Like mentor, like protege

I det Taliia havde nedkæmpet den sidst vagt hun havde foran sig, vaklede hun et par skridt baglens og så på Seuzan som kom styrtende. Hans bekymrede ansigt var det sidste hun så, inden bevidstløsheden ramte hende.

Da hun kom til sig selv, kunne hun ikke længere høre kampene. Hun hørte vindens blide sus og fornemmede havets duft. Hendes hoved dunkede og en stønnen undslap hende. Hun løftede højre hånd op til hovedet og fandt en ny bandage. Hun lod sine naturevner undersøge hendes krop. Nogle få sår og en masse blå mærker, samt hovedpinen som var en del kraftigere end før. Hun bandede på elvisk.
"For satan, hvorfor hørte jeg dog ikke efter den healer." Hun sukkede og trak vejret dybt et par gange. Derpå åbnede hun øjnende halvt og forsøgte at sætte sig op, hvilket fik hele kroppen til at ryste. Hovedet føltes som en hvepserede, det var nærmest umuligt at samle tankerne. Hun så sig forvirret rundt.
"Hvor er vi?"

Raco stod på stranden. De havde sejlet i 9 timer og var ankommet til øen hvor Raco havde det sted hvor han, og Seuzans mænd, kunne være sikre. Telte var sat op og læskure også. Han stod og så ud over havet. Solen var ikke helt væk endnu og de sidste stråler kastede sig på sandet. Man kunne se to skibe nede ved stranden. Skibene lå side om side. Bål var sat op på stranden og begge mandskaber sad omkring dem. Side om side søgte de glæde og ro sammen. En af deres ældste var kommet hjem igen. Raco kunne ikke stoppe et smalt smil fra at brede sig. Hans blik gled hen til Seuzan der stod sammen med andre af deres mænd. Latter og sang spredte sig Raco lod blikket glide hen til det telt hvor Taliia, det var hvad Seuzan sagde hun hed, hvilede sig. Det havde gået stærkt med at komme ud af Minotaris. Raco var ført ombord på Resolute og så på Black Breath, hvor han derefter ledte vejen tilbage til den Blodø hvor de nu var. Raco gik hen imod Seuzan og ventede kort. Han havde ikke vist drengen meget kærlighed det sidste stykke tid og han havde en masse at gøre bod på. Seuzan og de andre opdagede ham og han tog en dyb indånding. Gik hen og omfavnede sin protegé.

Seuzan havde stået og snakket med mændene da Raco kom hen og omfavnede ham. Han var chokeret og så på ham med store øjne. "Tak, Seuzan." mumlede Raco og han nikkede kun. Raco vandrede væk og Seuzan gik hen og satte sig ved et bål. Mange snakkede og den unge mand så ind i flammerne. For en tid var de sikre her. Med bålets knitrende og bølgerne der blidt slog op mod stranden. Han lænede sig tilbage i sandet og fra sin position kunne han se Raco snakke med Luca nede ved vandkanten. Han kom til at tænke på hvad han kunne have mistet. Høj latter fik ham til at rejse sig halvt op. Hvilende på albuerne så han Jako løbe rundt med Jacks tøj. Jack var en af drengene fra Racos mandskab og den stakkels dreng havde ikke en trevl på kroppen. Han prøvede sit bedste at dække sig til og jagte Jako. Seuzan rystede på hovedet og så mod teltet hvor han have lagt Taliia. Hun havde besvimet i hans arme og nu var hun fjernet fra sin originale besætning. "Kaptajn." Seuzans Quatermaster satte sig ved hans side og deres blikke mødtes. "Kaptajn Raco har været savnet i de tre uger han har været væk." brummede den dybe bas. "Han har en rolle i vores alle sammens liv." Kom svaret og igen havde han ret. Raco havde sørget for Seuzan fik et skib og en besætning. Og var der stadig når Seuzan havde brug for ham.

Der var ingen i teltet hos hende, men hun var i et telt. Hun fornemmede flakkende lys, som om der var bål i nærheden. Hun tvang sin rystende krop til at rejse sig og stavrede hen til en af stolperne, hvor hun gispede og tog sig til hovedet. Det hele snorrede rundt og den summende lyd tog kortvejs til efter hendes forsøg på at gå. Hun var ikke glad for at være så svag, hun kunne høre stemmer af forskellige slags, både latter, sang og samtaler. Men hendes hoved kunne ikke få styr på hvor de kom fra eller fra hvor mange. Hun så ud over stranden. Havet så ud til at være så lang væk og alligevel så tæt på. Et vindstød kom forbi Taliia og løftede hendes hår imens det legede med de lange røde lokker. Taliia lukkede øjnene med et suk og nød vinden. På en måde var den forfriskende og på en måde fik dens svage hylen hendes hoved til at summe endnu mere. Hendes ben rystede nu så kraftigt at hun knækkede sammen og landede i sandet på hænder og knæ med et gisp, efter fuldt af en kraftig gang banden og svovlen på elvisk. Havde hendes familie hørt hende ville de være forfærdet.

Raco stod ved vandet sammen med Luca. De to havde kendt hinanden længe og den falden engel veg sjældent langt fra ham.Raco hørte tavsheden bag sig og vendte sig halvt om. Elverkvinden der hjalp Seuzan var dukket op fra teltet og var nu i sandet. Raco bevægede sig lydløst mod hende. Han havde en aura omkring sig der udstrålede fare og sikkerhed på en og samme tid. Han så ned på hende da han stod over hende. De kølige øjne var opmuntrende. "Hvis jeg var dig, ville jeg se at komme på benene." brummede han og gik rundt om hende. Han løftede sin ene hånd og vinden lagde sig. Det eneste der kunne høres var bølgerne og bålene. Mange mænd var på benene og kvinderne stillede sig sammen i grupper. Han kunne se Seuzan stå med armene krydset. Han kendte de regler som blev lagt. Han var måske kaptajn på Resolute, men Raco var leder for begge skibe. Alle svarede til ham. "Kom så. Tag imod styrken fra naturen bag dig." En jungle bredte sig bag dem. En af grundene til at Raco holdte til her. Der var sikkert for dem og de kunne altid forsvinde ind i junglen.

Seuzan var kommet på benene da Raco gik hen til Taliia. Han krydsede armene og ventede. Racos ord var lov. Han vidste hans ord var hårde og krævede handling fra denne, men han vidste også der var en god grund. Han havde presset Seuzan meget og i sidste ende havde de begge fået et godt resultat. De næste minutter var afgørende. Seuzans chain of comand samlede sig omkring ham. De var et stærkt syn, men Racos chain begyndte at samle sig nær ham. Ingen kunne røre Raco mere uden der var en stærk gengældelse. Hans mentor var en hård mand, men tog sig af sine. Det gjaldt også Seuzans. "Intet vi kan gøre?" spurgte Jako og Alan rystede på hovedet. "Vi må vente. Raco giver ordene." mumlede Alan. Vinden havde lagt og alle var ventende. Over hundrede folk stod og så på denne ene kvinde der lå for fødderne af deres "konge". Andre kiggede hen på "prinsen" og så på den ældre. Det tog Seuzans viljekraft til ikke at gå hen, men hvis Taliia ville have en plads i hans flok måtte hun gøre som Raco sagde.

Taliia hørte godt manden, tog et par dybe vejrtrækninger og mærkede hvordan naturen bag hende lod hende trække på dens styrke. Hun kæmpede sig op så hun stod i fulde højde, hvilket var en smule højre en ham. Hun følte sig styrket både af naturen og hans brummende stemme. Hun så på han og og blev en smule overrasket, da hun genkende ham fra fængslet - det var ham de havde redet. Hun så sig undersøgende rundt overrasket over at se de forskellige folk, som stod og så på hende. Hendes blik blev fanget af Seuzans for en stund, inden hun igen så på Raco. "Jeg formoder at de er den øverste kaptajn her." Hendes blik var stadig lette sløret og hendes hoved summede stadig kraftigt. Hun kæmpede for at stå stille og se nogenlunde frisk ud.
"Med deres tilladelse, vil jeg gerne have lov til at bruge nogle timer på at klare mit hoved lidt op." Hun så afvendtende på ham. Hun havde lært fra The Ladys Quatermaster, at det var bedst at henvende sig direkte til den øverste kaptajn, hvis de var samlet under en ledeles.

Han nikkede og vendte sig mod en af de store læskure. Der stod to borde og han satte sig ved en af dem. Hun var en klog pige. Mandskaberne begyndte at slappe af igen. Luca havde sat sig ved et bål og snakkede med nogle af de andre. Han så de mange rapporter som var samlet fra Black Breath i løbet af de tre uger han havde været væk. Hans folk havde mærket de vigtige fra og han startede på dem. Han kiggede op da Seuzan kom hen og satte sig på sin stol. Hans blik var udelukkende på Raco. "Var det nødvendigt at være hård?" mumlede han og så ned på sit bord. Raco sukkede. "En dag, yndling. Ville du forstå det." Igen viste han sin ømhed. Han lagde en hånd om Seuzans nakke og gav den et klem. Hvis man så efter kunne man se lighederne mellem de to kaptajner, men mange tog det som mentor så lærling. Raco fortsatte på sine rapporter mens Seuzan smed trøjen og strakte ud. Hans muskuløse bryst bevægede sig let og man kunne se de ar som var fortjent i kamp.

Han tog imod den komfort som Raco gav for derefter at strække ud. Han havde tænkte på at blive ved Taliia, men havde han savnet Raco. Han lod sig falde fremover og tog armbøjninger. Han fandt sin takt med hjælp fra Racos rytmiske dunk imod bordbenet. Han stoppede og rullede om på ryggen og begyndte mavebøjninger. Folk sad sammen og snakkede. Han rejste sig igen og børstede sandet af sig. Armene strakte sig frem og Raco kiggede op. Han tog fat og stemte fødderne imod. Knæk kunne høres fra den yngre mand og han nikkede til tak. De kendte hinandens rutiner og det overraskede dem der ikke kendte dem. Seuzan gik ud til mændene og hen til de yngste i begge besætninger. Der blev tjekket op på dem flere gange og det blev gjort uden aftaler. "Drenge." sagde han og de så op på ham. Deres unge ansigter sendte gav et smil og han sendte dem sit. Han satte sig hos dem og tog imod kruset med rom. De havde alle ventet med rom indtil Raco var reddet. Brug for et klart hovede til det job, havde Luca sagt med en streng mine. Man kunne forstå hvorfor de to kom godt af det med hinanden. Seuzan gav en klukken fra sig og en tog lang tår af rommen.

Efter at kaptajnen havde givet sin tilladelse, var Taliia går over til junglen og havde sat sig omkring en halv meter inde i den, hvor hun lænede sig op af en palmestamme. Hun begyndte at trække vejret i roligt tempo og kunne mærke hvordan energien kom flydende. Hun koncentrerede sig om at få den healende energi til arbejde ved hendes hoved, og den langsomme proces begyndte. Hun kunne svagt høre hvordan piraterne lo, spøgte og snakkede ude på stranden, men lod sig ikke distrahere på grund af det. Den skade hun havde fået i hovedet under stormen et par uger tidligere, som gjorde at hendes tanker var umulige at styre og hun blev skidt tilpas når det gik forstærkt. Den måtte hun få rettet op på hurtigst muligt. Hun var ikke sikker på hvornår hun igen fik muligheden for at sidde i sådan en natur og suge kræfter til sig.

Efter hvad der for hende føltes som et par timer, havde hun det bedre. Hendes hjerne føltes som normal igen, med undtagelse af en svag hovedpine. Hun var ikke svimmel længere og følte sig sikker på benene, da hun rejste sig. Hun så ud over stranden og fik øje på Seuzans skikkelse sammen med nogle af mændene. Han så afslappet ud, som om han var hjemme. Hun studerede ham i det svage månelys, som om hun ikke kunne få nok af synet, og tænkte tilbage på det af dagen hun kunne huske. Hans bekymrede blikke, hans hånd på hendes kind og hans stærke krop.. Hun måtte synke et par gange, alt imens hendes øjne begyndte at klædte ham af. Hun kunne mærke varmen begynde at brede sig i kroppen, og skyndte sig at rive blikket fra ham. Hvad var det lige der skete med hende og hvorfor reagerede hun sådan på ham?
En svag rislen fangede hendes øre, og hun så i retningen. En lille bæk løb knap to meter inde i junglen og hun kom i tanke om at hendes tøj, hår og krop godt kunne trænge til en gang rent vand. Men kunne hun tillade sig at gå der ind? Hun havde jo kun spurgt om lov til at bruge et par timer for sig selv. Skulle hun gå tilbage og spørge eller skulle hun tage chancen? Hun kunne ikke bestemme sig. Hun lod den ene hånd glide ned over den lange kofte og den anden igennem håret, kun for at mærke hvordan noget af det indtørrede blod knækkede af i flager. Hun sukkede. Det var nok bedst at spørge. Hun var jo ny her og denne kaptajn var mere fast i sin holdning end Vivian nogensidende havde været. Hun bevægede sig hentil bordet hvor han sad. Et kort øjeblik var det som om det var Seuzan, der sad der og ikke hans mentor. Hun blinkede et par gange og det var igen den ældre kaptajn.
"Kaptajn. Hvis de tillader, så har jeg endnu et lille ønske. Muligheden for at vaske mig en smule. Jeg hørte en bæk inde i junglen og vil bede om deres tilladelse."

Raco så op og kiggede på hende med sammenknebene øjne. Han kiggede mod skoven og gav et suk fra. "Ja. Det kan du. Men et hurtigt bad." sagde han og sendte hende et strengt blik. Han så efter hende forsvinde. Hans opmærksomhed var atter i bøgerne. Hvad han ikke så var en af mændene fulgte efter hende. Denne mand var ikke af dem man kunne føle sig tryg ved. Han var bange for Seuzan, men rædselsslagne når det kom til Raco. Han gemte sig bag træer og så på den unge kvinde. Hans tunge slikkede hans læber og øjnene blev mørke af lyst.

Raco sad og læste indtil en sjette sans fortalte ham at tælle hans mænd. Han kiggede op fra sine bøger og blikket gled rundt omkring. Han vidste hvor mange der burde være og de var en mand lav. "Seuzan! Hvor er Leo!" brølede han. Seuzan kom på benene og så sig om med undersøgende øjne. Raco skar tænder og marcherede mod skovbrynet. En knurren byggede sig op dybt nede fra hans bryst. Han trak sit sværd og kroppen rystede af vrede. Han advaret den mand flere gange. Seuzan fulgte ham sammen med flere af andre.

Seuzan fulgte efter Raco ind i skoven. Der skulle ikke meget til at piss Raco off, men dette her var skidt. Leo var blevet advaret flere gange. Den mand forstod det bare ikke, og denne gang ville det ikke ende godt for ham. Seuzan havde grebet et tæppe til Taliia. Han håbede at de ville finde her før det skete noget. Hans anden hånd hvilede på hans daggert. Hvorfor var hans så bekymret for hende? Den sidste der havde gjort ham det var Kiüra, men hun var væk. Hvor vidste han ikke, så han kom videre. "TALIIA!!" brølede han og snart begyndte de andre også at kalde hende navn. De delte sig og Seuzan fulgte Raco. De bevægede sig mod bækken som de kunne høre.

Taliia gik forbi et af teltene hvor hun tog et håndklæde inden hun bevægede sig over imod junglen. Uden at tænke så hun over på Seuzan en enkelt gang, inden hun gik det sidste stykke over til junglen og forsvandt ind i den. Hun fulde bækken længere ind i junglen og fandt hvad hun havde håbet, en dam hvor bækken løb fra. Hun stansede og lyttede, men hørte intet ud over junglens lyde. Hun åbnede sin lange ærmeløse kofte og lagde den på jorden, så hun kunne nå dolkene hvis det blev nødvendigt. Derefter løsnede hun læder korset, skjorten, støvler, bukser og strømper, det hele blev lagt hvor hun stod. Til sidst stod hun kun iført sit grønne brystbånd og lændeklæde. Hun løsnede det af sit hår som var sat op og gik ud i dammen, som lå oplyst af månen.
Et gisp undslap hende, da det kolde vand omsluttede hendes ben og endnu et da vandet nåede hendes hofter. Hun tog en dyb indånding og dykkede helt under et øjeblik, for så at komme op igen og kastede håret tilbage. Hun lod hænderne løbe over huden fra håret til halsen og videre ned over kroppen. Hendes lukkede øjne og halvt åbne mund tydede på at hendes tanker var ved en mands kærtegn, faktisk var det Seuzans hænder, som hun fantaserede om. Hun nød vandet selv om det var koldt, eftersom det var nogen tid siden hun sidst havde fået et bad. Hun vaskede håret og den del af huden som havde indtørret blod. Da hun var færdig, rejste hun sig helt op og lod den svage vind glide kærtegnede hen over huden. Hun gik ind imod breden og skulle lige til at tage sin kofte, da hun hørte Seuzans stemme. Hun så i retningen af lyden og stivnede i foroverbøjet, da hun fik øje på en skikkelse imellem træerne. Hendes hånd var en halv armslængde fra koften, som hendes dolke var fastgjort til. Hvis det blev nødvendigt kunne hun nå dolkene inden skikkelsen nåede hen til hende, men hun ønskede ikke at fremprovokere et angreb ved at trække sine våben først. Hun stod i vand til midt på anklerne, og afventede det næste træk. Dråberne gled stille ned over hendes krop og glimtede i månelyset.

Raco stormede frem om Leos nakke og trak ham væk. Han mødte Taliias øjne og intet andet på hendes krop. Med en knurren trak han væk med Leo og mændene gav Taliia respekt ved at se væk. Man kunne høre Leos hyl hele vejen på vej til stranden. Seuzan fulgte ikke efter, men blev hos Taliia. Rco var rasende og vreden sitrede hans krop. "JEG SAGDE AT DU SKULLE HOLDE DIG VÆK FRA KVINDER!" brølede han og flere fra mandskaberne så på Leo med medynk og vrede. En blanding. Leo stod foran sin kaptajn og havde hovedet sænket. Han var vred på ham, men hvad skal man sige til sin kaptajn? Specielt en der vidste hvordan man skulle håndtere mange racer i vrede og kamp?

Seuzan nærmede sig hende langsomt og så på hendes krop. Hurtigt, men hun var yndig. Han rakte hende tæppet og vendte sig om for at give hende privatliv. Han kendte til kærlighed og havde tabt den. Han vidste ikke om der var håb endnu for ham, men han var ikke sikker på sine følelser når det kom til hende her. Han gav et lydløst suk og lukkede øjnene. "Jeg beklager for Leos opførsel, men desværre er han sådan. Raco har advaret ham at holde øjnene for sig selv." brummede englen og krydsede armene. Han kunne ikke forstå hvorfor Leo var sådan. Han kiggede altid på kvinder og unge piger. Seuzan nærede kun had for ham.

Hun blev overrasket da Raco stormede frem og greb den unge mand om nakken. Hun rettede sig op og så rundt på de folk som var fuldt med. Hun var ligeleds overrasket over hvordan mændene respektfuldt vendte deres blikke væk. Hun så på Seuzan som hurtigt så på hende og tog imod tæppet. Da han derefter vendte hende ryggen og talte, kunne hun ikke lade vær med at smile. Så respektfulde de alle var. Hun trådte op på bredden, lagde tæppet og gav sig til at tørre sin krop. Derpå trak hun i bukserne og skjorten. "Du kan roligt vende dig igen. Havde ikke forventet at jeres folk var så respektfulde, men det er kun en fornøjelse." Hun smilede imens hun var begyndt på at binde sit læderkorset. Til sidst samlede hun sin lange kofte op, sammen med håndklædet og tæppet. Tæppet rakte hun tilbage til Seuzan med et særligt smil. "Jeg er taknemlig over din hjælp og beskyttelse. Både i fængslet og her." Hun overvejede om hun skulle tiltale ham mere eller ej. Hun rødmede en smule, hvilket normalt ikke kunne ses om natten, men månen kikkede ned på dem i det øjeblik hun lagde sin hånd på hans skulder.
"Du er virkelig en engel. Betænksom og stærk." Hendes stemme var lav, da hun var bange for at der var andre i nærheden, som kunne høre hvad hun sagde. En behagelig varme begyndte at brede sig i hele hendes krop.

Den ældre kaptajn lænkede Leo fast og så på sin Boatswain. Han havde en pisk i hånden og to af Riggers rev Leos trøje i stykker. Boatswainen hævede armen og lod den falde hårdt. Leos ansigt forvred sig og hans skrig kunne høres. Hvis man ikke hørte sine advarsler blev man straffet. Og man kunne kun bede til at det ville være Seuzan der straffede en. Rco var altid den hårdeste af dem. Raco så på Leo og Leo på ham. Der var frygt i blikket hos den yngre pirat. Raco vendte sig om skridtede ned f stranden. Vinden tog i hans jakke og piskede ham i ansigtet. Han krævede loyalitet fra sine folk og når de brød den var der en straf. Leo var pisket, men stod til kølhaling eller død i kamp mod en af de andre. Raco kunne ikke vælge hvilken en det skulle blive. "Leo har brudt loven for mange gange, kaptajn. Han skal straffes hårde ellers ville andre følge hans fodspor." Raco vendte sig om og så sin Quatermaster var fulgt efter ham. "Fortæl mig noget jeg ikke allerede ved." mumlede Raco træt og gned tindingerne. Det var sommetider også en byrde at være kaptajn. En byrde der var hård hvis man ikke havde loyale mænd bag sig. Raco så på Luca. Han vidste at denne mand ville følge ham overalt. Også i døden.

"Vi er meget, men Raco har trænet os til at respektere dem vi kalder allierede og venner." Han hørte Leos skrig og så i retningen af lyden. "Ellers lider man den samme straf som Leo. Raco har ikke tilovers mod dem der ikke høre efter, selv efter tredje advarsel." sagde han og vendte sig mod hende. Han kunne se deres størrelse forskel og kunne ikke lade være med at være forundret over hans højde. Han nikkede da hun var taknemmelig over hans beskyttelse, men det lå i hans natur. Han var en skytsengel og den han beskyttede var selv pirat. Han fandt sig langsomt falde for denne elver. Han gjorde et kast med hovedet. "Vi burde være stede ved Leos straffelse." sagde han og begyndte at gå tilbage. Hans skridt var lydløse og han fandt det nemmere at være stille end noget andet.

På stranden stod mandskaberne spredt i grupper og så på Leo med had og blikke der skinnede af afsky. Han stod med hovedet bøjet. Racos Boatswain holdte en pause før han begyndte igen med straffen.

Taliia nikkede forstående til hans ord, og kunne ikke lade vær med at skære ansigt over de skrig der lød fra Leo. Hun fulde lydløs med han og kunne mærke hvordan varmen blev ved med at brede sig.

Da de kom tilbage til stranden, kunne hun se at straffen ikke være færdig. Hun tog en dyb indånding og stillede sig med begge arme på ryggen, næsten ligesom en soldat der afventede ordre. Hun fulde med i resten af straffen, imens hun havde sit ansigt i udtryksløse folder.

Raco kom tilbage og så hårdt på Leo. Leo så på ham med had istedet for frygt nu og spyttede blod ud som landede ved Racos fødder. "Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har advaret dig, men jeg er træt af det. Du lytter aldrig og gør som det passer dig. Når vi stikker til søs igen, ville du blive kølhalet indtil døden." siger Raco og der opstod en mumlen. Raco straffede aldrig med døden. Raco så på Taliia og nikkede. Han gik hen til sit telt og satte sig på tæpper og puder som udgjorde hans seng. Han lagde sig bagover og sukkede. Hvorfor ville guderne straffe ham nu? Hvad havde han gjort galt? Med et suk lukkede han øjnene og gled ind i en drømmeløs søvn.

"Det er ikke behageligt at se, men han fortjener det." mumlede Seuzan og gik hen til et bål mens Raco forsvandt ind i sit telt. Langsomt blev grupperne opløst og folk gik i seng eller tilbage til bålene. Seuzan kunne forstå sin mentor. Men han begyndte at se sig selv meget i ham og det undrede ham lidt. "Hvordan kan vi minde om hinanden? Mere end mentor og protegé?" mumlede han for sig selv og kørte en hånd gennem det korte blonde hår. Enkelte af de unge havde nævnt det, men han havde tit fejet det til side med forklaring af mentor-protegé båndet, men hvor længe kunne han bruge den undskyldning?

Taliia bøjede respektfuldt hovedet, da Raco gik forbi. Hun forstod udmærket at han var nød til at straffe en som ikke fulde hans ordre. Og det lød til at Leo havde være ligeglad med dem længe. Dog kunne hun ikke lide tanken om at han skulle kølhales til døden, men det var nødvendigt at sætte et eksempel ind imellem.
"Jeg forstår det godt det godt. Det er aldrig behageligt at se på, men som kaptajn er man sommetider nød til at gøre ubehagelige ting for at beholde folks respekt ombord." Hun svarede ham mumlende imens hun fulde med over til bålet. Her lagde hun sin lange kofte og håndkældet ved siden af sig, trak en af dolkene og så den efter. Hun så på ham med hovedet lidt på skrå, da han mumlede om at han mindede om sin mentor. Hun så lidt mere grundigt på ham og lod dolken hvile i sit skød., Hun nød synet af den måde han kørte sin hånd igennem det korte hår. Hun forsatte mumlende til ham. "Nu kender jeg ikke ret meget til jer to, men jeg kan godt fornemme visse ligheder. Og det er selv om jeg ikke kan sætte ord på hvad det er. Men jeg er sikker på at det skal vise sig at være en god ting." Hun kunne ikke andet end forsøge at muntre ham op. Noget i hendes væsen kunne ikke fordrage at se ham trist. Hun begyndte at nynne en elvisk sang, imens hun rengjorde klingen med et stykke af håndklædet.

[sangen: https://www.youtube.com/watch?v=shdiTRxTJb4 ]

Regn piskede ned. Bøgerne var femten meter og nogle var højere end et skib. I stormen kunne man ane et skib kæmpe for at holde sig oppe. Mænd og kvinder klamrede sig til reb og mast. Skibet Black Breath var sejlet ind i en storm og at undslippe fjenden. Kaptajn Raco stod ved roret og kæmpede for at forblive stående. Han hår var løst og piskede ham i ansigtet. Han vidste snart ikke hvad der var værst:
At blive skudt til plukfisk eller drukne under en storm. Han blottede sine tænder og så på mandskabet. "Alle mand under dæk." brølede han og de søgte alle ned, men opdagede snart at kaptajnen ikke selv fulgte med. "Kaptajn. Du burde komme i sikkerhed." kaldte Luca og så på sin kaptajn. Raco så på ham med et hårdt blik. "Jeg ville se til at vi kommer sikkerhed. Under dæk. Quatermaster!" Luca forsvandt under dæk mens Raco tog kampen om mod havets magter.

Raco vågnede med et sæt og satte sig op. Sveden drev af ham og han lod sig falde tilbage i puderne. Langsomt kom hans vejrtrækning under kontrol og en arm faldt over øjnene. "Damnit!" mumlede han udmattet.

[Fældes af slutning]

Et par dage efter besluttede kaptajnerne at det var på tide at komme videre. Leo, blev som lovet, kølhalet til døden.
Efter en længere sejllas bestemte Seuzan at Raco var for såret til at kunne klare sig hvis det kom til kamp. Derfor bad han Black Breaths besætning om at sætte ham i land. Taliia forslog sit handelshus i Aquener, hvilket afgjorde sagen.

[ følg forsættelsen i Ventetid ]