Ohh.. My dear dear father //Abaddon//

O: En kirke, lidt træer, bænke, folk.
T: Eftermiddags tid
V: Nogenlunde lunt.

Jane sad på en bænk, sammen med et par af hendes slaver. Hun vidste hun ikke behøvede dem lige præcis idag. Hun skulle mødes med sin far, dæmonens raceleder. Hun havde ikke set ham i noget tid nu, så idag var den perfekte dag til en lille familie sammenkomst. James og Amazon sad på en bænk ikke langt fra hende. James var den af hendes slaver, som var tættest på Jane. Også en dæmon, med ufattelig styrke. Hvor Amazon blot var et menneske, som besad en utrolig evne.
Janes blodrøde øjne kiggede rundt, da de friske sjæle som gik rundt. Hun ´havde lyst til at gå over og smagske sig i et par stykker. Men hun ville vente lidt.
Jane havde samlet sit gyldne hår, i en knol på baghovedet. Og havde en kappe over den sorte kjole hun bar perfekt. Hun fik øje på nogle drenge ud af øjenkrogen, som kom imod hende. Med nogle kommentare som de åbenbart fandt gode, men Jane fandt dem højst upassende. Og uden en mine kiggede hun den ene i øjne. Og han faldt på knæ, skrigende af smerte. Med den følelse at han brændte indeni. Den anden dreng, kiggede blot på hende og gik nogle skridt tilbage. Han ville være en kujon bare at stikke af fra hans ven. Men James var hurtig og fik fat i ham, og holdte et fast greb om hans nakke. Imens han klemte til, uroen spredte sig på kirkegården. Men Jane fik et smil på da hun var færdig med at toture drengen, men hendes opmærksomhede blev optaget af en velkendt person som kom imod hende. Nemlig hendes far.

Den bagende eftermiddags sol skyder dens varme ståler mod de kirkegående borgere, så sveden og det dejlige kolde drikkevand løber i konkurrence ned af folks læber, og lysserøde efterårs kinder, mens den rolige og fredsfyldte kirke stemning domineret den store kirkegård der var et centrum for alle dens mange besøgendes sindstilhed der havde en sjælsom effekt på de normale borgere i den lille landsby.
Bmm.. Bmm.. Bmm.. som torden på en sen aften himmel kunne man høre de tunge og solide militær støvler for hvert af de kraftige stød de lavet mod jorden, for ar drive den 250 kilo muskelmasse krops struktur fremad, denne muskuløse og maskuline brystkasse med overarme på størrelse med halvetræstammer, tilhørte den brutale, nådesløse, ærefulde og beskyttende dæmon leder Rafael Dominatrix, og denne vægt fra trangen til beskyttelse og opdragelse lå kun på skuldrene af en person, nemlig hans datter Jane, en prik på hende var som at prikke denne helveds dæmons ære, og et grimt ord mod hende var et grimt ord mod hans familie navn, så selvfølgelig hvad end Janes begær var mod, slaver, penge eller magt ville hendes far realisere hendes behov, for i sandhed var familie den eneste ting man rigtig kunne tillade sig at holde af når man var dæmon.
Rafael havde en stor praktisk læder jakke på udover de brede skuldre, og indenunder jakken havde han en fin, dyr og elegant sort silke skjorte. På benene havde han nogen militær bukser der var i de grå, sorte, og hvide farver, istedetfor de normale farver man ville finde på militær bukser. På fødderne havde han de omtalte sorte læder militær støvler med en stål overflade på hælen der havde stået på flere ansigter end timer på en normal overflade. Om halsen havde han et stort kristens kors der havde noget keltisk stil over det, ingen vidste rigtig hvorfor han gik med det, selv ikke hans datter, men hun havde aldrig set ham tage det af. Rafael havde intet med sig idag, ingen medløber dæmoner eller andet, han havde blot sig selv til at møde sin datter, og da synet af den gudinde smukke pige vis ufattelige skønhed forførte sindet som den sødeste melodi, bragte det et gram af stolthed ind i Rafaels hårde og sadistiske sind at se sin datter bruge hendes evne til at vise hendes status overfor de drenge. Rafael stoppede sine skridt for at iagttage denne forrygende forstilling , inden han endnu engang satte sin gang igang, og kom indenfor 10 meter af sin datter hvorefter lyd presset sig ud på den anden side af hans læber og sagde med den dybe og maskuline undertone "Deres moder ville være stolt unge frøken. Fortæl mig hvilke tanker dominere min prinssese´s tanker for tiden?"

James holdte stadig ved den ene dreng, som prøvede at spille sej. Men som tydligvis var ved at dø af skræk, det var ikke hverdag. Man så Jane, men dem der havde set hende vidste hvordan hendes evne virkede. Og de fleste resekterede den, dog også nogel ikke mindst en person som den ikke virkede på. Dæmonen med navnet Zann.
Den anden dreng lagde på jorden og dirrede i smerte, næste gang ville de tænke sig bedre om. Hvis det altså var heldige at der skulle være en næste gang. Jane tog ikke øjne fra sin far.
*Hvilke tanker? Hmm.. Der ikke mange.* Tænkte Jane, som i øjeblikket beskæftigede sig med sine slaver, evne og ikke mindst hendes status.
"Mange tak fader." Svarede hun med et nik og et smil. Folk meget sjælendt så.
"Tanker, der ikke meget."
Hendes stemme var ikke blid for andre end hendes far, hun var også den eneste som kunne komme helt tæt til hende.

Rafael kastede ikke et eneste blik over på James, eller drengene for dens sags skyld, der skulle mere en jammrende tabere og slaver til at fratage ham opmærksomheden fra hans datters blik. Rafael lod en hånd glide ned i den store læderjakke lomme og tog en æske af fint egetræ op, den var relativt medium størrelse, og havde nogen fine lyselver symboler indgraveret på siderne, og hvis man var god til sit elver kultur ville man kunne læse sig frem til det var velsigelser til luksus gudinden som nogen få stamme elvere troet på, man kunne tit finde disse symboler på dyre æsker der var bygget til at indholde smykker, ringe, og andet der indenholdte ædelsten, guld, eller sølv og som man kunne tage på kroppen for at tilfredsstille sit eget ego. Rafael åbnet den, og tog en safir sten hals kæde der havde femten halvmedium sten der var holdt sammen af en guld tråd der gengav det mindste lys fra den bagende sol så meget man næsten ikke kunne se hvor godt et billede af sig selv man fik af at se ind i stenens blanke og rene overflade. Siden der var femten kunne man næsten ikke gøre dem større uden at ødelægge det elegante ved halskæden som helhed. Der var lidt mellemrum mellem hver sten. Rafael satte den fine æske på skødet af hans lille pige, og hvis han kunne tillade sig selv at smile ville han havde gjort det, men hvert smil bliv kvalt af hans faste blik og ansvar som dæmon leder, der gjorde han ikke kunne vise den slags i offenlighed af hans datter betød noget for ham, men han var ikke en smilende person generalt, men hvis noget i verden kunne få ham til gøre det, skulle det være hende, ikke at hans hjerte brændte med kærlighed til hende, en dæmon fungeret lidt anderledes, for med den begrænset venlighed og følelse de kunne tillade sig at have til andre, så de få som familie man kunne have inde til brystet passet man på og holdt af, for de var ligesom hele den oprigtige lidenskab der brændte i en, så deres form for omtanke mod hinanden skulle være urokkelig som det familie bånd man delte.
Rafael fjernet hånden fra æsken på hendes skød og lod hans høje figur optage dens fulde længde igen, ved at han rettet ryggen stregt ud som han altid gjorde for at fremprovokere signaler om selvsikkerhed og kontrol, hvorefter han sagde med samme tonefald som før "Så de har intet på sinde min datter. nuvel, har der været spænende skabninger på din sti?" Rafael kunne lugte gennem de tunge indåndinger at luften duftet af nogen frydefulde sjæle der som kaldte til Rafaels opmærksomhed, men han ville vente til efter mødet at få mad. Han havde aldrig været for at få andre til at skaffe mad til ham, før eller efter han bliv leder, det ændret ikke på den jæger lyst der drev ham efter et bytte, og han mente at gøre det selv var en del af nydelsen.

Jane smilte, men vidste godt hun skulle holde lav profil i offenligheden. Det havde hun lært når hun så på sin kære far, og det havde hun vendt sig til. En smuk æske med elver symboler overraskede hende, og hun havde lyst til at smile over helle hovedet. Hendes far trak en smuk blå safir halskæde op, den var vidunderlig smuk. Han placerede æsken på hendes skød, og Jane kiggede ned på halskæden. Og tog den op i hendes hænder, og holdte.
Jane tog den på, og smilte til hendes far.
"Tak den er rigtig smuk." Hun smilte og nikkede.
Jane havde mødt nogle intressante personligheder, en sirene, et par vampyre og en dæmon. Og ville sikkert møde flere.
"Tja, jeg har mødt nogle spændende personligheder. Nogle som jeg skulle mene du kender lidt, jeg har mødt Zann. Og tjo, en sirene han, vampyren Arson." Hun fnøs lidt ved navnet Arason, tænk han kunne være så irriterene? "Og en anden vampyr, Panhtera." Hun rettede ryggen, og nikkede til hendes kære far.

Zann.. Rafael havde hørt det navn før, men hvor var ham lidt uklart, enten var personen ikke vigtig nok til at huske eller også var situationen var så grufuld dårlig at møde ham i, at selve kedsomheden ved situationen havde fået ham til at glemme ham, men så kom der et lys op i Rafaels mørke sind, som var der nogen der tændte for en stik kontakt, selvfølgelig var det ikke noget fysisk lys, det var bare en måde at sige han nu kunne huske hvor han havde mødt denne Zann, han var en necromancer dæmon som havde fået Rafael til at tæske pisset ud af hans skelet legetøj, men Rafael var ikke imponeret af tindsoldaterne, de kunne være fede til et komedie show, men til at slås var de mere ynkelige end en powerpuff pige uden superkræfter. Necromanceren Zann personligt fik Rafael ikke rigtig mødt eller lært at kende eller slås med, eller noget som helst andet, de bliv afbrudt af en eller anden skøde luder pige med hugtænder, og Rafael kunne ikke være mere ligeglad med hvad hendes navn var, men da Jane sagde navnet Panhtera kom han i tanke om det. Rafael kunne også huske Arason fra et sted, men han var mindre genkendelig end Panhtera, så han gad slet ikke prøve på at huske ham, men det sjove var han faktisk kunne huske at Arason var menneske dengang de mødtes, så han måtte være lavet om i mellem tiden.
Rafael ville ikke vise han var glad for hun kunne lide halskæden, så løftet ingen muskler i ansigtet da hun takkede ham, han kiggede bare stift på hende som havde han lammet og kunne ikke dreje hoved eller dreje øjnene. Men han var da glad for det, han havde personligt valgt den til hende, men hun var ikke leder så hun kunne godt vise den taknemlighed, men vise svaghed som leder var noget andet. Rafael sagde med samme stemme som før "Lyder spænende og intrigefuldt." Rafael var glad for hun lærte nye bekendtskaber, og valgte sine forbundsfæller med omtanke, men han havde en opgave til sin datter, for der skulle ikke gå rygter om hans pige var svag, for svage dæmoner levet ikke længe, og det var skam en kultur Rafael var helt støtter af, og selvom Rafael ville knække rygraden på alt der stod mellem hans pige og hendes lykke, bliv han nød til som far at opdrage hende og gøre hende stærk, og selvom Jane havde vist sig mere end værdig til titlen af stærk dæmon, ville han gerne gøre hende bedre.. det ville han altid. "Jeg har noget de kan beskæftige dem med min datter. rygterne fortæller om en kvinde, en blandings race ved navnet Camille St.Clair, hun har gjort sig modtander af nogen meget magtfulde skakbrikker, og jeg vil have dig til at redde hendes usle eksistense fra at dø, hvis du kan holde en skinke som hende i live indtil ugens udgang, har jeg en overraskelse til dig.. men hvis hun dør inden solen står op om syv dage, vil overraskelsen, og æren at et veludført arbejde gå spildt. Sådan er min befaling" En lidt ligegyldig opgave, men det var Rafaels måde at sige ´skat jeg har en stor gave til dig´ han gav hende et nemt job, og lovet gevinst for fuldførelsen. han kunne jo godt give halskæder til hende når han ønsket men alt for store ting ville ses på af andre dæmoner og vampyrer, som om han rent faktisk kunne lide hende, så han skjulte det i en nem opgave.

Jane nikkede til hans ord, og åndede ud. En mission kom for hendes ører, og Jane lyttede til hver en ille detalje af hans befalling. Jane skulle finde blandings race, ved navnet Camille St. Clair. Hvor svært kunne det være, Jane havde alt den hjælp hun skulle bruge. Og hvor svært kunne det være? Jane nikkede til hendes far endnu engang.
"Jeg svigter dig ikke." Sagde hun med et alvorligt glimt i øjet. Hun svigede aldrig hendes far, og ville aldrig gøre det. Så sandt som hun vidste hvem hun var.
Jane rejste sig op, og kiggede op på hendes far. Hun smilte skævt.

Hendes far kunne se hendes skæve smil, og selvom han gerne ville stryge en kærtegnende hånd gennem siden af hendes hoved langs hår grænsen for at give en form for tryghed og vise hendes far rent faktisk går op i hende, men det gjorde han ikke, det måtte vente til de var helt alene. Rafael var meget mod man holdt af andre skabning, men de få man havde ret til at holde af, som sin familie, skulle man.
Rafael nikkede tilbage da hun sagde hun ikke ville svigte, og lod så en grufuld og skræmmende stemme overtage hans tonelege, så sadistisk og hjerteløs at Lucifer selv ville tage dynen over hoved og gemme sig fra den dæmoniske tone der kom fra det skumle og biske sind af en så hævngerrig og omsorgsløs dæmon som Rafael "Nej" Rafael lod det nej fortælle at han ikke tolleret hvis hun rent faktisk ikke klaret det, og slem straf ville følge. Han skiftede tilbage til den mindre dæmoniske stemme og sagde "Fortæl mig min pige -" han stoppede midt i sætningen og lavede en gestus med armen til at gå med ham, hvorefter han begyndte at gå og forsatte med at snakke hvis hun fulgte med "Den sirene du mødte, hvad var historien med den?"

Jane fik et lille chok, da han sagde nej. Det gav et sæt i hende, hun spæærede øjne lidt op. Og nikkede forståeligt. Hun åndede ud, og satte sin facade lidt på igen, men hun havde forstået hans nej.
Hans stemme blev lidt blidere i hendes ører, da han nævnte sirenen.
"Historien? Tjo, jeg så den og fandt den spændende, så James og nogle af mine andre slaver. De tog sig af den, og jeg har den hjemme ved mig nu. Den svømmer i et lille bur, men jeg vil vide mere om den. Før jeg lukker den ud." hun fulgte med sin far, og håbede at det var okay det som hun havde gjort.

En sirene i et bur? jamen det havde han intet mod, for hans skyld kunne hun få lov til at voldtage sirenen med en en grydeske og kalde den Gerta, han var enlig helt ligeglad med sirener og deres levevilkår, så why the fuck not, det ville jo ikke skabe en politisk krise mellem racelederne, så han kunne og var helt ligeglad med den guldfisk hun havde hjemme.
Han gik med hende i retningen af udgangen til kirkegården, mens han snakkede "hvis den gør din kjole våd, vil jeg have du skære nosserne fra dens ædledele, men udover det, så behold den endelig" gennem 200 år lærte man en person godt, og bestemt når man har været en del at personens liv fra dag et de åbnet deres store dumme baby øjne, så han kunne godt mærke lidt hvordan hun havde det, og den måde hun sagde det på kunne godt lyde som om hun var usikker på det var okay.

Jane fulgte med, og James smed drengene fra sig ned i en sø. Og sammen med Amazon fulgte de med. Men på afstand. Hvorfor var hende Camillie så vigtig? Det var det eneste Jane ikke forstod.
"Forstået." Jane nikkede og forsatte med sin far. Folk omkring dem stoppede op i frygt. Jane kunne virkelig godt bruge en frisk sjæl, men hun var god til at skjule det.
"Er spørgsmål, hvem er hun?" Jane havde ikke hørt mange ting om hende Camille, kun lidt. Hun håbede ikke hendes far blev rasende over hendes spørgsmål, for nogle ting skulle man bare ikke blande sig i.

Rafael stoppede op da spørgsmålet kom fra hendes læber, og med samme fart som lyset fra et lyn på himlen, og med samme brutalitet som havde en mindre folkevogns bil kørt ind på siden af hendes kind, bliv Rafaels håndryg brugt til at give hende lussing med sådan dødbringende præsition at man kunne lokkes til at tro han havde øvet sig hele morgen på ligepræcis den lussing. Den kraftige håndryg lod de stål hårde knoger pore sig ind i den varme og silkebløde hud på hendes nøgne kind. Rafael sagde intet bagefter, han kiggede ikke engang efter på hendes reaktion, han begyndte bare at gå igen og trak sin hånd til sig, mens han forventet hun fulgte med af sig selv.

Jane tog sig til kinden, slaget sad der stadig. Som han havde sat ild til den, en flamme som ikke kunne slukkes. Jane rystede det af sig, hun var heldig at smerten var hendes kræft. Så den bed ikke så meget som den kunne have gjort. Den gik lidt i et, og det gjorde blot hendes øjne mere røde. Hver smerte gav hende mere kræft, smerten blev opsevret til hendes styrke. Det vidste hun ikke, men noget fik hende til at mærke det. Det blev tydligt på hendes blodårer, som blev helt igennem tydlige. Smerten susede ind i hende, og Jane bed tænderne sammen. Det gjorde nas, som om ilden spredte sig. Nogle folk bemærkede de uhyggelige blodåre som trådte frem. Og de blodrøde øjne som blev mere mørkblodsrøde. Folkne hviskede, men man kunne tydligt hører dem. Jane gemte smerten bag hendes koldte smil.

Rafael havde slået hårdt, men ikke så hårdt han kunne, langtfra, for det var jo ikke en stor uartighed hun havde gjort, men af en dæmon der tog posten med brutal magt og anderkendt som den mest fysisk stærke dæmon,for ellers ville han ikke have fået posten, så kunne en lussing gøre ondt selv i det små. Rafael forsatte med at snakke efter hun var begyndt at gå med igen og var kommet op til ham, men svaret ikke på spørgsmålet, men lod hans håndryg fortælle alt hun havde brug for at vide om hans svar, men hans tone var normal og ikke sur "Jeg har tænkt om du kunne bruge et større sted at bo?"

Janes arme blev normalle igen, og hun slappede mere af. Hun havde fået de oplysninger som hun havde brug for, nu skulle hun blot finde denne Camille. Men først når hendes far sendte hende afsted. Hans stemme kom i luften igen, hverken sur eller vred. Blot normal. Jane var oppe på siden af hendes far, og hun fulgte hans skridt.
"Tjo, det kunne være rart," Sagde hun høfligt, imens hendes blik kiggede lide frem for sig.

Rafael sagde "Jeg har måske fået arrangeret et byggeri til din egen private villa. Tjenere, kokke, og vagter tager jeg mig af, men du kan tage dine personlige slaver og slavinder med hvis du ønsker" Det var ikke kun en måde at forkæle sin datter, men også en taktisk fordel at vise han havde pengene og overskudet til at bygge en villa til hans datter. Rafael stoppede med at gå da han hørte en stemme cirka 12 meter bagved dem, stemmen var fra en mand klædt i hvid skinnende rustning, og havde et symbol på maven af en ulvs ansigt, hvor der var en streg lodret ned mellem øjenene, og på den ene side af stregen var ulvens hoved rød, og på den anden var den hvid. "Hr dominatrix. Frøken Dé Minion ønsker dem ti.." Rafael lod ikke manden tale færdig, og efter at have nikkede til sin datter for at sige deres samtale lige bliv sat på pause, afbrud Rafael manden "Deres frøken må vente." Manden så ikke for glad ud for svaret, men valgte at gå den anden vej, og heldigt for ham, for Rafael ville vildt gerne slå hans kranium ind, men nu hvor man var sammen med datteren kunne man vel vente lidt. rafael kiggede på sin datter igen, og begyndte at gå med hende igen

Jane nikkede, hun ville gerne have haft actionen. Hun elskede at bruge sin evne, og fof sjov engang imellem. James og Amazon var gået til siden, fra manden. Men fulgte med igen. Jane nikkede til at få sin egen villa. Og så måtte hun få sine slaver med, Jane havde 5 slaver som hun havde beholdt pga. de evner og styrker som hver i sær havde med.
"Det lyder godt, jeg vil med glæde have dem med." Jane nikkede og gik videre med hendes far. De 5 slver som hhun havde, det var de slaver som hendes far ikke havde været med til at vælge. Tyler, Alec, James, Xander og Amazon. Han kendte JAmes's navn. MEn hun var ikke sikker på han kendte de andre, men det var han sikkert ligegladd med.

Rafael havde det fint med hun havde slave, faktisk ville han blive skuffet hvis hun ikke havde, men selvfølgelig havde Rafael ikke tillid til hendes slaver, og hvis hun kom noget seriøst til, ville de være de første han ville sende 1000 dæmoner efter, selvfølgelig var 1000 ikke så meget iforhold til alle de dæmoner der var i verden, men det vist rigeligt til at tage sig af de seks syv stykker som Jane havde som slaver, og der skulle jo også bruges dæmoner på andre ting, områder der skulle overtages, markeder der skulle skifte over til at give penge til dæmonernes lommer, og vedligeholdes af dæmon loven, også beskytte dæmonernes handels linjer, og en en helt masse små faktorer der giver dæmonerene den meget politisk indflydelse blandt de andre race leder som de på nuværende tidspunkt har, og når Rafaels lille hemmelige slavehandler plan bliver sat i værk ville de klart være den domniende faktor i det fællesrace sammen spil, men alle disse ting forstod de fleste nok ikke, for kun lederne så tallene og var med til de politiske møder, så der var ingen grund til at dele den slags med sin datter, hun var altid blevet forkælet og sådan skulle det altid være.
"Jeg har overdraget min personlige sekretær Ventor til at tage sig af indretningen af din nye ville, og fungere som hovedansvarlig af alt fungere derinde. Man kan stole på Ventor til at gøre et godt arbejde, men hvis du en dag mener han ikke lever op til din standard, så sig endelig til" Ventor fik en enorm bonus i hans betaling for at tage den position, men på den anden side, hvis han fejlet ville Rafael bruge to metal pinde til at skilde hans pik lidt fra hinanden ved toppen, ikke så den gik i stykker, men nok til man kunne få et klart udsyn til urin røret, også bagefter ville Rafael hælde kogende vand ned gennem hans urin rør. Rafael ville ikke dræbe en så god mand som Ventor over en enkelt fejl, men han ville give ham traume for evigt, en pinefuld omgang smerte, og ødelægge en hver form for sex han nogensinde ville få, så kunne man altid dræbe ham ved fejl nummer to.

Jane nikkede Ventor, ham havde hun hørt lidt om i krogene. Det samme om manden Sean... Men meget kendte hun ikke til disse personer, men håbede dog hendes lille smule nysgerrighed ville finde ud af det.
"Det lyder meget spændende, jeg glæder mig. Og det skal jeg nok." Jane nikkede som en forståelse af hvad han havde sagt. Hun gjorde altid hvad hendes far sagde, uden at blinke. Hun respekterede hans ord, dog mere nu end da hun var mindre. Det mindede hende om da hun havde fået sin evne. Da hun ikke vidste hvad der skete med hendes øjne, og hun var blevet vred på ham. Og hun var kommet til at bruge den, men nu var den fuld kontrolleret. Og stærkere end han troede, og den blev stærkere når smerte ramte hende.

Rafael var ikke stolt over sin datter, men heller ikke skuffet, han var glad for hende og havde en stor forståelse for hende, men selvom hun var stærk, og loyal, så var han ikke stolt for de ting forventet af hende, ligesom han skulle til ansvar over sin far, der heller ikke var stolt over at Rafaels loyalitet, det var et spørgsmål om ære, straf, og foventning, og han havde høje forventninger. Stolt var et stor ting i hans verden, og ordet havde en tung vægt, men han ville gerne sige alle de gode ting han så i hende, og hvorfor han ikke var pisseligeglad med hende, men han skulle videre og de var ikke i det private, så han måtte bare slutte formelt af
Rafael stoppede op og sagde så "Vi vil mødes igen min datter." Rafael lavet håndfagt til hun ikke skulle følge med mere, men forsatte selv med at gå.

\\Kunne godt lide emnet, og vil gerne have et nyt en dag, men skal vi stoppe det her her?

//Jo det kunne vi godt Ja kunne også godt lide emnet //

JAne nikkede til hendes far.
"Ja det gør vi far."
Hun stoppede op, og kiggede efter hendes far. Jane lod sit blik hvile på ham, til han var væk fra hendes syn. Uden at fortrakke en mine, da han var væk nikkede hun. Jane vendte sig om imod hendes slaver, og med et enkelt nik gik de imod Janes hus.


//Out//