en gæst til middag (Rafaela)

sted: ca. en halv dagsrejse fra Sunfury City
tid: lidt før solnedgang
påklædning: en læt hvid bomulds skjorte, lættere stramme mørkeblå bukser, og gode vandrestøvler, og der hænger to sabler ved han side

Cain var på vej mod Sunfury, da han begyndte at blive sulten, han overvejede om han skulle fortsætte mod bygen, men beslutte sig mod det, og startede i stædet at lave et lejerbål, mens han fandt tøret kød og grønsager frem, samt en flaske rødvin, som han blandede i en gryde og efter lidt tid bredte der sig en duft af en lækker gryderet sig i området.
mens han ventede på at maden skulle blive færdig nynnede han en glad melodi, mens han nød solnedgangen.

Påklædning

Rafaela havde valgt, at gå sig en tur udenfor byen da hun følte, at hun måtte bruge sin krop. Være aktiv om man ville kalde det. Byen var omringet af en ørken. Hun vidste, at hvis man ville ud og gå der var det bedst om aftenen lige før solnedgangen for så var det ikke for varmt og man ville ikke dehydrere særligt hurtigt selvom nætterne også var meget kolde. Hun vidste sådanset ikke hvor langt hun havde gået, men hun vidste godt hvilken vej hun skulle gå for, at komme hjem igen til sin onkel. Hun boede ikke på slottet igen og havde på en måde heller ikke lyst til, at bo der. Hun følte sig ikke fin nok overhoved til, at bo sådanne nogle steder. Godt nok var hun prinsessen af Doomsville og datter af Sakref, men hun følte sig overhoved ikke tilpas i sådanne nogle fine hjem. Hun havde først rigtigt fundet ud af det efter hun havde været hjemme ved Vánagandr Lawless. De virkede så fine, at det var ved, at kvælde Rafaela. Hun kunne ikke med fine folk. Hun havde det bedre hos sin onkel for der var man dus og ikke dis og alle hjalp med det huslige og man kunne være sig selv uden nogen dømte en for det.
Ikke så langt væk fra hende ramte en duft af gryderet hende. Hun kiggede rundt og så et bål ikke så langt derfra. Hun gik hen til stedet hvor hun havde set bålet. Hun kiggede ned på fyren der sad ved bålet "Hej" sagde hun stille. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige.

Da Cain så den unge kvinde komme rejste han sig med hurtige og smidige bevægelser, og lavede et dybt buk ''hvad skylder jeg æren'' dagde han med et venligt smil, mens han ønskede hat han havde haft hat på da det ville have gjort hans buk pænere.
efter bukket kunne der tydelig høres en knorende lyd fra hans mave ''men han ignorerede den og sagde ''kunne de tænke dem at få en bid med?'' men han gav hende ikke tid til at svare før han havde fundet en ske og skål frem, og fyldt den med hans gryderet, men inden han gav den tog han selv en bid (gammel sortelver tradition, hvor kokken selv tager en bid for at vise at maden ikke er forgiftet)

Rafaela nejede stille for fyren hun lige havde mødt. "Jeg kunne dufte deres mad og så bålet så tænkte jeg hellere måtte gå hen og se hvad der skete" sagde hun stille og smilede roligt til fyren. Hun nejede pænt for ham da han jo bukkede for hende. Hun undrede sig lidt over, hvorfor han snakkede sådan til hende og hvorfor han bukkede.
Hun hørte hans mave rumlede og smilede venligt til ham "Kun hvis de selv skal have noget med" svarede hun venligt. Hun kiggede underligt på ham da han selv tog en bid af maden og rakte hende skålen. Hun tog dog imod den og satte sig ved bålet overfor ham "Hedder Rafaela. Hvad hedder de?" spurgte hun nysgerrigt.

''mit navn er Cainazak, men du kan bare kalde mig Cain'' sagde Cain med et smil, og tog en skefuld af den varme gryderet ''jeg ville byde dig på vin, men denne her'' han løfter vinflasken fra før op ''egner sig kun til madlavning''
''du undre dig nok over hvorfor jeg tog en bid af din mad før jeg gav dig den, det er en gammel sortelver tradition, at kokken altid tager en bid af maden inden han eller hun savere den for en gæst, for at bevise at maden ikke er forgiftet'' forklarede han
''men hvad laver du så her ude på denne tid?''

Hun smilede stille og nikkede "Rart, at møde dig Cain du kan bare kalde mig Raf, hvis det er" sagde hun stille og kiggede på vinflasken som han løftede. Hun smilede venligt til ham "Det går nok" sagde hun med et roligt smil på læberne.
Hun lyttede roligt til grunden for, hvorfor han havde taget en bid af maden han havde givet hende og det gav god mening efter han havde forkleret det. "Så kan jeg regne ud, at du er sortelver. Har aldrig set sådan en før derfor undrede jeg mig. Jeg er en dragonlycan" fortalte hun stille. "Jeg er bare ude og gå en tur da jeg ikke gad, at sidde hjemme hos min onkel og glo så trængte til lidt luft. Hvad med dig selv?" spurgte hun nysgerrigt og spiste af gryderetten han havde givet hende. "Det smager godt" roste hun stille og smilede venligt til ham.

Cain smilte lidt og så ned ''så forstår jeg bedre hvorfor du ikke spyttede mig i ansigtet så snart du så mig, mit folk har ikke det bedste ry'' sagde han og tog en skefuld mad ''ikke at vi ikke har gjort os fortjænt til det ry, vi er generelt arrogante og ondskabsfulde'' hans stæmme var syrlig, man kunne nærmest se hvor meget han foragtede sit folk
''jeg rejser rund og sælger mine evner med mine sværd, jeg er på...'' hans stæmme stoppede da vinden ændrede retning og en stank af halvråden kød ramte dem og 5 orcer kravlede op af sandet, hvor de havde gæmt sig for solen.
Cain var på benende på et øgeblik, med hans sabler i hænderne, og et rovdyragtig ansigts udtryk, stillede han sig mellem orcerne og Raf

Hun lyttede stille til det han fortalte om hans folk. Hun ville mere tro, at det var dæmonerne man burde spytte efter for de havde heller ikke ligefrem det bedste ry. Hun brød sig ihvertfald ikke meget om dem selvom det meste af hendes familie var dæmoner, men det rørte hende ikke en høstblomst. Hun skulle lige til, at svare ham da hun hørte noget tæt på dem. Hun smed skålen med gryderetten hun havde fået og rejste sig op. Hun kiggede på Cain da han stod mellem hende og nogle orcer. Hun stillede sig ved siden af Cain. Hun havde fået nogle lilae flammer på sine hænder. Hun kiggede vredt på orcerne "Jeg tror vi skal flytte vores mad til byen når vi er færdige med dem her" sagde hun stille og kiggede på orcerne. Hun hadet når andre forstyrrede hende i sin mad. Hun kiggede undersøgende på orcerne. Ville hun virkelig spilde sin tid på, at skulle bekæmpe dem? Hun kastede nogle ildkugler efter orcerne så de sprang væk fra dem. Hun blev ved med, at kaste lillae ildkugler efter dem da hun vidste de hadet varme.

da Cain skulle til at gå i kamp begyndte Rafaela kaste ildkugler, dette fik ham til at skrige i smerte, fordi at han var klar til kamp var hans popiller så udvidet som mugligt, dette kompinetert med de klare lysglimt og sortelveres sårbare øgne, dette havde (meget snærtefuldt) blændet ham.
men han gik stadig i kamp med det 2 orcer der ikke havde løbet væk og selv uden sit syn var de to klodsede monstre ikke en udfortring for ham, hans skarpe sanser og mange års kamp erfaring, fik han overmandet dem, den ene med en sabel mellem ribbene og den anden fik sit hoved hukket af, da han kom tilbage til bålet ob begyndte at rense sine sværd for blod, var hans øje lukket og der løb en tåre fra det

Rafaela kiggede forskrækket og forvirret hen på Cain da hun hørte hans skrig. Hun troede til, at starte med, at han var blivet skadet af orcerne. Hun ånede dog lettet ud da hun så, at han kæmpede alligevel og hun ikke kunne se noget blod fra ham af nogen steder.
Hun slukkede for sine flammer da de sidste orcer var døde. Hun gik hen til bålet igen og kiggede på hans øje som blev holdt lukket og tårerne der gled ned af kinden "Er du ok?" spurgte hun stille og gik hen til ham og kiggede undersøgende på hans øje.

Cain smilede lidt, men holdt stadig sit øje lukket ''mit øje er en smugle lysfølsom'' sagde han bare, mens han prøvede at få orc blod af sine sværd.
han prøvede at åbne sit øje, men det gjorde for ondt, og da han endelig fik det åbnet var det utrogligt blodsprængningt ''men det var mest fordi jeg var overræsket'' sagde han og fandt olie fræm fra sin taske og lavede et tynt lag på sværende, så de ikke rustede, der efter tog han en lille skovel ''vent her mens jeg begraver dem'' sagde han og begynte at grave

Hun kiggede på ham. Det vidste hun sådanset ikke, at sortelvere var eller var det kun ham der var sådan? Hun undrede sig lidt, men man måtte jo undre sig for, at få ting, at vide. "Det må du undskylde det vidste jeg ikke" sagde hun stille og kiggede undersøgende på hans øje da han endelig åbnede det. Det så ikke ret godt ud måtte hun indrømme, men hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Hun nikkede stille da han sagde, at hun skulle blive der imens han gravede orcerne ned så de ikke var fremme og flød på jorden. Hun kiggede på ærmerne på sin trøje. Det yderste var forbrændt pga hendes evne. Hun brummede lidt. Bare hun snart fik det tøj som kunne tåle hendes evne og tåle, at blive udvidet når hun var i sin drageform. For hun var godt træt af, at hendes tøj gik i stykker under forvandling og når hendes evne var igang.

Cain arbejdede hort med at begrave orcerne, noget ingen andre sortelver kunne forstille sig at gøre, men Cain ønskede ikke at være som andre sortelvere, men det var hårdt arbejde, og da han begynte at svede tog han sin skjorte af da han ikke ønskede at have en våd skjorte på i en kold ørken-nat.
mens han arbejde kunne man tydelig se hvordan musklerne bevægede sig, under huden, det var tydelig at der ikke var et gram unødvendig fed på hans krop.
da han var færdig med at begrave orcerne sagde han forvæl på meget dårlig orcisk og gik tilbage til lejerbålet, med den bare overkrop dækket af sved

Hun kiggede på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv så hun fortsatte blot med, at sidde ved bålet og kiggede på ham imens han gravede orcerne ned. Hun smilede lidt for sig selv da han tog sin skjorte af. Det var da en flot krop han havde måtte hun indrømme. Hun lavede nogle små ildbolde i hånden. Eftersom hun var tæt på bålet var lyset ikke så kraftigt fra de lillae ildbolde som de normalt var. Hun begyndede, at jonglere med dem. Hun vidste, at hvis hun ikke greb dem ville de ramme hende eller andre og sætte ild til det. Det gjorde sådanset hende ikke så meget for normalt så kunne hun få alt til, at gå op i lillae flammer selv hendes ellers hvide hår blev til flammer. Hendes hår ville så blive sort istedet og hun skulle vaskes grundigt for, at få dem hvide igen.