på eventyr i stor byen - Seth

Tid: 10:15
Vejr: solrigt og lunt med en svag brise

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Katrina sad ved et af springvandene med halvt lukkede øjne og nød solen, samt fuglene som hoppede rundt omkring hende og kvidrede ivrigt til hinanden. En svag nynnen kom fra hende, da hun indvendig sang den vuggevise hendes mor altid havde sunget for hende. I dag var hun klædt i et par brune bukser, læder støvler og en skovgrøn skjorte. Hendes røde hår, som nåede hende til skulderbladet, havde fået lov til at hænge løs og bevægede sig let når brisen kom forbi. Hun holdte vingerne inde, da hun viste at det ikke var alle som var lige venlige overfor en engel.
Hun havde tidligere været på rundtur sammen med sin beskytter og læremester, men han skulle lige ordne nogle indkøb for hendes mor og bedsteforældre, og hun havde fåret lov til at vandre rundt på egen hånd.
Imponeret over alt hvad denne stor by havde at tilbyde, havde hun valgt at slå sig ned på springvandet, og der var ikke gået langtid før små fuglene havde slået sig ned rundt om hende og hun var begyndt at nynne. Det lod til at de godt kunne lide lyden af hendes stemme.
Folk, som gik rundt omkring på gågaden, så over på hende. Nogle smilede og andre viste ikke hvad de skulle mene, tænke eller tro.

En vandretur gennem byen var normalt ikke lige hans forté. Men han havde lukket en handel af med en mand der kunne hjælpe hans forretning vokse. Fordelen ved det hele var at på trods af at våbenhandel ikke kunne være så avanceret, så var det alligevel noget der solgte - Især blandt pirater og småmænd der stadig troede på de halv-automatiske skyts. Manden han havde handlet med var en træ og metal-hugger. De to ar de tre vigtigste komponenter i et skydevåben.
Seth gik afsted med et lille smil på læben, var en triumpf ikke altid noget at være stolt over? Selv gik han rundt med et eksemplar af hans produkter, en simpel men effektiv pistol som brugte tyndere kugler end alle de andre pistoler - blot så hastigheden på den lille djævel kunne være hurtigere. De forskelligt-farvede øjne gled rundt langs menneskerne som befandt sig i gaden da han bemærkede en pige som sad ved et springvand. Den måde dyrerne omgav sig hende gennem hendes sang, mindede ham af en eller anden grund om hans datter, Angel, i sine yngre dage før hun var nød til at blive låst væk.
Han var fanget i mindet om hans datter da en mand pludselig puffede ind i ham ved et uheld. Han røg et skridt tilbage mens den klumsede mand nærmest faldt over sine egne ben. Seth lagde hovedet på skrå og rakte en hånd ud til manden som han kunne tage. "Oh det må de undskylde!" Udbrød manden. Seth løftede blot sin hånd med et skævt smil og rystede på hovedet. "Det skal de slet ikke tænke på. Det kan ske...." nåede han ikke selv at fortsætte før et brag lød, mandens forhåbningsfulde smil stivnede og forsvandt, efterfulgt af at han faldt til jorden, med et blødende hul i brystet. Seth havde i sin forsikring om forståelse, trukket sin pistol som nu havde en svag stime af røg dampende ud gennem pistolens løb. Hans eget smil forsvandt og med et trådte han over den døende mand og fortsatte sin gang fremad.

- Skrevet på mobil

Lyden af en pistol som gik af fik Katrina til at springe på benene og fuglene til at spredes til alle sider. Hun så sig hurtigt rundt og så en mand ligge med et blødende hul i brystet, og en mand som havde en ryende pistol i hånden. Hun gispede og løb hen til manden med hullet i brystet og forsøgte at standse blødningen, hvilket hun hurtigt indså var en umulighed.
For at lette den døende mands sind, gav hun sig til at synge den sang hendes mor plejede at synge til døende og begravelser.
Da manden var sovet ind med et smil på ansigtet overlod hun ham til de folk som havde samlet sig omkring hende, og gav sig til at se sig om efter den mand som var skyld i dette. Hendes ansigt var lagt i alvorlige folder, men dette gjore ikke hendes ansigt mindre smukt at se på.

//sangen "Into the West": [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun gik anspendt hen til ham og standsede en halv meter fra ham, hendes øjne lyste af afsky. Hele hendes kropsprog sitrede af en 'har-lyst-til-at-slå-dig' energi, men hun holdte sig i skindet.
"Selv et afskum har lov til at få en værdig afslutning. Men selvfølgelig er der narrøve, som er skide lige glade. Selv en pirat har mere ære i livet end dem." Hun viste at hendes ord indbød til balade, men hun var ret ligeglad nu. Denne mand irriterende hende med sin ligegyldighed og kolde attitude.
Beldragon havde hørt skudet ligesom mange andre og var stormet hen for at se om Katrina var kommet til skade. Han åndede dog lettet op da han så at hun var uskadt. Dog var hun ved at gå til i flæsket på en mand, som lige havde sat en pistol i sit bælte. Han smilede og tænkte over hvem af forældrene hun tog mest efter på dette punkt.

"Var den død ikke værdig? Hvad ville du så have foretrukket? Et skud gennem brystet er nådigt. Jeg kunne have skudt ham steder der havde været langt værre." sagde Seth i en rolig tone og tog sig ikke meget af englens faretruende tone, faktisk var han slet ikke bekymret.
"Du har den samme unge glød som min datter, den godtroende vilje til at ingen som helst med pumpende hjerter og øjne med glans, kunne være onde af natur. Men det er tid til at vågne op, lille pige," sagde han blot med en viftende hånd som han vendte sig for at gå sin vej igen. Det var spild af tid at diskutere med nogen hvems ungdom skinnede så kraftigt igennem. Seth havde også andre ting at tænke på, så som sin forretning. Eller sin datter, Angel. Han burde nok snart besøge hende, hvis han ville huske det. Hans opmærksomhed var væk fra den unge engel, men selv hvis hun prøvede på noget, var hans reflekser mere end klar til det.

Hun lagde armene overkors og skulede til ham.
"Åh, jeg ved skam godt at folk kan være onde af natur. Det jeg mente med en værdig død, var min sang. Men ja, stik de bare af. Røvhul." Det sidste blev sagt i en lidt laver tone, men alligevel højt nok til at han kunne høre det. Katrina drejde sig en smule, så hun stadig havde ham i sit synsfelt og fik øje på Beldragon. Hun sukkede indvendigt. Hvorfor skulle hun også blande sig i forskellige ting.

Hun rettede sig op i sine fulde to meters højde og prikkede ham let i brystkassen.
"Konsikvensen af dit drab. Hvad havde han gjort dem, siden han skulle have den kugle i brystet. Jeg vil næsten væde med at han ikke havde gjordt andet en at gå ind i dem ved en fejl." Hun fnøs, og lagde atter armene over kors.
"Hvis det var normalt for alle, kunne vi ikke bestille andet end at slå folk ihjel." Hun rystede let på hovedet. Hun var godt klar over at hun var ved at rode sig ud på dybt vand, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun ønskede at han skulle give bare en antydning af at have forstået hvad hun mente, inden hun ville lade ham gå.
"Hvis ikke min fornemmelse sagde mig at jeg var forkert, ville jeg nærmest tro at de var en demon, så glad de er for at plaffe folk ned."

Hun var blevet vagtsom, da han begyndte at lade pistolen igen. Men hun havde ikke regnet med at han valgte en total uskyldig forbipasserende. Hun nåede ikke andet end at gribe kvinden i armen, med den hensigt at trække hende ud af skudvidde. Hun slap kvindens arm, da kvinden sank sammen, og styrtede efter manden. Hendes ansigt var trukket i vrede og hun langede ud efter ham bagfra. Hvis slaget ramte ville det lande i hans venstre ribben, med en kraft som var nok til at de fleste ville bukke gispende sammen. Det kunne godt være at hun kun var femten år, men hun kunne levere en proper næve, når hun blev vred nok.
Beldragon trådte lidt tættere på, men ville endnu ikke blande sig. Alle hans instinkter var i alarm og hans vinger kæmpede for at komme ud.

Hun vaklede et par skridt baglens efter skallen, samtidig med at hendes fingere havde lukket sig om hans pistol og hun rev til. Hvis hun fik revet hårdt nok, regnende hun med at hun ville få pistolen ud af hans hånd, så hun kunne kaste den væk. Hun så på ham med et skævt smil på læben.
"Et par enkelte slag i opdragelsen? Regner de med at kunne ændre min opdragelse med et par slag? Så må jeg skuffe dem, de kommer forsendt." Derpå langede hun et slag imod hans kæbe og hvis han stadig havde fat i pistolen, gav hun den et vrid som ville få de fleste til at slippe hvad de end holdte.

Beldragon gik stift et par skridt tættere på, imens forsøgte at regne ud om hun kunne klare sig imod denne mand. Han var så meget i tvivl, og ville heller have at hun blev sur på ham, end hans skulle bringe hende hjem i alt for forslået tilstand.