This is my nature now | James |

Sted :: The Forest.
Omgivelser :: Ikke mange mennesker, naturens lyde og væsner.
Tid :: 20.34.
Vejr :: Solen er gået ned, og har efterladt skoven i et intenst mørke, kun oplyst af menneskers ild og lys-genstande. Der er ingen vind og ingen regn. Der drypper af og til vand fra træernes blade.
Emnepartner :: @James

Det blonde hår var tydeligt at spotte imellem de mange træer. Særlig på den blodrøde hætte var det tydeligt. Hendes bevægelser virkede velovervejet som hun bevægede sig henover skovbunden. Faye Thunder havde været skjult for omverden i mange måneder. Hun havde opholdt sig i The Forest. Hun var taget derind, så chancen for at skade andre var mindre. Kun folk der var velkendte i skoven, eller var ledsaget af en velkendt, kunne finde rundt i den store skov. Hun havde ikke selv set en udgang fra skoven mere end to gange. Begge gange, havde hun fundet en vilje til at gå den anden vej. Men ved at opholde sig i skoven, betød det også, Faye ikke fik meget blod. Det generede hende at tænke sådan – at hun skulle bruge blod for at overleve. Men det var nu sådan hendes liv var, og hun skulle nok overleve. Hvad end det krævede. Hun stoppede op, da et dådyr lagde ørene tilbage og lyttede efter hendes skridt. Først efter den vendte tilbage til at græsse, bevægede hun sig igen. Hun var tæt på lydløs, når hun gik hen over de mange grene og blade. Ligesom hun skulle til at sætte i spring mod dådyret, blev hun stoppet af en anden duft. En kraftigere duft. Der var nogen i nærheden der blødte.

Hun havde gjort sit bedste, for at lære at kontrollere hendes blodtrang, men når hun sjældent indtog blod, var det svært. Hvis ikke umuligt. Med et rovdyrs bevægelser, stormede hun igennem skoven, indtil duften var så kraftfuld, hun vidste blodet var lige i nærheden. Hun kunne mærke de spidse tænder, ligge mod hendes underlæbe og true med at presse hul. Hun så på gruppen af mennesker, men sørgede for at holde sig skjult bag et træ. Hun satte i løb, og sprang på den unge, blødende mand. Hun grab fat om hans blødende arm, og satte sig fast som den parasit hun var. Hun anerkendte knap nok de andres forsøg på at stoppe hende. De slog hende, stak hende med våben og forsøgte sig med utallige andre metoder. Men hun blev siddende. Hun var så sulten, og hun kunne umuligt stoppe sig selv.

James bevægede sig hurtigt gennem skoven da han hørte skriget. Han, havde arbejde sig gennem sit liv siden Faye var væk hans søster var døde.

Faye forvandlet og forsvundet han, havde behov for at gøre en forskel eller drikke sig under bordet, hvilket han ikke så en grund til, det var ikke kun på grund af det, han ville forsætte med og beskytte mennesker. Fra varulve og vampyrer, og andre væsner. Hans arm var helet og, hvis ikke Faye, havde hjulpet ham gennem den gang han fik skaden, ville han aldrig kunne ha brugt sin evne igen.

Han, havde lærte gennem hele hans liv, hvordan han skulle beskytte andre, mens han ikke før han mødte Faye, havde lærte og kende sine egne grænser.

Han satte sig ned ved jorden, hvor han mærket om nogen, havde været der, hvorefter han hørte råbene. James vende sig mod stedet og løb der hen hans kappe flagret i vinden, hvorefter han smed den for at kunne bevæge sig hurtigere da han endelig kom op til hende. Mødte et syn ham som han blev overasket over, "Faye." Kom det fra James, hvorefter han uden og tænke over det fremkalde hans bue.

Han skød et skud op der ville blinde hende og måske de andre, men de vidste de skulle lukke deres øjne. "Run now" Kom det fra James af, hvorefter han træk hans bue frem, hans sidste ting fra Faye af, da de var væk stod James Klar til og skyde mod hende igen, hvis der var behov for det.

"This is not you, you aint a monster Faye i know you remeber. " James var klar til og skyde hende, hvis hun gjorde noget forkert, men han ville ikke slå hende ihjel så derfor var jan klar til og skyde hende, så hun ikke ville kunne jagte dem, han skar dog i sig selv, for en sikkerhedskyld,hvis hun opfanget hans blod i stedet, ville det være ham hun gik efter.
"Dont make me hurt you?"
Buen han, havde var den sidste ting fra hendes liv før og han, ville derfor helst ikke bruge den, det og at skade hende.

Faye havde lært en masse, af at være sammen med James. En masse om sig selv. Men nu stod hun her. Et monster. Hvad var der at gøre nu? Hun ville aldrig blive sig selv igen. Hun blev nød til at gøre, hvad der var nødvendigt for at overleve. Det var hendes realitet nu, og hun kunne ikke gøre noget, for at ændre på det. Hun forsatte med at drikke fra ham, indtil hendes navn blev råbt. Hun drejede blikket mod ham, og stoppede et øjeblik med at drikke fra ham, men fjernede ikke hendes læber fra hans arm. Da han trak sin bue frem, vidste hun godt hvad der ville ske. Hun trak sig, i det øjeblik han skød en pil afsted. Hun dækkede sine øjne, og kunne høre de hastige skridt. Kun James var tilbage. Hun rejste sig, da hendes syn igen var tilbage. ”I’m not the Faye you remember. I’m what you want to rid the world of. I’m a killer.” Det var ikke løgn. Faye havde dræbt uskyldige mennesker for deres blod. Hun så mod ham, da han gjorde an til at skære i sig selv. ”Don’t!” Hun nåede ikke at stoppe ham, før han havde skåret hul på sig selv. Hun ville ikke drikke fra ham. Hun nægtede. Langsomt gik hun hen imod ham, hun fremkom ikke truende.

For hvert et skridt blev hendes trang til blod stærkere, men det blev hendes viljestyrke også. Hun ville aldrig drikke fra ham. Hun var helt henne ved ham, og hans blod var lige der. Hun kunne nemt drikke fra ham. Men hun kæmpede med alle celler i hendes krop imod hendes trang. ”Don’t ever do that. I can’t control myself James. I might kill you.” Det var ikke en hemmelighed, at hun var glad for at se ham. Man kunne se det i hendes øjne, gensynsglæden. Hendes tænder var blevet tvunget tilbage. ”One of us need to go. I can’t control myself for long.” Det var et vidunder, hun kunne holde sig fra blodet så længe. Men tanken om at dræbe ham, var så ubehagelig for hende, så utænkelig, at hun formåede at holde sig i skinnet. Men hun kunne ikke vide hvor længe det ville vare.

James, havde ikke genovervejet det position han smidt sig selv i. Han kunne høre og se hende, bevæge sig tætte på. "Thats not true Faye, you are one of the strongest people i know, you can fight this an if it is so i can help you, i know you left to protect youself, maybe even me, but dont you dare for a second to think that i would leave you agian." James kunne mærke hans hjerte banke hurtigt, det var som om han så hende for første gang igen " i can kill you even though you are a vampirer a part of me still fell like you got the human, traits you just need to think outside, you dont need to kill to live."
James lyttet til hende, hvorefter han gik op og rørte hendes kind ganske svagt den var kold, men han var ligeglad. "You dont have to leave, even if you are this thing, you still matter to me, but stay, you dont have to leave i trust you, then please trust me, we can complet this with each other, we always where the others better side."
James øjne mødte hendes, hvorefter han træk hans hånd tilbage til sig selv, hvorefter han så på hende igen. "We can get trough this with each other, let me help you before you drown."

Kom det fra James af, hvorefter han så på hende, han måtte komme gennem dette med hende, og hvis der var en chance for at få hende til og vende tilbage til ham at blive, et menneske mere end en morder måtte han prøve det.

Faye kunne høre hans hjerte banke, fornemme det. Hun var ikke sikker på, om det var fordi han var bange for hende, eller på grund af deres baggrund. Hun nåede kun lige at høre hans ord. ”You didn’t leave. I did. Not to protect me. To protect everyone. I kill people now. I can’t help it. I’ve tried anything. It’s too late for me James. You shouldn’t bother trying changing that.” Hun havde problemer med at fokusere efterhånden. Hans bankende hjerte, blodet. Det var for svært for hende at modstå. Hun skulle lige til at trække sig, da han rakte frem mod hende, men da hun mærkede hans varme hånd mod hendes kind, følte hun sig pludselig virkelig tilpas. Måske kunne hun alligevel klare det, hvis bare hun lod folk hjælpe hende, og stoppede med at være så stædig. ”I can’t stop myself. I was trained to kill people like me. Now I kill people like the one I was before. People like you.” Hun trådte et skridt tilbage, da hendes trang til hans blod voksede og hans betryggende hånd havde forladt hendes kind. ”I trust you. I just don’t trust myself. Not anymore.”

Faye kunne ikke lade ham prøve at beskytte hende. Det ville ikke ende godt for ham, så hun måtte beskytte ham. Hun drejede hovedet væk fra ham, og lod hendes tænder vokse frem. Hun måtte gøre hvad var nødvendigt, for at han blev væk. Uden meget advarsel, hoppede hun på ham, væltede ham og holdt ham fast med en hånd på hver af hans skulder. ”I already drowned. It’s to late.”

James studeret hende, kunne se at hun vende ham ryggen men han blev stående, som en statue. Helt fastfrosset han nægte og vende hende ryggen, hvis det, havde været ham ville hun ha gjorde alt for at hjælpe ham.

Da hun vendte sig om og fløj på ham gjorde han ikke mine til og ville hoppe tilbage. "You are not drowend just let me help you sometimes the best thing is to take the help you can give, i trust you so please trust youself, you need to fight agianst it dont become an animal, you are stronger than you think Faye just please listen and remeber."

Kom det fra James af, mens hendes tænder var så tæt på ham, hans blod faldt stadig på jorden, men han nægtet og lade hende gå, "if you dont remeber, then remeber this."

Lød det fra James af og med eller uden hendes tilladelse kysset han hende på munden, lige hvor hendes tænder var hun var stærk nok til og smide ham af det, vidste han men han ville ha hun husket og vidste hun ikke stod alene og den eneste måde de ku gøre det på nu var et kys.

Den eneste ting der gav mening i hans hoved, han træk sig væk fra hendes læber, hvorefter han hvisket hende i øret, "dont let the darknes take over, you are strong enough to fight and learn to control it sometimes, its easy to kill but not taking a life shows more strength than any thing."

Faye forstod ikke, hvor han var så opsat på at få hende til at huske hvem hun var. Kunne han ikke bare forstå, hun ikke længere var den person? Hun kunne aldrig skade ham. Ikke engang hvis hun var blevet sultet, ville hun være i stand til at modstå hans blod. Han var både et svagt punkt og en styrke for hende. [color=white]”I remember. I remember how it felt like breathing, how it felt like feeling my heart beat. I remember it all. All that I can’t do now.”

Blodet var fristende – det var klart. Men føltes ikke så vigtigt lige nu. Lige nu, ville hun bare have ham til at forstå, hvorfor hun aldrig ville blive den han kendte igen. Hun blev overrasket, da han uden videre kyssede hende. Men så meget som det var et chok, lige så meget var det en påmindelse om hvad hun havde mistet, hvad hun ville gøre hvad som helst for at finde igen.

De ord han hviskede, fik hende til at fjerne sig fra ham. Hun satte sig ved siden af ham, og lod hendes tænder vokse i sig igen. ”I am strong enough, aren’t I?” Hviskede hun. Det var hovedsageligt til sig selv, en form for made at finde en indre styrke. ”I’m sorry,” sagde hun og så på ham.

James lyttet til hende da hun endelig kom sig og flyttet sig fra ham var han glad. Faye var sig selv igen han ville gøre alt, han kunne med og hjælpe hende med det.
James sende hende et svagt smil, hvorefter han lod hans uskåret hånd frem og lod den ligge mod hendes kind ganske svag igen.

"You are something Special Faye, and if anyone can master this, then you can and would proably, be the only one who could."

James sende hende et smil og træk sin hånd tilbage, "so Faye remeber our first meeting." Lød det svagt fra James af, mens han sende hende et svagt smil-