En lille historie

Intro:
William vågner op en morgen med reb om sine hænder, og bliver solgt som slave til en fremmed. I starten tror William at hans ejere er et helt normalt menneske, men det viser sig at han har taget fejl.

William er en ung fyr på 18 år. Han har skulderlangt brunt hår og Hazelbrune øjne med et skær af lys grøn. Han er temlig muskuløs, og kan løfte ca. 120 kg. Han vejer selv omkring de 70 kg, men han har intet fedt på kroppen. Det er ren muskelværk.

Kapitel 1
Det var en ganske almindelig morgen. Solen skinnede og der var ikk en sky på himlen. William vågnede ved at solens stråler kildede hans ansigt. Han havde ondt i hovedt, og vidste ikk helt hvad klokken var. Han prøvede at strække sig, men han kunne ikk. Der var noget som holdt hans hender sammen. Han vidse ikk helt hvad det var, måske et reb? Men hvordan? Hvorfor? Han var stadig omtåget i hovedt, men han kunne tilgængæl høre en masse mennesker nu, så det var ikk en helt almindelig morgen alligevel. William kunne ikk rigtig huske det sidste der skete i går. Alt var pludselig blevet helt sort.

Han prøvede stille at åbne sine øjne, men solens stråler var alt for skrappe, så han lukkede hurtigt sine øjne igen. Han kunne stadig høre en hel masse folk rundt om sig, men det var som om der var et par stykker som stod lige rundt om ham, og snakkede om en pris. ”I kan få ham til en rimelig pris. I kan få ham til 200.” William blev en smule forsviret. * Få ham? 200? Er det mig som han vil sælge?* William blev en smule bange, og han tvang sine øjne op, og så at der stod en hel masse mennesker rundt om ham. Han kom op på benene, stadig med reb om sine hænder, og en smule omtoget. Der var tydeligvis ikk nogle som holdt fast i hans reb, så han begyndte at løbe væk fra dem. Desværre var der en af menneskerne som sagde til sælgeren at han prøvede at stikke af. Sælgeren satte i løb efter William, og indhentede ham næsten med det samme. Han gav William en lussing, og slæbte ham med sig til bage. Alle folk var gået, for der var ingen som vil ha en slave som løber sin vej, så manden som holdt fast i Williams reb så han ikk kunne stikke af igen, blev endnu mere mopset end han var i forvejen. Han tvang William til at sætte sig ned, og blev selv stående.

Efter lidt tid kom en ung kvinde med langt kobberfarvet hård med sølv striber over til sælgeren. Hun linede en der var først i 20-erne. ”Hvor maget vil du ha for ham?” Spurgte hun og nikkede over mod William. Sælgeren trak på skuldrende, ”Hvad siger de til 200?” spurgte han. Den unge kvinde så på sælgeren. ”Er du sindssyg? Det er jo alt for meget. Jeg kan få en slave for 125.” Sagde hun, vendte sig om og begyndte stille at gå væk fra sælgeren, men hellere ikk hurtigere end at han vil kunne nå at fange hende. Hun vidste allerede at hun vil havde ham her, og hun var også ret så sikker på at hun kunne få ham billigere end 200. Hun kunne godt li slaver som ikk altid gjorder som de fik besked på.
Sælgeren klør sig lidt i nakken. ”ok, du kan få ham til 120 og så går jeg hellere ikk lavere.” råbte han efter hende. Hun stansede op og så over mod ham og sukkede højlydt. ”ok, vis de insistere.” Hun gik tilbage til manden, og gav ham med det samme pengene, og gik over til William og satte sig på hug ved siden af ham. Hun havde blå øjne med et skær af grønt i, eller var det med et skær af guld eller skarlagen? Måske var det magenta? William kunne ikk rigtig sige det med sikkerhed, måske en bladning af lidt af det helle? Hans nye ejer blinkede en gang med øjnene, og nu så William kun blå øjne med et skær af grøn. Havde han set forkert før? ”Er der noget galt?” spurgte hun med en stemme så smuk som det smukkeste klokkespil. Han rystede på hovedet med åben mund. Han linede en lille dreng som var blevet fascineret af noget. Hun lo hjertelig af William. ”Hvad er dit navn knægt?” Spurgte hun. ”øhh” sagde han, og rystede en gang på hovedet for at blive klar nok til at kunne tænke. ”Jeg hedder William. Hvad med dig?” Hun lo ideligt af ham. ”Jeg hedder Jeanne.” Hun rejste sig op og så ned på William. ”Kan du selv gå?” William nikkede og kom op at stå. De begyndte stille at gå.

De havde gåede lidt tid da en ny slavehandler kom over til Jeanne. ”kunne de tænke sig at købe en slave? Den koster kun 150” Jeanne så på ham. Helt ærligt linede hun en som havde brug for flere slaver? Hun vidste at de kom over til hende p.g.a hendes udseende, men alligevel. ”Jeg har fået en meget billigere, men tak.” sagde hun smilende, men manden blev ved med at prøve ved at sætte prisen længere ned. Jeanne så på William og håbede at han kunne hjælpe hende lidt, og William fangede den med det samme. ”Hun har lige købt mig, og du kan sku da forhelved se at hun ikk vil ha flere, din klaphat" sælgeren trådte et lille skridt bagud fordi en slave var så flabet over for ham. Det havde han aldrig før været udefor. Han kendte godt nok nogle som havde prøvet det. ”Hvad bilder du dig ind knægt?” sagde han ”Det her skal du altså ikk blande dig i.” Slavehandleren løftede sin arm, og skulle lige til at gi William en lusing, da han selv fik en. Han vendte sig om mod Jeanne, som stod med et smil om sine læber, og hånden hævet. ”Du skal ikk slå min slave. Heller ikk selvom han er flabet, forstået?” Hun vendte sig om og gik sin vej sammen med William, og hun smilede stadig. Efter lidt tid vendte hun sig om mod ham. ”Det var flot, og tak for hjælpen.” Hun smilede taknemligt til ham, vendte sig om og gik videre.

William gik et lille stykke bag Jeanne. Pludselig var der en som tog fat i hans arm og trak ham med ind i en gyde. Det viste sig at det var manden fra før. William var kommet lidt for langt væk fra Jeanne, så det var begyndt at gøre ondt, og han var sikker på at Jeanne også havde fundet ud af det. Manden løftede hånden og gav William en syngende lussing, så William faldt ned på jorden og var ved at miste bevidstheden.

Jeanne kunne mærke at William var kommet for langt væk. Hun vendte sig om, men han var der ikke, så hun gik tilbage for at finde ham. Hun kom over til den gyde manden havde trukket William ind i, og så manden stå over William som lå på jorden. Jeanne skyndte sig over til manden og slog ham.

Alt var begyndt at sortne for William. Han så en skikkelse med horn, en lang hale og store flotte vinger, gå hen til manden og slå ham så manden faldt ned på jorden. Skikkelsen blev ved med at slå på manden, og råbte også noget af ham, men William kunne ikk opfange ordrende. Personen med vinger, hale og hornene var nok bare en fra hans fantasi, for der fandtes ikk folk med vinger, hale og horn. Det var det sidste han nåede at tænke før han besvimede.

hvis i har forslag til hvad der nu skal ske så bare skriv det, eller hvis i har ris eller ros til min hisorie.
på forhånd tak.