Like mentor, like protege

Ugedag: Mandag
Tid: 12.21
Vejr: Bagende hedt
Omgivelser: De varme gader

@Taliia

Solens varme var bagende og folk havde søgt ind i skyggerne. Det var ikke tit at skibe kom ind på denne tid. Slet ikke i varmen. Men der var en undtagelse denne dag. En stor Man O War kom ind under det sorte flag. Længere ude kunne man se en anden stor Man O War. Resolute gled gennem vandet ind mod havnen. Havnevagten så på skibet og så det længere ude. "Stik mig en kikkert, knægt." brummede han til sin søn. Sønnen rakte ham den og med et hurtigt bevægelse satte han den for venstre øje. Det han frygtede mest var sandt. Det andet skib var Black Breath. 'De er kommet efter ham.' tænkte han og så mod skibet der lagde til kaj. Frygten gnavede i ham. En høj skikkelse kom ned af gangbroen. Vreden osede ud af hans krop.

Seuzan trådte ned på kajen og så sig om. Der er tre uger siden Black Breath dukkede op i Devils Lagoon uden dens kaptajn. Seuzan var taget afsted i hast og hans flåde var på vej. Han vidste hvor han skulle lede og var klar til at vende sin vrede mod byen. Med faste skridt gik mod byen og tænkte på en bestemt person der sikkert gad hjælp. Han søgte mod den del hvor Taliia boede i håb hun ville hjælpe. Havet kunne ikke være uden Raco ved Seuzans side.Den mand var hans mentor og støtte. Folk så ud fra deres huse og de mange bare. Sveden løb nedover hans pande og ned i hans øjne. Han tørrede det væk og så sig om på gaderne. "Det skulle gerne være her omkring." brummede han og missede med øjnene. Han vidste at denne mission var farlig, men han håbede hun forstod.

Taliia var endelig kommet hjem efter at have været anbragt på et af byens lægesteder.
De havde været ude for et storm for et par uger siden og var ankommet i havnen i forslået tilstand for et par dage siden, selv skibet var forslået og synderrevet. Det lå nu opankret og afventede skibsbyggernes dom. Deres kaptajn, Vivian, havde slået sig ret så kraftigt og havde brækket benet, så hun kom ingen steder de næste seks til otte uger. Heldigvis var ingen blevet dræbt, men mange havde brækket et eller andet, fået småskrammer eller slået sig.
Taliia var iblandt de heldige, hun havde slået hovedet og gik derfor med en forbinding omkring hovedet. Hun havde fået lov til at trække noget frisk luft, forudsat at hun lovede at være tilbage inden for en time. Heldigvis lå havnen kun ti minutters gang fra lægestedet, men Taliia var langt fra frisk da hun kom der ned. Hun satte sig på en bænk, lænede sig tilbage, lukkede øjnene og nød solen og den skønne vind som strøg forbi hende og kærtegnede hendes hud og hår.

Henne ved huset som Taliias lejlighed lå i, var husets frue ved at lufte dyner. Hun var i gang med Taliias værelser, da hun så en mand som så undersøgende om nede på gaden. Hun lænede sig en smule ud af vinduet.
"Har de brug for hjælp?"

Fængslet i Minotaris var halvtomt. De fanger der var sad i lænker eller frie i deres celler. En af dem var en ældre Draconianer. Raco Dastan Fire. En stærk pirat og leder for en stor gruppe. Tidligere mentor til Seuzan. Den ældre mand sad på knæ med hænderne lænket til gulvet og fødderne til hver deres væg. Med hovedet bøjet kunne ingen se den vrede der var på hans ansigt. De lukkede øjne skjulte de udmattet øjne. Kuldegysning gik igennem ham trods varmen udefra.

"Kom nu, min dreng. Hvor bliver du af?" mumlede han og hævede hovedet mod vinduet. De blå/grønne øjne var længselsfulde og holdte meget lidt håb. Han var dødsdømt og skulle enten skydes eller hænges. Noget med den forbandede fortid at gøre. Et suk forlod ham og stilheden blev tyk da vagter kom hen til hans celle. "Om få dage er du en død mand, Raco Dastan Fire." sagde den yngste og gav et hånligt smil. Raco så på dem og langsomt blottede tænder. En knurren kom fra hans bryst. "Piss off kid!" snerrede han og cellen blev åbnet. Vagten gik hen og slog ham over venstre side af ansigtet. Blod kom fra den flækket læbe og Racos tunge kom ud for at slikke det væk.

"Ja. Taliia. Hun skulle bo heromkring ikke?" spurgte han og så sig om. Han var bekymret og ivrig efter at finde hjælp. Fik at vide hun var enten på havnen eller ved lægehuset. Han snurrede rundt og gik ned mod havnen. Håbede hun ville genkende Resolute. "TALIIA!!" brølede han gang efter gang. Hun var den eneste i denne by han stolede på. Skridtene var hurtige og hårde. Blikket var fast og trods varmen bevægede han sig hurtigt. Han kunne se havnen og kikkede sig omkring.

Skib efter skib lå ved kajen. Resolute lå længst til højre og ind mod den fattige del af byen. Den store Man O War havde det sorte flag oppe og den blafrede i den tørre vind. Besætningen sad i skyggerne tæt ved for at passe på skibet og være klar til at smutte uden varsel. Black Breath lå klar til at være opbakning.

"Nå, min kære. Skal vi se hvordan det ser ud idag?" Taliia åbnede det ene øje halvt, og så healeren komme gående sammen med en hjælper. Hun rettede sig op med et støn, hele hendes krop virkede stiv og øm, for ikke at tale om at hendes hoved føltes som om det havde en bule på størrelse med en knytnæve. Healeren fjernede bandashen og rensede såret.
"Det ser skam fint ud. Et par dages hvile mere og det burde være helet nok til at du slipper for mig." Healeren lagde en ny bandashe om hovedet på hende og så strengt på hende. "Men selv om du slipper for mig, så vil jeg alligevel sige at der skal gå en uges tid inden du roder dig ind i noget nyt."
Taliia så grinende på healeren, som sukkede da hun havde en ide om at hun godt kunne glemme at belære en pirat. Man skulle dog aldrig sige at hun ikke forsøgte.
Taliia skulle til at sige noget, da hun hørte sit navn blive brølet, så hun så sig rundt efter personen. Hun syndes at kunne genkende stemmen, men var ikke hel sikker.. Den hjerne ville ikke helt sammenarbejde lige nu. Hun så en mand der kikkede sig omkring, satte fingerne i munden og gav et pift som kunne høres over hele havnen, hvorefter hun vinkede med hånden, som tegn. Samtidig skar hun ansigt af smerten i hovedet. Healeren så nu arigt på hende.
"Jeg sagde jo, at du skulle tage det roligt, og det gælder også med hensyn til høje lyde." Taliia så op på healeren.
"Jeg skal nok forsøge." Healeren sukkede og gik tilbage til lægestedet sammen med hjælperen. Taliia så igen hen imod manden.

"Gad vide om han redning kommer til at ske?" spurgte en anden fange lavmælt og så mod den fangede kaptajn. Hans cellekammerater mumlede stille, indtil en ældre fange der også var slavehandler åbnede sin mund. "Den kommer. Og den er vred. det siges at Resolute er kommet til byen. Den har folk sikkert opdaget, men hvornår de lægger mærke til Black Breath længere ude? Det er et farligt spørgsmål." Raco lyttede mens han slikkede sin revnede læbe. Det sved og han krympede sig indvendigt. En ældre vagt kom hurtigt ned og løb forbi cellerne ned til vagtstuen. "Flyt jeres røve. Der er en stor Man O War ved havnen!" Raco kæmpede sig på benene og stod rank i sin celle. Var den redningen? Han lagde hovedet tilbage og gav et brøl fra sig. Få ham til at holde sin kæft!" Døren gik op og Raco så på vagterne med et blik så fyldt af had, at de stoppede kort op. "En goddamn Draconianer!" hvinede en anden fange og Raco bandede. Han var ikke vild med denne slags opmærksomhed. "Please, Laddie." mumlede han med bøjet hovedet og skar tænder da vand skyllede ind over ham. Tvang ham i knæ. Øjnene gled i.

Seuzan hørte piftet og så i retningen. Den person han ledte efter. Han satte farten op og styrtede hen til hende. "Taliia. Jeg har ledt efter dig!" sagde han og så sig om. Lægestedet var fyldt med andre sejlere og det fik ham til at rynke brynene. "Hvad er der sket?" spurgte han og så på hende med bekymret øjne. Han gled blikket over hende for at se om hun var såret. Vagter kunnes høres komme løbende og Seuzan snurrede rundt. Han gik fra rolig til farlig på et sekund. Hånden gled ned til sværdet og den anden skyggede for øjnene. Dårlig timing, vagter. "Vi har ikke meget tid." Han så på hende igen og denne gang med en bedende stemme. "Men jeg virkelig brug for din hjælp til noget sindssygt."Han så til venstre og Resolute på vej ud af havnen. Nede ved kajen stod der flere vagter og råbte af hans mandskab. Længere ud havde Black Breath foldet sejlene ud og klar til at kunne rykke ind. Det hele kom nu på Taliias villighed til at hjælpe ham med denne opgave.

Taliia blinkede et par gange da manden kom styrtende. Den stemme..
"Vi røg ind i en storm for et par uger siden, og ankom her for et par dage siden. Vivian har brækket benet, samt lidt andre skader. Tvivler på at The Lady kommer ud på havet igen. Stormasten.." Hun lukkede øjnene en kort stund og tog et par åndedrag. Hun fornemmede svagt at hendes medfødte evner langsomt vågnede.
Hun kunne høre en masse råben. Manden med den kendte stemme talte igen, denne gang mere bedende.. Noget i hendes hoved gled på plads. Hun så op i hans ansigt. Seuzans ansigt.
Hun rejste sig op og var ved at støde ind i hans bryst. Hendes øjne var en smule slørret og alligevel så hun hans bekymrede ansigt.
"Jeg henter mine våben." Hun vendte rundt og småløb slingerende tilbage til lægestedet, hvor hun greb sine våben og kom ud igen. Hun så afventende på ham, imens hun satte dolkene i deres hylster på ryggen, pilene ved sin venstre side ogbuen over den ene skulder, samt ignorerede den råbende healer som skældte hende ud, samt den ligeså råbende Vivian, som kræved at få svar på hvor hun skulle hen. Hun holde en hånd op til hovedet og fornemmede hvordan hovedpinen langsomt, meget langsom, trak sig sammen. Hun sukkede, byen egnede sig ikke for hende, når hun skulle bruge sin healende evne. Men dette var bedre end ingen ting.

Han rystede vandet af sig og prustede. Han rystede på hovedet og så efter vagterne der gik ud af hans celle. Kæmpende kom han op på hug og så op og stå. Han huskede en gammel sang som hans mor havde lært. En nagende fornemmelse bredte sig og frygten kom kort efter. Hans familie kunne være her. Og uden ham ville Seuzan var sårbar. Han håbede at Seuzan ikke stødte ind i dem. Ikke før han var ude ihvertfald. Han så på sine lænker og rykkede i dem. Han kastede sig frem flere gange og hver gang gav mur sig lidt efter lidt. Han begyndte at kravle frem for at spænde lænken ud. Kløerne kom ud for at give et bedre hold på gulvet. Han gryntede i anstrengelse. Sveden piblede frem over hans ryg, bryst og pande. Han vidste at hans muskler ikke ville bryde sig om dem, men what the fuck?

På gaden var folk begyndte at styrte rundt ved synet af pirater og deres skib. En stor gruppe samlet under et stort flag. En Draconianer-klan med udvidet blodlinjer. Alle var hårdt bevæbnet og deres blik var rettet mod fængslet. Deres træk var velkendte og man kunne genkende dem hvis man så godt efter.

Seuzan så kort på hende, men begyndte at lede hende i retningen af fængslet. "For tre uger blev min mentor fanget. Luca, Quatermaster på Black Breath, fandt mig og vi har brugt tid på at samle vores flåder. Han er fanget i dette fængsel og dømt til døden. Mister vi ham mister vi kampen mod en stor klan af pirater." sagde han og dukkede rundt om hjørnerne. Han kendte ikke klanen, men vidste at hvis Raco holdte ham skjult, var der en meget god grund. Raco havde flere gange sagt at Seuzan ville være hans arv. Han så sig over skulderen på den yngre elver og var mere og mere taknemmelig for hendes hjælp. Mange fra de to besætninger havde sagt Seuzan mindede meget om Raco på så mange måder. Han drejede skarpt m et hjørne og frøs ved synet af en stor flok pirater på vej op mod fængslet. Han rynkede bryn og så på Taliia. Disse var farlige.

"Hvem helvede er de?" mumlede han og søgte skjule op ad en mur. Han fulgte deres bevægelser. Der var over tohundrede mand med dem. Alle var beslutsomme og så drabelige ud. Damn it all.

Taliia fuldte med uden at sige noget. Hun var stadig lidt omtåget og fik derfor ikke fat i alt hvad han sagde. Hun gik dog ud fra at der var en grund til at han søgte hendes hjælp. Vinden bragte duften af træer og planter med sig, og da Seuzan skjulte sig op ad en mur. Taliia mærkede planterne på den anden side af muren og sukkede af glæde, da hun mærkede den healende kraft tog til i styrke og hendes hovedpine blev halveret. Hun hørte ham mumle og lænede sig en smule forbi ham for at se hvem han mente. Uden at tænke lænede hun sig lidt ind over ham, så hendes krop blev trykket lidt ind imod hans, inden hun trak sig tilbage.
"Aner det ikke, men de ser ikke venlige ud." Hun smilede skævt og havde et drilsk glimt i øjet. "Måske man skulle lave en lille afledning?" Hun så sig lidt om for at undersøge omgivelserne..

Lænkerne sprang og Raco faldt fladt ned på maven. Han gik hen til døren og tog fat om tremmerne. Blikket gled hid og did for at finde en udvej. "Før jeres røv igang. Piraterne er ankommet!" brølede en vagt og så på sine mænd."Få fangerne væk herfra. Start med Raco Fire!" Raco bakkede væk og så på de ti vagter der gik ind i hans celle. Og nu var han lige sluppet fri. Han blev lænket og fik en klæde over munden. Han blev slæbt væk og over på den anden side af fængslet. Et sted der var mere sikkert. Han faldt på knæ og sendte det mest drabelig blik mod fangerne da de gik ud af hans nye celle. Dette var den topsikrede afdeling.

Edmund Fire bevægede sig med faste skridt mod fængslet. Hans kone ved hans højre side og hans yngste søn på den anden. Deres mænd huggede vagter nede i hobetal. Selv Maxwell og Athan, hans to svigersønner, var med også selvom de ikke kunne lide Raco. Ingen slap godt fra at spærre hans søn inde. Marion standsede og så mod en gade til venstre. Hendes ansigt fortrak sig i vrede. Bella og Claire samlede sig om hende. "Der er nogen." hvislede hun og Bella trak begge sine lange daggerter og blikket blev hårdt. Gruppen af pirater var stoppet og ventede på deres leder og hans familie.

Seuzan frøs og så på Taliia. Dette kunne kun gå galt. Han vidste at de ville ikke have den store chance så han trådte frem. Han hævede hænderne og så mellem de mange folk. Den ældste blandt dem rynkede brynene og trådte frem. Han var en mørkhudet med og var skaldet. 'Jeg er så død. Raco slår mig ihjel.' tænkte han den ene hånd kom ned og hvilede på sværdet ved hans side. Straks reagerede alle. "Og hvad laver I to her?" knurrede en mand med langt hår i dreadocks. Seuzan rynkede selv brynene. Han svarede ikke til vilde. Hans blik blev roligt og koldt. Det der fik isen til at krybe ned af fjendens ryg. "Det spørgsmål kommer lige tilbage til jer." Seuzan rankede sig og langsomt dukkede hans egne mænd op. Han håbede at Taliia ikke ville gøre noget dumt. Han så sig om efter muligheder for at slippe væk. "Vi er virkelig nød til at nå op til fortet." mumlede han til hende. En knurren rejste sig fra begge sider. Seuzan brød sig ikke om at blive holdt her længere end nødvendigt.

Taliia så på Seuzan og skar ansigt. Så trådte hun frem efter ham og sørgede for at holde håndfladerne vendt op ad. Hun så rundt på de forskellige i gruppen, og studerede dem grundigt. Hun fornemmede at dette nemt kunne gå galt, og fik det bekræftet da han mumlede til hende.. Hun nikkede svagt uden at tage øjnene fra gruppen. Hendes eneste ord var: "Du føre an."

Raco rasede i hans celle. Han var atter brudt fri af lænkerne og gået i lag med tremmerne. Andre fanger var også blevet ført over på denne del af fængslet. Raco bandede og svovlede. Han tav dog da han fik øje på sin fars flag. Han blev bleg og bakkede væk. Hvad lavede de her? Han så på flaget og blikket gled hen på de skibe bag faderens. Sin bror og søstres skibe var her også. De var her alle og han sank en klump. Han havde en anelse om hvorfor de var her, men han kunne ikke tænke tanken til ende. Hvis de fandt Seuzan så ville der ikke være den store chance for han overlevede denne dag. "Over mit lig!" snerrede han og så på cellens dør med had. Han håbede at Seuzan nogenlunde huskede hvad han havde lært ham i kamp.

Seuzans mænd trådte frem og dannede en mur. Han selv flygtede gennem andre gader mod fængslet. De nåede toppen og i læ af træer og buske for at se vagter storme forbi og ned mod bydelen. Seuzan var meget jumpy og så ivrigt på fængslet. Bag disse mure var hans mentor og ventede på ham. Han så på Taliia og blikket blev bekymret. Hun så omtåget ud og han begyndte at overveje om planen var så god igen. "Klarer du den?" mumlede han og rykkede tættere på hende. Hans høje og muskuløse krop dækkede for hendes. Han kunne ikke lade være med at være bekymret bare en anelse.

Taliia blinkede og så på ham med øjne som var letter sløret og et skævt smil. "Det skal nok gå." Noget i hende blev berørt af hans bekymrede blik og måden hans krop dækkede for hende. Hun stjal et par blik af hans krop, ansigt og væsen. Han var helt anderledes end de mænd, der før havde fanget hendes interesse. Hun følte at hun var nødtil at sikre ham. Hun lagde sin ene hånd over hans og så op på ham med, hvad hun håbede var beroligende. "Jeg skal nok klare det. Det er kun en hovedpine."

Han kæmpede stadig med døren da han hørte pistolskud nede fra bydelen. Frygten begyndte at gnave i hans bryst og en hvinen kom fra hans brystkasse. Seuzan! De andre fanger var også stoppet og ventede nu bare på mere. Langsomt kom lyden af sværd og pistolskud. Vagterne fra fængslet og gaderne var nu kommet for at stoppe pirater. Raco vidste dog at intet kunne stoppe hans far.

Han brummede og troede ikke helt det var sandt. Han ene hånd kom op og hvilede kort på hendes kind. "Hurtigt ind og hurtigt ud. Black Breath og Resolute ligger klar til at hente os." sagde han og begyndte at rykke nærmere mod fængslet. Han håbede at dette kun ske hurtigt og uden al for meget kamp. De kom ind i fængslet og Seuzan sneg sig gennem skyggerne som Raco havde lært ham. "Grunden til alt det her er fordi, jeg kan ikke tæmme havet alene." mumlede han til Taliia og så kort på hende. Rundt omkring dem var mange celler tomme og Seuzan begyndte at undrer sig over det. Han rejste sig op i fuld højde og så sig om. "Dette er noget lort." knurrede han og kikkede nøje ind i en tom celle. Alle så ud til at være flyttet. Et skud kunne høres tæt ved og Seuzan snurrede rundt mod lyden. Dette blev bedre og bedre.

Af en eller anden grund, som hun ikke kunne få ord på, nød hun berøringen af hans hånd mod hendes kind. Hun fulde ham uden en lyd og håbede at de kunne undgå alt for meget kamp. Hun lyttede til hans mumlende ord, men sagde intet. Hun var optaget af at bruge sin hørelse så godt det kunne lade sig gøre for den susen, som lød i dem. Da han knorede blev hun nærværende igen og så sig om. Skudet som lød tæt ved fik hende til at skære ansigt og knibe øjnene sammen, samt at bande lavmeldt på elvisk. "For helvede, mit hovede."

Raco kom ud og stod på gangen og så sig om. Hjælpen måtte være indenfor murene. Han styrtede ned af gangene og mod det rum hvor hans ting blev opbevaret. Han sparkede døren op og så sig om. Rummet var oplyst af fakler og to vinduer. På bordet lå hans jakke, sværd, pistol og det kort som førte til en stor skat. Han kastede jakken på. Spændte bæltet med sværdet og pistolen og kortet blev gemt sikkert væk. Han begyndte at rode i skufferne i reolerne. Fandt kugler til pistolen og breve med kongelige segl på. Et grumt smil bredte sig og han lagde dem ind til brevet mens kugler kom ned i posen med resten af hans ammunition. Med hurtige trådte han ud på gangen og ned mod udgangen. Han mødte enkelte vagter som han nemt slog ned. Et skud hørtes og tæt på. Rynkede bryn satte han i løb.

Seuzan hørte løbende trin og snurrede rundt. Hans blik faldt på en velkendt skikkelse med rødt hår. Han stod som forstenet. Lettelse og glæde bredte sig i hans bryst og han åbnede munden for at sige noget. Deres blik mødtes og Seuzan mødte de øjne som tilhørte den mand han elskede som en far. Før han fik sagt et ord kom der en flok vagter og gik i kødet på dem. Seuzan snurrede rundt og trak sit sværd. Hans læber trak sig tilbage og tænderne blev blottet. En knurren kom fra Raco der kastede sig mod vagterne med en vrede der gav hans race stolthed. Draconianer beskytter deres unger med vrede og Seuzan vidste at Raco så ham som sin. Han fulgte efter Raco og svang sit sværd. Vagterne gav dem kamp til stregen, men disse to kendte hinanden g vidste hvad de skulle gøre.

Taliia fornemmede hvordan Seuzan forandrede sig en smule, da en anden person kom til syne. Da vagterne kom trak hun sine to lange dolke og forsvarede sig, samtidig med at hun sørgede for at være i nærheden af Seuzan og den anden mand. Hun fornememde en lighed imellem de to, de så ud til at kende hinandens træk og.. Længere kom hendes tanker ikke, før hun måtte kaste sig baglens for at undgå et sværd i ansigtet. Hendes ryg og hoved hamrede ind i vægen bag hende og et gisp forlod hendes læber, inden hun hævede klingerne og blokerede et sværd. Hun hvæsede som en arrig kat og sparkede vagten imellem benene inden hun snorrede rundt og sparkede vagten ved siden af i maven. Der på vaklede hun et par skridt og så sig om efter de to. Vagterne havde ment at deres to kammerater var nok til hende og havde samlet sig om de to. Hun blinkede nogle gange for at klare synet. Men endte med at måtte ryste hovedet. Hun kunne mærke at det her ville ende galt hvis hun ikke fik.. Hun vaglede endnu et par skridt inden hun sprang frem imod resten af vagterne. Hun var i kamp, skaderne kunne ordnes bagefter. Hvis Gudinden ville det...

Raco kæmpede som besat mod vagterne. Hans sværd sang og pistolen. Vagterne gav ikke op og blev ved med at komme. "Vi så Kaptajnerne fra klanen Fire før." hørte han Seuzan gispe ved sin side. Han så kort hen på den unge elver og stillede sig massivt i vejen. Huggede til højre og venstre. Ansigtet fortrakt i vrede. De tre uger han havde været låst inde. Nu er det hævn og han holder ikke igen. Blod dækkede hans ansigt og tøj. Dryppede ned på stengulvet og farvede stenene røde. Intet ville kunne fjerne det og denne trio ville derfor efterlade et stærkt minde fra denne dag. Vagternes råb og skrig gav genlyd og til sidst blev der stille. Raco trak vejret tungt og hans øjne havde stadig et vildt skær over dem. Seuzan forsvandt fra hans side og et blik viste han var gået hen til elverpigen.

Efter hans ord til Raco med de andre kaptajner sørgede han for at ingen sneg sig forbi og ud efter forstærkninger. Han var høj og bred og det virkede til hans fordel. Vingerne var gemt så ingen vidste hvad han var. Det endte godt for dem og Seuzan styrtede han til Taliia. Han så bekymret på hende. Han hørte kampen der stadig fortsatte længere ned i byen. De var nød til at komme videre. Resolute var klar til at få dem ud. Han løftede hende op og så på sin faderskikkelse. Han nikkede og ledte vejen ud. Hans skridt var lange og hurtige. Raco var lige bag ham hele tiden. Oppe på bakken kunne man se Resolute lægge til kaj og et smil bredte sig over den yngre mands læber. Hjælpen var her og længere var Black Breath klar til at støde til som støtte.