I may need a guide

Sted: Ashen Wood
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Regnfuldt, men tørt

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Trods det triste vejr fløj fuglene stadig rundt og kvidrede. Hvis man var helt stille kunne være heldig at se en hjort gå forbi. April var altid en lunefuld måned. Man viste aldrig om det ville sne eller blive varmt. Mange var derfor meget vagtsomme overfor vejret. Hvornår de kunne så og hvornår de kunne hænge tøj ud uden at det blev gennemblødt. I Ashen Wood var der ikke den store forskel fra livet i byerne eller landsbyerne.

En ung ulv gik rundt og snusede til jorden. Hans sorte pels var begyndte at fælde for hans tyndere sommerpels. De brune øjne gik søgende rundt. *Jeg kunne have svoret at der lugtede af mus her* tænkte han og så op. Med en glidende blik afsøgte han området. Han var ny her og viste intet om hvor de forskellige territorier var. Han løb en stor risiko, men sulten havde drevet ham til at tag den. Han satte i let trav mod floden og begyndte at drikke. Ørerne stod ikke stille. Han kikkede op på himlen og fnøs.

Hun var ude og løbe. Igennem skovene denne eftermiddag. Hun havde brug for en løbetur. Den store hvide kæmpe ulv løb i sine vante omgivelser. Hun elskede skoven. Den var hendes hjem. Meget bedre end livet i byen. Så anderledes fra det. En fremmed ulv tæt på hendes territorium gjorde hende opmærksom. Som beta og alfaens næstkommanderende havde hun et større ansvar for packen. Så dens sikkerhed kom først. Stille sneg den store kæmpe ulv sig sættere imod floden, hvor den sorte ulv sad og drak. Hun var opmærksom. Andre ulve på Niylahs territorium var ikke acceptabelt.
"Jeg må bede dig drikke dit vand andre steder. Shapeshifters kunne også kommunikere med hinanden i ulveform. Specielt ulve. Hun knurrede let af ham. Han var ikke ligefrem inde på hendes område, men tæt på. Tæt nok på, til at hun syntes at hun kunne tillade sig at jage ham lidt på afstand. Hvis han krydsede floden ville han komme derind. Som kæmpe ulv var hun langt større end ham. De blodrøde øjne stirrede på ham. "Hvad laver du her?" Spurgte hun i en knurren.

Den sorte ulv, Razzy vendte sig mod den kæmpe store hvide ulv. Jeg har løbet hele dagen uden hvil. Væk fra mit tidligere hjem. Han vippede med ørerne. og så ned. Flodbredden bestod af totter af græs og mudder. Trippede let på sin poter så den unge mand sig om. Hans brune øjne stirrede så ind i den røde. Min tidligere flok er døde. Myrdet for øjnene af mig. Jeg leder efter et nyt sted jeg kan kalde hjem. En ny flok af Shapeshifters, men alle de steder jeg har ledt er jeg jaget væk og bidt. Han så ned på sine ben der bar bidemærke der var ret friske. Så enten bider du mig eller jager mig flere kilometer. Han stak snuden i jorden for at vise at han viste hende respekt. Med et suk inde i sig selv ventede han på hendes næste ord.

Hun så opmærksomt på ulven da han forklarede sig. Da han vippede ørerne tilbage blev hun langt mere opmærksom end før. Tatia analyserede hans kropssprog. Hvordan han reagerede på hendes ord. En fjendtlig ulv ville knurre og rejse børsterne. Da hun fik forklaringen stoppede hun sin knurren og så mere opmærksom på ham.
"Jeg er ked af at hører, hvad der skete med din pack." Sagde hun så. Hun var mistroisk overfor nye, og nogle ulve havde det med at prøve at komme ind i andres pack for blot at dræbe alle eller udfordre alfaen. Hun havde ikke i sinde at lade ham komme ind uden informationer omkring ham. "Der er ingen grund til at jage dig væk, hvis du bliver på den rigtige side af floden. Hvis du ønsker kontakt til min alfa må du vente til når lyset står op imorgen." Svarede hun ham og så blot på ham. Hun var næstkommanderende ja, men derfor kendte hun også reglerne. Men før jeg vil lade dig tæt på hende, så er jeg nød til at stole bare lidt på dig. Og fremmede er ikke ligefrem dem jeg stoler mest på.

Han nikkede forstående. "Jeg ville blive på denne side af floden. Og jeg ville gerne lærer dig at kende." sagde han og tippede ørerne frem og tilbage. Han var meget mindre end hende og nok ikke stå stærk som hende. " Hvad skal jeg gøre for at du kan stole på mig?" spurgte han og satte sig ned. Den sorte hale lagt foran forpoterne og de gule øjne skinnede nysgerrigt. Han vidste ikke om han var klar til at komme ind i en ny flok og hellere ikke om han måtte. Hans evne var meget speciel. Mange havde rynket bryn af det.

Hun stoppede med at vise tænder og så pludselig mere venlig ud. Mest fordi han havde lagt sig. Hun trippede stille over til floden og lagde sig på breden overfor ham. Der var stadigvæk en flod imellem dem. Hun oplyste omgivelserne med sin hvide pels. Om vinteren kunne hun gå i, men ikke på denne tid af året. De røde øjne kiggede på den fremmed.
"Du kunne give mig et navn. Det ville være en stort." Svarede hun blot og kiggede på den fremmed. Det var altid som om, at det blev lettere at kommunikere med folk, når man havde deres navn. Hvorfor vidste hun ikke. Ørerne vendte sig imod lyden af ham, men stadigvæk var hun opmærksom på andre farer i skoven. Det var hendes aftenvagt. Ingen skulle tro, at de kunne slippe forbi hende fra denne side af grænsen.

Han nikkede og slikkede sin ene pote. Razzy. Razzy Alozona. Eneste overlevende fra klanen Black Wind." Han så på hende. Hendes hvide pels var flot. Det måtte han indrømme. Faktisk så flot at det kunne have konkurrerer med hans tidligere Alphas mage. "Jeg er læge og bor i Firewood Village." Han vidste at der var risikabelt at give for meget info væk, men hvad havde han at tabe? Udover sit liv, men hun virkede mere nysgerrig end voldlig overfor ham.

Hun så nysgerrigt på ham. Razzy. Faktisk var hun lidt ligeglad med efternavn. Det brugte hun ikke rigtig til noget alligevel. Packens navn havde hun heller ikke hørt.
"Jeg er Tatia." Svarede hun blot ganske mildt og neutralt. Hun forholdt sig neutral i situationen. En læge. Fra byen. Hun havde ikke været i byen siden hun var barn.
"Du er shapeshifter, hvorfor befinde sig i byen ved vore fjender?" Spurgte hun en anelse nysgerrigt. Jægerne kom fra byen. Der var efterhånden pænt mange af dem. Ude efter ulvenes fine pels.

Razzy lagde hovedet let på skrå. Jægere? Han havde ikke set nogen, men han havde også taget sine forholdsregler."Jeg har løget omkring min baggrund. Jeg sagde at jeg mistede min klan i en lavine og at vi var mennesker. Jeg skifter aldrig form før jeg er mindst to km væk fra byen og ingen er i området." Han satte sig op og strakte sin ryg. Den mørke pels skinnede i den matte sol. Med et suk lagde han sig til rette igen og hvilede hovedet på forpoterne. "Jeg mener at Tatia betyder noget smukt." mumlede han højt og vippede ørerne nysgerrigt.

Hun løftede opmærksomt hovedet op da han sagde han havde løjet om sin baggrund. Hendes øre vendte sig opmærksomt imod ham. For ligesom at vise at hun faktisk lyttede til, hvad han havde at sige.
"Vi er sjældent i byen. Jeg tror sidst jeg besøgte byen var for 10 år siden." Sagde hun ærligt. Byen havde ikke sagt hende ret meget. Der var mere liv i skoven efter hendes mening, mere fornuftig. Tatia rejste sig da han satte sig så sprang hun over floden. "Min for fortalte mig mit navn betød fe dronning." Det lød underligt. Fe dronning. Hun fandt det dog ganske underholdende. Tatia befandt sig nu på samme side af floden som ham. Men hun virkede ikke til at ville angribe. Faktisk så var det vel en måde at vise, at hun ikke var truet af ham. Ellers ville hun have holdt sig på den anden side vel. Hendes røde øjne gled kort henover ham.
"Du burde få nogle til at kigge på dine skader. Ellers ender de med at tage livet af dig før et liv som lonewolf gør." Mindede hun ham om.

Razzy slikkede sine sår. "Hvem ville kikke på mine sår? Hvis jeg går til en læge ville de sige det til jægerne. Jeg har set en prøve at få hjælp. Dagen efter var han i bur på den store plads. Pisket og lænket." Han lyttede ved navnet. "Smukt navn." sagde han. Han var glad for at hun ikke følte sig truet. Han vippede med ørene og så hen på en flok fasaner der gik længere ned af flokken. Han viste at han ike kunne, men han var meget opmærksom på sine omgivelser. "Din flok? Hvordan er den? Bare nysgerrig." sagde han og rullede op på ryggen. Gnubbede ryggen i græsset. Den kløende var irreterende. "Jeg hader myg!" knurrede han.

Tatia tænkte sig lidt om. Det kunne være risikabelt at tage ham med tilbage til lejren og mon Wade ikke var ved at være træt af alle de mænd hun tog med hjem? Hvorfor var det altid sårede mænd hun fandt? Tatia rystede tanken ud af sit hoved. Dog blev hun opmærksom igen da han nævnte dommen på en som havde hjulpet. Hvis han sagde det til alle der overvejede at hjælpe ham, forstod hun godt, at han stadigvæk var skadet.
"Loyale. Stærk. Vi har et godt sammenhold." Fortalte hun kort. Tatia blev en anelse opmærksomt da han pludselig rullede sig om på ryggen. Myg. De gik aldrig rigtig efter hende.
"Jeg kan hente noget der kan hjælpe på dine sår, hvis du venter her altså?" Forslog hun. Rakshas blod var healende. Dog ville hun ikke fortælle om Rakshas egenskaber da det kunne bringe hendes veninde i fare. Det var bedre at sige, at hun havde noget der kunne hjælpe. Spørgsmålet var om han ville lade hende gøre det. "Bare bliv her. Så er jeg snart tilbage." På de ord sprang hun over floden og tilbage på sit område.

Tatia skiftede form så snart hun var ved sit værelse og klædte sig på. Så fandt hun et krus med blodet i. Hun pakkede noget tøj i en taske, hvorpå hun så gik afsted igen. Tatia var ret så uselvisk på det punkt. Hun tog den lange vej over en lille bro for at kunne gå over floden. Til sidst var hun tilbage ved stedet. Det lange brune hår hang elegant henover hendes skuldre. De blågrønne øjne så på ulven. Der var ingen frygt i hendes øjne overhovedet.
"Jeg ved ikke om du fortrækker at drikke det i din ulve eller menneskeform. I tilfælde af menneske. Så tog jeg noget tøj med til dig." For hun havde ikke rigtig nogle intentioner om at ønske at se ham upåklædt. Selvfølgelig var det normalt for en shapeshifter. Specielt i en flok. Derfor havde man vel egne grænser. Hun kastede posen med tøj hen til ham. Selv stod hun med kruset i sine hænder. Hun var klædt i en langærmet trøje og et par sorte bukser. Det var det hurtigste hun kunne finde da hun ledte efter noget.

Han tog imod tøjet og skiftede hurtigt. På hans ryg var der mange myggestik. Han så på hende. Det pjuskede hår hang løst. "Jeg takker." sagde han og bøjede hovedet. Han studere sin hånd lidt nærmere. Han havde rifter på håndflade hvor sand og skidt havde sat sig. Han bøjede sig ned og vaskede såret rent i floden. Han beder tænderne sammen. "Det kan godt være jeg har hørt lidt om jer." mumlede han og gned sin hage. Han så på det hun holdte i hånden med et nysgerrigt blik.

Tatia slog sit blik væk imens han skiftede tøj i respekt. Så snart han snakkede flyttede hun blikket overpå ham. Køn mand måtte hun ærligt indrømme. Hun trak skævt på smilebåndet da han nævnte at det kunne være han havde hørt om dem.
"The Black Hounds." Sagde hun og kiggede så på krusset. Let rakte hun det frem imod ham.
"En fra vores flok har healende blod. Det healer hurtigere end engleblod. Det er ret imponerende faktisk." Fortalte hun og gav ham et nik. "Jeg bruger det ofte selv, det er effektivt." Tilføjede hun.

Han tog en slurk af kruset. "Sjovt for jeg er faktisk læge og var healeren i min tidligere flok." sagde han og slikkede sig om munden. Han kunne allerede mærke effekten der havde bredt sig ud i hans arme. "Black Hounds. Jo LOgan og Raffaelo har snakket om jer i respekt." sagde han og tømte kruset. Hans blik gled rundt. "Jeg husker at jeg var ret imponeret." Han så op på himlen. Han var stadig og ville nok altid blive det.

Læger var smarte at have i en flok. Raksha var vel på en måde hendes floks. Når man tænkte over det. Hun lod jo sit blod give til alle i lejren, hvis de havde behov for det. Hun var opmærksom da han sagde, at de havde hørt om dem. Tatia nikkede let.
"Niylah har gjort det godt for os. Det er hende jeg kan takke for at være en del af flokken. Hun er en god leder." Svarede hun. Tatia var stolt over at være beta for Niylah. Selv Tatia var højt respekteret i flokken, men hun tvivlede på at folk omtalte hende andre steder udover som den sne hvide ulv.
"Blodets virkning er imponerende ikke sandt?" Spurgte hun og hentydede til skaderne faktisk ville heale overraskende hurtigt. Nærmest som magi.

"Det har en utrolig hurtig virkning." sagde han i enighed. Han studerede sine hænder. "Lyder som en fantastisk leder." Han gik hen og skyllede kruset i floden. Han nynnede stille en gammel vise. Længere nede af floden hoppede en fisk op og slog en kolbøtte. Han så på den og blinkede med øjnene. "Hvor tit jager I?" Spørgsmålet røg ud af ham inden han kunne nå og stoppe sig selv.

Tatia elskede virkningen af blodet var så hurtigt. Det gjorde det så meget lettere for hende når hun kom til skade - hvilket skete engang imellem. Bare lidt.
"Niylah er en fantastisk leder, det kan jeg garantere for." Sagde hun med et svagt smil på læben. Det andet spørgsmål overraskede hende og dog. Hun kløede sig let i nakken.
"Vi har en stor jagt hver måned. Ellers er det i bider som det er nødvendigt." Stille trak hun på den ene skulder. Så pustede hun stille ud og lagde armene over kors.

Han lyttede og satte sig under et træ i skrædderstilling. Hans mørke krøllede hang ned over hans mørke øjne. Han lod en hånd glide henover det korte skæg. "Jeg må indrømme at din flok lyder meget lig min gamle." mumlede han og så rundt i skoven. Han blik faldt til sidst på den unge kvinde foran sig. "Hvis jeg fortælle dig om min må jeg så høre om din?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Hans ene hånd pillede ved græsset for hans fødder og solens stråler faldt roligt ned mellem trætoppene.

Da han satte sig ned gjorde hun det samme. Hun vidste ikke helt stadigvæk, hvad hun skulle forvente af ham. For hun kendte ham trods alt ikke. Let sank hun en klump. De blågrønne øjne var opmærksomme. Dog uden overdrivelse.
"Selvfølgelig. Fortæl endelig." Sagde hun og nikkede til ham. Hendes stemme var blid og ganske mild. I hvert fald i forhold til, hvis hun så ham som en trussel. Lige nu havde han ikke gjort noget for at hun skulle se ham som noget dårligt. Let hvilede øjnene lyttende på ham så hun kunne høre om hans flok.

Han tog en gren og begyndte at pille barken af den. "Jeg blev ikke født ind i min klan, men da jeg mistede alt fandt Safir, min alfahun, mig og førte mig med tilbage til flokken. Trods deres mistro i starten kom jeg hurtigt ind i flokken. Jeg har aldrig kunne foredrage min evne, men Safir, Naja og Alice lærte mig at alle havde deres problemer. Jeg fik hurtigt en beundre og han fulgte mig overalt. Jeg blev også flokkens læge da jeg ved alt om gift og urter." Han huskede hans venner og flok alt for godt. Også hvordan de døde. En enkelt tåre glider ned af hans kind. "Før min beundre og mig kunne slå os sammen som et par blev de alle dræbt på den mest grusomme måde." Hans tæer krøllede sig sammen og vrede dukkede op i de ellers så rolige øjne.

Tatia gav sig til at lytte da han snakkede om sin flok. Han havde lige fortalt de alle var døde... så hun forstod det måtte være svært. Hun havde generelt svært ved at tale om noget død havde med at gøre. Tatia trak let på smilebåndet over fortællingen. Det måtte have været et godt liv i en god flok. Let sank hun en klump da han fældede en tårer. Hun skar tænder kort og slog blikket ned.
"Hvad skete der med dem?" Spurgte hun ganske mildt og sørgmodigt. Hun kunne forstille sig det. Hendes forældre var døde. Hendes første kæreste døde. Hvis noget skulle ske med Blake, Wade, Niylah eller blot nogle i flokken - så ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre ved sig selv. Så hun forstod smerten. Hun kunne mærke vreden. En vrede hun kunn relatere til.

"De fulgte efter hvalpene i vores folk. Vi havde aldrig før skulle bekymre os omkring jægere eller fjender, men vores tilpas kostede os dyrt." Hans sank en klump og så ned på sine hænder. En enkelt tåre trillede ned af hans kind. Mindet vender tilbage til ham som om det var igår det hele skete.

"..En flok mænd og kvinder sad rundt omkring en lille flok hytter. Mange sad og holdt omkring hinanden og snakkede på kryds og tværs. Deres Alfahun var gravid og sad op af sin mage. Et smil bredte sig på hendes læber mens hun kærtegnede den lille bule på maven. Razzy havde holdt et skarpt øje med hende. Hans forlovede han valgt ikke at forlade hans side da han selv snart ville starte en familie. Rafaello var ikke ung mere og han ønskede mindst en hvalp. Razzy ville også gerne selv, men først ville ham have deres Alfas kommende hvalpe til verdenen først. Omegaparret havde fået hvalpe for et par år siden. De vandrede nu omkring i byen og i skoven. Razzy lå og døsede op af sin enorme Rafaello. Frederik holdte øje og det samme gjorde deres Alfa. Det hørte hurtige trin. Straks var de alle vågne og så i retningen af lyden. De tre unge børn kom ind i lysningen med et smil på deres læber. Alice rejste sig og gik hen for at undersøge hendes børn. "Der er de. Dræb dem!" råbte en ukendt stemme. En flok jægere kom stormende ind i lysningen med våben klar til at dræbe. Før de kunne reagere havde de dræbt Alice og hvalpene. Frederik brølede i vrede. I et spring havde han forvandlet sig til en grå ulv med blå øjne. Logan, Rafaello og Naja sluttede sig til ham i detes ulveskikkelser. Razzy stillede sig i forsvarspostion foran Safir. De fulgte begge kampen nøje. Trods deres families ulveforme var jægerne i stærkt overtal. "Hjælp dem. Jeg klarer mig." hviskede Safir da hun kunne se at de havde brug for en ekstra sæt kæber med spidse tænder. Razzy kastede sig ind i kampens hede. Hev en jæger væk fra Naja og knurrede rasende. Et skrig af smerte fik ham til at vende sig om. Frederik var blev gennemspiddet. Han stod og så på i frygt og vrede. Naja var den næste. Gennemboret af et sværd. Logan og Safir kæmpede side om side efter Alfahunnen havde sluttet sig til kampen. Razzy kæmpede sig over mod Rafaello for at stå ved hans side. Et hyl tilsluttede sig et andet. Han så ud til siden. En mand havde banket kraniet ind på hans alfaer. Et brøl og en vred snerren. Han piskede hovedet i retningen. Rafaello stod skælvende med flere pile stikkende ud fra hans skuldre og flanker. Razzy kunne ikke tro det. "Løb, min elskede. Kom væk herfra!" gispede Rafaello. Razzy stod fortvivlet, men vendte sig om og flygtede fra stedet. Tårerne strømmende ned af hans kinder da Rafaello skreg af vrede og smerte for derefter så ikke en lyd..."

Razzy så på Tatia."Jeg følte mig som en kujon. Jeg burde være blevet hos dem. Rafaello havde sådan ønsket sig en familie, men han nåede aldrig at få den. Jeg har ledt og ledt, men ikke en eneste flok ville tage mig ind." Man kunne tydeligt høre smerten og sorgen i hans stemme.

Typisk jægerne. At gå efter ungerne i flokken. Det havde de også prøvet på flere gange ved hendes. Heldigvis så var hendes flok stærke nok til at få dem reddet hjem uden at miste nogen undervejs.
"Det er godt altid at være forberedt." De ord hjalp selvfølgelig ikke nogen lige nu. Alligevel havde hun sagt dem. Tatia bed sig selv i læben. "Og hvis du var blevet.. så hvad. Var du endt som dem.. Du kan ikke give dig selv skylden for det.. det var ikke din skyld." Tilføjede hun og sank en klump. Det var ikke op til Tatia at tage folk ind i flokken.
"Hvis du har brug for et sted at overnatte natten over. Så kan jeg tilbyde dig husly. Jeg har en sofa." Sagde hun så og sank en klump. Hun ville ikke selv sove i sit eget hus imens han var der. Hun ville sove ved Wade imens. Fremmede sovende imens hun sov. Det var ikke noget hun brød sig om. Men på samme tid ville han være hendes ansvar.