In the end we will always be on the same page - Arandir

S: Sunfury, parken
T: Middags tid
O: Ikke særlig mange ude
V: Solrig, kold
P: Beskrives
Emnepartner: @Arandir

---

Denne verden var farlig. Det havde den været lige siden før hun blev født, nogle så det og andre gemte sig fra sandheden. Sandheden ramte dog altid hårdt til sidst. Det mørke hår var blevet sat op i en høj heste hale, så det ikke kom i vejen under hendes mission.  Hendes påklædning var ikke anderledes end mange andre snigmorderes, sort - sorte bukser og en mørkerød tanktop og en sort jakke. Våbnene var gemt så de ikke ligefrem ville blive opdaget med det samme, hvad var der sjovt ved det? Jakira var gået lidt mere i sport over dette end hun måske burde, det var stadigvæk kun mørkest væsner hun slog ihjel, men hun gjorde det ikke for penge. Det var kun middag, men man vidste aldrig hvad dagen kunne bringe. Desuden kunne Jakira godt lide at være godt forberedt. Dæmoner kunne gemme sig i solen modsat vampyrerne. Der var dog stille i parken. Efteråret havde for alvor grebet fat i kulden. Hvis hun ikke havde været så opsat på sit mål, så havde hun bemærket den. En dæmon havde hun fået fanget fremme. Ilden i hendes øjne var tydelig, hvis man altså kendte hende. Ansvaret havde altid været der, men det var blevet større efter hun var blevet leder over menneskerne. Hun var deres beskytter nu, og hun kunne ikke lade en trussel udeblive. Jakira fulgte efter dæmonen, dog kom noget i vejen. En følelse, en evne sikkert påvirkede hendes system så voldsomt. Det var som om, at hun ikke længere kunne få luft. Let tog hun sig til halsen for at fjerne det som i hendes hoved holdt omkring hendes hals - men der var intet. Jakria måtte søge efter noget til at holde sig oppe, og hun greb ud efter alt - en bænk, et træ et eller andet. Til sidst fik hun fast i noget og prøvede at få kontrol over sig selv. I sidste ende lykkedes det hende og hun kunne se op. Dæmonen var væk. Jakira vissede for sig selv, og først nu opdagede hun noget. Hendes hånd havde et fast greb omkring et bukseben. Let klemte hun øjnene sammen og bandede inde i sit hoved før hun rejste sig op. Hendes anfald havde lignet et panikanfald, intet under en eller anden var kommet hen for at hjælpe et menneske i nød.  Jakira slap grebet om buksebenet og rejste sig op. Da hun ville undskylde til herren, fik hun øjenkontakt med en som hun faktisk kendte.
"Arandir." Hun blev næsten mundlam, mest fordi, at hun ikke havde set ham så længe. Han var nok den hun mindst havde forventet at se.

Det var et stykke tid siden hun sidst havde set Arandir. Ikke at hun havde noget imod ham, tvært imod. Let sank hun en klump, halv flov over, at han skulle have set hende i sådan en tilstand. På den anden side var hun glad for det ikke var andre Deathknights som havde set hende sådan, så skulle hun sikkert blot tæves igennem med en masse ekstra øvelser. Ikke at det var noget problem, hun var en mester i kombat. Det vidste alle der havde været i en kamp imod hende.
"I'm sorry about you know." Sagde hun så og kløede sig kort i nakken. Arandir vidste udmærket godt, at Jakria og svaghed ikke hang sammen. Men hun så ham som en hun kunne stole på, så hvorfor ikke bare være ærlig i stedet for at gemme sig i undskyldninger.
"So." Startede hun ud lettere akavet. "How are you?" Spurgte hun og vippede nysgerrigt hovedet på skrå.

Verden var som altid i kaos, hvilket ikke gjorde nogen forskel. Arandir holde sig normalt i skyggerne ude for de store byer. Intet, havde ændret sig so far, ikke for ham da. Han, havde passede sig selv, han var vendt tilbage da han havde hørt om hans onkels død og det gjorde at han bare ville tag til stedet og få det ordnet inden. Man kunne ikke redde alle og selv Arandir, vidste det han regnet ikke med folk ville huske ham når han var forsvundet han ville gå i glemme bogen og bare, vide at han, havde lært andre og kæmpe for det gode og for de vigtige værdier. Intet gjorde nogen forandring for ham, ellers Arandri var den mest ædle person man kunne finde i følge mange folk han bedte aldrig om noget til gengælde og ville bare ha et liv, hvor der var balance. Han havde aldrig nydt og myrde, hvilket stadig kunne mærkes på ham, hvis man kende ham som hans onkel. Der var intet han kunne vise, til andre folk andet, end at han beskytte menneskeligheden, da deres leder før intet havde gjorde om det var ulovligt de steder, var han lige glad med.

Porten gik op ind til Sunfury, hvor han red op og hen til hans onkel han ville se ham på hans dødsleje, deres familie var ikke rig, hvilket betød da Arandir, havde mligheden sende hans onkel ham afsted. Arandir sætte sig ved ham til sidste, "its time for me too leave this world just promise me you will still be fighting not for money or power but for what, you think is right.", efter  hans onkel forklaret ham at det var ikke hans skyld det var bare livets gang.  Døde han.

Arandir fik ham lagt på et bål ude i en skov, hvorefter han brænde ham, efter det tog han hen til hans onkels hus, hvor han lod hans våben ligge og åbnet kammerat med de våben som ville blive hans til og beskytte menneskeligheden sværd  sammen med en bue og nogen ting af sølv og en træpæl. Arandir forlod stedet, med hans sværd, mens han lod resten blive i hans onkels hus, som han forseglet kammeret til igen.
Arandir sukkede og bevægede sig ned mod et sted, hvor han så en kendt skikkelse falde sammen, han så den svage dæmon prøve og forsvinde, inden han tog hen til hende, ville han tag sig af ham.

Dæmon var så skadet den ikke lagede mærke til Arandir, før det var forsent og hans hoved rullede på jorden. "A pitty, i expect a challange." Kom det køligt fra Arandir, hvorefter han bevægede hen mod skikkelsen som han troede, han måske kende. Han kunne mærke hendes hånd om hans ben, hvorefter han så hen på hende.  "Jakira, well are you okay," han så kort ned på hende, hvorefter han hørte hendes spørgsmål, der var så mange ting, men hun skulle ikke tænke på dem, "nahh nothing new, and you anything happende you seem changede but in a good way." Lød det fra Arandir, mens han gav hende et smil.

Jakira var alligevel overrasket over at se ham, mest fordi, at hun ikke havde haft forventet det. Det var en af de behagelige. På en måde var hun glad for, at det var han som hun havde holdt fast i - og på den anden side var det en akavet situation for hende omkring hendes forhold til svaghed. Jakira nikkede hurtigt til hans spørgsmål, der var ingen tvivl om, at hvis hun ikke var okay nu - så ville hun blive det i længden.
"I was after this demon.. with some power.. He ran off when he saw I was after him." Lettere skuffet over sin fejl. Jakira ville kører sin hånd igennem sit hår da hun opdagede det var sat op i en hestehale, så i stedet for lagde hun blot hænderne på hofterne. Jakira sendte ham et afslappet dog strålende smil. Spørgsmålet til hende, gjorde hun bed sig ganske kort i læben. Hun kunne være den mest vidunderlige lille solstråle. De brune øjne, som for mørkets væsner var fyldt med had, var hun fyldt med lys lige nu.
"Well. I did do something." Sagde hun lettere stolt og så begejstret ud. "I did make my point when I challanged what we would call our leader.. and I took his place.. So.. say hello to the new leader of the humans." Tilføjede hun og puffede let til ham med sin hofte. Det var ingen hemmelighed, at hun altid havde beskræftiget sig med menneskehedens bedste. Det var blot en rang op i hendes hverdag.
"I feel good, really. Even though my dead sister isn't so dead.. she is a vampire.. I told her I could never see her again - and If she came for me, I would have to kill her.." Det gjorde hendes øjne mere bedrøvede, men hun tvang det væk.
"But not that you came here to hear about that. so.. wanna come with me.. or do you have other plans?" Spurgte hun lettere nervøst.

Det var noget tid siden de havde set hinanden sidst, og der var sikkert sket en masse. Jakira ville dog rigtig gerne have muligheden for at snakke med ham. Overfor Arandir havde Jakria altid haft et svagt punkt, og det havde ikke taget hende mindre end små sekunder før det var tilbage ved overfladen igen. Let vippede hun hovedet på skrå imens hun afventede hans svar på hendes invitation. Måske havde han travlt, det havde hun også selv - men hun ville ikke stresse over livet - det var det simpelt for kort til.

Arandir, havde altid været god til og skjule, hvordan han havde det.  Arandir stillede sig overfor hende med armene over kors, mens han studeret hende. Hun virket mere glad, hvilket fik Arandir til og smile.  Da hun skulle til og svare ham var han klar til og svare. "You did something, give me a sec the human leader what is his name cant remeber proably because, i am not really a city person, what was his name." Lød det flabet fra Arandir, derefter lyttet han videre til hende, "you the new leader, well, pretty sure, you are not my leader." Lød det flabet fra Arandir, hvorefter han så hen på hende igen og efter hendes skub prikket han hende på panden, " well if you are the leader, then i would have too take answers from you, is that the thing because i dont like take any orders." Lød det kækt fra Arandir.
Arandir, havde altid været et wildcard og god til og skjule hvad, han følte dette var ikke nogen forskel. Arandir, så på hende og kom kort efter inden hun sagde noget tilbage til dæmonen.

"You mean around 2,40 big demon was a bit damage, because i took care off him cleaning up you mess agian like always." Lød det fra Arandir, hvorefter han sende hende et blik med hans ene øje.
"But damnn if you are the leader then you proably want too clean out, is that why you follow a demon hoping i would show up so you gonna take me in and ask where the hell i have been." Lød det kæphøjt fra Arandir, hvorefter hans øjne kigget ind i hendes.

Arandir, havde ikke tænkt sig og blive længe men, hvorfor forlade hende, hun havde jo ikke engang sin søster når hun var en blodsuger. Måske var det bare en undskyldning for at ha tid til og sørge over hans onkel og  opmuntre Jakira lidt, måske en til undskyldning for at være i nærheden af hende.
Arandir grinte svagt, mens han smilede til hende, "is this a date, you asking me out on a date. Well Well how can i turn down the humans new leader and even when she looks soo good." Lød det kækt fra Arandir, hvorefter han så hen på hende.

Jakira afventede hans reaktion på hendes nye titel, og hun kendte trods alt til Arandirs selvstændighed omkring at have en leder. Let rystede hun på hovedet af ham, hvorefter hun rullede med øjnene af ham.
"Makkadin.. I think.. or something like it." Let trak hun på skulderen. Let prikkede han hende i panden, hvilket gjorde hun rynkede på næsten automatisk uden at tænke videre over det.
"Why would I give you orders? I'm the leader not a queen. I don't wanna do what is best for humankind. Don't flatter yourself to think, I will go right after you and tell you what to do." Svarede hun drillende igen. Tydeligvis drillende. Jakira havde ikke valgt at blive leder for at bestemme over nogle, andre end de mørke væsners skæbne. Arandir var en mand af ære, og hun vidste, hvis der var nogle hun kunne regne med var det ham og Jasper. Naturligvis var Jasper ikke ligefrem en hun ville tage ind og lave politiske gøremål med, for han var mere lejesoldat end taktisk spiller. Jakira stolede ikke på specielt mange, og dem hun kunne stole på var på ligeså mange fingre hun havde på en hånd.

Arandirs beskrivelse af dæmonen, fik hende til at knibe øjnene let og ryste på hovedet.
"Oh just admit it. You like cleaning up my mess." Svarede hun igen med et lettere selvsikkert skævt smil. Jakira bar mange personligheds træk, og ikke alle kendte hende godt nok til at nå igennem dem alle. Arandir var nok den som var tættest på. Til det næste han sagde, trak hun uskyldigt på skulderen og sendte ham et smil.
"Some of it you have right on point. That I followed the demon because of you? Not so much. See I have been hunting these things, soulless beats forever. But the fact you are here is just a bonus." Tilføjede hun med hovedet vippet på skrå. Let klappede hun ham på det venstre bryst ganske mildt, før hun tog sin hånd til sig igen. Han var kæphøj, men det var hun også. På mange måder var de ens og alligevel langtfra hinanden. Som to magneter med samme poler, der aldrig rigtig ville ramme hinanden.

Øjenkontakten var i en form, som hun ikke havde med nogle andre. Den var mere varm og intens. En måde hun ikke kunne beskrive med ord. Let faldt hun ind i hans øjne, der førte hende rundt i en endeløs labyrint. Let sank hun en klump da han gav hende en reaktion på hendes spørgsmål. Jakira rystede kært på hovedet af ham, efterfulgt af et noget så bedårende smil.
"Well. I guess my look is a bonus just as yours." Svarede hun i et mere sensuelt toneleje, hvorefter hun begyndte at gå lidt fremad. Let vendte hun hovedet tilbage og kiggede på ham.
"Coming?" Spurgte hun lettere drillende. Jakira var eventyrlysten, ægte og ikke mindst livlig. På samme måde som hun kunne være ekstremt farlig og direkte dødbringende. Det kom selvfølgelig an på hvem mødte hende, og for Arandir havde han intet at frygte fra hende.

Hendes sted var stort - men ikke på størrelse med et slot. Der var plads til flere end der boede der - og indretningen var ganske enkel. Jakira brugte ikke penge på dyre smykker eller kjoler - som mange ville tro. Våben derimod havde hun en helt kælder af. Og trænings kamre ovenpå. Jakira var en speciel kvinde i sig selv. Jakira havde en skuepige, som blev godt betalt og endda havde sit eget soveværelse her. Tanken om at være mutters alene var ikke noget Jakira brød sig om, så hun havde været nød til at ansætte en eller anden. Stuepigen Marie åbnede op for dem og hilste på dem.
"Hello Marie. This is Arandir. Arandir this is my servant Marie." Marie gik fint klædt og nok mere kvinderigtigt end Jakria gjorde. Tydeligt et tegn på, at hun blev behandlet godt. Jakira gik ind i stuen, og trak sit hår elastik ud, så de mørke lokker kunne købe frit. Knivene hun havde haft skjult på sig blev lagt på bordet. Ingen grund til at være bevæbnet i sit eget hjem. Læderjakken blev smidt henover et ryglæn på en spisestol.
"Come in." Sagde hun med et smil til Arandir. "It is not like we are planning to kill you or something." Drillede hun ham med et skævt smil.
"Lady Jakira and Lord Arandir. Do you want some wine or is there anything else I could bring you?" Spurgte Marie meget høfligt. Jakira var opdrættet høfligt, til overs for andre mennesker og verden. Det var den krigeriske del som var lagt bag og gjorde, at Jakira var så van til at skjule sig selv væk fra den rigtige verden.
"Some wine please. Thank you Marie." Marie kom ind med vinen og to glas, derefter lod hun dem være. Jakira satte sig i sofaen.
"Just like old times." Sagde hun med et varmt smil til Arandir.

Arandir, havde aldrig været en så god person til og vise Følelser han, havde derfor lavet den facade som han brugt i daglig dag som en slags sikkerhed, han følte som altid han var alene i verden og især nu. Hans sidste blod relateret slægtning hans onkel var død.

"So you won thats good, and Jaki a Queen and a leader off a race, is stille close the same." Drillede Arandir hende, hvorefter han så på hende igen mens hun talte videre,

"like cleaning up you mess, maybe i like it maybe not, and what if i do like cleaning up you mess." Kom det flabet fra Arandir.

Sarkastisk tog Arandir sig til hjerte, " i thought you wanted too drive me out, because it maybe worked." Lød det flabet fra Arandir.

Da hun talte om deres udsende kunne Arandir ikke lade vær med og grine svagt, "well god have been nice too us, giving us the good look, still we both know, i am the smartest dont point in arguring about tha Jaki." Kom det fra Arandir, hvorefter han lytte til hende da hun faktisk nærmest havde svaret, ham dog gik der et lille stykke tid før han var helt sikker.

"Yeah i am coming, Well then this is a date, hmm." Lød det flabet fra Arandir. Da hun gik mod et større hus fulgte han bare med hende.

Arandir, vidste godt der var mere der stak under, men hvad anede han ikke, havde hun opdaget at han os kunne lide hende, det ku ikke være det, det måtte være politiske.

Arandir stoppet op i døren, med hende da en stuepige åbnet døren, da hun præsenteret ham for hende sende han hende et svagt smil, hvorefter han fulgte med Jakira ind, da hun træk hendes våben frem og lagede dem på bordet,hvorefter hun smed hendes læderjakke over en stol.

Arandir, havde selv efterlad hans sværd ude i entreen.

Da Maria kom ind så han på Jakira, som bedte om vin til dem. Da hun var kommet ind med det og, havde sat det på bordet smilede Arandir til Jakira, mens han prøve og undgå og blive fanget i hendes øjne,

"like old times, you say so we drank wine last time,damnn, why cant i remeber that." Kom det flabet fra Arandir, hvorefter han så hen på hende.
"So what have you been doing the last tree years, and you sure you aint gonna kill me with wine." Kom det flabet fra Arandir, hvorefter han bevægede sig over og sætte sig ned i sofaen med hende, " so what should we do on this date, any ideas." kom det kækt fra Arandir.

Jakira himlede let med øjnene af ham, det gjorde hun efterhånden så tit. Der var en uforklarlig kemi imellem den, og på samme tid med, at hun ønskede at lade den kontrollere hende, så var hun også skrækslagen. Jakira havde frygtet den dag, hvor denne følelse ville ramme hende igen. Sidste gang var det Andrew, for så mange år siden, men stadigvæk havde hun ikke glemt hans død. Let rystede hun frygten på plads bagerst i hendes hoved, hvor den hørte til.
"Well, If you don't remember.. we may have drinken too much. Our at least you did." Svarede hun med samme toneleje som ham. Jakira var ret hurtig til at give ham igen af samme medicin. Jakira nød deres samtaler, og det gjorde hende inderligt glad at tilbringe tid sammen med ham. Det var underligt at blive så glad igen ved en enkelt persons selskab. De andre dage var så ensomme og hun havde følt sig så uset før hun blev leder. Stadigvæk efter det, mange havde aldrig set hendes ansigt og kendte hende kun ved navn - hvis ikke overhovedet. Hun havde brug en som hun kunne stole på i blandt alle dem hun ikke gjorde, men om Arandir ville tage plads som hendes rågiver og højrehånd? Hvilke tiltag skulle hun fortage for, at han overhovedet ville overveje det? Ville hendes oprigtighed være nok? For hun ville aldrig ønske at manipolere med ham eller på nogen måde gøre ham ondt.

Arandir spurgte hende om de seneste tre år. Det var blandet, meget på både godt og ondt. Hvor skulle man dog starte?
"Well my sister died there is that. My parents lied and said she was killed by vampires, but I discovered few weeks ago, that she had been turned into one. There is that.. its the worst part.." Jakria startede ud med det tungeste. For en jæger af Jakiras familie var det den største skuffelse nogensinde, at lade mørket overvinde en. Man var forpligtet til at tage sit eget liv eller lade familien tage det for en. Naturligvis hvis det ikke blev opdaget, kunne man gemme sig, men hvis familien fandt en, ville de være tvunget til at slå det medlem ihjel. Jakira ønskede naturligvis ikke at slå Norah ihjel.
"Other then that. Just the same old life of a huntress. Kill the beast and let the humanrace live on. Working out.. soo. I became a deathknight." Det var rutine og hun kedede sig ind imellem.
Ideer til, hvor de skulle tage hen på deres såkaldte date. Der var mange muligheder.
"Well. We go to House Targaryen and get some food. There is a night club some where in the city too. It depends on your mood." Jakira tog sit vinglas op og tog sig en tår af den søde vin.
"But I will warn you. The second we step out of there, I'm not going anywhere without my dagger." Et skævt smil sneg sig drillende op på hendes læber. Jakira gik ikke ubevæbnet ud i denne verden, nok var hun en af de bedste til nærkamp uden våben. Men hun ville ikke risikere noget. Man var ikke blevet deathknight for ingen sagsskyld.
"What is more romantic then killing a few brutal demons before we eat?" Spurgte hun ham og hævede drillende på et bryn. Det var en del af hendes natur, og hvis hun mødte nogle - ville hun slå dem ihjel. Det var simpelt.

Arandir lod hans øjne studere Jakira, mens han studeret hende, hvor hans øjne mødte hendes blev de fanget. De øjne, havde en varm en ild man ikke kunne slukke og det var nok, en af de ting der, havde sat sig i Arandirs head. Da hun kom med hendes svar på, hvorfor han ikke kunne huske det rullede han øjne.

"I can drink you under the table any night any day Jaki." Kom det kort fra Arandir af, hvorefter han sætte sig ned ved siden af hende. Da han, havde vendt sug mod hende og hørte det meste triste ku han godt forstå, hun følte sig lidt alene, sådan som hun virket.

"Well not gonna lie, but you been trough a lot, if you need help with anything want me around you let me know, even if its just a date or out and drink a bit."

Kom det fra Arandir, hvor han sende hende et smil. Det var hans mest varme smil et han altid havde send hende eller hans forældre, det var den ting der viste at han var lidt åben.

Arandir kiggede på hende, mens hun talte videre " but its good you still living by the hunter code Jaki."

Kom det kækt fra Arandir, hvorefter han tog et sip af vinen, hvilket nærmest fik ham til kaste det op han havde aldrig været fan af smagen af vin, selv ikke når det var sødt. Men i stedet, stillede han det.

"Why do you always pick sweet alochol Jaki, never gonna understand that."
Da hun talte videre om noget andet, stille han den på bordet igen, "well maybe party, what about you what mood you in." Kom det kækt fra Arandir, hvorefter han sende hende et blink og et kækt smil til hende.

Arandir ku ikke lade være med og smile, da hun talte om hendes dagger, "really well i am gonna take a weapon with mee too then", han mærket kort efter på sig, hvorefter han så hen på hende igen. "You would not have taken my weapon, so could i dunno get a weapon when we go out."
Lød det kort efter fra Arandir, mens han kløede sig baghoved, hvordan kunne han ha glemt en daggert, med mindre hun, havde taget den mens han ikke kigget.
Han tog et sip igen af den, hvorefter han kom med en kort grimasse.

"So what you thinking Jaki" lød det kækt fra Arandir. "And yeah, a few brutal demons too kill would be so romantic."