Help me, please? - Tatia

af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 16:13

Tid - Ud på eftermiddagenSted - The Forest
Vejr - Blæsende og køligt, solen skinner dog.
Omgivelser - Skov omgivelser, træer, sten, buske, dyr osv.
Påklædning - Outfit

@Tatia

Det havde været en kølig morgen og en dårlig start på dagen, da Abigail pludselig var begyndt at får et anfald, på grund af en dårlig drøm og det gjorde så at hendes hjerte fik det dårligt og gjorde som det altid gjorde.
Det havde dog medført at Abigail havde været nød til at sidde ned hele dagen eller ligge ned og hvile sig, da hun ikke måtte komme ud og gå eller røre sig for Ashley, hendes tvillinge søster, løveinden, men det var også fint for Abigail, for hun vidste at hvis hun lavede nogen form for aktivitet imens hun var i den tilstand, ville hun bare få det ekstra dårligt og ville have brug for at hvile i nogle dage.
Ashley havde så besluttet at gå ud og søge efter nogle healene planter, som hun kunne bruge som medicin, som de normalt gjorde, eller måske kunne hun være så heldig at støde ind i en læge med alt de skulle bruge, det skete så meget sjældent, faktisk skete det næsten aldrig, det havde sket at det var rendt ind i en læge, men hun havde intet på sig som kunne hjælpe, og det var meget akavet efter, da Ashley skulle træde af kvinden, eftersom hun havde overfaldt hende, for at Abigail kunne komme til.
Ashley sukkede tungt, hun havde gået igennem skoven i et stykke tid nu, uden at have fundet noget som helst som de plejede at bruge, når Abigail var i den tilstand som hun var i, de plejede at bruge en hvid plante som dulmede hendes smerter og gjorde det nemmere for hende at trække vejret normalt.
Ashley var begyndt at blive utålmodig, hun havde ikke gjort nogen fremskridt og hun kunne mærke den samme smerte Abigail gik igennem lige nu, og hun kunne bare sige, at den smerte ikke var særlig behagelig, Ashley ville helst ikke have at Abigail havde det dårligt, men hun var også lidt egoistisk og gjorde det også lidt for sig selv, for at komme af med den smerte der blev hende påført.
Ashley var ikke særlig opmærksom på sine omgivelser, så da en flok jagere pludselig stødte ind i hende, stod med deres buer og pile, sigtende mod hende, kunne det ikke gå hurtigt nok få hende, at få benene på nakken og spæne afsted, væk fra dem, i en fart som ikke var til at måle nogen steder. Dog var det en fart jægerne var med på, fordi de var lige i hælene på hende, de måtte være en form for race, for intet normalt menneske, ville kunne løbe så hurtigt.
Der gik ikke mange minutter før at Ashley var ved at løbe tør for energi, hun havde løbet langt og hun havde allerede gået i skoven i nogle timer før, så at hun lige pludselig satte farten op så hurtigt, til et mega hurtigt tempo også, det ville kroppen ikke lige følge med på og det gjorde hende bare mega udkørt, men hun kunne ikke stoppe, for hvad ville de jagere ikke gøre med hende, sikkert dræbe hende og det betød at Abigail også ville dø, det kunne hun ikke tillade, ikke i den lille hule hun lå i, ikke alene, det kunne Ashley ikke tillade.
Så hun begyndte at løbe hurtigere, med den tanke i hovedet, som det eneste der faktisk fik hendes ben til at bevæge sig i det tempo der gjorde at hun akurat var langt nok væk fra dem.

af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 17:19

Påklædning

The Forst. Det havde været en lang rejse. Og dog. Når man kunne kopirer egenskaber fra forskellige dyr var rejsen taget kortere tid, end ved andre. Hendes udholdenhed var hendes største styrke. Tatia havde altid lært at kæmpe videre for det sekund man gav op. Så var man så godt som død. Hun kendte ikke ordet give op. Det var planen, at hun skulle besøge elverne. Hvorfor? Det anede hun ikke engang selv, men hun mente at de kunne være gode allierede, hvis der skulle komme noget krig. Nok kom de måske ikke lige til Ashen Wood, men forsyninger eller andet. Måske skulle hun bare droppe det egentlig? Nej hun kunne ligeså godt få det gjort. Det eneste hun kunne få var et nej. De ville vel ikke angribe en som ikke kom for at gøre noget ondt? The forst. Der var så meget mere fredeligt her. I et kort sekund stod hun og beundrede naturen. Ingen jægere. Ingen problemer. Lige da den sætning var blevet tænkt hørte hun lyden af nogle der løb. Løb stærkt. Hun havde vidst nået at tænke tanken for hurtigt... En flok jægere jagtede noget i skoven. Tatia søgte dækning imellem de lysegrønne blade. Så sneg hun sig tættere på. Så satte hun i løb, sprang på ryggen af den tættest på hende så han ramte jorden i chok. Tatia brækkede nakken om på ham og kom hurtigt på benene igen. Så satte hun i løb. Takket være sin evne havde hun ligeså meget fart på som en vandrefalk, og med dens top fart på 325 km/t kom hun ret hurtigt frem og overraskede den næste jæger. Hun tog hans gevær fra ham og bankede det ind i hans hoved så han faldt sammen. De røde øjne glødede. Så løb hun afsted igen. Så trak hun sit sværd og kastede det afsted. Det var sjældent hun missede og det gjorde hun heller ikke denne gang. Spidsen af bladet borede sig ind i brystkassen på jorden. Tatia løb hen og trak det ud. Så besluttede hun sig for, at hun nok hellere måtte finde frem til jægernes bytte.

Med sin fart fandt hun hurtigt frem til en fært at løve. Det måtte være den. Hun havde placeret sværdet bag sin ryg. Hun løftede armene op og nikkede til løvinden.
"Jægerne er væk. Du behøver ikke at løbe mere. Jeg kommer med fred." Sagde hun og sank let en klump. Det var ikke en shapeshifter. Ellers ville hun kunne fornemme det på duft. Hendes øjne glødede rødt for at vise at hun var halvt dyr. På trods af hendes energi mangel var der, så valgte hun at anstrenge sin evne til at skifte til koble sin kommunikation til dyret foran hende. Allerede der mistede hun fordelen ved farten fra falken. Og ville ikke have chance for at bruge mere end dette af sin evne resten af dagen.
"Det er okay, jeg kan forstå hvad du siger." Sagde hun og sendte løvinden et varmt smil. Hun stirede ikke dyret i øjnene. For hun vidste at det kunne ses som en udfordring. Derfor smilet og de anerkendende dog dyriske øjne.

af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 19:08

Ashley havde slet ikke lagt mærke til hvordan jægerne blev dræbt en efter en, som fluer, hun havde bare blikket rettet forud, for ikke at ramme ind i noget og ende med at forsinke sig selv, så jægerne måske hun komme tættere på, men da hun begyndte ikke at kunne høre hurtige fodtrin længere, stoppede hun pludseligt op og vendte sig om, hvor hun blev mødt af en ung kvinde. Rent instinkt mæssigt, tog Ashley et hurtigt skridt tilbage fra hende, før kvinden begyndte at tale til hende, det var sjovt for Ashley at se hvor dyrisk kvinden kunne blive, Ashley kunne sagtens fornemme at der var noget over hende, noget dyrisk over hende, og det var sjovt fordi, kvinden stod over for en stik modsætning af sig selv, fordi Ashley opførte sig meget menneskeligt, i forhold til at hun var en løveinde, men hun blev nu født af en menneske kvinde og var tvillingesøster til en menneske pige, så det var nu ikke så mærkeligt igen.
Ashley forstod hvad kvinden sagde til hende fra starten af, dog var kvinden den eneste der ikke ville kunne forstå Ashley.
Kunne denne kvinde måske hjælpe hendes søster, hun så ikke ud til at være nogen form for læge, men alt hjalp, især hvis personen faktisk var venlig og havde til hensigt af hjælpe nogen i nød.
Ashley trådte et skridt frem mod kvinden og begyndte at snuse til hende lidt væk fra, mest fordi hun ikke var helt tryg ved hende endnu, og hun vidste stadig ikke om hun ville tage riskoen med at tage hende til Abigail.
Ashley kneb sine øjne sammen, da kvinden pludseligt sagde at hun nu ville kunne forstå Ashley. Hun vidste ikke helt om hun skulle tro på det, men det kunne vel ikke skade at prøve det af. "Jeg hedder Ashley, og jeg har brug for din hjælp, min søster, Abigail, har brug for din hjælp" sagde hun, på sit eget dyresprog, hun ville blive overrasket hvis hun faktisk forstod det, men det ville dog ikke komme alt for meget bag på hende, da Abigail og hende kunne kommunikere gennem deres tanker.
Hun stod og kiggede meget på kvinden, studerede hende meget og hendes væremåde omkring Ashley, mens hun ventede på et svar fra kvinden.

af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 20:46

Et vildt dyr skulle man være opmærksom på. Tatia havde respekt for dyrlivet. For hun levede i det. Hun var ikke fra byen. Hun vidste, hvordan man skulle omgå sig og kommunikere med andre dyr. Hvilket hun havde lært af sin evne. Tatia lod løvinden snuse til sig. Da løvinden så talte til hende nikkede hun let. Let kneb hun de blågrønne øjne da hun fortalte at hun havde brug for Tatias hjælp. Så uselvisk som Tatia nu engang var, så vidste hun med sig selv, at hun ikke bare kunne vende om og sige nej tak. Og hun havde ikke lyst til det. Hvis Razor havde lagt og haft brug for hende til at finde hjælp.. så ville hun også gøre alt for en eller anden kunne hjælpe ham. Tatia nikkede let.
"Hvad kan jeg gøre?" Spurgte hun og hendes blik var opmærksomt på, hvad løvinden ville have hende til at gøre. Tatia var en selvstændig og til tider kunne hun virke lidt køllig i starten.. meget brutal, og det var hun også... men hun kunne også sagtens være hjælpsom og var yderst loyal. Løvinden virkede dog ikke særlig gammel. Hvis hun havde ret i sin teori om en santuine. Så kunne pigen måske være omkring mellem 15 - 17. Hun var ikke sikker. Det kunne også bare være en lille løvinde af sin alder. Tatia sank let en klump.
"Jeg vil gerne gøre mit bedste for at hjælpe din søster."

Den krigsmaling Tatia bar kunne også virke lidt voldsomt i forhold til tillid. Dog kunne de klare øjne sagtens skinne igennem med sin varme og oprigtighed. Så snart hun lod den røde farve sive ind i hvert fald. En lyd bagved hende gjorde hende opmærksom. Hun havde åbenbart ikke gået taget alle sammen.
"Du fangede den." Sagde han lettet og forpustet. Som om, at han havde prøvet at indhente de andre uden held. Tatia blinkede let til løven og vendte sig så om. Så drejede hun rundt.
"Faktisk... så hjalp jeg hende." Sagde hun og den dybe stemme fra ulven hang let over. Øjnene glødede let. "Jeg vil give dig et valg. Bak ud.. eller dø. Det er mere end de fik chancen for." Sagde hun. Manden tog snittet til at få benene på nakken og satte i løb igennem skoven. Tatia fnøs kort og trak sit sværd. Så kastede hun det i en perfekt bevægelse så det ramte manden i ryggen. Han fald til jorden. Så gik hun derhen og skar hovedet over på ham. Blodet tørrede hun af i hans tøj før hun satte det på plads.
"Der hvor jeg bor er jægerne virkelig ikke nogle man skal lade overleve, medmindre man vil have de skal vende tilbage i større grupper. Jeg tager ingen chancer." Sagde hun og vendte opmærksomheden tilbage til Ashley. "Desuden ville det være dumt at lede ham hen til din søster." Tilføjede hun så.

af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 23:59

Blæsten begyndte at tage godt fat i Ashleys pels og hun begyndte faktisk at fryse, samtidig med at hun kunne føle hvordan Abigail led lige nu, hvilket gjorde hendes følelser stærkere for at komme hen til Abigail og se hvad der skete, men hun kunne ikke bare løbe nu, hun havde en chance for at få en med til at kunne hjælpe dem, Ashley var intet menneske sådan var det, hun tænkte kun som et, så det var ikke fordi hun kunne hjælpe Abigail særlig meget, men et andet menneske, eller væsen på to ben kunne vel.
Ashley var ikke særlig vild med væsner på to ben, udover Abigail, de jagtede dem altid, de var altid efter Abigail og Ashley, fordi at de var anderledes, fordi at de var santuines, det var et oplagt jagtbytte, fordi hvis de dræbte en, dræbte de begge to. Abigail og Ashley havde været jagtet hele deres liv, så Ashleys had til de væsner var vokset så stærkt, at hun nogen gange kunne begynde at blive vred på Abigail og hade hende for den hun var, men hver gang hun havde taget sig selv i den tanke, havde hun altid hurtigt undskyldt, for Abigail kunne ikke gøre for det, og Ashley elskede Abigail som ingen anden, de var søskende, det ville de altid være, og hun ville gøre alt for Abigail, som at bede et to benet væsen om hjælp.
Da kvinden sagde at hun gerne ville hjælpe Abigail, blev Ashley ret overrasket, både fordi at hun faktisk kunne forstå Ashley, hvilket ville gøre deres samtaler meget lettere, da Abigail nok ville have svært ved at tale, men også at hun bare ville hjælpe, det betød meget for Ashley og gjorde bare hendes had mindre til denne person, selvom hun ikke kunne gøre for at hun kun havde to ben.
"Mange tak." Svarede Ashley og ville havde været begyndt at vise hende vejen, indtil hun hørte en lyd og en lav, men dyb og advarende knurren kom fra hende, da en mand kom frem, en af jægerne, som åbenbart ikke havde kunnet følge helt med dem. Det så dog ud til at kvinden sagtens kunne klare det selv, og Ashley så bare til mens, hun truede jægeren til at starte med, hvorefter hun dræbt ham, mens han satte i løb. Man kunne sige at Ashley fik noget respekt for hende, der skulle meget til at man fik det, dog var det aldrig noget Ashley ville indrømme, da hun var en meget stolt løveinde og indrømmede ikke at andre faktisk var ret gode eller på nogen måde bedre end hende til noget som helst, selvom de måske var, og da slet ikke to benet væsner.
Ashley nikkede bare til hvad kvinden sagde, ind hun begyndte at tage skridt hen imod retningen til Abigail.
Hun vendte dog hovedet mod kvinden inden. "Følg med mig, så skal jeg vise dig hvor min søster er" sagde hun, inden hun satte afsted og håbede på at kvinden kunne følge med, men efter som det dyreinstinkt Ashley havde kunnet føle fra kvinden, ville hun tro at hun sagtens kunne det.

Da de havde løbet i måske en halv time, nåede de til en ret stor sten, men hvad folk bare så som en stor sten, var faktisk meget mere, for hvis man så godt efter og stod det rigtige sted, var der faktisk en hule nedenunder, som Ashley havde lavet til Abigail, så hun kunne være i sikkerhed.
Ashley vendte sig mod kvinden med et neutralt blik. "Min søster kan godt blive ret bange for to benet væsner som dig, da de plejer at jagte os... så bare være stille og rolig" sagde Ashley, inden hun forsvandt ned i hulen til Abigail, som lå på et stykke stof, med et andet stykke stof over sig, for at holde varmen, mens hun prøvede at trække vejret mere eller minder normalt, men det var svært når hendes hjerte bare bankede der ud af og hun var så bange for at det måske skulle hoppe ud af hendes bryst.
Som reglt det der skulle til, for at hun kom af med dette, var blive holdt rolig og undgå alt for meget aktivitet, Ashley prøvede altid at berolige hende, men fordi al snak gik gennem tankerne, var det ikke særlig beroligende for Abigail at tale med hende, det var derfor Ashley, mod hendes vilje, havde søgt efter en der kunne tale med Abigail uden al det bøvl med telepati.

af Gæst Tors 19 Maj 2016 - 0:26

Tatia nikkede da Ashley sagde hun skulle følge med. Skoven var smuk. Tatia var van til at være på farten. Og var i god fysisk form, så at følge med var intet problem for hende. Mere eller mindre. Det tog sin tid før hun endelig kunne få pusten efter de var stoppet op. Derfor var hun glad for at hun holdt sin træning vedlige! At presse sig selv var dog også et af hendes mange talenter. Tatia så på den store sten og kneb øjnene let. Så flyttede hun blikket hen på Ashley da hun fortalte om sin søster.
"Det vil jeg også være hvis jeg var blevet jagtet hele mit liv." Svarede hun og nikkede til det var forstået. Så fulgte hun med ned. Tatia kiggede sig tilbage for at sikre ingen fulgte dem og kom så ned i hulen nedenunder. Imponerende.

Synet gjorde det skar let i hendes hjerte. Pigen som led. Dækket i tæpper. I det mindste var hun ikke alene. En god ven var bedre end ingen overhovedet. Tatia sank let en klump. Hvad kunne hun sige for at hjælpe pigen, hvad kunne hun gøre? Hvad hvis hun kun gjorde det hele værre? Med stille bevægelser og et par blide øjne gik hun stille hen og satte sig ned på hulens bund. Hun vippede hovedet let på skrå og så på den unge pige. Få år yngre end sig selv. Tatia vidste ikke, hvad pigen havde været ude for.
"Hej." Startede hun ud ganske blidt. Hendes stemme bar en form for sødme. Det var yderst sjældent den var så blød. Tatia trak på smilebåndet. For hvad hun havde hørt var et smil der hurtigt til at dække for frygten i hvert fald, hvis det var oprigtigt. "Jeg er Tatia." At præsentere sig var også en god start. Specielt, hvis man var nervøs overfor den fremmede. Tatia og fremmede var ikke lige godt altid. Mon ikke det her gik bedre, hvis hun stoppede med at tænke på det skulle være perfekt?
"Det er virkelig en hyggelig hule i har jer her. Jeg vil ønske jeg havde været så kreativ." Hendes stemme var blid og varm.
"Hvor længe har i været her?" Spurgte hun Abigail med et varmt smil. Selvfølgelig var det okay hvis hun ikke svarede hende, men hun prøvede. Hvis det var fysiske skader havde hun noget af Rakshas blod. Det healende blod, men ellers havde hun intet der kunne hjælpe udover ord. Hvis de da hjalp.

af Gæst Tors 19 Maj 2016 - 10:25

Så snart kvinden kom ind i hulen, var Abigail på vagt over for hende, selvom det var meget svært at være på vagt og overhovedet fokusere på de mindste ting, holdte hun meget øje med kvinden.
Hun tænkte at siden Ashley var kommet hjem med hende, måtte hun være god nok, for Ashley stolede ikke på nogen, og da slet ikke to benet væsner.
Men kvinden måtte havde vundet den tillid som Ashley meget sjældent gav ud til andre, medmindre hun havde kendt dem i lang tid, og ærlig talt havde de ingen venner eller bekendte, de boede i en skov, isoleret fra alle andre, intet kontakt med omverdenen, så det var svært at stole på nogen over hovedet.
Kvinden virkede meget blid overfor Abigail, som var hun lavet af glas, men det havde nok noget at gøre med hvordan hun så ud, hun så hæslig ud kunne man vel sige, hun så i hvert fald til at have det meget skidt.
Det var nu ret rart at hun var så forsigtig og blid i hendes bevægelser på vej hen til hende, at hun var rolig, beroligede hende i hvert fald en smule.
Abigail begyndte at studere denne kvinde, som satte sig foran hende og begyndte at præsenterer sig selv. Tatia, et besynderligt navn, men ikke destomindre, et navn, som sikkert andre også hed, men det ville hun ikke kende meget til, da hun holdt sig til skoven sammen med sin søster og ikke turde bevæge sig udenfor skovens trygge grænser.
"Abigail" fik hun sagt gennem sammenbidte tænder. Hun havde egentlig ikke havde haft lyst til at sige meget, for hun havde nok at fokusere på, men hun tænkte at det kun var god pli, hvis hun faktisk svarede Tatia tilbage, efter hun havde været så blid og rolig overfor hende.
Da hun begyndte at nævne hulen og hvor hyggelig den var, begyndte hun selv at kigge rundt, hun have ikke rigtig tænkt over hulen imens hun lå der og havde det dårligt, men når nu hun sagde det, var den da ret hyggelig.
De havde dog ikke været der i lang tid, Ashley havde først lige lavet den, den morgen for at Abigail kunne få noget ro, uden at være bange for at der skulle komme et rovdyr og se hende som et let bytte, mens Ashley var ude.
Dog svarede Abigail ikke, men i stedet for, begyndte hun at tale telepatisk til Ashley, selvom det tog meget mere af hendes energi.
"Tal for mig Ashley..." sagde hun og kiggede hen på den store løveinde.
Ashley gik frem mod dem og stillede sig ved siden af Abigail, med blikket rettet mod Tatia og regnede med at hun stadig ville kunne forstå Ashley.
"Jeg lavede hulen denne morgen, for at holde hende i sikkerhed" sagde hun og kiggede ned på Abigail som smilede halvt.
Selvom Tatia så en del anderledes ud end så mange andre to væsnet de havde set, så formåede hun er have en beroligende aura som virkede ret godt på Abigail, som var meget opslugt i hende. Hun var ældre end hende, men Abigail havde ikke mødt andre som ikke var ældre end hende, så det var ikke noget nyt, det der var nyt, var at de faktisk talte sammen og Abigail ikke gemte sig i et træ, eller Ashley ikke gemte sig i en busk, klar til at angribe, eller at de ikke blev jagtet gennem skoven af dem de var blevet opdaget af, denne pige, denne Tatia var noget helt andet, det gjorde Abigail meget nysgerrig, og det kunne man sagtens se på hendes blik, der var rettet mod Tatia, og studerede hende meget, fra hoved til tå.

af Gæst Søn 22 Maj 2016 - 15:53

Ærligtalt. Så var hun på barbund. Hun anede ikke, hvad hun kunne gøre for pigen. Hverken hvordan hun skulle tænke, handle eller på nogen måde formulere sig.
"Jeg er imponeret over det. Vi gør alle, hvad vi er nød til at for at overleve i denne verden. Du er heldig at have en søster som passer på dig." Tatia havde to brødre. Som ikke var af blod, men stadigvæk nogle hun så som brødre. Hvad ville hun ikke give for at få sin biologiske familie tilbage. Hun savnede sine forældre, men kunne intet gøre over deres dødsfald. Men i det mindste var hun ikke alene...
"Min mor sang for mig når jeg havde det dårligt eller hvis jeg var trist, nok var jeg kun 4 år, men jeg kan stadigvæk huske det. Dog kan jeg ikke synge, så jeg vil ikke ødelægge jeres hørelse... men jeg kan nynne." Indrømmede hun med et venligt smil. Tatia gav sig til at nynne. En smuk melodi faktisk. Den var beroligende tonelejet. Efter lidt tid så stoppede hun. Tonelejet forsatte i den beroligende tone.
"Jeg er shapeshifter i en flok fra Ashen Wood. Jeg er i skoven på vegne af min alfa, jeg er hendes næstkommanderende. Jeg var på vej hen for at snakke med en alfa i en flok her i nærheden... men ja jeg så jægerne jagte Ashley tænkte jeg at jeg måtte hjælpe." Fortalte hun.

Tatia bemærkede blodet før det nåede at sive for meget ud. Let førte hun en hånd op til sin næse. Blod. Evnen overanstrengede sig for tiden bare ved den mindste udførelse af den. Det var måske heller ikke smart ikke at hvile sig efter rejsen. Hun skar en grimasse af smerte inden hun lod sig sidde op af hule væggen. Det var ikke lige frem fordi, at hun havde planlagt at smerten skulle besøge hende nu. Og det var ikke et første håndsindtryk hun brød sig om at vise. Generelt var svaghed blot en ting hun ikke brød sig om at vise. Desværre var det, hvad hun var nød til. For dette var en smerte hun endnu ikke vidste, hvordan hun skulle bide i sig. Det måtte hun dog blive nød til at vise det lige nu. Et smil lod hun brede sig frem på hendes læber for blot at hun ikke skulle virke truende på nogle punkter.
"Undskyld.. jeg prø.." Hun trak ansigtet sammen i smerte. "Jeg prøver ikke på at skræmme jer." Næsen løb stadigvæk med blod. Og som smerten tvang tårer frem i hendes øjne som havde den samme farve.

af Sponsoreret inhold

Help me, please? - Tatia

Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia

Sv: Help me, please? - Tatia