I'm here, why can't anybody see me? Arandir

S: En gade i Firewood Village
T: Omkring eftermiddag
V: Regn og blæst  - meget koldt
O: Travle folk
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var på denne tid af året, hvor der begyndte at blive koldt. Sommeren var væk og det var på tide at komme i noget mere tøj. Hvis man havde penge til andet tøj, eller et ordenligt sted at bo. Katana turde ikke tage tilbage til flokken, hun havde været væk i flere måneder nu. Katana havde ikke været i skolen mange dage nu, og hun havde heller ikke lyst. Hun var gået sig en længere tur i sin dyriske form, en ulv i nattens skygger opdagede næsten ingen. Til sidst var hun havnet i en lille by, Firewood Village. Hun måtte skifte form til sin menneskelige skikkelse igen her, men havde i sin sande natur glemt - at hun var nøgen i en gyde i byen. Normalt ville hun ikke have noget imod at gå rundt sådan, men hun havde også lært bylivet var anderledes end ved flokken - og folk var en smule mere sarte i byen end i skoven. Regnen ramte hende og det samme gjorde den kolde vind. De små hår rejste sig på hendes krop og det gøs helt ind til knoglerne på hende. Katana holdte armene omkring sig selv, i håb om at få varmen noget hurtigere. Det virkede dog ikke. Stille og lydløst prøvede hun at gå op af husmuren for ikke at blive opdaget. Nogle opdagede hun frøs, og listede hen til hende. Heldigvis var det en voksen dame som rakte hende et tæppe. Katana svang det omkring sig og knugede det ind til hendes krop. Det var så forfærdelig koldt, og kulde havde hun aldrig oplevet på denne måde. Så forsatte hun hen af jorden. De bare fødder var næsten blå, indtil videre var det kun tåspidserne. Vinden sørgede for at øjnene nærmest løb i vand, og hun kunne ikke rigtig se klart på daværende tidspunkt.  Nogle stoppede op omkring hende, og det gjorde at Katana stoppede op.
"What do we have here? Shall we help you get warm? Spurgte den ene af de tre dæmoner kækt.  Katana rystede på hovedet, og normalt ville en sarkastisk kommentar forlade hendes læber - men de var lilla af kulden og det gjorde ondt næsten at bevæge en muskel.
"What are you hiding under that carpet?" Spurgte en anden og greb fat i tæppet, i håb om at tage det fra hende. Stædighed fulgte hende dog selv i sådan en situation her, og hun trak sig lidt væk.
"Just leave me alone." Hviskede hun hæs, og ville gå til siden - da en af dem trådte op foran hende.
"Who are you to think a female can tell a man what to do?" Spurgte den sidste og de lo allesammen af hende. Han greb fat i hende og knugede hendes krop ind til sig. Katana prøvede at rive sig fri, men hendes muskler brændte for hver eneste lille bevægelse de fortog sig. De skreg op.

Arandir sætte sig ned på sit ene knæ, mens han studeret jorden han lagede hans hånd over jorden, hvorefter han øjne ændret sig til to forskelig farver, hvor han så kiggede sig omkring. Han kunne genskabe det, han så, hvordan de fodspor de tre dæmoner havde valgt og følge det var ikke let for ham det var der ingen tvivl om.

Arandir var dog nød til og gi slip og vende tilbage til det sted han stod, han mærket noget hoppe op, hvilket medførte han kaste blod op han havde brugt evn for meget ellers ville den ikke efterlade den skade. De var på vej mod firewood, hvad de lavede de anet han ikke men det var ikke et spørgsmål han ville stille en masse folk igen.

Arandir bevægede sig hurtigt mod hans hest, hvor han lagede hans hånd på dens hals. Han var bagud to dage, men de skulle gerne tag en omvej, hvis Arandir tog den hurtig vej gennem the vally of the dead, ville han være der før dem.

*en dage senere*
Da der var gået en dag, havde han tjekket jorden ign de var her ingen tvivl om det, unge dæmoner som var kæphøje sku ikke være en stor forandring ingen af dem, havde evner så hvis han kunne lokke dem væk fra hinanden når de var samlet, havde han en lidt større chance. Da han kunne høre dem tale og terroiser en lille pige, starte han det.

Han fløjte og stille sig op af en væg. En af dem gjorde som forventet gik mod ham, hvilket blev hans sidste fejltagelse blodet der sprøjte op i Arandirs ansigt da han, havde skåret halsen og den pulsåre over. Han kunne høre at den andet blev sendt mod ham os, for at tjekke hans makker. "where the hell are you jack i swear too god." Arandir tog derfor chancen og lige så lydløst myrde han os den, de her dæmoner var dumme.
Arandir gik ud fra
sit skjul og i det samme den sidste dæmon skulle til og voldtage den lille pige, greb Arandir fat i sit sværd og skår en hvis del af ham, hvilket gav et smertes skrig fra ham, hvorefter et sværd mod hans hoved da han vente ansigt mod ham gjorde at Arandir, fik hugget det af, mens blod fra ham blev kaste i hans ansigt igen.
"fucking blood demons, i swear too god."
Kom det fra Arandir, hvorefter han så ned på den lille pige han lagede tæppet om hende, "can you walk we need too get you some cloths, and proaly a bath, you are all soaked in blood." Lød det fra Arandir, hvor han sende hende et svagt smil, "can you go."

Katana bemærkede slet ikke omkring hende, andet end kulden, hænderne der prøvede at få magten over hende. Det var en følelse hun fandt utrolig ubehagelig. Sidst hun havde set noget lignende, så havde det været da nogle angreb Elena - og Katana havde lemlæstet dem brutalt. Lige nu følte hun sig ikke som den kriger hun var blevet trænet til at være. Hun følte sig magtesløs. Katana bemærkede ikke længere at der kun var en mand, verden var omtåget af følelsen og ikke omgivelserne. Jorden ramte hendes ryg, og hvis det kunne have ladet sig gøre, havde et skrig forladt hendes læber for længest blot for at vække folks opmærksomhed. Men som altid var hun usynlig i mængden, medmindre hun gjorde noget der fik nogle til at foragte hende. Pludselig gik det i sort for hende, et blackout. Om det var panikken der fik hendes hjerte til at banke i lynets hast eller hendes hjerne der lukkede ned for ikke at holde på de minder? Det var ikke til at sige før et skrig brød hendes hoved til live igen. Pludselig var hænderne fra hende og hun kunne ånde op. Pludselig fik hun øjenkontakt med en helt anden. Regnen og solen der prøvede at bryde frem bagved skyerne, fik det til at ligne en sendt fra gud. Tæppet blev lagt om hendes hud igen og varmen fra det prøvede at sive ind i hendes hud.

Der blev snakket til hende, og først var stemmen i en form at ekko for hende. Hjertet der bankede voldsomt afsted overgik det næsten, men tonelejet var på en måde som gjorde hende beroliget. Det gjorde hun kom hurtigere til sig selv end hun først havde forventet. Så satte hun sig op og skar ansigt at  smerten musklerne bragte. Dog lykkedes det hende i sidste ende at komme på benene.
"I can walk." Fik hun sagt med en meget lav stemme. Katana nikkede let til ham. Katana kiggede ned på manden dækket til i blod, hende selv inklusiv. Ikke at det var noget nyt for hende, så det var ikke noget der gav hende en dårlig følelse. Den dårlige følelse kom fra, hvad der næsten lige var sket. Let knugede hun tæppet tættere ind til sig, og fulgte efter manden. Nogle kvinder ville sikkert foragte hver eneste mand som snakkede med hende, men Katana kunne sagtens se handlinger fremfor væsen - for det meste.
"Where do we go now?" Spurgte hun meget lavt og hæst.

Arandir lod hende rejse sig op og gik nogenlunde tæt nok på hende, så han kunne hjælpe hvis, der skete et eller andet. "We are going too the inn, you should could get some cloths some food and a bath there, so its gonna be there." Da de ord havde, forladt Arandir sende han hende et lille smil igen, mens han bevægede sig over mod kroen. Han stoppet dog op inden han, havde penge til hun kunne få et sæt tøj så derfor stoppet han op inden det var ikke for sent i nu heldigvis. "Here you go, get a set cloths so you can be warm, and find me when you have find it in here, i am just gonna go a bit around myself."

Da det var sagt gik Arandir ud for og få noget luft, han havde aldrig været fan af byer.
Arandir regnet med at den lille pige kom sig, men han var ikke sikker måske var det bare fordi han følte en, hvis ansvarlighed for hende.
//sorry for det korte svar er halv træt så :///

Katanas tanker strejfede hurtigt og mest af alt af paranoia. Måske havde han blot skaffet de andre af banen for selv at komme til, men hurtigt smed hun tanken væk. Man kunne ikke påtvinge nogle et rygte blot fordi, nogle andre havde lavet nogle dumme ting. Desuden virkede han meget venlig under en facade, men alle Katana kendte bar en eller anden facade - så hun havde lært at se når en eksiterede. Hun fulgte blot efter ham så godt hun nu kunne, men det føltes som om, at hendes fødder brændte under hende. Et varmt bad ville gøre godt, at få varme i kroppen igen. De stoppede op et sted, hvor hun fandt sig en hurtig kjole og en billig jakke, som hun kunne tage over. Et par sko til hendes kolde fødder.. Det var mere end hun ville have bedt om. Det var dog dejligt at nogle faktisk tog hånd omkring hende. Imens hun havde kigget sig omkring, så fik hun øje på sit eget spejlbilled og gøs nærmest ved synet. Så snart hun havde fået tilbudt et bad, og fået varmen til sig. Så havde hun fået klædet om. Nu var hun genkendelig igen. Varmen i hendes øjne var fantastisk og alligevel fartruende som det dybe hav. Lige nu var hun ikke svag mere. Der skulle mere til at slå hende ud endnu, og hun var ikke pigen der ikke kunne holde varmen inde lige nu. Katana gik ud og besluttede sig for at finde sin hjælper. Af en eller anden grund søgte hun ham. Ikke kun for at sige tak, men for at søge den trykhed hun havde haft. Det var en sjælden følelse for hende nu til dags, og hun ønskede ikke at miste den.

Katana brugte hvad hun havde lært i naturen. Sine sanser til at vise hende vejen, og det virkede. Snart stod hun bagved ham. Let sank hun en klump. Håret var stadigvæk vådt, og de naturlige krøller viste sig så småt - også selvom hun havde flettet sit hår henover den ene skulder. Dog så hun ikke bange ud mere, eller direkte svag. Der var en styrke over hende som udstrålte i måden hun gik på - nok en måde at skjule sine usikkerheder på.
"You are not a fan of the city, are you?" Spurgte hun med et svagt skævt smil. Hendes stemme var tydeligere end den ynkelige og svage fra før. Tidligerer kunne hun knap nok stamme et ord udover hendes læber. Efter lidt tea og det varme bad - så var hendes stemmebånd blevet varmet op. Den var af en mere rå accent - tydeligt ikke direkte fra byen - selvom tonen nærmede sig. "I know the feeling. The city life is not my first choice either." Tilføjede hun før han rigtig kunne nå at svare hende. Let trak hun på skulderen og trådte tættere på.
"Can I know your name? And thank you for saving me back then. It was very brave of you, not many people would have done that for a stranger." Indrømmede hun. Af hendes alder, var hun meget moden i sin måde af formulerer sig på. Det kunne hun takke Wade og Tatia for. Katana sank en klump.
"I'm Katana."

Arandir bevægede sig gennem byen, han måtte få købt forsyninger, inden han tog afsted. Han, havde tænkt sig og smutte igen inden hun opsøgte ham så han skulle til og høre en masse snak om at hun var taknemlig. Han, havde aldrig været god til det og dette var ingen forskel.

Arandir bevægede sig gennem byen, han måtte slappe af i sit hoved inden han tog afsted. Han, havde derfor ikke lagt mærke til han blev forfulgte. Han hørte dog nogen skridt til sidste, hvorefter han vende sig om mod hende igen den lille pige han, havde reddet.

"Hey Kiddo, no not really, too many can meet and talk with you and thank you for what you have done, but yeah, you know what kiddo can, i tell you a secret," Han satte sig på sit ene knæ så de var i øjne højde.
Han lænte sig ind til hende, hvor han så hvisket svagt, "dont like getting thanks and rewards for something, i would have done no matter what, help the once in need." Efter det træk han hans, ansigt fra hende igen.


Arandir sende hende et skævt smil mens hans facade stadig var oppe, "my name why would you want that, its not something special, but okay why not, the name is Arandir." Da han sagde det til hende hvisket han det nærmest som om det var en vildt stor hemmelighed.

"Dont tell anyone." Lød det kækt fra Arandir, på samme tid som det var drillende. Arandir lytte til hende kort efter, hvorefter han så hen på hende igen. Hun så helt kær ud lignet en der, havde behov for en ekstra hjælp "so Katana what are you doing in the city you dont look like a person, there would come too the city alone dont you have a familiy." Lød det svagt fra Arandir, mens han kigget på hende og sende hende et svagt smil.

Arandir, havde ikke været heldig nok til og komme væk, uden og blive set. Arandir så hen på hende, mens han gav hende et til ægte smil hans smil var, normalt ægte ingen forskel. "So anything, you want if its because you want too pay me back dont bother i dont want anything other than, peace, thats the only thing and that you are happy." Lød det kækt fra Arandir, hvorefter han gik forbi hende efter og ha rode hende i håret, "keep the rest."

Han satte sig ned på det ene knæ og de var i øjenhøjde. Der var ikke ret mange som tænkte på at få øjenkontakt med hende, de talte mere til hende i den højde de normalt stod. Men på denne her måde følte hun en eller anden form for tillid, det var svært at forklare.
"Well. It isn't only about you. I would feel very bad If I didn't say thank you for helping. If you don't want it, let it go. You cant blame people for thanking you." Hendes mening var ret tydelig, og ikke noget hun egentlig ønskede at diskuterer. Hun havde sagt tak for at han af alle mennesker på gaden, ikke blot havde vendt den anden kind til - men faktisk havde han hjulpet hende. Han trak sig alligevel fra hende, men det var ikke noget hun ville pointere som en ting, der gjorde hende noget eller modsat. Han var virkelig ikke glad for opmærksomhed god som dårlig. Hvorfor ville man tage sit navn som en stor hemmelighed. Det måtte han selv om. Let rystede Katana på hovedet af ham, da han sagde hun ikke måtte sige det til nogle. Hvem skulle hun sige det til, som ville sætte noget spørgsmålstegn ved det?

Et spørgsmål, som hun ikke havde regnet med gjorde hun frøs fast. Som havde hun set det værste spøgelse nogensinde. Det havde hun jo på en måde også. Let sank hun en klump og kom til sig selv.
"No. I don't. I'm here by myself. Just taking care of myself." Svarede hun og slog blikket væk fra ham kort og ned i jorden. Hvordan forklarede man en fremmed at ens biologiske forældre var blevet jaget fra hende af levende døde, og det samme med hendes søster - som hun ikke kunne huske noget af. Og hvordan dem som adopterede hende også blev revet fra hende. Den ene af død og den anden af ubarmhjertelighed. Let kløede hun sig i nakken og kiggede op på ham igen.
"It's a long story." Mumlede hun lettere undskyldende for ikke at gå i dybten.

Let trak hun kort på skulderen.
"What I want .. is not something I can buy with money." Pointerede hun. Let vippede hun hovedet en tak på skrå. "But then maybe I can get a good nights sleep then." Sagde hun mere overvejende til sig selv og bed sig kort i kinden. Han rodede hende i håret, og kunne ikke huske sidst nogen havde gjort det. Katana drejde sig rundt på hælen efter han passerede hende.
"So.. you just leave now.. not that I blame you." Kom det fra hende lettere henkastet, det var normalt for hende at folk forlod hende. Alt for normalt, men alligevel var der en form for hjerteskærende undertone i hendes stemme, ved den første del af hendes sætning. Det var aldrig sjovt at blive efterladt. Han mente hun sikkert havde en del venner som hun kunne snakke med, men det havde hun ikke.

Arandir lod hende tale ud men hans var ved og gå, men da det var han fik en masse information om hende smidt på sig fik han ondt, af den lille pige. Arandir, havde altid taget afstand til folk for ikke og få sig selv til at regne med noget. Men denne lille pige virket ikke til og ha nogen, hvilket på en måde fik Arandir til og tænke på sig selv, hvis man så port for at han havde haft nogen til og tage sig af en. En, hvis grad gjorde det at han faktisk følte et hvis ansvar for hende. Han ryste den kort af sig inden han skulle til og gå, men da hun talte igen skar det i Arandirs hjerte. Han vendte sit hoved mod hende, hvor han så gik ned i højde igen

. "i am sorry too hear, that you are alone i really am." Kom det fra Arandir, hvorefter hans øjne mødte hendes igen.
Arandir tog en dybe indånding, hvorefter hans øjne mødte hendes igen,

"but if i took you with me, you would be a target more than you are right now, but i cant stoop you so, lets go out and find something too eat little Sis." Det sidste kom fra ham inden han nået og tænke det igennem, " i mean Katana." Lød det svagt fra Arandir, hvorefter han rejste sig op igen.
"So lets go over at the taveren and get something too eat, and then you have a placee too stay." Kom det svagt fra Arandir, hvorefter han sende hende et svagt smil. Hans facade var falde lidt ned og det, var en meget vigtig ting for hvad han gjorde.

Efter den snak gik han hen mod kroen med Katana, lod hende få mad mens, han selv studeret nogen papirer.

Flere af de folk der var på hans liste var inden dæmoner vampyrer eller faldne engle. Arandir sad derfor med det hele natten igennem, hvilket medvirket at han faldt i søvn ved bordet, med sit hoved bare helt falde sammen. Han vågnet dog da døren gik op og gned sig i sine øjne.