Du havde ret //Zero Bang//

S: Sunflower District - Hospitalet
T: Middag
V: Solen skinder og det er varmt
O: Hospitalsseng, stol mm

Rafaela lå på sin stue og havde lige givet sin nye søn noget mad som hun havde fået med Assorian. Hun vidste ikke helt hvordan hun egentlig havde det med, at have et barn med ham for inden de gik fra hinanden var de begge lykkelige og havde det godt sammen, men efter har der været gnister som hun ikke har kunnet læse overhoved. Drengen lå i krybben og sov som en sten. Det var blot 2 dage siden hun havde født ham og havde allerede haft en helveds masse krig med Assorian og hendes familie pga det barn. Det var få som egentlig støttede hende i det som Zantanna, hendes fætter Vincent, onkel Makkadin og faster Victoria. Faktisk de eneste i hendes familie som ikke havde behandlet som en ussel slave og givet hende selvværd og selvtillig efter hendes fætter nærmest kidnappede hende efter hendes lillebror blev født, hvor hun prøvede for tusinde gang, at dræbe hele familien i ren vrede.
Hun havde dagen inden haft besøg af Zantanna, hvor hun spurgte om hun ikke kunne tage kontakt til Zero Bang for, at få ham til, at komme og besøge hende. Hun var nød til, at snakke med ham, men grunden skulle Zantanna overhoved ikke vide. Hun var blot spændt på om Zero ville komme om han stadig ønskede hende til helved. Der var dog en ting hun hadet, at hun havde måtte indrømme som han havde haft ret i og det var hvordan hendes familie hjemme på slottet var og hvad der havde været rigtigt og forkert.
Hun lå og kiggede ud af vinduet. Hendes blonde hår var i en fletning og det eneste hun sådanset havde på var en alt for stor hospitalsskjorte på.

En svag knirken kom hen af gulvet på hospitalet. Hvad lavede han her? En eller anden dæmon han var rimelig sikker på han kendte var kommet og havde bedt ham møde Rafaela her. Rafaela? Han havde grint først. Og sagt hun skulle skride af helvede til. Han ville aldrig se den luder igen. Men efter noget tid var han begyndt at blive nysgerrig på hvad hun ville. Det kunne faktisk være sjovt at se hende igen. Mest fordi at nu havde han fordømt alle de følelser for hende. Hvilket betød han var tilbage til sit tidligere jeg. Og hvis hun nu ville ha noget af ham. Så ville han pludselig kunne modstå hende og faktisk få noget ud af det som han egentlig ville ha.

Han nåede hurtigt stuen som hun var på. Og stod i døråbningen lænet op imod dørens karm. Et roligt blik så undersøgende på hende. Hun havde tydeligt ikke opdaget ham endnu. Et svagt smil gled over hans læber. Det var tid til at gøre hans tilstedeværelse viden. Han rømmede sig kort efterfulgt af hans læber dannede sig ord. "Personligt så overrasker det mig ikke du ser så fortabt ud i ansigtet. Det har du altid været." Sagde han kort. Før han rettede sig op og begyndte at gå nærmere hende. Hans øjnes farve var stadig den blodrøde farve som var en betegnelse for der ingen følelser var i ham lige nu. Og det ville der heller ikke komme. Andet end vrede. Zero var rasende indeni. Synet af hende gav ham lyst til at skære hende op. Torturere hende. Voldtage hende på den groveste måde han kunne finde på. Bare for at hun kunne mærke den smerte han mente var passende efter det hun havde udsat ham for. "Går det stadig godt med sexen i familien?" Spurgte han kort for at træde yderligere i det åbne sår imellem det. "Det er måske et indavlet barn?" Denne kommentar vidste han godt ikke var sand men det var salten der kom i såret nu. Hun måtte finde sig i det. Ellers var han skredet.

Hun var van til, at folk gik rundt ude på hospitalsgangen og nogle gange stoppede op og kiggede ind til hende og den lille til, at hun ville kigge hen imod døren hvergang. Hun følte sig overvåget og det gjorde hende en lille smule usikker. Hun fik et lettere chok da hun hørte nogen rømmede sig. Hun kiggede hen på Zero. Hun havde lyst til, at kaste vasen med blomset der stod ved bordet ved siden af hendes seng efter ham fordi han havde gjort hende forskrækket, men hun vidste godt, at han ikke var en hun skulle lege med. Hun kiggede på ham. Hun hadet, at han havde ret. For hun havde været meget fortabt allerede da de mødtes første gang og først efter hun kom til Sunfury fået det bedre, men hun var igen en smule fortabt når hun lå på hospitalet. I et kort øjeblik fortrød hun, at hun havde bedt ham om, at komme, men hun måtte snakke med ham. Hun kiggede op på ham med et blik der tydeligt viste, at hans ord ramte hårdt. "Det er stoppet nu" hun vidste, at han nød, at se hende svag. Hun kiggede på ham "Nej han er ikke indavl." hun ville fortælle ham, at hun havde indset, at han havde ret dengang og han straffede hende af en god mening, men hun ville ikke have, at han fik nogen god følelse af det. Hun kiggede ned i dynen. Hun kunne vel lige så godt sige det for han ville sikkert presse de ord ud af hende alligevel "Hør Zero. Jeg har indset at..." hun kunne ikke få sagt det sidste. Hun følte sig altid som var hun ved, at blive hængt når Zero var i nærheden af hende.

Han så på hende roligt med et svagt følelsesløst blik. Og et lettere ondt smil. I takt med hun svarede på hans spørgsmål gik han tættere på hende. Han stod til sidst lige ved siden af hendes seng og så ned på hende. Da hun begyndte at sige hun havde indset noget sukkede han svagt. "Du har indset jeg havde ret og du var forkert. Og du undskylder for at du ikke havde lyttet til mig da det betød noget." Sagde han roligt og begyndte langsomt at gå rundt om hendes seng. Han så kort ned i krypten på den lille dreng. Og sukkede så. "Det er nu syndt for ham. At skulle fødes ind i sådan en fuckt up familie." Sagde han roligt og sukkede roligt igen. Zero havde altid haft et svagt punkt når det gjaldt børn under 15. Han gik videre rundt og stoppede op ved vinduet som han kiggede ud af. "Drop alt det pjat og kom til sagen. Du har ikke kun bedt mig komme for at sige jeg har ret." Sagde han svagt og så bagud imod hende roligt. "Du vil ha noget fra mig. Så lad os gå igang med at snakke forretning i stedet for at du bliver mere sukkersød." Sagde han roligt og vendte så blikket ud af vinduet igen. Han ventede sådanset bare på hun begyndte at snakke.

Hun kiggede på ham. Hun lod ham snakke. Han havde sådanset ret og det havde han altid haft. At hun var blevet forblindet af hendes familie dengang kunne hun ikke redde op på nu. Hun trak vejret dybt og svang benene ud af sengen og rejste sig op. Hospitalsskjorten gik lidt under hendes røv. Hun sukkede lidt og gik hen til ham. "Du har ret i, at der er en anden grund til, at jeg har bedt dig komme" sagde hun stille og kiggede ud af vinduet og derefter på ham "Du kender min biologiske mor Luce Trieetence. Du sårede hende på et tidspunkt med en dolk eller kniv eller noget i den retning, hvor der var gift på" sagde hun stille og bed sig lidt i læben "Du ved jeg hader, at bede om noget fra dig af, men hun kan ikke komme ud af min fars slot pga hun skal stå livvagt for min nye lillebror så jeg ikke dræber ham" hun brummede vredt til det med lillebroren

Et roligt blik landede sig på hende. De kolde blodrøde øjne borede sig nærmest ind i hende for at finde ud af hvad hendes skjulte motiv var. Han sukkede kort. Han kunne allerede ikke li hvor dette førte hen. Han så ud af vinduet igen og lyttede til hende. Han nikkede kort til at han kendte hende. "Jeg ved udemærket godt hvem hun er. Hvis du har glemt det så har jeg kendt hende i 700 år. Og engang elsket hende som jeg engang elskede dig." Sagde han roligt og så fortsat ud af vinduet. "Men hvad er det så du vil ha fra mig? Og husk at der vil være en pris på det." Han sukkede svagt og så lidt længere ned af bygningen ved at læne sig lidt hen mod bygningen. Vagter. Han så vagter gå ind på hospitalet. Han rystede svagt på hovedet. "Gør det hurtigt. Jeg er ikke ligefrem velkommen her." Han så roligt mod hende igen. *Så mor så datter. Mere kan jeg ikke sige.* Tænkte han kort og vendte så blikket ned af bygningen igen. "Jeg gætter på du har cirka 5 minutter før jeg bliver nød til at smutte midlertidigt for at ryste de vagter af." Han så roligt på hende igen. Og ventede sådanset på hun fortsatte.

Hun kiggede på ham og lyttede stille til det han sagde. Hun sukkede lidt "Jeg ved det, men hun havde også følelser for dig dengang og stadig, men ved hun savner en anden mere end hun savner dig" Hun vidste at Zann havde fået vendt hovedet rundt på hendes biologiske mor, men hun vidste også, at Luce ikke ville indrømme det. Hun trak vejret dybt "Pga hun skal stå livvagt for den...så kan hun ikke skaffe det forbandet blod hun skal bruge for, at overleve og ingen af dem på slottet ved hun stadig drikker det." hun trak vejret dybt "Jeg ville selv gøre det, men har forbud for, at komme på slottet så længe jeg ønsker dem på slottet døde så...kan du ikke skaffe det og give hende det?" man kunne tydeligt se på hende, at det pinede hende, at bede ham om den slags når hun samtidig var en hun og klanen ville nedlægge som hun ved, at hun heller ikke ville kunne klare psykisk da der var for mange følelser imellem der.

Han så roligt på hende. *Min far selvfølgelig.* Tænkte han kort da hun havde sagt sætningen færdig. Han så roligt bagud imod døren. Man kunne høre de gik igennem gangen og tjekkede alle dørene. Efter fodtrinene at dømme efter var de 5 til 6 personer. Han sukkede. De gjorde jo grin med ham ved kun at sende så få.
Da hun endelig kom til pointen så han roligt på hende. "Det blod hun skal ha er skyggevæsen blod. Og det koster 100 guldmønter per deciliter på det sorte markedet." Sagde han kort og så så ligeud for sig. "Prisen bliver høj. Men der er en udvej. En måde hun kan blive helt rask. Men det kommer til at koste meget mere end du nogensinde kommer til at betale." Han så på hende kort. "Du må finde en anden løsning for betaling end penge hvis du vil ha hun bliver rask. Ellers på du anskaffe 100 guldmønter hver fredag ellers." Sagde han roligt. Begge dele virkede fuldstændig umuligt. Men hvis man kendte Zero vidste man at der altid var en bagdør. En aftale at indgå. En kontrakt at underskrive. Noget i den stil. Zero vendte sig roligt rundt. Og gik mod døren ud til gangen. "Tænk over det. Du har cirka 10 minutter før jeg har rystet dem af mig." Sagde han roligt før han roligt gik ud på gangen og gik den modsatte vej af hvor vagterne kunne høres.

Der kom råben og løben ude fra gangen. Vagterne havde set ham og var nu på jagt efter ham. Zero var ikke dum. Han vidste de jagtede ham. Men han havde timet det. Han gik roligt om et hjørne i gangen. Og da de endelig var nået til hjørnet nåede de kun lige at se ham gå ind igennem en dør til en trappe. Zero holdte sig altid lige lidt foran dem så de vidste præcis hvor de skulle gå hen. Da de nåede taget stod Zero ved kanten af bygningen og så på dem. De stillede sig op med sine våben klar til at gå til angreb. Men det var der ikke brug for. Zero lod sig falde bagover udover bygningen. I luften lavede han et hurtigt flip og greb fat i kanten af bygningen. Hvor han så gled ind igennem en rude. På det værelse han endte i stod en mand påklædt i sort og var på det ene knæ for at fremvise respekt til hans mester. "Gå igang." Sagde han roligt og rakte manden sin hånd. Manden tog den og bed kort i den. Det var en vampyr der ved hjælp af blod kunne tage enhvers udseende. Manden ændrede sig til Zero og løb så ud på gangen lige i tide til nogle vagter så ham. Manden løb videre og ud af hospitalet med vagterne efter sig. Mens Zero roligt gik ud på gangen efter dem og gik ind i rummet som Rafaela havde igen. Der var gået præcis 10 minutter siden han var gået ud på gangen.

Hun lyttede til det han sagde. Hun vidste det ikke ville være nemt, at snakke med ham om det, men hun havde ikke lang tid tilbage for, at hendes mor ville ende med og ligge i graven. Hun havde gennemgået så meget igennem sit liv og skulle det bare være forgæves? Hun sukkede lidt og kiggede ned i jorden. Hun gik hen til sengen og satte sig med ryggen til døren og kiggede ned i jorden som om hun kiggede ned til sin søn, men så man hende forfra lignede hun en der var hængt. Hun ville umuligt kunne skaffe så mange guldmønter hver uge uden hendes familie ville finde ud af det. Hvad ville han ellers have af hende? Magten over hende igen? Hun vidste det ikke. Hendes hjerne blev altid til grød når det handlede om Zero.
Hun hørte Zero komme ind i rummet til hende igen. Hun sukkede lidt "Hvad vil du ellers have Zero?" hun snakkede lavt og man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun næsten ofrede sit eget liv for, at kunne redde sin mor

Han rettede roligt på sin skjorte før han roligt gik hen ved siden af hende. Han stod for enden af sengen med siden til hende. Og så roligt ud af vinduet. "Dette er ikke tvang. Jeg giver dig et tilbud om at gøre mig en aftale du føler er værdig til enden at få regelmæssig dosis eller blive helt ren for giften. Det er dit eget valg. Men hvad der skal gøres kan jeg ikke bestemme. Der er kun en der kan finde frem til noget. Og det er dig selv. Hvis du ikke finder noget at tilbyde mig vil din mor dø." Sagde han roligt og vendte hovedet imod hende så de blodrøde øjne hvilede på hende. Før hans blik hvilede på hendes søn. Han smilede svagt med en svag anelse af følelser i. Før han vendte blikket imod hende igen. "Men tænk hurtigt. Jeg kommer ikke med forslag. Og tiden er knap." Han vendte sig roligt før han gik ud på det badeværelse som var en del af hendes værelse. Hvor han roligt vaskede sin hånd fra de resterende blodrester af det bid hans elev havde givet ham.

Hun kiggede ned i jorden. Nød han at se hende så presset. Hun kunne ikke komme i tanke om noget der har samme værdig som skyggevæsenblodet udover sin søn, men hun ville direkte skriveunder på sin død eller et liv med værre tortur end hun kunne forestille sig af Assorian. Hun bed sig i underlæben og gik ud til ham på badeværelset "Du ved, at det eneste jeg kan tilbyde dig er mit liv" sagde hun stille. Om det var godt nok for ham vidste hun ikke. Hun havde regnet ud, at han havde et godt øje til sin søn, men der kunne hun ikke give ham noget tilbud overhoved. Så kunne hun ligeså godt begå selvmord med det samme. "Det eneste der kan have værdig for dig er og tappe alt det blod du vil have fra mig eller mit liv har ikke andet og det ved du" sagde hun stille og gik ind på værelset igen da hun hørte hendes søn græd. Hun tog ham ind til sig og holdt ham tæt ind til sig. Drengen kiggede op på hende med store glade øjne op på hende. Hun smilede usikkert ned til sin søn. Var det mest rigtige, at han kom til sin far? Han ville være i sikkerhed der, men der ville det være barnepiger der hele tiden passede hem.

Zero så roligt mod hende. Og et blidt suk kom fra ham. Hvordan kunne man være så stor idiot. "Den rene kur er næsten 2000 guldmønter værd. Du ville være død før jeg fik nok blod til at dække den betaling. Og ellers er den ugentlige betaling 100 guldmønter hvilket du ville være død af før der var gået en måned af ren blodmangel. Dit blod har ingen interesse for mig." Sagde han roligt og så på sit sår som langsomt lukkede sig. Der gik ikke længe før det var helt lukket. Og derefter rettede Zero sig op og tørrede hans hænder. "Og inden du får idiotiske tankegange. Nej jeg er ikke interesseret i din søn. Ikke endnu. Måske når han bliver ældre kunne han blive en god elev." Sagde han roligt og gik så ud af toilettet for at gå hen til vinduet igen. HVor han roligt stod og kiggede ud af vinduet så stille.

Raf var ved, at opgive for han var ikke til, at snakke med. Det beroligede hende dog lidt, at han ikke ville have drengen så bliver hun ikke halshugget der, men tilgengæld ville hun blive halshugget af andre hvis hun blev hans slave. Hun overvejede kort, at snakke med Assorian om det, men han ville sikkert bare grine af hende. Tage drengen og skride. Hun kiggede på Zero og var ved, at blive gal i knolden. Hun lagde drengen i krybben igen og gik hen til Zero "Undskyld jeg stak dig i ryggen dengang" sagde hun stille og kørte kort en hånd hen over hans arm før hun gik ud på badeværelset igen

Han så lidt undrende på hendes bevægelse. Og sukkede kort. "Forsent at undskylde for det." Sagde han roligt og fulgte hende med hans øjne i takt med hun gik ud på badeværelset. Han fulgte roligt efter hende fordi hun havde vækket en nysgerrighed med hvad hun havde tænkt sig at vælge. "Der går ikke længe før jeg bliver nød til at smutte. At være i det åbne for længe er farligt for mig." Sagde han roligt og så på hende afventende. Hvad havde hun nu tænkt sig at gøre? Hvad det end var måtte hun skynde sig for der ville ikke gå længe før han var nød til at smutte.

Hun kiggede sig selv i spejlet. Hun lignede en der ikke havde set vand og sæbe i lang tid, men hun havde heller ikke haft tid da hun ikke havde fået lov til, at komme ud af sengen før denne dag. Bare fordi der havde været nogle enkelte problemer under fødslen. Hun vendte sig om imod ham og sukkede "Du ved jeg hader, at være undertrykket for længe af gangen og bliver halshugget, hvis min familie finder ud af det, men hvis det redder min mor enten permanent eller kun en uge af gangen så...vil jeg gerne være din...slave igen..." men kunne tydeligt se på hende, at det pinede hende, at få sig selv til, at sige det.

Zero så roligt på hende. Før han langsomt gik hen og så på spejlet. Han så mod hende kort. "Det vil kun redde hende en uge af gangen. Men vi kan lave en aftale. Du bliver min slave permanent denne gang. Og hver uge giver jeg din mor sin dosis. Imellemtiden skal du anskaffe mig 3 andre slaver. Hvis du gør det. Vil jeg give din mor den permanente modgift." Sagde han roligt og så på hende roligt. Før han roligt vendte ryggen til hende og begyndte at gå ud af badeværelset. "Vælg. Hurtigt." Sagde han roligt og stoppede op ved døren og vendte sig imod hende igen.

Hun kiggede ned i jorden. Hun ville gerne redde sin mors liv, men hun ved også selv, at hun går imod sin egen klans regler. Det er direkte imod hendes værdier og det hun står indenfor. Samtidig med så bliver hun halshugget, hvis det kommer frem, at hun blir hans slave. Hun trak vejret dybt "Så skal ingen finde ud af, at jeg er din slave overhoved" sagde hun stille. Hun var låst på hænder og fødder det var hendes frihed eller hendes mors død. Hun ville ikke miste noget af det overhoved. Hun er lige kommet ud af et slaveliv og går direkte ind i et nyt for og redde sin mors liv. Hun kiggede op på ham med et fortabt blik.

Han så roligt på hende. Og smilede svagt. "Så du giver enig i at du skal anskaffe mig 3 andre slaver og blive min slave permanent?" Spurgte han kort. "Quinet." Sagde han roligt og en lav puklet mand dukkede frem fra skyggerne med et stykke pergament i hånden. "Quinet er min kontrakt holder. Han holder øje med alle mine kontrakter og bringer nye til mig." Zero tog imod pergamentet. Som han roligt rullede ud og rettede svagt på så der stod deres aftale på den. Med en permanent slave kontrakt samt at hun var forpligtet til at skaffe ham 3 slaver. Derefter tog han imod en fjerpen fra Quinet. Og rakte den til Rafaela. "Skriv dit fulde navn på linjen. Og du skal bruge dit eget blod." Sagde han roligt og så afventende på hende.

"På den betingelse, at ingen får noget at vide overhoved" sagde hun bestemt. Nok blev hun hans slave permanent og ikke vil kunne komme fri fra ham medmindre han selv laver hende gå, men hvis det redder hendes mors liv vil hun gå med til det. Hun bed sig i underlæben og trak vejret dybt. Hun tog ikke imod fjerpænen før hun fik bekræftet, at ingen fik noget at vide for så ville hun blive dræbt på stedet, hvis ikke af sin familie så af Assorian. Hun kiggede på ham med et forpint blik.

¨Han så roligt på hende. "DEt kan jeg ikke love. Men dette kan jeg love." Han tog pergamentet og rettede lidt på det igen. "Nu står der at jeg går med til ikke at sige at du er min slave. Hvilket betyder at ingen vil få af vide af mig at du er min slave. Dog ændre det på betingelserne. I stedet for 3 slaver skal du anskaffe 4 slaver." Sagde han roligt og lagde pergamentet foran hende. "Hvilket betyder at hvis nogen finder ud af det vil det ikke være fra mig af. Så vil det være din egen stupiditet der har gjort det." Sagde han roligt og så på hende afventende.

Hun kiggede på ham og derefter på pergamentet. Hun nikkede forstående til det han sagde. Hun trak vejret dybt og tog fjerpænen fra ham. Hun bed sig lidt usikkert i underlæben. Hun kørte spidsen af sin hale imod sin venstre arm så bloddråber løb ned af sin arm. Hun dyppede spidsen af fjerpennen ned i blodet og skrev sit navn på pergamentet. Hun lagde pennen på pergamentet bagefter og slikkede blodet af sin arm som var løbet. Hun kiggede på Zero med et lettere forpint blik. Hun vidste, at hun hurtigt kunne anskaffe de slaver til ham for hun havde fået nogle ud fra nogle herrer der var modbydelige og de duede ikke ude som normale piger, men hun vidste ikke om det var det rette, at sende dem til Zero, men hvis det fik hendes mor 100% rask var det vel det værd?

Han så roligt på hende underskrive. Han så roligt og nikkede svagt. "Kig mig i øjnene." Sagde han roligt og ventede til hun gjorde det. Når hun gjorde det begyndte hans øjne blidt at lyse. Han gik ind i hendes sind. Tjekkede hendes minder for at være 100 procent sikker på at hendes navn var stavet rigtigt. Derefter rodede han noget mere i hendes minder. Han rekonstruerede hendes minder så hvis hun hørte Zero og kun Zero sige ordet møgkælling ville hun blive kastet tilbage til hendes værste mareridt i 1 time. Det ville betyde at det han gjorde var at han skabte en afløser til et minde. Det var nu meget enkelt. Han plantede hendes værste minde så det var direkte forbundet til Zero's stemme og ordet møgkælling. Det var sådan han holdte sine slaver helt på plads hvis han mente de trådte på ham. Derefter stoppede hans evne på hende og han trak sig ud af hendes sind igen. Før han rettede sig op. "Det er det rigtige du gør." Sagde han roligt og rullede pergamentet sammen og gav til Quinet. Som med det samme gik op i flammer. Det var hans måde at teleportere sig tilbage til Zero's kontrakt arkiv. Zero så roligt på Rafaela. En mand kom gående ind i rummet af den normale dør fra gangen. "Få leveret en portion skyggevæsen blod til Luce." sagde han kort. Manden bukkede sig og forsvandt igen. "Det var min del af aftalen." Sagde han roligt og så på hende svagt.

Hun kiggede ham direkte i øjnene da han bad hende om det. Hun var stadig usikker på om det var det rigtige hun havde gjort, men hun reddet jo en anden persons liv. Hun stod som forstenet imens han rodet rundt i hendes minder. Hun trak vejret dybt og kiggede ned i jorden da han var færdig med, at se hendes minder "Det håber jeg..." sagde hun lavt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle snakke til ham eller noget længere. Det var som om alt pludselig gik i stå for hende. Hun nikkede stille og kiggede op på ham. "Tak Zero..." hun gik hen imod døren der førte ud til værelset, men stoppede op da han jo stod i vejen. "Må jeg komme forbi?" spurgte hun stille. Hun vidste sådanset ikke hvad han forventede af hende udover, at hun skulle finde 4 nye slaver til ham.

Han så på hende roligt. "Jeg vil forlade dig nu. Jeg forventer at se dig ved min dør på mit palæ i ashen woods forest når du er udskrevet." Sagde han roligt og gik roligt mod døren. "Et sidste spørgsmål inden jeg går?" Spurgte han kort og så på hende. Han lod hende spørge spørgsmålet hvis hun havde et og svarede hende hvis han følte han burde. Derefter vendte han ryggen til hende. Han fortsatte ud på gangen for at fortsætte derfra. Der gik ikke længe før han gik ud af hoveddøren til hospitalet og forsvandt ud mod nattens Sunfury. Og vendte retningen imod sit hjem i Doomsville District.

//Efter at ha besvaret hvis Rafaela har et spørgsmål så er det Out for dette emne

Hun kiggede på ham. Hun lyttede stille til det han sagde. Hvordan fanden skulle hun finde derhen? Hun var ikke ligefrem en der vidste hvor alt lå og så slet ikke så længe hun har været fanget på et slot, hospitaler og trænet som en gal i en baghave hos sin onkel. Hun kiggede på ham "Kan du ikke bare hente mig når jeg ved mere sikkert, hvornår jeg er udskrevet?" spurgte hun lidt usikkert. Hun kiggede ned i jorden. Hun ville faktisk gerne vide om der var en måde hun kunne komme ud af slavelivet på efter hun havde holdt sin del af aftalen. Om ikke andet kunne hun jo give ham de slaver hun reddet som ikke ville kunne fungere uden en Herre og dem vidste hun var en del af, hvis de ikke har kendt til andet "Øhm Zero...Herre...Er der nogen måde jeg kan komme ud af din magt på efter jeg har holdt min del af aftalen selvfølgelig?" spurgte hun usikkert og kiggede ned i jorden. Hun bed sig usikkert i underlæben og håbede han havde en måde hun kunne blive fri igen.