Ashes, ashes and we all fall down - Razor & Tatia (+ Reign)

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + et par sorte bukser
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

---

Det var de samme dage om og om igen. Nye fanger. Gamle fanger. Tortur. Død. Kamp. Alt det mørke der hang over dette her sted, det var forfærdeligt. Wade havde sagt hun havde et godt hjerte, men det følte hun langtfra var sandheden - hun var et forfærdeligt menneske. Pennen bevægede sig mellem pegefingeren og langefingeren mens de mørke øjne gled ned på papiret. De havde testet blandingens blod. Så dybt fascineret over ham, at de aldrig gav helt op på at fange ham ind igen. De ønskede at kopire hans dna - og hvad, lave deres hær af shapeshifters stærkere med dæmonblod? Det var en mulighed at skabe blandinger, og hun kunne sikkert knække koden - men hun havde ikke lyst til det. Elena så op fra papiret og hen imod cellen, hvor han bare lå - som en anden død fisk der gispede efter at komme tilbage i vandet igen. De havde fyldt ham med det sovemedicin hun havde lavet - utroligt hvordan hendes værker kunne bruges til sådan en ondskab. Det var et valg nu, hvis de ikke skulle jagte Wade igen, var hun nød til at blive her. Hun var nød til at gøre dette. Så måtte hun finde sin menneskelighed senere. Et suk forlod hendes læber i frustrationen over egne tanker. Det var selv samme celle som Wade havde siddet i et par måneder tilbage - 8 måneder siden. Der var endda stadigvæk størknede blodrester fra hans ophold. Hun kunne se på væggen og finde hver eneste lille detalje. Elena sank en klump og lukkede så mappen med papire. Elena sank en klump da det virkede til han rørte på sig. Måske burde hun vaske blodet væk fra hans pande inden han vågnede - hun ønskede egentlig ikke at han angreb hende, men mon hans muskler var i dyb søvn nok til at holde ham nede? Elena rejste sig op fra stolen og tog kluden op af den spand der stod på bordet. Hun vred det overskydende vand ud af kluden, og gik hen for at låse hans celle op.

Generelt var rummet delt i to - og hvis han havde styrken til at angribe hende - ville han alligevel ikke kunne komme ud rummet. Der var låst ud til, hvilket egentlig laged Elenas liv i Razors hænder og Razors liv i Elenas. Hun satte sig på hug ved ham, han var yngre end hende - hvilket gjorde det mere undrende overfor hende, hvad disse mennesker her ønskede med en så ung forsøgsperson? Hun lod det lune vand på kluden ramme panden, og vaske blodet væk. Dog trak hun hånden til sig som han virkede til at reagere på hendes kontakt.

Påklædning; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Halsbånd (og selvfølgelig ikke solbrillerne) ~

Igen? Hvorfor skulle det blive ved. Selvom han var blevet bevidst om den mørke sky der lå over ham var han stadig ikke sikker nok - stadig ikke opmærksom nok. Noget i ham måtte være til belastning for hans tilstedeværelse - hans ellers normalt bevidste tilstedeværelse. Han var distraheret, men af hvad? Han anede det ikke. Men noget som endnu engang havde bragt ham i en situation at være havnet her. Det var lige før denne gang var den værste. Ikke fordi det at kæmpe ikke var slemt nok, og især ikke det at kæmpe for livet for dem han havde kært. Men nu? Det var som at tiden stod stille. At være fanget i en celle langt væk fra resten af verden. Ingen vidste man var her - man var alene. Ikke engang det at slås kunne rede ham ud af det. Indtrykket han havde fået indtil nu var ikke at han var her for at kæmpe sig igennem endnu et spil. Nej det var noget helt andet, det var andre omgivelser og andre væsner der havde fingrende i ham. Samme sted men alligevel så anderledes.

Det var som om at det efterhånden var en dyrisk adfærd der faldt Razor normalt ind så snart han havde været slået ud - enten af sovemiddel eller anden form for kilde til et black out. Han vidste aldrig hvad han vågnede op til så hellere være på den sikre side - i forsvar. Han havde en gang haft øjnene åbne - opfattet situationen - reageret men det havde resulteret i at han med det samme var blevet tvunget tilbage i en døsig tilstand. Trukket ind i en ufrivillig søvn i ufrivillige omgivelser. Han hadede det.
Han var på vej til at vågne - langsomt. Han kæmpede sig nærmest tilbage til bevidstheden. Men det var først da han mærkede noget mod sin pande at han for alvor vågnede op. Hans krop reagerede per instinkt og slog øjnene op. Men kun få sekunder før han var halv på benene og over kvinden der havde vækket ham. Hans hænder var i samme øjeblik placeret mod hendes hals og pressede hende ned mod gulvet. Det var dog også en bevægelse der sugede alt den energi ud af ham han slet ikke havde og grebet blev løsnet til noget knap så voldsomt få øjeblikke efter. Den knurrende lyd der forlod ham falmede dog ikke på noget tidspunkt og det tydeligt dyriske udtryk han over sit ansigt forsvandt heller ikke. Han var ikke bange. Men forsvarsmekanismen fejlede ingenting og det var præcis hvad han var i - forsvar. Man vidste aldrig hvad man kunne forvente. Venlighed, vrede - fare eller alle andre ting derimellem. Der var ingen chancer at tage for Razor havde ikke tænkt sig at dø her eller lade nogen have magten over ham. Med det samme var planen at komme ud, helt præcis hvordan anede han ikke - men ud skulle han. Han holdt et blik stift ned mod hende og selvom det ikke var meget styrke han kunne ligge i at holde hende nede - så slap han hende ikke helt. Udnyttede i stedet tiden til at få sine sanser tilbage og fokus på mere end det tyngende lag der lå over ham. Måske han skulle have kommet sig lidt længere i liggende stilling før han havde taget handling. Virkningen af hvad end de havde fyldt i hans krop var endnu ikke helt væk.

Elena nåede egentlig ikke at reagere før hendes ryg var ramt mod jorden, og grebet om hendes hals blokerede luftvejene. Hun var ikke en kæmper, hun ville nok heller aldrig blive det. Dog var instinktet til at prøve at fjerne hans hænder langt mere i kraft end hun måske havde regnet med. Måden han stirrede på hende, fik hende til at holde øjnene på ham. I håb om, at han ville se hun ikke ønskede ham noget ondt. Små stik sår på armen indikerede at hun også havde været offer for et par ting eller to - men ikke nær så voldsomme som det hun vidste, at han havde været igennem. Til sidst droppede hun at prøve at få ham væk, hvis hun havde mere viljestyrke ville hun sikkert godt kunne have klaret det - men troen på sig selv var der langtfra. Elenas hjerne fungerede hurtigt og det krævede hende ikke mere end sekunder at gennemtænke en logisk plan for at få ham til at give slip. Hun lod sin hånd glide henover sit bælte, hvor hun fandt en kanyle med det sidste bedøvelse i. Elena stak den i siden af ham, og lod egentlig blot chokket af nålen gøre - så snart han fjernede grebet rev hun kanylen til sig, og kravlede baglæns ud af cellen. Så snart hun var ude lukkede hun den med sin fod. Hænderne rystede efter nøglerne til hun fandt dem, så hun hurtigt kunne låse for ham. Hjertet sad i halsen, men det var først nu hun rigtig bemærkede hvad der var sket omkring hende. Elena rejste sig ikke fra gulvet, i stedet for var hun kravlet over til muren, og sad blot stille imens hun stirrede på blandingen.

Hænderne snittede halsen, som om hun prøvede at finde ud af, hvordan hun fik hjertet skubbet på plads. Bare så det lød lidt normalt. Endelig fik hun rømmet sig.
"I'm not here to hurt you," fik hun så sagt og holdt vejret lidt. Let kløede hun sig i nakken. "Remember the girl.. the girl you were here with you 2 years ago.. the one Wade was with too.. they are coming for her.. they are after her.. wanna lure her out to a cabin.. I don't want that to happen, but I can't leave without they find out.. but I have to warn Wade or you have to," tilføjede hun og sank en klump. Et suk forlod hendes læber som hun så mod Razor. Øjnene var oprigtige, der var ingen grund til at lyve. Stemmen var stille og ingen uro at finde på den måde.

Han holdt hende fast så længe som muligt, men da en nål skød ind i siden på ham slap han rimelig hurtigt, i et kort hvæs og et øjeblik halv bebrejdende blik. Mest for at undgå muligheden for at få det ind i kroppen sådan en nål i mange tilfælde kunne have med sig. Det var også derfor han flyttede sig med det samme fra hende. På afstand. Han lod sin hånd smutte ned til sin side hvor hun havde stukket ham med nålen. Det var det eneste han kunne mærke - hun havde tydeligvis ikke gjort andet end bare at stikke ham med nålen. Smart. Det ville måske også være dumt at bedøve ham igen hvis det havde været planen at vente til han vågnede med whatever de havde tænkt sig. Han forstod det ikke helt, var egentlig lidt i tvivl om han virkelig ville forstå eller bare gerne ville hjem. Utroligt man kunne savne hjem så meget så hurtigt. Ikke engang bare hjem - alle andre steder end her.

Han skævede mod hende som hun hurtigt kom ud af cellen igen. Stadig ikke med meget andet end et dyrisk udtryk. Det var dog kun indtil hun valgte at sige noget. Han lyttede til hvad hun sagde - men valgte at svare til at begynde med. Slog bare blikket væk og valgte at læne sig lidt mod den nærmeste mur. Faktisk gik der længe inden han valgte at svare. Hvad skulle han svare - kunne han overhovedet stole på hende? Hvorfor skulle han stole på hende? Hun havde ingen grund givet ham. Ikke ud over hendes ord og hvis de i sidste ende ikke var sande. Hun arbejde her vel bare. Hun var på fjendens side af tremmerne. Ikke til at stole på. Han rynkede kort panden en smule men satte sig så lidt ned igen - fandt sit fokus. Bedøvelsen skulle være helt ude af hans krop før han besluttede sig for sit næste trak. Medmindre selvfølgelig tingene tog en drejning inden da og han blev nødt til at tage handling på anden vis. Han skævede kort lidt mod hende igen kom så bare med et kort fnys.
" Why would I even listen to you? " knurrede han så bare lidt før han pillede lidt ved sine fingre. Han ville gerne ud. Det var som om at den skygge der lå over ham blev mørkere og mørkere for hver gang han satte fødderne dette sted. Den spændte blanding der første gang havde været en del af hele det her spil - det var slet ikke den samme længere. Det havde ikke knækket ham, men helt klart ændret ham. Og ikke til noget bedre. Vreden i ham var utrolig og intet fik det til at blusse mere end gang på gang at ende op her. Det virkede som en endelig ring - håbet om nogensinde at slippe ud af det virkede så fjernt. Hvordan skulle det ikke ende? Havde det overhovedet en ende eller ville det kræve man gav efter og lod dem tage ens liv? Det var ikke noget Razor havde tænkt sig at lade ske. Han rettede sig kort lidt op men skævede så bare lidt rundt i cellen før han rystede lidt på hovedet.

" Besides - how do you expect me to warned her if I'm stuck here? " Bed han så bare af hende. Der var af hvad han kunne se ikke en eneste vej ud og hvis det var vigtigt at advare Tatia - ja så ville det kræve han kunne komme ud. " I'm not one of those mind controlling idiots.. Maybe you should do it yourself, you must be here for a reason. Probably not a good one - considering I'm the one locked up and you're the one with a key.." mumlede han så bare lidt og rykkede på sig, dog i en bevægelse der tydeligt afslørede irritationen og frustrationerne omkring hele situationen. Det var forfærdeligt - han gad ikke.

Elena vidste der ingen tid var at spilde på small talk. Der var bare heller ikke tid til at finde på en bedre plan - eller jo det var der, og alligevel ikke. Elena kendte ikke Tatia, hun havde set hende de gange hun havde set hende - og det var vidst ved at være oppe på en 3 gange eller noget i den stil. Det gjorde det ikke betydeligt nemmere at hun vidste, at Tatia stod Wade nær - lige meget hvordan tingene så end så ud. Folk gjorde dumme ting overfor dem de elskede hele tiden, ikke at hun nogensinde havde oplevet det - men det var en historie for en anden time. Han havde ingen grund til at stole på hende - sandt. Why would I even listen to you? Elena sank en klump
"You have no reason to, " svarede hun blot og så stille imod ham. Hun hadede at se hvad der blev gjort ved folk dette her sted. Alligevel var hun her stadigvæk, måske var det fordi hun var bange for verdenen uden om? Hun passede ikke ind nogle steder, ingen ønskede hende andre steder. Måske holdt det hende her alligevel? How do you expect me to warned her if I'm stuck here? Elena fik endelig rejst sig op og kørte en hånd henover sit hår. Hun ville sige noget da han åbnede munden igen; You must be here for a reason. Probably not a good one - considering I'm the one locked up and you're the one with a key.. Hurtigt rystede hun ordene af sig.
"You are right. But maybe I wouldn't have locked you up if you didn't scared me for trying to clean your wound," pointerede hun stille og holdt vejret ganske kort. "I will gladly help by doing it myself. But If I go, they will look for Wade - and I'm not gonna let him get hurt again," tilføjede hun ret bestemt. Let tog hun nøglerne frem og så på dem.

"I'm gonna make a plan okay.. I just need to know that you are on my side.. " pointerede hun som hun satte nøglerne i for at låse op for ham. "If they come just pretend you are attacking me.. I'm not really a fighter.. I'm more brain then.. yeah a warrior." Tilføjede hun og kløede sig kort i nakken som hun gik tilbage til sit bord. Hun åbnede mappen og fandt en plank side.
"Okay.. " Et suk forlod hendes læber, som hun lod hjernen fungere for hende. "The easiest way to get out would be the front door.. no one really uses it - because no one really enters it. That is why I can't leave, they have this place hidden with some kind of magic. You can't see it after you leave, that is why people get so fucked up," tilføjede hun og løftede de mørke brune øjne op på Razor.

" Admit it... You would've have done the same thing if you were the one being trapped here for the... whatever far to many'est of time. " Knurrede han så bare lidt. Så kunne hun sige hvad hun ville. Razor var i forsvar så snart noget ikke var som han selv havde planlagt det. Det var en af de ting stedet her havde vækket i ham. Normalt ville han tage alting som de kom - ikke være påpasselig bare til og rette sig ind efter omstændighederne. MEn han havde efterhånden lært at for overlevelse var det ikke helt nok.
Han klikkede kort med tungen. " Wade.. isn't he big enough to take care of himself.. Jeez. " Sagde han så bare lidt i en halv snerrende tone. Okay måske ikke helt grund nok - Razor vidste godt en del om hvad Wade også havde været igennem, men af en eller anden grund var der bare lige pt en masse der irriterede ham ved ham. Sikkert fordi tingene med Tatia stadig var et dybt sår som der ingen healing havde fået og Wade var en del af det. Han havde redet Tatia ud af kløerne på Razor - han var både vred og helt utrolig taknemmelig over det.

" If being on your side will get me out of here.. Sure, I'm on your side. " Sagde han så lidt og rynkede kort næsen lidt, han skævede dog så mod hende igen - eller mest mod nøglerne i hendes hænder. Han rejste sig så bare lidt op igen. Han stolede overhovedet ikke på hende og var meget opmærksom på alle hendes bevægelser. Han var træt af at føle sig som et dyr i bur. Det lå i hans fortid og sådan skulle det blive ved med at være. Den type slave han var nu var ikke ment til at sætte ham i bur. Han rettede sig lidt op men trådte så bare hen hvor hun havde låst op.
" So you're saying we're fucked up? " Han kneb kort øjnene lidt sammen men skævede så lidt mod hvad hun lavede. Der gik ikke længe før han trådte ud fra cellen. Holdt dog stadig afstand til hende - men kun indtil han var sikker på at hun ikke stod og legede med mulige våben. En ting var at hun havde sagt at hun ikke var en kriger - men det var bare ord. Det kunne sagtens slet ikke være sandt. " And where do I find the main entrance? " Spurgte han så bare. Hans blik var rettet mod hende - men alle andre sanser var fokuseret på omgivelserne. Bare for at være sikker på at de var alene - at ingen var på vej. Selvfølgelig kunne man aldrig være helt sikker på noget dette sted men i det mindste var der en mulighed for at opdage det hvis der fulgte en lyd med et muligt selskab.

" So you're working here against your will? Hm.. " Han rynkede næsen en smule før han lod blikket glide rundt. " I would rather die than work for people like this.. " mumlede han så bare - bevidst eller ubevidst. Der lå i sidste ende en vis hentydning i hans ord. Han forstod ikke konceptet i dette sted. Hvad gjorde det godt for? Folk der slog ihjel burde gøre det på en anden måde end dette sted. Razors måde synes han da personligt selv var helt igennem iorden - frem for dette. Tsk. Han rettede så bare blikket mod hende igen.
" Could you maybe hurry up and make famous brain work faster - If you're really going to help me get out of here. And not get killed in the progress.. " Sagde han så bare og kneb kort øjnene lidt sammen.

Det første valgte hun at undgå at reagere på. Alt for at undgå at diskutere med blandingen, som tydeligvis ikke var ovre sin irriterende teenage tid endnu. Et nik forlod dog hende da han sagde, at han var på hendes side. Det var svært ikke ligefrem at være fristet til at være på hendes side i situationen, han havde ret - hun bar nøglen og metoden at komme ud på - og hvem ville ikke ønske at komme ud herfra. So you're saying we're fucked up? Let hævede hun på et bryn.
"You clearly only hear what you want to hear, don't you?" Spurgte hun uden egentlig at ønske svar. Hun valgte at vende opmærksomheden mod arbejdet - det burde hun efterhånden være god til. And where do I find the main entrance? Elena rullede kortfattet med øjnene, kunne han ikke bare lade hende tænke bare lige i to sekunder. So you're working here against your will? Hm.. Elena sukkede irriteret og bed sig kort i tungen. I would rather die than work for people like this.. Hun smed hænderne ned i bordet og så op på ham.
"Listen up kiddo. I'm trying to help you here.. so either you shut the fuck up and let me work - or you go back to that cell and stay there forever. Got it? Good," sagde hun så med en lettere hævet stemme dog uden at råbe. Tydelig i sin måde at formulere sig på var hun.

Så vendte Elena opmærksomheden tilbage på papiret. Som om den blanke side skulle hjælpe hendes hjerne med at udtænke en eller anden mester plan.
"I have an idea.. you might not like it - but it till gain you a little more free pass," sagde hun så og sank en klump. "I can tell them I need you in my lab.. to test you - not that I would do any tests or anything. But once you are under my watch - they will not check up on it till I tell them to.. but I would need to drug you with a little bit of stuff that will make your body sleep a little.. not a whole dose.. just so when they come and pull you to my room.. you don't attack or try to kill someone." Tilføjede hun og så mod Razor. Elena tog en kanyle frem fra sin kasse med væsken i og lagde den på bordet foran ham.
"You can do it yourself or I can do it - just with the right among to not knock you," sagde hun så og sank en klump..
"Or we can just make a run for it.. walk for it.. In few minutes everyone will be on the arena to watch a fight.. I can move you away when it starts.. when you get out. They have sent her a your blood - so she thinks she will safe you.. she might already be there.. and after the arena is gone.. they will come to take her."

Han lyttede ikke rigtig til hvad hun sagde - eller jo, men svarede ikke på det. Sensitiv kunne han da kun have sin fulde ret til at være. Han var her igen og det satte alligevel hans følelsesregister på den anden ende. Det var ikke fair - men intet var fair. Han lod bare blikket hvile mod hende et øjeblik før han så bare hævede et bryn et øjeblik - som blev afsluttet af med klik med tungen.
" For the record - you can't force me back in the cell - I could just kill you and figure out a way out my self. " Sagde han så bare. Også selvom det i sidste ende sikkert var nemmest at komme ud. Hvis hun kendte stedet og vidste præcis hvordan tingene fungerede. - Han reagerede ikke mere end med en rynket næse på hende milde udbrud. Kvinder.. De havde tendens til at blive oprevet over ingenting. Et par kommentarer fra en fange burde da ikke være noget der satte det hele på tværs.

" Anything is better than here.. " Sagde han så bare lidt - ventende på hendes idéer. Der skulle meget til før han ville stå i vejen for en idé. Alting var muligt og egentlig ville han bare gerne væk herfra - mere var der sådan set ikke i det. Han skævede mod den kanyle hun fandt frem men rettede så blikket mod hendes ansigt.
" I say we make a run for it - I'm not gonna drug myself just for you to put me back in there or let someone else do it.. " Sagde han så bare lidt. Tydeligt at han stadig ikke stolede på hende og ikke havde tænkt sig at stole på hende medmindre hun virkelig beviste det overfor ham. Okay hun havde låst ham ud, det burde være bevis nok - men det var det altså ikke helt. Han rettede sig kort lidt op men skævede så kort lidt rundt i rummet før hans blik rettede sig mod hende igen.
" So you're just planning on staying? Isn't it stupid - you could make it out too you know. If it's really true what you're saying, that you're here but don't actually want to be. " Han trak kort lidt på den ene skulder men rettede så blikket mod nærmeste dør.

" Either way.. Fine - lets do it.. " Sagde han så lidt med et kort lille nik. Selvom han ikke viste det så var der alligevel en vis fornemmelse i ham der sagde at han skulle stole på hende - i det mindste for Tatias skyld. Hvis de forsøgte at fange hende ville han helst sikkert sætte en stopper for det. Ikke fordi han følte sig klar til at se hende i øjnene. Men han havde i forvejen svært ved at være i sig selv - hvis han lod dette ske ville han aldrig kunne tilgive sig selv. Måske overbevise sig selv om at det var okay - men aldrig helt mene det. Hun var hans søster og hans pligt var at beskytte hende.
Han rettede sig op og rettede blikket mod hende. " I'm not gonna wait for you though - if you wanna make it out too you better get those tiny feet moving.. " Sagde han så bare før han satte kurs mod hvor end de så skulle hen. Han havde ikke tænkt sig at stikke en kanyle i sig selv eller lade hende gøre det. Blev det nødvendigt kunne han helt fint spille halv slatten og lade sig trække med. Men han vidste hvad det der mærkelige væske gjorde ved ham og det havde han ikke planer om at lade dem gøre - ikke uden hvert fald at have gjort et forsøg på at overbevise dem uden.

I could just kill you and figure out a way out my self. Elena kneb øjnene lidt.
"Sure. You could do that. But, when you have killed me. It would take you at least an hour to get out from here.. and when you are in the halls. If you wanna find a way out, without anyone sees you - it will take you another hour if not two. You can run for it keep the attention on you, but the odds say you will end up right back here or on the battle field," svarede hun næsten ligeså hurtigt som han var stoppet med at snakke. Hjernen fungerede hurtigt på det punkt, havde allerede analyseret hans chancer for at komme fri på egen hånd - chancen var der, men ikke betydelig stor. "So as you see, if you wanna get to her before them. You need help from someone who has extremely good memory," tilføjede hun og trak en anelse på smilebåndet.

Let løftede hun blikket op som han endnue engang åbnede munden. I say we make a run for it, Elena nikkede og lukkede mappen igen. Hun havde ikke brug for at han stolede på hende - tillid tog tid. You could make it out too you know. If it's really true what you're saying, that you're here but don't actually want to be. Tanken skræmte hende, for hun havde intet hjem. Hun kunne umuligt tage tilbage til byen, og hun kunne ikke overleve i skoven - men hun forventede heller ikke folk skulle forstå hendes ensomhed - ingen forstod den alligevel. Alligevel rejste hun sig op og låste rummet op. Folk var der ikke nogle af. Der var helt stille, så meget opmærksomhed fik arenaen - specielt når der var eksperimenter blandet ind i det. Elena stod frosset fast i døren, og kiggede til den ene side - friheden bankede, men var hun klar til overhovedet at se den i øjnene endnu? I'm not gonna wait for you though - if you wanna make it out too you better get those tiny feet moving. Stemmen slog igennem til hende, og hun fik med ham uden egentlig at tænke mere over det. Elena tog en dyb indånding som de gik hurtigere og hurtigere igennem de mørke gange. Utallige døre nok til man kunne dø af at tænke over meget over det. Der var det Razor måske fik et indblik i, at det ville tage et par timer i hvert fald. Elena virkede derimod til at vide præcis hvilke skridt hun skulle tage - uden egentlig at virke anstrengt over det. Folk der arbejede her kunne også være forvirret, men Elena havde trods alt fordelen her.

Et par drej til højre og nogle til venstre - og de kom til en dør som egentlig bare lignede de andre. Elena åbnede den, og der var den. Skoven. Det var længe siden hun havde været så tæt på skoven egentlig.
"Come on," sagde hun så og trådte udenfor. "You are a lot faster then me.. and you know the woods better.. seek to the middle of the woods, track the scent of your own blood," tilføjede hun og gav Razor et nik.

" Suuuuure.. But maybe not that long. My nose isn't all useless. I could probably cut down an hour just by using it.. " Sagde han så bare kort lidt henkastet. Ikke at der skulle ligges mere i diskussionen. Der var vel ikke andet at gøre end bare at - forsøge at tro på hendes ord. Han vidste gang at han kunne spore sig frem til det meste bag murene herinde, men lige frem en vej ud? Det var nærmest umuligt. Han blev også kun bekræftet i det da han nåede ud fra rummet de var i. Alting lignede hinanden og det var nærmest helt sterilt i dufte. Det mindede ikke om de celler eller gange han før havde fået ledt sig gennem. Ikke som grotter der stak af råd, lig og blod. Tværtimod en ren duft der slog hans sanser ud af kurs fra at finde andet end den samme kedelige duft. Det var ærlig talt frustrerende. Han var måske mere afhængig af hende end han ville indrømme. Hun virkede målrettet så uden yderligere kommentarer valgte han at følge med hende gennem gange, døre - præcis hvor hun gik gik han selv. Han kunne have kommet med en masse ting at sige - men at vække udnødvendig opsigt under en flugt. Så meget klogere var han dog blevet indenfor det seneste års tid. Der var ikke brug for det - ikke når det galt magter man vidste man ikke kunne hamle op med.

Han skævede sig kort over skulderen men slog så blikket ud af den dør hun åbnede. Den friske luft og synet af træerne der tårnede op mod himlen var en lettelse. Man havde ingen fornemmelse af livet når man var fanget bag mure uden udsigt til verdenen udenfor. Han skævede kort lidt mod hende før han så bare nikkede en enkelt gang. Han trådte selv ud og med det samme var fornemmelsen af skovbund under hans fødder - lige så meget som han efterhånden hadede denne skov - så elskede han den også hver gang han endelig var i den efter et møde med det her sted. Blandede følelser. Skoven var ikke som førhen et af hans favorit steder. Han måtte nok indrømme at det skabte mere kaos end glæde - frygt end tryghed og der var ikke meget at gøre ved det andet end at lægge låg på og håbe at det ikke kogte over. Han rettede sig kort lidt op.
" Cabin.. my own scent - got it. " Han skævede kort mod hende. " I'll thank you next time - when you're no longer a part of that sick cult-alike business in there. 'till then - I do hope you find a way away from here.. " Sagde han så bare kort og sendte hende et kort lille oprigtig venligt smil. Nok det eneste venlighed han havde at gi' af på nuværende tidspunkt. Så det måtte hun acceptere. Han var så hurtigt af sted ud mellem træerne i skoven. Han skævede sig kort tilbage og rynkede panden en smule - hun havde haft ret. Underligt nok. Der var intet af se. Ikke ud over kvinden som havde hjulpet ham ud igen. Godt nok kun for at finde Tatia - forhåbentlig inden de gjorde det. Medmindre det var en dum fælde at sætte ham i. Tvivlen fik ham til at sænke farten. Men kun et øjeblik før han igen satte farten op og løb afsted. Der var ingen grund til at tvivle på det. Hvis det endelig ikke var sandt kunne han forsvare sig selv lettere herude end derinde og det måtte være det der drev ham frem.

Det tog ham ikke lang tid at fange sin egen fært - men det at nå frem til den tog alligevel lang tid nok. Selvom kondien ikke fejlede noget så var det hårdt at rende rundt mellem træerne med alle sanserne vidt åbne til alle lyde, bevægelser eller lugte. Han endte med at gå et stykke mens han overvejede omgivelserne og hele situationen. Et eller andet sted håbede han på at det bare var en omgang vås og han i sidste ende slet ikke skulle advare nogen. Han rynkede kort panden lidt. Det kunne samtidig være at han var lokkemaden - ikke nok med hans blod var lokkemad men det at han så selv var ude gjorde det vel kun værre? Hvad nu hvis det var et del af deres spil? - var han faldet i en fælde så hurtigt. Taget med begge hænder i kagedåsen og nu skulle han bøde for sin naivitet. Burde han have tvivlet på hende? - En hytte dukkede op længere fremme og alle tanker forsvandt i det han satte i løb dertil. Kun for at skubbe døren op og møde... Ingenting? Han rynkede kort panden lidt men rystede så bare lidt på hovedet. Måske havde han været hurtig nok. Han forsøgte med det samme at fange Tatias fært i stedet men intet dukkede op. Hvilket måtte være et godt tegn.

Hytten var ganske unik. Den så måske gammel og kedelig ud, men den var ikke ligefrem til at slippe udfra. Razor var perfekt lokkemad til at lokke Tatia til sig. Det var i hvert fald hvad Elijah havde tænkt, efter hvad han havde set ved første gang de to arbejede sammen. Det var ikke fordi Elijah var dum eller noget, han vidste godt hvor han kunne finde Tatia - hvis han ville finde hende - men Wade irriterede ham, han var i vejen. Måske skulle han bare have dræbt ham da han havde haft chancen? Så snart Razor var inde i hytten kunne han ikke komme ud igen - første del af planen klar, nu manglede de blot at Tatia var på vej, og så begyndte hytten egentlig at blive varmere og varmere. Ilden i pejsen gik ud af kontrol, og snart løb flammerne henover borde og gulve. Slugte alt på sin vej. Snart var ilden overalt og der var ingen måde at komme ud derfra.

Tatia havde været ude at gå, efter et par dage i ro og mag med Wade. Det havde været rart, bare at slappe af - og lade nerverne blive bundet til jorden kort. Det havde de haft brug for, virkelig meget. Men så havde hun pludselig opfanget færten. Færten af Razors blod, og det var ikke ligefrem noget hun turde tøve på. Tatia havde ikke engang tid til at løbe forbi Wade og sige, hun løb for at se hvad der skete - måske fordi at hun vidste han ikke ville lade hende tage afsted alene. Hvilket der måske også var grund nok til ikke at gøre, men hun havde ikke tid - hvad nu hvis han var i voldsomme problemer? Varmen opfangede hende snart og fik hende til at løbe hurtigere - ild. Go to the flames, take its power.. Stemmen fik hende til at spænde i musklerne kort, men hun forsatte med at løbe. Færten forsvandt så snart ilden havde brændt sporene, men heldigvis ledte det samme sted hen. Uheldigvis fandt hun Razor fanger i flammer. Ilden var voldsom - og blikket flakkede rundt.
"Razor!" Råbte hun op og hev vejret ind. Kort havde hun helt glemt sin egen evne og løb mod varmen af flammerne. Flammerne dansede allerede mod hende som var hun deres grund til at leve - eller blot en kilde til endnu mere kraft.

Uden at tænke videre over det gik hun indenfor, så sig omkring. Den orangefarve af flammerne var voldsomme, og næsten ikke til at se igennem. Normalt ville ilden allerede have været ved at suge ilten ud af lungerne på hende og kvæle hende - men hun bemærkede den ikke engang. Det var som at gå grund normalt. Hvilket gjorde det langt nemmere at lede efter Razor.
"Razor, where are you?" Spurgte hun højt ud i rummet og mærkede ilden som slangede sig hen imod hende. Snart løb den henover hendes fødder. Hvilket burde brænde umådelig meget. Så fangede blikket ham endelig, og hun gik hurtigt hen til ham. Så an om han var skadet. "We have to get you out of here," sagde hun så for at prøve at løfte ham op på benene så hun kunne trække ham med ud. Men barrieren i døren stoppede dem på vejen.
"No.." mumlede hun og slap Razor som flammerne var på vej imod dem. Hun gav ham et nik, til at han skulle stole på hende - stole på hvad hun ville gøre nu. Så satte hun sig egentlig blot på hug og strakte en af sine arme frem. Lod flammerne møde huden og lod den danse sig omkring hendes hud. Snart var det som om hun tiltrak alle andre flammer. De slap det kaos de havde gang i for at brænde sig fast til Tatias sjæl. Tatia lukkede øjnene og lod dem egentlig tage over hende. Danne sig omkring hende som en stor flamme. Lignede hun brændte op, tøjet brændte af og efterlod hende egentlig blot der. Snart var lyset i hytten ude og flammerne væk.
"That was far to close," mumlede hun og rejste sig op. Gik igennem hytten for at finde et værelse så hun kunne trække i noget nyt tøj - et par shorts og en tank top. Let kørte hun hånden henover håret som hun satte det op i en hestehale.

Han burde være lettet. Lettet over ikke at finde Tatia her, intet spor af hende. Hun havde ikke været her. Det burde han være lettet over - men det var slet ikke den følelse der strømmede ind i hans krop efterhånden som han lod blikket glide rundt. Det var noget helt andet, noget ubehageligt. Som en bekræftelse i at han virkelig havde dummet sig. Virkelig havde taget den forkerte beslutning da han havde valgt at tage herhen. Det var jo ikke helt det der havde været meningen. Han skulle redde Tatia - men hvordan redede man en der ikke engang var til stede, en han ikke kunne dufte sig frem til eller høre nogle steder fra. Et øjeblik var det en nervøsitet der fangede ham og han rynkede panden lidt og skulle til at træde tilbage mod døren han var kommet ind af. Lige som varmen begyndte at omringe ham - det undrede ham kort - det var ikke så tit at hytter tilfælde steder i skoven havde varme der bare lige kunne varme i så voldsomt en grad. Det gav kort et sæt i ham da ilden pludselig skød hen over gulvet og videre op i en tyk mur foran døren. Han skævede mod ildstedet men trådte så bare nogle skridt tilbage. Overvejede kort sine mulighederne - men inden han kunne tage handling var selv vinduet dækket til med tykke flammer - flammer der ikke ligefrem ville være rare at skulle kæmpe sig igennem. Desuden var det som en tyk mur af varme havde omringet ham - pressede ilten ud af hans lunger hurtigere end nogensinde før. Han havde været fanget i flammer før men ikke på denne måde. Det virkede helt surrealistisk den styrke varmen havde, så hurtigt som røgen overtog det sidste ilt i rummet og tvang ham i knæ på gulvet. Han kæmpede for ikke at hoste og spilde sin sidste ilt på det. Det var svært og til sidst måtte han også give efter, ikke bare til et men til flere host. Han endte helt på gulvet efter at have brændt sig på et træbord der stod i flammer da han forsøgte at støtte sig op af det. Ikke smart. Alt var lavet i træ - hvem havde et ildsted i et træhus? også lod det være? - det gav ikke mening. Hvorfor var det hvad han tænkte på nu? - Sikkert fordi han var og havde det sidste stykke tid været overmandet af en vis irritation som han intet kunne gøre ved. Den meldte sig i alle øjeblikke. Han skævede hen over gulvet mens han forsøgte at fange noget ilt der ikke var fyldt med røg eller varme der brændte ham ned gennem halsen. Det hjalp jo ikke noget. Han måtte ud. Han skævede op mod noget der virkede som lys - kun for at møde synet af høje flammer der åd sig gennem træværket i hytten. Hvorfor skulle han være så dum? Selvfølgelig havde det været en fælde. Så meget på tvivl og ikke at lytte til den. Han skubbede sig kort et stykke på gulvet da borde faldt fra hinanden ikke langt fra ham og efterlod en sky af gløder der steg til vejrs mens andre sprang til siderne - ramte både Razor og hvad der ellers var omkring.

Han knurrede kort lidt og bed tænderne sammen i det han slukkede en flamme der forsøgte at æde hans ene bukseben. Det lykkes - men varmen gjorde ham udmattet og den begrænsede mængde ilt han fik i sine lunger drænede ham fuldstændig. Tatais stemme vækkede ham dog da det virkede til at være et øjeblik fra at døse helt hen og kun vente på at flammerne ville finde ham og spise ham som resten af hytten. Han var normalt ikke en der gav op men det virkede ikke til at der var andre muligheder på nuværende tidspunkt - en så simpel ting som at åbne øjnene virkede umuligt.
Tatias stemme lød igen og vækkede ham endnu engang fra døsen - fik ham til at lade blikket flakke rundt i den brændende hytte. Uden held til at finde hende dog. Det var først da han mærkede hende helt tæt på at det gik op for ham at hun faktisk var virkelig. Det var ikke bare en forestilling i kaos der spillede ham et pus. Hun var der rent faktisk.
Han opfattede slet ikke rigtig hendes forsøg på at få ham med ud - ikke før de pludselig var på gulvet igen og Tatia tog handling.
Han stolede på hende - men så alligevel ikke helt. Som flammerne omringede hende - nej de omringede hende ikke bare, de spandt sig omkring hende - på hende. Som en kat der hungrede efter opmærksomhed. De knitrende lyde var som en spinden. Dog virkede Tatia ikke til at blive påvirket af nogen form for smerte fra ilden. Det var lige før det var mere frustrerende end synet af flammerne på hende. Hvorfor reagerede hun ikke? De brændte hende - gjorde de ikke? En panik var for længst startet i Razor, blandet med den forvirring han også havde over at der intet mere skete. Det var kun Tatias tøj der i brændende stykker forlod hendes krop. Hvad var det helt præcis der foregik? Razor forstod ingenting og panikken i ham gjorde det sværere end det allerede havde været at trække vejret.

Flammerne forsvandt langsom. Tatia drev dem væk - men på.. nej? Hvad.. han forstod det slet ikke. Men ilten fandt samtidig vejen tilbage ind i hytten og gjorde det nemmere at trække vejret - nemmere at hoste og finde sin hals igen bag den brændende fornemmelse. Varmen drog på afstand, den var der stadig - men slet ikke i samme kaliber som den få sekunder før havde været. Han rørte dog nærmest ikke på sig. Stirrede bare mod Tatia - uden helt at udvise hvor forvirret han var men heller ikke afklaret med noget som helst. Intet stod klart - men hun..
" How.. " fik han så fremmumlet i en noget så hæs stemme mens han fik skubbet sig bare en smule op at sidde. Hans ene hånd fandt hans hals som han holdt ved et øjeblik. Han rystede så bare lidt på hovedet og lod Tatia finde nyt tøj. Eftersom ilden havde færdiggjort det hun havde på før. Han rynkede brynene en smule og skulle til at sige noget mere - men endte i stedet med endnu et host - og endnu et. Han rettede sig en smule op. Lugten af røg og aske var der stadig - alt for længe men det var ikke det han endte med at fokusere på. Først ramte Tatias fært ham endelig - men kun for at opfange endnu en. Ikke hans egen - dæmon ja, men ikke hans egen. Han skævede kort rundt men tvang så sig selv på benene og lod blikket falde ud gennem et af de vinduer der var i hytten.
" Did someone follow you? " Spurgte han så hæst ud i luften - men selvfølgelig også rettet mod Tatia. Han var lidt i tvivl om hvor længe hun egentlig havde været her. Helt defus på grund af røgen. Det var utroligt hvad mangel på ilt kunne gøre ved ens tidsfornemmelse.
" Tatia? " Han rettede blikket mod hende - med et tydeligt bekymret blik. Det var jo ikke meningen hun skulle være her. Var det ikke lige netop dette der havde været meningen han skulle have stået i vejen for skulle ske. Sikke noget lort. Han havde fejlet - var han bare ment til at være en fejl. Havde det været en fælde - det var en fælde!? Og han havde luret dem begge lige ind i den. Idiot. Mentale slag blev der uddelt mens færten han havde opsnappet nærmede sig. Ugh.

How.. Tatia bevægede sig stille mod ham. Naturligvis lå der stadigvæk en masse usagt imellem dem, det faktum, at han havde været på kanten til at dræbe hende. Ikke at hun bebrejdede ham for at have mistet kontrol, men tanken var der stadigvæk - og Wade var stadigvæk ikke helt sikker på Razor. Et suk forlod stille hendes læber som hun kom nærmere. Han kæmpede sig op, og så mere forvirret ud op opmærksom end hun ønskede han skulle. Tatia rynkede brynene over hans reaktion og skarpede sine sanser mod omgivelserne som Razor spurgte om hun var blevet forfulgt. Færtenen virkede bekendt og alligevel så fjern at hun ikke kunne sætte en finger på det.
"No.. or I have no idea.. I was to busy following your scent to think about it," svarede hun og kløede sig kort i nakken. Det var underligt den fært irriterede hende, på så mange punkter at det var svært at forklare. Den måde han agerede på gjorde at panikken i systemet rørte på sig, og hende der troede at hun var sluppet af med den - det gjorde man vel aldrig helt.
"If I shift I can call for Wade.. but even if I do.. we are still stuck in here.." Svarede hun og begyndte at kigge halv bekymret rundt. Det var helt klart en fælde. Tatia? Let flyttede hun blikket over mod ham og sank en klump.
"No. It's not your fault. Okay? You blame yourself for enough stuff already, don't put this on your list.. we don't even know what is to come," var hendes respons på de usagte ord. Sagt på en mere bestemt måde, og ikke ligefrem ekstremt opmærksomt. Tatias fødder bevægede sig mod hoveddøren som hun kørte nogle der kom mod stedet. I det hun skulle til at snakke for sin sag, spærrede hun øjnene overrasket op - næsten som om at hun så et spøgelse - men det gjorde hun egentlig også. Ethan.. let kneb hun øjnene, som om at hun prøvede at få tingene til at hænge sammen. Tatia trådte et par skridt tilbage.
"This is not real.. it can't be real.. you are dead." Udbrød hun og rystede på hovedet. Træt af folk der lavede tricks med hendes hoved. Træt af så mange ting. "Get out of my head!" Råbte hun af Ethan. Sandheden var blot at det ikke var noget der forgik i hendes hoved - det var den barske virkelighed. DEt var virkelig Ethan. Han kom nærmere hende, og så kort skeptisk over på blandingen.

Endelig havde han muligheden og han tog den. Han var ligeglad med om det ville skabe problemer på længere sigt, han havde en plan og den skulle snart til at fuldføres inden tiden vand over ham. Så dette havde været perfekt. Ikke at han havde regnet med Razor var fri, men det havde gjort planen endnu bedre. Et smil strakte sig op på hans læber som han så hende i øjnene for første gang efter så mange år. De mørke øjne nød næsten den forvirring. Det måtte være belastende at tro, at man havde styr på sin fortid og så var det blot en løgn så meget af det. This is not real.. it can't be real.. you are dead. Elijah gnubbede sin hage ganske kort inden han slog ud med armene.
"Sorry to tell you sweetheart but I have never been more alive then I am right now," måden ordene blev sagt på var uhyggelig munter. Og han havde ikke ligefrem tænkt sig at undskylde for sine handlinger i fortiden. Langtfra. Elijah gik nærmere, men måtte være opmærksom på blandingen.
"Razor.. right? See Tatia can handle this alone. So if you just stand there and look pretty - it will be just fine," Tilføjede Elijah så med sin evne som han gik helt hen til Tatia - lod sin hånd stryge henover hendes kind for blot at få følelsen af den bløde hud mod sin. "I must say I kinda miss that feeling. You have grown so much since I last saw you, I hope your boyfriend enjoys that pretty face and body of yours." På de ord lod han sin hånd glide henover hendes side og greb let fat om hendes hofte for at trække hende mod sig. Han var stærkere end hende styrkemæssigt, men han vidste også at han ikke skulle undervurdere hende - men at smide hende i mere chok var til hans fordel.
"And it's not Ethan.. it's Elijah," han greb stille omkring hendes hage og løftede den stille op så hun så ham i øjnene.

Ikke kunne stoppe Razor i at bebrejde sig selv. Det var jo hans skyld. Havde det ikke været fordi han var gået herind var det aldrig endt sådan her. Han vidste han ikke burde have stolet på noget som helst. På den anden side - ville Tatia have været endt op her alene hvis han ikke havde lyttet til hende kvinden tilbage ved arenaen. Han rynkede panden frustreret men rettede så blikket mod Tatia der kort efter selv fik et udtryk der slet ikke var til at sætte ord op. Han skævede ud igen og der var grunden. De var ikke alene - en dæmon var på vej og ikke længe efter var han en del af deres selskab. Det virkede dog til at være en Tatia kendte - ud fra hendes reaktion hvert fald. Han rynkede panden en smule igen men rystede så bare lidt på hovedet.

Han skulle lige til at sige noget da han blev cuttet af - han kendte hans navn? Razor bed kort tænderne lidt sammen i en svag knurren af mandens kommentar. Dog ville hans fødder ikke flytte sig da han ellers havde haft intentionen at gå mod ham. Han knyttede i stedet bare sin hånd og gemte den endnu mere frustrerende følelse væk der ellers boblede rundt i hans krop på meget kort tid. Han rettede blikket mod Tatia - men kun for at rette det mod manden igen - som han kort efter fandt ud af hed Elijah. Han forstod ingenting. Hvor kendte de hinanden fra? - Hvor kendte han Razors navn fra.
" Don't touch her! " Knurrede han kort efter - blev dog stående. Han havde vidst ikke rigtig noget valg på nuværende tidspunkt. Det var frustrerende, forvirrende - og aldrig havde han så hurtigt følt sig så hjælpeløs - eller magtesløs.

Han skævede lidt mod Tatia men lod så blikket glide rundt i rummet i stedet. Han vidste ikke hvad hun skulle stille op - stå her og se pæn ud - pfft! Som om han havde planer om det. Det havde han.. Han havde intet valg, men bare at gøre ingenting kunne han heller ikke. Han forsøgte at stoppe den knurrende lyd der forlod ham - men lige meget hvor meget han prøvede så ville det ikke helt forsvinde. Den dyriske adfærd vendte stille tilbage - ikke bare lidt meget meget. Det var ikke godt - han var i forvejen alt for følelsesladet til at kunne håndtere denne situationen og det vækkede alle de forkerte ting i ham. Han rystede kort lidt på hovedet og forsøge at få fokus over sig selv samtidig med alt andet. Det kunne han ikke, det blev simpelthen for meget for ham. Det var kun et spørgsmål om tid før dæmonen i Razor havde magten. Han rynkede næsen en smule men rettede så blikket mod manden igen.
" Let her go! " Hvæsede han så bare - stadig Razor. Men også kun lige. Han var vred, meget vred.

I have never been more alive then I am right now, det forkom Tatia virkelig underligt. Alting gav pludselig ingen mening. Der var ingenting i hendes hoved som kunne få dette til at give mening. Han trådte mod hende, men vendte opmærksomheden mod Razor - og rystede let på hovedet. Måden han sagde ordene på og Razor som ikke gjorde andet end at stå stille. Det fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere i ren angst. Hånden der strøg hendes kind, fik hende til at fryse fast og hun holdt vejret - prøvede at klemme øjnene sammen for at vågne op af dette mareridt. Det virkede ikke. Intet virkede. I hope your boyfriend enjoys that pretty face and body of yours, de ord fik hende til at slå øjnene varsomt op og vippede hovedet en anelse på skrå. Razor der snerrede af dæmonen. Tatia mærkede hvordan hun blev trukket tættere på dæmonen, og lagde hånden mod hans håndled. Til Tatias fordel havde hun lige slugt en umådelig masse ild, og det var let at lade varmen sive ud af håndfladen. Brænde Elijah til han var tvunget til at rive armen til sig.
"Oh. He does, and you heard what my brother said. Don't touch me," sagde hun advarende, hvorefter den røde glød i øjnene stille gled frem. "Elijah.. Ethan.. I don't care. I just want you to get the fuck away from me," tilføjede hun og på de ord skubbede hun ham tilbage. Tatia sank en klump, frygten måtte ikke herske nu. Panikken måtte ikke herske nu, heller ikke selvom at det var voldsomt fristende at give ind til den - så måtte hun ikke. Tatia så sig hurtigt omkring og fandt en vase som hun kastede mod Elijah, bare for at give sig selv nok tid til at prøve at nå hen til Razor - det var hun nød til - blot at prøve. Det kunne vel ikke skade?

Han fnøs let som hun svarede igen. Hun var ikke så stille som hun havde været før i tiden, hun var blevet stærkere - det var perfekt. Elijah kunne ikke undgå at smile over det, til han mærkede den brændende fornemmelse på sit håndled som Tatia brændte ham. Han rev armen til sig og kunne næsten ikke lade hver med at grine en anelse over situationen. Det var sjovt at se hun kæmpede sådan imod ham. Underholdende. Elijah kunne høre hvordan hendes hjerte bankede og bankede hurtigere og hurtigere. Han skræmte hende - godt. Det var hvad han gik efter.
"Can't do that sweetheart, if you haven't noticed Its really a hard job to catch you." Sagde han så, og bukkede sig som hun kastede vasen mod ham. Han var egentlig pænt ligeglad med hendes lille blandings bror - han havde kun brug for hende. Det var fristende at lade hende tro, at hun kunne løbe fra ham - men ikke fristende nok. Han greb fat i hendes skulder og trak hende i gulvet. Tvang hende på knæ, og sparkede hende for at sørge for hun holdt sig stille.
"I'm not really into hurting you, I need you alive. But If you don't really stop trying to get away, because I can get mad and I would hate myself if I messed up that pretty face," pointerede han så og gnubbede sin hage ganske kort. "And I doubt that your brother here would love to see the show, maybe I should have invited your boyfriend too? It would have been a very dramatic scene. How is he by the way.. did the whole killing a bunch of innocent shapeshifters get to him? I sure hope so.. it seemed like it, in the end he did let you go.. must have been hard, feeling unwanted.. not good enough? Huh?" Spurgte han og lod en latter dominere hytten ganske kort.
"You still don't get it do you?" Sagde han så imens han trak Tatia på benene igen. "I tricked you all. I fooled Blake.. you.. all of you. Did you really think I loved you? well I did in the end, that is why I had to get rid of you.. that I need you now.. well It must be fate."

Han greb fat om hagen på Tatia og rystede skuffet på hovedet. Så tog han sig tid til at give Razor lidt af sin opmærksomhed.
"You are angry little one huh? Elena helped you didn't she? I should have known she never was on my side.. I hope the others have a good time getting her. I need her you know," sagde Elijah så og så Razor i øjnene. "You two really don't look like siblings.. you look like you have some unfinished business.. did you have a fight?"

Han hadede det! Det var forfærdeligt! Verbale ting var en ting - men han hungrede efter at gøre fysisk skade. Denne mand skulle ikke røre Tatia - hvad end de havde af fortid sammen så var det forkert. Især fordi Tatia ikke virkede til at være interesseret i mandens selskab overhovedet. Han knyttede sine hænder og skævede kort lidt ned mod sine fødder som slet ikke virkede til at ville lystre. Ugh! Han lyttede ikke rigtig til hvad der blev sagt - koncentrerede sig i stedet om ikke at lade dæmonen overmande alt andet i ham og på at forhåbentlig kunne bevæge sig et andet sted hen end bare at stå her. Det måtte være noget Elijah kunne right? Gulvet kunne vel ikke fange ham på den måde. Nej, han sad ikke fast - ikke sådan.. Også måske alligevel. " Leave her alone! " Bed han så ud efter ham og skævede mod Tatia men havde ellers rettet et stift blik mod Elijah. Hvad var der galt med ham? - Razor kunne ikke håndtere ikke at kunne gøre noget, hvorfor kunne han ikke gøre noget? Hans puls steg og drev ham nærmest til vanvid indvendig.

Et frustreret fnys forlod ham før det vrede blik fangede Elijah endnu engang, da han pludselig talte til Razor. Han bed tænderne lidt sammen og fulgte manden med blikket før han så bare rystede lidt på hovedet.
" You probably wont see her again.. " knurrede han så bare af manden før han skævede mod Tatia men rettede så blikket tilbage mod manden. Elena - så det havde været hendes navn. Hun havde altså ikke været en del af det? Hmm. Så meningen havde været at Tatia skulle ende op her alene også ville denne dæmon dukke op og.. gøre hvad? Han kneb øjnene lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet før han skævede sig over skulderen. Bordet han tidligere nær havde fået ned over sig da hytten var i flammer var da ingen fra rækkevidde. Han skævede så tilbage mod Elijah og den knurren der var forsvundet et øjeblik vendte tilbage.
" Keep your filthy nose out of it. " Bed han så bare irriteret. Det var et emne man ikke skulle røre i Razor. Han kæmpede mod sig selv med det hver evig eneste dag. Han havde ikke brug for fremmede idioter der valgte at rode i hans ting, i hans liv - og med folk i hans liv. Han skævede kort mod Tatia men rettede så blikket tilbage mod Elijah.

Godt nok var han tvunget til at stå her - men at stå betød ikke at man stod stille og der gik ikke mange sekunder før han havde været i knæ og snuppet et af de bord ben der stadig havde noget fast træværk tilbage. Han sigtede ikke engang, kaste det bare mod Elijah - men mere mod gulvet end mod ham. Gløderne der stadig sad dybt i bord benet kunne vel kaste sig omkring ham og hvert fald få ham til at træde væk fra Tatia. Razor havde mistet sin tålmodighed og havde brug for at komme ud herfra - væk herfra. Sammen med Tatia.

Styrken gav en panik i hende som han greb om hendes skulder, og tvang hende ned til jorden. Et gisp forlod hendes læber som sparket fik hende ned at ligge. Tatia sank en klump og var nød til at tage sig sammen for ikke at blive hylet ud af den. Det havde været en længere process men Tatia var ikke længere ligeglad med, om det var hende der kom til skade - hun ønskede ikke at føle den smerte. Alligevel var der en ting i hende som blev aktiveret da Wade blev nævnt. did the whole killing a bunch of innocent shapeshifters get to him? Tatia kunne mærke en knurren som vreden ramte hende. Dog som vreden ramte var der også snart en anden følelse på vej, præcis de ord han sagde..unwanted.. Tatia sank en klump. Let rynkede hun på sine bryn, da han sagde hun ikke forstod det. Hvad var det hun ikke forstod? Mere nåede hun ikke rigtig at sige til det før han rev hende på benene igen. Did you really think I loved you? well I did in the end, that is why I had to get rid of you.. that I need you now.. well It must be fate. Tatia ville gerne være vred, alt hun ønskede var at være vred. Slå ham synder og sammen - for blot at rører ved hende, men ordene.. tankerne. Alting var en løgn. Brikkerne i hovedet var ved at smide det hele på plads. Derfor gjorde det hun så hel tom ud.
"You used me.. " mumlede hun svagt for sig selv. Frustrationen begyndte at omdanne sig til vrede, hvilket måske også var på sin tid.

Tatia fik et mindre chok som Razor kastede bordbenet mellem hende og Elijah. Gløderne glødede endnu mere truende end lige først, måske var det et tegn? Gløderne blussede op som hun så mod dem. Så løftede Tatia blikket op.
"It was you.. have you any idea what you took from me?" Vrissede hun vredt. Razors vrede blussede hendes op, om det var en god ting var så noget helt andet. "I loved you. I was heartbroken never thinking I would see you again.. and this is the truth? If this is the truth you really are nothing," tilføjede hun koldt og tog bordbenet op. Gløderne blev til flammer, som nærmest afspejlede den vrede hun bar på lige nu.
"You tried screwing my life up. You did screw my life up. And I'm gonna tear you apart for that," vrissede hun før hun kom nærmere Elijah.

Bordbenet fløj igennem rummet og landede foran fødderne på ham. Fik ham til at springe et par skridt tilbage for at kigge varsomt på blandingen.
"How about you just calm down kid?" Sagde Elijah lettere truende. Han skulle bare skaffe den knægt af vejen inden han ville ødelægge planen helt. If this is the truth you really are nothing, han trådte et skridt tilbage som Tatia kom imod ham med det brændende træben, men han virkede ikke ligefrem bange - bare mere påpasselig. Hun havde ikke opdaget det endnu, ellers havde hun måske glemt det som årerne var gået.
"You really don't wanna fight me," svarede han med sin evne. Som Tatia blev påvirket af hans evne greb han fat omkring hendes hånd, hvor det brændende træben var. Han skubbede hende lidt hen imod pejsen, og et knæk lød da han vred armen så hårdt om, at håndledet brækkede for at tvinge hende til at slippe den brændende genstand. "Told you I could get angry, now you both need to stop." Vrissede han irriteret og prøvede at bevare roen.
"You hybrid. Know that everything you do, will effect what I will do. And I can do a lot of bad things," sagde han advarende mod Razor - som han greb fat om nakken på Tatia for at føre hende væk fra ilden i pejsen.

Elijah strammede grebet om nakken på Tatia og trak hende nærmere sig.
"Such a shame I need you alive.. because right now I really just wanna tear you apart.. good thing I still can do that without killing you," hviskede han mod hendes øre imens han så mod Razor. Var det for at pisse blandingen endnu mere af? Når det kom til stykket ville knægten så miste kontrol? Ville det være shapeshifteren eller dæmonen? Ville hans dæmoniske natur hjælpe ham med at skade Tatia? Burde han egentlig passe på Tatia? Hvilken side burde Elijah egentlig være på? En del af ham overvejede det kort, om det hele her virkelig var de ting værd. Det var jo ikke fordi, at han hadede hende eller egentlig i sidste ende ønskede at gøre hende noget - alligevel var det hvad han stod og gjorde. Var den dæmon han skulle være. Hurtig rystede han tanken ud af hovedet og gik mod udgangen. Han skubbede nærmest Tatia imod den, kun for at hun skulle møde det stød barrieren gav hende som han holdt hende imod den.
"This is for that stupid trick you tried to pull of," vrissede Elijah og trak til sidst Tatia væk fra udgangen - kastede hende hen langs gulvet og hen til hendes bror. Evnen omkring Razor slap op som han gik, også på Tatia.
"I need something.. you just stay here," mumlede han, før han som den eneste af dem kunne gå igennem døren uden problem.

//He will be back.. just giving the siblings a little break xD

Han bed tænderne sammen - hvad fanden var meningen? Lyden af Tatias håndled der brækkede var som et ekko i hans hoved. Det hele var rod og han kunne ingenting gøre ved det. Han forstod stadig ikke hvorfor - det gjorde ondt uden egentlig at gøre ondt. I det mindste havde bord benet haft en effekt - hvert fald et øjeblik. Razor svarede ikke på hvad der blev sagt. Han havde travlt nok med at holde sin dæmon nede også selvom han vidste at løbet var kørt på det punkt. Den havde allerede grebet om ham og så snart muligheden var der ville han angribe det bæst der gjorde Tatia fortræd. Men han nåede aldrig til det - for så snart han kunne rykke sig fra sin plet var han lige ved at falde og det var da Elijah forlod hytten.

Razor slap en knurrende lyd i det han fangede sin balance og lod blikket følge dæmonen som han forsvandt udenfor hytten. Et øjeblik stod han bare med blikket rettet ud i luften - uden egentlig at kigge på noget specielt men et forsøg på at falde bare en smule til ro. Hvis han tog hurtigt handling kunne det sikkert ende med at vreden ville vende sig mod Tatia og det ønskede han ikke. Han bed sig i bagsiden af sin tommelfinger og lukkede kort øjnene lidt. Gav nærmest sig selv en indre dialog om hvorvidt han skulle slappe af. Det var Tatia - dæmonen var væk. Her var kun Tatia og hun fortjente ikke at få endnu et møde med en ustyrlig Razor. Han tog så kort en dyb indånding men rettede så blikket mod hende.
" Are you okay? " Spurgte han så lidt - stadig ikke helt rolig men han måtte gøre et bedre forsøg senere. Lige nu virkede det til lige at gå. Det sitrede i hele hans krop og han ville virkelig ikke gøre skade. Men det der boblede rundt i hans krop. Utroligt at han ikke var sprunget i luften endnu.
" Tatia who is he? " Spurgte han så lidt og rynkede panden en smule. Han turde nærmest ikke nærme sig hende. Både fordi han ikke helt vidste hvor de stod i forhold til hinanden men også fordi han var bange for at gøre noget dumt - at hans egne bevægelser ville trigge et eller andet i ham som gjorde at han ikke kunne holde sig tilbage.

Alligevel valgte han at træde et par skridt mod Tatia. Dog uden helt at vide hvad han skulle sige. Der var så meget og slet ingenting. Han bebrejdede sig selv for alt dette. Havde han skyndt sig noget mere - ikke trådt ind i hytten. Ugh - der var så mange ting han kunne have gjort anderledes. Tiden burde ikke spildes på at overveje alt man kunne have gjort anderledes.
" How do we beat him? " Spurgte han så bare - der var intet andet at gøre - de kunne ikke komme videre eller væk herfra medmindre de sørgede for at Elijah ikke var i vejen for en mulighed. Og eftersom det virkede til at være ham der havde sat det hele op. Så var det vel også ham der skulle sættes i skak før de kunne komme væk. Tatia og Razor kunne vel snakke tingene igennem senere hvis de slap ud af det her i god behold - men plejede de ikke at gøre det? De var.. De var jo stærkest sammen. Men også nu? Måske.. Spændinger kunne løsnes. Razor kunne sikkert midlertidigt glemme alting og fokusere. Men kun hvis dæmonen ikke kom frem igen.

You really don't wanna fight me, hvorfor stoppede hun? Det frustrerede hende voldsomt, endnu en ting der blev mikset oven i alt det andet. Han kom imod hende før hun nåede at tænke over det. Tatias ansigt foldede sig sammen af smerten over ledet der knækkede, øjnene klemte sig sammen for at lukke det ude. Prøve at blokere det, og det lykkedes hende. Det var panikken som bragte tårerne frem i hendes blågrønne øjne. Måden han greb fat om hendes nakke, og nærmest truede Razor på sine handlinger - gjorde hende utilpas. Den mand hun kendte var tydeligvis ikke denne her, og det måtte hun leve med.

Han tvang hende tættere på sig, med en magt hun ikke brød sig om. Hvor var krigeren henne her? Hvor var den pige som ikke var bange for at tage kampen op mod alt og alle? Havde hun mistet sin gnist i alt det kaos hendes liv havde kastet over hende? Good thing I still can do that without killing you, mere end et nervøst træk på øjenbrynet nåede hun ikke at gøre før, at Elijah skubbede hende mod udgangen. Tatia havde regnet med alt andet end hvad der egentlig skete. At de kom ud og han tog hende med, men næh nej. Hun blev stoppet på vejen af blokaden, og det var ikke fordi at det gjorde ondt først. Det var nærmere et stød der skubbede hende tilbage. Nej, smerten kom da han gjorde det igen og pressede hende op af - det føltes som om den ene af hendes ansigt smeltede mod døren. Et skrig prøvede at sprede sig ud over læberne, men det var som om at hun mistede evenen til overhovedet at lukke en lyd ud. Smerten var intens. Unik og på et niveau som var over i noget andet end hvad hun var van til. Det gjorde dog ikke at hun ikke sagtens kunne klare den, for det kunne hun. Endelig kastede han hende væk, det var faktisk nærmere en lettelse at han gjorde det. I need something.. you just stay here, Tatia flyttede ikke blikket fra jorden af. Tårerne dannede sig i øjenkrogen som hun prøvede at tvinge sig selv til at trække vejret. Are you okay? Razors stemme skar igennem til hende, men hun vidste ikke om hun var i stand til at svare. Okay, det ord var aldrig rigtig til stede i deres samtaler og alligevel var ordet der altid.
"I'm always okay.. right. Why wouldn't I be now.." Mumlede hun og førte den ene hånd op for at fjerne tårerne. Hun undgik hans øjne. Undgik egentlig at vise den del af ansigtet, hvor huden var mørk på grund af smerten havde flået den. Tatia who is he? Et fnøs forlod hendes læber og hun sukkede en anelse.
"Would you believe if I told you he was my first boyfriend?" Spurgte hun og satte sig endelig op. Stadigvæk med ansigtet så han ikke kunne se skaden. Hun prøvede at holde skaden i sig, smerten i sig.

Lyden af Razor der kom nærmere fik hende til at se mod ham ud af øjenkrogen. Alt det der var sket lå stadigvæk som et mørkt klæde over dem - på en eller anden måde. Tatia ønskede ikke det skulle påvirke dem, men det gjorde det. Det ville tage tid at finde en kur på det, men det var ikke umuligt. Han havde ikke mistet hende. How do we beat him? Et fnøs forlod hendes læber, efterfulgt af en lille latter. Måske fordi hun egentlig ikke vidste, hvordan hun skulle reagere. Overhovedet.
"I have no fucking idea," svarede hun og rejste sig så op for at se Razor i øjnene. Der kom hun i tanke om sin smerte i ansigtet og drejede sig rundt. Søgte mod ilden i pejsen og kastede sig nærmest for den for at håbe ilden hørte hendes bøn om healing. "I didn't even know he was alive.. last time I saw him he was .. dead.. I don't even understand this.. " tilføjede hun frustreret mens ilden stille healede hver eneste skade op som var det aldrig sket.
"Oh yeah.. I should tell you about this new thing.. I burned alive.. activated some kind of new power.. I'm basic a goddess," sagde hun så og trak let på skulderen. "We need to think.. there most be somekind of loophole. "

Han klikkede kort med tungen. " Forget I asked.. " mumlede han så bare før han rettede blikket ud igen. Okay det kom ud en smule mere hårdt end det var ment til - men Razors humør var lige pt en rutsjebane uden lige og den måtte Tatia så også få en smagsprøve af. Han rynkede kort næsen lidt og stoppede op. Igen landede hans blik mod hende mens han forsøgte ikke at sende flere halv bidende kommentarer efter hende. Han vidste godt hun kunne holde til en del - både fysisk og verbalt. Men det betød jo ikke hun havde brug for Razor også var på tværs midt i alt det kaos der i forvejen var. Desuden var tydeligt hun ikke var okay. Så i sidste ende var det måske det at hun ikke bare sagde det der irriterede ham mest.
" I probably would - you seem to choose people with anger issues.. " mumlede han så bare lidt - det var ment til at være en tanke, men eftersom hun spurgte røg det ud som ord i stedet. Han kunne næsten ikke andet end at fortryde det kort efter han havde sagt det. Han burde tage sig sammen og finde noget fornuft. Det plejede at komme rimelig naturligt når han var sammen med Tatia men lige nu var det som en storm indeni ham. Dæmon - ikke dæmon - dæmon. Vrede.. Så meget vrede og irritation at han nærmest kunne mærke det kravle rundt under hans hud.

Han blev stående og lod blikket hvile mod Tatia som hun bevægede sig hen til ilden. Han iagttog bare - det var vidst bedst. Det hele virkede så underligt og nyt at han ikke helt kunne få sine tanker omkring det sammen med alt det andet. Alligevel lyttede han dog til hendes ord og forsøgte at få bare en smule sammenhæng.
" As long as you don't expect me to bow - then I can probably get my head around you dying - coming back - firebending - not being angry at me for trying to kill you - and meeting your crazy ex. Makes my life seem so much easier and settle.. " Sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule før han så bare lod skuldrende endelig falde ned fra sin ellers spændte holdning. Han skævede kort lidt mod døren til hytten men rettede så blikket mod Tatia igen. " We could just try to crawl out through the chimney.. " Sagde han så bare - slet ikke et seriøst bud. Men det var en mulighed.
Han var så bare stille et øjeblik før han kort skævede mod sine fingre som han pillede lidt ved. Det var utroligt med de svingninger hans humør tog. Der foregik så meget indeni ham at han slet ikke havde tid til at opdage de skader han selv havde fået i den brand der havde været tidligere. Det var også lige meget, ikke noget slemt ud over brandsåret på hans ben.
" It's probably a bad time to bring it up.. But I really need you to be angry at me. Just for a moment for what I did - or else I can't think about anything else and definitely not helping me find any sort of stupid loophole in this. Sorry to say - annoying situation. Which I - nomather what you say - are the reason we're in. " Han holdt blikket rettet mod hende. Han kunne ikke engang stå stille. Hans hænder rystede uden han egentlig selv havde opdaget det og hans krop var mere rastløs end nogensinde. Det var forfærdeligt men der var ikke noget han kunne gøre ved det. Uroen indvendig viste sig udad til.

Det lykkedes hende godt at ignorere de små kommentare som egentlig slet ikke hørte inde i hendes hoved lige nu. Alting var så fucking frustrerende og hun følte at en lille fejl kunne få hende til at tænde helt af. Tatia hadede ikke at kunne finde rundt i noget af det her, mest af alt fordi hun stadigvæk kæmpede for at finde tilbage til sig selv. Øjnene fangede mod flammerne der healede ansigtet helt, slugte ilden til sidste gnist var væk. De var begge tydeligvis ikke i stand til at vide, hvad de skulle føle. Tatia sukkede let og vendte blikket over på ham, overvejede at tilbyde at heale hans ben - generelt bare ham. Men som hun overvejede det åbnede han munden. But I really need you to be angry at me. Tatia løftede blikket op for at se ham i øjnene. Der gik ikke længe før hun var på benene og gik imod ham. Tatia virkede ikke til at ville sige et ord, men udtrykket i øjnene var ikke ligefrem venlige.
"You want me angry? Great. Because I'm pissed," svarede hun ham og nedstirrede ham egentlig pænt godt uden at tænke over det. Tatia knyttede sine næver ind.
"You really wanna see angry issues? Because I can. I still don't get it. You wanted to kill me, me. You could have taken my life as easy, because you have fucking shift that tells you to block everything. And what would you have done after.. what would you have done if Wade wasn't around huh? Killed me and just leave me alone for the rats or the other disgusting creatures. Left Blake in pain.. Wade in pain.. what about yourself will you even tell them? I mean I'm sure you wouldn't because that not a part of your personality is it? or is it, would you let Wade tear you apart in anger because of it?" Spurgte hun. Frustrationen bragte ilden og ulven frem på en og samme tid - blodet var i kog af vrede og hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle slukke for den. På de ord havde hun allerede knyttet sin næve og hævet den. Hvis det ikke havde krævet den sidste del af selvkontrol, havde hun nok slået ham - men hun genvandt kontrolen over sin krop lige der.

"It doesn't even matter. You shouldn't push me right now, if you keep on doing that. I will beat you up," advarede hun og blikket sagde tydeligt at han ikke skulle prøve hende af. Hvis han gjorde var det op til ham, han var blevet advaret. "So just shut the fuck up and think."

Razor holdt blikket mod Tatia - fulgte hende med blikket som hun trådte tættere på. Det udtryk hun havde var et Razor aldrig så vendt mod ham selv. Men han frygtede det ikke. Havde han ikke lige bedt hende om det? Han frygtede mere at hun ikke ville være vred. Hun burde være vred - meget vred. Mere end bare vred. Såret, skuffet - rasende, vred.
Han skævede kort lidt mod hendes næve før han så bare kort kneb øjnene sammen men rettede så blikket mod hendes ansigt igen.
" What I would have done? Laughed - Cried.. Felt awful for about a week. If Wade were ever to find me - I would probably let him beat me to death or let my inner demon kill him too. I can't say for sure. Like I doubted my ability to stay in control around you. " Han bed kort tænderne lidt sammen og lod en svag knurren slippe ud over hans læber.
" Tatia I feed on pain - How can that be so difficult for you to understand? " Spurgte han så med et mindst lige så alvorligt udtryk som hun selv havde haft.
" I am no better than the freak who just broke your hand and left us stuck in this stupid cabin.. " Knurrede han så lidt. Om han skubbede hendes temperament eller ej. Han var lige glad lige nu. I det mindste var han i kontrol - indtil videre. Måske ikke helt, men stadig nok til ikke at være den der valgte at springe i kødet på hende.

Det burde røre ham - det hun sagde, men intet lod til at kunne påvirke mere end hvad han selv havde sagt til sig selv en million gange. Han havde straffet sig selv over hvad der var sket i sine tanker i hvad der føltes som en evighed og han vidste at han først ville kunne få ro med det hele hvis hun viste hvor meget det faktisk havde påvirket hende. Ikke gav en dialog om hvor meget det ville påvirke folk hvis tingene var gået anderledes. De var gået som de var og det var det eneste der skulle tages stilling til. Razor var et bæst og om Tatia ville indse det eller ej var op til hende. Men hun kunne ikke forhindre Razor i at gøre et forsøg på at overbevise hende om hvad der var sandt eller bare en fantasi.
Han havde ikke tænkt sig at holde kæft. Der var alligevel ingen mulighed de kunne komme ud på. Ikke medmindre den der havde sat barrieren op lod dem gå løs - enten af egen vilje eller med tvang. Han holdt blikket mod hende. Slet ikke fokuseret nok til at ville kunne finde en vej ud - ikke at han havde givet op, men han havde heller ikke tanke nok til en løsning på problemet. Elijah kunne i princippet komme tilbage når som helst - men lige nu var heller ikke det noget der fyldte Razors tanker. Han frygtede det ikke, endnu. Og hvis der meldte sig frygt omkring det. Ville det helt sikkert være på vegne af Tatia. Han elskede hende på trods af alt og ønskede i sidste ende ikke at skade hende - men han ønskede heller ikke at miste kontrol igen og det ville han gøre uden at der blev lagt låg på fortiden. Hun måtte reagere - bare lidt.