Not always the sweetest, not necessarily the meanest. - Isabelle

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Det var en tidelig morgen, hvor han havde kunnet mærke at hans menneske var i en form for fare. Han havde ikke tøvet med at tage afsted, for at rede hende, men da han kom til stedet, havde hun allerede selv redet sig. Hvad det havde været, vidste han ikke, han kunne ikke lige frem spørge hende, da han troede højt og helligt på, at mennesket ikke skal se dets skystengel, så han holdt sig på en hvis afstand, når det bare gjaldt om at han skulle overvåge hende, så hun ikke gjorde noget dumt.
I stedet for at tage hjem, efter at hun var i sikkerhed igen, havde han valgt at blive for at holde øje med hende, bare i en halv time til en time, for at sikre sig at hun ikke kom ud for noget andet. Imens gik han samtidig rundt og nød den friske morgenluft, mens de forskellige personer stilte deres boder op på markedet. Klar til dagens lange løb. Arbejde, Alessio vigede alt til sit arbejde, alt hvad han havde. Det var vigtigt for en engel, at være fokuseret på sit arbejde, mente han. Der var ikke tid til kærlighed, venner, følelser, ikke det pjat som hans bror Aaron havde gang i, men Aaron havde også været ude for meget, han var ikke en engel mere, men falden, fordi han vigede sit liv for meget til den person han beskyttede. Nu var han fanget, blind og hjælpeløs, men Alessio elskede ham alligevel, det var der intet der kunne ændre, Aaron var trodsalt hans tvillingebror, hans eneste familie, som han ingen planer havde om at miste. Han havde mistet sin mor, far, Kubo og Tatia. Han kunne ikke bære at miste Aaron.

Alessio havde taget afstand til hende, han var omkring 10 meter væk fra hende, men han havde stadig sine øjne mod hende. Sikrede sig at intet dårligt ville ske hende. Hun gik rundt til de forskellige boder og kiggede, snakkede med nogen af de lokale, after all, så var hun selv lokal. Hun var en smilende og glad pige, altid imødekommende, fuldstændig modsat Alessio, som bare var ret tør.
Hver dag han holdt øje med hende, kunne han ikke forstå hvad der fik hende til at smile så meget, hvad der gjorde at hun var så glad, dog hver gang han tænkte sådan, mindede han sig selv om at han måtte fokusere på sit arbejde, ikke på hende som helhed. Det virkede nogen gange, andre gange faldt han i.
Han sukkede tungt og mumlede kort. Focus Alessio, inden han gik hurtigt videre og valgte at holde op med at overvåge hende og bare gå rundt og nyde dagen.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Solen var stået op, og selv før den havde sendt sine første ståler ind af vinduet  - var Izzy oppe. Hun gik i seng når solen gik ned, og stod op kort før den gjorde. Måske var det de 2500 år i dyb søvn, som hun ikke havde haft nogen kontrol over, og den viden om - at hun faktisk ikke havde levet i andet end sit hoved, som gjorde hun skulle opleve så meget så muligt. Den ting der havde vækket hende havde været hendes specielle person, eller hun ville ikke kalde ham speciel - nærmere a pain in the ass. Chester. Hvem havde nogensinde troet at man kunne være skytsengel for en vampyr? Måske var det dæmonblodet i hendes åre? Tanken slog hun ud af hovedet, og bevægede sig ned imod markedspladsen. Der var sikkert et par ting hun kunne bruge. Tankerne svømmede rundt i hendes hoved, minder som skulle ind i hendes hoved, der ikke var sket. Det var svært at finde ud af, hvilke dele af hendes liv - som havde været løgn og sandhed. Izzy sukkede let og kiggede rundt. Et smil sneg sig op på hendes læber, imens hun så på de hårdt arbejdende mennesker, som satte deres boder op. Glæden bankede rundt omkring, og hun tog en dejlig dyb indånding af morgenens friske luft. En fangede hendes opmærksomhed, som han holdt sig på afstand af en person. Sikkert den person han skulle beskytte, men det var sjovt. Han talte ikke med kvinden. Behøvede man ikke at snakke med den man var skytsengel for? Hvorfor havde ingen fortalt hende hun ikke behøvede at høre på alt det lort Chester lukkede ud?!

Izzy havde i alle sine livstider - drømme, hvad man end skulle kalde dem - altid været god til at snakke med andre på en eller anden måde. Men hun var alligevel ikke så god til bare at starte en samtale med en fremmed. Alligevel tog hun sig selv i nakken og gik op ved siden af englen da han begyndte at gå rundt.
"Soooo. " Startede hun lidt forsigtigt på at starte en samtale. "You need to learn me that.. watching over the person.. without them seeing you.. or is she just that easy.. my person is a pain in the ass.. Always getting into trouble." Forsatte hun og snakkede blot af nervøsitet. Izzy havde mistet alt, og havde kun irriterende Chester i sit liv, og hun hadede det. Alligevel søgte hun efter sin familie, for hvis der var noget hun ikke gjorde - så var det at give op på håbet. Man skulle ikke lade sig nare af udseendet. Eller hendes glade humør, hun var ikke nogen typisk engel. Men hun havde intet imod at være positiv og glad.
"I'm sorry.. I talk way to much.. you don't even know me.. and probably don't have any intentions getting too.. I was just.. I just found it interesting.." Tilføjede hun lidt henkastet, som om hun var nød til at undskylde for snakke til ham. Det var forskelligt hvordan folk tog folk der blot snakekde til dem ud i det blå.

Hans bobbel af glæde og ro blev forstyrret af en stemme, der kun kunne tilhøre en pige. Et suk kom fra ham, et irrteret nærmest frustreret suk kom fra ham. Hvad ville hun, han havde ikke tid til at lære hende op i noget, engle allerede skulle kunne. Eller var det blot hans mening, at de skulle kunne det?
Hans blik forvildede sig til pigen af ren nysgerrighed. Da han kiggede nærmere på hende, var det som om at hans hjerte sprang to eller tre slag over. Han vidste dog ikke hvad det kunne skyldes, andet end at han ikke kunne lide den følelse.
Han valgte at fokusere på det hun spurgte om og prøve at svare hende på det, eller lære hende det, hvad end hun ville have.
She is not easy at all, none of them are nowadays. You just have to be fast enough svarede han og trak på skulderne, mens hans øjne hvilede på hende, men af og til også vendte ligeud, for at holde øje med hvor han gik.
Pigen var meget glad, boblende, lidt ligesom hende som han beskyttede. Hos ham lå det dog ikke til engle at føle som mennesker, fordi de ikke var mennesker. Der var selvfølgelig nogen som ikke var enig med ham, hun måtte være en af dem, siden hun havde så meget positivitet over sig.
Han kiggede spørgende på hende, da hun så begyndte at underskylde over at hun snakkede så meget. Han kunne ikke rigtig finde ud af hende, hun kunne godt virke lidt forsigtig og usikker, men alligevel kom hun op til ham, for at starte et samtale, som hun så undskyldte for?
Han kunne ikke holde et lette grin tilbage, som godt kunne lyde lidt som et fnys.
Don't apologize, you are right, I dont know you, kinda strange for one to come up to another, to just fire up a conversation, which kinda make you interesting aswell. indrømmede han.
Det var ikke lige just alle som bare kom op til en anden, for at starte en samtale igang med en de ikke kendte, og da slet ikke med Alessio, som af og til kunne ligne en som godt kunne finde på at slå en ihjel, hvis personen så meget som tænkte på at nærme sig.
Men siden Alessio var engel, var at dræbe nogen slet ikke på tale, det havde det aldrig været. Han havde heller aldrig haft lyst til det. Han havde ikke et specielt had til nogen som helst, det lå ikke til ham at hade, han var bare mere reserveret, og havde ikke meget til overs for forhold, udover dem han havde med sin familie, han så ikke hvordan det gjorde ham nytte, at have et forhold med nogen. Man ville bare blive såret i sidste ende, som med hans familie der var død, han kunne dog ikke bare efterlade Aaron, så derfor holdt han fast i det familie bånd der stadig var tilbage, hængende i en tynd tråd.
Han kiggede ned på pigen igen. My name is Alessio by the way, if you want to know, who you are talking with sagde han og hævede det ene bryn, som han afventede at få hendes navn tilbage, så han vidste hvem han talte med.

She is not easy at all, none of them are nowadays. You just have to be fast enough[ Et lille grin forlod hendes læber, Izzy havde ikke tid til at være deprimeteret - når man manglede at leve over halvdelen af sit liv. Izzy vidste ikke hvad der rigtig var over ham, men det var et eller andet - nok til hun havde overskredet grænsen og kontaktet ham. Det kunne ses på hende at hun ønskede at forsætte samtalen med ham.
"Well, speed flying down the street and yell at the people to move as you grab him.. and fly away before its too late.. I might be faster then you." Pointerede hun lettere kækt, men et skævt smil. I dont know you, kinda strange for one to come up to another, to just fire up a conversation, which kinda make you interesting aswell. Øjnene lyste en anelse mere op, og hun trak en anelse på den ene skulder.
"Well no one is perfect," svarede hun og kørte en hånd henover de mørkeblonde lokker. Måske en anelse nervøs uden at vide hvorfor - hvilket irriterede hende ret så meget. Izzy havde ingen tilbage, familien var blevet slagtet for øjnene af hende for 2500 år siden.. alle hendes relationer og forhold var døde på skift i hendes uendelige drømme. Oplevelser hun havde troet hun havde oplevet, men som var en løgn.

My name is Alessio by the way, if you want to know, who you are talking with Let løftede hun hovedet en smule kært på skrå, samtalen gik fremad - i det mindste hentydede han til hendes navn - og det var da en start.
"I'm Isabelle," svarede hun ham og lod de varme blå øjne møde hans, "but I do prefer Izzy." Tilføjede hun med et skævt smil. Izzy sank en klump og kløede sig kort i nakken.
"So know you know who you are talking to." Det var ikke ligefrem fordi ,at han gik glip af noget ved ikke at tale med hende. Izzy var blot en person i mængden, ikke nogen spændende person. Det var rart at tale med nogle, andre end bare dem hun købte vare ved. De lokale mennesker var da venlige, men hun manglede nogle i sit liv bare at snakke med - som ikke var Chester. Ikke fordi hende og Chester havde de mest dybe samtaler, han var bare irriterende.
"Let me think.. You will make an excuse for leaving, because I'm the most social award person you have met?" Spurgte hun og sank en klump. DEt var ikke noget der ville komme bag på hende, folk fandt hende enten for positiv anlagt eller for mærkelig - og hun prøvede egentlig blot at være sig selv. Og hun ønskede virkelig at snakke med ham, men hun var bange for at skræmme ham væk. "And I totally understand if you don't wanna talk with me, you might just have something better to do." Det var normalt folk fandt hende lidt for snaksagelig, eller blot mere indlevende i folks liv end hun måske ønskede. Eller måske var det hvad hun ønskede - at leve livet, lære nye mennesker at kende. I stedet for at lade sig stoppe af begrænsningerne.

Alessio hævede et bryn ved lyden af kvindens grin. Man kunne sige at Alessio stadig var ret overrasket over de følelser, denne engel besad. Det var meget mærkeligt for ham, det var ikke noget han var van til, da han stod for det modsatte af hvad hun var.
Hurtigere end ham? Det kunne da godt være at hun var, det skulle han ikke kunne sige. Det var da muligt. It's not impossible sagde han og nikkede til hende.
Han kunne kun give hende ret i, at ingen var perfekte, alle var langt fra perfekte, selvom Alessio ser sig selv som engle skulle være, associerede han sig stadig med sin bror, en falden, det burde en engel ikke, så på den måde... var ingen vel perfekte. You are right, no one is perfect sagde han og kiggede lige ud for sig, for at holde øje med hvad der forgik omkring dem.

Da hun præsenterede sig selv, tænkte han lidt over hvad for et af dem han skulle bruge, Isabelle eller Izzy som hun helst ville kaldes.
Han kunne vel være så høflig at lytte til hendes ønske om at blive kaldt Izzy, selvom det var et kælenavn, som han syntes hørte til når man kendte personen bedre. Men hvad vidste han, han havde ikke mødt nye mennesker i noget tid.
Han kunne se på hende, at hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige, for at være ærlig vidste han det heller ikke rigtig.
Well Izzy, it's nice meeting you sagde han, bare for at gøre hende mindre anspændt. Det var ikke noget der plejede at komme fra ham, hvilket  også kom lidt bag på ham, da han sagde det.
Han så lidt overrasket på hende, da hun præsenterede sin tanke for ham.
Det var nu ikke lige hvad han havde tænkt sig at gøre, det som hun kom med. Siden hun kom med det, måtte det vel være fordi at hun havde været ude for det før, right? Han synes det var en anelse overfladisk hvis man gjorde det, hvilket ikke rigtig var hans stil.
I might not show many feelings, but im not mean enough, to come up with a lie to leave, just because you don't have the proper social skills.
Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle håndtere denne situation, han var ikke god til at vise omsorg, som var tydeligt at hun havde brug for lige nu, eller en form for trøst.
To be honest, im not very good at being social myself.. so I shouldn't be the one to judge.
Sagde han i forsøget på at trøste hende på en eller anden måde, ved at udstille sig selv.
Om det virkede, skulle han ikke kunne sige.

Hvor hun dog hadede at han gjorde hende så akavet, hvorfor gjorde han det? Det irriterede hende grusomt. Izzy havde for tiden det svært ved at finde rundt i hvilken tid hun var i, jo hun vidste der vargået en del år siden hun havde gået i den 'virkelige' verden - men det var alligevel svært at tilpasse sig. Im not mean enough, to come up with a lie to leave, just because you don't have the proper social skills. Et smil strakte sig op på hendes læber igen, nok en anelse varmere end først. Det gjorde hende mere afslappet at han ikke bare undskyldte og gik videre - han kunne med lethed have gjort det, men han havde ikke gjort det. To be honest, im not very good at being social myself.. so I shouldn't be the one to judge. Et lille kært fnøs forlod hendes læber i et mindre grin.
"Well we can be bad at that together," svarede hun med et let opmuntrende løft på skuldrene. Izzy var ret hurtig til ikke at trække ham med ned i sit fald, det lå ikke til hende at trække andre ned for at få det bedre. Stille kørte hun hånden henover de lysebryne lokker. Hvis han alligevel ikke havde tænkt sig at gå fra hende, så kunne hun vel ligeså godt få det bedste ud af situationen. Ikke sandt? En ting var at det var at Alessio var skytsengel som hende, men hun kunne også godt lide hans aura - han var god men ikke på den der måde, hvor folk ofte fandt engle sukkersøde. Izzy virkede måske sukkersød, men det var hun langtfra.
"So Alessio, other then having bad social skills - is there anything else I should know about you?" Spurgte hun med et stille skævt smil, og en helt unik varm gnist i øjnene. Hun kunne ikke komme udenom den, måske de dæmongener hun havde fra sin mor faktisk påvirkede hende? Måden hun kneb det ene øje en lille smule af interesse for at vide mere, gjorde hende umådelig charmerende - uden hun egentlig prøvede at være det. Hun var ikke så anspændt mere, det kunne man også tydeligt se og mærke på hende.

Hendes måde at være på, hendes energiske personlighed, den naturlige venlighed, var meget anderledes end hvordan han var. Hendes smil som var på hendes læber og så det grin der kom fra hende, han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det, skulle han smile tilbage til hende, grine? Det virkede bare så unaturligt for ham.
Han nikkede da hun sagde at de kunne være dårlige til det sociale sammen, det havde han ikke noget imod, det var bare at være naturlig for ham. Måske var han ikke alt for dårlig til at være social, han valgte bare at være det, siden han ikke havde lyst til at være social i det hele taget.
I see no harm in that sagde han til hende og kiggede på hende med hvad der kunne tydes som en mindre smil.
Han fandt sig slået lidt tilbage, af det hun spurgte om. Om der var andet hun skulle vide om ham. Han vidste dog ikke hvad der var værd at fortælle. Hun vidste at han var skytsengel, han havde givet hende sit navn. Hvad mere kunne han fortælle, som ikke afslørede alt om ham selv.
Well, you know my race, name... Im 23 years old sagde han og trak på skulderne. I live by myself, but I have a twin brother, a little sister and little brother meget mere vidste han ikke om han skulle sige. Alle havde deres hemmeligheder, deres privat liv, og det var ikke fordi at han havde kendt denne Isabelle i ekstremt lang tid. De var kun lige stødt ind i hinanden, så hvor meget havde hun tænkt sig at hun gerne ville vide om ham?
Do you have any family Isabelle? spurgte han nysgerrigt, når nu han havde talt om sin egen.

Tydeligvis var han værre end hende til at finde rundt i sine følelser, hvis han ikke bare gemte dem væk for sig selv - hvilket hun mistænkte ham for. Hvis han ikke ligefrem var van til at se dem i øjnene, var det ganske let at gemme dem. Endda glemme hvem man var. Måske var det derfor hun prøvede at være så glad, for at dække over alting. Izzy kørte en hånd igennem håret. Han havde sine søskende, hvilket fik hende til at reflektere over sin familie. Alle minderne der flashede henover hendes ansigt, fik kort det glade ansigt til at forsvinde, specielt ved spørgsmålet omkring familien. For hun ville ønske hun kunne svaret på det.
"Well.. I guess.. I mean, I have no idea if they are still alive.. but even if your family is gone.. does that mean you stop having a family or?" Spurgte hun og kneb øjnene en anelse spørgende - som om han kunne have svarene for hende, også selvom hun vidste han ikke havde. Af en eller anden grund kunne godt lide det faktum at han kaldte hende Isabelle. "I guess you could say I had a twinbrother.. I believe he is still alive, or it would feel like a part of you is missing you must know that.. the feeling you get when something is oddly wrong.. ?" Spørgsmålet om familie havde slået hende ud af kurs, og hun prøvede egentlig bare at føre en samtale uden at blive alt for følelesmæssig forstyrret - men det virkede ikke til at hjælpe helt.  Izzy kørte en hånd henover et par lokker og fumlede lidt rundt med dem med sine fingre. "Other then that I have no idea.. it feels like I have been sleeping for centuries and when I woke up - everything had changed.. " Hvorfor fortalte hun ham dette? Måske fordi hun ikke havde andre at snakke med. Det var selvfølgelig faktisk det, som var sket - men man kunne vel godt sætte det i en form af at livet gik ned af bakke - eller noget andet.

Izzy bemærkede nogle der så på hende længere nede bag Alessio. Det fik hende til at synke en klump og trække sig en smule tilbage i ren refleks. Hun havde set ham før, den morgen hun havde reddet Chester fra at dø ved solens morgenstråler. Hun havde skubbet ham væk for at nå det, andet end det vidste hun intet om. Men hvorfor han var her lige nu, vidste hun ikke. Hjertet bankede hårdere mod hendes bryst som personen virkede til at komme nærmere. Pludselig opdagede hun andre der også kom mod hende, og hun var næsten sikker på det var hende de var efter. Ligesom dengang de kom efter hende da hun var yngre - slog hendes adoptiv familie ihjel for at få hende med sig. Frygten skreg kort ud af hendes ansigt, men hun følte sig frossen fast. Kort efter ramte det hende, den intense smerte der begyndte at banke i hendes hoved - fik hende til at klynke en anelse som hun faldt ned på sine knæ.
"You stupid little thing, " vrissede en og skubbede blot Alessio til side - dæmoner. Det var tydeligt da de kom tæt nok på. Izzy ønskede at sige noget - gøre et eller andet, men smerten var for intens. De rev hende op på benene, ruskede i hende som var hun intet værd. Hvis det ikke havde været for smerten der blev påført hendes hoved ville hun have slået igen - for hun var ikke bange for dem, smerten gjorde det blot umuligt for hende at tackle.
"Look at these angels.. think they are so pure, they can't even protect themselves."

Han forstod godt Isabelle med hendes familie, på en mildere plan, da han vidste at hans bror var i live, men han vidste ikke om hans søster og lillebror var i live, før han mødte dem for ikke lang tid siden. De havde troet at både deres lillesøster og lillebror var død i lang tid, men heldigvis vidste det sig at de begge var i live.
You will always have a family, no matter where they are sagde han. Mest af erfaring, men også for at få hende til at have det bedre. Af en eller anden grund kunne han ikke lide da hun ligepludselig mistede den energi, der for ham var så mærkelig, det glade ansigtsudtryk hun havde. Men han indså hurtigt at familien var et ømpunkt for hende.
Da hun begyndte at nævne det om tvillingebroren, følte han at det var lidt ironisk, siden at han nærmest havde følt at der var noget galt, da Aaron fik taget sine vinger fra sig. Han forstod hende på et punkt, det var mærkeligt at to fremmede, skulle have noget til fælles, som familie problemer.
I get what you mean, my twinbrother is a fallen, and i felt it, when he fell sagde han og sukkede tungt. Han hade at tænke på at blive falden, især når det gjaldt Aaron, da det han gjorde, var for at rede deres søster.
Det hun dog sagde om at sove i lang tid, hvor man så efter vågner op, fik ham til at rynke på bryne. Han kunne på ingen måde relatere til det. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det.

Han så undrende på hende, da hun lige pludselig kiggede et andet sted hen end på ham. Hun kiggede bag ham. Da hun trak sig tilbage, kiggede han sig bag om, hvor han så nogen komme hen imod hende. Deres øjne var fikseret på hende. Hvad de ville hende, var han ligeglad med, men da de kom helt tæt på, kunne han lugte at det var dæmoner, og det gjorde det lige pludselig personligt for ham.
Han vendte sig hurtigt mod Isabelle, da hun pludselig gav et klynk fra sig og faldt på knæ.
Før han kunne nå at hjælpe hende op, blev han skubbet til side af en af dæmonerne, som han bestemt ikke var tilfreds med. Han ville ikke røres af dæmoner, de var beskidte og urene, mere end noget andet.
En advarende knurren kom fra ham, da de hev Isabelle op fra jorden.
Alessio var ikke en som udøvede vold, men dæmonerne tvang han nærmest til det.
Med et hurtigt sving mod dæmonen, som havde sat sine urene fingre på Isabelle, ramte Alessio ham lige i hovedet og fik ham ned at ligge. Han kunne dog ikke fokusere på ham, da der var to andre, som vendte deres fokus på Alessio i stedet for Isabelle.
Inden de kunne nå at ligge deres fingre på ham, tog han dem begge om halsen og hamrede dem ned i jorden, så de nemt kunne få en hjenerrystelse.
Bagefter rettede han sig op og så hen mod Isabelle.
Are you okay? Let's get away from here, before anyone sees this mess sagde han og fast og hendes arm, inden han trak hende afsted, væk fra det hele og ind i en gyde, så de ikke var lette at finde.
Who were those? spurgte han nysgerrigt, mens han kiggede på Isabelle. Hvorfor gik de ligefrem efter hende. Hvad havde hun med dæmoner at gøre.

Det hjalp overraskende på det hele, at han faktisk sagde, at hun stadigævk havde en familie. Izzy kunne ikke forklare hvorfor, men måske var det rart med en andens vinkel på tingene end blot hendes tanker omkring det - eller Chester - for alt i verden, skulle man ikke spørge Chester om så dybe spørgsmål. Ikke medmindre man ville høre hans forslog til hvordan de var blevet slået ihjel. I felt it, when he fell, let sank hun en klump. Den ting kunne hun ikke forstille sig, at mærke sin bror falde - for han var dæmon, praktisktalt var han allerede fortabt. William var opvokset totalt modsat af Izzy, som havde haft en kær familie - han havde haft en voldsom en og hun havde langtfra kunne lide hvad de havde gjort ved ham. Dog havde hun ikke ligefrem haft tid til at gøre noget ved det.

Izzy hadede at føle sig hjælpeløs. Skrøbelig. Men hvad skulle hun gøre, dette her var ikke inde i den kontekst af nogle af de situationer hun havde været ude for før. Det var langtfra noget hun kunne sætte sammen med andet, og hun prøvede at sætte det sammen med hvad de ville hende - men hendes hoved arbejdede ikke ligefrem sammen med hende. Slaget fløj lige forbi hende og ramte dæmonen der holdt hende - hvilket fik hende til at gispe let i chokket. Heldigvis var personen den med evnen over hende, og tankerne kunne snart samle sig igen. Izzy så Alessios måde at angribe dem på, men for at være ærlig var hun for rundt på gulvet til egentlig at reagere på det. Are you okay? Let's get away from here, hun sagde ikke rigtig noget, men nikkede blot. Det var yderst sjældent Izzy lod nogle føre hende med nogle steder, men hun valgte alligevel at stole på ham. De sorte prikker dansede henover øjnene på hende som de gik hen imod gyden. Så snrt de stoppede op tog hun sig til hovedet med den ene hånd. Blev stående overraskende tæt på Alessio, bange for at miste balancen. Who were those? Kendte hun svaret, kunne hun søge i sine minder efter svaret. Søge uden at blande alting sammen. Let lukkede hun øjnene, men balancen var svækket. Stadigvæk føltes det som om hendes hoved blev banket gentagende gange med en hammer.
"I.. I'm not sure.. people who were after the one I protect.." lykkedes det hende at sige, lettere svag i stemmen. Izzy prøvede at tage et skridt væk fra ham for ikke at gøre ham utilpas med hvor lidt afstand der var mellem dem. Dog mislykkedes hendes forsøg hurtigt, og hun faldt næsten til hun fik fat i ham igen. Klyngede sig ind til ham, som hun genvandt det chok hun næsten fik fra at miste balancen. "Thank you.. for helping me."

Som de stod i gyden, kunne Alessio ikke lade være med at tænke på, om han nu havde slået de dæmoner alt for hårdt, til at de måske ville dø. Han havde slet ikke tænkt imens han havde gået amok. Han havde ikke tænkt over, at han faktisk kunne komme til at slå dem ihjel og falde, ligesom sin broder. Det ville han ikke ønske, ikke for nogen engle overhovedet.
Men siden at hans vinger ikke føltes ud til at ændre sig eller at der ikke var kommet nogen for at rive dem af, måtte han gå ud fra at alt var fint. Han kendte intet til processen af at blive falden, han kendte kun til det som Aaron havde fortalt ham, men det var ikke detaljeret. Så kort sagt, vidste han ikke noget om det, hvordan det skulle føles.
Han blev dog taget ud af sin tanke bobbel, da hun forklarede hvem det var. Så nogen der var efter hendes person,  som hun skulle beskytte, det virkede logisk at gå efter skytsenglen vel.
That makes sense, I think i knocked them out pretty good, they shouldn't bother you anymore, i hope sagde han.
Han lagde ikke meget i at hun var så tæt på ham, sjovt nok havde han det ikke dårligt med det.
Han blev dog lidt overrasket, da hun trådte væk fra ham, men mistede balancen hurtigt. Det måtte havde taget hårdt på hende, det som dæmonerne havde gjort mod hende. En af dem mådte have haft en evne, sikkert den som holdte hende fast, siden hun så ud til at have det en smule bedre, da han faldt om.
Han så bekymret på hende, noget som ikke hørte til i hans ansigtsudtryk, men han var bekymret for hende.
Da hun fik fat i ham, før hun faldt, lagde han sine arme om hende og lod hende klynge sig til ham.
Hmm don't mention it, wouldn't want to ruin my reputation. sagde han og kiggede ned på hende. Hun var den eneste der havde set den side af ham, både som en der hjalp folk, men en som var bekyrmet og holdt om en, det var ikke noget som man så ham gøre tit.

Izzy kunne ikke undgå at trække på smilebåndet igen. Hun håbede ikke at hun ville se dæmonerne igen, specielt ikke ham med den evne - det havde gjort mere ondt end hun kunne forklare. Izzy kunne ikke forklare det, men måden han holdt om hende - måden hun var tæt på ham. Der var en tryghed over det, som hun elskede, men ikke kunne sætte ord på. Izzy kunne mærke det, den lille smile nye følelse der boblede i ham. Ikke fordi hun ønskede at spionere på andres følelser, men når man stod så tæt på - var det ikke altid til at undgå. Det tog nærmest pusten fra hende, ganske kort i hvert fald - på et punkt, hvor hun følte den form for fred hun havde søgt så længe. Der var noget i hendes hoved som gav mening, ønskede at det ikke ville holde op igen. Hmm don't mention it, wouldn't want to ruin my reputation.De blågrønne øjne så op mod ham, som han så hende i øjnene. Et drillende skævt smil blomstrede op på hendes læber, og et lille fnøs i form af en mild latter forlod hendes læber.
"I will try not to. Can't really promise everything," svarede hun så og tog ikke øjnene fra ham. Izzy havde ikke ligefrem van til dette, men det var som om, at han fik hende til at glemme de tanker som hun alligevel ikke ønskede at have. Hvilket var rart. Alligevel kunne hun ikke undgå stadigvæk at mærke efterslagene af hammeren der ramte mod hovedet, selvom slagene ikke var så intense eller voldsomme. Var det okay at føle sig svag på denne her måde? At føle hun havde brug for at være i nærheden af ham. Izzy sank en klump.
"Please, don't let go," fik hun så sagt og lukkede øjnene stille som hun lagde hovedet ind mod hans brystkasse. Blot for at ønske smerten i hovedet ville give slip, og på samme tid ville hun ikke have at han skulle give slip. Det var næsten som om, at hvis hun kunne leve evigt i denne smerte, men have ham til at holde om hende - så ville hun gøre det, leve i smerten. Hvad fik en person til at tænke sådan?

Han vidste ikke hvad det var med hende, der fik ham til at ændre sig fuldstændig. Ikke fordi at det ændrede ham på den dårlige måde, det var bare ikke just ham, at være så fuld af følelser, som han ikke kunne putte en finger på.
Som han stod der og holdt om hende, det var nærmest unaturligt for ham. Men ikke at han havde noget imod det, han kunne godt lide at have hende så tæt på, hvor mærkeligt det end lød for ham.
De øjne som han kiggede ind i, det smil på læben som hun havde, han kunne ikke give den følelse et navn, han ville ikke, for han var bange for den følelse og hvad der kom ud af den, hvad den førte til. Men inderst inde vidste han nøjagtig hvad for en følelse han var blevet udsat for.
Han var irriteret på sig selv, over den effekt hun havde på ham. Allerede fra et kort møde. Det var.. så mærkeligt.
Thank you sagde han og smilede et mere oprigtigt smil til hende.
Han stod bare stadig og holdt om hende, bange for at give slip på hende, for hvad hvis det hele forsvandt? Hvad hvis den følelse gik væk.
Han stivnede et kort sekundt af det hun sagde, og kiggede overrasket ned på hende. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det. Men en ting var sikkert, han ville ikke give slip på hende. Han stod bare med hende, ind til sig. Det føltes rarer end noget andet.
I won't let go mumlede han.
De blev nok nød til at give slip på hinanden, på et tidspunkt, det var virkelighedens sandhed. Men lige nu, havde han lovet hende ikke at give slip.

Hvordan kunne noget så unaturligt, føles så naturligt. Hvordan kunne en person komme ind og vippe hele livet rundt uden andet end at se en i øjnene - følsomheden ved en enkel berøring. Izzy havde hørt om kærlighed ved første blik, at man kunne møde en person og ved første sekund vide - at man ønskede at være i nærheden af den person resten af sit liv. Var det hvad der skete mellem dem lige nu? Izzy vidste virkeligheden ville banke på om lidt, virkeligheden - hvad var virkeligheden? Var det den verden man ikke var i når man lukkede øjnene? Hvad hvis drømmen var smukkere, kunne man gøre den til virkelighed? Kunne hun tage alle de her følelser, der lå og boblede på overfladen? Tage dem og sende dem ud i spillet, og hvad ville det gøre? Skulle hun være bange for følelser, hele hendes liv havde været om at håndtere følelser - og lige nu skulle det ikke være dem der slog hende ud af spillet. Izzy var kort sikker på, at han ville give slip, føle hun var dum eller noget værre. Dog kom ordene; I won't let go, henover hans læber, hvilket fik hende til at sukke svagt af lettelse. Hvorfor, hvorfor kunne få ord få hende til at blive så glad indeni? Hvordan kunne han formå at bringe denne glæde, hvis det ikke var kærlighed. Izzy kunne mærke hjertet banke en anelse hårdere, men på en rar måde. Hun ville ønske hun var bedre med ord, ønske hun vidste hvad hun skulle sige for at få ham til ikke at gå fra hende igen. Men på et tidspunkt skulle han vel videre med sit eget liv, der måtte vel forgå noget spændende - bare lidt.
"Your family is really lucky to have someone like you.." startede hun stille, men ærligt. Måske var det ikke ligefrem fordi, at hun kendte ham ud og ind. "I wish had someone like you in my life," tilføjede hun og så ham i øjnene. Der var behøvede ingen evner, eller ekstra talenter for at se hun mente det. Smilet strakte sig op på hendes læber som hun sank en klump. Izzy kendte ham ikke, og alligevel føltes Alessio ikke som en fremmed for hende længere. Tvært imod.
"But then again.. I would hate to ruin your reputation and all," pointerede hun så med et skævt smil.

Hans familie var heldig at de havde ham? Han vidste ikke rigtig om det var sandt. Han elskede sin familie mere end noget andet, han ville gøre alt for dem, men han synes dog ikke at han havde været alt for god for sin familie. Han villet havde ønsket at han kunne havde hjulpet dem mere, hjulpet Aaron efter ham blev falden og før, hjulpet Tatia og Kubo mere, selvom han havde troet at de var døde i lang tid.
Selvom de tanker gjorde ham mest ked af det, for hver gang han tænkte over det, var det som om at holde om hende, trøstede ham så meget at det ikke gjorde ham så trist som det plejede.
Han kiggede ned på hende med et smil, af det hun sagde. Det fik en følelse til at røre mere på sig, end den allerede gjorde. Sådan en dejlig følelse, som han ikke helt ville ligge mærke til... endnu i hvert fald. Var det ikke for tidligt at have den følelse, var det forkert at have den følelse så tidligt. De havde ikke engang et forhold til hinanden endnu.
De kendte knap nok hinanden, han vidste ikke hvordan hun var præcist og omvendt.
Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på, at han ville ønkse det nøjagtig samme som hun ville, at han havde en som hende i sit liv. Et glimt i hans øjne, sagde alt om hvad han følte, en smule koas, men alt i alt forundring og tvivl.
Han kunne ikke lade være med grine, som hun brugte hans egne ord imod ham. En anelse komisk. Men det gjorde ham lidt usikker, da han hørte sig selv grine, grine sammen med hende. Hun havde virkelig en effekt på ham, som var ved at gøre ham en anelse urolig.
It's already ruined sagde han med et skævt smil. By a stranger mumlede han så, mens han kiggede på hende, med det samme blik, som afslørede alle hans følelser, de var frit fremme som kort på et bord, lagt ud for alle til at se, noget som han ikke bare gjorde overfor alle, men kun familie.

Grintet, det var sådan et grin der smittede - fik hende til at grine ganske let også. Usikkerheden, oprigtigheden. Der var så meget godt i hele den her situation, alle ting som folk ofte prøvede at løbe fra fordi, at de blev bange for hvad det betød. Izzy havde aldrig oplevet dette udenfor sit fangeskab i drømmeland. Aldrig regnet med det når det kom til stykket. Hvorfor, vidste hun egentlig ikke. Izzy brød sig ikke om tanken om at give sig selv til en person, og alligevel følte hun sig mere end klar til at give Alessio alle siderne af sig. Det var noget der ikke lå til hende, men så igen - hvad lå til hende? Hvem var hun under den her ensomhed, Alessio syntes at springe i luften?
"Well, I guess that stranger only can hope, not to be a stranger forever," svarede hun og så ham i øjnene. Alessio viste hende noget hun kunne fornemme var sjældent, det var ofte svært for nogle at åbne op. Selv for hende, hvilket naturligvis kom meget an på folks følelser mod hende. Hvis folk hadede hende så ville hun naturligvis ikke opsøge dem - men Alessio ønskede hun at lære at kende. Hver eneste del af hans personlighed, de mørke som de gode. "Because something tells me that the stranger. don't wanna leave you alone," tilføjede hun med et skævt smil og med et varmt glimt i øjet. Det var sandheden, og i den sandhed fangede hun øjnene drage sig henover hans læber - ganske kort til at nå at længdes efter dem - men så snart hun fangede sig i den tanke, flyttede hun øjnene op mod hans igen. Izzy overvejede hun de skulle gå et andet sted hen, men på samme tid krævede det at de gav slip. En ting hun ikke havde lyst til, men nok ville blive aktuelt inden længe.

Han smilede blidt og nikkede. Det ville han også håbe, at hun ikke ville forblive en fremmed for ham. Han ville gerne lære hende bedre at kende, lære om hendes liv, hendes fortid, måske være en del af hendes fremtid. Det var så mærkeligt at han ønskede det, at han overhovedet tænkte på det. Det var ikke ham, det lå ikke til ham, men på den anden side var det heller ikke noget som han så negativt på.
I would like to know a lot more about that stranger indrømmede han og kiggede ned på hende med et nysgerrigt blik.
Han var så nysgerrig omkring hende, hvordan hun kunne få ham til at føle sådan, hvordan hun kunne have sådan en effekt på ham, som ingen anden havde, ikke engang hans egen kød og blod.
Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin. Det var tydeligt at hun ikke ville give slip, han ville heller ikke. Men de kunne heller ikke stå der hele natten, så det kunne måske være en god ide at finde et sted hvor de kunne være i sikkerhed for nattens mørke, som var ved at falde på.
Maybe it would be a good idea, to find a place, since the stranger don't want to let go sagde han med et skævt smil.
Han lagde godt mærke til hvordan hendes øjne gik fra hans, til hans læber. Hans kækhed flammede op i ham, så da hun kiggede op igen, havde han hævede det ene øjenbryn, som lavede et spørgende udtryk, samtidig med at han bevarede det skæve smil.
We could go to my house, it's in the woods sagde han, som nok kom til at lyde meget mere slæsk end han havde regnet med, især efter hun lige havde kigget ned på hans læber.

Kækheden og den drilske stemning der dansede omkring dem, var ganske nem at blive fanget i. Generelt hvordan de var omkring hinanden, et forkert skridt og man kunne blive fanget i spindet - men Izzy følte sig allerede fanget. Fanger i hans øjne, fanger i hans arme - og hun ønskede ikkat slippe derfra. Hun vippede hovedet let på skrå, I would like to know a lot more about that stranger, og så indbydende på ham.
"Maybe you are lucky," svarede hun med et drillende blik. Izzy indrømmede gerne hun var interesseret og umådelig nysgerrig omkring Alessio. Mere nysgerrig end hun nogensinde havde været i nogle. Maybe it would be a good idea, to find a place, since the stranger don't want to let go. Hun kunne ikke undgå at grine over Alessios kommentar. We could go to my house, it's in the woods Der var det måske fordelen at sætte følelser på tonen, fik hende til egentlig at få det rigtige indblik i ordene. Izzy ville langt hellere tilbringe tid med Alessio end hun ville alene - desuden selvom hun boede her i byen, var den ikke ligefrem altid indbydende.
"I would love to," svarede hun dog og da det egentlig gik op for hende - at hun ikke behøvede at forlade ham, var det som om at hun godt turde at give slip. Stolede på hun kunne holde balancen. Det var ikke fordi, at hun trådte specielt langt væk fra ham, et halvt skridt. Nok til at hun kunne gribe hans arm og hvilke sin omkring. Blot for ikke at miste hud til hud kontakten.
"You lead the way," pointerede hun med et varmt smil. Izzy havde faktisk slet ikke været i skoven mere, eller på en måde - det kom an på hvilken del man tog del i af hendes liv - hvilket var en umådelig svær bunke at rode op i sommetider. "Why the woods? Is it more peaceful there? Or is it just an escape to reality?" Spurgte hun stille og roligt - ganske nysgerrig.

Han ville håbe at han var heldig nok til at lære hende bedre at kende. For nu ville han ikke lade hende gå uden at vide alt om hende. Han ville vide hvad det var ved hende, som gjorde hende så attraktiv for ham, at han ikke kunne tage øjne fra hende.
I hope I'm lucky sagde han med et smil på læben.
Udover at hans forslag med at gå til hans hus i skoven, måske havde lydt forkert, ville hun gerne alligevel som gjorde ham... glad?
Han løsnede sine arme omkring hende, da hun tog et skridt tilbage, så de faktisk kunne komme afsted mod hans hytte.
Han havde i starten boet i den hytte med Aaron, indtil han faldt og ikke kunne se Alessio i øjne efter det, så han måtte flytte, så nu var det bare Alessio alene i hytten, ikke at han havde noget imod det, det kunne dog blive ensomt til tider.
Han nikkede og begyndte at gå mod Ashen Wood Forest. Det var nok den mest mørke skov man kunne vælge, men den havde også en hvis charme over den.
Da hun spurgte hvorfor han havde valgt skoven, vidste han ikke rigtig hvad han skulle svare til det. I starten var det fordi at Alessio og Aaron havde brug for et sted, hvor de kunne træne sig selv op i at være engle, da de havde boet hos shapeshifters det meste af deres liv.
It was for me and my brother, to have a place of our own, away from people, but when he fell he moved, so now it's just me sagde han og kiggede kort på hende, inden han så frem igen.

De nærmede sig Ashen Wood Forest, mørket havde faldet på, så det ville være meget mørkt når de gik igennem skoven.
Hytten lå ikke langt fra udkanten af Ashen Wood Forest, så det var ikke lang tid at de skulle gå længere.
Da de var kommet lidt længere ind i skoven, kunne man se en hytte, eller man kunne se siluetten af den, da det var så mørkt.
Let's get in, before someone comes and eats us sagde han, i sjov mening.
Han låste døren op til hytten, hvor han derefter tændte lyset i gangen, så de kunne se noget.
Efter Isabelle var kommet ind, lukkede han og låste døren igen, for at holde hvad der var ude i skoven, ude af hans hytte.
Well this is my house, you can feel at home.. Are you hungry, I can make food sagde han og kiggede på hende, som han tog sine sko og overtøj af.

Hun kunne forstille sig nogle dage ville blive ensomme, når man levede alene. Hun kendte til ensomhed, men hun kendte også til at man smed det til side - blev van til det. Det var vel hvad man gjorde når det kom til at overleve, man kæmpede videre selvom en lille ting syntes at gå imod en, ikke sandt? Izzy fulgte med ham ud til skoven. Det var ikke fordi hun aldrig havde set en mørk skov før, men aldrig med denne her stemning. Sidst hun havde været i en skov, havde hun været på flugt - det havde været voldsomt, men selvfølgelig en drøm - men drømmen for hende var en anden virkelighed. Den havde gjort hende hvad hun var i dag, men hun ville aldrig kunne forklare hvad der var sket. Mørket faldt på, dagen var alligevel gået overraskende hurtigt. Fra at hun stod op og mødte den mystiske fremmed, til faktisk at et; Hey, kunne bringe to folk sammen. De skulle dog ikke specielt langt ind i skoven før de kom til hytten. Let's get in, before someone comes and eats us, hun skar på en grimasse kort og rystede på hovedet af ham inden hun trådte indenfor. Izzy var da klar over de mange væsner der kunne findes herude, det var at leve livet en anelse farligt. At bo ude i skoven, men på den anden side - byen virkede heller ikke ligefrem mere sikker. Ingen steder var sikre, der var kamp overalt - man skulle bare søge lidt før man fandt alle de små ting, som gjorde det værd at leve. Og hun var ved at blive overbevist om hun havde fundet en af dem.

Izzy lod blikket glide rundt i hytten, hvorefter hun lod det falde mod ham igen. Det var underligt hun slet ikke havde bemærket kulden udenfor, det var ikke ligefrem fordi at hendes påklædning var det varmeste. Alligevel havde Alessios tilstedeværelse lykkedes at holde hende fra kulden - hvordan var det muligt? Well this is my house, you can feel at home.. Are you hungry, I can make food. Smilet strakte sig op på hendes læber, hvorefter hun tog sine sko af og kørte en hånd henover sine lysebrune lokker.
"It's nice, I like it," komplimenterede hun hans hjem - men hun mente det. Der var hyggeligt. "Food would be good," tilføjede hun mens hun vippede hovedet en anelse på skrå. Måske var det stemningen, eller den ukendte mystiske kemi der drog hende mod ham - men før hun rigtig nåede at tænke over sin handling havde hun plantet sine læber mod hans kind, blot for at sende ham et smil bagefter - det samme glade smil, men der var en speciel ting over det, noget varmt.
"Show me your skills," sagde hun lettere drillende, men nu var det trods alt ham som havde snakket om at lave mad.

Han var glad for at hun kunne lide hans hytte. Det var ikke fordi han gjorde meget ud af den, han boede der jo alene og samtidig, vidste han ikke at han ville få en person med hjem. Så det var ikke fordi at han havde gjort alt for meget rent, som han ville havde gjort, men det var vel en god måde at lærer hinanden at kende på, hvordan man er.
Glad you like it sagde han smilende. Han var selv glad for sit hus.
Han nikkede da hun takkede ja til maden, så ville han gå igang med det, med det samme. Han vidste dog ike helt hvad han skulle lave, men han kunne vel finde et eller andet i sin madkælder.
Han spærede sine øjne op, da hendes læber lige pludselig var på hans kind. Hans ansigt blev helt rødt, en farve som det aldrig havde været før. Hvad skete der lige der?
Han kiggede på hende med et ret overrasket blik, regnede ud hvad der lige var sket, udover at hun havde kysset hans kind.
Han vidste ikke hvad han skulle sige til det. Udover et lille smil der kryb frem, som hun sagde at han skulle vise hende sine skills.
Han nikkeede bare med et smil, inden han gik ind i køkkenet, for at starte på noget. Selvom han ikke vidste hvad hun spiste?
What do you want to eat, anything you don't eat? spurgte han fra køkkenet af.

Izzy havde ikke den fjerneste anelse om, hvorfor hun havde kysset hans kind. Hvorfor hun havde følt den trang til at komme i kontakt med hans hud, men hun kunne ikke gøre andet end at skjule sin forvirring - hvilket hun var umådelig god til. Det var vel en forsvarsmekanisme man lærte igennem årerne, og alle de ting hun havde oplevet - måske var det derfor hun var så desperat for blot at leve. Izzy gjorde alt for ikke at læse hans følelser, det var så fristende, men hun holdt sig selv i nakken. Da han gik ud i køkkenet åndede hun ud, go sank en klump. Hvad var det der cirklede rundt i hendes system? Håb? Ensomheden virkede formindsket bare en anelse, hvordan kunne det lade sig gøre? Tankerne strømmede kort igennem hendes hoved, som hun så rundt i hytten - fik hjertet til at springe en takt over. Først da han snakkede, blinkede hun sig selv ud af tankerne.
"Huh.." hun rystede hurtigt på hovedet af sig selv, og kørte en hånd igennem sine de lysebrune lokker. "No, I really eat anything as long it's food," svarede hun med en lettere munter klang i stemmen. Derefter lukkede hun øjnene og pustede kort ud, heldigt nok han ikke havde set hende være fanget i sine egne tanker. Izzy tog sig selv i at finde vej ud i køkkenet, for at sætte sig op på en ledig bordplade - blot for at se på ham. En tanke blomstrede irriterende op i hendes hoved, hvis han kendte det mindste til hendes baggrund i detaljer, ville han sikkert aldrig se på hende på en ordenlig måde. Alligevel kunne hun ikke gøre for sin fortid, faktisk - var det ikke ligefrem fordi hun frivilligt havde levet den. Izzy var ikke sikkert på hun turde spørge ind til hans ensomhed, ikke fordi hun vidste om der var en ensomhed overhovedet. Det var blot hendes tanke, at det ville blive ensomt at være her alene hele tiden.
"So Alessio, tell me. What are you making for us?" Spurgte hun med et kært skævt smil som hun så hen imod ham.

Hun spiste alt? Så var det vel let nok at lave noget, der var ingen grænser for hvad han ikke kunne lave.
Det var altid at have nogen som ikke var kræsen, som Aaron var. Han var ekstrem kræsen, så det var... behageligt? Med en ændring. Selvom det var ret mærkeligt for ham, at skulle lave mad til andre end ham selv og nogen gange Aaron. Det var ikke normalt for ham. Det var ikke fordi han havde det alt for godt med det, fordi det forvirrede ham en del og han havde det alt for mærkeligt med sig selv, når hun var omkring ham. Men alligevel kunne han ikke lade være med også at kunne lide det, han havede fangede sig selv i at smile til hende nogen gange, i løbet af den korte tid som de havde kendt hinanden.
Great, then there is no limitations sagde han og gav hende et kort smil.
Som hun satte sig på en af bordpladerne, kiggede han hen på hende. Hans øjne hvilede måske lidt længere på hende, end hvad der var normen, inde han hurtigt vendte tilbage til at lave sin mad. Han vidste ikke hvorfor han var så betaget af Isabelle. Der var bare noget omkring hende, som var så anderledes at han blev tiltrukket af det. Han var så nysgerrig omkring hende. Den energi hun udsendte, som han helt klart kunne føle fra starten af.
Han rensede sine tanker, for at kunne gøre plads til maden, så han kunne komme igang med den.
Han måtte koncentrer sig om hvad han skulle lave. Måske en nem lun pastasalat, eller en mere stilet Coq Au Vin? Men hvem prøvede han at imponere. Det var ikke fordi at de var på en date, eller noget. Det var bare en hel alminde dag. I think i will make a pasta salad sagde han til hende og begyndte så at lave den.
Han valgte at lave lun pastasalat og satte så vand over og fandt sin pasta frem, som han havde fået på markedet. Da vandet begyndte at koge, satte han pastaen over. Da det endeligt var færdigt satte han det til siden.
Herefter fandt han en masse urter frem, som han havde fundet fra skoven af. Han valgte artiskokken, som han hakkede i små stykker, hvor han bagefter blandede det i pastaen.  
Han tog så derefter et glas, som kunne lukkes, hvor han hælde olie, eddike, hvidløg, kapers, sennep og krydderier i, hvor han derefter rystede alt sammen og puttede det i pastaen, hvor han derefter rørte det rundt.
Da han var færdig med det, tog han bare andet salat, som spinatblade, gulerødder og andre krydderier og puttede i salaten.
Han tog så to tallerkner, hvor han lagde noget af pastasalaten på hver og satte dem på træbordet, som var i det samme rum, bare længere bagved dem, samt gafler.
The food is served, please sit down sagde han og satte sig selv ned.

Måske var det følelsen af egentlig ikke at have fået næring nok igennem flere år. Følelsen af endelig at få den rigtige fornemmelse af mad, følelsen af at kunne føle sig mæt - have tid til at spise uden at føle sig stresset.  Det gjorde hende måske mindre kræsen.  
Alt i alt var hun meget rolig omkring ham nu, i forhold til før. Der var ikke længere denne her socialt akavede del over hende, eller dem. Det begyndte at blive mere naturligt for hende at være i Alessios selskab, og hun nød det.  Stille hev hun vejret ind mellem læberne, som hans øjne hvilede imod hende. Af en eller anden grund holdt hun vejret kort og hørte hvordan hendes egen hjerterytme startede i fuld galop. Izzy slog blikket væk fra ham ganske kort, da han slog blikket væk fra hende.  Dog fangede de blå øjne hurtigt hans skikkelse igen, og så ham an. Hvor betaget hun var af ham. Det måtte hun give ham, aldrig havde hun troet det ville ske for hende igen. Igen, hvad mente hendes tanker dog med det? Hvordan kunne hun gå ind og fange sig selv på denne her måde? Hvorfor tillod hun sig at analysere sig selv? Måske var det virkelig bare ham, som gjorde hende nysgerrig. Fik hende til at gå ind og mærke efter ved sig selv. Det var en god følelse, og gode følelser havde hun ikke oplevet i så lang tid. Tanken fik hende til at trække lidt ekstra på det skæve smil, der allerede var plantet på hendes læber.  
Izzy blev revet ud af sin tankestrøm da Alessios stemme fik hendes opmærksomhed.
"Sounds delicious," svarede hun ham stille og sendte ham et varmt smil.

På den ene side ønskede hun at tilbyde sin hjælp, men der var noget mere under det, end bare at spørge.  Det var dog en fortælling til en anden dag, lige nu tillod hun sig bare at sidde og betragte ham. I hvert fald medmindre han spurgte om hendes hjælp.  Det var egentlig sjovt, stilheden imellem dem mens Alessio lavede maden. Den var langtfra akavet eller ubehagelig. I hvert fald for hende. Han begyndte at dække bord, og hun fangede sig selv i at tjekke ham ud - inden hun hoppede ned fra køkkenbordet.   The food is served, please sit down, Izzy nikkede og gik hen for at sætte sig - ved pladsen tættest på ham.
"I can already tell you did a great job, it looks more amazing then anything I could ever make," pointerede hun og grinte kort af sig selv. Izzy løftede de lysebrune lokker  bag skulderen, hvorefter hendes blik landede på ham igen.  Hun sendte ham et tandsmil inden de egentlig gik igang med at få mad på tallerkenen.  For Izzy var hvert eneste måltid fantastisk, men det her var specielt godt. Om det var selskabet der var en bonus, var hun næsten sikker på. Det var ret ensomt når hun spiste selv, og hendes madlavningsevner var ikke ligefrem i top form.  Så det her var nok det mest lækre mad hun havde fået længe.
"I must say, I'm impressed." Indrømmede hun ærligt, og tog endnu en mundfuld.  Izzy havde fundet sig tilpas i hans selskab, det føltes som om, at alle brikkerne var faldet på plads. Der var ikke den her fremmede følelse over dem mere, det virkede alt for naturligt at sidde her og snakke med ham.
"You know, I'm really happy you asked me to come with you. I enjoy your company," fortalte hun så med et varmt smil.

//out//