Jamen dog...lille ven...(Azriel)

S: parken, doomsville angerforge district.
O: træer, buske og en lille sø. enkelte folk.
T: middag
V: mørke skyer, men stadig lunt. måske et tegn på et kommende tordenvejr?

Sean begav sig ind på parkens areal igen i dag. Han havde slået sig ned i denne del af byen for en tid og parken var det sted han besøgte mest lige for tiden. Lidt risikabelt, men hvad da? Man blev vel nød til at leve livet lidt farligt en gang i mellem...Hans fjender skulle jo også have en chance...
Denne eftermiddag havde han nogle sorte bukser på og en hvid skjorte. Hans mørkebrune hår var redt tilbage, selv om hans pandehår blev ved med at glide ned over hans pande.
De mørke øjne gled over omgivelser, med den samme afslappethed som han plejede at lægge for dagen.
Et svagt smil spillede på hans læber.
Enkelte folk genkendte fra de sidste par dage og nikkede venligt, mens resten bare ignorerede ham. Men han var ligeglad.

Stien, alle de små sten, stak ham let under de bare fødder da han fulgte den ind mod midten af parken. åh ja, han gik altid en tur ned til søen. Et flot syn på denne årstid. til vinter ville det hele været trist, mere hvidt end andet og helt hård af is. Skønhed, ja, men på en anden måde.
Mens han gik gled hans tanker lidt rundt omkring. Han havde intet arbejde det næste stykke tid...endnu. Det gjorde ham både glad men også trist...det var det han levede af, hvad skulle ellers bringe lidt spænding ind i hans liv?

Azriel hadet lige kommet ind i parken han hadet nogen sorte løse bukser på en sort jakke en hvid t-shirt hans sværd på ryggen og hans kors om halsen. han kom der ikke så ofte mere på grund af hans træning men de fleste par folk vidste godt hvem han var og hilste venlig, han hilste selveføllig tilbage af rent og sker høflighed. han syns at der var så stille idag ved parken noget han ikke hadet haft i lang tid han hadet trænet det mest af dagen og trangte til at slappe lidt af. han kigget på trænerne der så ganske vidst var så smukke Azriel kigget på de små dyr der bode der han gik ikke hen til dem for at lade dem være i fred et stykke tid mens fuglene der stadig var omkring han fordi de kunne huske hvor flink han var ved dem, efter som han ofte var her før i tiden men ikke så meget mere på grund af hans stor drøm. men han hadet stadig lidt fugle mad som han gav til dem. han gik lidt ned til søen efter som der var svaner der nede og han nydt meget af deres skønhed og balance. han så der kun var en svane flok idag måske er alle de andre fløjet til et andet land forståeligt nok det her var jo et kedeligt land eftersom der er mange der er svage og mange der er stærke. han så en anden der bevægede sig ved søen men han lod som ingen ting efter som han også bare nød søen´s stille klukken idag der var så fredfyldig som om der ikke var noget man skulle kæmpe imod Azriel satte sig lidt i græsset og fjernede hans sværd fra ryggen lagde det fint ved siden af og lænede sig tilbage og lukket øjnene og bare smilte i håb om at han snart var stærk nok til hans drøm

Sean bemærket en ung mand, med duften af engel om sig, der kom gående og kastede lidt mad til fuglene og svanerne. åh ja, svanerne, nogle prægtige fugle. Så yndefulde, men en smule farlige hvis man overtrådte deres grænser. Lidt som...ja, mange i dag faktisk.
Alle gemte på noget...
Han skulle til at gå videre, da en flok mænd kom gående.
En lille gruppe på omkring 4-5 stykker. De var alle rimelig afslappet påklædt, men stadig gik de så målrettet...
Men Sean kendte dem. Den lille mand der gik forrest var en mand han havde mødt i en kro og som...Som havde jagtet ham i et stykke tid.
Han mærkede hvordan hans krop blev mere anspændt. Han kunne ikke løbe, hvad ville det hjælpe? De ville løbe efter ham alligevel.
Han stod bare stille hvor han var og kiggede over på mændene som kom nærmere og nærmere, truende.

Han løsnede for sine muskler og mærkede den sædvanlige rolighed fylde ham. Han sendte dem et smil da de stoppede nogle meter fra ham...Og heller ikke særlig langt væk fra englen.
"Der er du!" den forreste mand pegede på ham.
"Så fandt vi dig endelig...Det er farligt at være på det samme sted i længere tid, ved du ikke det? Selv væggene har ører..." han smilte grumt, som om han mente han allerede havde vundet.
"...Og se! Jeg har taget mine venner med...prøv at undgå det, nu hvor du ikke har din lille tøs med dig..." vrissede manden. En ting var sikkert...
De var kun ude på ballade.
Og Sean viste de kunne gøre skade...Men stadig var de kun mennesker. Men han gad ikke forvandle sig. Det krævede alt for meget energi...og tiltrække alt for meget opmærksomhed.

Azriel smilte til alt den skønhed eller lige indtil der kom en gruppe mennesker og fuglene begyndte at flyve væk hen gik ned til vandet men stadig var tæt på det der ville ske, det så ud til de ville skade den fremmede der bare stod stille Azriel vente sig om for at se hvad der ville ske med den fremmede han kunne se de snakkede og han fik fat i noget af det de sagde han gik lidt tætter på for beder at kunne høre man kunne se på ham han var nervøs for de var ikke mennesker eftersom hvis han nu skulle kæmpe så ville han måske få tæv efter som han var ret træt idag

han mærkede vinden og smilte lidt på han kigget lidt på søen han hadet helt glem at han gik imod de andre der stod helt stille han kom til at gå ind i de mænd efter som hans tanker var et andet sted om de blev sure vidste han ikke han kunne bare mærke han ikke gik videre han kigget på ham der stod forest han grinte lidt af hvordan han så ud. *hvor ser han dog slap ud* tænkte han lidt mens han små grinte lidt af ham

Seans blik gled i et øjeblik fra mændene til englen, som af en eller anden grund kom lidt tættere på. Ville han blande sig? Hjælpe den ene eller den anden? Eller tilhørte den gruppe der bar egodt kunne lide når der skete noget, så han kunne kigge på?
han kiggede på mændene igen, men beklageligvis havde nu henledt deres opmærksomhed til englen også.
"Er det din ven?" den ene mand pegede hen mod ham
"Tror du, at du kan klare os? Dig og så din ynkelige ven? på ham gutter!" Sean nåede ikke at sige noget, at han andeles ikke kendte englen, før nogle af mændene gik ned mod den fremmede.
Great...nu var han udsat for ballade, i noget han sikkert intet kendte til.
Sean reagerede hurtigt, ud af det blå havde han pludselig en kniv i hånden, mens han var løbet hen foran fyrene. Han stod næsten foran englen.
"Stop dog!" udbrød han og strakte sine arme ud som for at stoppe dem. Og de stoppede. Han lod sine arme falde på plads igen og sendte dem et smil.
"Helt ærligt...Lad ham dog være. Var det ikke mig hønen skulle plukkes med, eller har jeg misforstået noget?" Manden, som legede deres leder, grinte.
"Vi er da ligeglade med hvem der kommer til skade...Leger du nu skytsengel?! ER det ikke lidt forsent, med de liv jeg ved du har taget?" manden rystede på hovedet.
"Tag dem begge!" resten af mændene sluttede sig nu til de andre og de gjorde alt for at se truende ud. Sean kunne nok ikke komme ud af det ved snak...denne gang.
Han vendte sig halvt om mod den fremmede mand.
"Ja...jeg beklager det altså...Hvis du vil kan du vist nok godt nå at løbe eller noget. Der er ingen grund til du får problemer begrund af mig..." Mændene rykkede tættere på. englen skulle tage en hurtigt beslutning.

Azriel kigget på dem og bare smilte han hadet sikkert gjordt noget dumt "jeg er ikke hans ven" sagde han mens hans kolde blik ramte ham han trodet der var ledern men de hørte sikkert ikke efter han følte trangen til at dræbe men han kigget over på manden hadet en kniv i hånden hvordan fik han den frem det var ham en gåde men han kigget lidt op på solen rejste sig i sin fulde størlse tog sin jakke og trøje af mens han gabte lidt mens hans vinger begyndte at vokse ud af ryggen på ham han tog en dyb indånding "jeg stikker aldrig af fra mennesker der ikke kan klar sig selv" sagde han mens det var som om han kunne lugte blod allerede

han hoppede et kæmpe hop over dem alle takket være hans vinger kunne han ikke blevet nået af dem der prøvede at gribe efter ham løb hen og tog hans sværd hurtigt trak det ud ag holdern "bare kom an" sagde han mens han tælte hvor mange der var men det var enlig lige meget udanset hvad ville han dræbe dem hver og en selvom han nok roddet sig ud i noget han skulle hadet han stadig sin engle natur som at hjælpe nogen der var trangt op i en krov og sådan hadet han med den fremmede han lidt tætter på svævende over jordern ca 10-20 cm over denmens han kigget på den fremmede som sikkert godt vidste hvad han var men som sagt er Azriel nok den enester der hader menneskene næsten mere end guderne

Menneske? MENNESKE? Hvem kaldte han menneske? Men han nåede ikke at blive fornærmet, før de nærmeste mænd overfaldt ham.
Englen...eller ja. Han tvivlede faktisk på han var en normal engel, så blodtørstig han virkede lige i øjeblikket. Men...Ham, fløj op og tog sig af nogle af andre, måtte han også selv slås.
Han fjernede sig for de første par slag og langede ud med kniven. Den ramte den ene i armen, som han hylende trak til sig, mens den næste sparkede efter hans knæ. så helt dumme måtte de ikke have været.
Manden fra før kom pludselig bagfra og tog fat i hans arm med kniven, så han måtte sparke manden foran sig væk.
Manden bagfra ramte ham i ryggen med et kniv, så han faldt sammen et øjeblik, da han mærkede smerterne hele vejen op langs ryggen. Men han slap ikke sin kniv, på et øjeblik havde han trukket armen ud af mandens greb, snurret rundt, og stukket kniven op i maven på ham så langt op mod hjertet han kunne komme, mens han mærkede hvordan den skar gennem en lunge.
Manden foran ham faldt sammen, mens blodet flød ud over hans arm og den ene ben.
Han trak kniven til sig og trådte lidt væk og så ned af sig selv...Hvor trist.
Han skyndte sig at skære halsen om på manden bag sig, inden han vågnede igen, da han havde ramt ham i hovedet med et spark før.

Endelig kunne han tage en dyb indånding og så sig omkring. selv om der havde været 8 mænd, havde han kun selv nået at dræbe to, før...Ja, den fremmede næsten havde massakreret resten.
Lederen var allerede løbet. Den lille gnom holdt sig helst udenfor selve slåskampene.
Han rystede på hovedet...Han måtte finde ham i aften og dræbe ham. Ellers fik han aldrig fred.
Han kastede kniven i søen.

Han lod blikket glide over mod den fremmede og sendte ham et lille smil da tingene faldt lidt mere til ro.
"Well...Det kan ikke være mig du mener. Jeg er ikke et menneske eller har problemer med at klare mig selv skam" sagde han endelig.

Azriel så bare på de afdøde med et smil han hadet allermest lidt til at lave dem til aske men han vidste ikke om han også skulle kæmpe mod den fremmede "nej jeg mente alle de andre" sagde han med et smil og tragte sine vinger ind igen for at virke lidt mere menneskelig han hadet at få sine vinger frem men hvad skulle han ellers gøre det gjorder ham lidt hurtiger når han kunne bruge dem til at hoppe eller flyve gennem luften. han satte sit sværd ned i hynstert igen og tog hans tøj på igen selv om han var smurt ind i blod af menneskene der angreb men han var ligeglad med alle de andre der så det han gad ikke dræbe dem fordi hadet se noget måske klagede de til gud også sendte de bare nogen ned fordi Azriel laver alt for meget ballade og ikke kan kontroleres men han var enlig ligeglad "forresten de mænd der de ville dræbe dig hvorfor... og for det andet hvad er du ingen mand kan kæmpe sådan der uden at bræke en knogle eller to" sagde han mens han undret sig over hans teknik den mindede ham lidt om de dæmoner han hadet kæmpet mod da han stadig hadet lov til at komme op til himlen

Han så interesseret på ham. Han...var ganske interessant. måske en falden engel? Dem fandtes der jo nogle af, selv om han faktisk kun havde hørt historierne.
"Godt så, viste ikke om jeg skulle tage det som en fornærmelse" smilte han og nikkede let. Han bukkede sig ned og søgte kroppene. tog de evt. småpenge han fandt og gemte dem.
Bagefter gik han ned til søen og skylde sin ene arm, så den ikke længere var fuld af blod.
Han rejste sig og rystede det værste vand af armen. Vandet var køligt.
Så gik han tilbage til den fremmede engel.
"Et tak er vel på sin plads?" nævnte han så. Han havde skam hørt hans spørgsmål, men valgte at besvare dem i sit eget tempo.
Så måtte han jo bare have lidt tålmodighed.
Det han tænkte mest over, var hvad han havde sagt. At det var de andre mennesker han havde ment. Så...Han hjalp dem, ved at dræbe dem? Han gad godt vide hvor den logik kom fra, men det krævede nok de blev lidt mere fortrolige med hinanden.
"Nuvel. Der er mange grunde til at være efter mig. Men disse jagtede mig nu mest for de ting jeg laver...De ting jeg arbejder med" svarede han så
"Og du har helt ret. Jeg er slet intet menneske. Men nu må det vel være min tur.
Du virker, for mine sanser, som en engel. Men vi kan hurtigt blive enige om dette ikke er en typisk adfærd for sådan en...så jeg tror du er en fallen engel. Har jeg ret?" smilte han og så roligt på englen.
Han gjorde ingen mine til at angribe englen, selv om han så at han var beredt...hvis det skulle ske.

Azriel smilte ikke nok typisk hans engle sanser med dæmoner, ordet strejfede hans tanker endnu engang. dæmon måske var han sådan en han holdte sig i sit eget tempo måske skulle han lade være med at snakke med ham. men trods alt har han altid testet folk. han kigget lidt på ham mens han vaskede sin arm. *dæmoner plejer ikke vaske sig, eller gør de* tænkte han lidt mens han undret sig over alt det der lige var sket han regnet med han var sådan en. han gik lidt ned til floden og vaskede sine hænder og lidt sit tøj så det ikke lugtede så meget af blod. "hvad er du enlig så" sagde han stille mens han kigget ned i vandet. måske stilte han en smule for mange spørgsmål. han grinte lidt "kan man vel godt sige jeg er" sagde han mens han kigget op på ham og rejste sig han undret sig stadig over hvad og hvem han var men han kunne vel bruge ham hvis det var sagen

Han grinte svagt, mens han holdt øje med englen. han kunne være en modstander...Men han kunne også være noget andet. Han lod blikket glide gennem parken, men de var stadig de eneste...heldigvis. Han orkede ikke flere jagter lige nu.
han så på englen igen, så...han viste ikke hvad han var? Eller var han bare ikke sikker?
Men han gjorde sig vel fortjent til et svar.
"Nuvel, faldne engel...Jeg er dæmon. Incubus" smilte han let. Som om det havde været en sommerfugl de snakkede om. Men han havde jo heller ingen problemer med at være hvad han var. Stort set.
"Mit næste spørgsmål må vel være...hvordan man bliver en falden engel?" spurgte han så. Han nød deres lille leg, at skriftes til at stille spørgsmål. Det var ikke alle der gad sådan noget, men Sean elskede alt der havde med ord at gøre. Om hvem der kunne komme med den næste kommentar, om man kunne svare igen. Og til forskel fra mange andre, lyttede han virkelig. Han lyttede til den måde folk udtrykte sig med ordene. For ofte sagde ens ordudvalg eller valgt at sammensætning, nogle forskellige ting om folk...