I'm sorry that I ran away - Zero Bang

Tid - Midt om natten
Sted - Ashen Wood Forest
Vejr - Det regner og er overskyet
Omgivelser - Skov omgivelser
Påklædning - Hun har en laset kjole på, hun har intet på føderne og hun ser rigtig beskidt ud.

Sammi lå på lur oppe i træ, hvor hun havde ligget i noget tid nu, for at kunne se hvem der kom og gik, hvem der skulle være hendes blodoffer for aften.
Hun var næsten lige kommet ud, mørket havde lagt sig og den afskyelige sol var gået ned og månen kastede sine skær omkring, nogen kom ind i skoven, da der var nogle naturlige lysninger, det gjorde skoven meget flot og helt unik, men det var ikke det hun holdt særlig meget øje med, det var dyrene der gik rundt omkring i skoven.
Sammi var vampyr, men hun drak ikke fra væsner, hun drak fra dyr i stedet for, hun havde rejst fra sin far og hendes hus, for et år siden, da hun ville have styr på sin egen tørst, så hun kunne få kontrol over sig selv, i stedet for at skulle føle den unaturlige tørst når der kom væsner med godt blod hen til hende.

Hendes hugtænder begyndte at komme frem, da hun havde fundet sit offer for aften, det var en hjort, ret stor og sikkert med massere af blod i sig. I et split sekund var hun over dyret og havde brækket nakken på den, inden hun satte sine tænder i dens hals, før hun begyndte at drikke lystigt fra den, hun kunne mærke hvordan hendes tørst langsomt blev holdt tilbage, blodet fra et dyr, kunne aldrig få hendes tørst til at forsvinde helt, men det kunne holde den tilbage i noget tid, før hun skulle have mere efter nogle timer, dagen var altid hårdest, da hun ingen mulighed havde for at få noget mad, i det timer solen stod på himlen.

Da hun var færdig med hjorten, trak hun sine tænder til sig. Hun smed hjorten fra sig og rejste sig op.
Hun rettede kort på sin kjole, men var ligeglad med hendes blodige mund, da den alligevel skulle blive mere blodig end den allerede var.

Zero kom gående hen af skoven. Det var en skøn aften. Og Zero havde besluttet sig for at gå en tur. Bag ham gik endnu en mand. Det var Marcus som bar på 2 sværd. Et på skulderen og et i hånden. Det i hånden var Zero's eget sværd. Kun i nødtilfælde. Marcus stoppede Zero kort. "Hørte du det Sir." Spurgte Marcus roligt. Zero nikkede kort. Men hvad han også havde fornemt var at det var en vampyr. En ny vampyr. Men hvem? Zero gik roligt videre. Marcus trakte Zero's sværd fremad. Og Zero greb fat i skaftet og hev det ud af holderen. Han holdte det i en rolig men forberedt hånd.

Synet der mødte ham fyldte ham med glæde men samtidig med skræk. Der var hun jo. Der var ingen fejl for det. Det var hende. Han var sikker. Han gik frem fra skyggerne han havde stået lidt i. Og satte så sværdet i jorden ved siden af ham. "Sammi?" Spurgte han kort med en svag stemme. Det der havde skrækket ham før var for længst glemt. Zero var bare dybt lykkelig over at se hans elskede Sammi igen. Men kunne hun genkende ham. Det var spørgsmålet.

Sammi stivnede nærmest, da hun hørte sit eget navn, fra en stemme som hun ikke havde hørt fra i meget lang tid, ja faktisk et helt år havde hun ikke hørt den stemme, men det betød ikke at hun ville glemme den på nogen måde, tvært imod, den stemme var alt for hende, den havde hjulpet hende igennem så meget og gjorde hende til den hun var, hun elskede den stemme.
Dog var det ikke det bedste tidspunkt at han dukkede op, hun var igang med at få styr på sig selv, ikke at hun ville have en smag af hans blod, phy ha nej, dæmonblod var absolut ikke det bedste, men hun han kunne måske få hendes process til at gå i vasken.

Hun sukkede tungt og vendte sig mod ham, Zero, hendes far, som hun flyttede væk fra, fra et år siden, uden at sige et ord til ham, og alligevel havde han så en blid og svag stemme overfor hende.
Hun slikkede sig kort om sin blodige læber og rettede sine øjne mod ham, hvor et smil krøb frem på hendes læber, ved synet af hendes far, stående, foran hende.
"Hej far" sagde hun blidt og tørrede så sin mund, da hun ikke havde lyst til at stå så beskidt foran ham.

Marcus kom roligt frem fra skyggerne bag Zero. Han stivnede kort da Zero sagde det navn. Marcus så roligt op. Det kunne ikke være rigtig. Marcus så på Zero. "Det er..." Sagde han kort. Zero stoppede ham hvor han var nået til. "Forlad os. Jeg vil snakke med min datter alene." Sagde han kort. Marcus bukkede hovedet kort. Og gik så ind i skyggerne igen for at lade dem være alene.

Zero begyndte roligt at gå tættere. "Sammi..." Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige. Jo det vidste han. Men han måtte tage sig sammen for at sige det. "Hvor helvede forsvandt du hen!" Vreden strålede frem i ham. Han var vred. Ked. Og glad på samme tid. Men han mente han måtte skælde hende ud. "Er du klar over hvor stort et postyr du har gjort? Vi var bange for du var død!" Sagde han vredt mens han gik tættere på hende. Han stoppede kort op en meters afstand fra hende. "Jeg har været så bekymret." Sagde han roligt. Hans stemme havde ændret sig. I stedet for at lyde vred og irriteret. Lød den glad i stedet. Og hans læber bredte sig i et stort smil.

Hun smilede stort da Marcus kom til syne for hende, det var lang tid siden hun havde set ham, hun havde på fornemmelsen at han holde sig væk fra hende, efter hun havde været bortført for 4 år, efter hun kom hjem fra det, var det som om at de slet ikke kendte hinanden, men hun var stadig tæt knyttet til ham, da han var en af dem, som tog imod hende, da hun kun var omkring de 12 år og dukkede op foran Zeros hoveddør. Hun kunne stadig huske det, som var det dagen før, det var... hendes livs bedste dag.
Hun kiggede undrende på Zero, med et hævet øjenbryn, da han bad Marcus om at gå, for at kunne snakke alene med hende, hun kendte sin far, og når han spurgte om at være alene, betød det at han skulle til at være alvorlig.

Hun sukkede tungt, da han begyndte at blive vred og skælde hende ud, hun stod bare og kiggede på ham, ventede på at han ville blive færdig med sin rant omkring hendes forsvinden, hun havde godt haft på fornemmelsen at det ville komme, hans lille raseri anfald, eftersom hun var blevet vampyr og ældre i sindet, så var hun blevet vant til det og det havde ikke længere den effekt på hende, som det plejede at have, hun var ingen lille pige længere, hun var en stor pige, en moden kvinde, det var i hvert fald sådan hun så sig selv.
Hun holde øje med ham, som han gik tættere på hende.
Hun tog det ikke som nogen trussel, men hun havde blot et helt naturligt smil hvilende på hendes læber, imens han gik tættere og tættere.
Da han endelig blev roligere og han fik et smil på læberne, grinte hun blidt, inden hun gik hen til ham og krammede ham. "Jeg har savnet dig far" mumlede hun ind til ham.
Hun slap ham og gik en smule tilbage, for at kunne se ordentligt på sin far.
"Men.... jeg kan ikke komme hjem endnu far, jeg må have styr på mig selv og kontrol over min tørst, før kan jeg ikke komme hjem." sagde hun og kiggede hen på den hjort hun havde nedlagt, som bevis på at hun var kommet tættere på at have styr på sin tørst, end hun havde været for et år siden.

Han så roligt på hende da hun valgte at løbe ind til ham. Han tog armene om hende og holdte hende tæt ind til sig. "Jeg har også savnet dig min pige." Hviskede han kort. Et kort snøft kom fra ham men mere tegn på at han var ved at græde kom der ikke. Han måtte ikke. Ikke nu. Han skulle jo forestille at være vred på hende. Da hun trak sig væk. Holdte han stadig en hånd på hendes skulder. Hun var blevet så stor. Det overraskede ham helt. Hendes næste ord fik ham dog til at rette sig op. "Var det derfor du stak af? Fordi du ville have styr på dine lyster?" Spurgte han kort bare for at bekræfte det. Han så roligt hen på hjorten. Og smilede svagt. "Det skulle du ha sagt." Sagde han kort. Han vidste alt om man ville gerne bekæmpe trangen af sin næring alene. Zero var sjæledæmon. Og til at starte med vidste han slet ikke hvordan han skulle slukke sin sult. "Jeg vil ikke tillade at du er alene. Men hvis du gerne vil bekæmpe din trang selv. Så lad mig have et par vampyr vagter til at følge dig på afstand. De kan også hjælpe til at stoppe dig hvis du er ved at gå amok af en anden kommer for tæt på. Altså hvis du får lyst til at drikke den person." Sagde han roligt. Det eneste han ville ha var at hun var sikker og tryg. Det betød alt for ham. Så hvis det betød at han måtte lade hende gå indtil videre. Så ville han. Men det var ikke uden et kompromis som ville få ham til at sove mere roligt om natten.

Hun kiggede op på ham med et smil, snøftet havde hun hørt, og hun kunne ikke lade være med at smile af det, hun havde ikke set sin far, være så glad og tæt på at græde før, det var helt nyt for hende, men det var på en måde... dejligt at vide, at han holdt så meget af hende, som han gjorde.
Hun lagde sit hoved på skrå, da han spurgte om det var derfor hun stak af. "Ja, jeg tænkte det var bedre at gøre det for mig selv, end at have alt for mange omkring mig" sagde hun og trak på sine skuldre. Hun grinede let og nikkede. Hun skulle vel have sagt det, men hun vidste at han ville komme med et eller andet, for at holde hende sikker, hun kendte hendes far, og hun havde bare brug for noget tid alene, for det var aller bedst for hende.
Hun sukkede, da han sagde at hun ikke skulle være alene, og at han ville have nogle til at holde øje med hende på afstand, hun vidste at det var fordi han ville sikre at hun var okay, men hun kunne godt klare sig selv, hun havde klaret sig rigtig godt i et helt år, hun havde ikke brug for nogen til at holde øje med hende.
Hun rystede på hovedet og smilede til ham.
"Far, jeg behøver ikke nogen til at holde øje med mig, jeg klare mig fint, og hvis det får dig til at føle bedre, kan jeg komme på besøg af og til, hvis jeg er omkring, men jeg vil ikke have nogen øjne på mig konstant, please?" sagde hun og kiggede bedende på ham, med sine dådyre øjne, som hun vidste han ikke kunne stå for.

Han smilede kort. Det eneste han kunne tænke på var at hendes lille pige var blevet stor. Han lagde armene om hende en gang mere og holdte hende tæt et kort øjeblik før han roligt slap hende igen. Han behøvede heller ikke at pulre hende fuldstændig. Dog var det så stort et øjeblik for ham. Det kunne godt være Sammi ikke var hans rigtige datter. Men den lille pige på de 12 år han havde mødt dengang. Mindede ham så meget om den datter han havde mistet for så mange årtusinder siden.
Hendes ord kunne han ikke lide. Hun klarede sig fint? En 16 årig pige klarede sig fint? Han kunne ikke klare det. Men så ramte de. Dådyrs øjnene. Han prøvede at kigge væk men kunne ikke. "En kontakt?" Spurgte han kort. Og så på hende. "En mand som du fortæller hvis du rejser et andet sted hen så han kan flytte til den nærmeste by? Og fortæller at du stadig er i live? Han vil ikke engang være i nærheden af dig. Bare fortæl ham en gang om ugen at du stadig er i live så jeg ved hvis du pludselig stopper med at svare?" Spurgte han kort. Han håbede virkelig at hun ville godkende det. For det var hans værste mareridt hvis der skulle ske hende noget igen.
Hvis han mistede hende igen...

Hun smilede, da hun blev holdt ind til sin far, hun havde ikke følt den samme tryghed i meget lang tid, så det var dejligt endnu en gang, efter et år, at være i sin fars favn.
Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da hun så hvor stor effekt hendes dådyr øjne stadig havde på ham, efter så mange år de havde tilbragt sammen. Han var hendes far, om det så ikke var biologisk, så var han den eneste faderlige figur, som havde taget sig af hende, som han havde gjort det, hun kunne ikke spørge efter en bedre far.
Hun sukkede dog kort af hans tilbud, hun vidste at det ville gøre ham glad hvis hun accepteret, det ville give ham ro, så hun nikkede og smilede. "Jeg kan gå med til en kontakt" sagde hun og kiggede på sin far med et blidt blik.
"Sååå... skal du ikke inviterer mig med hjem?" spurgte hun drilende, ikke at hun havde tænkt sig at blive i lang tid, men det kunne være dejligt med noget varme og sådan.