So how do I know its true? Noah.

Octavia var endelig blevet genforent med hendes børn. Lexa og Bellamy. Dog var hun af sjov grund taget til Sunfury, for at finde spor og svar på, hvad Rita havde gjort ved hende selv og hendes børn. Taget deres sjæl fra fremtiden frem, det lød umuligt, men når man så hvem der gik rundt - var svaret åbenlyst sandt. Octavia havde endnu ikke mødt Caroline, Mikayla hendes halv søster havde ellers fortalt meget godt omkring hende. Dog havde hun stadigvæk ingen svar på, om hvem hendes fader var.
Octavia havde for engangs skyld sagt til Jonathan hvor hun var taget hen, så han ikke skulle blive ligeså vred på hende som sidste gang. Nu vidste han da hvor han skulle lede, hvis han ikke kunne finde hende.

Octavia gik ind på kroen. Stille dejligt sted. Dog opfangede hun en sær aura, den virkede bekendt - dog stadigvæk så ukendt. Den var rar, og gjorde hende meget nysgerrig. Octavias blik flakkede rundt omkring sig, til hendes blå øjne der lignede hendes mors på en prik ramte en mand. De mørke øjne. De sagde hende et eller andet, men hun var langtfra sikker. Ansigtet var som at kigge hende selv lidt i spejlet. Kæbepartiet. Hun sank en klump og trådte så overrasket tilbage og stødte ind i en vampyr- som hurtigt greb fast i hendes arm og snerrede af hende. "Se dig dog for!" Vrissede han af hende, så Octavia tydeligt kunne mærke den klamme ånde af blod ramme hendes ansigt.

Noah kunne se hende foran sig. Han havde bevægede sig ud fra huset af.
Savnet af både Andrea og Caroline var stort. Han var Carolines beskytter og ikke mindst engang elsker.. Dengang han slet ikke kendte til Andrea.. Men Andrea var stadig den, der havde hans hjerte. En prins hjerte. Dog havde Caroline en konges hjerte. Caroline havde været hans første rigtige forelskelse. De havde elsket hinanden i lang tid, og havde fået en datter sammen.. Men Caroline var forsvundet og Noah havde aldrig kunne tage sig af et barn.. Derfor havde han givet hende væk. Han havde kaldt hende Ayah, og havde blot givet det til en familie der så ud til at ville tage sig af hende.. I starten havde de ikke forstået det, men da han gik, og blot fortalte dem, at de skulle kalde hende Ayah, lærte de at forstå..
Men nu stod hun så tæt på ham. Hendes duft, hendes udseende og ikke mindst hendes personlighed var en så stor samlingning af Noah og Caroline på sammetid.
Hun var en engel som ham..
'' AYAH! '' Han råbte det meget højt.. Hun burde høre det, eller måtte hun være blind..

Navnet Ayah blev råbt igennem lokalet. Rita havde kaldt hende det da hun var yngre, i form af at kælenavn, som Octavia aldrig havde fattet helt. Hun flyttede blikket fra vampyren som havde fat i hendes arm, og fik øjnene over på den engel hun havde set for to sekunder siden. Hun sank en klump, før hun så rev sin arm ud af vampyrens greb og gik derover imod. Octavia holdt vejret, og kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hårdere og hårdere. Nervøsiteten ramte hende. Selvfølgelig kunne hun mærke det, se det. Manden foran hende var hendes fader, ligesom da hun så Lexa og vidste det var hendes datter - så var hun ikke et sekund i tvivl om, at manden der havde råbt hende op var hendes fader. Octavia trådte derhen imod med stille og en smule usikre skridt.
"Hejsa.." Fik hun så sagt, hunvidste trods alt intet navn. Så det var måske en smule svært at forholde sig til situationen.

Noah så på hende.. Hver en bevægelse hun lavede.. Det var ret svært at tænke på at han egentlig havde været med til at lave en så køn pige.. Hun var smuk. Han vidste det var hans..
Han så hende direkte i øjne, da hun kom tættere på.. De havde samme øjnefarve.. Utroligt nok..
'' Jeg er Noah. Din fader. '' Noah smilede over hele ansigtet. Det var ret lang tid siden, Noah havde set noget til Caroline, men han var trods alt hendes skytsengel.. Så skete der noget, kunne han altid mærke det..
'' Jeg,jeg... har savnet dig.. '' Noah kunne slet ikke tro det.. Det at hans datter stod foran ham, var svært at opfatte..

De store blå øjne kiggede direkte på ham. Noah. Navnet på hendes fader var Noah. Noah, Caroline, interessante navne. Hun sank en klump. Og kun fordi, at hun var som hun var - kunne hun ikke lade hver ed at smile. Octavia vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere på det hele. På den ene side var hun ekstremt glad for at se ham, og på den anden side ramte spørgsmålet hende; hvorfor gav de hende væk? Hvorfor var hun ikke god nok til dem?
På den anden side, ville hun ikke lave ændringer i fortiden. Så havde hun måske aldrig mødt Jonathan jo.
"Og jeg har ledt efter dig siden jeg kan huske." Svarede hun mildt og sank en klump. Det var bare sandheden. Octavia kørte en hånd igennem sine mørkebrune lokker og prøvede at synke følelsen af at have fundet sin far. Udseendet gjorde at hun langtfra var i tvivl, og alligevel var hun så nervøs - at hun overvejede at vende rundt og løbe væk hen i et hjørne for at tænke. Dog måtte hun slå hjernen fra for en stund inden den ville sørge for at hun havnede i noget lort. I stedet blev hun stående det samme sted, og vidste egentlig ikke helt hvad hun burde gøre. Hvad hun burde sige var et ligeså stort spørgsmål for hende.