I can't tell it! //Assorian//

S: The Valley of the dead
T: Eftermiddag
V: Der er dunkelt og fugtigt
O: Døde træer, gravstene og gravkamre.

Rafaela havde valgt og gå sig en lang tur. Væk fra alt der var omkring hende. Hun havde været så heldig, at få sin faster Victoria til, at tage sig af Reine hendes nyfødte søn og Emily en pige hun nærmest havde adopteret til sig. Sådanset passede hun bare Emily for hendes bedsteveninde indtil hun havde det bedre og havde kontrol over sig selv til, at hun ville kunne passe Emily igen. Hun havde valgt og gå hen til et sted der lignede en nedlagt kirkegård. Det var her hun havde mødt Zeros far første gang, Zann. Han ville have taget hende som slave og tortureret hende fordi hun lignede Luce, hendes biologiske mor og havde sagt, at både Zero og Luce var i live, men han troede ikke på det. Han var sikker på, at de var døde begge
Rafaela var rasende indvendig. Zero havde igen fået hende under sin magt, men det 2.
skulle være løgn. Hun skulle nok komme fri fra hans magt så snart hun havde gjort så Luce kunne blive 100% rask igen og hun vidste det kun var Zero som kunne gøre det. Hun måtte lyve for sin familie for, at kunne tjene Zero bare for, at gøre hendes mor rask. Hun havde på en måde bare lyst til, at droppe det hele, men så ville ikke blot hendes mor dø, men hun ville blive straffet værre end hun nogensinde var blevet.
Hun havde sat sig på en væltet gravsten og havde taget sin sorte/blå kjole på der gik ned til midten af hendes skindeben. Der var lavet et hul bag på kjolen så hendes hale kunne stikke ud. Der var fordelle og ulemper ved, at have en dragehale for den var for det meste i vejen, men hun kunne ikke komme af med den fordi hendes far Sakref og Rottenstein havde lavet så mange forsøg på hende, at det endte med et helt nyt udseende der næsten fik smidt hende i fangekælderen fordi ingen genkendte hende og en hale der kun var til besvær.
Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun var vred, men også ufattelig ulykke. Hun spekulerede flere gange på om hun skulle bede Assorian om hjælp, men hun kunne ikke få sig til det. Hun var flov over det der var sket, men samtidig så havde hun vel selv valgt det?

Endnu en stille eftermiddag havde ramt, Asso og Autumn var sammen taget ud på en lille afspadsering bare for at nyde hinandens selskab og bare få noget tid sammen alene. De gik sammen og flettede fingre og Asso drillede hende et par gange ved feks at give hende et lille dask bagi, hvilket resulterede i en lille "kærlig" lammer fra hendes side, hvilket Asso elskede, at de kunne smådrille hinanden. De var lige gået fra slottet og var på vej ned i centrum af Dragons Peak bare for at kigge lidt rundt. Da de kom ned til centrum kiggede folk på Asso da de aldrig havde set ham med en pige før, og var sikker forbavset over, at Asso faktisk kan elske andre og jo det kan han, så længe de hedder Autumn, tænkte han inde i sig selv og smilede. "Du kære.. skal vi tage over i Valley of the dead?" han kiggede på hende og smilede "da jeg aldrig har været der før og det kunne da være hyggeligt at gå en lille tur sammen" sagde han og kyssede hende på kinden. De gik så sammen hen til en smykkehandler og Asso fandt et meget flot udskåret dødningehoved med diamanter i da Autumn alligevel var over og kigge på noget andet, så købte han det og lagde det ned i sin frakkes lomme og ville overraske hende på et specielt tidspunkt. De begav sig så hen til Death Valley og Asso kunne høre en bestemt person, Rafaela, Asso stoppede op "Rafaela er det dig?" sagde han og kiggede rundt.

Hun var på en måde irriteret over det der foregik oppe i hovedet på hende. Vreden over, at Zero pludselig skulle spille kong gulerod igen samtidig med at der var en masse krig på familie fronten samt det, at hun kunne skabe ballade alle steder hun gik. Hun knyttede irriteret sine hænder og rejste sig op. Hun gik rundt på kirkegården som var hun en alt for stor løve der var blevet proppet ind i et lille fuglebur. Hun stoppede dog brat op da en pludselig velkendt lugt ramte hende. Assorian. Det kunne ikke passe, at han dukkede op her. Hvorfor var det som om, at alle dem hun ikke ville have kontakt med fordi de ikke skulle se hendes svage side altid fandt hende her? Hvor mange havde fortalt andre, at det var her man kunne finde hende, hvis hun ikke var i Sunfury eller hos Zero? Hun vendte sig om imod lugten af Assorian kom fra. Hun hørte hans stemme. Havde han hørt hende eller ligesom hende kunne lugte hende?
Man kunne tydeligt se på hendes øjne, at hun havde grædt og været vred samtidig. Hun trak vejret dybt og gik hen imod Assorian "Det undre mig faktisk ikke, at du vidste det var mig, men hvad laver i egentlig her?" spurgte hun nysgerrigt med en ret kold stemme, men hvis man kendte Rafaela rigtig godt vidste man godt det var for, at skjule sine sande følelser at hun brugte sin kolde stemme imod andre.
Assorian var en af de fyre hun sidst ville have blandet ind i hendes liv af helved. Hun havde ikke lyst til, at blande ham ind i det overhoved.

Assorian bad Autumn om at gå hjem ad, det var fint med hende så hun smuttede igen og Assorian gik så hen til Rafaela. "Kan altid høre din stemme" sagde han og smilede "tja, jeg og Autumn gik en tur og hørte så din stemme" sagde han og smilede, han havde ikke set Rafaela i langt tid og tænkte det ville være et godt tidspunkt at få snakket ud på og så havde han også noget der lige skulle fortælles til Autumn, som han var en lille smule nervøs med. "Kom, vi går en lille tur, du og jeg" sagde han og begynde at gå med hende, han burde tage rollen, som far men det var bare det med Autumn der holdt ham lidt igen selvom ham og Autumn er tætte og har det rigtig godt, så ved han at hun ikke lide børn, nu måtte de se.
"nå jeg burde jo se til.. ham" han kunne ikke få sig selv til at sige søn, det kunne han bare ikke, ham som far, igen? nej men han kunne blive lidt nødt til det, selvom han dog vidste, at Rafaela sikkert ville råbe en smule af ham, andet kunne han ikke forvente da han havde været en ret så elendig far.

//håber det er fint og kan bruges! min krea var lidt udtømt da og jeg også skal svare på et andet og er ret træt :')

Hun kiggede stille på Asso. Hun undrede sig faktisk meget over, hvad han lavede derude. Ingen normale mennesker eller folk ville tage ud til, hvor Zeros far havde sit kammer. Hun smilede stille til ham, men hendes øjne viste stadig, at hun ikke var i godt humør. Hun nikkede stille til det han sagde om, at de bare ville gå sig en tur "Det lyder bare lidt underligt, at i vælger, at gå helt herud, hvor ikke en sjæl normalt ville være" sagde hun stille. Hun trak let på skuldrene. Hun vidste ikke helt hvordan hun havde det med, at se Assorian igen. Hun var på en måde glad for det, men samtidig så havde hun det ret stramt med det fordi hun vidste, at hun på en måde havde brug for hans hjælp, men samtidig så ønskede hun ikke, at blande ham ind i sine problemer.
Hun nikkede stille til det han sagde og gik rundt med Assorian ved kirkegården eller hvad man nu skulle kalde det. Hun var på en måde lidt bekymret for om Asso ville tage Reine fra hende, men Asso havde ikke set ham længe. Hun kunne ikke en gang huske hvornår han sidst havde set ham. Hun kiggede på ham da han begyndte, at snakke om Reine som om det bare var en person og ikke hans søn "Mener du Reine?" spurgte hun stille. "Han har dine øjne og din næse og ligner dig mere og mere som han bliver ældre" sagde hun stille. Man kunne godt høre glæden i hendes stemme når hun snakkede om deres søn, men samtidig ville man tydeligt se, at hendes sjæl ikke havde det godt overhoved. Hun følte selv, at det var tydeligt, at se på hende, men om Assorian kunne se det vidste hun ikke helt. "Han er hjemme ved min faster lige nu" sagde hun stille. Hun var blevet enig med sig selv om, at hun ville snakke så meget om Reine som muligt for så kunne hun muligvis skjule sandheden om hvordan hun havde det. Hun kiggede på ham efter de havde gået i er stykke tid "Hvordan går det egentlig med dig og det der foregår rundt omkring med alle dine planer?" spurgte hun nysgerrigt. Før var planen hun skulle haft været med ham, men det ændrede sig ret hurtigt efter. Hun kunne ikke rigtigt huske grunden, men det var sådanset også ligemeget nu for hun havde heller ikke muligheden længere og hun havde rigeligt, at se til selv.

Assorian kiggede på hende og lyttede han vidste ikke lige helt, hvordan han havde det med at skulle se hende igen og snakke om deres søn, han var nu glad for hun skiftede så hurtigt emne igen, da han virkelig ikke havde lyst til at snakke om den såkaldte Reine. "Jeg og Autumn valgte at bare gå, og gå og så endte vi her" sagde han hurtigt til hende, imens han undlod at svare på det med, at "den" havde hans øjne. "tja, som du nok ved er jeg blevet leder af Dragons Peak, lige nu er jeg bare på besøg her i Doomsville med Autumn, og snart rejser jeg til det nye uopdaget land" han havde store planer om, at udforske det nye land og gøre det til et handelssted for ham og en ny by selvfølgelig, men lige nu søgte han dog hjælp fra borgerne i alle byer. De var gået et godt stykke fremad og kunne høre nogen folk følge efter dem, Assorian magtede det ikke, det gjorde han ikke, så han lod dem komme tættere indtil hans vagter, som er gemt rundt omkring kom frem, han skulle bare give signal Hvad med dig, går det godt?" sagde han og smilede et lille smil til hende.

//undskyld det korte svar, tænkte jeg ville sætte lidt gang i den!

Hun fornemmede hurtigt på ham, at snakke om Reine med ham var som, at hendes familie snakkede om Darius med hende. Dog ikke så slemt for Raf dræbte næsten folk bare de nævnte det navn det gjorde Assorian nu ikke om Reine.
Hun smilede venligt og nikkede blot til det han fortalte om ham og Autumn bare havde gået og gået. De var vel blot gået hver til sit pga. Assorian opdagede hende.
Hun lyttede roligt og nød, at samtalen handlede om ham og de ting han opnåede med det hele så hun kunne undgå, at snakke om sig selv og hvad hun havde opnået for det var kun gået ned af bakke siden deres sidste møde på hospitalet. "Ja man hører en del om de ting der foregår rundt omkring i verdenen, men er glad for, at høre, at du har fået fremdrift i dit liv og at dine planer går som du forventede det dengang" sagde hun venligt og smilede roligt, men anstrengende til ham.
Rafaela havde længe haft en fornemmelse af, at Zero sørgede for, at folk holdt øje med hende selvom de havde en klar aftale, at når hun ikke var indenfor hans fire mure skulle han lade hende være, men det vidste hun jo godt, at han ikke ville holde. Hun kiggede på Assorian da han spurgte ind til hvordan det gik med hende. Hun trak let på skuldrene "Jeg lever da endnu...måske kun held" det sidste sagde hun meget lavt næsten som om hun hviskede det. Hun anstrengte sig ikke længere med, at smile eller noget for hun hadet, at snakke om sig selv. Selv når hun var hjemme ved sin onkel, faster og fætter kørte hun sig selv så psykisk og fysisk træt, at hun ikke skænkede Zero eller hendes eget liv en normal tanke for, at få det bedre.
Hun stoppede brat op og kiggede på noget der mindede om et gravkammer. "Hvordan kan man holde til, at være taget til fange og tortureret i månedsvis nærmest under jorden og så kæmpe sig op til, at være næsten normal med nogle ulemper?" spurgte hun pludselig som om hun tænkte på noget specielt. Det gjorde hun sådanset også. På hendes biologiske mor. Hun kiggede på Assorian. Hun havde ikke tænkt over, at hun havde sagt det så højt, at han ville høre det og hun forventede sådanset heller ikke, at han ville svare hende på det for hun kunne vel bare spørge sin mor eller sig selv for hvorfor de stadig står på begge ben med hver deres problemer, men stadig haft næsten samme fortid selvom de havde haft vidt forskellige opvækst og ikke havde vidst de havde været i familie længe.
Hun hørte nogle skridt komme tættere og tættere på sig. Hun brummede irriteret "Vi bliver overvåget# sagde hun lavt og kiggede omkring sig.

Imens de gik kunne han godt fornemme dem, som fulgte efter, selvom hans vagter var klar så kunne han dog ikke lade vær, nu skulle der skræmmes. Han forvandlede sig til sin skyggeform, den store og eneste Shadowlord kom frem og skyggerne svævede hen over jorden, han fremkaldte sit shadowlordsværd og fik hans Acid Mist til at omringe ham og Rafaela, dog skader det ikke Rafaela da Assorian kan styre, hvem tågen skal ramme. Dem som kom bag var nogle lejesoldater der åbenbart var blevet sendt ud for at kidnappe Rafaela, men hvem der sendte dem vidste han ikke. De var 5 stykker og Assorian kastede tågen på 4 af dem så de ikke kunne bevæge sig, imens stak han sit sværd ind i hjertet på dem og de døde med det samme.
Hans soldater kom frem, men han gav tegn til at holde sig tilbage. Assorian forvandlede sig tilbage og hans sværd forsvandt også, han fremkaldte tågen så den trak sig tættere og tættere på soldaten "Nå, lad mig fortælle det sådan her, du har 2 valg" han trak tågen tættere på soldaten "du fortæller mig, hvem der sendte dig, eller jeg fylder dig med den her fine tåge, som stille og roligt vil smelte alt indeni dig" sagde han og kiggede ret så surt på ham. "Okay okay, det var en ved navn Zero Zero bang" og inden han nåede at sige mere, så trak Asso tågen ind gennem munden og næsen på ham og lod ham dø en smertefuld død. Han vendte sig straks mod Rafaela og gik over til hende, gav hende en lussing og begyndte at snakke højt og rigtig surt til hende, så surt at hans tåge fløj stille og roligt rundt om hænderne på ham "Okay, jeg går ikke udfra, at Zero er så hjernelam at prøve at dræbe mig" han vendte hovedet og tog et pust og kiggede på hende igen "så hvad fuck er det der sker, siden han er efter dig? og jeg sværger Rafaela Zain Dreadheart Morladin, HVIS du lyver for mig nu så er det her, det sidste du kommer til at se til mig" sagde han og stod lidt fra hende og ventede på svar fra hende, hans mænd kunne se han var sur så de trak sig også lidt tilbage, det er ikke en sjov ting når Assorian er sur.

Rafaela såpå soldaterne der var dukket frem. Hun havde genkendt dem. De var ikke så dumme som de så ud til. Hun havde set dem træne en masse gange før og det undrede hende ikke, at Zero havde sendt dem efter hende. Hun blev dog overrasket over Assorians forvandling og reaktion på det hele. Hun stod dog stille og kiggede ned i jorden og lod Assorian tage sig af soldaterne.
Hun trak vejret tungt og kiggede advarende op på den soldat som stadig var i live da Assorian snakkede til ham. Hun kiggede hurtigt ned i jorden igen da soldaten havde sagt det var Zero der havde sendt dem. Hun vidste, at Assorian ville flå hende i stykker hvis han kendte sandheden, men hun havde gjort det for hendes mors skyld.
Hun fik et chok og gispede da hun mærkede Assorians hånd stikke hende en lussing. Hun stod blot stille og stirrede ned i jorden. Det var tydeligt, at se på hende, at hun var blevet van til, at blive slået, sparket og tortureret når hun havde gjort noget forkert. Hun havde dog heldigvis kunne skjule mærkerne når hun var udenfor hans mure. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Hun ville ikke fortælle ham det, men hun vidste, at hun blev smadret hvis hun enten løj eller sagde sandheden. Hun stirrede ned i jorden. "Er hans slave..." sagde hun lavt. Det var nærmest som en hvisken. Hun stod helt stille og lignede en der stirrede ned i jorden, men hendes øjne var lukkede og hun havde trukket skuldrene op som en slags beskyttelse, men hun var sådanset bange for om han ville gennem tæske hende som hendes far, onkel og faster ville gøre hvis de fik det, at vide.

Da hun sagde ordet "slave" var han ved at give hende en kæmpe lussing, men i stedet for.. "Beklager Raf, men jeg kan ikke vise dig, hvor du skal hen nu" sagde han og bedøvede hende med en af hans sprøjter han har i lommen Assorian var nemlig en der kunne lave ret mange ting med kemikalier og var en der forskede gifte. Stille og rolig som hun faldt hen kaldte han på sine mænd, som straks kom og tog hende "hent mit transport, giv Autumn besked og få hende transporteret sikkert til Drageborgen" sagde han og kiggede på de soldater og sparkede hårdt til en af dem "og få mig så til Drageborgen, omgående" sagde han og soldaterne fik deres budbringer frem, som straks løb efter hans transport, han vendte sig dog om, og kiggede på Rafaela "hvad fanden har du rodet dig ud i din kost" sagde han surt til hende, nu skulle han sikker til at redde ud, bare fordi hun ikke var kommet til ham og sagt, at det brændte på.

(efter et par dage på vej til Drageborgen, ankommer de om aftenen)

Da de var ankommet var Autumn blevet sat sammen med Augrú, som er Assorians mest trofaste og bedste trænet soldat, da han var, som den eneste, en han kunne efterlade Autumn til når det virkelig gjaldt. Imens var Rafaela blevet lagt i sengen og bundet fast og ventede på hun var vågen igen "hent ham" sagde han til soldaten, som var inde i rummet, som gik efter en speciel person, ikke bare en speciel person, men.. deres egen søn, da sønnen kom ind var han bange, han havde to vagter på hver side, som skulle holde ham tilbage og Assorian gjorde alt for at undgå øjenkontakt med ham "om få minutter tager effekten fra" sagde han og nu var det bare med at vente, dog så skjulte han for deres søn, i det andet rum ved siden af, så Rafaela ikke så ham så snart hun vågnet op og Reine burde ikke se sin mor bundet fast.

Hun stod i et godt stykke tid og ventede på, at han slog hende, men det kom aldrig så hun kiggede nervøst på ham. Hun vidste ikke hvad han mente, men hun havde en tydelig ide om, at hun var i store problemer nu. Hun kiggede undrende på ham "Hvad mener du?" hun kiggede undrende på sprøjten han fandt frem. Hun stirrede undrende på ham. Hun begyndte efter lidt tid, at føle sig sløj og meget træt. Hun satte sig ned op af en gravsten og faldt i søvn.

Hun vidste ikke, hvor hun var blevet transporteret hen eller noget som helst. Hun prøvede, at bevæge sig, men kunne ikke. Hun slog øjnene op. Hun følte sig ør i hovedet. Hun kiggede rundt omkring sig, men kunne ikke genkende stedet overhovedet. Hun prøvede desperat, at komme fri, men opgav efter lidt tid da hun opdagede Assorian. "Hvad sker der? Hvor er jeg? Hvorfor ligger jeg bundet?" spurgte hun febrilsk. Man kunne tydeligt se på hende, at hun var en blanding af vrede og frygt i hende.

Endeligt, var hun vågnet op og Assorian kiggede på hende med det samme, surt og var så meget klar til at give hende sådan et los men det skulle han ikke, ikke endnu, hvis hun ikke var ærlig "okay Rafaela, du fortæller mig LIGE NU og her,
hvad fuck der foregår og det der med du er slave! du har to minutter" han kiggede mod rummet ved siden af og tilbage på Rafaela "eller kan jeg love dig, at det bliver meget sørgeligt, meget hurtigt" sagde han og kiggede på hende. Han var sur han var rigtig sur og hun skulle se at få tungen på gled ellers ville det blive, blodigt.

//undskyld for det korte svar, det bliver sjovt nu!

Hun kiggede på ham. Hun kunne godt se, at han var meget vred på hende stadig. Hun kiggede ned i mod sine fødder og lyttede til det han sagde. Hun trak vejret dybt "Som sagt er hans slave for, at min biologiske mor fortsætter med, at kunne leve længere er den sådanset ikke" sagde hun stille. Hun kunne lugte en genkendelig lugt efter lidt tid. Reine. En mor kunne altid genkende sit barn og det, at hun var drage gjorde, at hun kunne lugte og høre lidt bedre end normalt. Hun kunne ikke se ham, men hun kunne mærke, at han var i nærheden af hende. Hun kiggede vredt op imod Assorian. "Det bliver blodigt, hvis du ikke slipper mig fri!" sagde hun vredt.
Hun lavede ingen spøg og hun kunne godt mærke på rebene, at de ikke ville kunne tåle hendes forvandling, men det ville rummet heller ikke, men hun ville være ligeglad bare hun fik sin søn. Hun vidste han var i nærheden af hende, men hun vidste ikke hvor. Hendes hale viftede til siderne vredt.

Assorian vidste godt, at draconianere har en speciel "forbindelse" til deres familiemedlemmere og de kunne fornemme når de var i samme rum sammen, men hun vidste ikke at han havde forgiftet hende, han kunne dog godt se på hende hun ville forvandle sig, så han gik med det samme over til hende, tog hans hånd om hendes kæber og klemte "Rafaela, jeg magter ikke at have en fucking drage flyvende rundt her og at du ødelægger min borg, så jeg kan sige dig en ting, forvandler du dig nu" han gav tegn til soldaten om at tage sønnen ind, som så kom grædende ind i rummet med bind for øjnene "så vil jeg først og fremmest jage dig, tage vores søn og aldrig have noget kendskab til dig, er det forstået?" han lod sønnen gå over til mor "sig hej til mor dreng" sagde han til ham "mor? hvor er du? jeg er bange, hvem er de her folk? de tog mig fra faster og onkel" sagde han bange og tog ham tilbage igen. "En forvandling Rafaela, EN FORVANDLING og vi to er fjender, nik hvis du er rolig og vil snakke om det her stille og roligt " sagde han og kiggede på hende og havde den anden hånd klar til at give signal til soldaterne, om at sende besked til dragejægerne.

Hun kiggede vredt op på ham da han kom hen til hende og tog fat i hendes kæbe. Hun lyttede til det han sagde. Hun kiggede hen imod soldaten der hentede Reine. Hun blev endnu mere vred da hun så hvordan de behandlede ham. Hun kiggede dog stadig vredt på Assorian. Hun var blevet varmere end hun normalt var. Det var et lille tegn på, at hun ville forvandle sig, men hun holdt det tilbage. Hun blødte nærmest op da hun så og hørte Reines stemme. "Du skal ikke være bange lille skat. Mor har det fint. Den ene af dem der er her er din far. Han ville bare overraske dig når tiden var inde lille skat" sagde hun til ham ved, at snakke med ham igennem tankerne. Hun havde også gjort så Assorian kunne høre hvad hun sagde til Reine for, at sikre sig der ikke var noget som ville skade hende der. Det var meget normalt for drager, at kommunikere på den måde imellem sig for ellers ville det normalt blive svært, at kommunikere med en drage. Hun lod undersiden af sin hale køre hen over Reines kind roligt og beroligende.
Hun kiggede op på Assorian igen. Hun trak vejret dybt og nikkede til det han sagde. Hun var stadig vred, men hun ville heller ikke skilles fra sin søn overhoved. Det var slemt nok det han oplevede til hverdag. Han skulle heller ikke miste hende på denne måde.
Hun kiggede lettere opgivende på Assorian, Hun kunne vel lige så godt få samtalen overstået og derefter få de slag som hun vidste Assorian brændte inde i sig. Så måtte hun se om hun også mistede sin søn nu eller ej

Han fjernede roligt sin hånd igen, han kan læse Rafaela, som en åben bog og vidste, når hun var sur og rolig, dog, var hun stadig vred på ham men hun var rolig og til at snakke med nu, selvom hans vrede stadig var der, det kunne man se på den lille tåge der fløj rundt om hans hænder. Han gav tegn til vagterne at de skulle være på standby og det samme skulle dragejægerne, da han stadig ikke var helt sikker. Han blev dog ret så irriteret over, at hun absolut skulle fortælle ungen, hvem han var, så han fik en af vagterne til at binde Rafaela's arme op men ikke hendes ben og det samme med Reine og fik en af vagterne til at løfte ham op, han skulle ikke røre barnet. Imens han blev løftet op begyndte ungen at snakke til Assorian "Er du min far?" og kiggede underligt på Assorian "mor, hvor er vi og hvorfor er de her mænd så onde ved os?" og inden Reine noget at sige noget udbrød Assorian, ret utroligt nok "hør kiddo, jeg blev nødt til at tage dig og din mor med, din mor har dummet sig meget, og nu skal, jeg, din far hjælpe mor, okay?" han var stadig pissed, men igen, det var hans eget kød og blod og, hvis der var noget Assorian gik op i, var det familie "men jeg skal lige snakke færdig med mor" han gav tegn til at hente de kvindelige tjenere "de her søde piger vil ikke dig ondt, men vil vise dig hen til dit værelse og jeg kan sige dig, du er det eneste barn med et værelse fyldt med legetøj" og straks smilede den lille unge, som om han havde set julemanden komme med gaver og han kyssede sin mor på panden og gik med de to piger. "Jeg sværger Rafaela, fortæller du det der til nogen som helst, er vi to fortid for altid" sagde han ret seriøst og så kom vreden frem og han begyndte at råbe "og hvad fuck er det du siger til mig? Zero's slave? som en sex slave eller hvad fuck? hvorfor sender han folk efter dig?" sagde han ret så surt og var skide sur, rørte man hans hænder nu, ville man få noget af hans syretåge på sig.

Hun kiggede på Assorian. Hun vidste godt, at det ville blive et helved, at skulle være sammen med Assorian når han var så sur som han var og det ville ikke hjælpe den mindste hvis hun satte sig imod. Hun satte sig op da hendes hænder blev sluppet fri. Hun kiggede fortsat på Assorian. Hun tog Reine ind til sig og knugede ham tæt ind til sig og borede sin næse ned i hans sorte hår og snuste hans duft ind i sig. Hun havde savnet den lugt. Hun kiggede dog vredt på Assorian da han fortalte Reine hvad der var sket eller bare overtræk af det. Det burde Reine ikke vide overhoved. Rafaela sagde ikke noget overhoved. Hun kunne vel lige så godt lade Assorian styre det hele. Så dummede hun sig ihvertfald ikke mere end hun allerede havde gjort. Hun kiggede på kvinderne der kom ind for, at hente Reine. Hun trak vejret dybt og kyssede Reine på kinden "Vi ses lille skat" sagde hun stille. Hun vidste ikke om Assorian overhoved ville lade hende se sin søn igen eller ej, men det måtte tiden vise. Hun slap roligt Reine og kiggede efter ham da han gik med pigerne.
Hun trak vejret dybt og kiggede på Assorian. Hun tog sin hale til sig og aede den beroligende for, at berolige sig selv "Skal nok holde min kæft." sagde hun stille og kiggede ikke på ham. Hun kiggede blot på sin hale. Hun var vred, men mere ked af, at have sat sit forhold til sin søn på spil. Men hvad skulle hun gøre? Hun kunne selvfølgelig ofre sig selv som hun havde overvejet længe, men så havde Reine mistet en del familie og det hun faktisk prøvede at gøre ville være spildt, men hun var vel bare en der normalt dummede sig. Hun kiggede kort op på ham da han snakkede til hende omkring Zero. "Lige fra rengøring til sex. Det sådanset alt..." sagde hun stille og bed sig i læben. "For, at holde øje med mig længere er den ikke. Dummer jeg mig dør min biologiske mor og jeg med, men det klarede du vel idag så..." hun trak let på skuldrene "Hvad er så dine planer nu? Smadre mig til ukendelighed og derefter tage Reine fra mig og lade resten til Zero eller hvad?" hun kiggede direkte op på ham med et blik det tydeligt viste, at hun havde opgivet, at kæmpe imod ham, men hun vidste også, at hun lige så godt kunne forsvinde fra jordens overflade for hendes biologiske mor ville ikke få sin kur nu. Hun ville blive tortureret så hun døde meget langsomt og miste sin søn så hvad mere kunne Assorian ødelægge for hende? "Jeg ville være kommet til dig, men...ville klare det selv ligesom med alt andet. Jeg ville ikke belaste dig mere overhoved. Du fortjener bedre end det her. Du er startet på en frisk og du behøvede ikke, at skulle tage ansvar for noget af det her. Hverken for mig eller for Reine selvom han er din søn. Du sagde selv dengang, at du ville have så lidt kontakt med ham som muligt, ellers havde jeg forlængst givet ham til dig så han i det mindste havde en der var stabil i sit liv, men ville vente lidt med det sidste, men ja du kom mig i forkøbet..." sagde hun stille og lagde sig på sengen igen og stirrede op i loftet. "Men gør hvad du vil du kan nok ikke skade mig meget mere end hvad Zero vil gøre næste gang han ser mig nu...Bare du tager dig godt af Reine eller aflevere ham tilbage til min onkel og faster, så har han nogen han er trygge ved indtil jeg en gang kommer tilbage..." *Hvis jeg kommer tilbage* tænkte hun kort med sig selv

Han kiggede håbløst på hende, hold kæft hvor var hun latterlig at høre på, det pis der hun ved at familie altid kommer i første række for Assorian. Han kunne brække sig over det hun sagde, i stedet for tog en en vase og kylet den lige ved siden af hovedet på hende, så små stumper ramte hendes kind "din dum agtige kælling" sagde han og slog derefter en knytnæve ind i væggen ved siden af, han slog så hårdt at der kom en bule i væggen. "du ved da forhelvede godt du ville kunne komme til mig? trods af alt? og se nu, hvad fuck du har rodet dig ud i din fucking oppustelige so" han gik over til vagten og gik udenfor værelset "Find mine bedste snigmordere, giv dem besked til at mødes med mig" hviskede han så Rafaela ikke hørte ham overhovedet og vagten gik så hurtigt afsted. Han gik så ind til Rafaela igen, gik op til hende og bare havde lyst at slå hende bevidstløs, men ak, nej han gjorde det ikke "alt din bullshit Rafaela, stop med det, jeg hjælper dig, udelukkende pga ham den bette inden ved siden af" han ville stadig ikke kendes ved ham, men det kom nok på et tidspunkt, da familie er alt for ham, han tog så fat i vagten og gav ham en sprøjte med noget antidote til Reine, fordi Asso havde forgiftet ham, som en backup til hvis Rafaela gik amok "giv en til ungen" hviskede han og vagten gik. Han gik så over til Rafaela og tog hende i håret og rev til "Næste gang, du kommer ud i noget lort og du ikke fortæller mig det, så klarer du tingene selv, er det fattet?" sagde han og hev lidt mere til og slap så inden de røg med.

Hun kiggede på ham. Hun var overhoved ikke overrasket over, at han ville kaste den vase han havde taget. Hun var sådanset ligeglad med, at der var nogle stykker som ramte hendes kind. Hun hørte kun halvt efter alt det Assorian sagde for det var ham der ville snakke stille og roligt om det, men det er ham som råber, skriger og skælder ud og ter sig som en tosse. Alle de ting han kaldte hende lod hun bare ryge ind af det ene øre og ud af det andet. Hun var blevet kaldt for alt muligt de sidste lange stykke tid. Faktisk lige siden kort tid efter Reine var blevet født. Hun satte sig op og bandt sine fødder fri og svang dem ud over sengekanten og satte sig med benene op under sig. Hun kiggede op på Assorian da han hev hende i håret. Hun var ved, at blive godt træt af, at han råbte sådan af hende. Hun havde aldrig i sin levende fantasi bedt ham om, at hjælpe hende overhoved!
Hun rejste sig op og kiggede vredt på Assorian. Hun havde fået nok af hans råberi. "Gider du godt tage og slappe af!" råbte hun vredt "Jeg køllede ned fordi DU sagde vi skulle snakke stille og roligt om det, men du gør ikke andet end, at råbe og skrige og skælde ud som et hysterisk kvindemenneske!" sagde hun vredt med hævet stemme. Der løb lidt blod fra hendes kind, men hun var ligeglad. "Nej jeg er ikke stolt over det jeg har gjort og så videre! Men det kan ikke laves om nu! Det kan godt være du mener det er noget lort det jeg fyre ud, men det er ikke meget bedre selv det du siger! Du har aldrig og jeg gentager ALDRIG været der for Reine og nu betyder han pludselig en del for dig?! Rend og hop! Ja jeg kunne være kommet til dig og bedt om blod fra dine folk, men det gjorde jeg ikke fordi jeg ikke ville vide du kendte til sandheden om min biologiske mor dengang fordi vi var gået fra hinanden!" hun tav kort for, at tage en dyb vejrtrækning inden hun ville fortsætte "Du siger, at familien betyder ALT for dig! Det gør den også for mig!
Jeg havde 2 valg dengang jeg blev Zeros slave. Enten lade min mor dø eller blive hans slave resten af livet og finde 5 slaver til ham så gav han hende modgiften!
Jeg gjorde det ikke for sjov skyld overhoved! Jeg gjorde det for min mors skyld!
Ja kunne være kommet til dig, men det gjorde jeg ikke for sidste møde vi havde inden jeg indgik den aftale med Zero var da Reine blev født og DU havde ingen tid til DIN familie og jeg vidste allerede der, at du ikke ville høre på mig så måtte finde en anden løsning!" råbte hun af ham imens tårerne løb ned af hendes kinder, men det var ikke fordi hun var ked af det. Hun var rasende og samtidig begyndte der løbe sveddråber ned af hendes pande fordi hun begyndte, at blive varmere end normalt og det skete hver gang hendes krop var ved, at forvandle sig for, at forsvare sig selv. Hun var sådanset ligeglad med om Assorian ville gennem tæske hende nu for, at have åbnet sin kæft, men hun var træt af kun, at blive råbt efter. Hvis det ikke var Assorian der råbte af hende var det Zero eller hendes familie. Hun var træt af det. Hun fortalte ingen om sine problemer fordi hun vidste hvad der ventede hende når hun bad om hjælp hos folk efterhånden og det var ikke kun hos nogle enkelte det var alle.

Han lod sit raseri falde lidt hen, hun havde jo ret, men Assorian har det med at tage overhånd og det vidste Rafaela godt, nogen gange skal han lige huske på, at skrue ned for råberiet i stedet for at altid at håbe og skrige. Han gik ind i rummet ved siden af og smadret billeder, vaser, sengen, borde og stole alt blev ødelagt, han var pissed og skulle lige rase af. Han gik ind til Rafaela igen og var nu klar til at snakke "roligt" ja du har ret, jeg er rolig nu" sagde han og tog en stol til sig og satte sig ved siden af hende "om du vil have det eller ej, jeg slår ham Zero ihjel" sagde han med en ret bestemt, han ville slå ham ihjel, koste hvad det ville "og hvad er der det med din mor?".

Rafaela kiggede vredt efter Assorian da han gik ud af døren. Tårerne løb ned af hendes kinder af ren vrede. Hun hadet, at komme op i det røde felt fordi hun havde altid lyst til, at stortude når hun var der oppe.
Hun gik irriteret rundt og ventede sådanset kun på, at Assorian kom tilbage. Han skulle lære, at styre sit temperament ligesom hun skulle. Hun havde trænet som bare fanden hjemme hos sin onkel for, at kunne styre det bare lidt.
Da han kom tilbage og sagde, at han var klar til, at tale satte hun sig på sengen igen og kiggede på ham. Man kunne godt se på hende, at tårerne pressede så meget på til, at kunne stortude, men hun holdt det også tilbage fordi hun ville ikke stortude overfor ham. Hun trak let på skuldrene da han sagde, at han ville slå Zero ihjel "Må du gerne for min skyld der stopper jeg dig ikke" sagde hun stille og kiggede ned på gulvet og nussede sin hale. Hun var stadig lidt ør i hovedet over slagene fra Asso og det, at hun havde hidset sig op gjorde det ikke bedre. Da han spurgte ind til hendes mor trak hun vejret dybt. "Min biologiske mor er blind og Zero har en evne der gør, at han kan manipulere med end hukommelse så han kan bilde folk ind hvad han ville. Det gjorde han ved hende og for, at hun ville fortsætte med, at gøre det han sagde stak han hende med en kniv hvor der var noget gift i" hun tav kort og tænkte det sidste igennem omkring alt det hendes biologiske mor havde fortalt "Der var en eller anden gift i og kræver, at hun får 1 dl skyggevæsenblod hver uge ellers dør hun" sagde hun stille og sad meget uroligt.
Hun var ikke sur længere men bekymret. Hun rejste sig op og gik vildeløst rundt "Det er det jeg ved.
Hun snakkede meget i koder dengang omkring det.
Det er nok nemmere du snakker med hende om det" sagde hun stille og gik stadig forvirret rundt.

Assorian kiggede på hende, undrende og sur og kunne mærke vreden blomstre igen, så han tog endnu en vase og kylede den ved siden af hovedet på hende igen, dog længere væk end det skud han gjorde før. Han gik rundt og tilkaldte Augrú, som kom som sendt fra himmelen så hurtig, som han var "du kaldte mester?" sagde han med en stille stemme da han godt vidste, hvad der skulle ske nu da han godt kender til Assorian og hans træ. Assorian gik over til ham og hviskede "få fat på Luce,
få hende ud, koste hvad det vil, brug magt hvis hun nægter" og Augrú bukkede og var afsted med det samme igen og kiggede over på Rafaela "du får ikke mit blod, kan godt være jeg er shadowlord men jeg tapper ikke bare mit værdifulde blod for, hvem som helst,
uden at få noget igen" om det var Rafaela eller ej hans blod er værdifuldt og ikke nogen skal have det, overhovedet medmindre de kan betale dyre domme for det.

//undskylder de korte svar, min krea var lige fokuseret et andet sted nu, lover de nok skal blive bedre.

Rafaela kunne tydeligt se på Assorian at han var blevet vred igen. Hun holdt øje med hver en bevægelse han gjorde. Sådanset ventede hun dog stadig hvert øjeblik, at han ville slå hende igen eller kaste noget efter hende. Da hun så ham tage fat i en vase og skulle til, at kaste den trak krøb hun lidt da hun troede, at han ville kaste den efter hende. Hun rettede sig først op da hun hørte vasen gå i stykker.
Hun kiggede hen på fyren der kom ind som Assorian snakkede med lavt. Hun vidste ikke hvilke planer han nu havde, men hun vidste, at hun aldrig skulle forvente noget positivt af ham og så slet ikke når han var i det humør han var i. Hun rejste sig op og gik hen til ham med et vredt blik "Jeg har ikke bedt om dit blod! Du behøver overhoved ikke gøre noget for mig og min familie overhoved! Pas dig selv og din klan så skal jeg nok tage mig af min familie og Reine for dig også!" sagde hun bestemt. Hun rystede af vrede og tårerne pressede på i vrede. Hun vidste, at Assorian ville blive mere rasende efter den kommentar hun kom med. Hun havde håbet og troet på, at de begge havde kunnet finde en løsning, men det blev meget tydeligere, at ingen af dem var til, at snakke med når de var i det røde felt da de begge var meget temperamentsfulde.

//Det ok ^^//

Assorian gik lidt frem og tilbage, han var rasende og pisse irriteret over, hvorfor den lille so ikke bare kom over til ham, han holdt jo stadig af hende men hun skulle fandme have kommet til ham tænkte han. Han så Augrú gå ud og hente sin egen personlige gruppe af soldater, som han selv havde trænet og han kunne høre de red afsted ud for at finde Luce. Assorian lyttede til Rafaela og blev faktisk mere og mere irriteret på hende, så han gik uden at sige noget, han skulle lige ud og køles ned igen imens han tog endnu en vase og kylet den ind i endnu en væg. Han gik så tilbage til hende igen efter to timer, hvor han var sammen med Autumn for at køle ned "okay, indtil videre kommer du til at blive under lås og slå her indtil vi får Luce her tilbage" sagde han med en rolig stemme, som han prøvede at få fremprovokeret af sig selv, selvom han stadig var noget så rasende "og ser jeg dig træde ud af borgen eller så meget som flyver væk herfra, så er du på egen hånd, er det forstået" sagde han med en ret så bestemmende stemme, hun skulle være her, hvis hun ville have hans hjælp.

Rafaela var vred og irriteret over, at Assorian ikke prøvede at se det fra hendes side af. Hun kunne været kommet til ham og hvad så derefter? Smidt af helved til som han næsten allerede var igang med følte hun. Hun vidste ikke om hun skulle græde, gå amok eller helt tredje. Hun var vel blot en der kun kunne ødelægge alt.
Hun kiggede irriteret på ham da han gik ud fra værelset igen. Hun vidste ikke om hun skulle skride eller blive for hun gjorde vel alt forkert hvis man spurgte Assorian. Hun overvejede i et kort øjeblik at spille de samme kort som når hun var henne ved Zero.
Hun trak vejret dybt og satte sig på sengen. Hun vidste ikke hvor længe hun skulle sidde og vente på ham denne gang. Hun havde valgt at blive indtil hun ville få mulighed for, at kunne snakke ordentligt med Assorian medmindre han smed hende ud.
Hun lagde sig på sengen med ryggen imod døren. Hun holdt om puden og lod tårerne løbe. Hun havde behov for, at få ro på sine følelser igen og det hjalp bedst på dette tidspunkt og stor tude.
Da Assorian kom tilbage var hun faldet ned. Hun havde tænkt på, at spille efter hans pibe indtil han ville lytte til hende så måtte hun vel acceptere det der skete. Selvom hun vidste, at Zero ikke bare torturerede hende med rengøring, slag og sult. Han ville pine hende indtil hun begyndte, at tigge om, at han slog hende ihjel for, at slippe for smerten.
Hun havde ligget med ryggen til ham da han kom ind men satte sig alligevel hurtigt op inden han havde nået at snakke til hende. Hun sad på sengen og kiggede op på ham. Hun kunne stadig se på ham, at han var rasende, men han prøvede da, at virke rolig selvom hun kunne se det modsatte. Hun så ned i jorden efter hun havde hørt på det han havde sagt. Hun trak vejret dybt og kiggede på ham med et blik der tydeligt viste, at hun ikke magtede at skændes med ham om det "Det jo dig der bestemmer og har magten her så bliver her indtil jeg får andet, at vide" sagde hun stille og kiggede ned i jorden igen. Så måtte hun bare vente og se hvad der skete for der kunne jo gå lang tid før hendes mor ville være her. Assorian ville nok hellere lytte til hendes mor end til hende som var. Hun kunne ikke fortælle ham alt hvad der var sket. Hun ville ikke en gang vise ham alle de ar hun havde fået på overkroppen, benene og resten af kroppen. Hun kunne dog ikke skjule de få ar som var på hendes underarme. Zero holdt altid de skader som ville blive til dybe sår osv på steder hun kunne skjule det med tøj uden det ville virke underligt. Hun kiggede langsomt op imod ham.
"Hvad sker der med ham?" hun hentydet til Reine. Hun måtte vide om hun havde mistet Reine for altid til ham eller om han kom tilbage til hendes faster og onkel indtil hun kom tilbage. Hvis Zero altså ikke havde slået hende ihjel lige efter Assorian lod hende gå. Hun håbede ihvertfald på, at Assorian gjorde det rigtige for Reine. For hende var hun sådanset lidt ligeglad med om hun skulle være en boksebold igen. Selvom det stak hende i hjertet, at det var Assorian hun havde gjort så vred, skuffede samt at måske skulle overgive sig fuldt ud. Hendes far havde gjort ret i, at straffe hende på den måde dengang. Hun vidste ikke om Assorian kendte til den del. Men hun turde heller ikke fortælle ham det.