Jamen dog...lille ven...(Azriel)

S: parken, doomsville angerforge district.
O: træer, buske og en lille sø. enkelte folk.
T: middag
V: mørke skyer, men stadig lunt. måske et tegn på et kommende tordenvejr?

Sean begav sig ind på parkens areal igen i dag. Han havde slået sig ned i denne del af byen for en tid og parken var det sted han besøgte mest lige for tiden. Lidt risikabelt, men hvad da? Man blev vel nød til at leve livet lidt farligt en gang i mellem...Hans fjender skulle jo også have en chance...
Denne eftermiddag havde han nogle sorte bukser på og en hvid skjorte. Hans mørkebrune hår var redt tilbage, selv om hans pandehår blev ved med at glide ned over hans pande.
De mørke øjne gled over omgivelser, med den samme afslappethed som han plejede at lægge for dagen.
Et svagt smil spillede på hans læber.
Enkelte folk genkendte fra de sidste par dage og nikkede venligt, mens resten bare ignorerede ham. Men han var ligeglad.

Stien, alle de små sten, stak ham let under de bare fødder da han fulgte den ind mod midten af parken. åh ja, han gik altid en tur ned til søen. Et flot syn på denne årstid. til vinter ville det hele været trist, mere hvidt end andet og helt hård af is. Skønhed, ja, men på en anden måde.
Mens han gik gled hans tanker lidt rundt omkring. Han havde intet arbejde det næste stykke tid...endnu. Det gjorde ham både glad men også trist...det var det han levede af, hvad skulle ellers bringe lidt spænding ind i hans liv?

Sean bemærket en ung mand, med duften af engel om sig, der kom gående og kastede lidt mad til fuglene og svanerne. åh ja, svanerne, nogle prægtige fugle. Så yndefulde, men en smule farlige hvis man overtrådte deres grænser. Lidt som...ja, mange i dag faktisk.
Alle gemte på noget...
Han skulle til at gå videre, da en flok mænd kom gående.
En lille gruppe på omkring 4-5 stykker. De var alle rimelig afslappet påklædt, men stadig gik de så målrettet...
Men Sean kendte dem. Den lille mand der gik forrest var en mand han havde mødt i en kro og som...Som havde jagtet ham i et stykke tid.
Han mærkede hvordan hans krop blev mere anspændt. Han kunne ikke løbe, hvad ville det hjælpe? De ville løbe efter ham alligevel.
Han stod bare stille hvor han var og kiggede over på mændene som kom nærmere og nærmere, truende.

Han løsnede for sine muskler og mærkede den sædvanlige rolighed fylde ham. Han sendte dem et smil da de stoppede nogle meter fra ham...Og heller ikke særlig langt væk fra englen.
"Der er du!" den forreste mand pegede på ham.
"Så fandt vi dig endelig...Det er farligt at være på det samme sted i længere tid, ved du ikke det? Selv væggene har ører..." han smilte grumt, som om han mente han allerede havde vundet.
"...Og se! Jeg har taget mine venner med...prøv at undgå det, nu hvor du ikke har din lille tøs med dig..." vrissede manden. En ting var sikkert...
De var kun ude på ballade.
Og Sean viste de kunne gøre skade...Men stadig var de kun mennesker. Men han gad ikke forvandle sig. Det krævede alt for meget energi...og tiltrække alt for meget opmærksomhed.

Seans blik gled i et øjeblik fra mændene til englen, som af en eller anden grund kom lidt tættere på. Ville han blande sig? Hjælpe den ene eller den anden? Eller tilhørte den gruppe der bar egodt kunne lide når der skete noget, så han kunne kigge på?
han kiggede på mændene igen, men beklageligvis havde nu henledt deres opmærksomhed til englen også.
"Er det din ven?" den ene mand pegede hen mod ham
"Tror du, at du kan klare os? Dig og så din ynkelige ven? på ham gutter!" Sean nåede ikke at sige noget, at han andeles ikke kendte englen, før nogle af mændene gik ned mod den fremmede.
Great...nu var han udsat for ballade, i noget han sikkert intet kendte til.
Sean reagerede hurtigt, ud af det blå havde han pludselig en kniv i hånden, mens han var løbet hen foran fyrene. Han stod næsten foran englen.
"Stop dog!" udbrød han og strakte sine arme ud som for at stoppe dem. Og de stoppede. Han lod sine arme falde på plads igen og sendte dem et smil.
"Helt ærligt...Lad ham dog være. Var det ikke mig hønen skulle plukkes med, eller har jeg misforstået noget?" Manden, som legede deres leder, grinte.
"Vi er da ligeglade med hvem der kommer til skade...Leger du nu skytsengel?! ER det ikke lidt forsent, med de liv jeg ved du har taget?" manden rystede på hovedet.
"Tag dem begge!" resten af mændene sluttede sig nu til de andre og de gjorde alt for at se truende ud. Sean kunne nok ikke komme ud af det ved snak...denne gang.
Han vendte sig halvt om mod den fremmede mand.
"Ja...jeg beklager det altså...Hvis du vil kan du vist nok godt nå at løbe eller noget. Der er ingen grund til du får problemer begrund af mig..." Mændene rykkede tættere på. englen skulle tage en hurtigt beslutning.

Menneske? MENNESKE? Hvem kaldte han menneske? Men han nåede ikke at blive fornærmet, før de nærmeste mænd overfaldt ham.
Englen...eller ja. Han tvivlede faktisk på han var en normal engel, så blodtørstig han virkede lige i øjeblikket. Men...Ham, fløj op og tog sig af nogle af andre, måtte han også selv slås.
Han fjernede sig for de første par slag og langede ud med kniven. Den ramte den ene i armen, som han hylende trak til sig, mens den næste sparkede efter hans knæ. så helt dumme måtte de ikke have været.
Manden fra før kom pludselig bagfra og tog fat i hans arm med kniven, så han måtte sparke manden foran sig væk.
Manden bagfra ramte ham i ryggen med et kniv, så han faldt sammen et øjeblik, da han mærkede smerterne hele vejen op langs ryggen. Men han slap ikke sin kniv, på et øjeblik havde han trukket armen ud af mandens greb, snurret rundt, og stukket kniven op i maven på ham så langt op mod hjertet han kunne komme, mens han mærkede hvordan den skar gennem en lunge.
Manden foran ham faldt sammen, mens blodet flød ud over hans arm og den ene ben.
Han trak kniven til sig og trådte lidt væk og så ned af sig selv...Hvor trist.
Han skyndte sig at skære halsen om på manden bag sig, inden han vågnede igen, da han havde ramt ham i hovedet med et spark før.

Endelig kunne han tage en dyb indånding og så sig omkring. selv om der havde været 8 mænd, havde han kun selv nået at dræbe to, før...Ja, den fremmede næsten havde massakreret resten.
Lederen var allerede løbet. Den lille gnom holdt sig helst udenfor selve slåskampene.
Han rystede på hovedet...Han måtte finde ham i aften og dræbe ham. Ellers fik han aldrig fred.
Han kastede kniven i søen.

Han lod blikket glide over mod den fremmede og sendte ham et lille smil da tingene faldt lidt mere til ro.
"Well...Det kan ikke være mig du mener. Jeg er ikke et menneske eller har problemer med at klare mig selv skam" sagde han endelig.

Han så interesseret på ham. Han...var ganske interessant. måske en falden engel? Dem fandtes der jo nogle af, selv om han faktisk kun havde hørt historierne.
"Godt så, viste ikke om jeg skulle tage det som en fornærmelse" smilte han og nikkede let. Han bukkede sig ned og søgte kroppene. tog de evt. småpenge han fandt og gemte dem.
Bagefter gik han ned til søen og skylde sin ene arm, så den ikke længere var fuld af blod.
Han rejste sig og rystede det værste vand af armen. Vandet var køligt.
Så gik han tilbage til den fremmede engel.
"Et tak er vel på sin plads?" nævnte han så. Han havde skam hørt hans spørgsmål, men valgte at besvare dem i sit eget tempo.
Så måtte han jo bare have lidt tålmodighed.
Det han tænkte mest over, var hvad han havde sagt. At det var de andre mennesker han havde ment. Så...Han hjalp dem, ved at dræbe dem? Han gad godt vide hvor den logik kom fra, men det krævede nok de blev lidt mere fortrolige med hinanden.
"Nuvel. Der er mange grunde til at være efter mig. Men disse jagtede mig nu mest for de ting jeg laver...De ting jeg arbejder med" svarede han så
"Og du har helt ret. Jeg er slet intet menneske. Men nu må det vel være min tur.
Du virker, for mine sanser, som en engel. Men vi kan hurtigt blive enige om dette ikke er en typisk adfærd for sådan en...så jeg tror du er en fallen engel. Har jeg ret?" smilte han og så roligt på englen.
Han gjorde ingen mine til at angribe englen, selv om han så at han var beredt...hvis det skulle ske.

Han grinte svagt, mens han holdt øje med englen. han kunne være en modstander...Men han kunne også være noget andet. Han lod blikket glide gennem parken, men de var stadig de eneste...heldigvis. Han orkede ikke flere jagter lige nu.
han så på englen igen, så...han viste ikke hvad han var? Eller var han bare ikke sikker?
Men han gjorde sig vel fortjent til et svar.
"Nuvel, faldne engel...Jeg er dæmon. Incubus" smilte han let. Som om det havde været en sommerfugl de snakkede om. Men han havde jo heller ingen problemer med at være hvad han var. Stort set.
"Mit næste spørgsmål må vel være...hvordan man bliver en falden engel?" spurgte han så. Han nød deres lille leg, at skriftes til at stille spørgsmål. Det var ikke alle der gad sådan noget, men Sean elskede alt der havde med ord at gøre. Om hvem der kunne komme med den næste kommentar, om man kunne svare igen. Og til forskel fra mange andre, lyttede han virkelig. Han lyttede til den måde folk udtrykte sig med ordene. For ofte sagde ens ordudvalg eller valgt at sammensætning, nogle forskellige ting om folk...