Et lille møde (Amaranthe)

Tid: 17.29
Sted:
Doomsville gågade
Omgivelser:
Mennesker her og der, folk der på vej i byen og på små indkøb og hvad de nu ellers skal
Vejer:
Lidt aften sol men eller har skyren en stor magt over himlen


Det var en af de mere rolige aftener hvor der ikke sket særligt meget, folk var ud på shopping men ellers ske der ikke det store.
Andrey havde taget sig en hyggelig aftentur fordi han ikke havde en ide om hvad han skulle lave der hjemme, male gad han ikke og bøgerne havde heller ikke den samme magt på ham som normalt. Nej det var på tide og være lidt social i forhold til hvad han normal var for han var ikke den type der komme ud til verden uden en god grund, Andrey havde taget en hvid skjorte på mens hans bukser havde en sort farve og det samme havde hans sko, en lang grå jakke var på ud over den hvide skjorte og mere behøvet han ikke for han kun ikke fryse ligesom mennesker kunne. Et smile var på hans læber mens han gik i mellem de mange mennesker og hans tøj var en smule gammeldags i forhold til alle andre for han havde ikke været ude i verden før nu, det var godt 200 år siden at han havde lukket sig ind i hans grotte og han havde begravet sig selv i bøger fra gammel tid men det var efterhånden blive kedeligt og gemme sig af vejen for så lang tid.
Det var på tide at der ske et eller anden i hans live og måske var det endelige i aften at han ville møde en eller anden han ville kun bruge hans udødelighed på og forstå, han var jo ikke menneske og han havde ikke nogle menneskelig følelser for dødelig for de var blot i vejen for ham, nej han var et væsen der kun gave sin tid til de udødelig som ham selv..

Amaranthe var klædt lige så mærkværdigt og alligevel stilfuldt, som normalt.
Hun havde nogle lyse, lange bukser på, med frynser ned langs siderne, som hoppede hid og did hver gang hun tog et skridt. Der ud over en en top i en lidt mørkere farve. Den dækkede stort set kun hendes bryster, så hendes veltrænede mave kunne ses. Og det var noget folk ikke helt var van til. Ikke dem alle sammen i hvert fald.
Ellers havde hun bare fødder og et armbånd på.
Hendes lange, gyldne hår var løst og gled ned over hendes skuldre og ryg, bølgede frem og tilbage da hun gik. De mørke øjne var tegnet op med sort makeup.
Vejret var overskyet, men begrund af sin race frøs hun ikke. Faktisk fandt hun vejret ganske behageligt, slet ikke for varmt. Hun kunne ikke fordrage for meget varme.

Denne eftermiddag havde hun begivet sig ned langs sidegaderne. Hendes blik gled opmærksomt ud over menneskerne, men ingen af dem fandt hun særlig interessant. Ikke længere.
Hun lod ligeså blikket glide over diverse butikker, men ærlig talt...denne tid, med det de havde at sælge, fandt hun ikke særlig interessant. Jo...de havde vist et smykke i...ja, hvor lå den butik nu?
Hun var flyttet til byen for knap en uge siden og kunne stadig ikke helt finde rundt.
Hun stoppede op ud for en tilfældig butik, fyldt med...stof åbenbart. Til gardiner og dugge m.m.
Hun vendte ryggen til butikken og lod blikket glide over folk. Ikke lige frem et venligt blik og de fleste sende hende et lige så køligt blik selv.
Hun sukkede svagt og satte sig på den bænk der stod lige i nærheden...
Hvorfor var her så...kedeligt? Og hvor skulle hun lede? Lede efter ham. Hun viste det ikke...

Andrey prøvet og hold sig uden for de mange grupper af mennesker, søndags tempo var det værst her i livet og i sær når det var udenfor søndag.
Andrey sukkede stille mens han prøve og komme forbi en gruppe mennesker som stod og snakke om et eller anden, dødelig de havde godt nok ikke respekt for de udødelige som de en gang havde haft, det var en af de ting der os gjort at Andrey hold sig for ham selv og der var heller ikke meget nødvendighed i og komme ud når man ikke havde brug for spise, sove eller andre af sådan små dødeligheder. Andrey trak vejret kort mens nogle folk sendt ham et underligt blik, igen dødelig ingen respekt men han brokket sig i hans tanker kom en lille duft til og fange ham, et væsen var i nærheden af ham og han begyndt og gå hen i mod duften til han kunne se personen for han havde ikke lyst til og dele han selskab med mennesker..

Hun lod blikket glide over kvinden der satte sig på den ene side af hende. Men folk holdt sig jo helst for sig selv, hvilket denne kvinde også gjorde. Faktisk virkede hun lidt skræmt af Amaranthes direkte blik. Amaranthe kiggede væk og studerede en familie på den anden side af gaden...
Hvordan kunne livet gå så...normalt? Hvordan kunne folk være så...ligeglade?
Hun forstod det ikke længere. hun viste faktisk ikke om hun havde vist det...nogensinde.
Hun trak vejret dybt og mærkede en fremmede lugt hun ikke kendte. Det var ikke den underlige en, af mennesker, som fulgte hende fra alle sider, men sikkert en fra en anden race...hun lod blikket glide rundt. Nej, ingen skraldespande eller andet. så måtte det være en anden race.
Hun havde slet ikke vænnet sig til sine nye sanser endnu. eller næsten, men det var mest hørelsen, synet og sin nye sult. Hendes lugtesans overraskede hende stadig.
Hun valgte at blive siddende og se hvad der skete...

Andrey kom tæt på duften og han fik øje på en kvinde som sad på en bænk, duften kom fra hende for han kun altid skille mennesker med andre racer og hun var en varulv ud fra duften. Han tog plads ved siden af hende men dog stadig så der var lidt mellemrum mellem dem, han lod blikke gå på hende i lidt tid og hendes still var lidt særlig i forhold til alle andre han havde set her i dag ”godaften” sagde han roligt mens han kiggede på hende med et roligt blik for han var jo ikke den type der kom med underlige blikke, nej han havde hans egen respekt for udødelig som ham selv og derfor kendt han os hans plads når det var et nyt væsen som han gerne ville lære af kende..

Hun kendte dog ikke de samme regler om respekt. Så hun kiggede direkte på ham, da hun opdagede det var ham der bar denne specielle lugt. Og han måtte åbenbart også vide hvad hun var, hvorfor ellers sætte sig ned ved en tilfældig kvinde og begynde at snakke? Nej vel?
Hun sendte ham et svagt smil og så på ham med en blanding af køligt og nysgerrigt.
"Ja, det er vist blevet aften" svarede hun, måske en anelse flabet for en ellers dannet person, men det kunne hun ikke tage sig af.
"Men godaften, ja" hun så endelig væk fra ham igen.
"Og hvad er du så, hvis man må spørge?" kvinden på den anden side af dem sendte dem et hurtigt blik, før hun rejste sig og skyndte sig væk.
Men amaranthe kiggede bare på ham igen. hun kendte ikke hans races lugt...Og det irriterede hende enlig lidt. Hun viste ikke hvad hun skulle forvente.