Dark side, Light side where do you stand

Hvorfor havde hun nu begivet sig ud på en kro? Hun havde en yndefuld lejlighed helt for sig selv, og så alligevel sad hun hernede? Nå ja. Det var for at finde en der kunne få fat i den latterlige søster af hendes. Hun sad roligt i hjørnet af kroen, med et smukt vinglas foran sig. I glasset var en mørkerød tyk substans men alle vidste godt hvad det var, nemlig blod. Fra et menneske? Fra et dyr? Ingen udover Lavender vidste det. Hun vendte glasset roligt inden hun løftede det og tog et sip.
Hun lagde mærke til en fyr der satte sig ved baren. Hans duft og aura gav det væk. En engel. Hun rejste sig og lod glasset stå inden hun gik op til baren. Umiddelbart kunne man ikke se at hun var en vampyr, hendes blege hudfarve lignede porcelæn, og hendes øjne var blå som den smukkeste safir. Hun stod lige ved siden af ham men nænnede ikke at kigge på ham. Ikke endnu i hvert fald. Kroejeren kiggede på hende og sagde så:” Hvad kunne fruen tænke sig?”
Hun kløede sin hage kort og smilte uden at blotte sine tænder. Hun nikkede kort mod englen som stod ved siden af og svarede så kroejeren:” Jeg bestiller hvad end ham ved siden af mig har valgt..” et lille smil bredte sig på hendes læber, dog uden at afsløre hendes tænder. Det ville ikke være godt at starte ud med at lade nogen vide at man var vampyr. Mennesker virkede også langt venligere end vampyrer nu hvor hun tænkte over det. Hun så på englen og rakte sin hånd høfligt frem:” Lavender.” sagde hun med et glad udtryk i ansigtet. Hun havde øvet sig på at snakke så tænderne var gemt væk bag de smukke bløde læber.
Håret hang løst men i bunden var et bånd bundet sammen, som gav hende et elegant men vildt look. Hun bar en sort jakke der var lukket på maven, indenunder bar hun ikke rigtig noget. Hun havde aldrig været flov over sin krop, så let påklædning generede hende slet ikke. Det plejede også at gøre hende mere interessant i andres øjne:" Du ligner en der rejser meget. Hvor har du været?" spurgte hun nysgerrigt.

Hun kunne ikke undgå at smile over hans kompliment:” Hr Forrester.. Jeg tager det ikke at de er den store botaniker? Men det er et navn mine forældre skænkede mig… Dengang jeg levede..” sagde hun inden hun smilte og blottede sine fortænder. 2 tænder  i hver side der så skarpere ud end knive. Det var et vidunder at hendes læber stadig var intakte. Hun lagde sin hånd over sin og kom med et lille blidt smil:” Men jeg er ikke farlig… Jeg er ganske hjælpeløs….” hun lagde hovedet på skrå og tog så sin drink inden hun tog en tår. Alkoholen var bitter og hun brød sig ikke om den men i stedet for at lave grimasser smilte hun roligt til ham og tog en enkelt tår til. Denne menneskedrik var til at få det dårligt over.
Hun kørte en hånd igennem det brune hår og så sig kort om, da hun syntes det begyndte at blive en smule trængt oppe ved baren:” Ville de have noget imod at sidde ved et bord i stedet for at stå her? Jeg vil gerne høre mere om dit eventyr.” hun smilte kort inden hun tog hans hånd, hendes hånd var blød som silke, et af de få fordele ved at være død var at man ikke skulle tænke på sit udseende for det ville aldrig ændre sig. Hun gik roligt ned til en bås, forhåbentligt med ham hvis han fulgte med hende.
Hun satte sig roligt på en stol og løftede sit ene ben over det andet så hun sad med krydsede ben. Hun foldede kort sine hænder på bordet og så på Asher inden hun smilte kort og begyndte.” Jeg har været meget ude og rejse… Faktisk så leder jeg efter en person… En meget vigtig person…” hun slap sine hænder og kørte sin ene pegefinger ned af hans bryst, i en lidt blid manér, mens hendes blå øjne så ind i hans:” Denne person er meget vigtig for mig at finde…” hun fjernede sin hånd og så kort ned i jorden, en anelse skuffet:”… men jeg har ikke haft særlig meget held med mig…” hun sukkede kort og løftede så sit blik op på ham igen inden hun trak på skuldrene og kom med et kort smil.

Hun havde været meget glad for at han ikke bare havde fjernet sin hånd da hun tog den. Et let smil var over hendes læber men forsvandt let da han sagde at han havde sine egne problemer. Dog så udviste hun ikke sin frustration, men så nærmere bekymret ud over hans problemer:” Hvilke problemer? Måske kan jeg være behjælpelig. Selvom jeg ikke just har styrken eller evnen til at kunne slås mod nogen større ned mig selv..” måtte hun anerkende. Selvom det ikke var sandt. Lavenders evne gjorde at hun nemt kunne nedlægge andre. For over længere tid hvor hun har været oppe at slås, har hun tillært sig hvor det gennemsnitslig gør ondt på folk at blive slået eller revet i.

Hun blinkede lidt overrasket da han rykkede tættere på hendes ansigt, men hun kom bare med et lettere blidt smil og lagde sin hånd mod hans kind:” Familie kan være så…. Indviklet… Det er tit nemmere hvis man bare er helt alene for sig selv.. Og ikke bundet til andre.” hun rykkede roligt tættere og tættere på ham mens hun talte og hendes blik var plantet på hans mund. Hendes blik var intenst og i et øjeblik ville man kunne ane et strejf af… kærlighed?
Men Lavender var ikke typen der var bundet til andre. Så hun rykkede en anelse tilbage og satte albuen i bordet og sit hoved i sin hånd mens hun betragtede ham:” Jeg har masser af tid til at lytte. Og så vil jeg gerne lære dem bedre at kende… Asher Forrester…” den sidste sætning blev sagt i en lavmælt men forførende tone. Forhåbentligt kunne han ikke stå for den charme hun snart begyndte at smøre tykt på. Dog havde hun stil, så det var ikke fordi hun ville hore sig selv ud.