Is it true that pain is beauty? - Neal

S: Hjemme ved dem
T: Henover middag
O: Det som normalt er
V: Udenfor er det høj solskin
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

---

Hvordan kunne hun lade det her ske? Hvordan kunne hun være i live endnu? Jo altså de mest normale faktorer havde hun da fået på plads. Hun var en vampyr nu. Med en skæbne bundet til at være fanget indenfor imens solens stråler kæmpede sig ind for at nå hende. Lige nu sad hun i et hjørne krøllet sammen i en kugle. Hun sad her og prøvede at samle tankerne sammen. Hagen hvilede imod knæene imens hendes armmuskler var spændte som hun holdt om sine ben. Hun kunne hører det på afstand. Neal som sad med Venus og Erik. Hun kunne hører Eriks hjerte banke og hun kunne mærke, hvordan blodet bombede rundt i hans lille krop. Tænderne skar for at komme igennem tandkødet og selvom det var en normal følelse, så var det en anden form for tørst. Det lykkedes hende at rejse sig op da hun blev træt af lyden. Catherine tog hænderne til hovedet og klemte øjnene hårdt sammen. Hun havde mest af alt blot lyst til at rive alt sit hår af, hvis det lov hende slippe for smerterne.

Dog gik hun blot over og så sig selv i spejlet. Et lettere gisp fik hende til at springe et skridt tilbage. Det hvide i hendes øjne der var blevet overtaget af en dramatisk blodrød farve. Blodårerne der stod truende frem voldsommere end nogensinde før. Hun lagde fingrene dansende henover huden under øjnene, og mærkede let på blodårerne der føltes som slanger der bevægede sig under huden. Catherine lod fingrene vandre hen til det ømme tandkød. Tænderne blottede sig for hendes øjne, men på trods af smerten, så kiggede hun blot på det. Snart kom lyden tilbage af hjerterne der bankede voldsomt nedenunder. Ikke kun Neal og børnenes, men også tjenestefolkenes. Alle lydende blev voldsommere og voldsommere for hende. Så hun knyttede sin næve og hamrede den ind i spejlet. Lyden af glasset der gik i stykker overgik alt andet. Smerten der samlede sig i hendes hånd var ikke voldsom, ikke på trods af de mange glasskår der sad fast. Hun så blot på sit ødelagte spejlbilled, hvor blodet sad halv om halvt fast. Prøvede at få øjenkontakt med sine døde sjæleløse øjne. Lyset sneg sig ind fra gardinet ganske kort og strejfede hendes hud. Nok til at den røde farve blussede op og begyndte at ætse hendes hud. Ikke en smerte hun var van til og derved fik et chok. Så hurtigt hendes fart kunne bære hende var hun ramt ind i væggen fra det hjørne hun startede med at sidde i. Hun havde låst sig selv inde og praktisktalt smidt nøglen til døren ud af vinduet, for hun ønskede ikke at byde ud. Hun var bange for at skade nogen. For det var ikke kun normalt blod hun krævede. Hendes krop ønskede også dæmon og vampyrblod som fra før hen. Hun følte sig fanget i sig selv, fanget i sit eget personlige fængsel og der var ingen vej tilbage. Der var for meget smerte her. Alt hun kunne genkende her var smerte og kaos - ren og skær ødelæggelse.

Pludselig kunne hun hører en anden lyd. Lyden af Neal som kom op af trapperne og var henne ved døren.  Hurtigt var hun selv derhenne, for selvom hun ville holde sig på afstand for ikke at skade ham - så ville hun så gerne være tæt på ham. Let lod hun sig læne op af døren.
"Please.. just stay there.. I.. I'm fine.." Fik hun tvunget sig selv til at sige i et toneleje som ikke lød hverken bange eller noget. Den lød så normal hun kunne få den til. "I just need some more time.." Hviskede hun så. Lige der i den hvisken kom alt smerten og længslen efter ham. Hun lagde sin hånd imod døren. Catherine bed sig selv i læben. De måtte kæmpe sig igennem det her. På en eller anden måde.

Døren var hendes barrierer, de kunne begge så let som ingenting ødelægge den og komme igennem. Det var blot fakta, men at acceptere at den skulle åbnes når det var dens tid til at blive åbnet - det var en ting som talte for sig selv. Det var som om, at hun kunne føle hans hænder igennem den låste dør, mørke ham igennem træet - bare ikke tæt nok på. Catherine og Neals forhold havde altid været på at give hende tid, og det var først nu - at hun bemærkede hvor selvisk hun havde været på det punkt. Hun prøvede at lytte. Catherine prøvede for alt i verden at fokusere på hans stemme. Let pustede hun ud.
"I listen to your heart.... I listen to you." Hviskede hun let, men anede ikk om han kunne høre det eller ej. Let lod hun sig glide ned af døren og stirrede ud i det store værelse. Hjertet bankede. Hun kunne hører, hvordan hans hjerte bankede. Blodårerne der blussede frem under hendes øjne og tænderne der nærmest kløede for at hun skulle give tørsten opmærksomhed. Hun havde haft dette problem før omkring vampyrblod. Nu var det om alt blod. Tørsten der angreb hende og udtørrede halsen stille og roligt, til hun følte sig kvalt. Sådan her sad hun flere timer. Hun sagde intet. Det eneste Catherine brugte tiden på var at lytte det det hjerteslag, måden blodet blev pumpet rundt i hendes krop. Hun forventede ikke at han forstod det helt. Jo han var bloddæmon og kendte til den hunger der var ved det. Men følelsen af at hunge efter det blod man var af. Hun vidste det måtte have været en udfordringen ved at have hende rundt som engel, men havde det virkelig været så svært? I virkeligheden havde hun jo aldrig haft engleblod i årerne blod auraen af det. Så måske det i virkeligheden blot havde narret hans næse.

Pludselig blandede en anden fært sig. Eric. Det fik hende til at rejse sig op og vende øret imod døren. Menneskefærten der sneg sig indtil hende under døren.
"Dad. When are you coming down?" Spurgte han forsigtigt. "We are bored. And Venus won't stop crying.. Why are Catherine locked inside the room? Doesn't she love us anymore?" Spurgte han. Den lille drengs ansigts udtryk var tydelig knust. Han havde levet i omsorgssvigt til han kom på børnehjemmet - og personen der havde taget sig af ham inden Neal adopterede ham, havde siddet låst væk fra sine omgivelser i en månedstid, med ganske få gange set med et ansigtsudtryk hun ikke ønskede at man skulle huske hende for. Catherine kunne mærke den ikke eksisterende kniv der stak hende i hjertet ved den lille drengs ord. For hun ønskede ikke at skade dem, men hun skadede dem ved at være ved dem - men også af ikke at være der. Catherine klemte øjnene sammen og bed sammen. Lysten til at skrige ramte hende, men hun ville ikke bare skrige herinde på værelset, så ville de alle sammen høre det - og det var ikke den opmærksomhed hun ønskede sig. Catherine opdagede natten var faldet på og gik hen til vinduet. Så på den smukke halv måne der skinnede så stort på den mørklagte himmel. Let indåndede hun den friske luft og stillede sig op i den store vindueskarm. Så lod hun sig selv elegant vælte ned. Dog ramte hun ikke jorden hårdt, men i stedet for på benene. Let så hun sig tilbage. Venus der græd fik hende til at synke en klump, men hun behøvede mad. Så kunne hun måske snakke med den senere uden at hunge efter mad?
På den tanke satte hun farten på og løb igennem nattens mørke. Hver person hun fik øje på drak hun tom for blod, og smed dem et ubemærket sted hen. Catherine var så tørstig, det var voldsomt. Dæmoner blev taget, vampyrer som troede de kunne snakke med hende.. engle, mennesker... unge friske voksne til teenagere med hele livet foran sig.

Til sidst fandt hun sig selv med ryggen imod en gyde, hvor hun kiggede op på månen. Her fandt hun sig selv skrigende så højt hun kunne. Blodet beklædte hendes mund. Måske skulle hun finde vej hjem nu? Det var ved at blive sent. Stille begyndte hun at gå hjemad. Hovedet imod asfalten imens hun stille gik igennem de dystre omgivelser. Ingen liv. Ingen positiv energi, alt var dannet til noget negativt. Så fik hun endelig øje på hendes hjem og gik ind af hoveddøren. Erik sov, hun kunne høre den lille drengs tunge åndedrag helt ude fra fortrappen. Stadigvæk med halvdelen af ansigtet smurt ind i blod kom hun ind. Tjenestefolkene kiggede skeptisk kort, men forsatte så deres arbejde inden de smuttede til køjs.
"Sorry I just left. I needed the fresh air." Sagde hun lidt stille og kørte en hånd igennem de mørke krøller. "On my way home these thougts came.. you don't deserve me. I'm a selfish bitch.. and you don't deserve that." Sagde hun så mindre glad. Hendes forvandling var hård, og hun elskede Neal, det var ikke det - men han fortjente blot meget bedre end hende.

//Vi har begge ændret vores karakter, så out c: