A light in the dark - Sayra

S: Doomsville Angerforge District - Det store market.
T: Sen eftermiddag. Ca. 17:30.
O: Beskrives
V: Mild aften med svage briser.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (minus masken), samt en dolk gemt under jakken og et sølvkors om halsen (skjult af tørklædet ved munden.

Luften var varm og tyk efter en dag fyldt med solens hede stråler. Trætte ansigter og børnehyl vandrede igennem de gader, som udgjorde grænserne til Det Store Marked i Angerforge District. Mængden af væsner som gik fra bod til bod denne aften, kunne ikke helt hamle op med det sædvanligt antal besøgende, som der dagligt kiggede forbi. De fleste var formentlig flygtet til en noget mere tillokkende lokation på grund af heden.

Emery havde dog hverken tid til kolde drinks eller en tur i bølgen blå. Hun havde for en gangs skyld valgt at takke ja til et stykke arbejde, da hun havde bemærket, at øllene forsvandt hurtigt i sommervarmen - og ligeledes gjorde møntbestanden. På trods af vejret havde hun endda valgt at iføre sig sin fulde arbejdsuniform, som hun nu gik svedende og skulende rundt i. På udkig efter en ung kvinde. En ret specifik kvinde faktisk. Hun gennemgik dataene igen. Omkring 1,65 høj, mørkt hår og øjne, ca. 16-18 år gammel... og så var hun... ja, det hun var. Ikke et væsen som Emery var stødt på før, men et væsen som havde fået andre til at betale rigeligt for at finde hende. Og det var hun fint tilfreds med. Specielt taget i betragtning nogle af de andre informationer, som hun havde fået udleveret om pigens race.

Det havde hende et par dage at spore sig ind på kvinden og hendes mønster. Hun virkede ikke særlig diskret af sig, hvilket gav Emery en mistanke om, at dusøren ikke var på grund af ulovligheder eller vold, som var blevet begået. Hun stillede sjælendt spørgsmålstegn ved sine klienter, men hun måtte gerne gruble. Her var der lidt ekstra at gruble over og være opmærksom på, og derfor bar hun kniven. Hun var rimelig ferm med dem, men brugte udelukkende våben som forsvar. Hun var trods alt ikke en, som kunne tillade sig at stikke ret meget i folk. Hun fandt en bod der solgte urter, og stillede sig så med fronten imod den, imens blikket diskret gled rundt. Hvis hun havde regnet rigtigt, så ville de mødes på markedet. På Emery's betingelser selvfølgelig - det vidste kvinden bare ikke endnu. Hun ville vente til det rette øjeblik, og det hjalp folk, boder og hendes tildækkede tøj med. Det var vigtigt, at hun holdt sig rimelig low, når hun var ude. Det var ikke første gang, at hun jagtede en opgave på markedet, og hun vidste, at visse bodejere ville bide mærke i hendes selvlysende træk og sladre til de forkerte. Derfor gik hun i sort. Det var sværere at spotte "en i sort", samt skyggerne og natten kom til hendes fordel. Hun samlede en pose med lavendel op fra boden, smed et par mønter og foresatte så sin vandren. Hun vidste, at det ikke kunne vare længe, men derfor var det stadigvæk vigtigt at holde sig naturlig og i bevægelse. Hun stak posen i lommen, og trak tørklædet op foran munden, inden de grønne øjne søgte videre.

Emery endte med at flakke rundt et stykke tid længere end hun havde ventet. Uanset hvor meget hun gennemgik dataene i hendes hoved, og hvor lange blikke hun kastede igennem folkemængden, så syntes hun ikke at finde nogen, som matchede hendes beskrivelse. Måske havde de løjet for hende? Hun så nu ikke nogen grund til, at klienter ville lyve. Det var trods alt af nød, at folk som regel henvendte sig til hende. Enten fordi de var bange eller desperate. Eller begge dele. I dette tilfælde havde de bare virket utroligt ivrige – så hun gættede på desperate. De informationer de havde givet hende havde dog virket foruroligende. En hel familie af den slags. Og nu ledte hun efter en forsvundet brik. Hallelujah. Hun overvejede kortvarig om det var bedst bare at gå sin vej. Nogle ting burde man ikke pille ved. Samtidig kunne hun dog allerede høre brokkeriet fra sine jægere-buddies, hvis hun mødte op på kroen uden en mønt på lommen. De var ikke meget for nasseriet. Hun forstod dem godt, da hun havde det på præcis samme måde. Det var netop der, imens hun stod lænet op af en stolpe til en af boderne og dagdrømte om iskolde fadøl, at et slør af hvidt pludselig gled forbi hende. Emery glippede opmærksomt, og rettede sig op fra sin position, så hun kunne spejde henover de forskellige væsner foran hende. Ganske rigtigt, en smule længere fremme, bevægede en slank, ung kvinde sig i en hvid kjole. Kvinden havde mørkt hår, men var en tand for høj til beskrivelsen som hun havde fået. Alligevel sagde hendes mavefornemmelse, at hun ikke skulle tøve med dette. Lydløs og smidig som en kat gled hun ned gennem mængden, og fik langsomt sneget sig nærmere det ukendte væsen længere fremme.
Det varede blot et par minutters stalken før, at Emery vurderede, at den var god nok. Hun havde kun fået korte glimt af kvindens ben, men det var tydeligere end før, at hun bar hæle. Hæle der formentlig var nok til at opnå en lidt anden højde end den, som hun før havde ledt efter. Hun trak vejret dybt et øjeblik, standsede op, lukkede øjnene, imens kvinden stod stille ved en nærtliggende bod og koncentrerede sig så. Selvom hun var i forklædning, så ønskede hun ikke at skræmme hende væk med intensiteten, som ofte kom bag på folk, når de første gang så hende i øjnene. Det var det eneste, som kvinden ville kunne se, og derfor ønskede hun dem mere… menneskelige. Da Emery åbnede sine øjne igen, var deres naturlige og strålende glød borte, og afløst af en mere naturlig men stadigvæk meget lys grøn. Hun sukkede tilfreds, og trådte så nærmere sit mål der bevægede sig igen. Hun fik snoet sig op, blot par centimeter fra ryggen af kvinden, næsten så hun kunne ånde hende i nakken, inden hun med en bestemt tone fik sagt ordene.

”Sayra Mongomery?”

Det var et sats. Men folk plejede som regel ikke at reagere på navne, som ikke var deres egne, medmindre det var bekendte eller lignende. Emery foretrak at starte blidt ud. Derfor stoppede hun også op, trak sig lidt tilbage, så kvinden havde tid til at spotte hende i mængden. Hun var dog super opmærksom på kvindens kropssprog og attitude. Hun vidste, at det var et farligt væsen, og det ville ikke tage hende mere end to-tre sekunder at nå kniven gemt i jakken. Alligevel. Hvis kvinden reagerede, vendte sig om eller lignende, så ville Emery trække sine hænder ud af lommerne, vise dem som bare for at indikerer, at hun ikke bar nogen våben, hvorefter hun ville fortsætte med følgende.

”I’m not here to hurt you.”

Emery ventede. Hun ventede på reaktionen, som hun vidste ville komme. Det var ikke navnets genekendelse som hun frygtede, men reaktionen som fulgte bagefter når Sayra ville opdage, at en mørk kutteklædt skikkelse havde sneget sig nær hende. Det kunne sagtens sende hende i forsvarsposition. Det var i hvert fald, hvad hun stod og hidsede sig op til. Åben kamp på gaden – eller bare noget i den dur. I stedet da hun omsider fik hendes opmærksomhed, sprang Sayra i vejret som en anden forskrækket killing og sendte hende et forvirret blik. Det kom en anelse bag på Emery, men ikke nok til at sende hende ud af rollen. Hun fornemmede godt spørgsmålet bag bekræftelsen, men hun undlod bevist at svare på noget før, at Sayra havde trukket sig kort tilbage og stillet hende et nyt spørgsmål.

”I won’t. Only if you make it necessary.”

Hendes hænder knyttede sig en enkelt gang og slappede så af. Hun forsøgte at komme af med lidt af stressen, men da hun ikke ønskede at være super åbenlys, så foldede hun i stedet armene om bag ryggen. Det efterlod hendes pansrede front åben, men hun var stadigvæk vaks, og ville hurtigt være klar med kniven, som hendes fingre berørte kort. Sayra virkede ikke vred eller aggressiv. Ikke modstandsdygtig på nogen måde. Bare forvirret og måske endda en smule nervøs. Derfor tog Emery endnu en beslutning, som kunne vise sig at være et ret stort sats. Hun håbede dog, at kvinden tog det noget mere positivt.

”Your family has sent me. They want you to come home.”

Hun hævede et øjenbryn en anelse. Nysgerrig efter en ny reaktion. Noget der kunne fortælle, hvorvidt dette ville blive en lang dag eller nemt tjente penge. Hun krydsede fingrene for det sidste, men det var nu sjælendt, at hun faktisk slap af sted med den slags. Alligevel. Hvor slemt kunne familie være? Hun brød sig selv ikke synderligt meget om sin egen, faktisk så hadede hun sin far, men hendes mor var lidt… anderledes.