I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

af Gæst Lør 28 Maj 2016 - 19:05

Tid: Nutid, Forår, Slutningen af Maj
Tid på dagen: Nat, omkring midnat.
Omgivelser/Sted : Beskrevet
Vejr: Kold regnvejrsnat.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvordan var hun endt op her? Sidst hun tjekkede var hun i Dragons Peak med Assorian. Men. Det her var ikke Dragons Peak. Og Assorian var ingen steder at finde. Kun hende og de arme personer hun havde slæbt med sig. Den søde Moon var faldet i en dyb søvn. Lod den nye Moon tage over. Blod skulle spildes i nat og det var helt klart ikke Moons. Tre personer havde hun fundet. Den første, et helt normalt menneske, faktisk en større mand. Det var et stort arbejde at nedlægge ham, hvis det altså ikke var fordi hendes evne kunne tvinge enhver i knæ. Der var ingen hæmninger, den nye Moon fik altid sin vilje, uden at overveje hvad den søde gamle slumrende Moon ville tænke. Man kunne vel sige at hun slet ikke tænkte. Det var som en koma. En ond drøm.

Den lille trillebørsting blev slæbt afsted med den hest hun havde lejet. De tre personer var bagbundede med bind for øjnene. Ved deres fødder lå en le. Det var en magisk le, som egentlig havde kostet Moon det meste af det hun ejede. Hun havde ikke fortalt Assorian om fundet. Den kunne næsten skære igennem alt, jernet der var stærkt indbundet af magi. Det perfekte våben. Søde Moon hadede den, og ville af med den, men det ville nye Moon ikke. Den betød for meget for hende. Hun nynnede mens hun klappede hesten. En rettere munter melodi. Hun sagtede i farten, så hun kom hen på siden af trækket, inden hun betragtede dem. Så fløjtede hun og hesten stoppede:” Her er godt. Det er perfekt.” sagde hun muntert og hev først fat i den letteste. En ung sorthåret shapeshifter. Ret køn, hvis Moon selv skulle indrømme det. En skam! Hun trak hende ned på jorden og strålerne gled ud af hende, klar til at slå pigen hvis hun skulle gøre modstand. Ved den mindste berøring ville det jo føles som at få hældt syre over det berørte område. Hun hev fat i rebene ved hendes fødder og trak hende afsted.
Hun stoppede ved noget der mindede om et hegn og smed pigen op af det. Bandt hendes hænder fast på toppen. Bandt en ekstra gang på midten af overarmene. Skulle nødigt have at hun slap fri. Så hev hun stoffet af hendes ansigt, gav hende synet tilbage. Hun satte sig på hug foran hende, ansigtet dækket af hætten, strålen der dansede let fra side til side som en kats hale. Hun fjernede noget hår fra hendes øjne, men sagde ikke et ord til hende. Så rejste hun sig og forsvandt ind i mørket igen. Da hun kom tilbage var det med en kvinde og en mand. Hun trådte først på mandens skinneben, så han faldt på knæ, inden hun gjorde det samme ved kvinden. Leen dinglede roligt ved hendes side, sat fast i hendes bælte. Formen på hendes tøj gjorde det tydeligt at hun var en kvinde. De tynde arme, formerne. Højden. Strålerne trak sig ind som var de slanger der flygtede ind i det høje græs’ ly. Hun tog leen op og drejede den i sine hænder, inden hun vendte sig mod shapeshifteren.

Leen blev hævet og først kørte hen mod mandens hals, mens Moon så på pigen, afventende på en reaktion. Efter noget tid bevægede klingen sig hen til kvindens hals, mens der atter blev ventet på en reaktion. Reaktionen på kvinden var den hun var allermest spændt på. Hun havde trods alt fundet dem sammen. Heldigt at de kun var to, lige nok til at Moons stråler kunne kvæle dem bevidstløse. Det mest farlige ved den nye Moon var at hun accepterede sit skyggevæsen fuldstændig, og manglen på hæmninger gjorde at nye Moon helt klart mindst ville være dobbelt så stærk som søde Moon. Hun rettede sig op og hev bindet af kvindens ansigt, så hun kunne se på shapeshifteren overfor. Kvinden forsikrede den fastbundne shapeshifter at alt nok skulle gå.

af Gæst Lør 28 Maj 2016 - 20:19

Tatia og Rosalie havde været på patrulje rundt omkring i skoven. Der var gået noget tid og hun havde endelig fået lidt fred. Wade led stadigvæk af hans skyld og hun håbede virkelig på, at han snart klarede det. Tatia fik øje på Wade og Raksha længere nede i skoven og stoppede op. Gjorde tegn til Rosalie om at de ikke behøvede at dække dette område. Tatias øjne var dog længe nok i området til at se nogle slå både Raksha og Wade ud. Tatias reaktion var at løbe derhen til hun selv blev slået ud.
Snart vågnede hun igen. Tatia kunne ikke finde en færten som hun genkendte, så hun blev liggende. Efterhånden var hun van til at blive taget ,så hun havde lært at vente. Øve sig i tålmodigheden. Det var næsten blevet automatiseret for hende nu. Tatia bed tænderne sammen. Hvis det var den samme som havde Wade og Raksha også. Så måtte hun vente med at gøre noget til hun faktisk kunne se situationen udfra et helt billede. Tatia hadede at blive slæbt rundt op og trukket i som en anden kludedukke, men hun følte ikke rigtig at hun havde noget valg. Ar fra gamle kampe var der bygget en bro til, og hun ville vise de nye der sikkert kom derover også.

Lyset skar svagt i hendes øjne da hun endelig fik synet igen. Hun var blevet hængt op, og situationen passede tydeligvis hende ikke. Der kom en knurren fra hende og øjnene glødede rødt imens kvinden fjernede håret fra hendes ansigt. Der blev ikke vekslet et ord imellem dem. Så snart kvinden forsvandt ind i mørket begyndte hendes blik at søge rundt. Efter genkendelig fært eller skikkelser, den eneste fært som stadigvæk hang ved var Rosalies. Hvis Wade var i nærheden overhovedet burde det være den som ramte hende først, fordi han jo var hendes mage. Let bed hun sig i læben og kiggede over imod lyden da kvinden kom ind en mand og en kvinde. Håret på kvinden kunne hun genkende. Rosalie. Tatia var opmærksom på denne fremmede kvindes handlinger. Den fremmede mands død ville ikke gøre hende ikke så meget. Hun havde set flere hundrede uskyldige mennesker miste livet på stribe ved egen hånd. Dog så snart hun flyttede den imod Rosalies hals spændtes musklerne i Tatias krop op. Rosalie havde gjort så meget for Tatia over de seneste uger. Været den som havde sikret hende at komme hjem i starten. Faktisk var Tatia mentor for den unge shapeshifter. Dette betød også, at hun havde en meget tæt relation til den unge pige.

Rosalie kiggede på Tatia og sendte hende et smil.
"Det skal nok gå Tatia. Ge smak daun gyon op nodotaim." Sagde hun og nikkede let til Tatia. "Du kan klare dig igennem det her. Husk det. Du kan klare alt. Jus drein jus daun." Tilføjede Rosalie så. De brune øjne kiggede ind i Tatias brune. Så prøvede Rosalie. Hun fremtvang sine ulve klør og prøvede at lange ud efter kvindens ben. Hun ville ikke bare give op, hvis hun alligevel skulle dø, hvorfor så ikke gøre en insats.
"Lad hende være. Bare lad hende gå. Jeg skal nok lade hver med at kæmpe imod. Bare lad hende gå... jeg vil gøre, hvad end du vil have mig til at gøre.." Bad Tatia og prøvede at kæmpe sig fri af edderkoppens stærke spind, men det var umuligt. Der var ingen vej ned for hende, men hun så tiggende på kvinden. Ønskede blot at Rosalie skulle komme levende fra dette. Hun var ikke mere end 15 år, hun havde hele livet foran sig. Det skulle ikke ende nu. Eller det var Tatias opfattelse af situationen. De blå øjne kiggede rundt.
"Bare rolig. Wade og Raksha er her ikke." Pointerede Rosalie så.

af Gæst Man 6 Jun 2016 - 20:34

Moon havde skam ikke regnet med at hun ville reagere på manden. Men så snart leen dinglede om pigens hals, fik hun præcis den reaktion som hun fiskede efter. Hendes hvide tænder blev blottet under huen, idet et tilfreds smil gled over de bløde læber. Hun sænkede leen og lyttede roligt til det de sagde mens hun betragtede den bundne shapeshifter. Der var ikke noget mere magtfuldt end denne følelse. Hun blev fanget lidt i sine egne tanker, men pludselig rev pigen ud efter hende. Det gjorde at hun i et hurtigt sving, kappede armen af hende, blot af ren refleks.
Hun blinkede et par gange overrasket over hvor tæt på det egentlig var at hun var blevet ramt. Hun så mod shapeshifteren, inden hun åbnede en pose med nogle mærkelige lysende blade. Hun holdte dem op for at dufte til dem, her blev hendes blå-grå øjne afsløret og de stirrede på shapeshifteren, som stirrede hun direkte ind i hendes sjæl. Leen blev lagt bag hende og med sin frie hånd greb hun hårdt fat i pigens hage og tvang munden op. I en ganske rolig men tvingende facon blev bladende presset i halsen på pigen mens små-mumlerier kunne høres fra Moon. Det lød som en besværgelse, men ordene var så utydelige at man ikke var sikker på hvad den gik ud på.

”Et surgens ex mortuis iam non” (Og opstå fra de døde nu) afsluttede hun inden hun trådte hen bag manden og skar halsen over på ham med en lille kniv. Blodet sprøjtede ud til alle sider og Moon rettede det mod pigen. Derefter trådte hun hen til pigen og trak hendes hår tilbage så halsen blev blottet. Et lynnedslag i nærheden, afslørede Moons ansigt for pigen der var tvunget til at se op på hende. Regnen stoppede som den blodige kniv blev ført op til hendes hals. Men pludselig hørtes et frygtindgydende brøl i distancen, som var det taget ud af en skrækfilm.
Flere brøl lød, og Moon løftede hovedet inden hun fjernede kniven:” Ghouls.” hvæsede hun kort inden hun samlede sin le op. Hun tog sig let til hovedet da den gode Moon var vågnet op indeni og nu prøvede at få kontrollen. Hendes arme baskede rundt som var hun kontrolleret af et eller andet og pludselig skreg hun bare:” Forsvind fra min krop!?” inden hun kastede sig selv op af et træ. Hun faldt til jorden og lå helt stille i noget tid, inden hun så bare satte sig op, et sadistisk smil gled over hendes læber:” Shhh Moon. Fald i søvn igen. Det er min tur til at lege.” sagde hun til sig selv. Det var tydeligt at der var to sider af hende som kæmpede om styringen, og den onde så ud til at vinde.
Leen blev samlet op og opmærksomheden vendt mod shapeshifteren. Hun lagde hovedet på skrå og løftede leen som skulle hun til at hugge hende over med alle sine kræfter. Den fløj gennem luften, men lige inden den skulle levere det dødelige hug, stoppede den brat i luften mod shapeshifterens side, uden at have gjort nogen skade. Moon skar tænder, og det var tydeligt at se på den dirrende underkæbe, at hun anstregede sig selv for ikke at udføre drabet. Munden som det eneste der rigtig kunne ses, løftede hun hovedet og lysende blå øjne så ind i shapeshifterens:” Det var aldrig min mening at…. Det er ikke mig. Den er bare så stærk. Jeg kan ikke kæmpe imod…” forklarede hun så, med en tydelig sorg i stemmen:” Det er som en forbandel…” nåede hun at sige før et uhyre væsen løb ud gennem nogle buske mens det afbrød det sørgelige øjeblik med sin brølen. Hun rettede sig op og svingede leen rundt inden hun løb mod væsenet. Med et elegant hug, skar hun væsenet skråt over, hvorefter det faldt død til jorden.

af Gæst Tirs 7 Jun 2016 - 8:59

Tatia hadede denne følelse. At føle sig magtesløs. Tydeligvis behagede det skyggevæsnet og det var frustrerende. Tatia ville sommetider ønske, at hun blot kunne lukke det ud. Smide sine følelser væk og være en tom skal. Roselie var ikke ligefrem smart, men hun kæmpede for at komme fri. Hvilket hun i sidste ende havde fra Tatia. Dog var det farligt at kæmpe for at komme fri, hvis man ikke kendte faren. Rosalies skrig bolterede sig igennem rummet så det ringede for Tatias ører. Armen der blev hugget af. Blodet der flød. Tatias åndedrag var voldsomme og man kunne nærmest se, hvor anstrengende hun havde det når hun trak vejret. Hun bed sammen.
"Du er gået fra forstanden." Vrissede hun sammenbidt til skyggevæsnet. Tatia bed tænderne sammen da skyggevæsnet fandt en pose frem. Tatia prøvede at rive sig fri i voldsomme træk, men så stoppede hun. Tatia følte sig ond. Ond fordi, at hun på samme tid var lettet over situationen. Tatia var glad for det ikke var Wade eller Niylah. Specielt glad for det ikke var Wade som stod for den behandling som Rosalie fik. De lysende blade havde hun aldrig set før, men hun kiggede hvad der skete. Leen blev lagt bagved skyggevæsnet. Tatia spændte musklerne da den sindssyge kvinde greb fat i Rosalies hage og tvang disse blade i halsen på hende. Hendes hjerte slog en takt over, mest fordi, at hun ikke forstod, hvad der skete eller anede, hvad der kom til at ske. Hun havde ikke været væk længe, et par timer højest, ingen ville bemærke hun var væk fordi at hun var på patrulje. Måske burde hun bare rejst væk fra flokken... hun var skyld i alle dem som blev angrebet.

De ord som psykopaten mumlede fattede hun alligevel ikke, det lød som volapyk. De blågrønne øjne fulgte skyggevæsnet varsomt imens hun gik rundt. Manden blev skåret over og blodet flød ud kastede sig afsted - sikkert i håb om at kunne male gulvet rødt eller væggene? Så gik skyggevæsnet over til Rosalie.
"Jeg beder dig. Du må ikke slå hende ihjel.." Sagde Tatia bedende. Hvorfor trække tiden sådan.. "Gør det." Vrissede Tatia så. "Gør det nu bare.. få det overstået." Tatia klemte øjnene kort hurtigt sammen. "Gør det!" Hun kunne fornemme Rosalies frygt. Hun kunne hører, hvordan den unge shapeshifters hjerte bankede voldsomt afsted i panik. Et brøl. Et voldsomt brøl. Tatia fattede ikke, hvad der skete overhovedet.

Skyggevæsnet råbte op som var hun besat. Det mindede hende om sig selv i arenaen med Wade. Hun havde prøvet at stoppe sig selv dengang. Den måde skyggevæsnet kastede sig selv op af et træ. Tatia ville ønske hun kunne hjælpe Rosalie, men hun hang bare her. Tatia observerede skyggevæsnet, som hun fik et navn på lige pludseligt. Det sadistiske smil fik det til at løbe koldt nedover ryggen på Tatia. Hun brød sig ikke om at se den onde side vinde. Der var jo kun tre personer her, og Tatia tvivlede på at hun kunne få fat i den gode side. Leen blev samlet op igen. Tatia spærrede øjnene op og hendes hjerte stoppede kort i de sekunder leen blev svunget. Hun slog blikket ned og ventede blot på det sidste skrig. Da det ikke kom løftede hun blikket op. Tatia lyttede varsomt.

Tatia bed sammen.
"Du kan kæmpe imod det." Sagde hun så og sank en klump. "Du er stærkere end det her." Tilføjede hun og satsede alt på at kunne nå ind til skyggevæsnet.
"Hun er alt hendes far har tilbage... Han er alt hun har og hun er alt han har." Sagde hun så og sank en klump. Rosalie var i voldsomme smerter, og ærligtalt i den situation vidste hun, at Rosalie blot ønskede at dø så hun kunne være fri for smerterne. Et uhyre kom løbende, og hendes øjne reagerede ved at lyse rødt. Ulven reagerede altid hurtigt. Hun kunne dog intet gøre. Heldigvis så stoppede Moon uhyret ganske elegant. Den røde farve i hendes øjne forsvandt da væsnet var dødt.
"Moon." Hun prøvede at nå til skyggevæsnet ved at tale direkte til hende, med en sætning der startede med navnet. "Du behøver ikke at gøre det her. Du kan stoppe det. Du kan kæmpe imod." Tilføjede hun og sank en klump.

af Gæst Tirs 7 Jun 2016 - 16:32

For onde Moon var der intet bedre end at se andre lide. Opsluge deres negative følelser og nære sig på det:” Du forstår det ikke vel? Den fantastiske følelse af at tage et liv. Hvordan man skal skære få steder og pludselig forlader en sjæl en krop. Efterlader en tom skal. Tomme skaller er ikke særlig nærende.” sagde hun så og pressede kniven tættere mod pigens hals. Hun smilte stort og lænede sig ned og kyssede hendes pande:” Det er derfor jeg ikke slår dig ihjel. Du skal leve, men kun halvt. Halvt så du ville ønske at du havde været en tom skal.” sagde hun så, men brølet lød og de blev afbrudt.
Shapeshifterens bedende ord havde fået Moon til at kæmpe mere. Det var også en af grundende til at hun fik en smule kontrol. Da hun pludselig fik stoppet leen der skulle have skåret hende midt over. Moon tabte leen og vaklede en anelse væk mens hun stirrede på sine blodige hænder. Hendes øjne var tunge og den indre kamp var alt for udmattende. Leen blev tabt. Hun greb fat i en af pælene der hang der og borede neglene ind, hendes arme rystede en del:” Jeg…. Kan ikke….” gispede hun inden hendes blev flået ud af pælen som havde der stået nogen ved siden af hende og trukket i hende.

Moon faldt ned på knæ og stirrede ned i jorden. Hendes skuldre lavede små tilfældige tik, det var næsten umenneskelige bevægelser. Hun rettede hovedet op og begyndte at nynne en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun rejste sig roligt op og tog leen. Så gik hun hen og tog fat i shapeshifterens hår inden hætten faldt ned og afslørede hendes ansigt, et seriøst og irriteret blik var at finde i hendes øjne. Hun rykkede sit hoved tættere på den unge shapeshifters ansigt inden hun kneb sine øjne sammen:” Undskyld. Moon kan ikke kontaktes lige nu. Prøv igen senere.” sagde hun så inden hun slap hendes hår.
Hun så lidt på pigen der havde fået hugget armen af. Hun gik hen til hende og satte sig på knæ. Hun aede let hendes kind og så nu ud til at have ret meget medlidenhed med hende:” Hvis du vil… Kan jeg godt gøre en ende på dine smerter… Alt du skal gøre..” hun fjernede noget blodigt hår fra hendes ansigt og aede fortsat hendes kind:”...er at sige det. Bare sig det.” sagde hun så let. Der var ingen sadisme, at finde, blot en bekymret Moon der tilbød at hjælpe hende. Men det var stadig ikke den gode Moon.
Men shapeshifterens ord var ikke bare gledet i gennem det ene øre og ud gennem det andet. Flere ghouls kom løbende og Moon opdagede det ikke før et væsen farede mod hende og slog hende på siden af hovedet. Hun faldt til jorden og var væk som et lys. Ghouls’ne var dog drevet af lugten af blod, så ingen af dem havde i sinde at røre Tatia eller Moon. Desværre for den døde mand og Rosalie, betød det at de ville være det næste måltid.

af Gæst Tirs 7 Jun 2016 - 19:15

Om hun forstod det. Følelsen af at se nogle lide. Hun havde hørt Razor beskrive det var den følelse han havde og den var behagelig. Selvfølgelig fandt nogle det som en god ting. Tatias ulv knurrede let.
"Åh hvis du sætter mig fri herfra, skal jeg nok vise dig hvilken fantastisk følelse det vil være at skille dit hoved fra din krop." Vrissede hun arrigt. Vreden tog over hende. Det var tydeligt at se at hun var vred, meget vred. En af de få følelser hun ikke kunne kontrollere.
Den trætte pige i form af skyggevæsnet kæmpede og kæmpede en uendelig kamp. Det fik hende til at blive mindre vred og dog. Jeg kan ikke.. lød det gispende fra skyggevæsnet.
"Hvis du giver op nu.. så.." Hun sank en klump. "Du bliver nød til at kæmpe.. kæmp! Det øjeblik du stopper.. så dør du. Kæmp" Bad Tatia dog med en hvis styrke i sin stemme. Hun ønskede Moon skulle overvinde sin onde besættelse. Det virkede som et meget livagtigt skuespil. Moon var langtfra i kontrol, det havde hun indset.

Alt håb virkede tabt lige til.. at det gik op for Tatia.. at det.. nej. Der var intet håb. Hun var alene her. Hun hang op af et hegn og så bare til. Der var intet hun kunne gøre. Skyggevæsnet fald til jorden.. og derfra blev det blot en tak mere grusomt. De umenneskelige bevægelser fik de små hår til at rejse sig på hendes hud. Hun sank en klump. Nynnen. Tonelejet af den melodi. Det føltes som om en kold hånd lod sine fingre spidser glide ned langs hendes haleben. Det var en forfærdelig følelse. Tatia så allerede før begyndelsen af nynnen at Moon havde tabt. Det blev dog bekræftet da leen atter blev samlet op. Lyden af skridt der kom nærmere hende gjorde hun holdt vejret. Hjertet sprang en takt over. Den tætte øjenkontakt gjorde Tatia sank en klump let. Grebet om hendes hår gjorde hende intet. Hendes egen smerte gjorde hende intet. Så forskellen på at Moon havde fat og slap havde ikke den store indflydelse på hende.

Tatia reagerede først da Moon gik ned til Rosalie igen. Tatia kunne mærke sit hjerte banke voldsommere og voldsommere. Hun hadede at se Rosalie skadet sådan. Hvis de ikke gjorden noget ville hun dø af blodmangel jo. Moons spørgsmål fik Rosalie til at kigge over på Tatia. Tatia sendte hende et hurtigt nik. Hvis det var hvad hun ville - så måtte Tatia acceptere det. Rosalie så bedende på Moon. Hun ønskede at smerten skulle ende. Tårerne strømmede ud af den unge piges øjne.
"Jeg beder dig ende det.." Hviskede Rosalie hjerteskærende. Tatia klemte sine øjne sammen hårdt ved lyden af de ord. Hvordan skulle hun fortælle Niylah det? At på grund af hende så havde flokken mistet et medlem.

Øjeblikket blev afbrudt. De væsner kom løbende ind. En hel flok. Hun havde ikke set sådan nogle væsner før.. så de overraskede hende. Hun spærrede øjnene op da de sprang på manden først. Så angreb de Rosalie.Tatia kunne hører skriget fra Rosalie som ekko. Den samme tone der gentog sig om og om igen.. højere og højere. Tatia så blot på det... imens hun holdt vejret. Så hvordan Rosalies blod fyldte lokalet. Tatia kunne ikke få vejret. Hun kunne ikke få noget som helst formuleret udover sine læber. Hvis hun ikke var bundet op på så var hun nok faldet til jorden. De grusomme væsner skænkede Tatia og Moon ganske kort inden de forsvandt. Moon var bevidstløs..eller måske var hun død? Tatia tillod sig at bryde sammen. Hun lod sine tårer fare ud af øjnene på hende. Hendes læber skælvede voldsomt. Rosalie havde været hendes elev, en god veninde - hun skyldte sit liv til den tøs og nu var hun væk. Tatia kunne ikke undgå at kigge på de sølle rester der var tilbage.. øjnene flået ud.. hovedet smadret. Lå væk fra kroppen. Eller det meste af kroppen. Tatia bed sammen og prøvede at overtale sig selv til at trække vejret. Lysten til at skrige.. Den var der. Den var virkelig der. Så til sidst gjorde hun det. Skreg af sine lungers fulde kræft, og lyden var høj. Virkelig høj. Man kunne fornemme smerten i det. Skylden. Tatia gav sig selv skylden... ligesom det havde været hendes skyld Wade næsten havde mødt døden.. måske burde hun være alene.. så kunne hun ikke være skyld i folk skulle møde så meget smerte.
"Jeg er så ked af det.. jeg er så ked af det.. så så ked af det." Hviskede hun grædende. Hun bankede sit hoved tilbage så hårdt hun kunne gentagende gange ønskede at det blot var et mareridt hun havde.

af Gæst Tirs 7 Jun 2016 - 21:05

Moon åbnede øjnene efter alt tummultet var væk. Alt hun hørte var Tatias skrig. Hun satte sig op og tog sig til hovedet inden hun så, så de massakrerede lig der lå ikke engang en meter fra hende. Øjnene blev spærret op og en hånd ført op til den gabende mund. Hendes blik dirrede en anelse og små revner dannede sig ned af hendes kinder som var hendes hud lavet af porcelæn og gået i stykker. Det sveg en del og hun måtte lukke sine øjne hårdt i:” Det min skyld…” sagde hun så sørgmodigt. Den anden Moon, den onde Moon havde opnået sit mål og var gået i dvale. Atter en gang havde hun mindet Moon om hvor meget hun egentlig hadede sig selv nu om dage.
”Jeg kan ikke kontrollere hende…. Og hun har altid tænkt sig at stoppe… Flere mennesker skal ikke dø… Bare fordi jeg er for svag til at kontrollere hende..” hviskede hun så, men højt nok til at shapeshifteren ville høre det. Hun rejste sig og gik over til hende, med et sønderknust blik. Hendes vejrtrækning var virkelig tung, som om hun fandt det svært at få vejret. Hun var træt. Og trist. Hun var blot en sindsforstyrret person i andres øjne. Men ingen anede hvordan det føltes ikke at havde kontrollen over sig selv. Så hun måtte bare leve med det. Lide i stilhed.

Hun rejste sig og så kort på shapeshifteren inden hun gik hen og skar rebene over. Hun så kort ud som om hun skulle til at sige noget, give hende en dybfølt og god undskyldning, men da hun åbnede munden kom intet ud. Hun lukkede bare sin mund igen og rystede på hovedet af sig selv. Hun vendte sig om mod den døde pige. Revnerne bevægede sig ned af hendes kinder, til hendes kæbe hvor de stoppede. Hun gik hen til hende og lagde en hånd på hendes bryst. ”Ego præcipio tibi, ut vivere” (Jeg befaler dig at leve), mumlede hun så inden hun skar sit eget håndled op og smurte det ud over den døde. Først lidt på resterne af hvad der skulle være et ansigt, så på de flåede hænder, ned af de flænsede laskede klumper der skulle forestille at være ben.
”Et sanem” (Og du skal hele) afsluttede hun inden hun smurte noget af pigens blod i sin pande. Hun havde lært dette ritual tilbage fra en kort stund hun tilbragte med en hedensk sharman. Han lærte hende ved at opgive sin egen energi, ved hjælp af de magiske blade der blev spist inden dødens indtruffen, kunne hun bringe hende tilbage. Dog ikke som det væsen hun var da hun blev født, men et spøgelse. Hun mærkede sin egen energi blive drænet mens blodet hurtigt tørrede ind på hendes pande. Hun bed sine tænder sammen og knyttede sine hænder, mens healingen foretog. Hun havde prøvet det en gang før, og havde lovet sig selv aldrig at gøre det igen.
Men alligevel, efter alt hvad hun havde udsat shapeshifteren for, kunne dette være det mindste. Hendes mund begyndte at bløde og blod løb ud af hendes øjne. Hun hev efter vejret og følte nærmest at hun var ved at blive kvalt. Den ulidelige smerte af at føle at blive kvalt, havde hun aldrig oplevet før. Skyggevæsener havde jo ikke brug for at trække vejret.

af **Razor** Ons 8 Jun 2016 - 22:53

Det var ikke let at beslutte sig for hvilken del af denne verden man ville være en del af. Noget trak det ene sted fra og noget helt andet et andet sted fra. Det gjorde nærmest ondt i sjælen bare at tænke på alle de muligheder der var kastet i hovedet på en - også på så kort tid. Razor kunne fortryde at han ikke bare var skredet fra sit liv for længe siden og gjort præcis hvad han havde lyst til - men hver gang den tanke strejfede ham, så vendte han tilbage til den følelse der fossede gennem hans krop når den rigtig form for 'håndtering' af ham dukkede op. Der var intet der kunne beskrive det.
Forsøget på at finde ud af hvor han skulle gå hen, havde ført ham i en retning han ikke havde bevæget sig i før - hvert fald ikke engang hvor han pludselig blev opmærksom på sin lokalitet. Ikke at han vidste hvor det var - kun opmærksom på at han hvert fald ikke var et sted han kendte til. Han var dog hurtigt blevet nysgerrig - men før han kunne udforske hvad hans nysgerrighed hungrede efter, ramte duften af blod hans næse - ikke en helt frisk duft dog, eller jo frisk - men ikke tæt ved. Alligevel valgte han at bevæge sig i retning mod vinden - det måtte være der duften kom fra. Andet ville vel nærmest være umuligt, en duft kunne ikke kæmpe mod vinden.

Han nåede ikke at gå specielt længe før han stivnede og rettede blikket ud i luften. Lyden af et skrig - det skar nærmest ned gennem hans krop. Først vidste han ikke hvorfor, den reaktion havde han aldrig i sit liv haft på et skrig. Men det trak i ham og panikken blussede op og fyldte hans krop med varme der føltes helt ængstelig. " Tatia.. " mumlede han så bare kort og bed sig i læben. Et øjeblik stod han med blikket blankt ud i luften - Men s få sekunder efter var han sat i løb og spænede afsted på de bare tær, i den retning han fornemmede at skriget var kommet fra. Al verdens tanke fløj gennem hans hoved - alt for mange billeder på en gang, de var slet ikke til at skille ad - han forsøgte at ryste dem ud så han kunne fokusere på den færd han havde fanget og om at komme hurtigt afsted. Et sekund blev han distraheret af det og faldt næsten så lang han var på jorden - heldigvis nåede han at redde sig i faldet så han hurtigt kunne skubbe sig op igen og løbe videre. Desperationen var steget ham til hovedet og det gjorde det svært at løbe, at trække vejret. Angsten for hvad der var årsagen til skriget. Det var et skrig der skar i hjertet og gjorde ham nervøs - på en måde han ikke havde følt før - det kunne umuligt være godt, og med den fornemmelse der skvulpede rundt i hans krop - det kunne umuligt være godt.

Han standsede ved synet, ved duften af - blod. Det var det første der fangede hans opmærksomhed - men kort efter søgte den videre og hans blik opfangede Tatia " Tatia.. " fik han sagt, kort. Et øjeblik i tvivl om det overhovedet var kommet ud af hans mund. - Men hun var i live, det var første lettelse der ramte ham. Men hvad var der sket? Moon var den næste der røg under hans blik. Hans hjerte galoperede afsted, han kunne ikke helt finde ud af om det var på grund af løbeturen eller det han så - måske et godt mix af begge dele.
" Moon? " sagde han så bare kort og hans blik søgte mod det skyggevæsen han sagtens kunne huske - intet dårligt om hende. Stod hun bag? eller havde hun ligesom Razor opfattet at noget var galt her?
" What is going on.. " sagde han så - ikke helt som et spørgsmål, også alligevel lidt.. han vidste heller ikke helt hvem det var henvendt til.
Hans blik gled over kroppene på jorden, eller - hvad han gik ud fra havde været det. - normalt var det ikke et syn han havde noget imod, heller ikke at han havde det nu - men tanken om at det kunne have været Tatia, fik hans mave til at snøre sig sammen. Det var hvert fald hvad han kunne spore sig til ud fra hvad han så. Han bevægede sig dog mod Tatia - sikre sig at hun var okay, det var hvad han havde i tankerne. Hun skulle være okay.

af Gæst Tors 9 Jun 2016 - 22:55

Det er min skyld lyden gjorde hende vred. Hun var vred og trist. Dog gjorde hun intet andet end at lade tårerne strømme nedover sine kinder. Tatia så ikke rigtig ansigts udtrykket på Moon, for hendes øjne var rettet imod de sørgelige rester af sin veninde. Rebene blev skåret over og Tatia kunne tage sig til sine håndled. Det var tydeligt hendes hænder havde været bundet, men det var først nu hun virkelig kunne mærke blodet som kom tilbage i hendes fingre igen. Hun slog blikket op. Øjnene glødede rødt. Voldsomt. Hendes vejrtrækning var dyb og hurtig. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Død var en ting hun ikke var god til at håndterer. Jo hun havde da gjort det så mange gange før, men hvordan hun havde gjort det var ikke endt godt. Folk døde når hun var oprevet på den måde. Mange folk. Kvinden havde mistet forstanden. Hun fortjente ikke engang at gå rundt på denne jord. Psykopat. En knurren kom frem fra hendes bryst, og hun var egentlig klar til at springe på hende. Alt hun ønskede var at flå denne stupide tøs fra hinanden, og hun ville nyde det! Dog blev hun slået ud af sine voldsomme tanker da en stemme bragte hende tilbage. Ulven reagerede ved at vende blikket over imod Razor. Let sank hun en klump. De røde øjne gled ind og blev blågrønne igen. Tårerne trillerede dog stadigvæk ned af hendes kinder, selvom hun begyndte stille at prøve at bygge sin facade op for at være stærk for Razors skyld.

Let flyttede hun blikket over på Moon igen, hendes hjerte sprang en takt over. Så valgte hun at søge Razor i stedet for Moon da han alligevel gik imod hende. Hun svang armene omkring Razor og lod de sidste tårer strømme ud. Tænk positivt, lød det gentagende i hendes hoved. Det var selvfølgelig et tab for hende, men hendes verden kunne være gået under hvis det var Wade. Det var ikke Wade.. men noget i hende sagde, at Wade ikke havde det spor bedre end hende lige nu. Hun havde stadigvæk set ham og Raksha blive taget.. og det slog hende først nu, at hvis det ikke var Moo, hvem var det så?
"She is the reason.. that Rosalie is dead." Fik hun så tvunget udover hendes læber.. reason blev sagt med en lettere dyb og hadfuld undertone. Hvad fanden psykopaten havde gang i lige nu anede hun ikke, og hun vidste ærligtalt ikke om hun ønskede at vide det. Hun trak sig ud af krammet og tørrede sine øjne. Tatia pustede ud. For at komme ud af, hvordan hun skulle håndtere dette.. så måtte hun finde sig et mål. Et mål. At finde ud af, hvor Wade og Raksha var.. virkede som noget der kunne holde hende beskæftiget fra at håndtere dødsfaldet lidt endnu. Men hun ville ikke efterlade Razor ved denne psykopat.. selvom det virkede til, at han genkendte hende... skulle det gå hende på? Det var virkelig for meget for hende at håndtere. Så hun trådte lidt væk og tog sig til hovedet. Tatia fik grebet fat om sit hår og kiggede op i luften. Hun prøvede virkelig at bevare fatningen. Død. følelsen af at miste. En god ven. Død. Hvem ville den næste være? Og ville det også være en som ville dø på grund af hende? Ville det være Razor? Blake? Wade? Niylah? Hun ønskede ikke at flere skulle dø på grund af hende.

Tatia slap sit hår og knyttede næverne sammen. Så bankede hun den ind i det første ved siden af hende som var et træ. Det gjorde ondt. Voldsomt. Mest indeni. Det gjorde så ondt. Hun lod sig selv sive ned til jorden op af træet. Hun stirrede tomt ud i luften. Anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv.. faktisk. Tatia bankede et par gange sit hoved tilbage i træet. Skylden åd hende op, men så stoppede hun. Det var intet værd at side og have det dårligt med sig selv. Hun kunne enten sidde her og have ondt af sig selv.. eller hun kunne rejse sig op og finde Wade.. Så det gjorde hun. Hun rejste sig op og kiggede lidt tomt rundt. Moons død ville ikke bringe Rosalie tilbage.
"You know Crazypants." Sagde hun og kiggede på Moon. Tatias blik var langtfra venligt, og hvis et blik kunne dræbe, så havde dette gjort det. "I'm not gonna kill you.. I really want to.. but It doesn't seem right.. You will have to live with this.. this blood. That blood is on your hands.." Hvis Moon bare have ladet dem være i fred, så var det ikke sket. Så kunne hun have hjulpet Wade og Raksha.

af Gæst Tors 9 Jun 2016 - 23:30

Moon lukkede de andre ude, ænsede ikke engang at Razor pludselig var dukket op mens hun fuldførte sit ritual. Hun lod sine stråler komme ud, den ene svævede skræmt rundt som skulle var den en kylling der havde fundet ud af at den skulle ligges på huggeblokken. Dog fik Moon fat i den med et fast greb og pludselig tog hun ordentligt fat med begge hænder. Hendes krop rystede og pludselig begyndte hun at skrige mens hun begyndte at flå i strålen som var det en sytråd der skulle knækkes. Smerten var udholdelig og hun mærkede sin egen evne på sine hænder, fordi den havde opdaget at hun var i gang med at forråde den. Ofre den så hun kunne rette op på sin fejl.
Et underligt uforklarligt men også på en måde skrækopvækkende knæk lod som strålen overgav sig og lod et stykke blive flået af. Moons hænder rystede af smerte og det afflåede stykke dannede sig til en flydende strålende masse. Hun hældte massen i brystet på den afdøde Rosalie, hvilket fuldførte ritualet. Strålerne trak sig ind igen, den sårede virkede helt klart kortere end den anden. Hun ofrede noget af sig selv, et stykke af sine stråler for at Rosalie kunne komme tilbage. Hun sukkede kort og rejste sig inden hun begyndte at løfte på liget. Hendes øjne dirrede og pludselig vendte hun blikket tilbage mod Rosalie. Lige siden hun først havde mødt Razor, havde hun studeret det underlige sprog hun syntes det var, som han talte og nu havde hun en bred forståelse for det:” That blood will not be on my hands for long. I can fix my mistakes. Your mistake is to let me live.” det sidste blev sagt mellem sammenbidte tænder.

”Now help me with her body, or she will be gone forever. Do you know anything about ghouls?” sagde hun roligt og så ud til at have besvær med at løfte Rosalie selvom der ikke var meget at løfte på:” Well heres one important thing to add to your memo; They never have leftovers.” hendes stemme var bestemt. Hendes blik faldt på Razor og i et kort øjeblik stoppede hun op. Hun ville gerne sige noget men der var ikke meget at sige. Hvad skulle hun sige? At hun næsten slog den person han så ud til at holde af, ihjel? Fjollet. Og der var ikke tid til at forklare noget som helst. Healingen ville sætte i gang når som helst, og det ville alt have været for intet hvis de bare lod hende ligge.
Med deres hjælp eller ej, var hun opsat på at få Rosalie tilbage til vognen og langt væk herfra. Manden kunne ikke reddes. Han havde ikke indtaget bladene, han var ikke dækket af uskyldigt blod. Hvis der var noget Moon kunne takke det indre skyggevæsen for var det at hun forstod sig på at lave spøgelser. Rosalie blev sat op på vognen, dog havde Moon sin le ved sig. Hun var ret sikker på at Tatia ikke havde i sinde at tilgive hende, og hvis hun nu var rigtig uheldig havde Tatia i sinde at få hævn. Hun så lidt på ansigtet som allerede var ved at samle sig en anelse. Der var en lille forskel at se, men det var kun hvis man havde oplevet det før.
”You might think I’m crazy. Tatia, or whatever your name is. But I remember how you tried to pull me back to the light. Your words. It was like a hand of light guiding me towards the right path. For a while… I do not ask for your forgiveness..” sagde hun I en sørgmodig tone.
“I haven’t given you a reason to forgive me. I took away your friend.” Det sidste hviskede hun nu mere til sig selv. Hun havde levet længe og lidt mange tab. Mange tab på grund af hende selv der nægtede at dræbe. Og se hende nu? Nu er det hende der tager venner og flår dem fra hinanden! Var det et eller andet sørgeligt komisk hævntogt der var blevet forudbestemt fra det tidspunkt hun lå og græd ved sin vens døde krop? Latterligt. Hun så fremad uden at sige et ord mens hun førte vognen afsted. Hun ænsede ikke engang om Razor eller Tatia var taget med. Men ville Tatia ikke godt vide hvad der skulle ske med hendes ven? Moons første tanke var at Tatia nok var taget med for at se om Moon nu også åd liget, det kunne hun jo lige så godt, nu hvor hun var blevet dømt til at være psykopaten.

af **Razor** Man 27 Jun 2016 - 9:44

Han trak Tatia indtil sig i et kram, nej - et Tatia ritual. Sådan var det, sådan skulle det være. Det kom helt naturligt. Selv hvis han ikke havde haft lyst til at kramme hende, så var hans krop sikkert alligevel bevæget sig ind i kram. Holdt hende tæt, i håb om at kunne få hende til at føle bare en smule tryghed. At se hende sådan gjorde ondt. Dybt inde i brystet, ikke bare et lille stik.
Hendes ord fik ham til at holde hende endnu tættere. Selvfølgelig var det forfærdeligt. Men der var ingen grund til at gøre det værre end det allerede var. Razor kunne mærke vreden i Tatia - havde det været hvilken som helst anden person en lige Moon der stod der og var skyld i alt hvad der så end havde foregået, så kunne det godt være han havde ladt Tatia flå ansigtet af hende. Men det var ikke tilfældet, så hun måtte slå koldt vand i blodet - også selvom det nærmest var en umulig opgave at give en person med sådan et temperament og iver for at hævne hvad hun havde gjort.
At tage et liv, eller flere liv på dem som Tatia havde kært var ikke noget man sådan uden videre bare lige slap afsted med. Det var hvert fald det indtryk Razor havde fået af hende. Han vidste hvad hun ville gøre for ham, så hvorfor skulle det være mindre når det kom til dem fra hendes pack? - Det tvivlede han kraftigt på at det var.
Han slap hende igen og et øjeblik var hans opmærksomhed rettet mod Moon, som hun famlede rundt og lavede ting han slet ikke helt kunne sætte ord på. Han ville gerne vide hvad der foregik inde i hendes hoved - men heldigvis informerede hun også om det. Dog ikke et svar der var helt til at juble over. Tværtimod.

" Tatia! " knurrede han hurtigt da hans opmærksomhed røg tilbage mod Tatia, i det hun begyndte at rive sig i håret og slå sit hoved mod et træ. " Will you... Please, stop that! " mumlede han arrigt i et forsøg på at stoppe hende i den halv brutale handling. Hvilket forhåbentlig lykkes. Det ville ikke gavne noget som helst at skade sig selv på den måde ud i ingenting. Ikke engang at slå tankerne på plads ville sådan noget hjælpe på. Så det så han gerne at hun lige stoppede med. Frustrationerne kunne komme ud på en anden måde.

" Wait what!? Bringing her back? What kind of life are you planning on giving her? You'll only make her suffer even more by bringing her back.. " sagde han så og kneb øjnene sammen med blikket rettet mod Moon. - Hvordan hun havde tænkt sig at gøre det, forstod han ikke helt. Han kendte selv et spøgelse, hendes liv var ikke noget at prale af - hvem ønskede det for nogen? Fandtes der andre ting man kunne blive bragt tilbage som når man allerede var død? - Den information ville han gerne have. Men han gættede på at det ikke bare var lige til - ikke sådan som Moon havde udført en eller anden form for ritual. Det var måske en skyggevæsen ting. Sådan et kunne ting lidt udover det sædvanlige. Hvad end det sædvanlige så var. Tankerne styrtede rundt i Razors hoved, mest fordi han var forvirret og splittet - uviden om hvad der egentlig var sket, ud over at Moon tydeligvis havde taget 2 liv og - to liv for meget. Hvorfor han pludselig mente det vidste han ikke, fordi de ligevel som ham selv var en del af Tatias familie? - Et liv havde normalt ikke den store betydning for Razor, men på det seneste var der flere der havde en vis værdi og retten til at leve videre. Han rynkede kort panden lidt, før han så bare rystede på hovedet. Idéen om at bringe pigen tilbage var han ikke med på - derfor hjalp han heller ikke til med at få hende nogen steder hen.

Han rettede blikket mod Tatia, hun måtte være den med den rette stemme i det tilfælde. Om hun ønskede et liv som ikke var et liv for hendes ven eller om hun kunne acceptere døden for hende. Det var svært, men Razor var ikke behjælpelig før beslutningen var taget af hende som egentlig skulle bestemme. Moon kunne vel i princippet bare gøre det. Rigtigt eller forkert. Han fulgte hende med blikket som hun skubbede afsted med vognen.
" This is so confussing.. " mumlede han så bare kort, før han rodede sig lidt i håret og lod endnu engang sit blik søge mod Tatia. " What do you want for your friend? She's never gonna have the life she had.. " Sagde han så lidt og kneb kort øjnene lidt sammen. Hvis bare han havde været der og set det hele - så var forvirringen nok ikke så kraftig - men på den anden side, så kunne han måske have forhindret en del af det i at ske. Eller også gjort mere skade, han hældte dog mod det første. Det var ikke en situation Razor havde været i før. Den begejstring han normalt ville have haft over sådan en scene, havde gemt sig og synes ikke at være til at finde lige med et.

af Gæst Man 27 Jun 2016 - 18:45

Hun måtte være syg, Moon måtte være syg i bolten. Hvad fik nogen til at blive sådan? Det var et spørgsmål som hun stillede sig selv - ganske kort kun. Tatia sank en klump og pustede anstrengende ud. Let bed hun sammen da Razor nævnte at bringe Rosalie tilbage. Moon skulle ikke bringe hende tilbage - det lød måske selvisk, men det var ikke sådan man gjorde her. Tatia ville ikke engang bringe Wade tilbage.. eller ville hun? Ikke til et liv som han ikke ønskede. Tatia stod blot og stirrede på Moon. Tankerne fløj rundt på hende, af en eller anden grund var det lykkedes Moon at få kastet den afgørende stemme i hænderne på Tatia. Det eneste der vækkede hende ud af sin trance var Razor som talte til hende. Tatias blik flyttede sig over på ham, imens den sidste tårer gled ned af hendes kind. Så flyttede hun blikket tilbage på Moon. Så gik hun efter Moon. Tatia tørrede sine øjne. Tatia greb fat om Moons skulder for at trække hende tilbage.
"I don't want you to bring her back." Sagde hun meget direkte og bed tænderne sammen. "She was a shapeshifter. Same as me. In a pack. We don't bring people back to life. Her fight is over. And you are not going to bring her back." Tilføjede Tatia stædigt. "We don't go against our nature. None of us want to become anything else. We die. We die." Pointerede hun kort. Tatia ønskede ikke at bringe Rosalie tilbage for ikke at kunne være en del af flokken længere.. ikke være den hun var.
"You only gonna do more harm then good. So If you want to make this okay.. let me do things my way." Sagde Tatia så og sank let en klump.
"The blood is on my hands then. And you are Right I can't forgive you. I won't forget this." Pointerede Tatia og trådte ind foran Moon. "We burn the body." Tilføjede hun. Det var noget hendes far havde lært hende fra da hun var lille. Det var sådan de havde sagt farvel til hendes mor. Og sådan Tatia havde taget afsked med sin far. Sådan var det.

Dog valgte Tatia ikke at tage Rosalie med tilbage til flokken. Der var sket så meget med folk derfra. Tatia havde ikke tænkt sig at vise disse sørgelige rester af en ung kriger i træning. Hun kunne sige det var jægere. Jægere der angreb dem, og slog hende ihjel. Fortælle Wade, Niylah og Raksha sandheden. Men holde den tæt. Hvis det gik rundt at de unge nu også blev slået ihjel, så ville det skabe for megen uro. Tatia ville modtage kritik for at have ladet en ung kriger dø, men hun ville modtage endnu mere hvis hun lod Rosalie blive bragt tilbage til en hun ikke var.
"Will you help me find something.. so we can make a fire?" Spurgte hun og kiggede tilbage på Razor. Så kiggede hun på Moon. Hun spurgte dem begge to. Tatia følte med Moon, om hun ville indrømme det eller ej. Hun forstod følelsen af gøre noget man ikke havde lyst til. Det var forfærdeligt. Men lige nu havde hun vigtigere ting i sit hoved end det. For når hun var færdig her, så skulle hun finde Wade. Hun skulle finde ham. Og Raksha selvfølgelig. Blake kunne måske hjælpe hende. Han var en god tracker. Så slog hun det ud af hovedet og sukkede let.
"Yu gonplei ste odon." Hviskede hun og lukkede øjnene på Rosalie. Så sank hun en klump, og klemte kort øjnene sammen. "Mebi oso na hit choda op nodotaim. Reshop" (May we meet again, Goodnight).

Lige nu var alt hun havde brug for et kram fra Wade. At mærke hans læber imod hendes pande inden han svang sine arme omkring hende, og fortalte hende, at hun gjorde det rigtige. For dette var ærligtalt ved at være på kanten til at være for meget for hende. Det var længe siden hun skulle håndtere at dødsfald, og det bragte ikke andet end dårlige minder med sig. Tatia forlod ikke kropsdelene for hun ønskede ikke at Moon skulle pille ved dem eller forsøge at gøre det godt igen. Tatia havde fortalt, hvordan det kunne gøres godt igen. Ville Niylah forstå det? Hvad ville de sige til hendes beslutning. Nej nu skulle hun stå fast. Det var hvad Rosalie ville have.

af Gæst Man 15 Aug 2016 - 0:55

For hende betød det ikke så meget hvad Tatia end sagde. Hun kunne faktisk ikke være mere ligeglad. Nogen gange kunne hun godt forstå hvorfor den nye Moon tog over. Hvorfor hun pludselig myrdede. Det var klokkeklart. Assorian trænede hende til at blive en dræbermaskine, hvor meget han så end elskede hende, så han potentialet i det. Og det havde ført til hende som knækkede over i to. Pro-skyggevæsen, og den hun plejede at være. Hun sukkede og trak vognen, i sine egne tanker. Tatias greb trak hende ud af hendes tanker og hun lyttede til hende. Dog kunne hun ikke undgå at spænde i kæben af vrede.
”You dont want her back? Well. Princess. I’m gonna be straightforward with you. Not because I particularly like you, or enjoy your company. But because I need to fix my mistake.” Sagde hun med en skarp tone, hun var nød til at holde en pause inden hendes egen vrede tog over. Hun stirrede Tatia ind i øjnene mens hun sagde det:” If you dont want her back, go tell your people shes gone. She is still alive, as we speak. She will come back, maybe not as a shapeshifter. But she is healing. You want to burn her alive?” sagde hun så og lagde hovedet på skrå.
”Would you live with it. Knowing that burning her now, would pain her even more than the death she already went through?” Moon blinked ikke en eneste gang I hendes talestrøm. Og hun kunne heller ikke undgå at knytte sine hænder I vrede. Tatia. Som Razor havde kaldt hende. Så selvisk. Det kunne godt være at hun var i gang med at sørge og at alt var surt. Men Rosalie der bad om at dø var ikke den rigtige Rosalie. Det vidste Moon godt. Hun puffede Tatia væk fra sig og den ene stråle fløj ud gennem hendes ryg og var klar på at beskytte Rosalie som stadig lå på vognen.

Moon lagde en hånd på vognen og kiggede kort ned på Rosalie. Hun lod sin ene hånd glide over den ene arm. Hun rystede så på hovedet:” If you ask her now. Her real self. Do you actually think she want to die? No. She just wanted to end the pain. It is a human need to thrive for survival. Don’t bullshit me with your ‘honour to the pack’-shit. You might be noble. You might be holy. But in the end, you’re all fragile little humans” sagde hun så.
Der var ingen chance for at hun ville lade Tatia få kroppen. Hvis hun ville have haft hende, skulle hun havde stoppet Moon i at bringe hende tilbage til at starte med. Det var såre simpelt i Moons hoved. Hun så på Razor og sagde ikke et ord. Der var ikke nogle ord der skulle siges alligevel. Hun følte sig malplaceret. Deres søskende forhold. Det var stærkt. De ville støtte hinanden gennem alt. Razor kunne hjælpe Tatia videre, også selvom at Rosalies krop ikke blev brændt. Ikke?
Et kort blik på hesten der havde hjulpet med at trække vognen var nok for stort et hint. Moon var i fuld gang med at gennemtænke en plan på at forsvinde, med Rosalie. Også selvom det ville rejse en mur mellem hende og Tatia. En mur der ikke bare kunne brydes sådan lige.
"I'm sorry for your loss. But I will take care of her from now on. She deserves a second chance. And since you dont want to give it to her, since you'd rather burn her." den sidste sætning blev sagt i en form for snerren. Men hun sukkede bare istedet for at fortsætte. Det var alligevel på vej ud i det forkerte spor og hun havde sagt hvad hun ville.
Og hvordan ville det blive med Razor? Hun tog en hånd til hovedet, dog var strålerne stadig klar til at forsvare hende. Den mørke side havde formørket hendes tanker. Bedøvet hendes følelser. Var det sådan det føltes når to personligheder smeltede sammen?

// Undskylder det sene svar. Prøver lige at se om jeg kan komme på det rette spor igen. Håber svaret er fint ^^

af **Razor** Søn 4 Sep 2016 - 11:42

Razor følte sig mere splittet end hvad godt var. Måske fordi han for en gangs skyld godt kunne se logikken i hvad Moon sagde, men samtidig også kunne forstå hvorfor Tatia mente hvad hun mente. Det ændrede dog ikke på den side i ham der trak og sagde at det eneste rigtige var at hun skulle dø - en ting var den stemme i ham altid sagde at folk skulle dø, men især folk som egenligt var så tæt på at dø at de ligeså godt kunne få lidt hjælp på vejen. Om hun var i bedring eller ej. Der var ingen grund til at gøre tingene værre end de allerede var. Og Moons plan ville helt sikkert gøre dette. Tatia havde ret, hun skulle ikke bringes tilbage. Om det så handlede om hende pack, eller bare den virkelighed de stod i.
" Burning her alive would probably bring her less suffering. Waking up as something she's not? I don't believe that that is on her wish list.." Sagde han så bare, og rettede blikket mod Moon. Som tydeligvis var meget stædig og fortsatte alligevel med Rosalie i vognen.
" Definitely not humans though. " Tilføjede han så bare kort, med et lille grin. Som han alligevel, med nok vilje fik tvunget tilbage. Der var ikke noget at grine af. Men angsten for Tatias liv var efterhånden stilnet væk da han vidste at hun var okay. At andres liv var på spil - var han sådan set ikke meget interesseret i. Kun fordi det tydeligt bragte smerte i Tatia. Han stod ved hendes side uanset hvad. Også selvom han kendte Moon. Men at vælge side var i dette tilfælde ikke et problem.

" Moon! " Sagde han så bare, i en knurrende tone. " She's dead.. Healing or not.. leave her and let Tatia decide whats going to happen to her. Think about it. You want to bring her back, even though she's already dead. Dead because you killed her. Now you're planning on taking care of her? Something that will make this mistake wander around in your mind everyday from now on. Unless you leave her here. Let her die - and after that you can forget about it and move on. " Han kneb kort øjnene lidt sammen. Sætningen havde hvert fald givet mening i hans hoved. Om den ville give mening for de to, vidste han ikke med sikkerhed. Men han kunne vel håbe. Af en eller anden grund var det svært at løbe frem og flå Rosalie ud af Moons varetægt - de var begge så opsat på at være den der ville have noget at skulle ha sagt. Han skævede kort mod vognen, men så mod Tatia. Han havde fulgt efter Moon som hun havde bevæget sig videre. Det var ikke så smart at lade hende forsvinde helt, ikke hvis det i sidste ende ville resultere i at hun ville gøre hvad hun havde planer om. Hvad det så helt præcis indebar. Et eller andet sted virkede det spændende nok - at bringe folk til live. Men at leve som et spøgelse var ikke et liv. Man var bundet til alt for meget, ingen frihed. Det var der da ingen der ønskede. Han huskede det med sin søster. Hun havde været begrænset i alle bevægelser der ikke indebar at spise - og den energi hun fik fra føde - blev drænet på nul komma fem. Ikke et liv. Så kedeligt. Det samme som at være låst inde i et bur.

"You have to leave her... let it go. "
" Nothing good will come out of bringing her back.." mumlede han så bare lidt, og rynkede kort næsen en smule. Han ville gerne hjælpe Tatia med at lave et bål. Sørge for at Rosalie ikke ville komme tilbage i live. Men det krævede at Moon trak sig. Om det så skulle være frivilligt eller ej. Han håbede vel lidt på at hun et eller andet sted kunne se det smarte i bare at glemme denne dag - ikke bringe et minde med sig omkring det. Det ville ikke ligefrem ændre noget. Kun gøre tingene værre. Razor var ikke god til rigtig og forkert - men intet rigtigt var ved at bringe døde til live - der måtte han altså se sig slået i at, det at slå ihjel var mere rigtigt. Hvor forskruet det så end kunne lyde i andres øre.

af Gæst Tors 29 Sep 2016 - 20:48

//Jeg beklager, emnet er simpelthen for gammel til at jeg kan identificere mig med Tia ^^

af Sponsoreret inhold

I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)

Sv: I'm sorry it had to be you! Oh well! -Tatia (& Razor)