And whom may you be dear child?

af **Arodeth** Fre 12 Aug 2016 - 22:40

Tid Det er en tidlig aften, solen er ved at gå ned
Sted Først hendes personlige værelse og senere tronesalen
Omgivelser Værelset er noget lig dette, derudover imod en væg, er der et bord hvorpå der er olier og en smule make-up. På væggen er der et stort smukt spejl. Hun har også en kommode med hendes tøj. På dørene ud til altanen er der glæder for, således man kan holde solen ude, men også uvedkommendes nysgerrighed væk. Tronesalen ser således ud. Her er der vagter, hende selv, Tharmen og Rinaya. Der er samtidig også nogle andre elvere, som render rundt i baggrunden. Der er to stole, og det er her Arodeth og Tharmen sidder.
Vejr Solen er ved at gå ned, så det er langsomt ved at blive mørkt.
Påklædning Hun er iført denne kjole

Emnet er tilegnet @Rinaya

Som aftenen gled over The Underworld, begav flere og flere sig undedøre. De som var ude var enten en del af natten, eller blot ude for en nats oplevelser. Selv ved Silvanesti var elverne ligeså stille ved at gå til ro, dog var der alligevel dem som befandt sig ude. Dette var enten fordi de var vagter, eller blot fordi de unge højelvere ønskede sig noget sjov. På sit værelse befandt Arodeth sig, efter en lang dag var hun blot ved at gøre sig klar, til en god nats søvn. På trods af at havde været gift med Tharmen i mange år nu, så sov de ikke på samme værelse. Dette havde været fordi, ægteskabet imellem dem ikke var bygget af kærlighed, men derimod i form af et arrangeret ægteskab. Han havde respekteret, at hun havde ønsket sit eget værelse, og skulle de lave et barn sammen, så havde de et fælles værelse for dette, ellers sov de altid på hver deres værelse.
Hendes elskede børn Gilderoy, Elen og Estel boede alle på slottet. På trods af de var hvad man kunne klalde voskende, havde de altid et hjem her og var derved altid mere end velkommen. Hendes adoptiv datter Dune, havde dog valgt at flytte ud, men ikke desto mindre var hun også velkommen. På sengen lå Fafnir og slappede af, han var hendes højt betroet og ganske loyale ven. På trods af at ligne en relativ stor sort kat, så var han alt andet end dette. Var man vedkommende til at se hans rigtige form, så var man enten heldig eller ufattelig uheldig. Han var hendes følgessvend og bodyguard, en hun altid kunne regne med var der for hende. Var der farer på færde, var han altid hurtig til at hjælpe hende. Hun havde haft ham i mange år nu, og de to havde et ganske unikt bånd.

Som hun selv sad og kørte børsten igennem håret, betragtede Fafnir hende med et dovent blik. Hun gav ham ikke meget opmærksomhed, mest af alt betragtede hun sig selv, som hun kørte børsten igennem det lange hår. Det havde været en af hendes mange aften rutiner, på en eller anden måde gav det hende en vis ro. Hun var en kvinde med en hel del press på sig, som dronning skulle hun konstant være til stede og hun skulle på samme tid også være smuk for sin mand. Så derfor blev hun altid nød til at holde sit udseende perfekt. En dronning var på mange måder blot en fremvisnings dukke. Ganske vist havde hun været heldig med sin mand, da han ofte spurgte hende til råds om forskellige ting. Derudover var deres ægteskab også bygget op til tillid. Der var også respekt imellem dem, samt en forstående aftale på hvad de begge måtte og ikke måtte. En ting der hurtigt var blevet aftalt, var de begge gerne have forhold med andre inde i ægteskabet, her så han f. eks en ung elver kvinde, som han nu havde et forhold til.
Fordi hun havde kendt Tharmen i så mange år, havde det ikke været svært for hende at bygge ægteskabet op med ham. Tingene faldt ind som de altid havde gjort, nu havde de blot et ægteskab imellem hinanden. Hun blev hurtigt kastet tilbage til virkeligheden, da det bankede på døren. Hun var netop blevet færdig med at smøre sit hår ind i olie, en olie der fik hendes hår til at føles blødere, men også gav den en duft af sommer og roser. Dog fik tanken om en eller anden ville besøge hende, en undren frem i hende, for hvem kunne det dog være og endda på dette tidspunkt af aftenen. Hun tørrede sine hænder i et klæde, hvorpå hun rejste sig og gik imod døren. Vedkommende der stod der, fik hende til at rynke brynet. Normalt fik hun ikke besøg på dette tidspunkt af døgnet, og da slet ikke af vagterne "Der er sket noget, og deres tilstedeværelse er blevet ønsket" brummede den ene af de to vagter, og til dette nikkede hun blot. Når dette skete, kunne hun intet andet end følge med. Normalt ville en dronning i dette tilfælde, blot være til stede og hun skulle helst ikke sige meget. Dog på grund af båndet imellem hende og Tharmen, kunne hun tillade sig at sige, langt mere end hvad andre kunne.

Hun tog sin krone på og derpå fulgte hun med dem. Det vat held, hun aldrig havde skiftet ud af sit tøj, således det ikke ville tage lang tid. Bag hende fulgte Fafnir med, han havde højst tænkelig kedet sig og ønskede oftest at være tæt ved hende. Ved tronen sad Tharmen allerede. Han havde en stærk aura om sig, en der skreg leder og dette var så sandelig også hvad han var. På sit hoved bar han den karakteristiske krone og som de sad der ved siden af hinanden, kunne man så sandelig ser det royale ved dem. Blidt lagde hun sin hånd over hans, og hun skulle netop til at spørge hvad der var sket, som vagterne trak den unge kvinde med sig. Hun var beskidt, og havde højst tænkelig løbet rundt i skoven, og grundet hendes tæthed til grænsen, havde de anset hende som en trussel. Vagterne havde lænket hende, og her smidt hende på gulvet.
Let bøjede hun hovedet på skrå, hvor hun her blidt betragtede pigen. I samme øjeblik, gjorde Fafnir sin entre. Han gik hen over gulvet, og som han passerede pgen, hvæsede han af hende. På grund af det tætte bånd han havde til Arodeth, foragtede han stort set alle andre og dog angreb han aldrig, medmindre de ikke lyttede til hans advarsel. Let hoppede han op i hendes skød, hvor han lagde sig til rette "Hvad laver du i mit land" lød det hårdt fra Tharmen, han talte altid med en vis autoritet, og hans mørke øjne bar et løfte om smerte, hvis hun skulle komme med det forkerte svar. Nok var han en kærlig mand, men han var også beskyttende. Denne skov bar hans børn, hans kone og hans folk, og han ville gøre alt for at holde disse ting sikre. Dog bar Arodeth ikke samme hårdhed i hendes blå øjne, hun betragtede pigen og her brugte hun sin telepatiske evne. I pigens hoved ville hun høre en blid stemme sige: *du skal ikke være bange, hvis du intet har gjort, vil der intet ske dig* Arodeths stemme bar en blidhed til sig, det var som ønskede hun virkelig ikke at give skade til denne kvinde "Min kære, hun er jo blot et barn" hun vendte herpå sin opmærksomhed imod sin mand, hvor hun blidt gav hans hånd et klem. Hun vidste at han ikke var en ond mand, men han var beskyttende og han derfor somme tider kunne virke hård imod fremmede.

af Gæst Lør 13 Aug 2016 - 15:55

Hun vidste ikke med sikkerhed, hvor længe hun havde siddet i cellen, men det måtte have været længe for udenfor det lille vindue i cellens øvre væg var himlen langsomt ved at blive mørk. Ligesom hun var ved at slå sig til tåls med, at her kom hun nok til at rådne mindst natten over blev døren slået op af et par vagter, der hårdhændet fik hende trukket ud af cellen.

Med klirrende lænker blev hun gennet ind i en tronsal, hvor vagterne skubbede hende fra sig, så hun umuligt kunne undgå at falde.

Trodsigt fik hun sat sig op så godt hun kunne og så med sammenklemte på de to høje, lyse skikkelser på de to tronstole. Selvom de var et ret imponerende syn lod hun intet andet end irritation skinne igennem på sit ansigt.

Hvad der chokerede hende mere var kimæren, der sjuskede ind og tilmed havde den frækhed at hvæse af Rinaya. ”Hvis du ikke havde kunne flå mig i stumper kattemis, så havde jeg hvæset tilbage,” advarede hun den mumlende, før hun atter vendte opmærksomheden mod elverparret.

Kongens anklagende toneleje fik hende kun til at le, hvilket fik en mørk skygge til at falde over samtlige af vagternes ansigter.

Det lod hun sig dog ikke mærke videre med og i stedet gjorde hun sit bedste for at rejse sig op, hvilket dog ikke helt lykkedes, så i stedet måtte hun sætte sig ned. Hvilket i denne situation fik hende til at føle sig irriterende meget som et lille barn.

”Jo ser De, Deres Majestæt. Jeg er som sådan ikke i Deres land af min egen gode vilje. Ikke, at det ikke nok skal være et udmærket land, men jeg var ude og jage og så pludselig bliver jeg overfaldet af…de der,” sukkede hun opgivende og slog ud med hånden i retning af vagterne.

”Så, hvis De nu liiiige, sådan kunne løsne de her pokkers kæder, så skal jeg nok være ude herfra i en ruf. Endog uden at skabe problemer. Se engang det sidste der var kun for Deres skyld,” erklærede hun og kunne have bidt tungen af sig selv.
Hvorfor skulle hun også altid tale tilbage til folk?

Ved lyden af stemmen i sit hoved, blev hun kun mere irriteret på sig selv.

*Ved De hvad? Hvis nu jeg havde været bare en smule bange havde jeg måske kunne holde tand for tunge for én gang skyld* tænkte hun som svar, usikker på om elverdronningen ville være i stand til at høre det eller ej

af **Arodeth** Ons 7 Dec 2016 - 18:36

Hun hævede øjenbrynet, men dog var det Tharmen som reagere kraftigst. Han havde altid haft en vrede imod, de som sagde ham imod. Havde hun ikke lagt sin hånd ovenpå hans, var han højst tænkelig allerede på vej imod hende. Hans øjne skinnede i vrede. Han havde mere eller mindre lyst, til at vise hende hvem der bestemte. Arodeth kunne næsten smage hans vrede i luften, og med sin telepatiske evne, kunne hun se de tanker han havde. Hun sukkede og satte sig tilbage i stolen, hun strøg blidt Fafnir igennem pelsen, mens hun betragtede pigen foran dem. Hun var ung, fuld af vrede og helt sikkert vild af natur.
Som pigen svarede, nikkede hun. Det havde helt klart været bedre, hvis hun ikke havde haft de kommentarer, men det var ikke noget, de kunne ændre på nu. Hun lænede sig ind imod Tharmen, hvor hun hviskede, at hun nok skulle tage sig af det. Han kneb øjnene sammen, men sukkede til sidst og gav hende lov. Hun fjernede Fafnir fra sit skød og her gik hun ned til pigen. Som hun gik imod hende, kunne hun mere eller mindre ligne et spøgelse. Hendes blege hud og det lys omkring hende, alle takket være hendes evne.

Da hun nåede hen til hende, knælede hun ned og her greb hun blidt fat i pigens kæbe "Hvad med vi giver dig et bad, inden du slippes af sted. Vi kan ikke have sådan smuk ung pige som dig, rende rundt beskidt og skulle du være sulten, kan vi også give mad" hun smilede til hende, et smil der også var beskrevet som smittende. Hun vendte sit blik imod vagterne, og som gav hun dem en lydløs ordre, fjernede de straks lænkerne. Hun gav slip på pigen og rejste sig op "Badet er denne vej" sagde hun med et blidt smil

//Sorry jeg har været så mega længe om at svarer Smile

af Gæst Lør 21 Jan 2017 - 15:45

Fedt, nu havde hun gjort en konge rasende. Flot Rinaya.

Nogen gange var hun nødt til at spørger sig selv om, hvorvidt hun nu også havde lyst til, at hendes hoved stadig var sammensat med resten af hendes krop. Svaret var altid ja, men ud fra hendes skarptungede og impulsive handlinger, skulle man snart tro, at det ville være et nej.

Og nu sad de der og hviskede. Sikkert om, hvordan hun skulle henrettes for sine forbrydelser og sin uforskammethed. Kongelige så forbrydelser, hvor der ingen var. Det bedste hun kunne håbe på var vel, at dronningen kunne få overtalt sin mand til, at straffen ikke blev trækning og firdeling.

Da hun rejste sig, måtte Rinaya kæmpe for ikke, at flytte sig så langt væk som hendes noget ynkelige tilstand nu tillod hende. Der var noget ved denne kvinde, der foruroligede hende. Nok den voldsomme udstråling af magt. Hun var for pokker så magtfuld, at hun lyst. Og hvis der var noget Rinaya ikke brød sig særlig meget om var det folk, som hun vidste havde nok magt til at få hende knust bare ved at knipse med fingrene.
Derfor var det med yderligere en mental kraftanstrengelse, at hun ikke trak sig væk eller sagde noget knap så pænt.

Hun var så koncentreret om ikke at sige noget, at det tog noget tid før dronningens ord bundfældede sig i hendes hjerne.

”Vent lige, hvad?” hviskede hun og var fuldstændig sikker på, at hun måtte have hørt forkert, eller at det her var en fælde af en eller anden art.

Da dronningen smilede kunne hun dog mærke en hidtil ukendt ro falde over sig og hun kunne til sidst ikke lade være med at smile tilbage. Svagt, usikkert og uvant ganske vidst, men det var et smil.

Efter lænkerne blev fjernet sad hun for en tid bare som fastfrosset på det kolde stengulv og gned fraværende sine håndled. Så kom hun lettere vaklende på benene og fulgte med dronningen i den anviste retning.

”Hvorfor hjalp du mig?” røg det ud af hende, da de endelig var kommet ud af tronsalen og hun atter følte, at hun kunne trække vejret frit.

af Sponsoreret inhold

And whom may you be dear child?

And whom may you be dear child?

Sv: And whom may you be dear child?

Sv: And whom may you be dear child?

Sv: And whom may you be dear child?

Sv: And whom may you be dear child?