Time Of Death - Niylah {xxx - Voldsomt emne }

Påklædning

Det var ikke hverdag hun fik en besked udefra, og det var da slet ikke hver dag hun tog imod denne slags ting. Normalt tog hun ikke af sted alene, men dette var en ganske simpel ting og derfor havde hun ikke behov for eskorte. Chancen for at møde Luna var der jo også, og derfor var det i bund og grund ikke så slemt. Selve turen der hen tog ikke lang tid, det var kort til fods og som hun kom frem fik hun hurtigt øje på Luna. Her gav hun et nik tilbage imod sin allierede, hvor hun her gav sig til at betragte tronesalen. Modsat hendes egen, som gav et vibe af man skulle gå, så var det mere mørkt anlagt. Det var som skjulte de noget, og var de ting de sagde ikke helt sande igen. Dog ville hun ikke dømme dem, da dette var en mulig alliance og allierede kunne man derfor altid bruge.
Hun lagde armene over kors, hvor hun her betragtede alfaen med et hårdt blik. Det var en del af den hun var, og han var indtil nu en fremmede for hende, så derfor skulle hun passe på. Hun havde lært fra sine forældre, at fremmede skulle man altid være på vagt omkring, specielt dem der gav den forkerte fornemmelse. Det var en fornemmelse af fremkommende farer, og det var en fornemmelse hun havde i dette øjeblik. Så da han talte frem, havde hun svært ved rent faktisk at stole på det, hun havde svært ved at stole på ham. Så da Luna faldt om, var hun allerede gået i alarmberedskab. Hun angreb manden bag hende og fik gjort skade på en del af dem. Så i sidste ende var de fem mand om at ligge hende ned, og her fik hun blot alt hvad de havde i ærmerne "husk ikke at dræbe hende, jeg vil have hende levende" sagde alfaen hårdt, og det var samtidig også det sidste hun hørte før alting blev mørkt.
Hendes krop lå bevidstløs hen, og hele hendes krop gjorde ondt. Hun havde blod løbende fra munden, og en del mærker der kunne ses. Da hun havde kæmpet imod, havde de blot gjort alt for at få hende ned. Dette betød også at da Luna vågnede, lå hun stadigvæk bevidstløs hen. Hun kunne intet ane, og i hendes hoved så hun intet. Der var mørke og hvad end hun gjorde for at vågne, var ikke godt nok. Hun kunne svagt høre hvad der foregik omkring hende, og som hun blev løftet op kunne hun føle det. Hun hørte svagt hvad der blev sagt, kunne svagt fornemme hvad de gjorde ved hende. Dog var dette ikke nok til hun kunne vågne op igen.

Da hun åbnede øjnene var det Wade over sig. Hun rynkede brynet, mest af alt fordi hun ikke havde forventet at se ham her, dog var hun ikke desto mindre glad for at se ham. Hun skyndte sig ned fra bordet, og her fik hun øje på Yra. Hendes elskede. Det var som første gang hun så hende, og hendes hjerte begyndte banke hurtigere. Hun skyndte sig imod hende og her mødte hun sin elskede med et kys. Hun trykkede sig imod hende, og ville for alt i verden ikke give slip "Jeg elsker dig" hviskede hun til Yra "Det har jeg altid gjort, igennem den tid vi har været sammen...jeg har elsket dig mere og mere" hun bed sig i læben og kyssede Yra. Hun var ligeglad med om hendes elskede ikke sagde de magiske ord igen, blot at hun selv ville kunne få dem sagt, det var nok for hende. Netop som det så ud til Yra ville åbne munden, kunne hun høre lyden af et spyd der skar igennem hud. Hun flyttede Yra om bag sig, og her fokuserede hun nu på at holde sin elskede okay. Dog kunne hun ikke skjule smerten, smerten ved at se sin søn dø. Hun havde kendt ham siden han var helt lille, og havde beskyttet ham, trænet ham og elsket ham siden den dag hun så ham. Så det at se ham falde om, også rent faktisk dø, det fik hende til at glemme alt.
Hun spurtede hen til sin søns døde krop, hvor hun trak ham op i sine arme "har du aldrig hørt, man ikke må efterlade sin elskede helt alene?" lød det bag hende, og her vendte hun blikket om. Hun så Yra fanget i grebet af en anden mand, og bag ham dukkede nogen andre op. Hun løb imod dem, men blev stoppet på halvvejen, hvor hun her blev holdt fanget af en mand. Han var stærkere end hende, og hvad end hun gjorde for at slippe fra, så kunne hun ikke. Hun var ikke stærk nok. Hun betragtede hvordan de rev tøjet af Yra, forså at voldtage hende en efter en. Hun skreg op, kæmpede og gjorde alt for at komme fri. Dog var denne mand nærmest unaturlig stærk, så hvad end hun gjorde var ikke nok. Da de var færdig, smed de hendes krop ned på jorden og her gav han endelig slip. Hun løb hen til Yra's slappe krop, hvor hun på halvvejen også faldt. Da hun endelig nåede frem til sin elskede, var hendes øjne fulde af tårer og det var som hele hendes verden faldt sammen "Hvorfor kæmpede du ikke mere? Du lod dem gøre det imod mig! Du elsker mig ikke, du er et monster" råbte Yra, og blot disse ord kommende fra den kvinde hun elskede, fik hende til at holde sine hænder foran sine øre. Hun pev "Jeg gjorde alt hvad jeg kunne" græd hun, samtidig med hendes hjerne forsøgte acceptere hvad der skete "jeg elsker dig, jeg elsker dig mere end noget andet" råbte hun selv "Ikke nok til at kæmpe, du gjorde det ikke godt nok" dette var Yra's sidste ord, som hun dragede sin sidste ånde og her døde af sine kvæstelser.

Niylah sad og rystede, hendes kinder fulde af tårer, som hun forsøgte acceptere hendes elskede netop døde. Hun var ligeglad med ordende, men det faktum den kvinde hun elskede, den kvinde hun lukkede op for døde. Så da Luna lagde sin hånd imod hendes skulder, bemærkede hun det ikke. Hun bemærkede intet. Hun sad blot med liget af sin elskede i sine arme. Blidt strøg hun sin rystende hånd hen over hendes kind, og her trykkede hun liget imod sin krop. Hun trak vejret dybt og her skreg hun op. Hendes skrig var fuld af smerte, fuld af alt den smerte hun følte i dette øjeblik. Hun havde netop mistet sin søn, og nu også sin elskede. Hvad mere kunne de tage fra hende?
Et eller andet i hende knækkede, og hun lagde Yra's lig fra sig. Hun skubbede Luna's hånd væk fra sig og her rejste hun sig. Hele hendes krop rystede som hun lod sig skifte form, og her gik hun amok. Alle de som stod for tæt på døde, nogle døde af blodmangel og andre fordi de mistede hovedet. Ingen var sikre, som hun lod sin vrede kaste sig ud over dem. Det var først da hun så en grædende Raksha hun stoppede. Hun så sin elskede datter fanget i armene på en idiot, og lysten til at dræbe ham dukkede op "Skift form eller den kønne tøs her dør, eller måske voldtager vi hende før vi dræber hende" lød det sadistisk fra ham. Hele hendes verden var allerede var allerede ved at falde fra hinanden, så dette gjorde hende blot mere inde for at holde sit eneste barn i live. Hun havde allerede mistet et barn, hun skulle ikke miste endnu et. Så hun skiftede tilbage og her holde hun armene oppe i overgivelse. Folk som kendte hende, folk som vidste hvordan hun var, ville vide hun ikke var typen der overgav sig. Hun ville aldrig lade en anden vinde, men det ville være for farligt hvis hun ikke gjorde.

Hun trådte et skridt frem, og her fik hun øje på en kniv "ikke tættere på!" advarede han og holde kniven tættere imod Raksha's hals. Hun pev og trådte tilbage "Du kan tage mig, dræb mig men for alt i verden gør hende ikke noget" bad hun og desperationen var at se i hendes øjne. Hun var desperat, og ville for alt i verden ikke miste sin datter. Dog var dette ikke virkeligheden, og denne mand var ikke til for at gøre hendes liv bedre, så med et direkte modbydeligt smil på sine læber, stak han hende i maven. Han hamrede kniven om og om ind i Raksha's mave, og til sidst skar han hovedet af hende.
Niylah skreg, igen kom det direkte hjerteskærende skrig fra hende og faldt på knæ. Manden smed her Raksha's hoved hen til Niylah, hvor hun for evigt ville huske det forpinte udtryk i sin datters ansigt. Tårer gled ned af hendes kinder, som hun trykkede det blodige hovedet ind til sit bryst "Undskyld, undskyld jeg ikke gjorde nok" hviskede hun. Hele hendes krop rystede og hun var sekunder fra at miste alt. Hendes hjerne kunne ikke klarer alt den tab, alt den stress og ikke mindst alt den sorg den havde oplevet på så kort tid. Derfor var den sekunder fra blot at bryde sammen, og her ville hun enten blive dyrisk eller blot give op på livet.

Som hun sad der med sin datters hoved i sine arme, betragtede hvordan hendes egne tåre ramte imod det afhuggede hoved. Aldrig i sit liv havde hun forestillet sig dette skulle ske, hun havde aldrig forestillet sig tre af dem hun elskede skulle dø så hurtigt efter hinanden. Hun havde aldrig oplevet sådan en følelse, der var noget håb om dette blot var et mareridt også var der selvfølgelig hadet for hvad der var sket. Da Luna snakkede, vendte hun sit blik op imod hende og her nikkede hun. Selvfølgelig skulle de fortsætte, og hun ville personligt dræbe hver og af dem. Hun gav Raksha's hovedet et kys, hvor hun lagde det blidt ned "Du vil blive hævnet, det vil jeg personligt sørge for" hun strøg nogle lokker hår væk fra hovedet, hvor hun lukkede øjnene og gav ansigtet en mere fredelig fremtoning. Blot så det ikke så forpint ud, men mere blot lignede hun sov.
Hun rejste sig derpå op, og ligesom Luna begav hun sig imod sin egen flok. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, hun forventede det ikke synet der mødte hende. Hun forventede ikke alt smerten og alt den død der hang over stedet. Det var som var hun kastet ind i et mareridt, og nu kunne hun blot ikke finde vejen ud igen. Alt dette var som taget ud af en gyser, og hun var fanget i dramaet, sorgen og alt tabet. Hele hendes krop var i high alert, og hun vidste efterhånden ikke hvor længe den ville kunne klarer. Hun så alt døden der lå, alle hendes medlemmer døde. Folk som hun havde trænet, folk hun havde hjulpet og folk hun havde beskyttet, nu alle væk og hun havde aldrig kunne gøre noget for at ændre det. Hun havde ikke været der, hun havde ikke været der for at beskytte dem og nu var de alle væk.

Hun forsøgte nu blot at lede efter Kaeden. Hun håbede virkelig ikke han var død. Dog var synet som alle de andre, og her fandt hun ham fanget af en mand, hun så hvordan han kæmpede sig fri og ved sin side opdagede hun Luna. Hun vidste dette måtte være hvad hun ville hade mest, ligesom hun selv hadet ikke at havde reddet ham. Hun havde hørt hvordan Luna havde ønsket han var i live, havde bedt hende om at lade ham være i live og nu var han ligesom alle de andre tæt på døden. Spørgsmålet var blot om han ville overleve dette, om han ville være den ene som overlevede det. Hun betragtede hvordan Luna brød sammen, hvordan hun lovede sin fuldkommende overgivelse, blot hvis han ville gå fri. Dog forventede hun ikke dette ske, mest af alt fordi nu havde alle de andre nu var fundet døde, så hvorfor skulle han være et særtilfælde?
Hun bed sig hårdt i læben, hun kendte smerten der løb igennem Luna, mest af alt fordi hun netop nu havde oplevet den så mange gange. Hun havde oplevet tabet så mange gange, oplevet det hele og vidste at Luna nu ikke ville være langt fra blot at give op. Hun satte sig på knæ ved siden af hende "Vi blive nød til at kæmpe, kæmp for ham, kæmp for hans minde og giv ham den hævn han fortjener" sagde hun blidt. Hun var selv fuld af smerte, men i dette sekund havde hun smidt sin egen smerte væk, og blot fokuseret på Luna. Hun skulle netop til at sige noget, da hun lagde mærke til Tatia. Hun rynkede brynet og vendte blikket hen imod hende "Tatia?" et sted forventede hun sin beta dø, alle de andre var alligevel døde, så hvorfor skulle hun ikke også blive myrdet?

Ordende Tatia sagde, de gav ikke meget mening og alligevel en smule. Specielt som hun forklarede det videre, ingen af dem ville havde været døde så nemt og alligevel kunne det havde været muligt. Hver enkel af dem var blevet overfaldet, overfaldet mens de var svagest og derpå gav det god mening, men måske var det blot hvad hun var bildt ind til at tro. Hun rynkede brynet, men nikkede til Tatia. Hun vidste hun måtte tilbage, hun måtte tilbage til virkeligheden også selvom dette ville blive svært. Dog da Tatia med et forsvandt, rynkede hun brynet. Måske var Tatia i virkeligheden slet ikke der, og hun var egentlig blot et produkt af hvad end de havde skabt. Det kunne også være en kvinde med udseendet efter Tatia, som kunne teleportere sig rundt, og nu gav sig til at torturere Niylah.
Dog som Luna vendte sit blik imod hende, og snakkede, gav hun blidt hånden et klem. Hun lukkede øjnene og gav sig selv til at tro på hvad Tatia havde sagt. Hun smed al form for tvivl væk, og lod sig selv vågne op. Det var som når man vågnede op fra et mareridt, et mareridt man i starten var fanget af og som man endelig vågnede kunne man mærke lettelsen strømme igennem en. Det var hvad hun følte. Hun følte lettelsen, glæden og befrielsen af endelig at kunne vågne op. Som hun vågnede, fløj hun op fra bordet med et gisp. Hun trak vejret dybt og kiggede rundt.

De var tilbage igen, tilbage i virkeligheden og alligevel kunne det være endnu en drømme verden. Hun kunne være vågnet op fra et mareridt, blot for at blive sat ind i et nyt. Hun rejste sig prøvende fra bordet, men netop som hun ville sige noget til Tatia kunne hun fornemme en stor smerte. I starten havde det føltes som en irritation der ikke ville stoppe, men efter lidt tid kunne hun mærke smerten blev intens om et område. Hun gispede og så ned, hvor hun så et spyd stikke ud af sit bryst. Til hendes held havde den ikke ramt hendes hjerte, men det var aldrig dens mening. Den skulle gøre hende svag og gøre det muligt for hende at dø af blodmangel. Bag hende kunne hun høre en stemme snakke: "Måske døde i ikke i drømme verden, men hvis jeg ikke kan få jer der, så kan jeg i det mindste få en af jer" knurrede han og her kørte han spydet rundt. Hun stønnede af smerte, samtidig med hun kunne føle sit blød gøre hendes tøj vådt, men også hendes hage.
Hun blev helt slap i benende, det var som kunne hun med et ikke holde sig oppe. Her tog hun sig til brystet, og blodet steg op i hendes mund. Hun spyttede det ud på gulvet, og som han trak spydet ud, gispede hun af smerte. Hendes tænder, hage og tøj var gennemblødt af blod, samtidig kunne hun efterhånden ikke holde sig oppe mere. Hun lod sin røde hånd gribe fat i bordet, hvor hun forsøgte rejse sig op, dog rystede hendes ben kraftigt "Du tror rigtig du er stærk hva? Den store alfa ulv!" Ordende skulle være hånende, håndende imod det faktum hun var svag, at hun ikke kunne klarer mere end et spyd i brystet før hun faldt om. Som hun endelig kom op og stå, spyttede hun igen blodet væk og her faldt hun frem over

Hun smilede svagt til Tatia, munden fuld af blod. Hendes krop var svag, og hun kunne nærmest ikke holde sig oppe længere. Hun kiggede udelukkende på Tatia, men hendes øjne føltes efterhånden så tunge, så det var kun et spørgsmål om tid hvor længe hun kunne være vågen. Hun rynkede brynet, da Raksha's blod kom frem, dog fjernede det lidt af smerten og hun kunne rent faktisk nu rejse sig op. Hvad de ikke vidste var at der var gift med spydet, så den gift arbejdede sig stille igennem hendes system. Det havde været en speciel gift, lavet til dette formål og den gjorde således Raksha's blod ikke ville have en effekt på hendes sår.
Igennem det hele havde hun ikke sagt noget, på en eller anden måde kunne hun endnu ikke sige noget, som havde hendes hjerne skulle fokusere på alt muligt andet, og nu hvor hun rent faktisk var ude, så havde hun intet at sige. Så da de to andre besluttede tingende, gik hun faktisk blot med det. Hun sagde intet, generelt havde hun intet at skulle ytre sig med. Så som Luna tog hendes hånd, holde hun blot fast om den og lod hende teleporter dem af sted. Her havnede de tilbage i tronesalen, hun sukkede og satte sig godt til rette. De klarede det rent faktisk, de var ude og inde i virkeligheden igen "Ja det gjorde vi" sagde hun. De sad der i noget tid, blot for at få fornemmelsen af at være tilbage igen, men som tiden gik, var det tid til Luna skulle gå. Her ønskede Niylah hende alt godt.

Nu alene tilbage i tronerummet, tog lydende over. Hun kunne høre lyden af Yra's smertefyldte skrig, Raksha der bad dem lade hver og Wade som faldte om. Hun kunne høre det hele, og alligevel som hun gik udenfor, så det ud til intet fejlede hende. Hvis man selvfølgelig så bort fra blodet der beklædte hendes tøj og mund. Det sekund hun trådte ud, ramte giften hende dog også. Hun gispede, tog sig til brystet og her kastede hun blod op. Hendes blod var en blanding af det sorte, men også røde, hvilket var et klart tegn på at hun var forgiftet. Hun pev og faldt til jorden, hvor hun foran sig så Raksha kom løbende imod hende. Hun kunne intet sige, som hendes mund blev fyldt op med det forgiftede blod og her kastede hun det op. Hun faldt forover, hvor hun kun lige blev holdt oppe af sine arme, og på jorden foran sig var hendes blod dominerende. Til sidst forsvandt styrken i hendes arme, og hun faldt sammen i blodet, dog på samme tid også i kramper. Hele hendes krop var i smerter, og da hun endelig faldt til ro, begyndte hendes krop helt at holde op med at bevæge sig. Der var intet tegn på liv, hvis man selvfølgelig så bort fra hendes bryst der bevægede sig og hjertet der slog. Det lignede blot hun sov, men i sidste ende ville det kunne være en søvn hun nok ikke just vågnede op fra hurtigt

På trods af Niylah var væk, så forsøgte hun få det bedste ud af tiden. Hun kunne tydeligt fornemme Raksha var bekymret for sin mor, og her til fremkom hun som en støtte, i sin bedste forstand om ikke andet. Hun gjorde sit bedste, og arbejde ud fra de værktøjer hun havde, der var ikke meget andet hun kunne gøre. Hun var ikke vant til disse situationer, hun var ikke vant til at skulle passe på andre og dog ville hun virkelig gerne være der for Raksha. Hun ville gerne være der for hendes elskede, og det var skam også derfor hun nu sad ved siden af Raksha, efter godt flere timer. Da nyheden om Niylahs forsvinden havde nået dem, vidste hun at Raksha var tvunget til at blive hjemme, hvilket var derfor hun specielt holde sig tæt på af denne kvinde. Så vidt hun forstod det, så bragte hendes nærvær Raksha i ro og derfor kunne det være til hjælp. Ved lyden af turmultet blev hun på værelset, hun vidste hvad end det var, så var det noget Raksha selv måtte klarer. Dog ville hun gerne være der for hende efter.

Healerne som blev bragt til stedet, havde aldrig set noget lignende. Det var et resultat af forskellige giftarter, da der var få tegn efter en kraftig dosis af wolfsbane, men der var også specifikke antistoffer imod Raksha's blodtype, hvilket forklarerede hvorfor blodet ikke virkede på hende. Den mandelige healer undersøgte hende, undersøgte blodet og på samme tid var der en ung kvinde, som vaskede blodet væk og bragte nyt tøj. Dette var blot ud af respekt for alfaen, således hun så respektabel ud. Da spørgsmålet kom, sukkede han "Det ser ud som om det er en blanding af en masse gift arter, men hvad værre af virker det til giften indeholder nogle stoffer, som modvirker dit blod. Stoffet får dit blod til at virke farligt for hendes krop, og hun skubber det væk" forklarede han med en bekymret mine. Han var bekymret for sin alfa, han havde kendt hende i mange år efterhånden og hun havde altid været der for ham. Hun havde været der for ham da han mistede sine forældre, og da han sprang ud som homoseksuel. Hun havde været den slags leder nogle kunne drømme om, og få rent faktisk havde. Blidt lagde han sin hånd imod Raksha's skulder "Jeg er ked af jeg ikke kan gøre noget i øjeblikket, men jeg vil undersøge det så godt jeg kan og komme frem til en løsning" han var virkelig desperat og ville faktisk virkelig gerne hjælpe, og dog kunne han i øjeblikket intet.

I baggrunden sad Rhaella, hun betragtede hvordan det hele spillede an og da healereren forlod rummet, rejste hun sig fra stolen. Her satte hun sig ved siden af Raksha, hvor hun blidt gav hende t kys på kinden. Hun var ikke god til disse situationer, men hun gjorde sit bedste. Blidt krammede hun sin elskede, hvor hun trykkede hende ind imod sig, blot for at vise hun ikke var alene....for hun ville aldrig være alene. Rhaella forstod sig måske ikke på mange ting, men hun vidste hun altid ville være der for Raksha, for hvad hun følte for denne kvinde, gjorde det umuligt at gøre andet end dette. De følelser hun bar på Raksha, var nogle hun både elskede og frygtede på samme tid. Mest af alt fordi hun ikke viste hvordan hun skulle reagere udfra dem.

På samme tid med dette skete, begyndte Niylah's krop at bevæge sig. Der kom små impulser igennem hendes krop, hvilket betød hendes hænder begyndte bevæge sig. I hendes hjerne var hun stadigvæk i farer, og derfor betød det alle kunne være en potentiel fjende, også selv de som var tættest på hende. Så med Raksha der holde hendes hånd, steg panikken i hende, hun kunne ikke slippe ud af grebet og med ingen advarsel gik hun til angreb. Hun fløj op fra sengen og gik i kødet på Raksha. Hun lukkede sine hænder omkring sin datters hals, hvor hun knurrede mens hun lagde tryk på. Med Raksha under sig, kunne hun gøre potentiel skade på hende. Dog var Rhaella hurtig til at få hende væk. Her gik de to efter hinanden. Man kunne dog se på Niylah's øjne, at hun ikke var helt med dem, da de ikke viste det af en stolt leder, men et blik fra et fanget dyr. Ved lyden af alle problemerne, kom der nogle vagter ind, og de holde her Niylah fanget og da hun endelig faldt til ro, gled hun ind i søvnen igen. De lagde hende på sengen, og her blev hun spændt fast "Det ser ud til hendes hjerne har taget for meget skade, den er stadigvæk fanget i drømme verden og hun ved ikke hun er omkring dem der holder af hende. Hun ved ikke hvad der sker hende, og jeg tror ikke hun gjorde det med vilje. Derfor bliver vi dog nød til at fastspænde hende, da hun er en farer for sig selv og andre" sagde den mandelige healer fra tidligere. Han var kommet ind da lyden nåede ham, og det var i god tid. Vagterne forlod rummet da hun var blevet spændt fast, og det samme gjorde han.

Selvom Rhaella endnu ikke kendte Niylah så godt, så brød hun sig ikke om det faktum, at der blev påført smerte, imod en person hun holde af. Raksha skulle ikke være i farer, og hvis hun skulle kæmpe sig igennem alle, så ville hun med glæde gøre det, hvis blot det betød hendes elskede ville være sikker. Raksha var i løbet af kort tid, blevet en person som hun søgte tryghed hos, hun søgte kærlighed og det der blev givet, tog hun med glæde til sig. På samme tid, forsøgte hun også sit bedste. Hun forsøgte stærkt, at give Raksha den kærlighed og tryghed som hun fortjente. Selvom hun faktisk ikke forstod det så godt, så vidste hun at hun følte sig godt tilpas i denne hunulvs selskab, og det var endda så meget, at hun helst ikke ville være fra hende.
Blidt lagde hun sin hånd imod Raksha's skulder "Lad os gå ud, der er ikke mere v kan gøre" hun gav blidt hendes skulder et klem, et stærkt forsøg på at give Raksha den tryghed, som hun selv mente hun fortjente. Ved følelsen af Raksha's arme omkring sig, smilede hun blot kærligt og trykkede hende imod sig. Hun ville altid være der for denne kvinde, altid være stærk for hende også selvom hun måske selv lå på randen til at dø. Hun anså nemlig Raksha for at være sin mage, også selvom de ikke havde givet hinanden bidende. De havde ikke gjort "Claim" på hinanden, men indtil dette ske, ville hun altid anse Raksha for at være sin.