Oh... This should be... fun? ~Theo

T: omkring midnat
S: kroen
O: mennesketomt, oplyst og varmt
V: udenfor blæser det lidt, der er næsten skyfrit


Skramlen inde fra klædeskabet varslede om den kendte situation - en kvinde der ikke havde en ærlig trævl at tage på. Toby sad og grinte på sengekanten, mens han fumlede med et var meget små og delikate trusser.
''Du kan virkelig ikke være det her bekendt, Toby!'' snerrede Nephthys inde fra klædeskabet mens hun prøvede at mase sig ned i en kjole hun havde fra før hun havde fået Dean. Med nød og næppe fik hun den trukket på. Hun gik ud fra klædeskabet og Toby blev stum. Man kunne næsten se på ham, hvordan hans indre instinkter som mand tog over. Han rejste sig, da hun løftede op i håret for at han kunne snørre kjolen ind bag på. Den var sort, med små sølvdetaljer. Den gik til gulvet - hun var jo en dame - men dækkede knap og nap brystkassen fuldkommen. De var jo vokset en del siden hun havde været gravid.
''Hold nu op! Du vil elske ham!'' sagde han med et ærligt smil. ''I to er som skabt for hinanden! - og hvem ved? Måske er han mere frisk på at ændre din titel fra frøken til frue end din herre nogensinde bliver!'' Toby grinte, men måtte ømme sig voldsomt da Neph greb ham om hans kronjuveler.
''Du taler ordentligt om Sean - er du med!?'' knurrede hun, og man kunne straks se Tobys nervøsitet. Sean var et ømt punkt. Han var hendes bedste ven, og det tætteste hun nogensinde kom på en familie. Hun ville ikke undvære ham. Hun var kun gået med til denne blinddate fordi Toby allerede havde arrangeret den og den stakkels fyr nok sad og ventede på hende nu.
Hun samlede håret i en løs og rodet knold, og tog et par rubinrøde øreringe på. OM hendes hals hang den medaljon, som hun for længst havde glemt eksisterede. Lige indtil hun fandt den på markedet, og genkendte designet - hendes design.
''Nå! Se nu at komme afsted, inden han går igen!'' smilede Toby. Hun måtte jo nok hellere...

Kroen var næsten mennesketom. Hvorfor? Fordi Toby havde betalt for det hele. Hele kroen var lejet, til Nephthys og hendes date. Det var jo latterligt. Hun trådte ind, og gik direkte op til kroejeren ved baren og fik bestilt en blodøl. Hun magtede ikke være både sulten og tørstig - specielt hvis denne date gik dårligt. Hun kunne jo ikke bare spise Tobys ven.
Der var fem minutter til det aftalte mødetidspunkt. Gad vide om han faktisk dukkede op?
Hele kroens store hovedsal var lyst op af tændte sterinlys og kaminen som var indbygget i bagvæggen. Hun sad bare og stirrede ind på en flamme fra lyset på hendes bord, legede med den og fik den til at danse - blot ved at se på den. Hun elskede det. Den beroligende effekt det havde på hende.

Hvorfor havde han sagt ja til dette? Han kunne langtfra huske alt om sig selv, hvad hvis han havde en kæreste allerede? Hvorfor gik han så med på en blind date? Måske fordi at fyren havde sagt at de ville passe godt sammen. Nysgerrigheden havde vel overtaget alt andet. Det var ikke nyt. Han var utrolig nysgerrig, det havde han altid været. Det kunne han selvfølgelig ikke huske.
Han var heldig at han havde skaffet sig et job, så han nu kunne købe pænt tøj. Jobbet var egentlig meget simpel. Han hjalp bare en gruppe væsener med at lede efter et eller andet, han vidste ikke hvad, siden han ikke havde lyttet efter.
Theo stod foran et spejl og stirrede på sig selv. De sorte rander under hans øjne var næsten væk og hans hud havde fået lidt farve. Hans hår sad lidt pjusket, men det gjorde ikke rigtigt noget. Han sukkede og rettede sin hvide skjorte. Udover skjorten havde han sorte bukser og sko på. Sort og Hvidt passede ham bedst efter hans egen mening. Han tog en sort jakke på og begav sig ud af bygningen, hvor han boede.

Et minut før han skulle være der åbnede han døren ind til kroen. Tomt. Udover en person. Han rynkede svagt på panden og lukkede døren bag sig. Han måtte indrømme at han begyndte at blive lidt genert, men det skulle nok gå!
"Øhm..." Øhm? Var han dum? "Undskyld mig?" Han var ret sikker på at han ville ødelægge det hele.

Da Theo trådte ind, en smule forfjamsket måske, så kroejeren hen på ham. Han nikkede hen mod Nephthys, som forsat blot stirrede ind i ilden på det lille lys - flammen havde formet sig som et dansende par og dansede en vals. Hun sukkede stille. Hun havde aldrig danset med nogen, udover Jackson. Hun var helt forgabt i det dansende par i ilden, og havde derfor ikke set Theo træde ind. Efter et par sekunder stivnede hun dog, og samtlige lys undtagen ilden i kaminen gik ud. Hun stirrede hen på Theo.
Hendes følelser lyste svagt ud af hende: panik og urolighed. Sidste gang hun havde mødt Theo, havde hun først fået at vide at hun afviste ham, derefter forklaret at han havde afvist hende af en ukendt årsag. Toby kunne da ikke mene, at de to var skabt for hinanden!? Hun så ned, skjulte sig lidt i skyggerne der var trådt frem efter de små lys var gået ud. Vent... Måske var det her ikke en date. Måske var det et bestilt mord? Hun bed sammen. Forbandet være Toby - man skal aldrig stole på hans slags!
''Hvad laver du her, Theo?'' spurgte hun, inden hun rejste sig, tog sin blodøl og gik hen til ham. Hun var hurtigere og stærkere end ham - så hvis det n uvar et bestilt mord så var det et meget dårligt forsøg.
''Jeg går ud fra at vores fællesven Toby enten ikke kender til vores forhistorie, eller faktisk elsker en dårlig joke?'' hun tog en ordenlig tår af øllen inden hun så hen på kroejeren. Han kom hen til Theo med en almindelig øl og stillede den på bordet ved siden af dem. Hun så forsat afventende på Theo.

Det gav et mindre chok i ham, da alle lysene udover ved kaminen slukkede. Var dette en form for snigmord? Eller bare en meget genert pige? Uanset hvad så skulle han være forberedt. Det gav et gib i ham, da han hørte hendes stemme. Neph! Hvad var chancen lige for det?! Havde hun arrangeret dette for at irritere ham yderligere? Han trådte et lille skridt væk for at undgå hun kom for tæt på.
"Han er ikke min ven." Han trak på sin ene skulder. "Vi snakkede bare for en stund og han satte mig op til dette. Ud af nysgerrighed valgte jeg at gøre et forsøg." Han lagde armene over kors; han ville ikke drikke øllen endnu. "Hvad så nu? Går vi hver til sit eller prøver at fuldføre det her?"

''Baseret på vores sidste møde, så ville du vel heller ikke kategorisere mig som din ven. Jeg ser ingen grund til at vi ikke skulle gå hver til sit.'' sagde hun, en smule bidsk. Han var ikke en person hun havde lyst til at tilbringe tid med, specielt eftersom han ikke så noget som helst godt i hende - af dømme ud fra hans opførsel de sidste par gange.
''Toby har betalt for kroen og sprutten for i aften. Bare tag for dig.'' sagde hun, og trådte forbi ham, inden hun bevægede sig mod døren. Hun gad ærlig talt ikke Theo. Han var barnlig og søgte mere medlidenhed end hvad hun kunne administrere selv over for Sean. Og.. Theo gad vel heller ikke hende?..

Theo så sig over skulderen, da hun gik forbi ham. Med et lavt suk måtte han erkende at han godt nok gerne ville have hun blev. Måske var det muligt at redde deres venskab? Måske ikke ligefrem et forhold igen, men et venskab kunne da være rart.
"Det er kedeligt at drikke alene." Han måtte prøve sig lidt frem uden direkte at indrømme at han gerne ville have hun blev. "Når din ven har betalt for det hele er det vel kun rimeligt at vi begge bliver og prøver at få en god oplevelse." Han trak lidt på sine skuldre imens hans blik var låst fast på hende. Håb skinnede svagt i hans øjne, der før havde været så døde.

Hun så hen på ham, en smule forundret. Prøvede han at overtale hende til at blive, på trods af at de begge lige havde givet til udtryk at de ikke gad hinanden? Hun nikkede stille, et samtykke til at hun godt kunne blive en halv times tid. Hun følte ikke noget for ham - og det kom hun nok heller aldrig til igen. Han havde knust hende dengang han havde forladt hende uden grund - og det faktum at han ikke huskede grunden selv, var vel at grunden var ikke-eksisterende.
''Okay.. Du får en halv time!'' sukkede hun, med et drillende smil på læben, inden hun piftede højt og en flaske med ret så stærk sprut blev båret hen til dem, sammen med to små glas. Hun så udfordrende på ham, inden hun satte sig ned. Ingen drak Neph under bordet - ikke i ren alkohol. Hun var jo vampyr!

Theo satte sig ned og var rimelig lettet over at hun ikke bare havde afvist ham. Han havde ikke tænkt sig at prøve på noget, trods hans tanker vandrede lidt imens han betragtede hende. Han åbnede flasken med sprut og begyndte at hælde op i de to glas.
Han var i tvivl om han skulle komplimentere hende. Det ville være høfligt at gøre, men han ville ikke have at hun begyndte at tro, han ville prøve på noget.
"En skam at det blev mig, som du skulle på date med. Du ser virkelig godt ud." Han smilede høfligt til hende og løftede sit glas for at skåle.

Theo burde kende hende - men efter han havde mistet hukommelsen forventede hun intet.
Efter han havde skænket op til dem begge, og derefter komplimenteret hendes udseende, tog hun glasset og skålede med ham inden hun tømte det i én mundfuld.
''Jeg er positivt overrasket over at det faktisk var en jeg engang var glad for at være sammen med som Toby valgte. Tænk hvis det havde været Sean! Eller ham selv, i et eller andet dumt forsøg..!'' grinte hun roligt, inden hun smilede til ham.
''Jeg er dog lidt ked af, at du hænger på mig for i aften.'' grinte hun roligt

Theo tog kun et sip fra sit glas, eftersom han ikke vidste hvor stærkt det var, og han ville ikke risikere at begyndte at hoste. Det ville være rart pinligt syntes han selv. Han tog forsigtigt et sip mere imens hun snakkede.
"Hvem er Sean?" HAn mindes ikke at have hørt om ham. Jo, måske fra gaderne, hvor han havde overhørt et par samtaler, men ellers ikke. "Åh, jeg har intet imod at hænge på dig. Jeg tror skam på vi kan hygge os." Han gav hende et forsigtigt smil og tog endnu en tår af sit glas. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at bunde det. Han havde ikke fået alkohol i meget lang tid, så fristelsen til at drikke en masse af det var meget tøvende og nærmest ikke-eksisterende.

Hun så på ham, en smule undrende. Den Theo hun huskede drak velsagtens mere end hende. Var hun blevet for meget, eller var han faldet helt af på den? Hun lod det ligge.
''Sean er... Ja - hvad er han? Han er leder af Dragons Peak, eftersigende sammen med Assorian. Jeg arbejder for ham lige nu, men ellers så er han min nærmeste og absolut bedste ven..'' hun turde næsten ikke fortælle Theo om alt det som der var sket mellem hende og Sean. Deres barn, deres forsøg på at myrde hinanden, hende der kysser hans nevø - bare for at nævne et par ud af de hundredevis af ting de havde gennemgået sammen.
''Han er det tætteste på en rigtig familie jeg nogensinde kommer i nærheden af. Hvordan skulle en vampyr nogensinde skulle kunne få en rigtig familie?..'' hun sukkede og skænkede endnu et glas op til sig selv som hun tømte. Alkohol havde rigelig påvirkning på hende, men som regel var det i retningen af selvrealisering og hende der indså at hun var fastlåst som en mands sexlegetøj, veninde og ansatte. Hun havde aldrig haft held i sprøjten når det kom til den slags - aldrig.
''Hvad med dig? Hvordan går det?'' spurgte hun, for at glemme sig selv og hendes situation lidt. Hun var ikke helt tilfreds med livet hun levede - af gode grunde. Men hun fortalte ingen det.

Assorian. Heller ingen ide om hvem det var, men lød til at de var magtfulde mænd, som man helst ikke skulle blive uvenner med. Han nikkede til det Neph sagde og tømte sit glas. Alkoholen gjorde hans krop varm på en yderst mærkværdig måde, men han prøvede at ignorere det.
"En vampyr kan sagtens få en familie. Nære venner kan let blive som en familie. Vampyrer kan også gifte sig og trods de ikke kan få børn, så findes der andre måder." Han trak lidt på skuldrene.
Tja. Hvordan gik det med ham? Det var han nødt til at tænke lidt over for han var ikke helt sikker. "Det...går fint. Jeg har fået et job og en lejlighed. Efterhånden begynder jeg at huske mere og mere... Men det er meget forvirrende."

Han misforstod hende - som de fleste gjorde når hun nu snakkede om familie. Hun ønskede sig ikke en mand som hende - hun ønskede sig mand og børn - en rigtig fysisk familie. Men hendes udsigter til at være del af en familie, var ødelagt. Hun var alene.
Han havde fået både lejlighed og arbejde. Ikke dårligt.
''Det er dejligt at høre, at det går fremad. Jeg mangler selv både at finde mit eget sted og bo og så et fast arbejde. Sean har valgt at fyre mig.'' sukkede hun og gned ansigtet. ''Men det kan vi altid snakke om en anden gang!'' hun tog endnu et shot af den brændende væske - blot for at holde op med at snakke om Sean. Det var latterligt - han var uden for hendes rækkevidde og ville altid være det.
''Hvad arbejder du så med?'' spurgte hun, og prøvede at virke interesseret, på trods af at det med Sean nagede hende lidt.

Han kunne se og mærke at det nagede hende at Sean havde fyret hende. Hun lignede en, der havde brug for at snakke om det, eller få sine tanker hen på noget andet. Han hældte lidt mere alkohol op i deres glas imens han tænkte lidt over hvordan han skulle hjælpe hende.
"Jeg løber rundt i skoven med en gruppe væsener og leder efter et eller andet. Det betaler godt." Han trak på skulderen efter at have taget en tår. "Har du brug for at snakke om Sean? Jeg kan se at det nager dig." Han gav hende et forsigtigt smil.

Hun så på ham, og et kort øjeblik overvejede hun at lukke ham ind i den del af hendes liv som var forbeholdt Sean: hendes følelser. Men hun skubbede tanken væk - Theo var... Han var en del af hendes tidligere liv - en del som hun havde lukket ude efter han havde efterladt hende. Men det... Hun kunne ikke bare lukke ham ude, han kendte jo heller ikke grunden til at han gik? Gjorde han..?
''Jeg...'' hun rystede på hovedet, inden hun gned sig i ansigtet igen.
''Jeg kan vel lige så godt få det ud af systemet?'' mumlede hun, inden hun bundede glasset igen.
Hun kunne bare vise ham det. Lade ham se hendes minder, hendes glæde og smerte. Men hun turde ikke. Hellere blot fortælle det og spare ham for hendes smerte.
''Han er... han er mit livs kærlighed..'' sukkede hun, parat til blot at lade alt falde til jorden og opgive det hele. Hun rystede på hovedet.
''Misforstå mig nu ikke! Han har altid været der for mig, vi har delt så meget... Vi har et barn sammen.. - havde...'' hun sukkede stille.
''Men han har afskediget mig. Han har sparket mig ud af sine gemakker og har tilmed sagt at han nok skal finde andre opgaver til mig. Så.. fyret, det er vel ikke det rigtige term. Han har bare fravalgt mig til bestemte ting. De ting jeg følte jeg var bedst til. Jeg er endnu engang bare den ubrugelig lille tøs du engang kendte.'' hun sukkede og lænede sig tilbage i stolen. Hun manglede blod - og hun blev let frustreret. Hun var klar til at springe på det nærmeste væsen med en smule friskt blod i sig.
''Hvad leder i så efter?'' spurgte hun roligt, men hun vidste at svaret nok ikke ville interessere hende alligevel. Hun havde bare brug for at tænke på andet end Sean.

Imens han kiggede på hende strømmede minder ind i hans hjerne. Minder han havde mistet og havde ledt efter. Det var som om at han havde prøvet dette med hende før. Det overraskede ham så ikke, når de jo havde været sammen som kærester, men ikke desto mindre var det rart at få minder tilbage. Han håbede blot på at få minderne tilbage om hvorfor han slog op med hende. Han kunne ikke forestille sig, at han slog op med hende for at være sammen med en anden. Der måtte have været en grund.
"Jeg ville aldrig bruge ordene ubrugelig eller lille om dig. Selvom Sean gav dig andre opgaver gør det dig ikke mindre værd. Når jeg ser på dig... Så ser jeg en selvsikker kvinde." Han smilede lidt forsigtigt. Han ville ikke virke som om han flirtede med hende. "Du behøver ikke bevise dit værd. Bare hold hagen løftet, ret ryggen og vis Sean at du klarer dig. Hvem ved? Måske giver han dig dine gamle opgaver igen." Han tømte sit glas igen. Han kunne mærke alkoholen nu. Det var en underlig, men bekendt følelse.
"Ingen ide. Jeg følger bare med og bliver betalt. Ofte skal jeg bære deres grej."

De havde leget katten efter musen i så mange år. Altid havde hun ventet på ham, altid parat til at falde i hans arme og leve lykkeligt for evigt. Men hun var faldet for et ideal - et utopia. Det uopnåelige: Sean. Hun måtte videre, hun måtte blive sin egen person igen. Men hvordan? Hun var fanget, som vampyrinde, i et liv hvor hun ikke havde mere tilbage af sig selv.
''Jeg skal ikke arbejde for ham - jeg kan ikke finde ud af det. Han har jo ret. Jeg hører ikke engang til her. Jeg er... Jeg er træt af at være alene.'' sukkede hun og gned sit ansigt igen.
''Jeg tror bare... Jeg tror at jeg burde tage afsted igen. Tage væk i noget tid, komme væk fra det hele.'' sagde hun bare, og så på ham med et lille prøvende smil. Hun havde ikke lysten til at smile stort, men heller ikke til at ligne en surmulende møgunge.

Udfra hvad han kunne høre så gav hun op. Hvis der var en ting, som han virkelig hadede, så var det når folk bare gav op. Han kunne forstå og se på hende at hun havde kæmpet en lang kamp, men han brød sig ikke om at hun gav op. Men det var ikke hans valg, ikke hans kamp. Han havde intet at gøre med dette og på en måde tvivlede han på at hun ville lade ham hjælpe.
"Jeg er ikke enig med dig i om at det er det, du burde gøre, men.." Han hældte mere alkohol op i sit glas. "Hvis det er det du vil, så vil jeg ikke stoppe dig." Han smilede kort inden han bundede sit glas. "Det er dit valg, trods alt. Jeg støtter dig uanset hvad."

Hun genkendte hans blik, hans tonefald og hans ord. De havde været igennem det her før. Ham der ikke var enig i hendes valg og mente at hun gav op før hun havde udforsket andre muligheder.
Hun så på ham, og tog en dyb vejrtrækning.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre - hvem hun var og hvad hendes næste mål skulle være. Hun var en identitetsløs person uden Sean. Sådan følte hun sig i hvert fald.
''Jeg tror... jeg tror jeg burde trække mig tilbage. Bare inden jeg...'' hun rystede på hovedet. Hun var sulten, og det kunne efterhånden ses ret meget på hende. Hendes øjne var mere orange end sølv, og hendes hjørnetænder var fremme og klar til at gå igang. Hun så kort på ham, inden hun rejste sig og støttede sig til bordet kort. Alkohol havde tilsyneladende en effekt på hende når hun var sulten. Aldrig drikke på tom mave!

Theo reagerede instinktivt, da han så de skarpe hjørnetænder. Han rykkede sig automatisk tilbage. Fyren havde været menneske før han blev til en ny race, så at se en vampyr fik automatisk hans selvforsvar instinkt til at vågne op og ringe med klokkerne.
Men hurtigt gik det også op for ham at han nok ikke burde være bange. Han tøvede lidt, og han ville ikke røre hende. Tænk hvis det udløste at hun angreb ham på grund af sine vampyr instinkter?
"Måske er det for det bedste, ja." Han gav hende et nik. Hellere at hun trak sig tilbage end at hun gjorde noget, som hun ville fortryde i sidste ende.

Det var nemt at se på hende at hun egentlig ikke havde lyst til at afslutte det. Men var der andre muligheder?
Under alle omstændigheder så rejste hun hjem til Doomsville hvor hun følte at hun var mere sig selv end Seans skødehund.
''Jeg er ked af at jeg ikke kunne være mere.. Voksen, i mine synspunkter omkring mit liv.. Jeg er bare sikker på, at jeg ikke kommer videre så længe jer er her. Så længe jeg er i nærheden af Sean, så kommer jeg ikke til at leve et værdigt liv..'' sagde hun og trak på skuldrene.
''Jeg bliver her i et par dage mere, inden jeg rejser til Sunfury i en uges tid.. SÅ tager jeg hjem til Doomsville derfra.'' sagde hun stille, inden hun rejste sig.
''På trods af måden vi mødte hinanden på her i aften, så er jeg glad for at jeg fik set dig igen inden jeg rejser. Pas godt på dig selv, ikke?'' sagde hun med et varmt, dog sørgmodigt, smil.
Hun bevægede sig hen mod trappen der førte op til kroværelserne.

Hendes sørgmodige smil blev gengældt med et ganske lille skævt smil fra ham. Han knyttede sin ene hånd og borede neglene ind i huden. Han kunne ikke bestemme sig for om han skulle stoppe hende eller ej. Hun havde jo ret og han havde ikke lyst til at stoppe hende fra at få det bedre. Med et lavt suk rejste han sig op.
"Du taler som om at dette er et farvel," hans svage smil blev lidt kækt og hans øjne lyste op i det de søgte imod hende. "Så tro om igen. Jeg har i sinde at møde dig i Doomsville en dag." Og uden at sige mere bevægede han sig ud af kroen. Han var lettet, glad og skuffet på samme tid. Lettet fordi at hun havde fundet en måde at hjælpe sig selv på. Glad fordi han havde set hende igen. Skuffet fordi han havde håbet noget mere. Hvad han havde håbet på var ham ukendt.

//out, tænker jeg?