Ghosts// Callypso

S Et hus i Sunflower Distriktet.
O ingen, der rigtig gider og fokusere på, hvad Zayden, laver der.
Tid lidt over midnat.
V Sne, selv om julen er over sner det lidt.
P https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/7b/3a/ae/7b3aae7c603a771b2c35f8119b41d19b.jpg
@Callypso
Det var næsten 10 år siden Zayden, havde været sig selv, da han endelig vende hjem til hans familie, var hans forældre døde og familien hans brødre da var gået i krig med hinanden. Derfor valgte Zayden og forlade, dem og ligge i deres krig igen, han havde lyst til og høre noget fra den anden verden af og han, havde hørte om et hus som skulle ha en, hvis forbindelse til det åndelig var normalt. Zayden sukkede svagt, hvorefter han gik videre med sin stav hen til huset. Han, havde faktisk fået den meget billiget, da den åbenbart var hjemsøgt. Zayden bed sig i læben, hvorefter han gik ind af døren og med det samme, vidste han der var nogen her, hvad de lavet anet han ikke. Men det var vel os lidt lige meget, Zayden fik sat sig til rette i en stol han, havde taget med sig, hvorefter han sætte sig i den, mens han i forhold til andre ikke beundret det men mere mærket den anden verden. Han var lidt mærkelig på den måde vel, Zayden sukkede svagt, hvorefter han gik rundt i huset. Hans evne, havde gjorde at folk kun, havde brugt ham for at få fat i nogen døren, hvilket der havde smadret ham, på alle måder. Zayden gik kort ud, af huset, hvorefter han kigget sig om i haven og tog nogen brænde som han hakket over, hvorefter han gik tilbage og sætte sig ned på gulvet, efter han havde fået styr på nogen få ting. Zayden smilede svagt for sig selv, hvorefter han prøvet og lukke sine øjne, for at lytte efter ånderene han, havde lært og gå i trance kort, hvor han kunne høre de ting fra den anden verden, han hørte pludseligt en ånds svag hvisken, hvorefter han kom ud af det igen, hvorefter han så om der var en ånd her, han kunne bare ikke se hende. "Hallo, bor de her, jeg har købt huset, bare så de ved det, men vi kan godt begge bo her tror jeg." Lød det fra Zayden, hvorefter han kiggede sig omkring. Hvilken ånd var det her, hvor var personen henne, han kunne ikke lide at han ikke kunne se personen, han vidste stadig ikke om det var en god ånd, eller dårlig en.

Påklædning: Som det på profilbilledet.

Callypso havde skræmt en del købere væk. Det var hendes hus, og hun ville ikke have andre skulle bo der. Ind til videre, havde hun haft det for sig selv, og hun satsede på det ville forsætte sådan. Da en mand gik rundt i huset, fulgte hun ham. Men fordi hun var usynlig, ville han ikke kunne se hende. Men høre hende kunne han sikkert. Hun havde jo en fysisk form. Det tog ikke længe, før han var ude af huset igen, hvilket lettede Callypso. Det gjorde bare tingene lettere, i stedet for hun skulle til at skræmme ham væk. Hun var ikke specielt god til det. I de fleste tilfælde, væltede hun ting ved uheld. Men det skræmte folk væk, så for en gangs skyld var hendes klodsethed en positiv ting. Men det betød også, at hun ofte var alene. Noget hun ønskede, men det gjorde hende også ensom. Hun havde altid haft nogen at bo sammen med, og nu var hun helt alene. Hun sad ovenpå og snakkede lavmælt til sig selv. Den eneste samtalepartner hun havde haft i et par år efterhånden var hende selv. Da hun så hørte manden sige noget, blev hendes nysgerrighed vækket. Havde han hørt hende? Hun bevægede sig igennem vægge, indtil hun stod foran ham. Han var stadig ikke i stand til at se hende, og før hun var helt tryg, ville hun heller ikke lade ham. ”Det er mit hus.” Hun sagde det ikke specielt højt, fordi hun stod lige foran ham. ”Du ville ikke lade mig bo her, jeg ville lade dig bo her. Men hvorfor skulle jeg?” Hun kendte ikke denne mand, eller hvorfor han havde valgt netop det hus. Hun stolede ikke på ham, men alting kunne ændre sig. I det mindste var han høflig, hvilket fik Callypso til at tænke, han havde haft med spøgelser at gøre før. Hun satte sig ned på gulvet og ventede på han forsatte deres lille samtale. Måske kunne han overbevise hende, men hun tvivlede.

Zayden lyttet til stemmen det var en kvinde, kunne han høre, hvilket der medførte at han så mod det sted stemmen kom fra, hvorfor skulle hun lade ham på, hvorfor skulle hun ikke det var jo ikke fordi han, havde nogen måder og skjule, hvad han ville her på og han gjorde det ikke. "Hvorfor, vil du da ikke lade mig bo her, jeg kan snakke med ånder spøgelser, se den anden verden, jeg er meget nyttig og ha boende og jeg sørge jo for mig selv ikke, jeg kan måske hjælpe dig med, hvad der holder dig fast i denne verden, og jeg er ikke som de andre personer der vil bo her, så jeg forlader ikke huset, lige meget, hvad det kan de godt glemme, jeg bliver boende, lige meget hvad så du må lærer og vænne dig til det, eller lade som om jeg ikke er her, det er alt sammen op til dig frøken." Lød det fra Zayden af, hvorefter han så der hen, hvor han var sikker på hendes stemme kom fra. Stedet føltes os mere koldt som en anden del, men jeg kan ikke se, hvorfor du bor Alene, bliver det ikke ensommet, skal du ikke ha nogen folk til og underholde dig snakke med dig, jeg kan være den person, som sagt, og jeg forstår dig bedre end nogen andre mennesker kan forstå eller dæmoner eller, hvad der end ellers findes." Zayden fandt noget mad frem som han lagede klar, hvor han så tilberede det, mens han vente på hendes svar. Da maden var færdig sætte han sig på gulvet, hvor han begynde og spise, hans mave, var på brinken til ikke og være klar, hvilket gjorde han spiste videre, uden og tænke sig om. Han spiste bare videre, mens han ventet på hendes svar.

Callypso var ikke tilfreds med hans fremgangsmåde. Hun følte han talte ned til hende, og det gjorde hende irriteret. Hun ville bare gerne være i fred, men fordi hun ikke længere var levende, havde hun åbenbart ikke rettigheden til det. ”Det er ikke noget det holder mig fast her. Jeg er måske ikke levende, men jeg er stadig en person. Hvis du skal bo her, skal du ikke behandle mig som et spøgelse, men som en person.” Hun var klar over, hun virkede mere som en ånd end et menneske, fordi han ikke kunne se hende. Hun rejste sig op og gik igennem rummet for at sætte sig i en bred vindueskarm. Gulvet havde knirket en anelse under hendes vægt. ”Du forstår mig? Det tvivler jeg på. Du er ikke død. Du ved ikke hvordan det er, bare fordi du snakke med ånder, betyder det ikke du automatisk forstår mig.” Denne fyr havde ikke endnu gjort det bedste indtryk på hende. Men hun havde heller ikke ligefrem været imødekommende. Hun sukkede og gik hen til ham igen. Måske skulle de bare prøve forfra. Hun rakte en hånd frem imod ham, selvom han endnu ikke kunne se den. ”Lad os starte forfra.” Hun blev langsomt synlig, så han nu kunne se hendes fremrakte hånd. ”Jeg hedder Callypso.” Callypso havde ikke været synlig i noget tid efterhånden, og var heller ikke helt tryg ved det, men hvis han skulle bo der, og hun også skulle, blev de nød til at finde ud af det sammen. Det var lettest hvis man kunne se hinanden. Han havde alligevel gjort det tydeligt, han ikke havde tænkt sig at forlade huset, så hun kunne lige så godt prøve at få et bare nogenlunde forhold til ham.

Zayden, havde ikke prøvet og snakke ned til hende, og i forhold til andre folk var han os en der var mere åben og ville hjælpe folk. I forhold til andre væsner. Men hun, havde måske lidt ret, han havde bare ikke været van til at nogen ånder, eller nogen folk blive i huset efter, han havde mødt dem en gang og hjulpet dem. Der efter, havde de prøvet og myrde ham, da han selv prøve og få styr på tingene, men måske kunne denne person være anderledes. Zayden rejste sig op da han hørte hun gik over mod ham igen, hvor han så træk hans hætte ned han kiggede på hende, hvorefter han så træk hans egne hånd ud og mærket hendes hånd, men han kunne ikke lade være med og kigge hende i øjne hun så smuk ud, "Zayden Spirit Hawk, bare kald mig Hawk Callypso," Zayden smilede svagt til hende, hvorefter han så sig omkring, hvad skulle de gøre nu han havde aldrig regnet med han ville møde en kvinde som fanget ham så meget, men som ikke var fra denne verden og sikkert, stadig ventet på en eller anden, alle folk kalde ham freak normalt, så dette her var mærkeligt. "Kan du visse mig rundt i huset Callypso, jeg undre mig lidt over, hvad der er i dette hus." Lød det fra Zayden, hvorefter han smilede svagt til hende.
//sorry det korte svar//

Callypso var normalt ikke så offensiv. Men hun havde bare svært ved at se, hvordan andre kunne forstå hende. Selvom de garanteret havde deres egne problemer. Hun havde været egoistisk, og ikke prissat at han gerne ville hjælpe hende. Hun smilede let til ham, da han præsenterede sig selv. ”Callypso kan være lidt en mundfuld, så nogle kalder mig Callie eller Cal. Du må gerne finde på dit eget, hvis du vil.” Ærlig talt, var hun bare taknemmelig for at tale med nogen igen. Hun havde været ensom. ”Selvfølgelig.” Hun stod et øjeblik og overvejede hvor hun skulle starte. ”Du har allerede set stuen her, og entréen.” Hun pegede mod fordøren, hvor der var en lille entré før man kom ind i stuen. ”Herude har vi køkkenet, og i den anden side et badeværelse.” Hun gik ovenpå, og forventede han ville følge efter hende. Hun var ikke så glad for at være på den etage. Det bragte en masse minder frem. ”Heroppe har vi et badeværelse for enden, et ekstraværelse herinde og ved siden af soveværelset.” Hun holdt sin afstand til soveværelset. Hun havde ikke været derinde siden hendes død, og ønskede det heller ikke. Hun rømmede sig, da hun blev berørt af at se det igen. ”Kig dig endelig omkring. Jeg venter i stuen, så kan vi diskutere hvad vi skal gøre med huset.” Hun forsvandt ned igennem gulvet, og satte sig i den samme vindueskarm som tidligere.

Zayden smilede svagt da hun blive lidt letter og snakke med, og ikke bare føltes som en bitch, men hvad havde han os forventet siden han kom ind og valgte og bo her, skulle han gå igen måske. Men da hun nævnte omkring de forskelige ting kom han tilbage igen, han nikkede og smilede svagt til hende, hvorefter han talte mens han fulgte efter hende. "Callypso smukt navn, jeg tror jeg vil gi dig navnet Cally så, meget letter og huske på." Lød det svagt men dog charmerne fra Zayden. Zayden nikkede til alle de ting hun fortalte, hvorefter hun sagde han godt kunne tag sig et kig omkring, hvis han ville. Men disse værelser var ikke noget han så godt kunne lide, han kunne mærke hvor der, havde været magi på spil henne. Så hun var ikke fanget her af normale grunden, siden der var mørk magi som Zayden kunne mærke fra det soveværelse. Der var alt for mange minder derfor var han selv nød til og skynde sig ned af igen, han skynde sig så hurtigt at han styrte ned af trapperne, hvor han ømede sig. Han, vidste ikke om det var brækket eller forstuet. Zayden gik derfor ind i stuen til hende igen, mens han skar ansigt og humpede, han så kort over på hende, hvorefter han prøvet og holde smerten inde. "Så, hvad gør vi med huset Cally, nogen regler jeg skal ha at vide, eller nogen ting jeg skal huske anything at all." Zayden smilede svagt til hende, han ville ikke lade som om det var hans hus siden hun sikkert, havde boede her længere end han selv havde. Men indtil han fandt lidt mere ud af de her med hende, kunne han ikke være bekendt og lade som om dette sted var hans.