I didn't think I could feel this way again-Sayra

Tid: 21:30

Sted: Rosehaven

omgivelser: lige nu hende og en af pigerne

vejr: solen er ved at være forsvundet

påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og hun par løst sidende mørke bukser på, hun har ingen sko på lige nu

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Meredith havde siddet på sit kontor hele dagen og faktisk også dagen igår hun havde ikke haft lyst til at jage. Alt det som var sket. Sayra var kommet og hun havde vækkede  følelser i hende som hun  forlængst troede var væk. Hun kunne ikke rigtigt finde rundt i dem, men fandt dem rare og det var ikke så forfærdelig at få noget af sin menneskelighed tilbage især den man troede man havde mistet noget af den. Hun prøvede at benægte det, men der var et lille håb i hende at Sayra engang måske, ikke nu  men på et senere tidspunkt ville komme til tænke på hende som mere end bare den kvinde som reddet hende, men familie. Hun vidste at hvis ikke det var tilfældet ville hun blive skuffet, men kunne ikke lade være med at håbe, for hvergang hun kiggede på den unge pige så så hun det hun havde mistet og muligheden for at få noget af det tilbage voksede i hende hvergang hun så på Sayra. Hvis ikke det skete måtte hun bare skjule det, som hun gjorde med alle de andre følelser hun havde indeni. Hun bed svagt i læben og rejste sig op. Hun ville se hvad de andre lavede klokken var mange og de havde sikkert spist en af fordelene ved at være levende og ikke skulle være tvunget til at drikke blod, men hun havde lært at leve med det, men følelsen af at være et monster kom af og til tilbage. Hun kiggede ind i stuen med alle bøgerne som kom hun derned. Hun smilede som hun fandt sin vej der ind. Hun kunne også af til savne at have et banke hjerte. Hun var kold at røre ved og det var ikke altid noget hun brød hun sig om, men livet havde tænkt det anderledes og havde hun været levende så havde hun aldrig været her idag. Hun var alene i rummet og fandt hendes ynglins bog. Den var lille, men tyk den og indbundet i noget sort læder. Den gyldne skrift på bogen afslørede at den handlede om urter. Bogen var gammel og var en smule slidt.

Hun gik meget op i det og elskede lave sin urte medicin, hun købte selv uterene af en kvinde som samlede dem sammen. Hun havde  lavet en masse forskellige ting med dem og hun måtte inrømme at ind imellem lavede hun også gifte. Hun åbende bogen som havde været Roses bog og begyndte læse. Lidt efter kom der nogen, men hun så ikke hvem det var da hun koncenterede sig om  at læse i bogen good evening dear" sagde hun og gik ud fra at det var en af pigerne. Hun trak vejret dybt af vane og læste ellers videre i bogen som hun havde læst så mange gange at hun rent faktisk kunne den udenad. faktisk havde læst mange af bøgerne som hun ejede flere gange og nogle få stykker som den bog hun havde i hånden var næsten lige så gammel som hende selv. Hun vidste at hun nok snart skulle ud og jage, men på den anden side ville hun gerne tilbringe noget tid her sammen med de andre, med det hun skulle lave og jagten på blod så var der næsten aldrig tid til bare at hygge sig. Selvfølgelig fik de te når hun kom hjem fra en jagt, men hun vidste ikke hvad de lavede når hun ikke var hjemme og hun måtte indrømme at hun var blevet en smule nysgerrig.
Desuden overvejede hun om skulle sankke Sayra idag for hun havde de sidste par dage tænk over at hun nok snart måtte fortælle hende hvem det var hun mindede hende om, men det var svært og ikke  noget hun gjorde for det faldte hende ikke nemt gøre at det, især fordi det var så personligt som det var, men hun kunne lige så godt nu som hun kunne på andet tidspunkt. Det blev ikke nemmere at vente og måske det endda ville hjælpe hende at lukke op for nogen.

Meredith havde siddet og forsdybet sig i bogen sukkede  lagde hun den fra sig, hun ville finde ud af om Sayra havde tid til at snakke. Hun havde gjort op med sig selv at fortalte hun ikke Sayra hvem det var hun mindede hende om så gjorde hun det aldrig. Hun satte kursen imod hendes værelse og hun var nervøs og bange for hvad Sayra ville tænke om hende. Hun havde holdt det hemligt så længe og efter Rose var død havde hun ikke rigtigt haft nogen hun kunne snakke med det om og det og det eneste som gjorde at hun ikke tog en helt drejning og endte i mørke var pigerne og Sayra. Efter Sayras ankomst var der også blevet vækket noget andet som havde fået hende til at tænke at måske inderst inde søgte hun stadig  en familie en form for erstatning af den hun mistede. Hun stoppede ude foran døren til Sayras værelse og musikken fangede hendes øre som hun stod foran den. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, den triste musik som hun spille gjorde en smule ondt på hende. Ikke fordi det var dårligt, men hun var ret sikker på musikken  afspejlede det hun følte. Sådan var det tit. Meredith havde det sådan med sin kunst og grunden til at der var meget få som var kommet op i tårnet. Faktisk havde der ikke været nogen siden Rose. Af til var billederne hun malede meget dyster og hun ville ikke have folk til at vide hvor ondt hun egentlig  havde det, men på den anden side hvis ikke man fik det ud, åd det en op indenvendig. Hun sank svagt en klump og imens Sayra spillede var hun lige ved at få kolde fødder og gå. Hun trådte forsigtigt tilbage som hun bankede på.
Hun rettede svagt på sit tøj og bed sig svagt i læben som hun ventede på at Sayra reagere på hendes banken. Hun lod svagt hånden falde til siden. Hun rømmede sig svagt " can I come in dear?" spurgte hun prøvede på at skjule at hun var nervøs. Hun var bare ikke sikker på at det ville gå så godt. Hun var vant til være den som satte sine behov i anden række frem for andres og normalt ville hun også gerne det for det var ens betydning med at hun ikke skulle være i centrum. Dog var dette sket for lang tid siden og hun burde slippe sorgen, men kunne ikke. Hun havde ikke bare mistet sin lille familie hun havde mistet sin bedste ven og forlovede. En datter og sit levende liv. Når man tænkte over det havde hun mistet så meget at hendes hjerte måtte være i flere tusind stykker. Hun hadede sin skaber og han var nok den eneste som var tilbage som vidste hvad der var sket den nat. Af en eller grund kunne hun bare ikke være i hans nærvær uden at blive vred på ham. Sikkert fordi hun dengang ikke havde ønsket et liv i mørket, tvunget til at spise blod.

Hun havde dog stadig sin menneskelighed tilbage og nægtede at miste den, hvilket pigerne også var god til at holde fast i. Hun havde været sikker på at hun ikke kunne skabe sig en familie og mere noget andet så hun pigerne som familie, men selv de skulle på tidspunkt videre og skabe deres egen familie. Ikke at Meredith ikke var glad når det lykkedes dem at får et liv hvor de havde det godt, men af til kunne hun godt føle sig en smule udenfor. Hun arbejede normalt disse tanker væk, men af til vile hun have ønsket at hendes datter og mand stadig var her. Hun havde mistet noget som hun aldrig troede hun skulle få tilbage, men så var Sayra dukket op og havde væltet alt rundt. Hun havde fundet ud af at hun gerne ville have en familie som elskede hende og kunne leve med hvem hun var og som ikke skulle videre.

Det var tydeligt at Sayra nervøs over hvorfor hun kom, men hun havde ikke i sinde og det kunne hun aldrig drømme om at smide hende ud. Dog forstod hun godt hvorfor Sayra måske ville tro det. Meredith kom næsten aldrig på besøg i pigernes private værelser og oftest tilbragte hun det meste af sin tid i fællesrummene og hvis ikke hun var der var hun i hendes eget rum eller kontor. Hun kiggede sig lidt omkring i hendes gamle værelse og det føltes rart som der var kommet mere liv i det. Hun vendte sit blik imod Sayra som hun undskyldte for at hun måske havde spillet for højt og med det samme rystede hun på hovedet "no it's was beatiful and you have to play for me sometime" sagde hun og der var ikke andet end glæde og en smule nervøsitet at spore i stemmen Meredith var mindst lige så nervøs som hun var dog af andre grunde end Sayras. Hun trak vejret i nogle dybe stød inden hun tog sig sammen og betragtede hende. Det overraskede hende hvor svært hun havde det med at skulle fortælle det til nogen. Hun havde efter Roses død aldrig snakket med nogen om det siden og i stedet for kastet sig over arbejdet som at dette hus havde. Det have fået hende til at tænke, hvad nu hvis hun ikke havde mistet sin familie ville hun så stadig have skabt Rosehaven. Hun var ikke så sikker på at det var sket. Det var gået op for hende at hun havde været stille meget længe. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forsætte dog kunne hun vel heller ikke bare banke på også ikke sige noget "remember when I told you that you reminded me of someone, but I wasn't ready to tell you?" spurgte hun og igen måtte hun trække vejret en smule tungt well after we talked I almost spent a hole day thinking and if I don't tell you now I probably never will " sagde hun og hvis man ikke før kunne høre nervøsiteten i hendes stemme så kunne man nu.


Hun bed sig svagt i læben det gjorde ondt at tænke tilbage til den nat, men hun ville så gerne lærer denne pige at kende så mon ikke at det kun var fair  at hun kom til kende hende også desuden kunne hun ikke bede Sayra  om stole på hende hvis ikke det var gengældt. Den Meredith hun så kom til at kende var meget mere kompliceret og bar på et mørke som hun med årene var blevet en mester til at undertrykke og skjule. Så godt at hun af og til selv glemte  at det var der.  Dog blev hun mindet om det når hun jagede og selv om hun ikke havde ret meget tilovers for mænd så fik hun stadigvæk dårlig samvittighed over det. Især fordi hun vidste hvordan det føltes at miste og det var ikke en  rar følelse hvis man bød sig om dem man  mistede.  Igen var hun stille længe as I told you before I didn't want to be a vampire I was forced by my creator he found me after it happened "sagde hun og stoppede midt sætningen og ubevidst knyttede hun sine hænder sammen hun sank svagt en klump. Den ellers så stærke kvinde hun normalt var smuldrede lige så stille for øjnene af Sayra. Dette var sådan hun var når hun var alene.  Fuldstændigt knækket og ødelagt af tingene som var sket hvilket nok også derfor hun tilbragte tiden med arbejde arbejde eller at være med pigerne. Det var dem fik hende til at føle sig mindere skyldig og selvom dette var for sket meget lang tid siden så hun stadig minderne af det skræklig syn de mennesker dræbte den person som kendte hende aller bedst og hendes datter som var så sød uskyldig. Hun regnet med at se hende vokse op og få sin familie. Sayra havde vækket følelser som hun havde gemt væk. Da hun aldrig troede at hun aldrig skulle være mor. Når hun var død var det svært  at stifte familie. men var speciel Sayra og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle være omkring hende og  prøvede så vidt som muligt ikke at vise de moderfølelser hun havde,men det var svært for hun kunne ikke lade være med at se noget af sin datter i hende. hun skulle heller ikke ende med at skræmme  hende væk.

Hun slap hænderne og trak vejret dybt som hun blev bedt om at sidde og det tog hende lidt tid før hun kom hen på sengen satte sig, hun havde ikke troet det ville blive så svært og hun var i bund sikkert ikke klar, men hun ville sikkert aldrig blive klar under alle omstændigheder. Hun bed sig svagt i læben og skulle lige trække vejret et par gange " I lost my daugther and my fiancé" sagde hun lukkede øjnene svagt imens hun tænkte. Hun huskede tydeligt den nat som var det igår og hun glemte det aldrig. Hun bed sig i læben " you remind of my daugther, like you, she was so sweet and innocent she didn't desvere to die the way she did beaten to death" sagde hun og ånede lettet ud "I was a human, and too weak to safe them. even after so many years has past, I still feel responsible for  their death because I didn't fight harder" sagde hun. Folk ville nok undrede sig over hvorfor hun havde båret på sorgen så længe som hun havde, men  hvis ikke hun gjorde hvem skulle så kunne huske dem. Hendes eneste efterkommere var døde, hun havde været enebarn og det havde Steve også  og Madelaine  havde heller ingen søskende. Meredith havde ingen levende efterkommer. Hun havde sagt det nu og det var engtlig rart få det ud ikke mange vidste det måske få heldige havde fået noget ud af hende, men det var svært for hun brød sig ikke om at være i centrum for sidst hun havde været det havde hun mistet så meget endda livet som menneske. Hun sad lidt fik et tænksom udtryk i sine øjne " I lost hope and I got filled with rage and sorrow, I didn't think  as vampire, I would get chance of a family ever again. Because I was turned in to a monster and yet here we are, I think Rose saw how bad I needed a family " sagde hun og holdte kort en pause  som det var begyndt at gå op hende at Rosehaven var blevet skabt af den eneste grund at hun manglede en familie. Rose havde altid sagt skulle se fremad se de piger som end måtte komme som familie og at hun skulle beskytte dem med hendes liv.
Dog bragte Sayra noget andet ind dette og Meredith vidste ikke helt om det var godt eller skridt, men hun følte sig knyttet til Sayra, mere end nogen af de andre måske fordi hun blev mindet om hendes egen datter, forskellen var Sayra ikke havde haft en ret god opvækts hvor  Madelaines havde været i et godt og i et tryg miljø. Det var dette hun også ville give Sayra og de andre piger, men især Sayra virkede som en som havde brug for det. De andre piger var kommet langt og ville sikkert snart forlade hende og sidste ende ville Sayra nok også engang når hun var klar til forlade hende, men det var vel det hun arbejede med at de skulle have et liv.

Hun sad med blikket rettede på sine ben, hun havde fået sin hævn, men det havde ikke  hjulpet ret meget, det eneste det havde gjort  var at hun var  kommet længere ned i mørket. Heldigvis havde hun Rose som havde hjulpet igennem det at være ny vampyr og mørket  selvom at Rose kun havde været menneske og havde det ikke været for Rose så nok hun nok meget hurtigt tabt sin menneskelighed og nu hvor Rose ikke var her så var det pigerne som gjorde at hun ikke lod mørket tage hold og mistede hendes menneskelighed. Dog måtte hun erkende at mørket af til tog over i hende, men hun havde taget sine forbehold når det skete og hvis ikke hun kunne komme ud, havde hun et hemligt rum nede i kælderen som ingen anden hende kendte til. Hun vendte sit blik imod hende for at se om hun kunne gemmenskue hvad det var Sayra tænkte omkring hende nu hvor hun havde sagt det " but Rosehaven isn't really a familiy the girls comes and goes, but then you came and spark a maternal instinct in me. That I thougth I lost with my daugther" sagde hun og nu var det ude i verden også var det engtlig op til Sayra hvordan hun ville reagere på det " I mean I don't wanna scare you with all this and I was scared to tell you because I know we just met" sagde hun og mærkede hvor tæt de var på hinanden. Sayra sad ved hendes side og det føltes rart, men lidt mærkeligt for det burde være Meredith som hjalp Sayra med alle disse problemer hun end måtte have, men det havde drejet sig en smule og det hjalp faktisk sidde ved Saryas side.
Igen kom der noget tænksomt i hendes blik og hun vendte det imod Sarya " I want to show you something in my room, but please don't tell the other girls that you have been up there because then the  questions never ends  and all of this I told you have to stay between us,  because I have to be there for girls and  it's  much better if they don't know any of this" sagde hun og ville gerne holde det hemligt. Pigerne skulle ikke bekymre sig om hende og måske hun ikke burde have blandet Sayra ind det, men det var forsent at tænke sådan for det var hun jo nu og det kunne ikke ændres på.

Hun lyttede til det hun sagde og vendte sit blik imod Sayra " it's just because of you girls, without you I would have lost my humanity years ago, the girls and you are the only reason that I am not an empty and angry shell of myself" sagde hun og mærkede Sayras klem på hendes skuldre føltes rart og hun smilede svagt. Hun tænkte kort over det hun sagde og mærkede at Sayra flyttede sin hånd "honesty is a good thing, promise me that if you find yourself in any trouble you will let me know, even if you don't live here anymore and I will help to the best of my ability" sagde hun, men det ændrede ikke på hendes syn af hende. Hun kom til at tænke på den aften hun havde fundet Sayra hvis hendes far havde startet en kamp med hende ville hun ikke tøve med dræbe dem alle på nær Sayra. Hvis ikke det var at være et monster så vidste hun det ikke. " can you honestly say that killing in rage isn't to be a monster because I hate every man I met after their murder?" spurgte hun lidt eftertænksomt " I am forced to drink the blood of others and maybe it's because  I still have my humanity that I am a monster in my eyes and the rage is still there. But very hidden sometimes the monster is coming out and it scares me to know what I am capable of if  I lost the control" sagde hun og det var hændt for hende at hun havde mistet kontrollen og at alt den indenvendige vrede var kommet ud og hvis det skete her imens hendes piger var der, ville hun ende med dræbe dem. Hun smilede svagt " Thank you, it means a lot, and It all happend so long ago but I just can't let the sorrow go away, because who will remember them if don't it was all my fault. You know it's not all bad if I wasn't a vampire then I never had been in the inn that night to save you and if didn't I would have died alone and sad "sagde hun

Som Sayra forsikrede hende at hun ikke ville fortælle de andre piger at hun været oppe i hendes tårn, rejste hun sig op da hun var sikker på at Sayra var klar til følge efter gik hun hen og åbnede døren. Hun kiggede forsigtigt ud af døren bare for at sikker sig der ingen var i nærheden før hun smuttede ud af døren satte kursen imod hendes værelse som lagde i tårnet. Hun gik op af en trappe, den var ikke særlig lang, men den snurrede en del opad. Da de kom til enden af trappen var der en trædør som hun åbende og ind kom de til Meredith's værelse. Det var for hende det mest private sted hun havde og det var  tydeligt at se når hun ikke arbejede at hun enten malede eller tegnede for hendes rum fuld af maleri og tegninger. Det iøjnfaldne billed var slidt og støvet lagde som et tungt tæppen henover det, men man kunne stadig se hvad det forstillede det var af hendes forlovede og deres datter som sad på en stol foran ham. Hans hænder hvilede på hendes skuldre. Billedet hang henover hovedgæredet på hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] lige som næsten alt andet var selve sengen sort med rødelagner med sorte mønster. Alt på hendes værelse var næsten sort eller rødt. Hun gik hentil sengen og satte sig på knæ så hun kunne tage det store maleri ned hun lod svagt fingrene glide henover støvet.  Dette var et af de første malerier hun havde malet som ikke endten  var blevet brændt eller ødelagt fordi hun ikke kunne holde ud til at se på dem. henne i det fjerne ende var der fem billeder alle af mænd med røde kryds henover deres ansigter. Hun malet hver et   af dem, vær gang hun havde fået sin hævn, men hævnen var ikke altid sød og det måtte hun sande hun havde ikke fået det bedre af at lade hendes vrede gå udover dem. Faktisk havde hun bare fået det værre.
Hun børstede støvet af det og satte det op af sengen som igen havde hun rejst sig op " I made this when I first came here to Roshaven and it became my home and I was the first girl to live here and if it wasn't for Rose I would have taken a dark path in my life " sagde hun stoppede imens  hun fandt et billed af en ældre kvinde som hun også havde malet " did you know that Rosehaven have been here for 550 years and I took over when she died and I have worked here ever sinces " sagde hun og lagde hovedet lettere på skrå. I starten havde det kun været hende i det store hus også flere år efter Roses død havde der kun været hende. Tabet over den ældre kvinde var også noget hun skulle komme sig over, men det var alligevel gået hurtigere end tabet af hendes familie.

Hun var stille i et stykke tid imens hun gav sig hen til tanker, men selvom hun var dybt begravdet i tanker lyttede hun og da Sayra nævnte at hun kunne få nogle doner til at give deres blod , men hun brød sig ikke om tanken for hvad nu hvis hun ikke kunne stoppe sig selv og dræbte dem, men på den anden måde kunne det være en god idé. De kunne måske komme til hende og på den måde behøvede hun ikke at skulle forlade hendes piger i længere tid af gangen , hun smilede svagt og for at erkende idéen var der, men hun vidste ikke helt hvor skulle lede. Men på den anden side nød hun jagten og tiden hun kunne bruge på det. Hun elskede faktisk at lokke med inteanende mennesker. På visse punkter var hun trodsalt en vampyr og kunne ikke benægte at hun kunne lide se frygten i deres øjne når det gik op for dem at den kvinde foran dem var alt andet end en svag kvinde, det var ikke noget hun var glad for at indrømme, men sådan havde det været siden hun blev forvandlet, men måske hun skulle ændre sig fuldstændigt og gå den anden vej, men  var ikke helt klar over om hun ville kunne nøjes med blod for doner.  Hun lagde hovedet anelse på skrå imens hun igen lod tankerne flyve en smule " I'm sorry, but between the two of us, I do enjoy the hunt and I have to drink alot of blood to stay as I normally am" sagde hun satte sig på sengen. Hun vidste at hvis det nogen sinde kom til gå udover nogen af de unge kvinder her ville hun aldrig kunne tilgive sig selv, men hun kunne dog gå en smule længere end hun plejede. Dog følte hun ikke for at tage chacer som kunne ende i noget ingen brød sig om.
Hun vendte sit blik imod Sayra og havde et tænksomt blik " maybe you are right, maybe I should find someone who wants to give me some of their blood. I never thought about it" sagde hun og holdte en tænke pause " because I need atleast  a body full of blood to keep you and the others safe from me" sagde hun vidste godt at hun var en ældre vampyr og derfor havde nemmere ved at holde sig tilbage, men igen Meredith havde aldrig taget nogen chancer overhovedet.

Hun smilede svagt som hun tænkte at det at hun var blevet en vampyr måske havde gjort hende mere menneskelig end hun havde været da hun rent faktisk var et menneske. Hun blevet bedre til så mange ting som hun som menneske ikke havde været, især var hun blevet meget bedre til at vise medfølelse end før og  lysten til at hjælpe og gøre en forskel var også blevet større end den havde været da hun var menneske og omvendt var hun stadig en fare for alle omkring hende, men hun nægtede at lade det styre hende. Hvis bare hun  holdte sin sult og følelser under kontrol skete der intet, men ved at gøre det havde hun også følt sig meget alene. Hun ville helst ikke have at nogen bekymrede sig for hende. Det hun nok allermest havde brug for var en som bare engang imellem spurgte hende om hvordan hun havde det, selvom at hvis nogen nævnte det for hende ville hun benægte at det var tilfældet og efter lang tids erfaring havde hun lært at skjule hendes sande følelser. Hvilket for hende var sådan hun blidte sig ind at det skulle være. Hun ville heller bekymre sig om andre end at hun ville lade andre bekymre sig om hende. 

Sayra var for hende ganske speciel og det var nok derfor at hun nu sad og åbende op for hende, hun havde ikke snakket med nogen omkring dette her enme fordi det for hende var personligt og nok den mørkeste af hendes hemligheder. Det var den hemlighed som havde ændret alt for hende. Hun havde været så vred på alt alle at hun næsten ikke havde kunne skille lyset fra alt mørket som hun var havnet i " I do think my creator did do me favor in turning me, he was right in not letting me go home that night he turn me and he did make me stronger and more powerfull" sagde hun smilede rejste sig hun gik hen til billederne af mænd med røde krydser henover deres ansigter "I just have a hard time showing him that I appreciate it, because when I look at him. I get so angry with him  and get reminded about how bad things can go" sagde hun lod fingrende glidede henover det ene af billederne

Meredith følte det var rart at snakke med nogen om det især efter så lang tid hvor hun ikke rigtigt havde haft nogen, men det skulle ikke kun handle om hende, hun vendte sit blik imod Sayra og smilede varmt  for ligsom også vise at hun nok skulle klare sig igennem. Det var det hun havde gjort så længe hun kunne huske. Især efter hendes forvandling. Da snakken igen blev alvorlig ændrede hendes  ansigt sig igen til noget mere alvorligt " I will never wish it upon my worst enemy, its like your heart get ripped in thousands pieces that never seems to heal again and it hurt so bad that you think you will die, but don't and when you finally get your revenge it isn't helping and you get it even worse than before" sagde hun vendte sit blik imod Sayra med et lidt stift smil og et trist blik. Dog var det ikke kun dårlige ting ved at være blevet forvandlet, Rosehaven var blevet hendes hjem, hun gjorde en forskel for piger som Sayra og de andre som boede på Rosehaven, havde det ikke været for dem så hun nok alligevel endt som en tom skal som kun var ude på at drikke så meget blod hun kunne. Det var ikke en tanke hun brød sig om det med ikke at kunne styrrer sig lige pludslig og at hende vampyriske side ville vinde skræmte hende, men end til videre gik det  meget godt så længe hun havde Sayra og de andre så var hun fortrøstningsfuld. Desuden var hun heller ikke en ung vampyr og heldigvis havde hun det meget nemmere med at  holde sig tilbage skulle sådan noget ske. Desuden havde hun slet ikke været her idag hvis ikke hun var blevet en vampyr så på en måde var det vel godt nok at være vampyr, alt det hun hvade opnået havde hun aldrig fået hvis ikke det var fordi hun var blevet vampyr. Hun vendte sit blik imod Sayra som sagde at hun var glad for at Meredith var blevet en vampyr og det varmede og med et fik hun meget mere ømt ansigts udtryk og et bredt smil spillede på de blege læber " you desvere a place where you can be you and not be afraid of what might happend if you do something wrong, because we learn from our fails and mistakes " sagde hun og følte sig bedre tilpas. Hun fortrød ikke længere at hun havde sagt det og på den måde viste hun at stolede på Sayra. Hun  vendte sit blik imod sine hænder og som hun foldede dem sammen " I will gladly do it again, if you need it, and you know you can allways come to me if you need it  " sagde hun og man kunne svagt ane noget kærligt i hendes stemme.

Meredith var glad for at hun den dag havde følt sig draget til kroen, som om skæbnen havde bestemt at de skulle mødes den dag. Det gjorde hende glad, Sayra havde stadig problemer, men hun håbede at Sayra vidste at hun kunne komme til hende, hvis hun havde brug for det. Der var ikke det hun ikke ville give for at se et smil på hendes læber. Meredith skulle måske lagde fortid være fortid og starte på en frisk. Måske  prøve at gøre tingene bedre med hendes skaber. Hun lod tankerne flyve lidt igen " we all have to go though hell before we gets to the good things in life" sagde hun en smule tænksomt og det var egntlig ikke noget hun som sådan  havde villet  sige højt, men det var bare en tanke som var gledet igennem hendes læber. Hun smilede svagt som hun vendte sit blik imod Sayra og igen kom der noget moderligt henover hendes blik " you know what, do you want to go for a walk with me dear?" spurgte hun og trængte til komme lidt ud for hun været inde hele dagen, en af de få ulemper ved at være vampyr var at hun aldrig ville komme til at mærke solens stråler imod hendes hud igen. Meredith havde vænnet sig til tanken, men i starten havde det været meget svært at sluge. Desuden kunne man også gå nogle fantastiske natteture. Det eneste som skulle passe på om natten var nattens børn og andre væsner som lurede i mørket " one more thing I was wondering if you wanted some education in the races, there are så many and not all them is evil and live on blood or souls of other beings" sagde hun og smilede som hun.