Jeg kan hjælpe dig og lærer dig

Tid: 11.48
Vejr: Tordenfyldt og regnen står ned i lårfede stråler
Sted: TerrorVille Distriktet, House of Kirklands
Omgivelser: I husets forområde. Mange har søgt tilflugt for vejret og tjekker ind.

Emnepartner: @Alanis

Regnen var begyndt om morgen og så ud til at skulle forstætte hele dagen. Ikke alle orkede at komme ud eller arbejde i det vejr. Tyve og andre personer som arbejde mørkt var hellere ikke glade for vejret. Nogen valgte at søge tilflugt i House of Kirklands. De vidste at Allistor altid havde dørene åbne når det var sådan et vejr her.

Allistor var en dæmon som arbejde lyst og mørkt. Han arbejde på et bageri hvor han slæbte tunge sække rundt og løftede andre tunge ting, men hans andet arbejde var som en morder. Han var lederen for House of Kirklands. Sørgede for at der var et sted for andre dræbere eller tyve hvor de kunne søge tilflugt. Og idag havde han ret travlt.


Han stod bag sit skrivebord og pustede ud. Han havde allerede 15 nye inde. Han vidste ikke hvorfor alle valgte dette sted. Han burde virkelig skaffe hjælp. En som kunne løbe ærinder mens han var hjemme og sørgede for at huset ikke brændte ned.

De mørke skyer som havde tildækket himlens lys, og den kolde regn som styrtede ned mod bygninger, vejene kunne knap nok ses længere og ens fødder sank bare ned i mudret for hvert skridt man prøvede at tage. Bukkerne var dækket til, og kun få mennesker var ude for at handle ind til dages måltider eller for at arbejde. Gaderne var stadig fyldt med tigger, som prøvede at søge ly mod de iskolde mure. Det eneste liv man rigtig kunne se var hestevognene, med de store heste som trampede hårdt ned i mudret og klaskede med mudret til alle sider som gav genlyd igennem gaderne.
Der var dog en lille lyd af fodtrin, som kunne høres imellem lyden fra hestene. En ung kvinde løb igennem de kolde gader. Hun havde hætten fra sin mørkerøde kappen trukket godt hen over hovedet, så hun knap nok kunne se 10 centimeter foran sin næsetip. hendes bare fødder var tildækket af mudder og det samme var et stort stykke af det nederste af hendes kjole, som klistrede sig fast til hendes ben. Hendes krop rystede og hendes lyserøde læber, havde fået en lille lyseblåtone i sig. Hun gispede en gang imellem efter vejret, som hun løb alt hvad hun kunne.
Hun var så kold og ikke mindst træt, men hun havde hørt om et sted hvor folk kunne søge ly for vejret. Hun ville gøre alt for bare at komme indenfor et sted, og bare mørke en lille smule varme om sine iskolde tæer "skyld dig" gispede hun mellem sine læber til sig selv, mens hun prøvede at kigge op flere gange for at se hvor hun var henne.
Hun stoppede først op med at løbe, når hun havde nået til stedet "House of Kirklands?" gispede hun for sig selv, før hun langsomt bevægede sig hen mod bygningen. Hun havde kørt om dette sted, et sted for mordere og tyve. Mon de også tillod hendes slags arbejde? hun havde ikke tid til at tænke over, hvis de så ville dræbe hende så snart hun satte fødderne indenfor.. var det værd lige nu i hendes hoved.
Hun åbnede lige så forsigtigt døren, og mærkede hvordan varmen susede ud i hendes ansigt og fik hætten til at falde af. Hendes røde hår var kun en lille smule fugtigt fra regnen, men var nok alligevel det tørreste af hende. Hun tråede lige så langsomt indenfor, mens hendes blågrønne blik gled rundt på de forskellige mennesker. Der var endda et par stykker hun havde set før, der var en som havde dræbt og hængt en købmand fordi han ikke ville give sine penge, en anden som havde slået en prostituret ihjel bare fordi han havde lyst til det.
Hendes blik gled ned mod sine fødder, som slæbte mudret med sig ind *ja nu bliver jeg da slået ihjel* tænkte hun og gav et lille suk fra sig.

De grønne øjne gik hurtigt hen til den som lige var kommet ind. Det røde hår var rodet op og han havde rynket bryn. “Er du gået forkert, pigebarn?” En sjæledæmon kom hen mod hende og så på hende med sine mørke øjne. Allistor rettede sig op i sin fulde højde og ofte ragede han et godt stykke op over andre. Også denne gang gjorde han det. “Schmidt!” Hans stemme rungede som torden og han skridtede hen mod dem. De grønne skød lyn fra dem. “Forsvind og gør dig klar til den næste opgave.” Snerrede den store dæmon og knækkede knoer.

Da den anden var forsvundet rettede Allistor sit blik mod pigen foran sig. “Men han har ret, er du faret vild.” Stemmen var ikke vred, men rettere en lav rumlen. Han foldede sine arme over den brede brystkasse og hævede et øjenbryn. “Dette er ikke sted for uskyldige piger.”

Hun stoppede næsten med at trække vejret, og hendes hjerte hamrede som aldrig før. Frygten for at blive smidt ud, var meget større end at blive dræbt. Hun kunne ligefrem skinne sig i de mørke øjne, og det var som om de prøvede at suge hende ind. Hun skulle lige til at sige noget, når en meget mere dominerende stemme skød sig igennem hendes øre. Hendes blik fløj med det samme mod ejermanden, som fik hende til at føle sig meget mindre end denne Schmidt.

Hendes krop rystede stadig, mens hun prøvede at stå så stille som muligt *ikke smid mig ud* gentog hun flere gange i sit hoved, og kunne nu mærke alle blikke rettet mod hende. Hadfylde, lystige, og nysgerrige blikke som undersøgte hver eneste lille del af hendes hud og brænde sig ind som mudret på hendes fødder. Hun var bare desværre vant til at mærke disse blikke på sig, som fik hendes inderste inde til at føle sig ulækker og beskidt som aldrig før.

Hun stirrede bare på ham, i håb om de andre blikke ville forsvinde fra hende. Det gjorde de bare ikke, de ville vide hvad sådan en pige havde at sige. Hvorfor sådan en pige turde træde ind på deres og ikke mindst hans hæredømme, som om de var bedre end hende. At det var bedre at slå andre ihjel, end at ofre sig selv for at få noget at spise.

Hun viste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, om hun bare skulle stå der og forklare sig. Men inden hun fik chancen for at finde ud af hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle forklare sig. Kunne hun mærke hvordan hendes ben rystede under sig og inden hun fik rettet lidt på sig, røg hun ned på gulvet så hårdt at hendes knæ skød en lydende smerte igennem hendes krop. Hendes hænder nået at tage fat så hun ikke faldt helt sammen foran denne mand, og ydmygede sig helt foran alle. Et let suk kom ud mellem hendes læber, som hun stirrede ned på gulvet. Hun havde ikke lyst til at kigge op, se de ydmygende smil på alles læber "please" hviskede hun næsten lydløst "please.. jeg har ingen steder at gå, jeg har bare brug for lidt varme.. jeg er ude igen lige så snart regnen er stoppet" hviskede hun lidt højere, mens hun bare stirrede ned på de rystende fingre som klamrede sig fast til gulvet "please" hviskede hun atter igen

Allistor satte sig ned på hug foran den unge pige. “Hvad laver du her, lass?” spørger han lavmælt og ligger en hånd på hendes ene skulder. Han studerede hende og gav et suk. Så ud på vejret gennem den åbne dør og så tilbage på alle de folk som stod stille og så på. “Er du sikker på at du vil blive her? Kroen er måske mere sikker for dig.” spurgte han og rakte en hånd for st hjælpe hende op. Han sendte en advarende knurren til de andre omkring dem.

“Jeg kan give dig et rum, men medmindre du har guld kan jeg ikke give dig mad. Du kan selvfølgelig hjælpe med at rydde op og det vil give dig mad.” siger han stille og smiler venligt. “Men du er virkelig nødt til at finde nogen som kan beskytte dig, byen er ikke sikker, lass.”

Alanis var ikke ligefrem den type som brød sig om at spørge om hjælp, hun havde jo klaret sig selv siden hun var 14 år. Alle omkring hende havde jo altid svigtet hende, stukket hende i ryggen og kaldt hende for en særling og efterladt hende. Det var derfor meget svært for hende at spørge efter hjælp, uden at ydmyge sig selv og nok hade sig selv lidt mere.

Denne dag var bare anderledes, hun havde ikke noget valg end at spørge denne mand om hjælp. Hun viste godt at hvis hun blev sendt ud i vinter regnet atter igen, så ville hun nok fyre ihjel eller blive meget syg. Hun havde bare brug for et sted til regnen forsvandt, også skulle hun nok forsvinde igen som hun dukkede op.

Hendes øjne lukkede kort i, når han satte sig på hug foran hende. Hun kunne mærke hvordan varmen fra ham sugede sig hen mod hende, og prøvede at varme hendes kolde og våde krop op. Hun sukkede lige så forsigtigt, og måtte holde sig tilbage for ikke at blive suget ind i hans varme. Hvem ville også bryde sig om, at en fremmede bare kom og krammede dem? hun ville selv hade det og ville endda slå fra sig, ligemeget hvem der end var.

Ordene hviskede ud mellem hendes læber, til de blev helt lydløse "please", hendes blik gled langsomt hen mod hans hånd og hun tøvede et stykke tid før hun lagde sine iskolde og rystende fingre i hans. og rejse sig lige så forsigtigt op på sine fødder igen, som var helt følelsesløse i det. Først da hun stod op valgte hun at kigge op mod ham "vil heller dø her inde, end der ude" hviskede hun i håb om at ingen anden kunne høre dem end ham, for bange til at vide hvad de andre ville tænke. Morderne så hende nok allerede som et nemt offer, som valgte at gå i armerne på dem og som nogle af dem sikker ville have det meget sjovt med, hvis de fik lov til det.

Hendes blik ændrede sig til et lidt mere overrasket blik end bange "et rum?" hviskede hun, da hun ikke ligefrem havde regnet med at få et rum. Hun havde nok bare regnet med at højst få lov til at sidde på gulvet, også bare håbe på at hendes våde tøj ikke gjorde hende syg. Mad? det var nok det sidste hun havde tænkt over, det ville være dejligt med noget varmt i hendes mave. Hun lagde sin ene hånd på sin mave, og kunne mærke hvor tom det var "jeg vil gøre alt for at blive, og alt for bare en bid brød" sagde hun lidt højere i det, og havde et tiggende blik i sine øjne som hun aldrig plejede at have

"jeg klare mig" svarede hun bare, ikke fordi hun ikke ville have noget passede på hende. Hun stolede bare ikke længere på nogen, og hvem gad overhovedet bekymre sig om en som hende? hun var jo bare en som skulle udnyttes i folks øjne... kast penge efter hende, også gør hun alt for en.

Allistor nikkede til hende for at få hende til at følge med. Trappen er til første sal knirkede under hans vægt og advarede andre op dr var nogen på vej op. “Vi har sovesale. En heroppe og to i kælderen. Rummene har en pejs som hjælper med at holde rummene varme og der er dyner og tæpper. Der er godt nok køjesenge i tre etager, men det gør vel ikke noget?” Han så sig over skulderen på den unge pige. Han åbnede døren og trådte ind og til siden.

Rummet er ikke engang fyldt. Kvinder i forskellige aldre ser op da døren åbnes. De fleste har et venligt smil om læberne. De kendte Allistor og ingen hindrede ham i at komme og gå som han vil. Til gengæld vidste han også hvilke tider de var ikke påklædt og holdte sig væk. “De fleste herinde er her ofte og har ofte en fast køje. Du er velkommen til at blive så længe du kan hjælpe lidt rundt om i House of Kirklands.”

Alanis havde været overbevist om at hun bare ville blive smidt ud på gaden atter igen, eller måske bare blevet slået ihjel der på gulvet. Hun havde ikke længere nogen grund til at frygte døden, da hun jo var overbevist om at hun ville dø på en eller anden måde. Der var derfor heller ikke nogen tvivl i hendes stemme, at hun var overrasket over at hun faktisk måtte blive der.

Hun valgte bare at fulgte efter ham, som en lydig hund som fulgte sin eger. Hun holde sit tempo op, så hun var tæt på at træde ham over hælene for hvert et skridt hun tog. Hun turde simpelhen ikke at holde sig længere væk, og især ikke når hendes blik kort gled op for at se på de forskellige mennesker. Deres blikke brænde stadig på hendes hud, sulten efter at tage en bid af hendes skrøbelighed og få hende til at skrige dem om at stoppe. Sådan havde det altid være med mænd i hendes øjne, hvis de ikke ønskede det ene, så ønskede de det andet. Hun troet ikke længere på at der fandtes gode mennesker i verden og især ikke mænd, der var kun 2 ting som de ønskede i hendes øjne. Enten ønskede de at dræbe en eller udnytte end til man ikke kunne stå på sine egne fødder.

Selv om hun havde disse tanker om mænd, så valgte hun alligevel at følge efter denne mand op af trappen. Hun ville vel heller følge efter ham, end at blive der nede blandt de andre. Hun efterlod små fine mudret fodspor, som viste at hun lagde sin vægt på sine tæer i stedet på selve fødderne.

Hun lyttede efter på hver eneste ord som han sagde, og nikkede også et par gange også selv om han ikke kunne se det "det lyder helt som et slot" svarede hun helt stille, som afslørede lidt at hun ikke ofte brugte sin stemme. Hendes blik lyste helt op, når hun fik rummet at se. Varmen fra pejsen som fik hendes fødder til at brænde, og mudret til at stive mod hendes hud. Hun vende hurtigt sit blik op mod ham "jeg takker dem herre" sagde hun og nejede så fint hun kunne, selv om det nok bare så mere akavet ud "hvad de end har brug for hjælp med, så skal jeg nok gøre det" svarede hun og havde allerede gjort alt for lidt penge, så at ofte sig selv for at sted at sove og noget at spise. Der var ikke noget andet hun heller ville, også selv om det måske kunne indebær at ydmyge sig selv.

Allistor så på hende og krydsede armene over brystet. “Det ville indbære at hjælpe med mad og måske løbe ærinder. Så længe du vil hjælpe kan du bo her.” Sagde han og nikkede mod en køje på tæt på pejsen. “Du kan få den seng og den vil være din så længe du er her.” Sagde han og pigerne kommer hen for at hilse på deres ny bofælle. “Du kommer ned snart og maden ville være færdig. Pigerne ville vise dig vej. Der er et badekammer for enden af dette rum. Der skulle stadig være varmt vand.” Han smiler venligt til hende før han vender sig om og går ud af rummet.


Allistor ved at han må få styr på mændene som bor her ligenu. Han gav et suk og kørte en hånd gennem håret. Han burde have tænkt på at dette kunne ske.

Alanis kan ikke huske sidste gang hun havde fået sådan en behandling, uden at forvente at hun smed tøjet for det. Hun kunne nok blive ved med at takke ham i en evighed, men ingen af dem ville have tid til sådan noget. Han så ud til at være en mand som havde meget travlt, i stedet for at skulle høre på en kvinde som hende dagen lang. Hun havde heller ikke noget imod at arbejde for tingene, og være ligesom en lille husmor havde hun bestemt ikke noget imod. At lave mad, gøre rent og andre ting var ikke noget som åd hendes sjæl op.

Hendes blik gled hurtig then mod sengen, som så helt fantastisk blød og lækker ud at hun bare havde lyst til at kaste sig hen i den "mange tak" svarede hun kort, før hun så hen på ham atter igen og nikkede imens han snakkede. Før hun vende sit blik mod de forskellige kvinder, og kunne ikke andet end at beundre dem. De var smukke på hver deres måde, selv om nogle af dem havde ar i ansigtet og en af dem endda manglede et øje.

Det var svært for hende at stole på folk, og det gjorde at hun ofte holde en mur oppe. Hun tvang derfor et smil frem mod kvinderne, og hilste så pænt på dem som overhovedet muligt "jeg er så taknemlig, for jeres gæstfrihed" sagde hun og bevægede sig langsomt længere ind i rummet, mens kvinderne fulgte efter hende og snakkede om det ene og det andet.

Hun mærkede hvordan hendes krop begynde at blive varmet op, som hun bevægede sig længere ind i værelset. Hun tog langsomt sin kappe af og lagde den på sin seng, før hendes fingre strøg lige så forsigtigt over den. Hun kunne ikke huske sidste gang hun havde mærket noget så dejligt, og kunne næsten ikke vente med at skulle falde i søvn. Hendes blik gled rundt på kvinderne, hvis bare ingen af dem stak hende ned mens hun sov "jeg må heller gå ud og vaske mig" sagde hun og gav dem et ekstra stort smil, før hun bevægede sig ud i badekammaret for at få vasket mudret af sine ben og fødder.

Når hun endelig var færdig med at få vasket sig og kom ind i sit værelse igen, kom der hurtigt en lyshåret pige hen til og begynde at hive hende hen på gangen og ned af trappen "kom.. så skal du få noget at spise" sagde hun samtidigt og Alanis kunne ikke gøre andet end at følge efter, ned mod spisestuen.

Spisesalen var enorm. Mange kæmpede for at finde et godt sted at sidde. Normalt var det ved pejsen, men Allistor smed enhver væk som satte sig der. For kvinder, I hunde. Det var hvad han sagde og ingen turde modsige sig den store Bloddæmon som havde rødt hår og grønne øjne. Duften af mad havde bredt sig til hele huset. En aroma som var lokkende og et løfte om hjemmelavet mad. Mange som ikke havde fået noget mad i lang tid kunne spise sig mæt uden problemer.


Allsitor stod bag en gryde og sørgede for at suppe ikke brændte på. Et skrig fra en af de små drenge lød, da et tordenskrald. Allistor så hurtigt op og rynkede brynene. Han vidste at der ikke var mange chancer for at lynet lige slog ned her, men det kunne ske. “Og der kommer frøkenerne. Velkommen til, de damer.”

Den dejlige duft af mad, bevægede sig roligt igennem Alanis næsebore og fik hendes mave til at knurre. Hun glemte hele tiden hvor sulten hun altid gik rundt og var, til duften af mad kom forbi hende. Hun havde sin frie hånd på sin mave, mens hun fulgte efter denne kønne blondine ned af trappen.
Hendes blik gled langsomt rundt omkring på de forskellige personer, som de ende med at komme forbi. Det var først når hun hørte den velkendte stemme, at hun vende sit blik mod den høje rødhårede mand "mange tak" svarede Alanis og prøvede at neje, men inden hun fik denne mulighed valgte den blonde kvinde at hive hende hen til bordet "sæt dem ned" sagde hun og skubbede let til Alanis for at få hende til at sætte sig ned, og uden at tøve placerede den lille kvinde sin bagdel på bænken.

Hendes blik gled langsomt rundt på alle mennesker omkring hende, det var som om mændene var begyndt at kigge væk fra hende. Som om de slet ikke turde kigge på hende længere *hvad er der sket?* røg der igennem hendes tanker, før hun vende blikket væk fra dem atter igen da nogle af pigerne begynde at snakke til hende.

Allistor sørgede for at maden var klar og begyndte at kalde dem op, bord efter bord. Han øste op og rakte dem alle en god stor tallerken og noget at drikke. Der var vand eller cider. Senere vil han have varm kakao klar til dem som han vil have. Han smilede til den nye og nikkede til hende. “Håber du kan lide maden.” Sagde han før han gik videre til den næste.

Mændene kom op som de sidste. Ingen gjorde mine til at skælde ud og alle tog imod deres mad. Allistor tog også sin mad og satte sig ned. Han så rundt på alle. “Velbekomme alle sammen.” Sagde han og mange gav deres tak.

Han havde brugt det meste af dagen på at lave maden. Kartoffler, sovs og kød. Der var tre salater til dem som ikke vil spise kød. Ofte gik Allistor langt for dem som skulle bo under hans tag.

Alanis havde aldrig regnet med at få den velkomst som hun fik fra kvinderne, de var bare så søde mod hende og virkede da også til at være ligeglad med hvad Alanis gjorde udenfor. Hun var stadig ikke særlig tryg blandt de mange mænd, men håbede bare på at de ikke ville skabe alt for mange problemer for hende. Hun skulle jo bare blive der regnen havde holdt op, også skulle hun nok forsvinde hurtigt igen. Der var bare en ting som hun var bange for, at hun ville ende med ikke at kunne forlade stedet. Som om der var noget magi som lå over dette sted, den dejlige varme, god mad og ikke mindst de gode sengene som ville være svært at skulle efterlade.

Hun så lidt forvirret rundt, som bord efter bord rejste sig op for at gå op og få noget mad "kom" sagde den blonde kvinde ved hendes side, som fik Alanis til at rejse sig op for at følge med op og få noget at spise og drikke. Hendes blik gled kort op på ansigtet af den høje mand "mange tak" svarede hun, før hun bevægede sig ned til sin plads igen.
Hun kan ikke engang huske sidste gange, hun havde sagt mange tak så mange gange på en dag før.

Hun satte sig bare roligt ned og begynde først at spise, når alle andre også begynde at spise. Nøj hvor kunne hun bare sluge maden nem, og alligevel valgte hun at holde sig tilbage for ikke at afsløre hvor sulten hun faktisk var.

Allistor spise selv sin mad langsomt mens alle omkring ham snakkede om opgaver og gav hinanden råd til hvordan man kan gøre. Indtil videre lød det til at alle klarede sig godt uden hans hjælp. Han sippede den den stærke cider og nød varmen som spredte i hans krop. Med lukket øjne lyttede han ind. Kvinderne var ikke så larmende som mændene hvilket var dejligt for at være ærgelig. “Vi burde se om vi kan snige os ind på slottet. Jeg vil så gerne se hvor langt man kan komme før man bliver fanget.” Sagde en og Allistor åbnede øjnene hurtigt. Det snakkede de bare ikke om. “Hvad med dig nye pige, hvad skal dit job være?”

Alanis spiste bare sin mad så langsomt og roligt som hun overhovedet kunne, mens hun mærkede hvordan hendes mave både blev varm og glad. Det var så svært at lytte efter på hvad kvinderne snakkede om, da hun bare helst ville have en fin lille fræk samtale med sin mad.
Der var alligevel en lille del af hende som lyttede efter så godt hun nu kunne, mens de snakkede om hvilke opgaver de gerne ville have eller udfordrede hinanden i forskellige ting. Det var ikke noget som hun var interesseret i overhovedet, hvorfor prøve at se hvem der røg i fængslet først? det var jo ligefrem dum snak.
Hun valgte dog at holde sin mund, og ikke bare råbe om at folk var dumme at ville gøre sådan nogle ting.
Hun smilte bare roligt op når folk snakkede til hende, og svarede så høfligt på det som hun kunne komme til.

Hun blev ret så overrasket over spørgsmålet, hvad skulle hun stille op af arbejde? hun måtte jo arbejde for dette måltid, men hvad skulle hun gøre? Hun træk svagt på skulderne "hvad jeg end bliver sat til" svarede hun bare roligt, og var ret så ligeglad med hvad hun skulle gøre. Hvis hun så skulle ofre sin krop for dette måltid, så ville hun med glæde ligge krop til alle mænd i lokalet.

Allistor så op fra sin måltid og gav en dyb rumlen fra sig. "Fjolser." sagde en anden dæmon og rystede på hovedet. "Hun er ikke som os. Morder, tyve eller andet mørkt. Hun er her fordi Kirkland har taget hende ind. Men jeg undre mig hvilken en race hun er." Han så på hende med et venligt blik. "Bare tage det rolig, tøs. Så længe du er her, vil den store brød derovre," Han pegede på Allistor som sad tilbagelænet og sippede til sin cider. "Så er du beskyttet. Ja han er en dæmon, men har et blødt hjerte når det kommer til folk som har brug for hjælp. Det var derfor han lavede dette hus." Mange stoppede med at stirre på hende og flyttede deres blik til den rødhåret dæmon som var kendt for at have en elsker som var mere farlig end ham.

Troet folk virkelig at hun var en tyv eller morder? hun synes ikke selv at hun ligne noget som var tæt på sådan nogle ting. Selvfølgelig havde hun stjålet ting før hen, men det havde altid været småting. Noget brød eller et æble en gang imellem, hun havde aldrig rigtigt stjålet noget stort som sådan.
Hendes blik gled langsomt over på den røde håret dæmon, men hun lyttede efter på hver eneste lille ord som den anden mand sagde. Hun var mere end taknemlig for at denne mand havde valgt at tage hende ind, ellers havde hun jo endt med at dø i løbet af de næste par nætter. Hun vende hurtigt blikket mod dæmonen atter igen og nikkede lige så langsomt "det er jeg glad for at høre" svarede hun, før hun valgte at spise videre af sin mad. Hendes blik bevægede sig alligevel langsomt over på dæmonen atter igen, sammen med alle andre blikke som var i lokalet.
Hun tvivlede ikke et sekund på at de var taknemlige over hans handling, ligesom Alanis var mere end bare taknemlig.

Det gik ikke langtid før alle var færdig med at spise, mændene rejste sig op og begynde at bevæge sig ud af lokalet. Hendes blik så lidt forvirret rundt "kom og hjælp" sagde den lyshårede ved hendes side med et smil, som blot fik Alanis til at rejse sig op. Hun begynde at samle alle tallerkener ind, stablede dem lige så forsigtigt på hinanden til hun knap nok kunne løfte dem op.