Kan du lærer mig?

Han havde godt lagt mærke til at Niylah havde valgt en yngre ulv til at være mentor for. Det var ikke noget nyt for ham, men han havde lagt mærke til at denne ene hvalp, altid havde det med at stikke af. Og han havde så valgt at følge efter, da han alligevel ikke ligefrem havde nogle planer. Med sig havde han også en lille rygsæk med tøj i tilfælde af at skulle skifte form. Tatia skulle øve trigedasleng med nogle af hvalpene og han brød sig ikke meget om at forstyrre hende, selvom han tit tog lejligheden til at stå og observere hende.

Iklædt en laset hvid skjorte og et par behagelige sorte bukser fulgte han stille efter hende, dog på afstand ved at opfange hendes duft og følge den. Han var egentlig ret interesseret i hvad en hvalp kunne rende rundt og foretage sig i skoven, især da han ikke ligefrem selv havde haft fordelen af en barndom. Efter at havde opdaget at hun ikke gik længere, slog han sig til bag et træ, i en vindretning som ville undgå at lade hende opfange hans duft. Han betragtede den lille ulv og holdte øje, hun skulle jo nødig komme noget til.
Det var også derfor at så snart lyden bag hende var der, stod han klar. Han lod hende selv gå over og undersøge det, men sprang frem og skræmte grævlingen væk da den begyndte at jage hende. Han havde ikke skiftet til sin ulveform, da han ikke fandt det nødvendigt lige nu. Roligt vendte han sig og så sig en anelse om:” Hey? Den er væk nu. Du kan godt komme frem.” råbte han så med en rolig klang i stemmen. Let tog han armene over kors og ventede på hende.

Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende som hun tittede op fra stammen. Han smilte kort og rystede let på hovedet, men vendte blikket væk da hun skiftede tilbage til menneskeform, hun var trods alt et barn. Hans arme fortsatte med at være over kors som han kom med en let udånding:” Du kunne vel forklare mig hvad du laver udenfor packens territorium? Der er farligt herude.” sagde han en anelse alvorligt og lagde hovedet let på skrå. Han kunne ikke lide når packens yngre medlemmer begav sig udenfor området. Hvem vidste om der ikke bare lå en jæger klar til at fange dem. Han havde set det ske før, og han havde ingen intentioner om at det skulle ske igen.

Det var også derfor han gik hen til hende og gemte hende lidt bag sig, da han opfangede duften af nogle jægere. Hun måtte også have opfanget duften siden hun spurgte hvor mange der var:” Der er tre. De har et barn med sig.” svarede han så roligt og så frem. Ud gennem nogle træer kom de så:” Nej hvor fantastisk. Wade Preston i egen høje person. Kan du huske da du slagtede vores mænd?” spurgte den ene og trak sin kniv. Wade rynkede kort næsen i vrede og snerrede let:” Jeres slags lærer det aldrig. De angreb os først. Det er jer der træder ind på vores territorium som var det jeres have!” udbrød han så.
Jægeren lagde hovedet på skrå da han spottede nogen bag Wade. En lille pige:” Er det endnu en af jeres ulve som vil vokse op og myrde flere af os? Ikke hvis jeg skulle have noget at sige.” og pludselig hævede han sin bue, og skød en pil afsted mod hende. Wade trådte ind foran og blev ramt i siden. Han nægtede at give dem den reaktion de ville have selvom smerten skød gennem hans side. Han knækkede blot pilen af og så om på Menominee:” Observer. Og undgå at de får fat i dig, om du så skal efterlade mig her.” sagde han så roligt. Han kunne lige så godt gøre det til en form for undervisning for hende, da disse jægere var svagere end ham.