Du ved ikke hvad der er sket siden sidst - Theo

P: Klik her!
S: Dragons Peak
V: vindstille, overskyet
T: omkring to om natten

Klokken var mange, men det lod til at byen efterhånden havde omstillet sig til, at det var nattevæsnernes døgnrytme der herskede. Boder og butikker var åbne, barer og en enkelt kro. Det var herligt at man ikke følte sig så udenfor mere.
Men.. Så alligevel... Hun havde i et stykke tid nu prøvet at komme udenom følelsen af at Sean havde en form for ejerskab over hende. Hun var hans vagthund - som hun havde været det meste af hendes liv. Ingen skulle røre ham, uden at have hende siddende i låret med sine ret så skarpe hugtænder inden længe.
Det var tydeligt for enhver der kendte lidt til lederne af det nye Dragons Peak, at Nephthys ikke blot var endnu en vampyr i området - hun havde en vis betydning. En betydning hun ikke havde haft muligheden for at leve op til endnu.
Hun gik fra bod til bod - en solgte blod og en anden solgte friskt kød. Duften gjorde hende blot mere tiltrukket af stedet - som om hun virkelig hørte til der, både nu og da hun havde været shapeshifter... Det var ti år siden snart, at hun havde kunnet forvandle sig til en snehvid ulvinde og blot forsvinde ud i skoven. Nu var det mere... skyggerne, som var hendes venner.
''My'Lady!'' kaldte en af mændene der ejede en bod. Han kom luntende hen til hende, med ærefrygt i øjnene.
''M-m-my'lady! Her...! Det t-til Dem!'' fremstammede han, mens han bukkede ærbødigt for hende.
''Tag dig dog sammen, Timothy! Du er for gudernes skyld da ikke en kloakrotte med en hjernerystelse!'' sukkede hun og tog imod gaven fra ham. En halskæde som hun ikke havde set magen til i evigheder. Dengang hun havde fået Seans smykker designet til ham havde hun designet en kæde til sig selv, men hun havde aldrig fået den lavet. Den var sort som natten, med store sorte skeletvinger som holdte om et skrøbeligt hjerte lavet af blodrubin. Hun bed lidt sammen og viftede ham væk.
Hun knugede halskæden til sig, i sin hånd, mens hun bevægede sig ned af gaden. Hun genkendte kun få, men mens hun stirrede ned i sin hånd - ned på halskæden - hamrede hun frontalt ind i en anden person på gaden. Hun stoppede op og stirrede en smule arrigt på ham - indtil hun måtte tage sig selv i at tabe kæben.
''Theo?'' hun løftede et øjenbryn, mens hun lagde hovedet på skrå. ''Hvad pokker laver du dog her?''

//lidt kort start - men moderen er et sladrehoved! xD //

Theo stirrede forvirret på kvinden, der hamrede ind i ham. Godt spørgsmål. Hvad lavede han her? Hvor var han egentlig? Han vidste det ikke. Hvor skulle han vide det fra? Han gik bare. Gik. Gik. Gik. Fulgte lydene, sine fornemmelser. Hvem var hun egentlig? Theo. Hun kendte hans navn. Hvem var hun? Han vidste ikke hvem hun var, men.. Han følte sig fanget. Fanget i hendes øjne. De sølvfarvede øjne, der holdte ham som gidsel. Han stirrede nok forvirret på hende i to minutter før han åbnede sin mund, men ingen lyd kom ud. Han havde en ødelagt langærmet trøje på, sorte bukser, men ingen sko. Han havde sorte rander under øjenene og lignede faktisk et lig, han lugtede nok også sådan.
"Jeg er..jeg.." Han så rundt. "Hvor.." Han kiggede på hende igen. "Hvem er du...? Hvor.. Hvor er jeg?" Han så helt fortabt ud; som en lille hundehvalp, der havde mistet sin mor.

Hun så mistroisk på ham, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke bare hive ham med op til Sean - det ville Sean ikke bryde sig om. Hun kunne heller ikke efterlade ham i den tilstand.
''Hey.. Ro på, kom lige med her..'' sagde hun, med et venligt og varmt smil. Om end han ikke genkendte hende eller huskede hende så var det synd for ham at han bare stod som en forvirret hundehvalp.
Hun tog hans hånd, og trak ham blidt med sig ind på en kro hvor hun uden tøven bare gik over og bad om et værelse på ubestemt tid. Mange så forvirret på hende, og derefter på Theo - men det ville hun skide på. Han havde tydeligvis ikke brug for at rende rundt i gaderne lige nu.
Hun fik en nøgle og tog viftede ham med sig ned af en gang - ned til et rimelig stort værelse. Hvis han fulgte med, så ville hun lukke døren efter ham og låse den - mest af alt fordi hun ikke gad sure tanter og sladderhoveder der plaprede løs og udspionerede dem.
''Hey... Kan du slet ikke huske mig?'' spurgte hun med et roligt smil. Der var ingen grund til at presse på, men hun fandt det trist at hun var blevet glemt. Måske var det fordi han ikke kunne genkende hende uden det hvide hår og den solbrune hud?

Der var tre spørgsmål, som forblev i hans tanker. Hvem var hun? Hvor var han? Hvorfor var han her? Det værste var at han ikke var tæt på at finde nogle af svarene overhovedet. Eller måske var han? Han var virkelig usikker lige nu. Han fulgte alligevel med hende. Måske vidste han hvor han var? Det føltes alligevel underligt, da hun tog hans hånd. Han blev endda lidt skræmt. Det var længe siden at nogen havde rørt ved ham, især på en venlig måde. Folk havde kastet sten på ham, skubbe til ham, kaldt ham onde ting - Men han havde bare taget imod det. Ikke reageret på det. Bare stået der som om han var død.
Han gik ind i værelset og så sig endnu mere forvirret rundt, inden han med et spjæt kiggede på hende. Lyden af døren, der blev lukket og låst skræmte ham. "N-..Nej." Han rynkede på panden og trådte et skridt væk. "Sølv.. dine øjne." Han løftede sin hånd og pegede imod hendes øjne. "Jeg kan huske.. øjne der kiggede på mig.. sølvfarvede øjne. Mere..kan jeg ikke..huske." Han havde besvær med at snakke tydeligvis. Som om at han ikke kunne finde ordene så godt lige nu.

''Okay - okay. Ro på, mester. Sæt dig ned, og træk vejret.'' sagde hun med et roligt smil. Hun vidste godt hvordan det føltes, ikke at kunne huske - at føle at noget var bekendt, men hvorfor var det ikke...
''Det er klart, at du kan genkende mine øjne.'' sagde hun med et roligt smil og så gik hun hen og lænede sig op af kommoden - han kunne se hende, nå hende - men der var afstand nok til at ingen af dem burde føle sig utrygge.
''mit navn er Nephthys. Eller rettere... Sephthys Nemesis Storyteller Tenniel.'' sagde hun med et lille smil.
''Jeg ved det. Navnet hjælper sikkert ikke en skid.'' sagde hun roligt.
''Vi to kendte hinanden for noget tid siden.. Jeg kan vise dig det.. Men, jeg tvivler på at du har lyst til at se det. Specielt nu når det lader til at vi to er... Kommet videre..'' hun smilede stadig til ham. Der var ingen grund til at komme med dårlige vibrationer lige nu. Han virkede sårbar.

Han gjorde som hun sagde. Satte sig ned på sengen og det fortabte udtryk i hans ansigt forsvandt ikke, men det kom det nok heller ikke til. Han stirrede ned i gulvet; for det var jo noget så interessant! Han turde bare ikke at kigge på hende. Hun så ret så intimiderende ud, faktisk, og han var lidt halv skræmt. Han blev endnu mere skræmt af hendes lange navn.
"Kan... Jeg kalde dig Neph?" Spurgte han forsigtigt inden han endelig løftede sit blik op på hende. Hans øjne udviste klart hvad han følte. Han var bange, skræmt, og vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre.
Men, da hun så sagde at hun kunne vise ham det. Vise ham nogle af hendes minder med ham - for det var jo vel, hvad hun ville vise? "Gør det!" Han rejste sig hurtigt op, han virkede faktisk ret desperat. "Vis mig det! Så er du sød.. Please.. Jeg kan ikke.. huske så meget. Nærmest ingenting." Han så ned, ret trist igen. D'awh.

Hun nikkede.
''Du kan kalde mig lige hvad der passer dig.'' sagde hun roligt. Hun smilede ikke mere. Hun forberedte sig mentalt for at skulle grave ned i sine egne minder for at huske noget hun havde gemt væk for længst. Det var længe siden, de havde begge været unge og en smule naive dengang. Se dem nu... Mørkets væsner, og lige så naive som dengang.
Hun rettede sig op, og gik stille hen til ham. Hun stillede sig foran ham - mens hun bed sig i læben.
I et splitsekund overvejede hun at afbryde det hele - men det ville være så unfair over for ham. Hvis dette var den eneste mulighed for at huske - var det så ikke det værd?
Hun lagde en hånd på hver side af hans hoved og lukkede sine øjne. Kort efter ville alt blive sort for ham. Hun hviskede et sagte undskyld inden det ville føles som om de begge blev hevet ned i en malstrøm. Forskellige minder ville spilles i klip for hans indre blik, indtil de stoppede ved to unge mennesker der sad i en seng. Den unge mand var nem at genkende: Theo. Kvinden derimod havde intet tilfælles med Nephthys udover navnet og øjnene. Kvinden lå med hovedet på hans lår og stirrede op på ham med et bredt og interesseret smil, mens han fortalte om sin barndom. Hun havde ikke lyttet, derfor var der intet information at komme efter i hendes minder. Hun havde kigget på ham, udforsket hans ansigt. Han smilte med han talte. Et varmt og drenget smil. Hun satte sig op i en hurtig og elegant bevægelse og rettede ansigtet mod hans, hvorefter hun kyssede ham. Kysset tog til i intensitet for dem begge to, og i takt med at hun lagde ham ned i sengen og satte sig over ham fadede det hele ud i sort igen. Følelsen af en malstrøm vendte tilbage og efterlod dem tilbage i kroværelset. Neph slap ham, bakkede lidt og støttede sig til kommoden igen. Det var energikrævende at skulle gøre den slags. Specielt når det var et bestemt minde.
Hun så afventende på ham, som om han lille skulle have tid til at opfatte hvad der var sket.

At se de minder var som et slag direkte i hjernen. Hans hoved gjorde pludselig meget ondt, og minderne fortsatte bare. Selv da hun var trådt tilbage fortsatte minderne med at spille. Man kunne vel sige at hun havde startet noget; det var ikke alle sine minder han så, det var mest dem med hende i. De sorte rander under hans øjne blev mindre tydelige, og han så ikke helt så sygelig ud mere. Dengang.. havde han bare været.. en dreng. En dreng som havde været forelsket, som havde været uskyldig. Nu var han et skyggevæsen, korrupterede, forvirret og led af hukommelsestab.
Hans øjne blev fokuseret igen, mindestrømmen var endelig ovre. Han så op på hende, ikke nær så skræmt mere, men stadig meget forvirret. "Jeg kan.. huske.. Ikke alting, men.. Minderne med dig, de.. jeg kan huske det." Han lukkede sine øjne og en lille tåre banede vej ned af hans kind. Endda hans stemme lød mere sikker, ikke skrøbelig mere. "Undskyld. Jeg ved ikke.. hvorfor jeg ik' kan huske mere.."

Ganske roligt lod hun en fingerspids gribe hans tåre, inden den trillede for langt. Hun havde nemt ved at glemme hvor svært det havde været for hende dengang.
''hmm, du skal ikke undskylde. Det er ikke første gang det er sket at nogen mister hukommelsen..'' sagde hun med et venligt og varmt smil. Man kunne se hvordan hendes udseende havde ændret sig. Hun var mere voksen, håret var sort som natten og hendes hud var mælkehvid. Hun havde utallige ar spredt ud over kroppen og ansigtet og det ene øjes sølvlige skær var falmet som om det var stivnet.
''hør her.... Hvad der skete mellem os to dengang... Vi var jo bare børn..'' hun smilede forsigtigt til ham. Det var længe siden for hende. Hun havde været igennem for meget til at hun kunne vende tilbage til at være en ung pige med livsglæde.

Theo lukkede sine øjne i det hun tog hans tåre væk med sin fingerspids. Han ville helst ikke være i denne situation lige nu, men der var intet valg. Han kunne ikke gøre noget ved det. "Muligvis ikke, men.. det gør det ikke mere nemmere." Han bed sig selv svagt i læben imens han tænkte. Hvad skulle han gøre nu? Han kunne få sine minder tilbage, det var tydeligt, men hvordan skulle han gribe det an? Hans hoved begyndte at gøre mere ondt. Et tydeligt tegn på at han skulle tage en ting af gangen.
"Heh. Bare 'børn'. Det er vel meget rigtigt, men det føles ikke som en evighed siden for mig. For mig føles det.. blot som.. få måneder siden." Han så nøje på hende; hun var virkelig forandret. "Du har ændret dig, men det har jeg ikke. Det er vel bare en del af min forbandelse, jeg også må leve med."

Han løj ikke. Hun havde ændret sig. Meget endda.
Hun var ikke længere spinkel med solbrændt hud og snehvidt hår. Nej, hun var en datter af natten med håret der talte for det.
''Det er flere år siden jeg sidst har set dig.. Jeg var ikke mere end sytten eller atten dengang. Meget er sket siden.'' hun så lidt tomt ned for sig - igen var det ikke løgn. Det var en forbandelse.
''På trods af at du er.. Som du er nu. Så lader du ikke til at være så anderledes end fra dengang. Du smilede mere og du talte langt mere end du gør nu. Men jeg er sikker på at det stadig findes i dig.'' hun kunne se at der var noget anderledes ved ham - noget der ikke havde været der før. Han så syg ud. På mange punkter gjorde det hende bekymret - en bekymring hun kun normalt udviste i forbindelse med når der skete Sean eller Hayley noget. Hayley... Hun havde ikke set hende i evigheder. Ikke siden hun havde forladt Sunfury på grund af Nicolas. Minderne væltede ind over hende, og gjorde hende en smule utryg. Hun havde været så sårbar dengang.
''Da jeg var tyve.. Der var jeg forelsket. I en mand, som jeg ville leve resten af evigheden med. Jeg lavede en aftale med en vampyr. Jeg havde noget han ville have, og til gengæld ville han lade mig forvandles. Det er snart elleve år siden... Jeg har fået en søn... Men han er ikke blandt os mere.. Jeg kommer aldrig til at få en familie - ikke udover manden jeg ofrede min dødelighed for.. Og han ser mig ikke som andet end et værktøj i sin mission om at overtage verdenen en dag.'' det var ikke sandt, men det var sådan hun følte det.
''Du er ikke alene med din forbandelse, men jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke bliver bedre med tiden. Tålmodighed er nøglen..'' sagde hun med et lille smil. Hun vidste at hun ikke selv havde affundet sig med hendes liv. Med hendes mangel på familie og kærlighed. Hun var, og ville altid være, en vampyr.

Flere.. år. Han knyttede sin ene hånd. År. Ikke måneder,men år. Hvad med hans familie? Også selvom han ikke kunne huske sin familie blev han bekymret. Var de okay? Han kunne end ikke forestille sig sin familie. Han kunne ikke huske hvilken hårfarve de havde, om han havde søskende, eller noget som helst.
"For dig er der sket meget." Mumlede han. År.. Han havde kun gået rundt i et par måneder, havde han ikke? Ikke år. Der var flere minder, han havde glemt, tilsyneladende. Hvordan var han endt sådan her? Spørgsmålene ville ikke stoppe med at strømme igennem hans hjerne.
"Men jeg plejede ikke at gemme mig i skyggerne, eller blive kastet sten efter." Han lænede sig tilbage i sengen, så han lå ned på den. Han kunne godt fornemme at han trængte til et bad.
"Jeg ser ikke grunden til at jeg skal kende til din gamle forelskelse. Det gør ikke ligefrem mine følelser bedre." Han sukkede dybt og gemte sit ansigt under en af puderne. "Tålmodighed har jeg massere af. Jeg har ikke lavet andet end at stå i skyggerne og glo. Det kræver meget tålmodighed."

Hun følte lidt at hun havde fået smidt en bog i hovedet ved hans kommentar om at han ikke behøvede at høre om hende. Hun huskede ham som sød og hjertevarm. Nu var han... en skygge. Hun så lidt ned, rystede på hovedet af sig selv.
''Nå... Men nu husker du da i hvert fald noget...'' hun rejste sig helt op, rettede på sit tøj og sit hår - som begge dele sad lidt sjusket efter hun havde vist ham minderne.
''Nøglen til værelset ligger på kommoden.. Du kan bruge det så længe du vil. Hvis nogen spørg, så kan du bare nævne mig.'' sagde hun roligt mens hun prøvede at skjule hvor sårende hans kommentar egentlig havde været. Hagen op, lad ikke andre se svaghederne. Desværre var hun ikke altid den bedste til det.
''Jeg håber at du får styr på tingene.. Det er aldrig sjovt at glemme hvem man var..'' sukkede hun, inden hun tog fat i dørhåndtaget efter at have låst op. Hvis han ikke stoppede hende så ville hun bare gå ud på gangen og ned mod kroens stue igen. Han havde vel ikke behov for at hun rendte rundt og legede hans babysitter?
Ligemeget hvad, så fandt hun det lidt generende at hendes følelser var blevet afvist på den måde når hun havde regnet med at han i det mindste havde været forstående for at hun havde brug for en at dele det med. Men nej. Hverken Theo eller Sean lod til at være til at snakke med når det kom til hendes følelser.

Han havde vidst såret hendes følelser. På en måde var han ligeglad. Tænkte hun ikke over at det måske sårede ham at hun direkte afslog ham? For hende havde det været år, for ham havde det blot føltes som måneder, men det tænkte hun sikkert ikke over. Han knyttede sine hænder og kunne langsomt mærke de sorte rander under hans øjne komme frem igen. Hans hud blev også mere bleg og mere sygelig igen.
"Det er heller ikke sjovt at blive direkte afvist." Sagde han lige før hun gik, og var egentlig ret ligeglad med det hele. Han rejste sig op, men var lige ved at falde. Heldigvis genvandt han balancen lige før han faldte. Han tog en dyb indånding og rettede sig op. Nu hvor han havde chancen burde han vel tage et bad.. og gad vide om der var noget efterladt tøj på værelset? Nuvel, bad først!
Han trak sit tøj af efter han havde forberedt badet og lod sig synke ned i det varme bad. Han gispede let; dette var en.. bekendt og meget savnet følelse. Varme. Han smilede svagt af det.
Døren var endnu åben, han havde ikke lukket den, så hvis Neph kom tilbage kunne hun egentlig bare gå direkte ind, men han regnede ikke med at hun kom tilbage. Nogensinde... Men, man havde vel lov at håbe?

Hun havde ikke mere at sige til ham - direkte afvist? De havde ikke set hinanden i flere år! Hun kunne for pokker da ikke bare vende tilbage til at være som dengang, ikke mere. Han var for følsom, for skrøbelig. Han ville knække i armene på hende hvis hun prøvede at kramme ham. Hun rystede på hovedet og gik direkte hen til kroejeren hvor hun fik et glas der lignede tyktflydende rødvin. Blodvin var en specialitet i Dragons Peak efterhånden. Og det var noget hun nød, meget. Hun slap for at jage samtidig med at hun kunne drikke sig en god kæp i øret.
''Forbandede lille møgunge - tror han har det hårdt bare fordi han intet kan huske! Så skulle han da prøve at se alt det lort jeg prøver at glemme - han skulle skamme sig! Her prøver jeg bare at hjælpe ham og så laver han dét nummer! Afvist, bah!'' knurrede hun lavt mens hun tog glasset med sig ud af kroen og direkte hen til den første bod der solgte tøj. Hun købte en hvid skjorte, sorte bukser, sokker, sorte sko, rent undertøj og en let frakke til ham. Hun vendte tilbage ti minutter senere, og uden så meget som at overveje at banke på gik hun direkte ind på værelset. Hun lagde tingene til ham på sengen og stillede en øl til ham på kommoden. Hun huskede ikke om han drak, og hun var også ligeglad. Det var i det mindste en gestus.
''Jeg afviste dig ikke - Theo. Men du er ikke som du var dengang - du kan da ikke forvente af mig at jeg falder direkte tilbage i dine arme.'' sagde hun bare, inden hun tog en tår af sin vin, afventende. Han skulle ikke beskylde hende for den slags, uden at forstå hvad der skete. Han anede jo intet om det, om hende! Han anede ikke at hun boede på Seans og Assorians borg, og var Seans egen personlige vagthund. At hun på et eller andet punkt kunne gøre hvad der passede hende - hun var den kvindelige ækvivalent til Ramsay. Hun torturerede dog ikke - hun mishandlede.
''Den pige du husker, det er ikke mig længere. Det var det jeg prøvede at forklare dig - jeg ville ikke tvære mit mislykkede forhold i hovedet på dig.'' sagde hun så, en smule bittert. Hun burde ikke dele ting med andre. Det gik bare galt.
''Du må sende bud efter mig, hvis du vil snakke. Men husk lige, ingen kender mig som Storyteller her. Her er jeg bare Nephthys, og det er ikke et navn man bruger let.'' sagde hun bare, ligeglad med om han hørte hende. Hun var ikke interesseret i hans trodsige barnlige kommentarer. Det var de begge for gamle til.

Han var lige ved at dø af skræk,da han hørte hendes stemme. Forhelvede, han var jo nøgen?! Hun var sindssyg. Det stod helt klart for ham lige nu. Han så sig lettere desperat rundt efter et håndklæde, i tilfælde af at hun skulle gå ind i rummet, hvor han var, så han kunne dække sig selv.
"Bare rolig, det forventer jeg ikke." Sagde han og rakte udefter et håndklæde, der var noget svær at få fat på. "Men, det var dig som med det samme sagde, 'hør her.. hvad der skete dengang.. vi var jo bare børn'... Jo tak, jeg genkender en afvisning, når jeg hører en!" Han gryntede højt, og fik fat i håndklædet. "Men jeg er ligeglad. Du er vel også ligeglad. Jeg har glemt hvem jeg er, min familie, og den eneste jeg så'n på nogen måde kan regne med er dig - og du afviser mig i det sekund du viste mig nogle minder."

Hun kunne fornemme hans panik. Og hun vidste da godt hvorfor - men på trods af hendes evner til at lokke enhver med sig i fordærv så havde hun ingen intentioner om at være intim med ham. De år hun havde haft til at blive voksen var væk for ham - han var nulstillet og uden andre minder end de to. Det var på et eller andet punkt trist.
''Du er bare for meget!'' knurrede hun frustreret og gned sine tindinger. Nu huskede hun så småt hvorfor hun havde droppet at lede efter kærlighed.
Hun rystede på hovedet.
''Afvist!? Afvist! Hvad pokker bilder du dig egentlig ind!?'' man kunne næsten hører på hendes stemme at hun var ved at være godt ked af det.
''Du skred - Theo! DU skred! Du afviste mig.'' hun sukkede og lukkede øjnene. Hun var tæt på at opgive totalt og bare gå.

Hvad pokker snakkede hun nu om? Han havde afvist hende? Han kunne ikke helt huske det,så enten var det sandt og han havde glemt det, eller hun løj. Den første mulighed var nok den rigtige. Han rejste sig op fra badet og viklede håndklædet om sit liv, så det i det mindste dækkede den vigtigste part. Han gik ind i rummet til hende.
"Og hvorfor gjorde jeg det? Sagde jeg hvorfor?" Hans hår var vådt og hang ned af hans ansigt, små dråber dryppede ned af hans hage, og en ned langs hans kind, så det lignede at han græd. "Jeg er ked af at jeg afviste dig dengang, men nu bruger jeg dine ord; Vi var børn. Jeg havde nok ikke vidst bedre."

Hun gned forsat sine tindinger da han kom ind i værelset igen. Hun havde lidt lyst til at vende sig om og gå sin vej. Hun følte sig angrebet og uretfærdigt behandlet - men så igen, han huskede det vel ikke.
''Du fortalte mig intet om hvorfor. Du ville bare ikke mere.'' sukkede hun og så så endelig hen på ham. Hun havde egentlig ikke noget at sige til at han havde afvist hende, hun var kommet over det - tildels. Ikke 100%, men nok til at hun ikke ville prøve på noget med ham - mest af alt fordi han ikke huskede en dyt.
''der ligger noget tøj til dig på sengen.'' sagde hun bare, en smule mut inden hun gled ned og sidde med ryggen op af væggen. Hun havde det skidt, en smule svimmel blev hun altid når hun ikke spiste regelmæssigt.
''hvis der er mere du vil snakke om, så skal det helst være nu.. Jeg bliver nødt til at gå snart..'' sagde hun og gned tindingerne igen, mens hun prøvede at stille skarpt med øjnene.

Theo kom med et halvhjertet grin, da hun sagde at hun ikke vidste hvorfor at han havde slået op. Det vidste han selvfølgelig heller ikke, men han var sikker på at der var en god grund! "Hvis jeg ikke kom med en grund, så kan du ikke bare sige jeg afviste dig. Måske var jeg tvunget til at slå op? Der må være en god grund."
Han så på sengen med tøjet og nikkede kort. "Tak." Han vendte sit blik tilbage på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Med et lille suk trådte han et skridt tættere på, men gik derefter ikke længere. "Undskyld, Neph. Jeg opfører mig dumt lige nu.. Jeg er bare bange. Jeg har ændret mig, på måder jeg ikke forstår, og det skræmmer mig. Hvad skræmmer mig mere er at der er gået år.. Jeg har mistet så meget. Min familie.. Dig.. Og hvem ved hvad ellers jeg har mistet."

''grin af mig igen og du finder ud af hvorfor ingen modsiger mig her.'' brummede hun, en smule dyrisk. Det var tydeligt at hun ikke var i humøret til morsomheder.
''Du gav mig ingen grund, du forsvandt bare. Derfor kan jeg ikke forklare dig en skid - du var bare væk. Naturligvis kunne det være at du var tvunget, at der var sket dig noget. Men vi havde kendt hinanden i så kort tid, at jeg ikke lagde mere i det. Jeg er vant til at mænd dropper mig og forsvinder.'' mumlede hun inden hun lukkede øjnene.
''gem dine undskyldninger, de er alligevel ikke nødvendige over for mig.'' sagde hun og rejste sig, mens hun støttede sig til væggen. Hun var træt og svimmel, og ved at være ret muggen over hans opførsel og direkte angreb på hendes forklaring.
''Jeg viste dig kun mindet om os to, for at give dig et eller andet at arbejde ud fra. Jeg vil ikke have noget kørende med dig Theo. Jeg er din ven, som jeg altid vil være - men der er begrænsninger.'' hendes hjørnetænder voksede langsomt mens hun snakkede og efter et minuts tid var de lange og skarpe - klar til at hun skulle spise.
''Man får ikke mere end en chance med mig. Hverken som ven eller mere. vend mig ryggen, forråd mig eller gør mig fortræd på nogen som helst måde - og du vil fortryde det.'' og med de ord gik hun hen til døren, åbnede den og forlod værelset. Hun lukkede døren efter sig, og omkring 30 sekunder senere havde hun fundet en ung mand og havde slæbt ham med ind på et andet kroværelse. Det første man ville høre, var mandens lettere højlydte stønnen, og efter et minuts tid gik det over i et panisk råb om hjælp inden det døde ud og der blev helt stille inden fra værelset. Man måtte ikke lege med maden - men den regel havde hun nu aldrig efterlevet.

//out - skriv en pm hvis du vil have et nyt emne //