Maybe you're more fun than the others - Assorian

T: 03.00
V: mildt sommervejr, en let brise
O: hvad der nu end er i en park? Bænke, træer og buske..?
P: læs nedenfor
S: Parken i Angerforgedistriktet

Mange timer var gået. Det var ikke vigtigt, men det var på en måde typisk, at hun bare havde siddet i mørket og slappet af. Hun behøvede ikke trække vejret, og alligevel, så var det behageligt at sidde på en bænk og bare trække vejret - som om det gjorde hende mere dødelig, en følelse hun længtes efter hver dag.
Ganske få begav sig gennem parken så tidligt på dagen. Himlen var stadig mørk, og der var forsat en time eller halvanden tilbage inden solen ville stå op. Heldgivis for Nephthys, boede hun ikke for langt fra parken, så at nå hjem inden solen badede parken i sit lys var ikke et problem.
Der var ingen tvivl for dem der kendte hende, hvad der var sket i løbet af natten; hendes smukke kappe var badet i blod, og hendes hår var sat op i en løs knold, holdt sammen af et bånd. Hendes blege lår stod i klar kontrast mod hendes purpurfarvede kappe, og hendes sorte støvler, som stoppede midt på læggen. Det var tydeligt, at hvis hun havde noget på under kappen, var det næppe meget mere end en meget lille underkjole. Heldigvis havde hun kroppen til at kunne gå med den slags - en sort silkekjole dækkede hendes torso, og knap til midten af hendes glatte lår. Om halsen hang hendes halskæde - et smykke hun til enhver tid bar, på trods af at manden det mindede hende om alt for ofte var ilde set i hendes sind. Hun lod hånden glide op til smykket, og følte på våbenskjoldet, som dannede halskædens eneste vedhæng. McGivens våbenskjold, en englevinge og en dæmonvinge. Hvor havde hun dog været naiv og uskyldig dengang hun havde foræret ham våbenskjoldet. Hun havde troet, at det betød mere for ham, end hvad det senere hen havde vist sig at gøre. Eller, var Sean stadig den samme mand, bare... Magtsyg?
Hun slap halskæden, og sammen med den; tanken om Sean. Hun ville ikke gøre det mod sig selv igen - ikke nu. Det kunne vente til en søvnløs dag.
Blodet havde farvet hendes læber, så den skarlagensrøde farve stodi kontrast til hendes snehvide hud og kulsorte hår: en regulær Snehvide var hun vel, i aften. En tunge dansede over underlæben, og et mildt suk forlod hendes læber, da smagen af englens blod ramte hendes smagsløg igen. Engle, en delikatesse. Hun kunne mærke nydelsen som han havde følt lige inden panikken havde spredt sig i ham. Hun elskede det. Hun følte sig så magtfuld, så... Ophøjet. Hun var en jæger, og hendes bytte havde aldrig en chance. Ikke når hun først havde besluttet sig.
Denne selvtillid var ikke hende vant. Hun søgte stadig en form for accept af sin nye styrke og selvtillid, efter så mange år med tanken om ikke at være god nok. Det handlede ikke længere om, hvorvidt hun var god nok til andre - men om de var gode nok til hende. Noget som hun måtte minde sig selv om hver dag.
Hun rejste sig fra bænken, og rettede kappen. Kunne man se i mørket, ville hendes snehvide hud være som et vågelys i natten. Bare lår, bare arme og nøgen hals - i sommernattens milde vejr - alt omslugt af en tynd kappe, som ikke overlod meget til fantasien, når den milde vind blæste.
Hun begyndte at nynne, kælent og drømmende, mens hun bevægede sig langs parkens smalle stier. Til tider kunne det ligne at hun dansede - noget hun ikke havde gjort længe. På afstand havde hun måske endda lignet et spøgelse, sådan som hun nærmest svævede rundt, mens hun nynnede for sig selv.

Endnu et kort møde hos Sean var overstået og Asso begik sig hen mod parken. Han ville studere stjernerne, så han havde sin lille bog med sig, som han kaldte for "Den store himmel og de masse stjerner" så han kunne skrive notater af fra stjernerne og himlen. Den høje mand med den store mørke frakke, de lidt tætsiddende mørke bukser og de fine sko, man var ikke i tvivl om, at det var Assorian Fáblo der kom forbi. Den kølige brise fløj gennem det store flotte hår og lavede en fin bølge hen over det. Assorian trak vejret dybt for at indånde den dejlige friske luft, han nød den kolde brise der fløj ned gennem hans krop og gav en dejlig kold fornemmelse, ligesom han kunne lide. Han gik lidt rundt i parken og fandt et godt sted til at sætte sig ned, få bogen frem og så begyndte han såmænd bare at skrive lige det der faldt ham interessant ved de mange stjerner på himlen. Et stjerneskud kom frem, et lille glimt og det var væk, han har altid undret sig over, hvad der er der formår at lave det såkaldte skud, noget han er ivrig i at finde ud af en skøn dag, han har nemlig planer om at bygge noget der kan se meget langt ud i himlen, men det er kun planer der lige skal igang når han finder ud, hvad han skal bruge. En halvanden tid efter sad han der endnu og havde skrevet en masse ting ned omkring stjernerne. Og dem som nu var oppe på det her tidspunkt kiggede underligt på ham, indtil de dog så, hvem det var da de fleste ved hvem han er og han en lille gruppe soldater i nærheden også, så ingen var i tvivl. Han lagde dog mærke til en pige der gik forbi og hun havde et våbenskjold, som halskæde, et han ikke tog fejl, det var et ligesom Sean - han gav tegn til sin gruppe soldater om at stoppe pigen, så de gik mod hende, ret truende og stillede sig omkring hende indtil Asso kom frem "den halskæde.. hvor har du den fra?" spurgte han ret bestemt og kunne fornemme, at det her, var en vampyr, så han var oppe med forsvaret, selvom han dog synes at han har set hende før.

Hun gik i sin egen verden, som hun gjorde så tit - lige indtil en flok soldater stoppede hende i hendes spor. Hun så på dem, først forvirret, men efter et par splitsekunder faldt hendes blik til ro, og hun så direkte mod Assorian, allerede inden han var trådt frem og havde talt til hende. Hans ord var kortfattede, og egentlig ikke noget hun burde spilde sin tid på. Kunne man ikke spørge pænt, så fortjente man ikke svar.
Hvor hun havde sine smykker fra, det vedkom ikke ham - eller nogen anden.
“Godaften.” Startede hun med, og rettede sig op. Hun så ham direkte i øjnene, uanfægtet af hans gruppe af soldater. Kært, at han mente at de kunne stoppe nogen, sådanne tændstikmænd.
“Jeg beklager, men jeg tror ikke helt jeg forstår.” Sagde hun, inden hun lod en finger glide over hendes vedhæng på halskæden.
“Jeg fik den lavet hos en smed, for længe siden.” Sagde hun, med et løftet øjenbryn.
“Men... måske er det slet ikke fordi du er nysgerrig omkring min besiddelse af den, men nærmere dens betydning? Jeg kan roligt forsikre dig om, at hvad end du tror, så er det forkert.” Sagde hun med en flabet undertone. Rige mænd med et behov for at bruge soldater som penisforlængere havde ikke hendes interesse.
“Jeg ville med glæde fortælle dig mere, men... jeg spilder ikke min tid på tøsedrenge.” Sagde hun, og brugte sin pegefinger, der for få sekunder siden havde kælet for vedhænget på halskæden, til at lave en spiral - en gestus til at hun ikke gad lege med hans soldater. Hun så på en af soldaterne, med et smil. Smilet varslede smerte og ubehag - og ganske rigtigt, få sekunder senere havde manden en støvlesnude solidt placeret i hans kronjuveler. Hun passerede ham, ude egentlig at tage notits af hans reaktion - hun var alligevel hurtigere end dem - og stod nu lige ved siden af Assorian.
“Men, hvis du nu gav en drink... Så skal jeg med glæde fortælle dig heeeeeeele historien.” Sagde hun og bed sig blidt i underlæben. Hendes tilbud var flygtigt, og hvis Assorian valgte ikke at tage imod det, ville hun blot trække på skuldrene og forsætte sin tur hjemad.

Asso kiggede på sin soldat med et lille grin, soldaten havde ondt, men stod oprejst igen efter et minut, hvor han lige fik samlet sig igen, han havde ondt, virkelig ondt, men ville ikke virke svag overfor sin leder. De andre tog deres spyd frem og pegede direkte mod hende, klar til angreb men Assorian kiggede på dem og gjorde tegn til at holde tilbage, hvilket de gjorde. Hun snakkede til Asso og spurgte om de ikke skulle tage en drink, så han kunne få hele historien, og det undret Asso sig lidt over, mest af alt fordi de lige har mødt.. tror han, han var ikke sikker på om de havde mødt hinanden før eller set hinanden før, men hun sagde ham et eller andet og det var han lidt nysgerrig i at finde ud af. Han synes dog også, at hun var lidt flot, eller mere beskidt sagt, lækker, så han kiggede på hende, smilede og gjorde tegn til sine soldater til at trække sig tilbage "Tjooo, det kunne være en idé, vis vejen frøken" sagde han og gik tilbage så hun kunne gå forrest for vise vej til den nærmeste bar eller pub, Asso var ikke just kendt i området.