So what now? (Razor)

Den kommende sol havde givet Sean en masse energi. Der var gået noget tid efter hans sammenstød med Razor, der havde varet hele to dage i træk. Det var også lidt tid siden han hverken havde set Nephthys eller Lori. Men det gjorde ikke noget.
Foråret var i luften og Sean havde opsnuset sig en gartner, der så småt var begyndte at fjerne ukrudt og få styr på kaosset der var udenfor. Sean havde snakket med ham dagen før. Faktisk var det to for ens pris - manden havde intet arbejde, det havde hans søn heller ikke og Sean havde accepteret en pris for deres fælles arbejde. Det var vel også sjovere for gartneren, når han ikke skulle arbejde helt alene. Sean havde altid være god til at sørge for en god morale for sine folk. Gode vilkår for et godt stykke arbejde. Man kunne lige så godt få folk til at arbejde det bedste fra starten af, end risikere det hele blev lort og man skulle bruge tid og energi på at rette det hele til bagefter.
Haven ville blive skøn og Sean glædede sig til den var færdig. Først og fremmest skulle den ryddet fra vilde vækster og ukrudt. Derefter havde han aftalt en plan for havens udartning. Buske, træer, blomster. Et bænk til at nyde solen og en klat græs. Men som noget helt nyt havde Sean indvilliget i at have urter og grønsager rundt omkring i haven. Før havde han altid sagt nej, velvidende han ikke selv spiste menneskelig mad. Men det slog ham at han lige så godt kunne spare lidt på udgifterne til tjenernes mad og selv gro lidt af det i haven. Og urterne kunne blive til nogle gode theer, trods alt. Eller bruges næste gang han skulle løse forbandelser for folk. Eller blot se flotte ud. Who knew? Det havde i hvert fald virket som en god ide. Også selv om han ikke havde nogle tjenere lige nu.
Og dog.
Han havde ingen butler lige nu, Tim var væk. Sean havde sikret manden blev begravet, en ret simpel begravelse. Et par ord, lidt jord, bum. Manden havde ikke rigtig haft nogen familie eller ting til overs, så der havde ikke været meget at se til. Sean foretrak altid en butler med begrænset familie, for han vidste det kunne føre til farlige ting at arbejde hos ham. Han savnede sin gamle butler, et menneske der nu havde sin pension, sikret af Sean, inden alt det med Dragons Peak.
I stedet havde Sean skaffet sig en ung kvinde. Hun var ikke en butler, men hun arbejdede i køkkenet. Sikrede ham en god kop the, ryddede op rundt omkring, vaskede tøj. De helt lavpraktiske ting, som Sean ikke selv kunne finde ud af eller huske hvordan man gjorde - eller som det blot var rart andre gjorde.
Han havde kun set Razor få gange. Han havde egentlig undgået ham og for det meste også undgået huset. For en tid. Han havde haft brug for at tænke over tingene og tage nogle beslutninger for sig selv, uden at blive provokeret af skikkelser som Razor. Nu havde han mere styr på tingene - ikke til tak for Razor - og kunne derfor blive hjemme noget mere.

Sean var dog ikke på sit værelse, men i stedet i husets bibliotek. Det var egentlig oprindeligt et stort soveværelse, men da Sean var flyttet ind i sin tid, havde han hurtigt fyldt det med reoler af bøger. Sjældne bøger, almindelige bøger, bøger om alt muligt. Der fandtes bøger om næsten hvad som helst! Men det var begrænset hvor mange af dem der indeholdte fiktion. Sean var en mand for viden, ikke fantasier. Dem der endelig var, omhandlede gamle myter og legender i UW.
Egentlig havde hans bøger bare stået i en masse kasser, efter at være flyttet fra Dragons Peak og hertil igen. Sean ville ikke have Tim til at pakke dem ud. Sean samlede på bøger og han ville selv have lov at sætte dem op efter hans eget system. Det var han gået i gang med i dag.
Et par store vinduer mod haven - da biblioteket faktisk lå lige ved siden af hans værelse - sikrede lyset fra solen udenfor. Reolerne var blevet vasket af og Sean havde allerede fyldt et par reoler. Han nød at gense sine værker, huske hvilke bøger han havde. Han kunne ikke stoppe sig selv fra at blade i nogle af dem, inden han satte dem på plads.
Men lige nu holdt han en pause. Han stod ved et thebord, der var flankeret af to lænetole ellers, hvor han havde fået serveret lidt the. Med sin thekop i hånden stod han og så ned haven, hvor de to gartnere arbejdede.
Fordi Sean havde brugt dagen hjemme, gik han i afslappet tøj. Nogle løse bukser og en løs, hvid skjorte. Han havde et gulligt mærke på den ene kind og resterne af et sår på sin læbe, men ingen havde ville stille spørgsmål. Det lignede Sean havde været op og slås og det var jo ikke helt løgn. Han havde også endnu et sår efter Razors bid, der også var i fuld gang med at heale. Ikke mere end nogle sårskorper, egentlig. Nåe ja, og så flere blå og gullige mærker rundt om på kroppen, alt efter hvor helet hans mærker snart var.
Det mørkebrune hår var egentlig redt tilbage, men en hel dag til sig selv havde blot fået det til at stritte igen. Men hvornår gjorde det ikke det?
Ah. Han havde det godt. Fredfyldt.

Påklædning; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Halsbånd om halsen og bare tær.

Razor var så vandt til at bevæge sig alene rundt i et stort hus - ikke nødvendigvis dette. Faktisk slet ikke dette. Sean havde været mere væk end han havde regnet med og de øjeblikke hvor Razor havde haft planer om at finde ham var manden slet ikke til at finde. Resten af tiden havde hele bare været en rastløs omgang tidsspilde. Han havde været begravet under sin dyne halvdelen af tiden hvert fald. Ikke fordi han ikke havde lyst til at lave noget - men det var som om han havde tabt overskudet til det. Konflikter var meget normalt mellem ham og Sean - men denne gang var der som om det virkelig var gået ud over kanten og boblen var sprunget og det blæste for meget til at sende en ny afsted.
Han havde vidst for vane at ødelægge tingene. Første havde han mistet kontrollen overfor Sean - drevet det til det yderste. Kun for at ødelægge det hele endnu mere dagen efter. Toppen af kagen - endnu en episode hvor han havde været helt ude af kontrol og nær taget livet af Tatia ikke langt herfra. Det var åbenbart hans måde at takke folk i hans liv. Sætte dem i livsfare. Det eneste gode der var sket var Reign. Det var det der lige pt holdt ham kørende for et øjeblik kunne Seans ord næsten have været så modbydeligt sande at det gjorde ondt.

Hans krop var stadig ikke helt på toppen - men det var der ikke noget at gøre ved. Hans energi niveau var lavt men det var kun på grund af manglende søvn for egentlig så havde han lavet så lidt den seneste tid at det eneste der drænede ham var det mentale - nær intet fysisk aktivitet ud over små ture rundt i Terrorville. - Og selvfølgelig det aet bevæge sig rundt i huset. Eller også var det fordi at han i al uvidenhed bevægede sig ud om natten og tog sig af sin hungrende fornemmelse til at kaste omkring sig med blod. Sikkert også derfor at hans værelse ikke lignede noget af en der bare havde sunket sammen i sin seng. Han burde rydde op - han havde ikke mange ting, men de ting der var stod ikke helt hvor de skulle og døren - tja. Den havde en dyb revne ned af midten. Måske han i sidste ende havde reageret mere end han havde regnet med på hvad der var sket - bare uden helt at ville huske det. At man kunne fortrænge emner og ting der var sket på så kort tid.

Det kunne ikke blive ved - han blev nødt til at finde Sean - om ikke andet for så at finde ud af om der var noget han forventede Razor gjorde eller om han for evigt bare skulle passe sig selv. Hvis det var tilfældet kunne han sagtens bare finde sin vej tilbage til sin seng. Men han vidste ikke hvad eller hvor meget det krævede af ham at tage kontakt til Sean - ikke før han så sig selv i samme rum som manden igen og ikke bare passerede forbi. Han var ikke klar endnu - Men at forlade biblioteket igen nu ville være åndssvagt. Det var en stressende energi der løb rundt i ham hvert øjeblik. Uvidenhed på sine omgivelser - sin position i forhold til Sean. Selvfølgelig vidste han hvad han var. Men han ville ikke være passiv i det.
Han lod kort blikke strejfe over alle bøgerne der var i process at blive stillet op på de mange hylder - men rettede så blikket en smule mod Sean.
" Are books really that great? Seems like everybody is letting them steal their thoughts - I'm getting concerned - Am I missing out on something amazing? " Spurgte han så bare lidt - mere selvsikker end han egentlig følte sig. Han kunne ikke rigtig finde ud af det. Han håbede ikke at Sean var vred - men på den anden side ville det give mening hvis han ikke engang gad se på Razor. Han havde virkelig sat tingene i perspektiv og sikkert fået Sean til at se ham på en helt anden måde. Hvordan han så end havde set ham før alt dette. - Men en af Razors måder at dække over dumme ting var skubbe det væk og finde på noget helt andet at basere samtalen på. Det virkede nogle gange. Han skulle måske passe på hvor han trådte. Det havde tidligere vist sig at hans måder at gøre ting ikke helt fungerede med Seans eksistens.

Han sørgede for ikke at pille ved noget som han trådte tættere på Sean - pillede i stedet lidt i et sår han havde på kæben. Han gik samtidig ikke helt stabilt. Den skade han havde i foden efter et møde med en kniv i kampen mod Tatia havde gjort det en smule smertefuldt at træde helt igennem på den ene fod. Resten af skaderne var overfladiske og ikke så tydelige længere. Det var mere alt det inden i der gjorde ham tung i hovedet. Planen var ikke at starte en kamp mod Sean - heller ikke selvom han stadig manglede at vide hvor han stod. Men at slås havde åbenbart ikke udredet den tvivl så han måtte nok prøve på en anden måde - eller bare slet ikke. Ugh så forvirrende.

Han tog en tår mere af theen, der havde nået en perfekt lun tilstand. En tilstand der gjorde at Sean kunne drikke den i store slurke, uden at brænde sig men også uden at den var kold. Fingrene på hans anden hånd hvilede på bordpladen, som han stod helt op af i dette hjørne af rummet og hans kolde blik fulgte gartnernes bevægelser. Hvordan de med river og spader prøvede at få nogle genstridige buske op af jorden. Måske kunne nogle af planterne genbruges - det lod han være op til gartnerne selv. Faderen hev i busken, mens den unge søn hakkede ned i jorden med spaden, sikkert for at løsne rødderne.
Det måtte være hårdt arbejde, omend Sean intet havde imod den slags. Det kunne være tilfredsstillende, når man var øm i kroppen og med en tilpas udmattelse i kroppen, lagde sig til at sove. Tilfreds og glad for dagens arbejde, for at være nyttig. Men Sean var også i en situation, hvor han kunne tillade sig at stå i et vindue og kigge på dem der arbejdede. Han havde pengene til det, magten til det. Klanen var begyndte at bringe penge ind og han kunne så småt bruge dem på at ordne de sidste ting i huset og haven. Det blev rart når det hele endelig lignede sig selv igen.
Han tog en tår mere.

Da Razor trådte ind og snakkede, reagerede Sean ikke med det samme. Hvorfor skulle han? Han havde tænkt længe og hårdt over det, præcis som han tænkte alt omkring sig. Selv om han havde åbnet sig lidt, givet Razor en åbning, en mulighed for at se den mand Sean normalt gemte væk, var der ikke kommet noget ud af det. I hvert fald intet rart. Han havde aldrig lyst til at lukke Razor derind igen og derfor havde han besluttet sig for hvordan han ville behandle Razor for fremtiden. Det var ikke engang svært, for efter sidste gang, havde han egentlig ikke lyst til at være for tæt på ham. Ikke fysisk, vel at mærke, men psykisk. Følelsesmæssigt.
Men det gjorde også at han lyttede lidt mindre. Forstod mindre. Interesserede sig mindre. Han var ikke sikker på om han egentlig havde så meget respekt til overs for Razor længere. Han var en forsigtig mand. Forsigtig med hvem han lukkede ind og forsigtig, hvis folk brød den tillid han havde givet dem. Det var noget der skulle optjenes og brød man det, måtte vedkommende jo starte forfra. Det var kun fair på den måde.
Men han havde valgt at beholde Razor i huset og som sin slave, i hvert fald for nu. Så måtte de se hvordan det udviklede sig. Det passede ham godt at have Razor der, gjorde at huset ikke var lige så tomt. Desuden var Razor praktisk, med det arbejde han kunne udføre. Så for at være ærlig. Razor var der kun stadig, fordi han var praktisk.
Til sidst satte han koppen fra sig, som havde han netop besluttet sig for at pausen var overstået og han måtte videre med sit arbejde. Og det var præcis også det han gjorde, da han trådte over til en kasse, stablet oven på en masse andre kasser, så han ikke behøvede bukke sig ned. Han begyndte at sorterer i bøgerne, i kassen.
"Du går glip af mange ting" svarede han så bare.
"Men det er vist kun dig selv der kan beslutte det. Du går vel kun glip af noget, hvis du beslutter dig for der er noget at gå glip af?" foreslog han. Stemmen var venlig, men afholdt og han så slet ikke op på Razor. Det var tydeligt der var en kløft mellem dem og Sean ingen plan havde om at tilbagelægge den eller begynde at bygge nogle broer. Den gamle bro stod der stadig - men med en sveden lugt efter den ild, der havde fjernet den.
"Kan jeg gøre noget for dig? Jeg har set du har ødelagt din dør. Hvis det er derfor du er her, skal jeg nok få den skiftet. Vil du ikke godt lade være med at ødelægge mere omkring dig? Det er ikke dig der skal betale for det" bemærkede han så, som han udvalgte nogle bestemte bøger og med dem i hænderne, trådte over til den nærmeste reol og begyndte at stable dem side om side. Han vidste godt materielle goder intet betød for Razor, men siden Razor var hans slave, burde han kunne efterkomme sådan en lille ting.
Der var ingen bebrejdelse i stemmen. Alligevel var den alt for venlig. Farefuld venlig.

Den ventetid - ulidelig. Han tænkte for meget - måske han bare burde have været trådt herind som Razor - den Razor der var den sande Razor. Ikke den Razor der forsøgte at læse situationen forfra og bagfra. Spild af tid når man ikke kunne læse. Han pustede kort lidt luft i sine kinder mens han stod med blikket rettet mod Sean. Han havde lyst til at sige mere - faktisk havde han lyst til at råbe - men lille smule. Men kun lyde, for ord var der ærlig talt ikke mange af på hans tunge lige nu. Han lod i stedet sine hænder dumpe ned i sine baglommer mens han lod blikket tage sig en lille tur rundt - duften af Seans the fik ham af en eller anden grund til at gå tættere på. Kun for at dufte lidt mere til det. Nu hvor manden tydeligvis ikke var interesseret i egentlig at svare på hvad det var Razor havde sagt. Og alligevel - der kom da et svar.
Razor lod hovedet glide lidt på skrå. Han kneb så bare kort øjnene lidt sammen og lige skulle lige fatte hvad det var der blev ment. Well - han var vel ikke selv skyld i at han gik glip af det? Han var bare nysgerrig. Han trak så bare kort lidt på den ene skulder. " If you say so.. " Sagde han så bare lidt og rynkede næsen en smule.

Han rettede sig kort lidt op og lod blikket finde Sean igen. " I...- Kinda just wanted to... See what you were up to. " Sagde han så bare lidt og bed sig kort lidt i inderlæben. " Obviously something veeeery important. " tilføjede han så bare utydeligt og mumlende før han rodede sig lidt i håret. Han kommenterede ikke på det med døren. Eller det med at han ikke betalte for det. Det var lige gyldigt. Hvis Sean var vred over det måtte han jo sige det. Manden kunne jo sådan set godt tale.
" And maybe ask you if there was something you needed me to do.. Work related or not.. " Sagde han så lidt. " And um.. " Han rynkede så bare kort panden lidt før han lod blikket falde på en tilfældig bog der lige var i øjenhøjde. Han vidste ikke hvad han skulle sige - gik i stedet i stå og var stille i hvad der føltes som en evighed.
" Who's the people outside? " Spurgte han så bare - helt ude af hvad han egentlig havde haft planer om at sige. Så svær var Sean vel heller ikke at føre en samtale med? Razor kunne da forhåbentlig få må at tale som han plejede, bare uden at trykke på alle mandens knapper.. Hvis altså ikke Razor havde formået at ødelægge dem sidste gang.

Han pillede kort lidt ved sin læbe men så sig så kort over skulderen mod døren han var kommet ind af. Han rystede så bare lidt på hovedet. Ugh - stop med at tænke. Han kunne slå sig selv mentalt i hovedet så mange gange at det faktisk næsten fysisk ville gøre ondt. Hvorfor var han overhovedet gået herhen. Manden var ikke interesseret i Razors selskab - det var spild af tid. Førhen havde han fundet det sjovt bare at følge efter - irritere som et skadedyr der var umulig at skille sig af med. Nu? Slet ikke.. Han følte sig mere bare presset op i et hjørne af forvirring over hvordan i alverden han skulle takle den stemning han helt igennem selv var skyld i. Sean havde for Razor hele tiden været en kompliceret mand, men aldrig helt så kompliceret som han var lige nu.

Han ignorerede Razors kommentar til vigtigheden af arbejdet. Hvad havde Razor af forstand på den slags? Selv om tingene ikke var vigtige for Razor, kunne de sagtens være vigtige for andre. Selv om han nu mest gjorde det fordi det fik ham til at slappe af. Hans bøger var vigtige - at sætte dem på plads bare lettere end at rode alle kasserne igennem, når han skulle bruge en.
Men nu havde Razor ikke rigtig nogen forståelse eller forstand på ting, der ikke lige passede ham. Det var måske en ond konstatering, men han havde ikke længere en grund til at være så blødsøden. Hvorfor forvrænge sandheden, bare fordi han i sin tid havde været dum nok til at tro Razor kunne være en ven? Venskab - eller hvad end de havde haft - var baseret på gensidig respekt og interesse for hinanden. Sidst...Sidst var alt andet.
Det var dog sandt. Han havde undgået Razor, på sin egen travlt-med-arbejdet måde og havde derfor hverken givet Razor opmærksomhed eller nogle opgaver at tage sig af. Måske håbede Sean et eller andet sted, at stilheden ville lade Razor vide han havde gjort noget galt. Få ham til at tænke mere over det og tage bedre stilling til tingene. En lille straf, et lille bevis på at kampe ikke kun blev vundet i en kamp, men også både før og efter. Lige nu havde Sean magten til at bestemme hvad Razor skulle. I hvert fald så længe at Razor ikke valgte at gå selv. Et eller andet sted havde Sean også været spændt på hvor længe der ville gå, før Razor gav sig og kom til ham.

Han fornemmede det trykkede stemning i rummet, mellem hamselv og Razor. Men han gav sig ikke. Han kunne se og høre på Razor at situationen ikke var nem, men hvad lærte Razor, hvis Sean gav sig og prøvede at forklare det hele for ham? Han var ikke engang sikker på hvorfor Razor havde gjort de ting, som han havde gjort. Nej, de ville få absolut intet ud af det, hvis Sean prøvede at forklare Razor noget som helst. Denne form for gengældelse var bedre. Forhåbentlig kunne Razor bedre forstå han havde gjort noget forkert på denne måde.
Spørgsmålet var ikke om der var arbejde. Sean kunne næsten altid finde arbejde til folk, hvis de var villige. Spørgsmålet var om Razor havde gjort sig fortjent til noget. Han satte de sidste af bøgerne på plads, så han igen havde hænderne fri, før han endelig vendte sig om mod Razor. Han børstede noget ikke-eksisterende støv af sine hænder, mens øjnene gled over Razor. Observerede. Bedømte. Men der var endnu ingen tegn på venlighed, på den gamle Sean som Razor havde fundet det passende at manipulerer rundt med. Den fælde gik man i gang på gang, trods alt.
Til sidst drejede han hovedet og så hen mod vinduet selv, før han trak let på skuldrene.
"Gartnere. Haven er ødelagt og nogle skal reparerer den. Nej, du må ikke spise dem. Præcis som du heller ikke må spise min nye hjælp i huset. Det er svært nok at få en butler, så en kvinde der kan vaske tøj og lave mad til dig er alt jeg har støvet op" bekendtgjorde han og fik endnu engang understrege en regel i huset. Det virkede som om han var nød til det, for at være sikker på Razor ikke dristede sig til at bryde dem.
Til sidst trak han vejret dybt.
Okay. Måske ville det hjælpe dem begge at sætte lidt ord på. Ikke at han tilgav Razor, ikke endnu, men han vidste jo godt at Razor havde så godt som ingen styr på den slags situationer.
"Hør. Sidst. Jeg har ikke så meget at sige. Jeg aner ikke hvorfor du gjorde det. Men gør det ikke igen"
Et par simple ord, ikke? Det burde da være til at forstå. Han gik over for at tage nogle flere bøger op og sætte dem på plads. En bevægelse han kunne gentage mange gange endnu, inden han var færdig.

Gartnere - selvfølgelig. Det gav god mening, eftersom det jo var haven de var i og ragede rundt i alting derude. Ikke spise dem - tjek. Det skulle han nok kunne lade være med. Køkkenet havde trods alt mad han kunne spise hvis han orkede det. Ikke at det havde været hans mest besøgte sted. Sulten meldte sig oftes når duften af blod ramte ham og eftersom det ikke var det han havde stukket hovedet mest i på det seneste - så var mad ligesom glemt en smule. Men han kunne godt holde sig fra personalet - det var på trods af alt ikke ham der havde slået Tim ihjel - heller ikke selvom det havde været fristende.
Han ventede stadig på en opgave - et eller andet han kunne tage sig til og slippe for at stå her og slå rødder. Seans selskab var ikke fristende lige nu - men det at være alene var heller ikke det der trak i ham. Ikke medmindre han havde noget at lave i sit eget selskab og eftersom han havde fundet sig selv leder efter noget og endt op med en masse rod - så måtte det være bedre hvis Sean kunne give ham et eller andet. Men der kom intet. Stilheden var forfærdeligt - slet ikke til at holde ud. Det var bedre at være oppe at skændes end slet ikke at tale. Bedre at slås end slet ikke at lave noget. Kedsomheden åd ham langsomt op indefra - fangede ham i hans tanker. Han stod og trippede lidt med den ene fod men rettede så blikket mod Seans ansigt da han endelig sagde mere. Ikke at det var meget mere brugbart end stilheden.

" To be honest I don't know either.. " mumlede han så bare lidt og rodede sig lidt i håret. Løgn - han vidste det godt men han havde ikke fået helt det ud af det han havde håbet. Han håbede jo aldrig på at sætte sig selv i hvad han var nu men nu var det sådan og han måtte forsøge at finde hoved og hale i det.
" Or maybe I do.. But It's sorta non-explainable. " Tilføjede han så - mest til sig selv dog. Han stod et øjeblik og så mod Seans hænder men vippede så bare kort lidt frem og tilbage på sine fødder. Han kunne undskylde for hvad der var sket - men mente nu ikke selv det var på sin plads så han havde ladt være med at gøre det.
" If.. " Han gik lidt i stå igen men trak så bare kort lidt på den ene skulder. " Well - If you don't have anything I'm just gonna go. " Han rynkede kort næsen lidt og pegede kort lidt mod døren men rystede så bare lidt på hovedet. Så frustrerende. Hvad var det helt præcis han skulle gøre? Måske var Sean i sidste ende den der havde vundet kampen fra sidst - også selvom han var faldet om og ikke havde fået Razor helt slået ud. Så var han endt op med en så forvirret slave at han ikke rigtig kunne finde ud af hvad han skulle gøre. Efterladt ham til sig selv og fanget i hvad han hadede aller mest - kedsomheden. Stilhed, uvidenhed og hovedet fyldt med spørgsmålstegn. Havde han siddet i et bur kunne det meget vel have mindet om hvad han tidligere havde oplevet. Han var i princippet fri til at gå denne gang - men loyaliteten til sin plads som slave holdt ham tilbage. En ting var at han var respektløs - men han blev da i det mindste.
" Did you.. - " han holdt en pause men rettede så blikket mod Sean igen. " The letter - did you ever find it again? " Spurgte han så bare lidt og bed sig kort lidt i inderlæben.

Han viftede let med den ene hånd over sin ene skulder. Han var ligeglad med Razors forklaringer, der egentlig ikke var forklaringer. Det var bare tomme ord, fyld. Ubrugelig viden, ord der intet sagde. Det ville fungerer lige så godt hvis Razor bare lod være med at sige noget.
Stilheden var vedvarende. Det var ikke kun fordi Sean i sit stille sind straffede Razor, men også fordi han bare ikke havde noget at sige. De havde så godt som intet tilfælles, hvis Razor overhoved havde interesser ud over at æde folk. Og Sean var ikke i et åbent og energi-rigt humør til at finde på andre, ligegyldige samtaleemner. Man mistede bare lysten til at tale med en person, når vedkommede havde skuffet en, såret en og gjort en vred. Razor havde gjort det hele. Det var klart tingene ikke bare fortsatte som om intet var sket.
Men det var fint med afstanden. Sean kunne blive ved så længe han ville, stædig som han var, når han først havde besluttet sig. Der skulle være en grund til at skifte mening og lige nu var der ingen. Hvad mere var ønskede han ikke at finde et arbejde til Razor. Det så ud til at Razor kedede sig og et eller andet sted gjorde det Sean tilfreds. Som om at...Fordi han selv var blevet såret, hjalp det hvis også Razor følte sig dårligt tilpas på en eller anden måde.
Han havde kigget på nogle bøger om Underworlds historie, prøvet at bedømme om de skulle stå på samme reol som de bøger han havde sat op eller om han skulle sætte dem på en anden hylde. Hvor mange bøger havde han om det emne? Der skulle være plads til dem alle sammen. Modsat mange, der nok sorterede efter navne, sorterede Sean i høj grad efter emne. Så kunne han nemt finde de bøger, han havde brug for, når han havde brug for viden inden for et specifikt emne.
"Hm?" Han så op og over mod Razor. Brevet...?
"Oh. Nej. Det blev vel væk, ødelagt, fløj væk. Medmindre du har beholdt det?" spurgte han. Hans øjenbryn gled en smule op, som udfordrede han Razor. Nu havde Razor vel ikke også været så dum at beholde brevet uden at leverer det tilbage?

Stadig ingenting. Han pillede kort lidt ved bunden af sin trøje men rynkede så bare næsen lidt. Irriterende. Han skulle slet ikke have været gået herind til at begynde med. Han svarede ikke på det med brevet. Svaret kendte han jo sådan set godt men derfor havde han spurgt alligevel. Han rettede sig så bare lidt op før han lod armene glide lidt over kors. Kun for at stå et øjeblik alt for uroligt. Ugh han forstod ikke Sean. Han burde stoppe med at gøre sig klog på manden. Det havde kun skabt problemer og ville helt sikkert skabe flere hvis han gjorde mere ud af det. Han bed kort tænderne lidt sammen men valgte så bare at vende rundt og bevæge sig mod døren. Ingen grund til at stå der og pynte længere. Hans selskab var ikke ønsket - Og ærlig talt så galt det også den anden vej rundt. Halvt. Han måtte nok indrømme at han savnede selskabet fra Sean. Hvert fald bare lidt - også selvom der mere eller mindre altid havde været lidt spændinger i luften mellem dem så havde det jo været hyggeligt, sjovt - eller hvert fald underholdende nok.

Han trådte mod døren og nåede da egentlig også næsten hele vejen derhen før han alligevel besluttede at stoppe op. Hans blik var rettet mod hans hænder et øjeblik før han så bare vendte sig mod Sean.
" Okay fine! I get it - You're mad, or - I don't even know what you are. It's frusturating and driving me crazy. " Sagde han så bare lidt og holdt blikket mod Sean. " But Jezz.. Sean talk to me.. What do you want? " Sagde han så bare og rynkede panden lidt. Intet værre end stilhed. Ikke når stilheden var alt man var efterladt med. Han havde brug for ord - hvorfor havde Sean ikke mere at sige?
" Do you want me to apologize? " Spurgte han så bare kort. Uden at sige mere til at begynde med. Han kunne ikke undskylde - han havde ikke lyst til at undskylde. Hvis det var hvad Sean forventede skulle han vente længe. Hvis det var noget andet måtte han sige det. Razor tænkte desværre slet ikke langt nok til at registrere hvorfor han ikke bare kunne som Razor selv ligge det til side. Det havde lykkes ham hvis det ikke hvilede over hele stemningen i huset at der var sket noget som var eskaleret til det værre. Han ønskede at tingene blev som før - en smule mere simpelt, kompliceret simpelt. Ugh.
" Do you even want me here? I can leave you know. " Han trak bare kort lidt på den ene skulder men rystede så bare kort lidt på hovedet. Ikke at han havde lyst til at gå, han ville måske egentlig bare gerne at det kunne fungere bare nogenlunde.

Det var svært ikke at sukke, da Razor endnu en gang stoppede op og åbnede munden. Der gik den...Freden altså. Før Sean overhoved ville åbne munden, vidste han der nu ville opstå tvivl, misforståelser og flere konflikter mellem dem. Ingen af dem var nogen der gav sig. Og med Razors mindre forståelse for andet end ham selv, var der ikke meget at hente eller håbe på. Men Sean gad ikke være den der gav sig. Razor måtte enten lære at indgå i en social relation eller lide under det. Sean kunne ikke være den der gav sig hele tiden, det var ikke fair. Det var ikke noget der kunne fungerer i længden.
Han lagde historiebøgerne fra sig på en tom hylde. Han fik ikke mulighed for at sorterer ordentlig i dem lige nu alligevel, så det var bedre at stille dem fra sig. Han vendte sig om mod Razor og kiggede på ham en stund, som han overvejede hvad han skulle sige. Hvad han skulle gøre. Men der var vel ikke meget mere end bare at sige tingene som de var? Fra hans side, om ikke andet. Hvem vidste hvordan det faktisk var for Razor.
"Jeg er vred. Jeg er også såret" bemærkede han, velvidende Razor ville bruge det imod ham. Men modsat sidst, ville Sean ikke lade ham. Hans kolde, mørkegrå øjne hvilede på Razor.
"Jeg er ikke helt sikker på...Hvad sidste gang betød. Eller hvorfor du pludselig besluttede dig for at vende dig imod mig. Men jeg er vred over det og jeg er såret over du angreb mig på den måde" Han trak på skuldrene. Selv om ordene kunne lyde svage, var der intet svagt over Seans kropsholdning lige nu. Razor skulle ikke få noget ud af at angribe ham igen.
Han svarede ikke på det med undskyldningen. Det var virkelig noget Razor selv måtte finde ud af. Om det skulle gives eller om Razor kunne lappe situationen på andre måder. Der havde Sean ingen svar til ham. Et undskyld ville blot bevise at Razor var opmærksom på det, ville vide at det gik Sean på og at han tilkendegav Sean havde følelser. Men det krævede vel også en lille smule indlevelse, gjorde det ikke? Og at man tilsidelagde sin stolthed og stædighed et øjeblik. Jah, Sean havde ikke store forventninger på den front.
"Vil du gå?" Spurgte han i stedet og vente spørgsmålet om.
"Du kan gå, hvis du vil" Han ville helst ikke selv svare, for han vidste det faktisk ikke. Det hele kom vel an på hvordan tingene blev nu her.
Seans blik gled over rummet et øjeblik. Der var en risiko for at han blev vred igen, han var ikke helt sikker på om hans ro var sikret med lange nok søm. Burde de forlade biblioteket inden der skete hans kære bøger noget?
"For helvede Razor...Du kan sgu da ikke bare gå og tro alle vil give dig svarene. Du må også selv komme på banen. Tænke dig om. Folk er kompliceret, fulde af tanker og følelser der driver dem og jeg er desværre ikke meget anderledes. Så hvis du ikke kan håndterer det, kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg kan ikke give dig alle svarene. Du må også selv tage dig sammen, hvis du ønsker noget skal ændre sig i en anden retning!" bemærkede han så. Sean bandede sjældent, men denne gang havde det virket som den eneste måde rigtig at komme ud med det. Sean slog let ud med armene.
"Så? Hvad vil du? Skride fra det hele? Lave flere problemer? Kan du overhoved...Er du overhoved i stand til at lave noget roligt, noget rart, noget der ikke gøre folk vrede konstant? Er du bare helt og igennem en ødelægger?"
Der lå hele tiden en ro over Seans bevægelser og ro. Han var i kontrol over sig selv. Ordene var nogle han havde gennemtænkt på det sidste, da han havde taget sin egen beslutning angående Razor. Nu fik han så åbenbart mulighed for at udtrykke dem alligevel.

Manden talte - sikken en lettelse. Razor lod blikket hvile mod Sean og lyttede - bed sig kort i læben for at være sikker på ikke at komme til at afbryde og ødelægge sin chance for faktisk at høre ord han havde ledt efter hvad der føltes som en evighed. Såret? Sean var såret - underligt nok kom det faktisk bag på Razor. Hans billede af Sean var alt andet end en mand der kunne blive såret. Selvom en enhver sikkert vidste at bag vrede var der andre følelser - blandt andet det at blive såret. Noget der gjorde ondt. Han rynkede kort panden lidt men slog så bare kort blikket ned et øjeblik. Han kunne ikke tænke når han havde øjnene på manden. Noget var helt ved siden af og alligevel slet ikke. Det var Razor der var ved siden - han var den der ingenting forstod eller fattede. Opslugt af sine egne forestillinger. Han kløede sig kort lidt i nakken før han så bare rystede lidt på hovedet.
" No.. " Sagde han så lidt. " I can't, I work for you. " han holdt en pause før han rettede blikket mod Sean igen. " And.. I don't want to... go. " Han tog lidt en dyb indånding. Lige nu havde han ikke noget imod at forsvinde for en stund. Men tydeligvis havde afstand ikke hjulpet på stemningen. Han rettede sig så bare lidt op og forsøgte at finde et sted at kigge hen. Tænkte et øjeblik på det måltid han så fint havde afvist på vejen herhen. Han spidsede kort læberne lidt - lyttede selvfølgelig til hvad Sean sagde men havde stadig lidt svært ved faktisk at kigge på manden imens. Hans tanker ville sikkert blive slået af sporet hvis han forsøgte at finde ud af kropssprog samtidig med ord. Folk var forvirrende - nogle gange var det nødvendigt og andre gange var det ikke. Sean - ham vidste man aldrig med. Facader, parader - alting bygget op og nogle gange slet ikke. Frustrerende.

" I don't know how! Okay? I can't read peoples mind - or what they're doing or saying or - whatever.. Anything. I can't even read a fucking book. I.. " Han rystede så bare lidt på hovedet. Måske var han bare ikke egnet til et liv hvor tingene fungerede. Måske var det at slå ihjel og ødelægge ting ikke bare ment til at være hans job men en livsstil. Han kunne tydeligvis ikke finde ud af at skille to ting fra hinanden.
" People want you to care - and when you do it's to much. They want you to be interested but when you are it's to much. I don't understand what the fuck people want from me. I don't know comon sense. And everytime I try to figure it out I'm to slow and anger all of the sudden is everywhere. And I don't know how to react on anger without getting driven by it. " Han lod blikket hvile lidt mod Sean men trak så bare lidt på skuldrende. Igen - han anede ikke hvor Sean ville have, han anede ikke hvad han skulle stille op. Om det overhovedet havde en betydning hvad han gjorde eller sagde. Eller om Sean i sidste ende bare var ligeglad.
" I don't know me - and I'm scared to find that out. " tilføjede han så bare lidt mumlede og rodede sig lidt i håret. Det var svært - hvorfor var det så svært. Lige til at få ondt i hovedet af. Der foregik alt for meget indeni hans krop til at han kunne håndtere det. Simpelt - han ville have simpelt. Men det var åbenbart umuligt at få. Kunne han spole tiden to år tilbage. Det ville løse alle problemer. Sean havde ret - i alting. Det nev i brystet - ord på sandheden var ikke ligefrem det bedste. Ikke når man ikke vidste hvordan man skulle takle det. Razor var god til ordre og at følge dem. For det meste vel og mærke. Men at tage stilling til alting selv. Nej.

Han sukkede og slog en smule ud med armene. Der. Der var det. Ord, der ville få Sean til at give sig lidt. Gøre ham følsom over for Razor angreb næste gang. Nej.
Han kunne styre det. Han kunne sagtens spille bekymret og eftergivende, uden rigtigt at være det. Uden rigtigt at mene det. Hvem kunne fortænke ham i det? Alle ville beskytte dem selv og han ville ikke risikerer det samme skete. Det var simpelthen for ubehageligt.
"Så lær det" bemærkede han.
"Hvis du virkelig vil stille noget op mod tingene, lærer at kontrollerer eller forstå noget af det, så lær det. Vi andre kan intet lære dig, hvis du ikke selv vil lære" Hvad var det han sagde? Ah. Han fik det til at lyde som om han selv ville hjælpe Razor, selv om det slet ikke var meningen. Faktisk foretrak han, hvis han kunne skubbe problemet over på en andens skulder. Her! Lær ham det! See you!
"Jeg ved ikke hvem du snakker om...Jeg har ikke set bevis for at du interesserer dig for mig. Jeg er jo bare underholdning, noget interessant. Som en myretue du kan stikke en pind i, ikke sandt? Men jeg vil ikke være din myretue. Det er slut, Razor. Du kan ikke bare lege med folk på den måde!"
Hvad skulle han sige? Han vidste ikke hvad eller hvordan han kunne få Razor til at forstå noget af det.
"Jeg er ikke selv på toppen, okay? Jeg har ikke en skid styr på mit eget liv. Du kan ikke forvente jeg åbner mig op og fortæller dig svarene på alt i verden, når jeg ikke engang har styr på mit eget liv..." I et øjeblik var han tæt på det. Tæt på at bede Razor om ikke at gøre det til hans problem også. I stedet var pointen mere at Sean ikke kunne hjælpe Razor. Hvordan skulle han kunne det, når han virkede til at have nogle af de samme problemer? Ikke helt de samme. Men der var punkter hvor de mindede om hinanden. Som stædighed, vrede, tendens til aldrig rigtig at sige tingene ligeud, men håbe på ens omgivelser gættede det hele selv.
Han trak vejret dybt. Wow, hans egen kontrol var tæt på at knække over så hurtigt! Han tvang sig selv til at slappe af. Hans blik gled over til vinduet og han skiftede vægten fra den ene fod til den anden et øjeblik.
"Jeg ville gerne hjælpe dig...Det ville jeg virkelig. Men efter sidst...Efter den måde du behandler mig på...Jeg kan ikke tage det. Jeg mister min kontrol, mit fokus. Jeg tog dig ind, fordi jeg så dig som en ven. Ikke en slave...At du var slave kom bagefter venskabet. Du sad alene i kulden og havde brug for et sted at være. Men jeg har vist efterhånden fået et bevis for hvor dum jeg har været, ikke? Du må fryde dig. Du narrede den store Sean!" Han slog let ud med armene igen. Han gik over til bordet med sin the, hvor han hældte en ny, varm kop op. Brug for at beskæftige sig med et eller andet, noget hvor han ikke var nød til at se på Razor.
Han havde ikke planlagt at sige så meget. Han holdt stadig afstand, han ville kunne klare Razors hånende ord, men måske var det en god ide at sige disse ting. Gøre Razor klar over det var en ting...Måske. Han var stadig i tvivl om hvor meget Razor egentlig ville noget som helst. Måske var dette en ny leg, fordi han kedede sig? Måske burde Sean skynde sig at finde arbejde til ham.

" I never said I didn't want to learn.. " Sagde han så bare i en måske lidt snerrende tone. Det havde ikke været meningen at snerre men det var sandt. Razor ville gerne kunne forstå og havde virkelig prøvet at lære det. Men det var svært når der var så meget forskel på alt og ingenting og når det hele ændrede sig på få sekunder. Ingen havde samme udtryk for noget. Heller ikke selvom de havde samme følelse over samme situation - så var det stadig forskelligt og helt igennem forvirrende.
" Well then you must be blind.. " Sagde han så bare og rynkede brynene lidt før han så bare rystede lidt på hovedet. Han holdt blikket mod Sean et øjeblik men bed så kort tænderne lidt sammen.
" Why is that you think I'm not capable of caring? Tell me that - why? I know I'm.. Difficult. But seriously? Why would I stick around if it was just for fun? Sure in the beginning I thought you were hilarious - but now? Not at all.. You're making me uncomfteable and even more confused than ever. I should probably just go - but I don't 'cause I like being around you most of the time. I find you interesting - dangerously interesting. If you don't want that kind of attetion you gotta kick me out of your life 'cause I can't help it. I will still care - even if you do. " Han rynkede næsen en smule og fattede ikke engang selv hvad det var han forsøgte at sige. Han vidste ikke hvordan han skulle formulere sine ord til at bevise overfor Sean at det manden sagde ikke var sandt. Det var ikke et spil - ikke en leg. Sean var kommet nok under huden på Razor til at han ikke bare var en ting - et objekt til en kedsommelig hverdag. Han ønskede at Sean havde det godt. Men ikke kun på overfladen. Der var så mange ting gemt inde i den mand han gerne ville vide mere om. At han havde brugt en stor chance for det ved at lave det nummer han lavede sidst. Ærgerligt. Men sådan var det nu engang.

" Sean thats not true.. " Sagde han så bare kort. Var det virkelig det han troede om ham? " I know I took it to far last time.. But I've never.. I didn't mean to trick you into anything. I just wanted you to react on the things inside you. Not lock it all in - it eats you up and makes everything worse. " Han lagde sin hånd lidt i sin nakke før han så bare rystede lidt på hovedet. " It worked maybe a little bit - but then it backfired and now everything is even more difficult and confusing and you now you can't even look at me. " Han pillede kort lidt ved bunden af sin trøje " I suck at stopping when enough is enough.. " Han rettede blikket mod Sean igen.
" I'm not asking for your help. I'm not going to ask you for my help. I wanna be your friend and friends shouldn't need to ask. I fucked up, and it's fine if you need me to back of. If you don't want to be friends, I can still be your slave - let me work and won't bother you. " Sagde han så bare og foldede kort sine hænder bag sin ryg. Han vidste ikke om det hjalp på noget. Men Sean kunne vel umuligt blive sur over ærlighed. Ikke fordi Razor ikke var ærlig normalt. Han var enormt ærlig men dårlig til at formulere det.

Det var ikke meningen Razor skulle sige den slags. Det passede ikke ind i den...Den...Kasse han havde proppet fyren ned i. Razor kunne ikke bare ændre sig, ændre det hele, når Sean netop var blevet enig med sig selv om hvordan tingene skulle være. Tingene forblev da heller aldrig det samme!
Han svarede ikke til at starte med. Hans grund til at tro at Razor var ligeglad...Jamen var det ikke tydeligt? Han havde...Han havde bukket sammen og fortalt Razor hvordan han faktisk havde det til hverdag, men Razor havde været ligeglad og trukket tingene længere ud. Det gjorde ondt! Og det hjalp ikke en skid. Strammede kun kæderne om hans hjerte og sind, så han til tider følte han var tæt på at blive kvalt.
Med ryggen til Razor havde han rig mulighed for at lukke øjnene et øjeblik, uden at lade Razor vide hans ord havde så stor påvirkning. Hvem vidste hvorfor Razor blev? Han var ikke nem at læse, nem at gennemskue eller kunne forudsige. Det var jo også en af tingene der havde gjort det interessant i starten. At han aldrig havde vidst, hvor han havde Razor. Men nu? Lige nu var det svært at håndterer. Han ville ønske han kunne styre situationen, at han vidste præcis hvor han havde Razor.
Og det sværeste var næsten at det også handlede om ham selv oveni. Gjorde at problemet ikke bare lige var til at fikse og sætte på plads. Hvorfor skulle det hele nu være Seans beslutning, hans ansvar helt alene?
Jah, freden var forbi. Han fik ikke sat flere bøger på plads i dag.

Han åbnede øjnene og så ud i haven igen. I et øjeblik kørte det hele i tomgang, som han bare lod det hele rumsterer rundt i en pærevælling et øjeblik. Så vente han sig rundt og sukkede svagt. Der...Han måtte behandle det som om det var et problem han løste. Et praktisk problem. Razor havde trods alt sagt nogle af de rigtige ting og det skulle han vel belønne på en eller anden måde.
"Jeg ved hvordan jeg har det. Jeg er bare ikke god til at dele det. Jeg kæmper for det. Hele mit liv...Jeg vil være den i kontrol. Jeg vil være den stærke. Jeg vil være den folk kommer til, fordi jeg har ressourcerne som andre ikke har. Jeg vil have magt, at mit ord enten betyder en hel del eller ligefrem er det sidste ord. Jeg vil bestemme over folk. Hele mit liv har jeg prøvet at videreudvikle det, til jeg blev archdemon og regnede med det løste alle mine problemer. Men man må ofre så meget for det. Jeg har ofret så meget for det. Hvis man vil være stærk, kan man ikke gå rundt og hele tiden påpege hvor mange følelser man har eller om man har det dårligt. Man skal hæve sig over de ting, til folk ikke længere ser en som menneskelig. Først da, først når folk ikke længere kan relaterer til en, ser de en som noget stort og skræmmende"
Han blev stille et øjeblik. Det var nemmere at sige tingene, når han pakkede dem en smule ind eller puttede sætningerne i midten af mange andre. Så virkede det som om han alligevel ikke helt sagde tingene direkte, selv om han nok gjorde. At snakke sig varm, til man til sidst kunne sige næsten hvad som helst. Præcis som når han slappede af i Loris selskab.
Han hvilede sig op af bordet med armene over kors. Theen skulle alligevel køle af, selv hvis han havde lyst til en tår lige nu.
"Du er min ven, Razor. Det er grunden. Grunden til jeg lukkede dig ind i mit hus og grunden du endnu står her, selv om du har...Gjort mig så vred. Så vidt jeg husker indrømmede jeg det nok...Alle tingene. Hvor dårligt jeg egentlig har det i min hverdag. Jeg er ensom. Men jeg er også stolt og ærefuld. Du trykkede på alle mine forkerte knapper. Jeg er ikke bare en sten. Selv jeg har brug for forståelse, medfølelse eller et kram i ny og næ" Han rynkede svagt på næsen. Jah, der var åbenbart brug for han sagde tingene direkte, ellers kunne Razor aldrig følge med. Så trak han på skuldrene, som kunne han skubbe det hele væk. Der var vel ikke mere til det?
Hans blik gled ned på gulvet og hvilede der længe. Hans hjerne kæmpede for helt at forstå tingene igen. Havde han sagt for meget? For lidt? De rigtige ting? Var det virkelig sådan han havde det? Som altid overtænkte han tingene, men han var ikke i stand til at lade være.

Han rettede sig lidt op og forsøgte så godt som muligt at fange alt hvad Sean sagde - ingen misforståelser skulle komme på banen på grund af at han ikke forstod tingene. Han måtte virkelig lytte efter - virkelig sætte sig ind i det. Overraskende nok forstod han også hvad Sean sagde. Han skævede kort lidt til den ene side og bed sig lidt i læben. En smule i tvivl om hvad han skulle komme med som svar på det. Der var så mange ting at sige - alt kunne være rigtigt og alt kunne være forkert. Han måtte finde det rigtige uden at gå ud af sin egentlige mening omkring det. De kunne ikke være enige med alting - de var sjældent enige om alting. Men lige dette måtte Razor nok indse at det var ham der havde lavet en fejl - meget stor fejl.

Han pillede kort lidt ved sine fingre sådan som han stadig stod med hænderne bag sig. Men endte så bare med at nikke lidt. Hvad i alverden skulle han sige?
" And I used it against you. I know - I got greedy. " Sagde han så lidt før han tog en dyb indånding. " I pushed it way to far - maybe becauce I didn't expect that I was able to do that. I've always seen you as this. Un-breakable person. That maybe under the tough surface - you were just more of that - tough and cold hard stone. Obviously that wasen't the case. " Han rystede kort lidt på hovedet men så så bare lidt mod Sean. " But what you're showing now. I don't even know. " Han trak så bare kort lidt på den ene skulder.
Han kunne forklare sig - men i sidste ende ville ingen forklaring kunne undskylde hans opførsel. Han fortrød ikke sin opførsel - hvilket var grunden til at han ikke kunne undskylde for det. Det ville være imod hvad Razor var og det havde han efterhånden fundet ud af at der heller ikke kom noget godt ud af. Misforståelse for at nævne en ting. Han valgte af den grund så hellere at være stille end at kaste konflikter ud - for det ville der helt sikkert opstå hvis han fik sagt for meget. Han mente hvad han havde sagt. Alligevel formåede han at få et lille halv skævt smil frem over sine læber. " And just so you know - I don't mind giving you a hug once in a while. Hugs are kinda nice, acutally.. " Sagde han så lidt og holdt blikket rettet mod Sean.

Han burde sige mere - ikke lade det komme op på et andet tidspunkt og summe under overfladen for evigt. Det var nu chancen var der til faktisk at sige meningen omkring det hele. Så måtte det briste eller bære. " But I have to say - I don't regret what I did. And thats why I'm not gonna apologize for doing it. - I'll admit it was wrong and that shouldn't have done it. And I'll probably won't do it again. I mean I won't.." Han rystede så bare lidt på hovedet.
" I might just need to.. work on my friendship skills. " Han nikkede så bare lidt før han med et lille skævt smil trak på den ene skulder. Der var ikke mere i det - jo der var, men Razor havde ikke et behov for at sige mere. Så længe stemningen blev løftet en smule og man kunne se på hinanden når man passerede hinanden i huset. Så var det fint. Ikke fordi der ikke var mange andre ting Razor gerne ville have der kunne komme på tale igen - men han måtte. Hvor svært det så end kunne være. Acceptere at Sean ikke uden videre bare lige kunne glemme hvad der var sket.

Hvad skulle han mene om det? På den ene side var det som om Razor ikke helt ville forstå hvad dette havde gjort ved ham. På den anden side vidste Razor nok, til at ikke at ønske det skete igen. Nu måtte han ikke selv blive grådig. Der fandtes nok ingen der rigtig forstod ham selv, så at forlange Razor var i stand til at sætte sig ind i det hele, var måske lidt for store forventninger. Ikke bare til Razor, men nok til hvem som helst. Måske var det godt nok, hvis Razor indså at den slags situationer ikke var gode og derfor skulle undgås. At han ikke ville gøre det igen. Nogle gange måtte man også være tilfreds med det man kunne få og Sean måtte indrømme at han egentlig ville være godt tilfreds, hvis han vidste Razor ikke ville gå efter den slags konfrontationer igen. Selvfølgelig var der altid en risiko for at de ville opstå alligevel.
Han rettede sig lidt op og lod armene falde ned langs siden, kun for at køre skuldrene rundt i små cirkler. Han var en smule træt i kroppen, efter at have udført de samme bevægelser hele dagen og båret på så mange bøger.
"At du ikke vil gøre det igen er godt nok for mig" meddelte han så. Så slog han let ud med armene.
"Desværre er jeg ikke mere end det her. Men hvis du så mig så stærk, betyder det mit spil virker. Det kan jeg alligevel være tilfreds omkring. Men næste gang du undre dig over den slags, så prøv at spørge først. De fleste af gangene vil jeg måske svare dig" bemærkede han yderligere. Han så lidt på Razor. Der gik nok yderligere lidt tid, før Sean rigtig ville kun...Nyde? Razors selskab igen. Men dette virkede til at gå i den rigtige retning. Så måtte de se hvordan det udviklede sig herfra.
"Jeg skal prøve at finde lidt arbejde til dig" lovede han så.

Det var hårdt at stå stille så længe. Han havde allermest lyst til at bevæge sig rundt som den energi bombe han i virkeligheden var. Men noget skulle der til. Han lod kort hovedet glide lidt på skrå. " Wait.. Sean I have been asking. Haven't I? " Han rynkede panden lidt og forsøgte selv at spore sig ind på det. Han blev pludselig i tvivl. Han synes ellers han havde fyldt manden med spørgsmål - men mange gange var der intet svar kommet. Måske havde de været blevet spurgt på de forkerte tidspunkter. Det var egentlig også lige meget - der var ikke grund til at grave mere i det.
" Nevermind - I probably havent.. " Sagde han så bare hurtigt kort efter og rettede sig lidt op. Han svingede så bare kort lidt med sine arme før han skævede mod døren.
" I'm gonna go - let me know when you find something.. " Sagde han så lidt med et kort lille smil men vendte så bare rundt og trådte mod døren. Der var ingen grund til at blive stående længere - han ville helt sikkert ende med at ødelægge det igen. Og for at være ærlig havde han mest brug for at puste ud og falde sammen i sin seng. Det krævede åbenbart mere energi at have sådan en samtale end han lige troede. Ikke fordi den energi han havde kæmpet mod for at stå stille var væk - men den kunne holdes på afstand lidt endnu. Han rettede sig lidt op men rystede så bare lidt på hovedet på vej ud. Havde næsten glemt i det hele at hans fod stadig var i udu og måtte lige ændre gå-metode på halvvejen. Han stoppede dog kort op med hånden på håndtaget og rettede blikket lidt mod Sean.
" Uumm.. And um. Just so you know - keeping silent won't work forever. " Sagde han så lidt med et lille smil før han så bare smuttede ud af døren. Hvad han nu skulle finde på vidste han ikke - ikke ud over at falde sammen i sin seng et øjeblik.

Det var rart at have stået ansigt til ansigt med Sean igen - også selvom det et eller andet sted havde været nervepirrende men nu kunne han så være lettet over at det ikke var gået galt. Det havde trods alt løst noget. Alle de tanker der havde fosset rundt i hans hoved på det seneste kunne skubbes væk - nogle var blevet sagt andre var ikke. Men det gjorde ikke så meget for tingene var vel okay nu. Ikke perfekte - hvornår havde de alligevel også været det? Han lod smuttede væk fra biblioteket og mod sit værelse. En lille syngende lyd fra hans seng kaldte på ham.

/ Out - I guess xD