Dr. Muddy (Kreativ historie)

(Del1)
Tårnet var højt og forladt. Det var skævt, sten stak ud hist og her. Slyngende planter voksede stædigt op af den og måske hjalp de endda med at holde tårnet på plads, så det ikke kollapsede. Det var tydeligvis gammelt, det havde stået der længe og var glemt. Ensomt. Nogle tjørnebuske holdte nysgerrige hænder fra det. Store edderkoppespind strakte sig op og ned af muren, brugte hver en ujævnhed til at fange en flue eller andet insekt. På toppen bevidnede nogle pjuskede samlinger, at fuglene brugte stedet til at yngle. Nogen gange kunne man finde de gamle æggeskaller på jorden omkring tårnet, måske endda en død fugleunge, der ikke havde formået at flyve og dermed var faldet i døden. Rundt om tårnet herskede en vild skov, med træer der var høje nok til at skjule det glemte tårn fra nysgerrige øjne. Oftest var det kun de vildfarne der fandt tårnet, ved et uheld, men ingen tænkte på hvorfor det var der. Folk kiggede, kortvarigt, før de skyndte sig videre. Der var noget dunkelt over tårnet, så dem der endelig kom, følte ikke for at tage et hvil i tårnets skygge. I stedet skottede folk sig, trak skuldrene op over ørerne og skyndte sig videre. Trak heste, børn og koner med sig.
Dr. Muddy udnyttede stilheden, ensomheden. Den vilde natur rundt om tårnet, der kunne gemme på skjulte skatte af sjældne urter og svampe. Alt blev samlet, noget blev sat i krukker, andet blev smidt i en bunke. Men alt blev samlet. For alt kunne bruges, til et eller andet, uden tvivl!
Dr. Muddy boede i tårnet. Da han var en ung videnskabsmand, var han en dag kommet forbi tårnet. Han havde kigget op af de skæve sten og med det samme besluttet sig for at her ville han bo, her kunne han være i fred fra spioner, nysgerrige blikke, dumme spørgsmål og folk der ville brænde ham på bålet. Derfor havde han kæmpet sig ind mellem tjørnebuskene, hvis lange torne truede med at holde ham fanget for evigt eller rive ham til blods. Han slæbte sin store taske med grej efter sig og efter en længere kamp var han kommet helt ind til tårnet.
Hans spinkle hånd gled over de mosede sten, der næsten var helt bløde at røre ved og det svage smil havde spredt sig over hans ansigt, mens de små lys i hans øjne kom til live. Dette tårn var perfekt. Det var hans anden halvdel, noget han havde ledt efter hele sit liv!
Han var trådt indenfor, blevet overvældet af tårnets kølige skygge og lugt af mug og gamle dyr. Han fandt knoglerester efter døde dyr, der i sin tid havde søgt tilflugt her. Eller måske havde der boet et rovdyr eller to. Det glædede kun Dr. Muddy, for så kunne han bruge dyrene i sine eksperimenter eller beholde dem som venner. Han skubbede knoglerne sammen med den ene fod. Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket indenfor og han fik snart øje på dem gamle trappe, der førte længere op i tårnet. En let dryppen kunne høres fra det utætte tag. Luften var kølig, fugtig, tyk af jord og mug.
Det var det perfekte sted!

De høje lyde fik fuglene i nærheden til at flyve af skræk. Det nærmeste vildtliv så mod lyden med et undrende udtryk, før også de skyndte sig væk. En dag var alt dyrelivet van til lydene og de blev ikke længere bange for dem. Rejsene, der hørte lyden, blev nysgerrige og en dag listede en ung kvinde tættere på. Kvinden var helt alene. Det var sommer og luften var både varm og tør, en let brise mellem træerne, som fik de grønne blade til at rasle og blomsterhovederne til at nikke. I træernes skygge summede store grupper af flyvende insekter og myg. Med den ene hånd viftede hun nogle væk, da hun stod i skyggen af træet og så over mod det skumle tårn. Hun gøs og ville løbe, var det ikke fordi hendes nysgerrighed var større end hendes frygt for det ukendte. Lyden af sydende ting, af hamren, af så mange sære ting, at hun slet ikke kunne navngive resten. Hun fjernede nogle af de mørke hår, der havde klistret sig fast til hendes svedige tinding. Hendes hånd gled da ned og knugede hendes lette sommerkjole, som hun trådte frem fra skyggen og gik tættere på tårnet.
Tjørnebuskene rev hendes ben og kjole. Bloddråberne gled ned over hendes ben og sandaler, det nederste af hendes kjole blev revet i stykker, men igennem kom hun.
Døren til tårnet virkede rimelig ny. Tøvende bankede hun på, det hårde træ mod hendes spinkle knoer, så huden på ingen tid blev rødlig. Donkdonkdonk.
Der skete intet. Ingen kom og åbnede op. Men måske havde personen ikke hørt hende?
Hendes blik gled op af tårnet og hendes spinkle, kvindelige hånd lagde sig mod de mos-belagte sten, der var helt grønne. Så levende. Tårnet var så levende. Hvem der end boede her, måtte personen være mindst lige så levende.
Hun åbnede døren og trådte indenfor.
Det var en helt anden verden. Udenfor var der varmt, tørt og livligt. Indenfor var der køligt, fugtigt og det vrimlede med skeletter og døde dyr, hvorfra der kom en sød stank. Hendes blik gled over kadaverne, hun kunne skimte i mørket, før hun med en hånd på væggen, gik op af trappen...

Den grønne væske blev hældt sammen med den røde. Den blandede væske blev grumset og lugtede fælt. Med en irriteret grimasse blev flasken, med væsken, stillet til side. Han måtte starte forfra! Overalt omkring ham vrimlede det med ting. Små krukker med urter og svampe, små glaskrukker med insekter, der summede eller krøb rundt i cirkler. På bordet stod alverdens udstyr i et stort rod og midt i det hele lå en stor opslagsbog, hvor der var slået op på en side. En side der omhandlede noget ganske uforståeligt, for alle andre end Dr. Muddy selv.
Han greb et glas med små biller og rystede den let, så de faldt sammen, hulter til bulter, før han krammede krukken og snorede rundt med et svagt smil.
Det var gået galt!
”Mine små venner!” hilste han på dem, før han med en næsten elegant bevægelse løsnede låget fra krukken og hældte billerne ned i den ødelagte væske. Det sydede og boblede og billerne forsvandt i væsken, der langsomt blev tykkere og tykkere. Til sidst nikkede Dr. Muddy for sig selv. Jajaja!
Han tog flasken og skulle til at drikke indholdet, da han følte det som om nogen stod bag ham. Han stoppede forvirret op. Nejnejnej! Her var han alene, helt alene og han måtte være alene!
Han drejede sig, vendte sig, og hans øjne faldt på den ukendte kvinde, der stod på toppen af trappen. Kvinden var tynd, spinkel, men virkede stærk som en okse. Den lette sommerkjole var ikke hendes former værdig og den var revet og beskidt. Hendes ben blødte. Hendes mørke hår var samlet i en fletning, ned over hendes ryg, med undtagelsen af løse hår, der klistrede til hendes svedige hals. Han noterede sig hendes lidt overfladiske vejrtrækning og bloddråberne, der var ved at størkne. Han kunne bruge lidt blod til sine eksperimenter! Jajaja!
Tungen gled ud og vædede nervøst hans sprukne læber, hans hænder knugede hinanden, nussede hinanden. Nejnejnej. En faktisk person, her! Nejnejnej!
Han gik tættere på hende...
Ud af det blå fangede han hende. Bandt hende. Satte hende i hjørnet, bagbundet, med noget i munden, så hun ikke kunne snakke. Der kunne hun sidde, ja! Han kunne arbejde i fred. Her burde ikke komme nogen, nejnejnej!

Kvinden sad bundet. Rebene skar sig ind i hendes små håndled, gjorde dem røde og irriteret. Stoffet  i hendes mund smagte salt og sært. En sveddråbe gled ned over hendes kraveben, kildede, men hun kunne intet gøre ved det. Hendes blik gled over manden. Denne mand, med den krumme ryg, som havde alt for små og flyvende skridt, med det grålige, strittende hår og skæg, der også strittede i alle retninger. Hans øjne var små, som en muldvarps og i et øjeblik havde hun følt sig tryllebundet af hans mærkværdige udseende og den aura, der omringede ham. Hun havde ladet ham binde sig. Nu hvilede hun mod den kolde stenvæg og studerede manden, som han tøffede rundt. Alle tingene i rummet virkede groteske og måske var han en doktor.
Dagene gik. Hun mærkede sulten, tørsten, men aldrig sagde hun en lyd. Nogen gange kom han og tappede lidt blod fra hende eller klippede nogle af hendes hår af. Men han skyndte sig væk, som ville han ikke vedkende hun fandtes, at hun eksisterede. Men det gjorde hun. Og endelig en dag følte hun sig sindssyg nok til at grine, grine selv om hendes mund var stoppet med det samme stykke stof. Hun vred sig, i sine reb, og grinte. De løse hår gled frem og tilbage, som hun vuggede. Hun slog med fødderne i gulvet, samlet, for de var bundet. Og endelig kunne han ikke ignorere hende længere, for han vendte sig om mod hende med et stikkende blik.

Hendes øjne virkede helt sorte, fra den mørke farve om hendes indsunkede øjne. Hendes slanke krop var endnu tyndere, næsten det rene skelet blot med den stramme hud over sig og huden havde en underlig gullig farve. Håret var fedtet og filtret og hun virkede slet ikke så sund og slående som da hun var listet herind uden lov.
Dr. Muddy trådte helt tæt på hende og stirrede på hende med sine stikkende øjne. Han stak næsen helt ind til hende, blot for at bemærke den lune lugt af affald og sved. Perfekt! Hun var moden! Og han var næsten færdig med eliksiren!
Med et lille gnæg trådte han dansende væk fra hende og over til bordet igen. Shhh! Sshhhh! Hun skulle være stille nu, for han var næsten færdig!
Han rørte den grumsede, hvidlige væske rundt og rundt og rundt. Han turde næsten ikke tænke på hvad der ville komme ud af det!
Han valsede tilbage til hende og vred stoffet ud af munden på hende. Hans spinkle kragefingre fangede hendes kæbe og tvang munden åben ved at tvinge fingrene ind mellem hendes fine, hvidlige tænder. Hun var tør og kedelig nu, ævæv! Han måtte gøre noget ved hende bagefter, ellers ville det aldrig lykkes. Han hældte væsken ned i munden på hende. Synksynksynk! Jajaja! Automatisk sank hun og han hældte resten af væsken ned. Sådan! Nu måtte han vente at se, hente noget mad og vand til hende måtte han. Han måtte prøve at styre alle variabler af eksperimentet!

Væsken smagte grimt og var en anelse klæbrig. Hun vidste ikke hvad de små klumper var, men hun var så udhungret og svag at hun ikke kunne gøre modstand. Da han slap hende, sad hun blot lidt, før hun begyndte at vippe frem og tilbage, mens hun regelmæssigt slog hovedet ind mod væggen i rytmen til en børnesang hun havde lært som lille.
Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået, men hun fik mad og vand nu. Hun spiste og drak lydigt, alt for at opleve interessen i hans små øjne. Hun elskede at mærke hans små øjne mod sig, det fik sommerfuglene til at flyve!
Måske var det maden, men hun voksede og hendes mave blev større. Hun sagde intet, men sad alene i hjørnet og vuggede frem og tilbage, afventede hvornår han ville give hende mad igen.