Remembering yet?(Razor)

Hvor kom denne ide fra? Hvorfor troede Razor at han havde en...Rettighed...Til at forlange at vide de ting? Han ledte efter Razor, til fyren pludselig stod bag ham. Han drejede rundt i en hurtig bevægelse, men greb ikke ud efter ham. Det var som med en vild hund eller kat. Pludselige bevægelser ville sikker få Razor til at løbe sin vej igen.
I stedet stod han anspændt og holdt øje med Razors bevægelser.
"Husk mig på at lære dig om dem" brummede han, en brummen der indeholdte en tydelig utilfredshed. Prøvede Razor virkelig at blackmaile ham?
De var to om det spil, selv hvis Sean valgte at lege med. Risikoen var jo at Razor slet ikke gav ham brevet tilbage. Sean ville gerne have brevet...Og det skulle da slet ikke lande i en tredjeparts hænder. Desuden var det et princip. Razor skulle ikke lære, at han kunne blackmaile Sean og faktisk få noget ud af det og han skulle lære at lade andres breve være i fred.
Men hele historien? Det kunne han ikke. Det indeholdte...Indeholdte ting, ingen kendte til. Om Dean. Men måske var det okay at lade være med at nævne visse ting? Han kunne altid påstå det var hele historien. Og håbe Razor aldrig blev det klogere.
Han rakte sin hånd frem for endnu engang at kræve brevet tilbage.
"Jeg fortæller dig noget om hende, men ikke alt. Til gengæld vil jeg være blid i min disciplinering af dig. Man tager ikke folks breve...Og man skal ikke tro man kan blackmaile folk. Ved du overhoved hvem du snakker til?" forhandlede han bestemt. Han bevægede hånden i en krævende bevægelse, lod Razor vide at det kunne kun gå for langsomt med at returnerer det brev. De mørkegrå øjne forlod ikke Razor et øjeblik. Han var klar på at springe til og gribe ud efter Razor, hvis han ville løbe igen.

Han betragtede stille Seans ansigt før han kneb øjnene lidt sammen. " You've got a pretty good head yourself. Getting me to remember things for you? Bad move - I suck at that. On the other hand. That would mean never to learn. " Han trak kort lidt på den ene skulder - stod måske alligevel en smule tæt på Sean og et mindre diskret skridt blev taget tilbage. Ikke i frygt for noget som helst - mere bare på at være på den sikre side til at Sean ikke ville bruge samme trick som Razor tidligere havde gjort på værelset - at snuppe det hurtigt mens opmærksomheden var minimal.
Han hævede kort lidt et bryn. " Who I am talking to? Thats a good question actually - who am I talking to? Can you explain to me? " Spurgte han så bare lidt og lod hovedet tilte lidt på skrå.
" I mean - How am I surpose to know if you haven't told me? " Han trak så bare kort lidt på den ene skulder før han lod blikket smutte lidt ned på brevet igen. Han kneb kort øjnene lidt sammen før blikket ramte Sean. Det var vel sandt nok - Sean var en mand ved navn Sean - en dæmon. Razors herre - men det sagde ikke meget, viste ikke nok - til at få Razor til helt egentlig at acceptere det. Sean måtte yde mere for at opnå hvad han ville opnå med det.

" I'm not blackmailing you, I can only do that if you let me. Which it seem. That you are. " Han kunne ikke helt lade være med at smile lidt skævt. Underholdt - måske lidt flabet. " You're just not - consistent enough. Maybe you just haven't showed me where I stand compared to you. Sure I can be your slave. But thats only a word - what about actions? " han viftede kort lidt med brevet men trådte så bare et skridt mere bag ud.
" It's actually really simple - Yoooou could tell me about her. Tell me about the person I'm talking to. Not that difficult. But it is - Then.. Show me what you want me to do? or be.. Where I'm surpose to stand.. " Han sendte Sean et måske lidt udfordrende smil. Der var ingen grund til at lade være med at gøre tilstedeværelsen lidt spændende - og Sean var underholdende. Razor kunne stoppe legen når som helst og skubbe en grum stemning til side hvis det endte med at ødelagde Seans humør for alvor. Men indtil nu var det som det var og Razor var legesyg.
Han mente selv at det var en fantastisk måde at gøre det lidt sjovt på. Også selvom han var den eneste der måske synes om det. Desuden var der ikke mad endnu eller bad endnu, og et eller andet skulle han jo have tiden til at gå med. Sean var trods alt - næsten gået med til at lade Razor stjæle hans tid.

Hvad?
Hans ene hånd gled igennem det strittende hår. Hvor kom alt dette fra? Han havde ikke lyst til denne leg. Hvad regnede Razor med at få ud af det? Måske intet. Måske var det hele bare en leg. Og derfor var der des mere grund til ikke at svare på noget af det. Nej, han havde måske indvilliget i at lege sød...Men med de provokerende ord...
Var han virkelig nød til at trække en grænse igen? Præcis som i går. Sean lod sig ikke lege med på den måde, lod sig ikke trække ved næsen og han ville absolut ikke stå og blive til grin.
"Det giver ikke engang mening" brummede han og trådte tættere på Razor, som Razor var trådt en smule bagud. Han skruede ikke ned for det - for den skræmmende atmosfære han normalt kunne skabe. Han kunne som regel skræmme folk blot ved det. Næppe fordi Razor var så nem, men det var da et forsøg værd.
"Jeg gider ikke mere. Er det virkelig en gentagelse af i går?" Han trak vejret dybt. Så trådte han hurtig frem og greb ud efter Razors krave i samme bevægelse.
"Jeg vil ikke deltage i denne leg af din. Stop det lige nu! Tving mig ikke til at gentage mig selv! Kan du huske hvad der skete i går? Jeg kan stoppe dig. Jeg kan også sagtens være voldelig. Siden du ikke lytter til ord, er det måske det eneste jeg kan være?"
Han havde været ret large. Givet Razor meget rum og plads. Var det så urealistisk at Sean krævede et minimum af gengæld? Lidt respekt, nogle grænser, noget disciplin? Han havde været tydelig med spillereglerne fra starten. Razor tvang ham til at trække grænsen, til at gøre et eller andet.
"Måske fortjener du ingen svar" Hans smil voksede, uanset om Razor havde undgået ham eller ej.
"Måske fortjener du at være forvirret. Tror du denne leg vil opnå dig noget som helst?"
Han gad ikke engang tænke nærmere over Razors spørgsmål. Om hvem han var. Som han så det, prøvede Razor bare at provokerer. Om det så var fordi Razor håbede på at opnå noget eller blot gjorde det for at provokerer, vidste han ikke og det var egentlig også lige meget. Uartige drenge fik ikke noget. Han var træt af altid at være så sød, hvis det eneste det gav ham, var flere problemer. For det var tydeligvis en videreføring af 'legen' fra i går.
Og hvordan satte man en person, man et eller andet sted bekymrede sig for, på plads? Uden at brække armen på vedkommende? Uden at slå, uden at sparke, uden at kaste? Han havde lyst til det. Lyst til at skubbe Razor ned af trapperne eller kaste ham ud over kanten af trappen. Lyst til at han slog sig, bare for at lære sin plads, hvis han virkelig havde så svært ved at finde den. Hans ansigt var fuld af vrede. Hans hænder åbnede og knyttede sig.
"Tror du at du er immun? Jeg har dræbt mit eget barn for at opnå hvad jeg ønskede. Det er hvad jeg gør. Jeg slår folk ihjel, når de ikke fatter en skid. Hvis de udfordrer mig. Udfordrer du mig?"

Razor holdt et smil tilbage. Hvad end det var han gjorde - så virkede det. Hvilken forestilling Sean havde omkring hvad Razor ønskede at manden skulle gøre vidste han ikke. Men det her var noget ala det Razor ledte efter. Okay måske ikke helt så vred - men han tog det ikke som noget han burde være bange for. Sean havde kun en gang formået at gøre Razor en smule utryg - den gang han ud af ingenting havde skiftet form. Det havde været et syn der havde fået det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Tanken om at kende Seans evner, hvad han var i stand til at gøre på få sekunder skræmte ham ikke. Det burde det - men det gjorde det ikke. Razor var klar til at dø så længe det var på hans egne præmisser. Hvilket det helt sikkert havde været hvis han selv havde været den der havde vækket vreden i Sean og drevet ham til faktisk at tage Razors liv.

Han rettede blikket mod Seans ansigt da han hev fat i hans krave. Kun fordi Razor havde regnet med at brevet ville være hvad han gik efter så det var ikke lige en bevægelse der undgik Seans greb i denne omgang.
" Huh? You think this is a repetition of yesterday.. " Han klikkede kort med tungen med et lille smil om læben. " No! This is me. I told you I would steal some of your time. Seems like you mind it a tiny bit - if you wanna use violence. Go ahead.. " Sagde han så bare lidt. Razor var i kontrol over sig selv - det var ikke som dagen forinden. Slet ikke. Det viste sig også i det blik han havde. Det var ikke specielt dæmonisk. Hvis Sean hentydede til samtalen fra i går - så var det måske en lille smule en opsamling, men ikke bevidst. Det kunne lige så godt være en ny nysgerrighed der meldte sig. Den nysgerrighed der havde hvilet i Razor siden første gang han mødte Sean.

" If I don't deserve any answers thats fine. Then don't tell me. You have the power right? " Han hævede kort lidt et bryn med et lille smil. Ingen tvivl om at Sean var den der bestemte - men Razor havde en tendens til altid at sætte spørgsmålstegn ved folks posering. Han kendte Seans - han vidste hvad han var i forhold til Sean - men det betød ikke at han ikke ville teste tingene af. Det var efterhånden en dårlig vane. En super dårlig vane.
Han holdt blikket fast mod Seans ansigt - det halv flabede smil forsvandt ikke på noget tidspunkt. " How fortunate - I'm not your son. So whats holding you back? Kill me if you want. But to be honest I don't think you have it in you.. " Sagde han så bare med et lille smil. Udfordrende ja - flabet ja.. Men stadig det halv sukkersøde hundehvalpe udtryk Razor kunne posere med.

Han fik fat i Razor, men nu hvor han havde fat i ham, var han egentlig mere interesseret i brevet end i Razors ord. Han interesserede sig ikke for hvad Razor mente...Okay, lidt. Det påvirkede ham. Det frustrerede ham, irriterede ham og kunne gøre ham vred. Måske fordi han vidste, at han var stærkere end Razor og dermed automatisk mente at Razor burde forstå sin plads. Derfor var det udfordrende, hvis nogen pludselig vendte det på hovedet og lod som om Sean var...Ja, en mus. En mus, der løb over gulvet og prøvede at undgå den elefant, der ellers var i rummet. Som om Sean ikke var mere end det. Han havde ofret så meget! Kæmpet så meget! For at blive archdemon, for at blive stærkere og hvis folk bare nedgjorde det...Det kunne være svært at ignorere. Især fordi det var længe siden nogen faktisk havde gjort, havde turde eller haft brug for at gøre det.
Razor havde ingen følelser for nogle. Han interesserede sig ikke for en skid og så sandelig da ikke for Sean. Det hele havde været en leg! Det var tydeligt. En leg på ord og Sean havde været dum nok til at tro ham, til at tage del i legen. Hvilken idiot han var!
Det blev for meget for ham. Hans ledige hånd vred Razors hånd rundt, i et håb om at han ville slippe brevet...Men midt i det hele besluttede han sig for at brevet faktisk var ligegyldigt. Han trak Razor helt op til sig. Gengældte koldt blikket. Razor var hans slave, et objekt. Han kunne tilfældigvis også bare tale.
Han skubbede Razor fra sig. Nej, ikke skubbede...Nærmest som om han prøvede at kaste ham fra denne position. Han var ligeglad med hvor langt tilbage Razor røg eller om han slog sig. Faktisk, hvis Razor slog sig lidt, ville det kun gøre Sean tilfreds.
"Whatever. Do what you want. Who cares?"
Det blev sagt så koldt, at det kunne undre at luften omkring dem ikke blev til is. Selv om Sean endnu ikke havde brevet, drejede han rundt på hælen og fjernede sig fra Razor.
Sandheden var dog ikke helt det. Sean ville, så snart han slappede af igen, vide at han holdt af Razor. Han ville ikke ønske noget skete ham...Men han kunne ikke se det lige nu. Desuden fyldte tankerne for meget...Følelsen af...Noget der gjorde ondt...
Razor legede med ham.
Han burde bare slå ham ihjel.
Han var sådan en idiot. Hvor mange gange ville han tillade det ske? Hvorfor fanden kunne han ikke bare bryde den skide cirkel!

Tim kom gående op af trappen og trådte ind foran Sean med en spand vand. Det pludselige sammenstød fik Tim til at tabe spanden. Det varme vand landede på gulvet og ud over deres fødder. Tim flyttede sig hurtigt for at undgå det smertende varme vand, der drev ned af marmortrinene og gjorde trappen endnu mere forræderisk glat, end den ellers var. Men det var ikke Tims heldige dag. Han havde aldrig oplevet sin Herre rigtig vred endnu.
Sean greb ham i kraven og kastede ham fra sig. Den menneskelige krop, så skrøbelig. Tim landede hårdt på trappen og faldt hele vejen ned. Da han nåede gulvet, lå han stille med den ene arm i en forkert retning. En blodpøl dannede sig snart rundt om hans hoved, som han slet ikke bevægede sig. Men Sean så ham ikke. Han trådte uden om pølen og fortsatte ned af gangen, som var intet sket.

En ting var at man kunne se på Sean at han var en boblende vulkan. Det var fantastisk. Hvor meget Razor så end nød at hvad han så end gjorde påvirkede Sean. Tydeligvis. Han burde da kunne børste det af sig? Hvad var helt præcis Razor søgte efter ved at gøre det? Præcis hvad Sean gjorde. Blev vred. Han ville have han reagerede. Bare en smule - ikke kun ved at vise sin vrede men virkelig vise den. Slå fra sig - Razor kunne tage det. Han var ikke sart. Hvis Sean ikke var typen der ville åbne sig op og tale om sine problemer så måtte Razor få ham til at løsne sig på en anden måde. Om det var en leg - et spil som kun Razor kendte reglerne til.

Han havde måske ikke helt set den komme at Sean valgte at kaste ham fra sig. Ikke engang bare sådan lidt men faktisk sådan - en smule voldsomt. Ikke at Razor fandt det yderligere smertefuldt. Ikke at landingen var rar. Slet ikke, et ordentlig stød fra gulvet mod den ene albue som han landede på. Resten af hans krop fik en lige så ubehagelig tur mod gulvet. Men alligevel var det kun et lille grin der slap hans læber. " Damn.. " Mumlede han lidt med et smil om læberne. Han rullede sig om på maven for at skubbe sig op at stå igen. Det første han gjorde da han var på benene var at gnide sin albue. Okay den gjorde ondt, så han lod den hurtigt være.
Den mistede dog hurtigt hans opmærksomhed da der skete kaos mellem Tim som kom vraltende med en spand - og Sean som var helt ude af fokus til at tage sig af problemet. Eller af mennesket. Razor bed sig kort i læben og rettede sig en smule op som han fulgte Tim der forsvandt gennem luften og kort efter ned af trappen.

" You care.. " Sagde han så bare lidt og rodede sig lidt i det mørke hår som hans blik låste sig mod Seans ryg da han spadserede afsted. I sidste ende var hans handlinger et tegn på at der var noget der trykkede. Hvordan kunne Razor vide det? Jo fordi det blik Sean havde i øjnene ikke var udtryk der dannede sig over en med sindssyge - en der var drevet af en kræft der bundende i ingenting. Nej der var mere bag. Ellers ville Razors kommentarer ikke have påvirket så meget som de gjorde.
Han stod med blikket rettet mod Tim et øjeblik. Duften af blod dansede omkring hans sanser mens han forsøgte at spore sig ind på om manden var i live. Hvis ikke - så måtte Razor vel godt tage en bid? - Han rystede det ud af hovedet. Nej - han valgte istedet at bruge væggen som sin vej ned af trappen så han ikke selv endte med at falde lige så smukt som personen for enden af trappen - og smuttede efter Sean.
" Seeeeean... You can't hide forever. " Sagde han så bare lidt og lod sin hånd finde op til sin albue igen. Irriterende dunkende fornemmelse der nærmest gav stød ud i fingrende hver gang han bevægede sin arm. Ugh. Men hey, det gik nok i sidste ende.

Kunne han ikke bare få fred...Bare et øjeblik? Han gad ikke mere. Gad ikke høre mere. Hvorfor skulle han presse ham så langt? Se nu Tim. Han vidste manden var slemt såret. Måske endda enten død eller tæt på døden. Den slags skete omkring ham! Hvorfor kunne Razor ikke bare forstå en hentydning og lade ham være?
Han ville egentlig ikke skade Razor. Det gik op for ham, som han var gået væk fra Razor, fra trappen og fra Tim. At have såret Tim havde fået ham til at afreagerer en smule...Nok til at han bedre kunne kontrollerer sig, trods hele hans krop rystede.
Han stoppede op. Razor var et sted bag ham, kom hele tiden tættere og tættere på. Han ville ikke høre flere provokationer. Hvad skulle han stille op med dem? Han ville heller ikke såre Razor, men Razor drev han til en kant, hvor det snart virkede som den ene måde at lukke munden på ham. Hvorfor?! Hvorfor var han efter ham på denne måde?! Hvad fanden var det han ville?! Understrege hvordan han kunne lege med ham...Drive Sean rundt i manegen? Razor ville aldrig forstå den slags. Aldrig bekymre sig om den slags. Men hvad forventede Sean? Et kram? Trøstende ord, der lovede alt nok skulle blive bedre? Den slags var en løgn. Man var altid alene, skulle altid klare sig og overleve alene.
Han ville næsten gøre hvad som helst for at få det til at stoppe. Hans ene hånd gled ud og hvilede mod væggen ved siden af ham, som han støttede sig til væggen. Det var ikke fordi han ville græde, selv om det føltes som noget der kunne lette trykket inden i ham. Det var nemmere at være vred, men vreden var allerede på vej væk. Han prøvede at holde fast i den, få den til at vokse og betyde noget. Han trak vejret dybt, eller prøvede på det.
"Hvad er det du vil?" Hans stemme havde ikke samme styrke som før. Fint. Lad ham modtage det. Flere ord, flere provokationer og nedgørelser. Flere bemærkninger om at Razor var den stærke her og kunne træde og behandle Sean som han ville. Bare lidt mere. Bare nok. Før eller siden ville han vel finde styrken til at stoppe det. Det gjorde han altid. Han var bare endnu...så skrøbelig...Efter det hele...
Efter depressionen. Han havde ikke slået ihjel siden...Ikke rigtig ihjel. Han havde ikke slået fjender ned siden. Der havde ingen været. Han skulle bare lige samle styrken og viljen til den, den han havde haft før. Lige om lidt. Når Razor havde trampet nok på de følelser han faktisk havde. Det kunne ikke tage så lang tid, kunne det? Razor var god til det. God til at bruge ord imod ham. Det var dumt, tåbeligt! Han burde være den stærke her. Sætte Razor på plads. Og det ville han. Om lidt.

Razor lod blikket hvile mod Sean - det havde ikke taget ham mange øje blikket hale ind på ham. Han kunne ikke lade være med at spekulere over hvad der foregik i hovedet på manden. Han havde egentlig lidt opgivet det at være tankelæser for længe siden men engang imellem var det vel okay at prøve - også selvom det ikke virkede. Han stoppede op ikke langt fra Sean. Dog uden at sige mere lige til at begynde med. Han havde ellers en masse at sige. Og det pressede på, det ville virkelig gerne ud.
Han trådte så bare endnu tættere på manden. " What I want? " Han trak kort på den ene skulder. Forsøgte at ignorer smerten i sin arm og lod sine hænder dumpe ned i sine lommer.
" I'm just looking... " Tilføjede han så lidt med et lille smil om læberne. " Wondering.. " Han stoppede op igen og lod blikket hvile mod Seans hånd før han så bare rettede sig lidt op.

" Maybe I just want you to hit me.. " Sagde han så bare lidt. Det var måske egentlig det - eller var det? Der var mange ting i det. Men tydeligvis var voldelig adfærd noget der satte ting i gang i Sean og hvis det var hvad der skulle til for at få mere ud så var det præcis hvad Razor ville drive manden til at gøre. Razor havde været boksebold i mange år - han kunne uden tvivl klare det. Dårlig samvittighed var hvert fald ikke noget folk skulle plage sig selv med efterfølgende. Det drive knægten havde til faktisk at føle et slag, spark, bid - måske endda selv smerten fra våben. Det var helt utroligt.
" How can you expect me to behave, act or follow orders from you. You're a mess.. " Han kneb kort øjnene lidt sammen men hævede så kort det ene bryn. " You can build your walls all you want - but you can't keep me out. I'll burn them down. Or ofcourse I could just pick out one brick at the time.. " Han sendte Sean et lille smil - dog var der stadig noget udfordrende over hans udtryk.
" Unless ofcourse you don't want me to do that.. " Sagde han så lidt - det ville dog kræve noget mere af Sean. Razor kunne godt stoppe med at rode i mandens hoved. Men det krævede at han fik vist sig præcis hvor lidt Sean magtede at Razor gravede sig ind. For bare det mindste tegn på huller i facaden ville få Razor til at grave dybere. Der var et hav af muligheder - han kunne smide ham ud, nok ikke en oplagt mulighed eftersom Razor kendte vejen ind. Han kunne sætte ham på plads til det punkt hvor Razor ikke havde anden mulighed end at adlyde - eller slå ham ihjel. - Den lettelse og mest effektive ville sikkert være at Sean åbnede sig op. Viste den side af ham han ikke ville eller havde forsøgt at fortrænge.
" But you've got way to many soft spots to make me not try to.. " Han lod blikket hvile mod Sean - også selvom han var bag manden - medmindre selvfølgelig han havde vendt sig om.

Han forstod det ikke helt. Vreden kom ikke tilbage. Den var en døende flamme og uanset hvor meget han prøvede at tvinge den frem, var den forsvundet. Hvor blev den af? Når folk stod og bankede på, når folk pressede sig ind, hvor Sean ikke mente de hørte hjemme, havde vreden altid hjulpet ham ud af det. Ud det...Og ind i andre problemer, ja. Men det havde virket.
Han hørte ikke engang alle Razors ord. Det var som om han pludselig følte sig så psykisk udmattet, at han ikke engang kunne holde sig op. Han støttede sig mere og mere til væggen. Armen knækkede under hans vægt, til han hvilede med skulderen mod væggen...
Til sidst vendte han sig med ryggen mod væggen og gled ned at sidde. Benene gled op og hans arme hvilede på knæene. Han tog sig muligheden for at gemme sit ansigt i armene. Han kunne sagtens sidde sådan her. Det betød ikke noget,vel? Han skulle bare lige hvile sig. Finde ud af hvad han skulle gøre.
Måske var det noget han forestillede sig, men Razor virkede ikke helt så aggressiv som for et øjeblik siden. Det gjorde kun det hele endnu værre. Fik det hele til at bryde endnu mere sammen. Han ville ønske ideen om mure og det at nedbryde dem, ingen mening gav. Men metaforen gav mening. Han vidste præcis hvad Razor mente og han havde ikke rigtig nogle argumenter imod det...Måske. Et eller andet sted forbandede han sig selv for ikke at prøve noget mere. Kæmpe mere imod. Men når han først var ved at give sig, var det som om det var umuligt at holde det oppe.
Han vidste stadig ikke hvad Razor ville have, ville opnå, men det betød mindre og mindre hvad Razor ville.
Til sidst placerede han albuerne på sine knæ og hvilede hovedet mellem sine hænder, så hans fingre forsvandt i det strittende hår af hans. Han havde lukket øjnene. En grimasse gled over hans ansigt, men det var ikke til at sige hvad den betød.
"Jeg vil ikke slå dig"
Han lød træt. Han sukkede tungt.
"Jeg vil ikke have du gør det. Men som altid gør du præcis hvad der passer dig..." Han åbnede øjnene et øjeblik, så over mod Razor. Et eller andet i hans samvittighed sagde at han burde rejse sig...Tjekke til Tim. Men hans logiske sans fortalte ham at manden sikkert allerede var død. Alt det blod ved hovedet...Det var aldrig et godt tegn. Så nu manglede han sikkert også en ny butler.
Han sænkede armene igen, hvilede panden mod sine underarme igen. Så hvad nu?
Han følte sig følesesmæssigt udmattet. Det var som om han følte alt på en gang, men samtidig uden at føle noget. Uden nogle specifikke spørgsmål, var der intet han kunne svare på og ingen måde han bare kunne få det hele til at stoppe på. Hans øjne sveg, som om hans krop et eller sted mente det var en god ide at oversvømme dem, men han pressede det tilbage. Han havde ikke grædt i mange år...Og han så sandelig ikke tænkt sig at gøre det nu. Foran en anden, no less. Aldrig. Hvor dybt kunne man synke?
"Så hvad vil du vide? Hvad står du der og kigger efter? En mand der er sunket sammen?" snerrede han i et svagt forsøg på at generobre noget af hans mistede værdighed. Alligevel orkede han ikke at hejse hovedet, at se på Razor.
"Hvad vil du vide? At jeg er ensom? At jeg bekymrer mig? Fint. Det gør jeg. At jeg sover dårligt? At jeg har mareridt? At jeg endnu bliver jagtet af de...Mørke tanker...Der fik mig til at bryde sammen til at starte med?" Han hentydede til sin depression. Han hadede det. Men hvis det kunne få det til at stoppe...Få Razor til at stoppe...Lige nu ville han bare gerne have det hele stoppede. Hvorfor kunne det ikke bare stoppe?!

Razor blev stående - hvad var det helt præcis han ville opnå? Manden havde tydeligt brug for en pause fra alt Razors lort - men han kunne ikke lade det ligge. Det rørte noget i Sean og det var mere end han havde set i.. nogen sinde? Han rynkede kort næsen lidt men lod så bare armene glide lidt over kors. Hans blik slap ikke Sean på noget tidspunkt. Seans bevægelser og handlinger rørte også noget i Razor - men han kunne ikke helt tyde hvad det var. Han burde måske stoppe - burde han stoppe? Var der en grund til at stoppe? Der var flere grunde til at stoppe end der var til at fortsætte - men Razor gik mod hvad han burde. Hvert fald til at begynde med.
" Why can't you just hit me? You may have killed Tim - whats the difference, we both work for you? I am no different. I annoy you - hit me? Obviously you're angry at me. Let it out. " Sagde han så bare lidt. Razor var en slave der turde mere end de fleste slaver. Han havde respekt for Sean - men manglede den på tidspunkter hvor den især burde være der - som nu. Ingen respekt overhovedet. Hvert fald ikke udad til - men egentlig fik manden snoet sig mere og mere af det til sig i takt med hvor skrøbelig han virkede.

Han var stille lidt og lod kort blikke falde ned af gangen før det fandt Sean igen. Han knyttede kort lidt sin hånd men endte så bare med at ryste lidt på hovedet. Tankerne strømmede gennem hans hoved og et øjeblik havde han faktisk ikke noget at sige. Inderst inde vidste han hvad han gerne ville have frem i Sean - men lige nu virkede det nærmest til at han havde trukket den så langt at han måske havde trådt over stregen. Hvilket på et eller andet punkt stadig underholdte ham. Han rettede sig kort lidt op men rystede så bare lidt på hovedet. Han virkede formået at skubbe Sean lang ud.
" Mm.. You're vulnerable.. " Sagde han så bare lidt med et lille smil om læberne. " Thats what I'm looking for. I just needed to know if you're the same as everyone else - obviously you are. " Han lod blikket hvile mod Sean. " Its pathetic and weak.. " Tilføjede han så bare lidt før han kort slog blikket ned. Måske var det egentlig nogle ret hårde ord - men Razor kunne lige så godt have beskrevet sig selv. I de tider hvor han hadede sig selv allermest - de tidspunkter hvor Tatia ville omfavne ham og sige at det var de ting der gjorde ham til den fantastiske person han i virkeligheden var. Men var Razor i stand til at sige det på selvsamme måde til Sean? Det var han i tvivl om. " I'm not really good with words.. Sean - I know I talk alot - but that dosen't give me the talent of words - the true meaning of words. I say alot of stupid things - but I guess, I finally said something right. You can kick me out for being a asshole. But even that - how could you do that? You're a good person, just because my mouth throws rocks at you dosen't mean you're going to push me back out on the street. 'Cause in the end you're a good person. A demon - but one with a little heart that shows everytime you care just a little. " Han lænede sig lidt op af væggen der var på modsatte side af gangen - væggen overfor hvor Sean sad.
" But I still want you to get really angry - I would probably accept you killing me - just for the sake of you getting some of that anger out. You're so much more than closure - It pulls you down. " Han lod sine fingre kærtegne sin egen arm et øjeblik før han så bare lod blikket hvile mod Sean.
" Get up - A person close to me taught me a thing when I first met her. I'll show you. " Sagde han så bare lidt med et lille smil. Han tvivlede på noget hjalp og at det overhovedet ville blive accepteret. Men Razor sprang fra det ene til det andet men stadig med vis sammenhæng. Han behøvede ikke gøre mere på Sean lige nu. Det ville være dumt. Det havde tydeligvis virket til et vis punkt - han kendte ikke reglen om at stoppe mens legen var god - men han kunne stoppe.

Han hadede sig selv. Dette var på ingen måde det han havde brug for. Faktisk gjorde det kun alt værre. Når man var allermest skrøbelig...Man havde ikke brug for folk der påpegede man var svag og uduelig. Alligevel var det eneste han fik. Hårde ord til hans allerede sårede stolthed. At han blev ligestillet med noget så simpelt som alle andre - som var han intet andet end et menneske!
Det gav ham kvalme. I en stund måtte han kæmpe mod lysten til bare at kaste op, lige her, lige på gulvet. Der var alligevel intet at kaste op! Sean spiste ikke menneskemad. Det var over hans værdighed. Han havde altid gjort visse ting, for at understrege han ikke var menneskelig og et af dem var at han ikke spiste menneskelig. Hvor andre dæmoner græd, fordi de ikke var et menneske, havde Sean fundet styrke i det.
Men hvorfor ville Razor så gerne have han slog ham ihjel? Var dette Razors forsøg på at begå selvmord? Ikke særlig succesfuldt, var det vel?
Måske var det Razors plan. Han kunne ikke selv gå, så han ventede bare på at Sean selv kastede ham ud? Han havde smidt folk ud for mindre. Uanset hvem de var. Nogle kom tilbage, andre kom aldrig tilbage. Så hvorfor ikke nu?
Fordi han nu, i forhold til engang, var bange for folk aldrig kom tilbage. At han virkelig ville være helt alene. Nok følte han sig alene, men at have nogen i huset, nogen tæt på, var på sin vis meget rart. Man kunne sige han havde egoistiske grunde til at have Razor her, men det var jo også fint nok.
Det der måske havde drevet ham længst var fordi Razor ikke lod sig intimiderer. Ofte behøvede han slet ikke at slå, slet ikke at slå ihjel, fordi folk hurtigt så hvor grænsen var og ikke turde bryde den. Men Razor havde bare valset ind over det hele og opførte sig yderst upassende. En ting han engang havde beundret ham for. Men efterhånden...Efterhånden sled det båndet mellem dem. Han begyndte at hade det.

Han havde endnu ikke svaret ham, men han havde bevæget sig. Hans arme var gledet ned, han havde hævet hovedet og med en hånd på væggen bag sig, kom han op og stå. Men ikke fordi Razor havde bedt ham om det. Razor havde intet til overs for ham. Hvis han virkelig søgte søde ord, bekræftelse eller muligheden for et kram - noget så svagt og irriterende - var det i hvert fald ikke i dette selskab. Og det var nok også det bedste, for det var svagt. Det havde Razor ret i. Sean var patetisk. Han var på ingen måde den stærke dæmon, som han havde ofret så meget for at blive. Måske var det på tide han ændrede på tingene igen. Blev mere sig selv, fra dengang inden han havde mødt Alane. Hvordan var han overhoved dengang? Han kunne næsten ikke huske det. Blot at han havde påstået at følelser ikke var noget for ham og alting havde været så meget mere simpelt og overskueligt. Kun åbnet en lille åbning for dem der havde betydet noget. Men han måtte videre! Og han måtte aldrig mere give Razor en åbning. Han var som en mide, der ville udnytte det og trampe over ham, uanset hvad. Uanset hvad han havde brug for, hungrede efter eller ønskede.
"Du siger jeg er svag og ynkelig..." Et sygt smil gled over Seans ansigt, da han endelig åbnede øjnene. Det kolde mørkegrå blik hvilede på Razor. Men der var intet venligt i dem. Intet skrøbeligt, intet...Af noget som helst. De var iskolde. Der var ikke mere at komme efter.
"...Men du glemmer din egen tilstand. Hvad var det nu? Denne forvirring? At du ikke aner hvad du vil, hvad du føler eller hvad du skal? Jeg har i det mindste en mening. Noget at tage mig til. Du vandre omkring som en ligegyldig dreng, de fleste aldrig vil se på eller snakke til. Det eneste du kan finde ud af, er at slå ihjel og trampe på folk omkring dig, uanset om de prøver at være hjælpsomme eller bare tilfældigvis er i live. Du har ingen" Han havde nået en tilstand hvor han ville sige hvad som helst, for at skubbe Razor væk fra sig eller prøve at knække drengen selv. Et eller andet, der gav gengæld. Et eller andet der understregede at Sean ikke bare var som menneskerne omkring dem og at han i den grad var værd at holde en sund respekt for. For livets skyld, det var.
Nej. Han måtte være hårdere. Razor ville aldrig forstå ordene, aldrig forstå fornærmelserne. Han greb ud efter Razor igen. Denne gang for at holde ham fast i kraven og endelig leverer et af de slag, som Razor havde tigget om. Han var ligeglad med om det var en syg fetish af hans eller hvad det hele så gik ud på. Hvad der endelig havde fået Razor til at snappe og blive sådan her. Dette var ikke den Razor han havde sat pris på. Det var...Et eller andet i hans skikkelse. Det gjorde det så meget nemmere bare at leverer et knusende slag. Eller flere slag. Han ville slå og slå og slå. Razor var hans ejendom, det var fucking på tide det gik op for Razor!

Måske var det fordi Razor brugte metoder der i sidste ende ikke var beregnet til at være andre steder end i fantasien. De ting han sagde eller gjorde - bare fordi han selv var rimelig hårdfør overfor ord betød det jo ikke at alle andre havde det på samme måde. Razor tænkte meget, men næsten aldrig når det kom til hvad de ord han sagde gjorde mod folk - hvert fald ikke om de sårede eller ej. Han brugte ord han vidste de ville reagere på. Hvilken reaktion ville han kunne have fået frem i Sean hvis han havde klappet ham på skulderen og sagt det hele nok skulle blive okay? - Højst sandsynligt ikke noget der ville gavne - men måske heller ikke skade på samme måde som det han i stedet havde valgt at gøre. Det var nærmest som at drive kvæg på en mark - trænge dem op i en krog for at se dem eksplodere i indebrændt ængstelighed - vrede - sorg eller hvilken som helst anden følelse man kunne brænde inde med. Razor havde ikke yderligere planer med hvad han lavede - kun at få Sean ud af sin skal - på hvilken som helst måde det så kunne lade sig gøre på. Han vidste godt at han legede med ilden, men muligheden for at brænde sig havde aldrig strejfet ham. Ikke ud over hvad han selv nærmest bad om. Det virkede som en så fjern tanke at Sean faktisk ville gøre alvor i det.

Razor fulgte Sean med blikket da han rejste sig. Han blev dog selv stående. Blikket i Seans øjne var ikke et blik der gav en lyst til at klappe ham på skulderen eller give ham et kram - hvis han så egentlig overhovedet havde haft planer om det til at begynde med - det havde han nok, men ikke længere. Det var forsvundet på så kort tid at han næsten havde glemt at tanken havde været der. Razor svarede ikke på Seans konstatering af hvad Razor havde sagt. Han havde ikke noget at tilføje - måske var det sandt, men der var meget mere til manden end kun de ord.
Smilet voksede dog omkring hans læber et øjeblik efter. Også selvom den Sean der nu stod foran Razor virkede som en helt anden end den han havde været for få øjeblikke siden. Han måtte ikke lade sig skræmme. Heller ikke selvom der var noget ved det der helt sikkert kunne få det til at krible under huden på ham. Ordene rørte ikke Razor på samme måde som de sikkert var ment til - han vidste inderst inde at han havde et par stykker. Han havde Tatia, som han vidste altid ville være der for ham. Reign - han var sikker på at hvis alting faldt sammen ville mennesket være der for ham, også selvom tingene var slut - så var der stadig et bånd mellem dem. Det var mere frygten for at han ville skade dem han havde kært der var forfærdelig - hvilket også var det eneste der rørte sig i Razor i den mængde af ord Sean kastede efter ham. Han kunne slå ihjel - alt andet var noget rod.

" Seems like you're finally waking up.. " Sagde han så bare lidt og kneb kort øjnene lidt sammen.
Han holdt blikket mod Seans ansigt da han greb fat i ham. Første slag var okay - det gjorde ondt men det var okay. Smerten kunne vendes til andre ting. Ikke seksuel nydelse men på en anden måde. Han fandt det spændende - nød Seans reaktion på situationen. Også selvom tingene efterhånden vendte sig til noget lidt ud over kanten. Endnu et slag - Han rynkede næsen og trådte lidt til siden. Endnu et slag. Og han lukkede kort øjnene - slut! Han tog imod en del slag - men til sidst fik han alligevel revet sig løs af Seans greb og trådte væk. Ikke på grund af hvor ondt det gjorde. Men han havde ikke haft planer om at være en decideret boksebold. Måske lidt, men hvor smart var det hvis manden ikke stoppede? Han måtte have noget overskud og ikke et fjæs i smerter hvis det faktisk for alvor blev nødvendigt at skulle beskytte sig selv bare en lidt for Seans slag.
" Demons are like obedient dogs - they come when they are called. Remember? " Sagde han så bare lidt - noget han mindes at have snakket med Sean om før. Et lille smil dansede frem over hans læber før han kort tørrede noget blod væk fra sin hage der var løbet fra hans læbe. Sean havde alligevel ramt godt. Om det var den reaktion han havde ledt efter - nej, måske. Egentlig. Men ikke med det blik Sean havde - det var alligevel en smule skræmmende. Kun fordi det på punkter kunne minde Razor om sig selv - når han agerede fuldstændig impulsivt - og det var de tidspunkter man var mest farlig. Især med følelserne i stykker samtidig - hvilket det ud fra Seans opførsel for kort tid siden havde virket til at de var.

Razors ord ramte ham ikke længere. Han var endelig i en situation hvor ord var ligegyldige! Det eneste der betød noget, var at komme af med det der var irriterende og lige nu var det Razor. Det første slag ramte. Han kunne mærke det i sine knoer, men det var ikke nok til at stoppe ham. Han ville slå så hårdt og så ofte som det krævede, for at Razor kunne lære sin lektie. Lære at Sean skam var farlig, lære ikke at smile på den måde, lære ikke at provokerer og tvivle på sin plads. Han åbnede og knyttede sine hænder mellem hvert slag, til Razor endelig sled sig fri. Jamen nej! Nejnejnej! De var slet ikke færdige!
Han vendte sig hurtigt mod Razor og kom gående mod ham med rolige og bestemte skridt. Det kolde blik hvilede på Razor stadigvæk. Ingen andre. Intet andet. Hans hænder åbnede og lukkede sig igen. Underligt nok følte han sig ikke vred eller ude af kontrol, han vidste præcis hvad han gjorde, men i forhold til før var dette mere simpelt. Han knækkede sin nakke i en rolig, men vridende bevægelse.
"Hvorfor flytter du dig? Du har tigget efter det. Lad mig nu slå dig"
Smilet passede alt for godt til hans ord. Det lovede flere slag. Mange flere. Seans øjenbryn gled en smule op.
"Kom nu. Dette er jo det du ville. Du sagde det selv. Du var i tvivl om din plads. Den eneste hund jeg ser her er dig. Kom nu her...Som din Herre skal jeg nok lære dig din plads" Han gik tættere på. Ville gribe efter Razor igen, hvis han fik muligheden. Alle tanker om breve var forsvundet. Det var underordnet nu. Intet betød noget. Ham selv...Folk omkring ham...Verden. Intet betød noget. Ingen ville nogensinde interesserer sig for ham og derfor burde han heller ikke interesserer sig for nogle andre. Hvor havde han været dum! Dette var det han havde brug for. Ligegyldighed. Han havde intet problem i at smide Razor ud af døren og forlange han aldrig kom tilbage igen. Aldrig igen. Razor måtte klare sig selv. Hvorfor skulle han bekymre sig? Det var en illusion. Det var manipulation. Sean ville ikke være byttedyret. Endelig så han det!
"Uartige hunde får ikke noget. Vil du en tur i kælderen? Du er min lille slave. Du vil ikke være mere end det"
Han ville sætte hele byen i flammer, hvis det var. Folk skulle frygte ham. Det var det han havde ofret så meget for! Magt og frygt. En plads, hvor han kunne være sig selv, hvor folk ikke ville turde stille spørgsmål eller kritiserer ham. En god plads i livet, i verden. Men det var bare aldrig nok.
Hvor meget mere skulle han ofre? Der var snart ikke mere tilbage end ham selv. Han kunne slå sin sidste søn ihjel, ham der endnu ikke var stukket af. Men når der kom til stykket, var det også det sidste han kunne ofre for det. Der var ikke mere.

Razor lod blikket hvile mod Sean og rettede sig kort lidt op - han lod så bare hovedet glide lidt på skrå. Han flyttede sig ikke yderligere. Fint - hvis Sean ville have han ikke rykkede sig så stod han stille. Han hævede så bare kort lidt et bryn - før de i stedet blev rynket lidt.
" Then do it!? Why are you not doing it!? I am letting you - You're just not bringing it! " knurrede han så bare tilbage af Sean. Dog ikke vredt, for Razor var ikke vred - han var ikke frustreret eller ude af den. En smule forvirret - men hvornår var han ikke det. Han var mest bare søgende. Han ledte efter Sean - ledte efter en oprigtighed i mandens handlinger. I tvivl om om det var det var rent og ægte det hele, eller om Sean var nået et punkt hvor det blev for meget og derfor reagerede sådan her. Razor var den lille - det var som at lege katten efter musen - men på den helt omvendt måde. En mus der faktisk bad om at få kløerne boret ned i sin krop. Razor begyndte at blive i tvivl om hvad han ville med det - men af en eller andet grund var han drevet til at holde det. Sean kunne gøre hvad han ville - ingen blødsødenhed. Hvis han virkelig var så mægtig måtte han vise det - ikke bare bare et diskret niveau. Han måtte give slip og vise hvordan tingene skulle være.

Razor havde fået hvad han ville have - det var åbenbart noget han var god til. At Sean havde skulle presses så langt ud havde han måske ikke regnet med. Men det var sket - ikke at han kunne kende Sean lige nu, om det var ham eller ej. Sikkert - men alligevel ikke helt, ikke en Sean Razor som sådan lige havde været face to face med før. Ikke engang den gang de havde mødtes første gang. Han skulle lige til at træde tilbage da Sean greb fat i ham igen. Men gjorde det ikke, hvert fald ikke hurtigt nok - i stedet rettede han bare blikket mod mandens øjne.
" You're asking me? How can you expect a dog to answer that? " Sagde han så bare - halvt som et spørgsmål, men også bare lidt en konstatering. Et bevis på at han stadig ikke var overbevidst om hvorvidt Sean egentlig havde det i sig at være herre over Razor.

Han bed kort tænderne lidt sammen uden at slippe det lidt udfordrende blik der lå gemt i hans øjne. Han kunne godt trække den længere - uden at ende med at lade en indre frygt fange ham, uden at lade den respekt han i virkeligheden havde for Sean vinde - uden at vise at tingene påvirkede ham. Ikke meget, men lidt. De gjorde noget. Inden han til sidst ville indse hvad det var for noget rod han havde rodet sig ud i - hvor meget han havde dummet sig over en leg der startede med et dumt brev han ikke ville aflevere. Nu var det nået her til og Razor havde ikke tænkt sig at lade sig falde til jorden - ikke endnu. Han var ikke en døjt nemmere at knække.

Han fik fat i Razor igen. Sean var træt af ham. Men denne gang slog han ikke videre, i stedet pressede han Razor mere og mere bagud, til de nåede trappen. Medmindre Razor på en eller anden måde brød fri, ville han kaste Razor ned af trappen. Ned til den pøl, hvori den mere eller mindre absolut døde Tim lå.
De var stadig inde i huset, trods entreen var det største rum i hele huset. Højt til loftet, også på grund af trappen, der indtog det meste af rummet. En stor lysekrone hang fra loftet med lyskrystaller. Et indtagende rum, ja. Og stort nok, selv om Sean var ligeglad med om han så ødelagde alt.
For hans krop begyndte at ændre sig. Det var tydeligt, som han begyndte at blive for stor til hans tøj. Det slog revner med en flækkende lyd, som Seans krop voksede og voksede og blev til den dobbelte størrelse. De store vinger brød igennem ryggen, neglene voksede til kraftige kløer, En hale svang sig fra hans haleben og ned til jorden. Håret blevet mere stridigt, to horn voksede frem af panden, tænderne blev spidse og øjnene helt sorte. Huden fik en mere rødlig glød.
Under forvandlingen var han gået ned af trappen, uanset om Razor lå dernede eller ej. Da han nåede enden, trådte han på Tims ryg, som var han blot et fyldigt gulvtæppe. Tims krop gav efter med en knasende lyd, da Seans vægt fordelt på den fod knækkede ryggen på ham. Hvis ikke han havde været død, var der i hvert fald ingen chance nu.
Med kun et lille klæde mellem benene, da Sean altid gik i bukser af et elastisk stof af netop samme grund, var det tydeligt at Sean gik efter sin store hoveddør. Hans store krop kunne næppe passe igennem, men det var også tydeligt at Sean var ligeglad med den slags. Razor betød ikke noget længere. Han var bare en irriterende myrer. Sean ville udenfor. Udenfor og sprede kaos. Ud og flå folk fra hinanden.
Han var ikke bundet til nogen eller noget. Og hvis Razor kom imellem ham og hans kaos, ville han knuse ham.

Razor skævede sig kort over skulderen som han blev presset baglæns. Han skævede dog kort efter mod Sean igen. Han forsøgte kort at komme fri, men droppede det hurtigt igen da han mere eller mindre allerede var i luften. Styrtet ned af trappen var ikke just en behagelig tur. En ting var at der ingen kontrol var når man var i luften så hvordan han landede var lidt op til hans krop at beslutte - han var trods alt ikke en kat der nærmest var ment til at lande rigtigt. Heldigvis landede han ikke på hovedet eller på en måde der klappede hans krop sammen og slog ham helt i stykker. Han landede på siden og hoften fit et ordenligt slag - men ikke værre end han hurtigt kunne skubbe sig op med sammen bidte tænder og et fnys. Det gjorde ondt - meget men Sean skulle ikke have fornøjelsen i at vide det. Heller ikke selvom det ikke virkede til at noget påvirkede manden længere. Han skævede kort mod Tim som han var landet ved siden af - en tydeligt død man - utroligt. Det havde han ikke regnet med faktisk. Blodet Razor havde på sig var heldigvis ikke hans eget, kun det ved hans ansigt - resten var fra den pøl der var sivet ud af mennesket.
Sean fangede dog hans opmærksomhed igen - mere end meningen. Men fascinationen over den transformation der skete foran ham var utrolig. Skræmmende men utrolig. Razor kunne kort ikke helt lade være med at smile. Måske fordi han vidste at han lidt havde været skyld i at Sean pludselig var nået dertil at det var en virkelighed der skete lige der.
" Well... look at that.. " mumlede han så bare lidt før han rystede lidt på hovedet.

" So you're just gonna run away? Is that how you treat all of your problems? " Han kneb kort øjnene lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet igen før han fik skubbet sig op at stå. Han rynkede kort næsen lidt i processen. Damn dumme trappe. Dumme Sean - hvorfor synes han det var underholdende? Det var så forbandet spændende. Han elskede det. Adrenalin junkie uden lige. Han stod ikke i vejen - men flyttede sig heller ikke hvis Sean forventede mere plads. Hans ene hånd var diskret placeret ved hans hofte - mmm blå mærker kunne nærmest allerede mærkes var på vej. De var gode venner så det var okay. Hans blik lå fast mod Sean. Hvor end manden havde tænkt sig at gå hen. Razor var måske nået dertil hvor han ikke gad følge efter - og alligevel var nysgerrigheden vild efter at se hvad Sean kunne finde på. Hvis han altså besluttede for at gå sin vej. Det var enormt væsen der var Razors nye selskab. Frygten i ham var der, men meget lidt. Den kunne sikkert meget hurtigt bane sig vej. Første gang han havde set Sean sådan var han blevet ramt af kuldegysninger men intet andet udover det end overraskelse. - Denne gang var det præcis det sammen. Også måske med et snert af frygt.

Han havde rakt ud efter døren og åbnede den, men ikke uden at skade den en del samtidig. Hans kløer skabte store rifter i træet og hans nye voldsomhed fik halvt døren af sine hængsler...
Og så, pludselig, som om det gik op for ham at døren var for lille til ham, vendte sig om og kiggede efter Razor. Som ledte han efter noget nyt legetøj, en anden ting han kunne gøre. Han hørte ikke Razors ord eller tænkte over hvilke skader Razor allerede havde fået. Hans sorte, stikkende øjne faldt på Razors skikkelse. Han greb ud efter ham. En dyb brummen kom fra hans bryst, hele hans krop var et stort puslespil af tykke muskler. Vingerne var trukket ind for ikke at fylde eller forhindre ham i at bevæge sig rundt, halen var snoet om hans ene ben, for ikke at komme i klemme. Men selv om han brugte sin ene evne, kunne han også sagtens bruge sin anden. Og som ved en pludselig indskydelse lød der en knækkende lyd, da Tims krop pludselig kom til live. Tims ryg knækkende endnu mere, som den faldt på plads, så han kunne bruge sin krop. Med spjættende og stive bevægelser kom han først op på alle fire, før han kom helt op og stå. Hans øjne var tomme og døde. Seans ene hånd - den ledige, hvis han havde formået at lukke hånden om Razors ene arm og hive ham op fra gulvet - var knyttet og bevægede sig rundt og i forlængelse af den bevægelse, begyndte Tim at bevæge sig.
En dyb brummen fortalte at Sean grinte. Og hvis han havde fat i Razor, sænkede han ned på gulvet - helt ned og ligge, som han nægtede at give slip på armen. Hvis ikke, sendte han Tim efter ham. Han kunne lige så godt have det lidt sjovt imens og lige nu virkede det, at sende en død mand efter Razor, som ganske underholdende. En mand som Razor kunne slå på og bide i som han ville, men hvor intet af det ville have en virkning.
Hvis Sean havde fat i Razor, dog, ville han få Tim til at gå over til dem i den hensigt at få Tim til at sparke, slå og bide i Razor.

En lille bitte mus.. Helt lille bitte.. Sean var ikke længere bare en kat - nope, en løve - selv en løve kunne ikke sætte billede på hvad Sean var lige nu. Men Razor - stadig en lille mus. Men ikke musen med kontrol over hvor katten var. Et øjeblik ville Razor næsten ønske at Sean var gået ud af døren - men på den anden side. Det ville have krævet at han havde taget hele muren om skuldrende for at kunne komme ud.
Razors blik var fanget på Sean det meste af tiden. Han skævede kort lidt rundt i rummet - kort mod døren men så en smule op af trappen. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han kunne ikke længere tale til Sean - han lyttede ikke, det var tydeligt. Han kunne ikke kæmpe mod ham, det ville være det rene selvmord - men at stå her og glo? Hvad godt gjorde det.
Det gav kort et sæt i ham da Sean greb fat om hans arm - han forsøgte kort et vride sig ud af hans greb. Men smerten fra den allerede ødelagte albue stoppede ham en smule. I stedet smilede han bare skævt og rettede blikket lidt mod Sean. " Maybe you should've waiting for the whole show 'till you got outside. " Sagde han så bare lidt og skar kort en grimasse.

Hans blik røg dog hurtigt mod Tim da der kom lyde fra den døde krop. Stadig fascinerende hvordan det var muligt. Et kvalmende syn men stadig helt igennem utroligt. Razor burde krybe til korset og forsvinde ud af det rod han havde fået kastet sig i men hvordan? Hvorfor? - Fordi Sean ikke stoppede. Var han som Razor selv ude af kontrol? - Nej.. måske var det bare.. Razor vidste det ikke. Han rynkede kort næsen lidt men skævede så lidt mod sin arm og forsøgte at komme fri. Han kunne ikke helt spore hvad der var der skete i hans krop. Et eller andet sted var det ubehageligt ikke at være den med kontrol over situationen. Adrenalinen påvirkede dog stadig hans indstilling til det og gjorde at han ikke panikkede nær så meget som han burde. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare kort kom med et lille grin. Trukket ned mod gulvet og med et skævet blik mod Tim.
" Enjoying yourself?.. " knurrede han så bare en smule af Sean - dog stadig med fokus mod Tim. Hvad fanden kunne han gøre. Sean havde fat i ham og et dødt menneske var på vej mod ham. Inden længe ville han nå frem og ærlig talt tvivlede han på at det ville være for kys og kram. Ikke fordi det i sidste ende var mere fristende end noget som helst andet.

Han sparkede ud efter Tim i et forsøg på at få ham på afstand, men lidt hjalp det og kort efter var Razor den der modtog et spark - efterfulgt af negle der fangede hans hud og rev hul ned over hans arm. Han bed kort tænderne sammen og fokuserede i stedet på at komme fri fra Sean. Det var ikke let at slås mod en når man var fanget i den anden ende. Han knurrede kort lidt og vred sig et øjeblik desperat - ignorerede så godt som muligt hvad mennesket formåede at kaste mod ham af slag.
" Let go of me! " Hvæsede han så bare til sidst og vred sig ekstra. Om han så skulle vride sin arm helt i stykker af led eller andre ting så ville han fri - og fri kom han. Rettede blikket mod Tim som han endelig kunne undgå ved at træde væk. Det var slet ikke meningen det skulle have eskaleret til hvad det var nu. Razor elskede spænding - mest når han selv skabte den og lige nu var musen fanget i fælden.

Med en knusende styrke holdt han fast. Seans dæmoniske form holdt ham ikke fra at tale, fra at lytte eller fra at tænke. Men det hele var kollideret og lige nu var det sjovere at lade være med at tænke og være rationel og bare give den gas.
Tim gjorde som han ville have. Stavrede af sted på sin egen zombie-agtige måde. Før eller siden ville Sean nok falde sammen af udmattelse. Ikke nok med at han skulle holde sin skikkelse, han skulle også styre Tim. Det hev allerede i hans energiniveau, der til at starte med ikke engang var det største, fordi han både var sulten og kunne have sovet lidt mere, da de først var gået i gang. Og oven i den følelsesmæssige udmattelse? Men lige nu kørte det hele på autopilot. Sean ville ikke stoppe før han faldt sammen af udmattelse eller - formentlig - hvis Razor endelig gav sig. Måske. Han kunne også bare slå ham ihjel. Blive fri for ham.
Men ormen vred sig fri. Det var kedeligt. Her havde han tigget og bedt om det og så prøvede han at komme fri? Det var ynkeligt. Dumt. Han gav jo bare det Razor havde bedt om. Hvorfor var han så ikke mere glad?
Han lod Tim om at jagte ham. Med sine usikre bevægelser vente Tim om, uanfægtet af de spark Razor havde givet ham. De havde højst skubbede ham et skridt tilbage eller forsinket ham. Tims arme rakte frem efter Razor. Hovedet væltede rundt på hans skuldre og imens stod Sean bare og så på. Som var det et teater, Sean selv havde konstrueret og Razor og Tim statisterne. Det var tid til den store kamp! Konflikten! Hvem ville vinde? Den selv-udnævnte helt eller den døde mand? At tabe til en død mand var jo ret ynkeligt, var det ikke?
Der var ikke brug for ord. Razor forstod ikke ord. Der var kun brug for handlinger. Handling var det eneste Razor så ud til at forstå. Og måske var fraværelsen af ord også nok til at understrege forskellen mellem ham og Razor endnu en gang. Men han ville bevise det igen og igen. Kunne ikke tillade sig at bakke ud af det nu! For hvad? At han kunne sidde, grædefærdig, ved en væg og blive trampet på? Nej. Han var færdig med den slags. Selvfølgelig kunne Razor ikke give ham noget som helst, som han havde brug for. Razor var kun god til praktisk arbejde og tidsfordriv. De personlige ting måtte han holde til sig selv eller give til andre folk. Han havde været ret dum! Og nu kunne han grine af det. Et klassisk venskab? Jah, right!
Go Tim! go!
Tim stavrede efter Razor og ville hele tiden prøve at ramme ham, kradse ham, slå ham, bide ham. Razor ville sikkert være langt hurtigere end Tim, men i det mindste var Tim udødelig. Underholdende!

Han var ikke bange - Tim skræmte ham ikke. Han var allerede død. De skader han formåede at give Razor var ikke rare - nej selvfølgelig var de ikke det. Men det betød ikke at Razor gav sig. Han sørgede for at være så meget på afstand fra mennesket som muligt. Kom han for tæt på eller fik fat i Razor skubbede han ham væk, sparkede. Ikke at det virkede lige godt hver gang - slet ikke. Mennesket gjorde ingenting ved det, det sænkede ham kort mens de skader Razor fik svækkede ham mere og mere. Han måtte tage sig sammen. Som om han faldt under hænderne af et simpelt menneske - også et dødt et!?

Han skævede mod Sean med et fnys.
" Pathetic - you can't even fight your own battles.." knurrede han så bare lidt før han satte sin fart lidt op. Kun for at få lidt ekstra pause mellem møderne med Tim. Hans hjerte pumpede afsted og trætheden havde efterhånden meldt sig. En blanding af det hele - han havde ikke sovet nok efter at have været drænet til det yderste aftenen før - og nu dette? Der var ikke meget energi at trække på længere. Men stædigheden fejlede ingenting. Irritationen over Seans handling drev ham yderligere til at ville være på tværs. Et menneske!? Han skubbede sig på benene efter at have været vælte ved et spark mod det ene ben. Hvis bare der var en måde at standse ham på. Han rettede blikket mod Sean - Sean var kilden til Tims gerninger. Der måtte kunne gøres noget. Razor greb en lysestage og satte kurs mod Sean - han kunne ikke lade ham styre mennesket rundt længere. Razor havde alligevel stolthed nok selv til ikke at lade sig bukke under for et menneske om det så galt hans liv.

" You look bored - maybe you should start doing things yourself! " Knurrede han i det han sprang på Sean i et svig med lysestagen mod dæmon skikkelsens ansigt. Om han ramte eller ej - helt sikker ikke. Sean var Sean og lige nu stærkere end noget andet. Måske - han vidste i sidste ende ikke hvor meget energi det tog fra manden at lave alt det han gjorde. Han havde kun set ham i den skikkelse en gang før og det havde været over alle steder på en gang. De havde brændt en by ned - det hele værd. Damn det havde været et fantastisk øjeblik. Dette var ikke det samme. Razors mening om det svandt mere og mere ind - ikke længere helt så fantastisk eller spændende. Udmattende. Både fysisk og mentalt.

Han var ligeglad. Han kunne bruge Tim og derfor gjorde han det. Så var han ligeglad med hvad andre mente om det. Faktisk var dette jo hans kamp, han styrede Tim! Så han kunne ikke meget andet end grine. Faktisk var det sjovere, jo mere irriteret eller frustreret Razor virkede. Det virkede. Han fik reaktioner, der var andet end provokationer og flab. Andet end manglende respekt. Han nød det!
Hans egen energi var ikke på toppen. Han kunne mærke det nu. Da Razor satte kursen mod ham og undgik Tims sidste udslag, valgte han at lade Tim være Tim. Den døde mand klaskede pludselig sammen på gulvet i en absurd position, grundet de brækkede knogler og hvad han ellers havde tilegnet sig, både før og efter døden.
Slaget gik lige ind. Men Sean havde intet gjort for at stoppe det. End ikke løftet en hånd. Han grinte. Hele vejen igennem grinte han, da han stod stille som en statue og bare modtog slaget med lysestagen. Metal - det gjorde lidt ondt. Hans læbe blødte. Men i denne skikkelse var det som om smerter var mindre. Nedgraderet. Han vidste han ville mærke det så meget mere, når han blev menneske igen. Men lige nu betød det intet. Han grinte bare mere!
Og så var det som om ventilen gik af det hele. Sean greb ud efter lysestagen, inden Razor kunne nå at slå igen. Hans fingre lukkede sig om metallet. Samtidig, som var lysestagen på en eller anden måde magisk, skrumpede hans krop ind. Alle tingene vendte tilbage til det normalte. Normal højde, normal tykkelse, samme hår, øjne, tænder, negle, ingen vinger, ingen hale, ingen horn - alt blev normalt igen. Sean tog et halvt skridt fremefter, før han nærmest faldt sammen og faldt forover med kurs direkte mod Razor. Han var udmattet. Så udmattet. Fysisk og psykisk...Og i et øjeblik ret ligeglad med hvad der ellers ville ske. Om Razor ville udnytte det til at slå ham ihjel, bare slå ham eller svine ham mere til. Han var ligeglad.
Der kunne snart ikke være mere at bevise. I hvert fald orkede han det ikke. Så måtte Razor forlade ham og finde sit sjov et andet sted, hvis han var sådan en skuffelse.
Hvis blot han kunne sove lidt...
Han havde en smag af blod i sin mund efter slaget fra før. Han fik ret. Hele den ene side af hans mund gjorde ondt efter slaget og han ville sikkert på et kæmpe mærke senere. De havde virkelig tæsket løs på hinanden på det sidste. Det sjoveste var at Sean endnu ikke forstod hvorfor eller om der var en mening med det hele.
Hvis Razor ikke greb ham, faldt han ned på gulvet og viste ingen overskud til at rejse sig foreløbig.
Han prøvede at trække vejret dybt ind, men det blev ikke til meget mere end et enkelt forsøg. Han havde ikke rigtig styr på sin vejrtrækning lige nu...Tro det eller ej, men at forvandle sig kunne være ret smertefuldt og lige nu følte han sig øm i hele kroppen.

Det virkede - Tim var ude af spillet. Hvilket for Razor var en lettelse. Han kunne ikke flygte rundt fra ham mere. Grinet var frustrerende i hans øre - det generede ham. Han vidste nu hvad andre mente når Razor grinte uden grund. Det var belastende og fik det til at krible i ham. Slå ham ud af latteren. Men da Sean greb fat i lysestagen gav Razor slip - mest for ikke at ende med at blive kastet gennem luften på et senere tidspunkt. Dog havde det slet ikke været nødvendigt for tingene ændrede sig pludselig og Sean kom tilbage - ikke at han havde været væk. Men den skikkelse Razor kendte bedst vendte tilbage. Overraskende nok.

Razor så forpustet til - men lod ikke bare Sean falde ned på ham - eller til jorden for han flyttede sig ikke. Han brugte i stedet hvad han havde tilbage af kræfter selv til at gribe den faldende mand. Dog skar det i hans hofte og han endte i sidste ende bare med at tage faldet en smule for Sean for hans ben gav efter under ham.
Han bed kort tænderne lidt sammen men rykkede så kort lidt på sit ene ben under mandens krop. Hvad i alverden var der foregik? Han lod blikket hvile lidt mod Sean uden at sige noget. Han havde ikke mere at sige. Ikke mere at gøre. Han blev bare siddende, hvilende mod den albue han stadig kunne bruge uden at det gav stød hele vejen gennem hans krop. Han kunne lige så godt forsvinde, enten tilbage op af trappen - eller ud af døren. Men han valgte at blive. Han var skyld i at Sean igen var tappet for energi. Det kunne umuligt være et sundt forhold de to havde til hinanden. Razor forstod det ikke - og han var sikker på at Sean også var bare en smule forvirret over hvad præcis det hele var.

Han knyttede kort lidt sin ene hånd da han tog sig selv i at skulle til at placere den mod Seans skulder. Han rystede bare lidt på hovedet før han slog blikket ned men lukkede så bare øjnene lidt og forsøgte at få sit hjerte til at sænke sin fart - inden det ville springe ud af halsen på ham. Fatte hvad der skete. Utroligt. Hele hans krop sitrede i spændinger - forsøgte at lukke smerten fra sine skader ude, men det var nærmest umuligt. Han åbnede øjnene igen kort efter og lod blikket hvile mod Sean. Stadig uden nogle ord - der var intet der ville være passende at sige. Hvorfor det pludselig bekymrede ham hvad han sagde vidste han ikke - kunne han da ikke have haft den tanke for en evighed siden, så var de aldrig endt her. Det var typisk Razor - stoppede aldrig mens legen var god. Men trak det hele til det yderste. Dumt. Selv når han var i kontrol var han ikke i kontrol - hvad skulle der dog blive af ham.

Han havde ikke kunne styre sin krop, da den faldt sammen. Han var i et øjeblik overvældet af sin egen udmattelse, at han desværre måtte give Razor den belastning at gribe ham. For han satte da pris på at Razor ikke bare havde ladet ham falde med ansigtet først!
Han lå halvt ind over Razor et øjeblik og kæmpede først og fremmest for at få sin vejrtrækning under kontrol. Hans krop var nøgen og kølig, måske med undtagelse af den lap ødelagte bukser, der forhindrede at mini-sean hang til frit skue.
Der gik dog ikke lang tid, før han bevægede sig og tvang sine arme til at reagere, som han kæmpede sig op på alle fire. Denne gang grinte han igen, men dette grin var et udmattet grin og mere over absurditeten ved det hele, end af...En eller anden underlig grund. Han rystede svagt på hovedet, da han trak sig fra Razors krop, velvidende han havde holdt Razor fast med sin vægt. Ubevidst...Men stadig en ting.
Han rettede sig lidt op. Han var træt og beskidt. Et bid i armen, et sår på læben, utallelige blå mærker, både synlige og kommende. Razor så heller ikke bedre ud selv.
Sean lod en hånd glide igennem det ret så uglede og efterhånden beskidte hår, før han så sig rundt et øjeblik.
Ahh...
Han mærkede et stik af dårlig samvittighed angående Tim, men også mest fordi han nu skulle klare alt selv igen. Fylde et bad op, vaske tøj...Razor skulle selv lave sin mad...
Jah. Der var umiddelbart ingen tanker om at smide Razor ud, selv om han nok burde gøre det. Han var endnu usikker på hvad det hele betød. Han havde brug for at slappe af, men vidste også at Razor ikke ville give ham chancen. Der var ingen klap på skulderen, ingen rare ord. Det tætteste de havde været, var da de sov i samme seng. Men helt ærligt...Efter alt dette...Han vidste ikke præcis hvad, der havde fået Razor til at hade ham på den måde. Men det måtte virkelig være Razors problem...Især for i dag. For nu orkede han ikke mere. Det bedste var vel at han var for træt til at bemærke den evige ensomhed nu.
Han fik kæmpet sig op. Hans krop rystede svagt, før han med en kraftanstrengelse fik styr på den. Han bed hårdt sammen og knyttede sine hænder. Om lidt...Om lidt kunne han vel på en pause for alt dette lort. Hans blik gled hen til Razor. Jah...
Et eller andet sted havde Sean stadig mere lyst til et kram, til at sove side om side med Razor, end...End alt dette. Han så det, han indrømmede det for sig selv...Og skubbede det så væk. Ned i en eller anden kasse i hans sind, hvor han kunne låse det inde. Razor var ikke til den slags ting. Det var da en ting der var blevet understreget og bevist nu. Razor var til vilde slåskampe og den slags. Nej...Det var så trættende at håbe på det ene og kun få det andet. Det var på tide at stoppe. Måske var det også bare fordi han var så træt...
Han rystede svagt på hovedet igen og gik over til trappen. Den var våd af vand og blod. Med en fod på det nederste trin, vendte han sig halvt mod Razor. Han gjorde et let kast med den ene arm.
"Få et bad. Rens dine sår. Æd Tim. Tør blodet og vandet op. Det kan du vel som minimum, efter alle de ødelæggelse du har stået for"
Ordene kunne lyde sure. De var også ment sådan. Men samtidig var der også bare noget ligegyldigt i ordene. En hvis, men for Sean at se sund, afstand.
"Forstyr mig ikke"
Sove. Sove var det eneste i hans tanker. Han var ligeglad med om Razor selv var træt - dette havde alt sammen været hans skyld og derfor forlangte Sean nu at han ryddede op.

Razor blev siddende. Helt stille - fulgte bare Sean lidt med blikket som han kom sig over tingene, kom på benene og faktisk virkede til at være i stand til at bevæge sig mere end Razor selv. Han sank kort en klump men skævede så kort lidt rundt på gulvet før hans blik fandt Sean igen. Hvad skete der for at hans mund var fuldstændig ude af evne til at sige noget som helst. Han rettede sig dog så endelig lidt op og lod sin hånd hvile omkring sin albue. Der var stille - meget stille i meget lang tid, kun vejrtrækninger og den mystiske stemning der hvilede over rummet var hvad Razor bed mærke i. Hvis han nu bare vidste helt præcis hvad han skulle gøre med sig selv. Men han anede det ikke. Det var dog alligevel okay rart at have sine ben fri igen fra under Sean - ikke fordi manden vejede så meget at han kvaste ham - men det var stadig mere vægt mod sårede ben end godt var.
Han skævede lidt op mod Sean da han talte. Razor lyttede men svarede ikke - ikke med det samme hvert fald. Han lod i stedet kort blikket glide rundt på det rod der var talt om. Yea - nej det var måske ikke det bedste trak han havde taget. Dårlig beslutning.

Han bed kort tænderne lidt sammen men nikkede så bare lidt. " I will.. " Sagde han kort før han så bare tog sig sammen og fik sig skubbet op at stå. Det gjorde ondt. Mest hans hofte - den havde kun fået det værre efter at have rendt rundt som en galning med en død i hælende efter styrtet ned af trappen. Razor så ikke frem til dagen i morgen - hans krop ville være mere kvæstet end nu og det var aldrig noget at se frem til. Sådan var det vel altid med skader - de gjorde altid lige ekstra ondt dagen efter.
" And I wont.. " tilføjede han så til den sidste ordre han fik. Han kunne godt lade være med at forstyrre og han kunne godt rydde op. Der var ikke mere at sige. Han tog som det første lysestagen og fik den stillet hen hvor han for lidt side havde taget den fra. Han skimtede dog ikke Sean et blik - om det var noget han burde vidste han ikke, men han gjorde det ikke. Det var ikke nødvendigt. At gøre hvad han blev bedt om var hvad han skulle gøre og Sean havde ikke bedt ham glo. Oprydning var ikke et problem - Razor kunne godt ryde op - også selvom han var et rodehoved uden lige så kunne han godt rydde op. Han havde ikke tænkt sig at æde Tim - det menneske havde for længst fjernet Razors appetit. Sådan som det havde i død tilstand bevæget sig rundt efter ham - nej, ikke en han ville sætte tænderne i. Et bad - det måtte blive senere. Han var træt og oprydningen var ærlig talt mere distraherende fra tankerne i hans hoved end et bad ville være.