Ventetid - Raco

Sted: Handelsstedet "Red Arrow"
Tid: aften/nat, 3 måneder efter Like mentor, like protege
Vejr: Skyfrit, hvor stjernerne er begyndt at træde frem.
Omgivelser: De forskellige handelssteder og havnen. Pænt mensketomt.
@Raco

Taliia sad endnu en gang bøjede over regnskabs bøgerne, imens hendes bestyr Mikkel stod foroverbøjet ved siden af. De snakkede om hvordan det var gået de seneste år, hvor Taliia havde været optaget af livet til søs. Hun havde endnu ikke hørt noget fra Seuzan eller Vivian og regnede derfor ikke med at skulle til søs foreløbelig. Hun sukkede og gned sig i øjnene. Mikkel så på hende og spurgte om de skulle stoppe for iaften? Taliia nikkede som svar, hvorefter hun skubbede stolen tilbage og rejste sig imens hun strakte sin ryg.
"Jeg vil ud og have mig lidt frisk luft." Mikkel nikkede og samlede bøgerne sammen efter at have stukket et ark papir ind der hvor de var kommet til. Taliia gik hen til porten og så sig om, inden hun gik de få meter ned til havnen, hvor hun satte sig på kanten og så ud over de vuggende skibe, som lå opankret i havnen. Solens sidste stråler farvede stadig den unge nattehimmel. Hun så op og kunne fornemme stjernerne, som begyndte at titte frem. Uden helt at tænke begyndte hun stille at synge den elviske vuggevise, som hendes mor havde sunget for hende. I starten var stemmen lidt vaklende, men efterhånden som hun kom igennem den, sang hun den med en fast lys stemme. Imens hun sang dukkede billedet af Seuzans bedende ansigt op. Særligt øjnene var tydelige.
Da hun sluttede sangen, måtte hun blinke nogle gange inden billedet forsvandt. Hun sukkede. Hvad var det med hende? Hun havde mødt masser af mænd som havde flirtet med hende og som hun havde været ligeglad med. Men Seuzan havde ikke engang gjort noget i den antydning. Han havde bare behandlet hende som en af sine mænd. Var det derfor? Hun anede det ikke og desuden så kendte hun jo nærmest intet til ham. Havde kun mødt ham nogle få gange.
Hun løftede hovedet imod stjernehimlen og rykkede sig let i håret. Hvorfor blev tankerne ved med at køre i hovedet på hende? Hun havde nok at tage sig af i øjeblikket. Var det et anfald af hjemve, som var på vej? Hun håbede det ikke.

Inde imørket af et varehus lå en mand med forbindinger og kun halvt ved bevidsthed. Gent i varehuset og et køligt sted var Raco i sikkerhed, indtil videre. Taliia havde gemt ham og nu ventede han blot på hun kom tilbage. En knurren fra hans mave vækkede ham helt og de blå/grønne øjnene så på døren ind til varehuset. Han kæmpede sig op på albuerne og prøvede at komme helt op. Benene rystede af anstrengelse for derefter at give efter. Han landede med et bump på gulvet og bed tænderne sammen for at tilbageholde et brøl. Han så på sine ben. Han var blevet sat af ror en uge side da hans besætning bekymrede sig og syntes ikke han skulle være ombord på skibet hvis der skulle blive kampe.

"Forbandedepirat!" snerrede han og slog sin knytnæve ned i gulvet. Ikke at det hjalp, men der var bedre end at komme til skade.

Mikkel var gået hen til det varehus, som de brugte til at skjule folk i og åbnede døren ind til det kammer, hvor han vidste at der lå en såret pirat. Han holde lygten sådan at døren skjulte det meste af dens lys, så manden ikke blev blændet.
"Er de vågen, sir?" Mikkel så hen på manden. En ung pige spurgte lagmeldt om hun skulle hente noget mad og drikke til manden. Mikkel sagde, uden at flytte blikket, at hun nok heller måtte hente Taliia, som var en tur nede ved havnen.

Taliia kunne mærke hjemveen komme snigende. Pis osse, nu var ikke lige tiden til et anfald. Især ikke med Raco i skjul. Hun sukkede og rejste sig. Hun måtte nok heller tage sine forholdsregler. Mikkel vidste hvad der skulle gøres i de næste par dage.
Hun begyndte at gå tilbage uden at se op, eftersom hun kendte vejen i søvne.
Da hun hørte løbende fodtrin, løftede hun alligevel hovedet, og så den unge pige Nila som kom hen og hviskede Taliia i øret. Derefter fik Taliia travlt med at komme tilbage til varehuset.
"Er han vågenet?" Hun var bekymret for de sår han havde, selv havde hun været heldig at slippe med små skrammer, som hun selv havde healet ved hjælp af sin naturbog. Hun sørgede for at have en del planter i sit eget værelse for at styrke hendes evner.

Raco sendte manden et tørt blik og kom på benene igen. Denne gang lænede han sig mod kasserne i handelshuset. Hans skjorte var åben og man kunne se forbindinger omkring hans mave. Han ømmede sig og stønnede i smerte. "Hvor er denne Taliia henne?" spurgte han og lukkede øjnene i. Han tog imod hjælpen der blev budt ham. Hans ginger farvede hår faldt ud af hestehalen det ellers sad i. Hans ben rystede under ham og armene klamrede sig til kasserne. Åndedrættene var rolige og dog også smertefulde. Han havde følt sig forrådt da Seuzan bad hans mandskab om at sætte ham af. Han ville have et par ord med hans yndling og den han så som sin søn, liigeså snart han kunne stå selv og kæmpe. Indtil da var han under Taliias nåde og beskyttelse. Gav ham dog også tid til at studere hende. Seuzan havde sagt han havde evner hun måske selv ikke var klar over, noget han kunne finpolerer og gøre hende meget stærk og klogere. Et fnys kom fra ham.

Taliia kom ind i rummet og sukkede af lettelse, da hun så han var vågen og oppe. Sådan nogenlunde. Hun skyndte sig over og støttede ham.
"Nila og Mikkel, skaffe et par stole, nye bandasher, rensevæske, samt mad og drikke." Samtidig med at hun talte tog hun et hurtig overblik. Det slog hende, da hun sluttede sin tale at hun ikke havde været høflig. Hun så op på de to.
"Undskyld. Vil i være søde.." Mikkel smilede og nikkede, inden de gik.
Taliia så igen på Raco. Han havde det ikke helt godt, men han var heller ikke døden nær. Seuzan havde en del at forklare når han kom igen. Hun rystede på hovedet for at klare tankerne.. Hun var begyndt at tænke arrogant.
"Jeg må heller undskylde på forhånd, hvis jeg bliver for arrogant. Men kan mærke at der er et anfald på vej." Hun så, hvad hun håbede var venligt på ham.

"Anfald, yndling?" spurgte han og så på hende. Han havde en arm over hendes skulder og den anden hvilede stadig på en kasse. Hendes røde hår og slanke figurer mindede ham om en havde kendte for 400 år siden. En ung pirat der ikke overlevede et sammenstød med en anden klan. Han satte sig ned stolen der blev sat til ham og så sultent på maden. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist, men han kunne, kan, ikke holde meget nede. Han stirrede rundt. "Hvor længe har jeg været her?" spurgte han. Han kunne ikke huske det. Ikke huske månederne efter han var blev reddet ud af fængslet. Han kunne kun huske mareridtene og de blodige kampe.

Hans krop sitrede af vrede og had. Han ænsede slet ikk Taliia eller hendes folk.

"Jeg kalder det for anfald af hjemve. Når det sker, bliver jeg en arrogant satan at være i nærheden af og er ikke til at holde ud i et par dage. Men inden jeg bliver nødtil at lukke mig inde, skal vi se på de skader." Hun satte sig på huk og åbnede skjorten med hurtige og sikker bevægelser, hvorefter hun med forsigtige fingere rørte ved hans forbinding og huden ved siden af. Hun lukkede øjnene halvt og lod sin natur evner undersøge skaderne en kort stund.
"Ingen betændelse. Det er altid noget" mumlede hun, hvor efter hun så op på ham. "Vil du tage skjorten af, så vil jeg tjekke op på skaderne. Spis endelig." Det sidste sagde hun imens hun rejste sig op. Da hun så sig om efter de nye bandasher kom Mikkel ind sammen med fire andre folk, alle bærende på en eller to planter. Taliias ansigt lyste op i et smil.
"Ved gudinden. Hvor er i skønne. Lige hvad jeg havde brug for.." Hun gik hen til en lilje, som stadig var en knop og rørte forsigtigt den på siden med sin hånd. Liljen åbnede sig roligt, som om den ville byde hende velkommen. Taliia grinede og tog derefter et par dybe åndedrag. Hun følte sig allerede mere stabil. Derpå vendte hun sig igen imod Raco.
"Vi har været her en uges tid. Jeg kender nogle healer som har hjulpet os i alt den tid. De kommer sikkert igen imorgen."

"Seuzan har det også med at komme rendene tilbage under mine vinger." mumlede den ældre pirat og trak skjorten af. Han var god trænet og havde en anelse vaskebræt. Imens hun så på sårene spiste han og sendte nysgerrige blikke mod hendes to hjælpere."Men jeg tror nu nok at hvis du snakker om det så kan det løses sig. Har det selv sådan, menå tænker jeg også på dem jeg har her. Seuzan, Luca og Raja." De tre han bekymrede sig medt om. Han så mistroisk på det der var i krusset, dårlig erfaring slap sjældnet taget på en. Han tog enbid af det saftige frugt og lod dens saft fylde smagsløgene. Han lukkede øjnene saligt.

Hun gik hen til Raco og fjernede den gamle forbinding. Herefter vaskede hun sårene og tørrede dem forsigtigt, inden hun igen satte sig på hug foran ham. Her lagde hun begge hænder på sårene på hans mave, tog en dyb indåndning og lukkede øjnene imens hun koncentrerede sig om sårene. Da hun begyndte at lukke luften ud, flød hendes naturkræfter igennem hendes hænder og ind i sårene. Det gik langsom, men hun kunne fornemme at det virkede. Mikkel og de andre hjælpere kom ind med nogle flere blomster, planter og krukker med mos. Et par træer som var omkring en meter høje blev sat på hver side af hende og man kunne se hvordan hendes krop blev mere afslappet, jo mere natur de bar ind. Noget af det sidste Mikkel kom ind med og satte ved hendes venstre side, var en krukke med en lille rosenbusk, hvor et par af roserne var ved at springe ud. Roserne var lige så røde som Taliias hår.
Mikkel nikkede tilfreds og sørgede for mere mad og drikke til Raco, inden han og hjælperne forlod det nu natur-fyldte lokale. Taliia skulle have lidt fred til at koncentrere sig om healingen.
Efter omkring fem minutter, flyttede hun hænderne fra hans mave og lod sig dumpe ned på gulvet. Hun trak vejret i dybe drag og lænede sig ind imod træet som stod på hendes højre side. Hun så op på Raco med et træt smil.
"Du skal nok klare dig. Vil gætte på at du kan stå på egne benene om et par dage."
Som om nogle havde hviske til hende, drejede hun roligt hovedet halvt og hendes øjne faldt på rosenbusken. Hele hendes krop virkede udmattet og hendes hud var blevet en smule bleg. Hendes øjne virkede kærlige da hun så på roserne, næsten som om det var hendes elskede hun så på.

Den ældre draconianer tog skjorten på igen og knappede den halvvejs. Han følte forsigtigt på såret og var overrasket over smerten var lille. "Mange tak, yndling." sagde han og smilte taknemligt. Nu skulle han bare finde en måde at få kontakt til hans skib på, men det så ud til at han ville være strandet her et par uger. "Fortæl mig, hvordan er din kaptajn?" spurgte han nysgerrigt og så på hende mellem alle de planter som var bragt ind. Han kørte en hånd gennem håret. Han pillede elastikken ud og samlede det bedre. Han gned øjnene og strakte sig. Han ville ønske han kunne være til mere nytte end at sidde på sin flade.

Hun smilede søvnigt. "yndling... Det er jeg ikke blevet kaldt siden jeg blev smidt ud af min familie, da jeg var 50." Hun klukkede lidt, inden hun sukkede. Det var både lidt mærkeligt og lidt sjovt at blive kaldt det igen.. Taliia var tilstræklige uopmærksom til at hun kun hørte noget af hans spørgsmål omkring sin kaptajn.
"Hvad angår Vivian... Så kommer hun ingen steder det næste stykke tid. Hun er sikker kommet på benene igen, men The Lady skal nærmest bygges op på ny, efter de skader hun fik i stormen. Jeg ved ikke med resten af besætningen, nogle af dem er sikkert også på benene, men tror stadig nogle af dem er sengeliggende. Desuden tror jeg at Vivian skal være meget heldig hvis hun får nogle af dem med sig igen."

"Hvad med dig? Vil du sejle med hende eller skifte kaptajn?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Hun tog hjemmefra så ung? Men okay. Han var også blevet holdt fanget af hans egen familie. Han rejste sig langsomt op så på hende. Hvis Vivian havde hende, så måtte hun have et skjult talent. Han gik hen til roserne og lod sine fingre strejfe dens blade. Et blødt smil rørte hans læber og et drømmende blik kom frem i hans øjne. En kvinde han aldrig kunne have haft. Sasha fra Minotaris. En Shapeshifter han forelskede sig i da han var 500 år. Han var noget af det smukkeste han havde set, men hun var lovet væk til en anden. Han rejste sig op og gik hen til døren. Hans blik var længselsfuldt da øjnene faldt på havet. Han havde brug for havet snart, eller ihvertfald at kunne bevæge sig ved vandet. "Kan jeg bevæge mig gennem byen? Eller ville de fange mig?" spurgte han hvilede sig op af væggen. Han var ikke så høj som Seuzan, men i sværdkamp var han farligere end ham. Guderne måtte vide hvor mange gange han havde været i kamp. Han lo stille og tænkte på de gange hvor han måtte forsvarer sin position som kaptajn.

Da Taliia så op, var det som om hun havde forandret sig.
"Sejle med hende?? Som om 50 år ikke er nok med en kaptajn der ændre mening som vinden blæser. Desuden kan jeg ikke se hvad det raver dem, min herre, hvad jeg gør. Hun knejsede og slog med hovedet, som en balstyrisk hest. Hun grinede arrogant af hans spørgsmål.
"Som om de vil have en chance med de vagter der er i byen." Hun rejse sig op, men i det hun ville tage et skridt faldt hun sammen på gulvet med et støn. Hun havde glemt hvor meget energi det tog at heale sår i den størrelse hun havde forsøgt på for få minutter siden. Hun følte hvordan hele hendes krop begyndte at ryste. En lavmeldt banden på elvisk forlod hendes sammenbidte mund.

Han så skarpt på hende og sendte hende det blik som alle nye fik. Et blik der fik de fleste til at krybe sig. "Pas på din tunge, barn. Jeg er måske såret, men jeg er 900 år. Jeg har overlevet læng på havet og i havne som jeg ikke var velkommen i." siger han og klukkede ved hendes banden. "Jeg har også sejlet på havene længere end din. Og havde måske en stilling til dig på Black Breath. Men Seuzan tolkede dit talent forkert." brummede han mens han knappede skjorten og tog den lange frakke på. Han ville have tilbudt hende et hjem og folk der ville se hende som en af deres. Han gik ud i aftenens kølige luft og søgte mod den del hvor der ikke var mange. Støvler ramte stenene og under frakken gemte han sine våben. Han var blevet advaret om hendes anfald, men den arrogance. Han kunne ikke klare det og gik han gjorde noget dumt. Seuzan ville blive skuffet, men han kunne intet gøre. Talte for hvert skridt for at falde ned. Han fandt en kro og satte sig udenfor på verandaen. Han havde hovedet sænket. Han var gået derfra i vrede, men den tillid hun viste hans evner. En knurren kom dybt nede fra hans brystkasse og fik forbipasserende til at kikke på ham.

På tros af hans arrige blik og barske tone, så hun stadig arrogant på ham, men glippede dog overrasket med øjnene, da han nævnte sin alder. Hun kunne mærke at hendes krop ikke ville støtte hende hvis hun prøvede at rejse sig, så nøjedes med sætte sig halvt op. Hendes arm rystede lettere under anstrengelsen. Da han snakkede om at han muligvis havde en stilling til hende på hans skib, blev hendes blik nysgerrigt. Og da han nævnte Seuzan, stivnede hun. Med svag stemme fik hun sagt tre ord, i det han gik ud af døren.
"Hvad mener du?" Hele hendes krop ryste kraftigere. Seuzans bekymrede ansigt viste sig igen for hendes øjne i sekundterne før hun gled hen i bevistløsheden.

Han blev siddende længe og tænkte på hvordan han kunne skaffe info om bytte til hans mænd. Han så ind mod kroen og så på den pose med mønter han havde i en pose ved bæltet. Han kom på benene og gik ind. "God aften, sir. Hvad kan vi gøre for Jer?" spurgte kromutteren og han nikkede. "Det bedste af jeres rom." sagde han og hun nikkede. Han havde ingen planer om at gå tilbage til hende ligenu. Han tog imod kruset rakt af kromutteren og sippede til øllen. Han lods dens smag glide gennem hans hals. Snakken var rolig og virkede beroligende. Hans mænd snakkede når han var omkring. Den glæde og latter som hans mænd delte.

Man kunne høre Cikaderne og enkelte mågeskrig. Hvis man kiggede ind i kroen og mod det mørkeste hjørne ville man se en mand der havde erfaring og en vis luft af fare omkring sig. Han ligner en med mange hemmeligheder og et strejf af farlig humor. Havde et ølkrus i hånden og hvis kiggede godt kunne man se hans pistol.

Taliia vågnede til lyden af fuglefløjt. Hun åbnede det ene øje og så en spurv, som sad og sang i vindueskarmen. Endnu en kom flyvende og landede i et af de små træer, som fyldte hendes soveværelse. Hun forsøgte at sætte sig op, hvilket fik hele hendes krop til at ryste af anstrengelse. Hun faldt tilbage i sengen med en elvisk banden, kun for at forsøge igen efter et par minutters opsamling af kræfter. Hun fik sat sig op, på trods af at hendes krop rystede kraftigt. Med endnu nogle anstrengelser og banden fik hun benene ud og rejst sig op, imens hun støttede sig til sengen med armene. Dette fik spurvene til at lette og flygte. En kølig brise strøg ind igennem vinduet og forbi hende, hvilket fik hende til at gispe, da hendes krop begyndte at ryste mere af kølighedden. Hun fik skuppet sig fri af sengen og nærmest væltede over til døren, som hun åbnede og stavrede ud på gangen. Hun havde endnu ikke opdaget at hun kun var iført en grøn brystdug og et par tynde grå hørbukser. Hendes hår hang løst og var letter uglet.

Raco stod på på en mole og så i den retning hvor havet var. Vinden var lidt friskere end i går og tager fat i hans lange frakke. Han overvejede at kigge til Taliia, men huskede så dagen efter. Desuden havde han efterladt en besked hos den mest trofaste af hendes folk. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Luften med duften af vand og salt kom ind i hans lunger. Han glædede sig allerede til at se Seuzan igen og han ville kræve svar angående denne unge elverkvinde. Hvilke manere hun havde, også selvom det var et anfald. Han håbede lidt hun fik en lærestreg af hans holdning igår. Han mente havde han sagde om en plads på hans skib. Han tænkte under hans egne vinger eller under lægens, men nu var han ikke sikker mere. Brynene trak sig sammen og hans ene hånd gned hagen der var dækket af et rødt skæg. Han havde stadig et arbejde med at finde Rex og få ham til at makke ret. Dusk, en gammel bekendt var også et sted inde i landet.

"Først Rex, så Seuzan og måske Dusk." mumlede han og skiftede sin vægt. Hans sår brokkede sig let over ikke at få hvile. Han havde ikke sovet meget. Han kunne ikke. For mange tanker. Han tænkte på en nat for år tilbage. En smuk kvinde havde delt hans seng.

Taliia fik stavret sig igennem det meste af bygningen uden at møde nogle, først da hun skulle til at stavre ud af døren som åbnede ud til havnen kom en af folkene løbende med hendes tøj. Hun så arrogant på personen, inden hun skubbede døren op og løb slingerende ned til havnen hvor hun hoppede på hovedet i vandet.
En gruppe af havnefolk, kom grinende gående hen til havnekanten hvor de kastede et reb ned til overfladen. Folk ude på skibene grinede og lo ogås imens de så ned på vandet.
"Fem kobber mønter på at hun har et anfald igen!" En fra flokken ved havnekanten råbte tilbage. "To kobber mønter på at hun bliver under i mindst to minutter!" Der blev råbt, grinet og leet på tværs af skibene og havnekanten, samt forskellige vædemål blev indgået med tegn og råb.

Taliia dykkede ned i det kolde havnevand. Hun måtte bare klare tankerne og få dette anfald til at gå over hurtigst muligt, nærmest koste hvad det ville.. Hun ganske god til at svømme og holde vejret, men hun havde ikke taget vandets kølighed i betragtning, da hun var løbet ned til havnen og nu var hun i vandet. Et indvendigt suk og et par luftbobler kom ud, imens hun svømmede videre under vandet. Hun vidste nogenlunde hvor skibene lå, og da det var så tidligt om formiddagen, vidste hun at de først nu plejede at klar gøre skibene. Ingen havde endnu sat sejl.

Han så på de mange folk der alle hujede eller grinede. Han hævede øjenbrynene og gik hen til kanten. Nede i vandet så han skikkelse med rødt hår. Taliia. Han krydsede armene og stillede sig med skrævende ben. Der var sikkert en god forklaring på hvorfor hun svømmede rundt. Han så mod skibene der alle lå for anker rundt omkring. Han så igen på vandet og himlede med øjnene. Han så hen på det reb der lå på kajen. Med støvlesnuden skubbede han rebet ned i vandet og så med det ene øjenbryn hævet, hvordan det sank til bunds.

Taliia hørte et plask et stykke væk og så sig omkring, men vandet var ikke klart nok. Hun søgte op imod overfalden og da hun brød igennem blev hun mødt af jublen og pift. Hun så rundt på folkene på skibene og på kajen, hvor hun fik øje på Raco. Hun glippede overrasket med øjnene, hvorefter hun svømmede ind til kajen. Havnefolkene bandt rebet fast til en fortøjningspæl, en af dem grinede ned til hende. "Så var det et anfald, som var skyld i din morgensvømmetur." Hun greb fadt i rebet og begyndte at klatter op. Hendes øjne var stadig arrogant, men et skævt smil spillede om hendes læber.
"Er det virkelig så åbenlyst?" Hun kom op på havnen og strakte sig. Hendes grå hørbukser sad tæt om hendes ben. Hun strøg hænderne igennem håret og så over på Raco.
"Kunne vi tale sammen? Eller ødelagde jeg det igår?" Selv om hendes øjne var arrogante, var hendes krop afslappet. Ordene var rolige med en smule arrogance.

Han så på hende og hvilede hænderne over sit sværd. Alle tegn på han var en pirat var synlige. Hans ansigt var udtryksløs og holdningen var afventende. "Du kan jo prøve." sagde han og begyndte at gå ind mod den del af byen hvor hans slags kunne være. Skridtene var rolige og vinden var dejlig mod ansigtet. Længere nede af kajen så han en flok vagter komme hurtigt gående. "Damnit!" knurrede han forsvandt hurtigt ind i byen. Han dukkede rundt om hjørnerne og kravlede hurtigt op på et tag. Han satte sig på skyggesiden og lænede sig tilbage. Hans mave gav en knurren fra sig. Hvorfor skulle man også efterlade ham her? Når han fik fat om Seuzan ville han smide ham af på en øde ø og lade ham blive der. Han tænkte på sin fortid med familien. Han havde hørte rygter omkring hans far og brødre. Han kunne ikke tro og rygterne var fra igår på kroen. Hans blik blev fjernet og dog stadig overvågent. Han vidste chancer for at møde dem på havet var lille, en den var der.

Hun nikkede og tog imod det håndklæde som Mikkel kom med. Hun tørrede sig hurtig, inden hun trak i en løs skjorte, smed de våde bukser og trak i et par tørre, samt et par sko og en lang kofte. Hvorefter hun skyndte sig efter Raco. Hun så godt at han skyndte at gemme sig, da vagterne kom gående. Selv sørgede hun for at hendes øre var dækket og bøjede hovedet en smule imens hun gik forbi vagterne. De ikke så meget som blinkede, da de gik forbi hende.. Hun gik ind på en af sidegaderne, hvor hun standsede ved siden af kroen "Den Skæve Skade". Hun havde set sig rundt efter Raco imens hun gik, men havde ikke set ham på gaden. Så hun var begyndt at se op på tagene, da hun kom ind i sidegaden. Og her havde hun smilende opdaget ham. Hun gjorde et inviterende vink imod kroen.
Derefter åbnede hun døren og et råb lød ud igennem den åbne dør.
TAALLIIAAAAA!!!! Hun kunne ikke lade være med at grine højt og inderligt. Hun sendte et sidste blik over skulderen på Raco, inden hun gik ind og blev mødt af kromutter, som gav hende et knus.
"Taliia, min kære. Hvor er det længe siden du har, du sidst har besøgt os. Hvordan går det på havet?" Taliia gengældte kromutters knus, hvorefter hun gik hen og satte sig ved den åbne pejs, så hun kunne få varmen igen. Selv om hendes øjne var arrogante, var hendes stemme begyndt at blive mere venlig og varm.
"Ja, det er længe siden. Men der har desværre ikke været tid til at kikke forbi. Det er første gang i lidt over et år at jeg er her. Hvad angår livet på havet, tja.. Så er der sket en del på det sidste.." En af serveringes pigerne kom over med og spurgte hvad hun kunne tænke sig. Taliia bestilte to krus af kroens bedste rom.

Han fulgte efter hende ind på kroen, men så sig hele tiden om. Han kunne aldrig vide sig helt sikker, og desuden havde han en del at tænke over. Blandt andet hans forhold med Seuzan. Han kunne stadig ikke forstå hvordan de kunne være i familie? Han satte sig på en stol i hjørnet ved pejsen og stirrede ned i bordpladen. Blikket var mørkt og han var ret sikker på at han kunne have dræbt bordet mindst 100 gange. Hvordan kunne Katrina kunne gøre dette mod ham? Og så var der også Laila fra en familie af sortelvere. Han undrede sig over om hun også holdte en hemmelighed fra ham. En knurren kom dybt nede fra hans bryst. Frustration og vrede vældede op i ham. Han reagerede ikke da kruset med øl blev sat foran ham. Hvordan kunne hun?

Kromutter så overrasket på Taliia, da Raco havde sat sig. Taliia gjorde en håndbevægelse, som singlerede at alt var iorden, inden hun sagde.
"Han er med mig, Marie." Hun så over på ham, da han knurrede. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle begynde, men en undskyldning var enlig på sin plads - selv om hun havde advaret ham om hendes kommende anfald. Hun tog en slurk af sit krus, og fløjtede tilfreds. Både kromutter og krofatter smilede oppe fra baren. Hun drejede stolen, så hun kunne se på ham uden at dreje sig.
"Mine anfald af arrogance er en svaghed, som ligger til elverfolket. De er værst, når jeg er langt væk fra skov og natur, så derfor forsøger jeg at have planter hos mig så ofte og så mange som muligt. Desuden har jeg fundet ud af at en svømmetur i havet, også kan lægge en dæmper på anfaldet, som du selv så for lidt siden." Hun sukkede og forsatte."Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg var for arrogant. Det er faktisk første gang nogen har svaret igen på den måde, som du gjore." Det sidste blev sagt med et skævt smil. Hun drak lidt mere af rommen, og afventede hans reaktion eller svar. Hun ville først forsætte hvis han godkendte det. Efter hvad hun huskede fra aften før, så var han dobbelt så gammel som hun, hvormed hun burde vise ham respekt.