Happily Ever Aftermath (xxx - voldsomt emne)

Det var egentlig en helt normal eftermiddag, skulle man først tænke. Hun gik rundt i skoven, stille og roligt. Nød for en enkelt gangs skyld blot lyden af naturen omkring sig. Disse gåture var blevet det nye for hende, nu når hun i sin tilstand ikke kunne skifte form. Den gravide tilstand var i det mindste en god måde ikke at kunne skifte form på. Som ugerne var blevet til få måneder, havde hun også vendt sig til det. Tatia var tæt på grænsen til den vestlige del af skoven, og hun havde længe overvejet at krydse grænsen. Bare at gå til hun kom til The black hounds. Hverken Wade eller hende havde snakket med Niylah i over et år, de havde hver deres grund. En eller anden dag ville de vel få snakket med hende. Tatia så mod den del af skoven, da en smerte strøg igennem hendes system som et stød. Hun kendte stødet, men det havde ikke den virkning som det sikkert havde håbet på. Tatia skar derfor blot en grimasse og drejede sig rundt.
"Nou sen yu fut daun nowe," (Don't take another step) advarede hun knurrende imod den lille flok der stod og så på hende.
"She-wolf, we have been looking for you," sagde den ene og tog et kig henover hende. "You look.. peaceful. How about we change that.. I like you much more.. screaming," lo han tilføjede og trådte et skridt nærmere. Tatia sank en klump. Hun skulle tage sig sammen, det var hvad Razor sagde. Hun skulle ikke give efter, det var nok ikke ment til sammenhænge som denne her - men hun valgte alligevel at smide den i den kasse. Tatia trak sit sværd.
"Step back. You don't wanna do this," sagde hun advarende. En af dem sendte allerede en pil afsted der ramte hende i låret. Tatia vrissede let og så ned for at trække pilen ud. De røde øjne glødede varsomt som hun løftede blikket op.
"Gon em daun." (Fight) Hviskede hun tungt i vinden og tog sit sværd frem. Der var mindst 10 folk her, imod en. Det var ikke odds hun ikke havde klaret før, men kampen var anderledes. Hendes tilstand gjorde hende en anelse mere påpasselig, hvilket kunne mærkes på hende.
"What is wrong? Starting to be scared?" Spurgte en anden i dyb latter, som de kom tættere på.

Tatia opfangede noget, hvilket fik hende til at rynke let på et bryn.
"No.. but you sure as hell should be," sagde hun en anelse hæst. De lo dog blot, men Tatia vidste godt, at de måske blot skulle have lov til at le. De angreb, og hun forsvarede sig med hvad hun kunne. Desuden havde hun en fordel,  hun vidste hvad der var på vej.
"I know he wants you alive, but I rather have your pretty head on a pike with my fireplace.. looking into your dead eyes filled with the last drops of fear," sagde en anden hvis slag var stærkt nok til at skubbe Tatia tilbage mod træstammen. Hun mærkede hans næver omkring hendes hals, hvordan luften forsvandt ud af hendes system. Dog greb hun hurtigt fast i hans håndled og brændte ham med voldsom styrke - til han fik et chok og slap grebet. På det slag hamrede hun sin albue ind i hovedet på ham, så han faldt på knæ. Derefter brækkede hun nakken på ham og tog sig til halsen for at få luft igen.
"Is that all you got. Come on!" Råbte hun mod dem. Måske havde hendes sanser taget fejl, måske var Niylah slet ikke i nærheden. Måske var hun alene.

Påklædning
- Tøj Hun er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], hun har [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på ryggen
- Makeup/ansigtmaling Hendes ansigt ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Hår Hendes hår ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ud
- Våben Hendes sværd ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ud, hun har samtidig også [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] spyd med sig

Det havde været længe siden, at fred rent faktisk havde været en del af hendes liv. Hun kunne snart ikke huske en dag, hvor hun ikke var fanget af hvad der var sket. Selvom hun hadet ideen, om at være svag og ikke mindst ikke være i kontrol, så vidste hun at siden det hele havde været sket, var hun måske ikke så meget mere den samme. At tro hun kunne være dette, var naivt og i sidste ende havde det hele haft en stor effekt på hende. Ikke desto mindre ville det være svært for mange, at se på hende hun også havde problemer. Dog kunne man fornemme det nogle gange, specielt i den panik der kunne sprede sig i hende, og ikke mindst den vrede hun bar i sig. Førhen i tiden var hun langt mere kontrolleret, og hun angreb ikke ofte. Nu om dage, skulle der ikke meget til, før hun følte sig truet og hendes indre instinkt sagde hun skulle angribe. Hun kunne dog sit bedste, hun var trods alt en leder, og hun havde et folk som forventede meget fra hende. Så for dem fremviste hun sig selv, som værende i kontrol og ikke mindst, som om der faktisk ikke var noget galt. Hun hadet trods alt, at vise sig selv som værende svag, så hun gjorde alt for netop ikke at gøre denne ting. Styrke var noget hun viste frem, det at hun ikke lod noget gå hende på.

Som hun vandrede rundt, var det med en følelser, af at noget ikke var helt korrekt. Selvom hun ikke helt vidste hvad der skete, lod hun sig selv følge sine instinkter og hun greb hun fat i sit sværd, som hun lagde i sin skede og derpå greb hun fat i et spyd. Hun havde den underlige følelse af, at hun skulle være et sted, og endda gøre noget. Så blot for at få følelsen væk, forlod hun sit hjem og begav sig gennem skoven. Det var også her, at hun blev angrebet med duften af Tatia's fært, normalt var dette okay, men hun var omringet af andre lugte og dette var nogle hun ikke kendte til. Hun listede sig frem, og det var her hun opdagede synet af ti mænd, som syntes at ville angribe Tatia. Normalt var Tatia ekstremt stærk, og hun ville helt sikkert kunne klarer dem, dog syntes hun at bemærke, at der var noget anderledes med hende, som var der sket hende noget. Vreden begyndte langsomt at forme sig i hende, som hun betragtede det sker. Så med et fast greb om spydet, begyndte hun at løbe frem ad, hun stoppede dog op, i det hun tog mål og kastede det. Spydet skarpe ende, ramte en mand lige i brystet, og grundet farten blev han skubbet tilbage imod det hårde bark fra et træ, hvor spydet sad fast. Med mord i øjnene, trådte hun frem og gjorde nu de resterende opmærksom på, at hun var der "Ai na rip of steiks-de kom yu joken klaka." (I will tear the meat off your fucking bones.) knurrede hun vredt. Hun holde ekstremt meget af Tatia, så ikke blot at se hende i den tilstand, men også se nogle gøre hende ondt, tændte vreden i hende som intet andet.
De andre var endnu chokeret over, det faktum deres ven var blevet spiddet gennem brystet, og nu hang død ved træet, udelukkende kun oprejst på grund af spydet i hans bryst. Hun trak sit sværd, og gik til angreb. Den første mistede en arm, og derpå den anden, hvor en anden fik slået næsebenet direkte op i hjernen. Det var som havde hun ventet på dette, alt hendes vrede kom nu ud, og at se hun var virkelig vred, ville være en dyb underdrivelse. Efter at havde kastet sværdet ind i maven på en person, var hun i en kamp med mørkhåret mand. En ondt, og endda direkte sadistisk smil formede sig på hendes læber, i takt med hun betragtede ham. Han fik lagt et fint slag ind, og dette syntes kun at gøre hende vildere "Ai gaf jok yu joken swela au." (I want to rip your fucking throat out.) sagde hun koldt, og som lovet sprang hun på ham. Hun slog og sparkede, og fik til sidst et tag på ham, hvor hun som var hun en vampyr, bed hun ned i hans hals, hvor hun med tænderne bed et stort stykke kød, fra hans hals af. Blodet sprøjtede ud på hende, og som var det ingenting, spyttede hun det væk. Manden faldt til sine fødder, hvor han greb sig til sin hals. Hun fjernede sig hånden, og flåede hans tunge ud, gennem det hul hun havde dannet.
Hun lignede halvt om halvt en sindssyg kvinde, som hun stod der med en tunge i hånden, og det meste af sit ansigt dækkede af blod. Blikket i hendes øjne gjorde selvfølgelig ikke det hele bedre, da de skreg hvad hun havde lyst til at gøre ved dem. En mand angreb hende, og hun undgik det med nemhed, hvorefter hun fik slået ham i halsen, og dernæst smadrede hun hans øjne, som hun greb fat i hans ansigt og borede begge fingre ind i øjnene på ham. Han skrig gjorde hende intet, for hun kunne kun se for sig, hvad de måtte havde gjort ved hendes ellers så stærke Tatia. Mand efter mand døde, og alle i en værre form end den anden, en mand lod hun endda leve efter at havde skåret begge hans arme og ben af. Ham rev hun langsomt hovedet af. Da de alle syntes at være døde, vendte hun sig imod Tatia. Det dyriske blik, blev bekymrende og hun løb imod sin gode ven. Hun trykkede hende mod sig i et blidt kram, som varede næsten et minut, før hun igen trak sig væk. Hendes øjne betragtede den anden kvinde,
som for at se om der var nogle fysiske skræmmer, også selvom der selvfølgelig var mange som man ikke kunne se.

Spydet fløj igennem luften og ramte en af mændene i brystet. Tatia åndede lettet op, for hun var ikke alene i slagsmålet længere. Det var heller ikke ligefrem fordi de odds der havde været der, ville have været på hendes side. Tatia lyttede til Niylahs ord, en vrede - det var kort som om, at de to havde byttet personlighed. Tatia havde altid kæmpet med sin vrede og ikke mindst det utrolig brutalte sprogbrug hun havde haft engang. Men hun forstod også godt, hvorfor Niylah var vred. Hvis det havde været omvendt, havde Tatia reageret præcis på samme måde som Niylah. De røde øjne fulgte sin tideligere alfa varsomt, og lod egentlig blot Niylah så ro på sin vrede. At gemme den for længe, gjorde blot når den eksploderede - så endte det sådan her. Det mindede hende om det blodbad hun havde været del af før hun overhovedet mødte Niylah. Det var en anelse lettere for hende at bevare roen nu, mest fordi vrede var det mindste af hendes problemer. Som hun så på kampen der udspillede sig for øjnene af hende, kunne hun mærke noget der fik hjertet til at slå hurtigere. Det kom fra benent og cirklede stille rundt i systemet. Energien fra ilden i hende prøvede at kæmpe imod det, og det var nok også derfor det endnu ikke var så kraftigt. Billedet blev kort sort, men hun fik tvunget det tilbage i farve. Det var voldsomme vendinger hun brugte, ord - handlingerne mindst ligeledes. Tatia havde intet til overs for disse jægere, de var de sidste tilbage fra den lejr. Den lejr hun havde brændt ned, som Wade havde sagt, var han bare glad for hun valgte at det var dem der skulle dø og ikke hende. Hver eneste gang Tatia så på en af disse modbydelige folk der døde brutalt, kunne hun ikke holde et skævt smil tilbage. Det var som om hendes liv blev en anelse lettere at håndtere, smerten forsvandt ikke med det samme, men det hjalp at vide de var væk.

Tatia havde ingen anelse om, hvad der var forgået i det tidsrum, hvor hun havde været væk. I det mindste var Niylah i live, eller det havde Luna da sagt. Men det var noget andet at se beviset på det.  Synet ville være modbydeligt for mange at se, så voldsomt og grusomt. For Tatia var det ikke, hun levede i den verden - og det gjorde hende ikke bange for Niylah. Naturligvis havde hun en respekt for Niylah, men den var der ikke af frygt. Skriget fra en af dem, da Niylah borede sine fingre ind i øjnene på ham. Skriget var tilfredsstillende, han havde været en af dem, som var blevet ved og ved til hun knækkede sammen. Og nu knækkede han sammen i et skrig. Deres skrig, hun lukkede øjnene og lod dem ringe for hende. Tatia havde næsten glemt hvilken voldig baggrund hun havde, men alt var så brutalt - det var bare ikke til at finde ud af hvad der var mest grusomt.

Niylah vendte sig mod Tatia, med et andet blik dog. Og sammen med Niylahs dyriske blik forsvandt Tatias. De blågrønne øjne så lettet på Niylah, og blev stående i samme stilling lige til Niylahs arme omfavnede hende. Tatia svang sine armne omkring Niylah, i forhold til Niylah var så blid, klyngede Tatia hende indtil sig. Tog færten ind af hende igen, ikke fordi den var væk - mere fordi den var savnet. Dog måtte Tatia give slip da Niylah trak sig lidt væk fra hende. Tatia smilede til hende.
"I've missed you," hviskede hun før hendes blide ansigt pludselig syntes at virke påvirket af et eller andet. Tatia så ned mod sit lår. "The arrow.. was poison.." tilføjede hun i en hæs hvisken.
"I need to find some fire.. please.. fire,"på de ord væltede hun næsten forover frem mod Niylah. Bekymringen kom først, de skulle nå det før giften gjorde nogen betydelig skade for hende og i værstefald barnet i maven. Giften var lammende, hvilket forklarede hendes evne til ikke længere at stå på benene. Men den følelse satte de traumatiske minder igang i hovedet på hende, og var ekstrem usund når det kom til hendes hjerterytme samt evne til at håndtere stress. Når og hvis Niylah fik hende hen til noget ild, kunne Tatia fortælle om sin nye evne.. om alt.

Selvom hun havde hørt om Tatia gennem Luna, så var hun lykkelig for at se hende igen, det havde trods alt været lang tid siden, at de to havde set hinanden. Hendes fært gjorde det hele mere tydeligt, og det mindede hende om, hvor meget hun rent faktisk havde savnet Tatia. På trods af hendes lange liv, hvor hun havde mødt en hel del mennesker, så havde venskabet til Tatia betydet en hel del. I sidste ende havde Tatia, været en af hendes tætteste venner, hvilket nok også forklarede, hvorfor hun var gået så meget amok på dem, som havde gjort hende ondt. Havde hun været en hver anden, ville hun næppe havde gået til så store længder, blot for at redde hende. Ikke at hun var ligeglad med alle andre, men når det kom til Tatia, så var hun meget beskyttende "I have missed you too, you have no idea how much I have missed you" sagde hun med glæde i sine øjne.
Dog kunne hun se, hvordan det blide forsvandt i Tatia's anigt, og med et blev erstattet med noget helt andet. Bekymring kom selv op i hendes egne øjne, og hendes blik ført ned til Tatia's lår. Da det blev sagt, at pilen havde vært fuld af gift, kom der en vrede op imod idioterne, men også en frygt op for at hun ville miste Tatia. Hun kiggede rundt, og skyndte sig hen til nogle grene "You're going to okay" det var som om hun både forsøgte, at forsikre Tatia om det, men også sig selv om det. Hun vidste hvordan Wade havde det med hende, og hun kunne nok aldrig nogensinde, se sig selv i øjnene, hvis hun vidste, at hendes søn ville være ulykke, hvilket han ville være, hvis han mistede Tatia.
Som hun samlede grenene sammen, fandt hun også to sten. Det tog hende ikke lang tid, før hun gik skabt noget ild, specielt fordi hun så ofte havde gjort det. Det eneste det krævede, var at man slog to sten sammen, og denne vej igennem skabte gnister. Hun tog fat om Tatia, og fik båret hende hen til ilden. Der var en bekymring i hendes øjne, specielt fordi hun ikke ville have Tatia kom til skade, eller rettere mere til skade end, hvad hun allerede i forvejen var.

Niylah havde efterhånden levet i mange mange år, og havde derfor set en hel del ting, så da Tatia lagde sin hånd i ilden, og den nærmest kærtegnede hendes hud, så hun ikke besynderlig overrasket ud. Hun betragtede derimod hele scenariet, med en fascination i sine grønne øjne, for fascinerende var det jo. Den måde flammerne strøg op af hendes hud, nærmest kærtegnede hver enkel del af hendes krop. Det var tydeligt, at de ike ville hende noget ondt og hele formålet med dem, var at heale den gift, som før havde løbet gennem hendes åre "my dear, I have lived long enough to see some weird things, and even though very fascinating, it's not that strange" pointerede hun med et skævt smil på sine læber. Kommentaren var som sådan, ikke ment som en led bemærkning, da Tatia trods alt vidste hun havde levet længe, hele flokken vidste det og siden Tatia var et tidligere medlem, ville hun selvfølgelig også vide dette.
Hun lyttede dog med på, hvad det var Tatia sagde, som hun forklarede eksistensen af hendes evne, og hvordan den fungerede "I'm happy that you're okay, right now that's what's most important" hun vidste at mentalt ville Tatia nok ikke være, hvad man ville beskrive som helt okay, men fysisk var hun og lige nu var det vigtigst også kunne de trods alt, tage sig af alt det andet bagefter. Nok var Tatia ikke en del af hendes pack længere, men det betød ikke, at hun ikke bekymrede sig om hende, for det gjorde hun virkelig. Modsat mange andre kvinder, som havde forsøgt at være sammen med Wade, var Tatia nok også den eneste, som hun anså som værende værdig, til at være sammen med hendes højtelskede søn.
Da Tatia med et sagde, at hun endnu engang var sammen med Wade, formede der sig et blidt smil på hendes læber "I know, Luna is so kindly to provide me with reports every once in a while, so I have known for quite a while. I'm happy that you can bring joy to each other" sagde hun med stolthed i sin stemme, at sige hun var stolt af disse to, ville helt klart være en underdrivelse. Niylah havde altid været stolt af sine børn, uagtet om de var hendes børn af blod eller ej, og Tatia var blandt nogle af de stærkeste kvinder, som hun nogensinde havde mødt.
Dog som emnet kom imod, at de nu ville skabe en familie sammen, og blikket flakket imod hendes mave, rynkede hun brynet og trak vejret dybt. Hun syntes nok, at hun havde fornemmet noget anderledes ved Tatia, men hun havde ikke tænkt yderligere over det, men med det gav det hele mening "is it...ohh I'm going to be a grandmother" lykken spredte sig i hendes ansigt, og blidt lagde hun en hånd på Tatia's mave, også selvom der endnu ikke var de største tegn "I'm so happy for you" hun havde altid elsket sine børn, og elsket ideen om at have en familie, og med et blev det hele langt mere virkeligt "If you should ever need help, or find yourself without shelter, you know you can always come to me, all of you can" hun lagde blidt en hånd på Tatia's kind, hvor hun med sin tommelfinger, blidt strøg hende hen over hendes kind.