You seem dangerous and danger is not for me ~ Misha

//OOG: Dette emne er tilegnet Misha.//

Det var før længst blevet aften. En tid hvor der ikke længere vrimlede med tusinde af folk som skulle vurderes. Mange væsner var ikke farlige, men alle skulle alligevel vurderes. Var de mon nogle personer man kunne stole på? Moralia - der for gudernes skyld ikke ville kaldes Majse - nægtede at tro at man kunne stole på nogen. De fleste fik et mistænksom blik, andre blev hurtigt vurderet til at være for farlige. Til tider skete det at hun kom i kontakt, fysisk kontakt så at sige. I det sekundt hun rørte en anden, begyndte verden omkring hende til at snurre rundt. Hun kunne straks mærke deres fortid, ofte bare hvad de lige havde lavet, men det tog stadigvæk på hendes kræfter. Moralia havde i dagens anledning skaffet penge nok til at kunne leje sig ind på en kro, og få en ordentlig omgang mad. Maven havde de sidste mange dage knurrer grådigt, men Majse havde ikke opdaget det. Hun var vandt til at leve en uge uden mad, nogle gange mere. Hun tog stadigvæk ikke ved lære, hun gemte aldrig noget til næste dag. Det handlede om et måltid, og så kunne hun altid få et igen om en uges tid.

Kroen var proppet til randen den forårsdag. Mange havde slået et smut forbi, for at få noget at drikke, nyde et måltid, eller for at benytte sig af overnatningsmuglighederne. I det hjørne Majse sad tæt på, var en slåskamp godt i gang. Hun kiggede mistroisk på de to drenge. Moralia trak sig langsomt væk, for hun skulle ikke nyde noget af den slåskamp. Hun undgik ofte sådanne situationer, og kom de for nær, så gik hun simpelthen. Skoene skrabede mod gulvet da Moralia begyndte at gå væk, men ingen bemærkede lyden. De mange gæster støjede højlydt. Enkelte råbte efter kampen. Moralia vendte sig om, for at tage et hurtigt smugkig på kampen. Hvorfor... ? Den ene af de to behøvede jo ikke engang at røre den anden. Hvordan var det dog muligt?

Han var den anden person i kampen. Det havde egentlig ikke været hans plan, at starte en slåskamp. Faktisk var det ikke ham der startede det. Han havde vel sagt en forkert ting; det havde han det med at komme til.
Han var kommet til kroen for at drikke sig fuld, ryge, le og danse til han fysisk ikke kunne mere. En typisk aften for ham og noget han ikke kunne gå mange dage uden at søge hen til. Der var bare noget med fuldstændig at give sig hen til musikken der sagde ham noget. Han var ikke en gang taget af sted med nogen for han havde ikke lyst til at snakke med noget. Eller det var en løgn, Misha havde altid lyst til at snakke med nogen, men skulle det være nogen skulle det ikke være en der holdt ham tilbage og han på en eller anden måde skulle vise hensyn til. Ikke at han gjorde det alligevel men på den her måde blev ingen sure på ham. Troede han.

Han var faldet i snak med en eller anden bloddæmon, som han havde danset med. Snakken var hurtigt noget til et dybere niveau med meningen med livet, for Misha var ikke særlig god til småsnak. Han havde alt for mange tanker at skulle ud med. Han vidste ikke helt hvad han sagde, det vidste han sjældent, men noget han sagde havde fornærmet manden, han talte med. Faktisk havde det fornærmet ham nok til, at han blev stiktosset og langede ud efter den faldne. Misha nåede med nød og næppe at få flyttet sig ud af hans rækkevidde, så han ikke fik en knytnæve i ansigtet. Han lo og så var en kamp i gang. Den varede dog ikke længe for Misha havde ikke i sinde at lade manden røre sig. Han var meget større end ham hvilket betød at et slag nok var nok til at slå Misha i gulvet. I stedet undgik han alle slag og glas, der blev kastet efter ham. Alt sammen med et smil på læberne.
"Du ved, det at kaste med ting er ikke en særlig produktiv måde at håndtere din vrede på," fik han sagt i mellem tiden, "Eller effektiv. Du bliver jo bare mere vred for hver gang du misser."
Han fik dukket sig lige som en flaske alkohol kom over hans hoved. "Se, der missede du endnu en gang. Gør det dig ikke vred?"
Manden blev i hvert fald meget mere vred og med et højt brøl råbte han: "HVORFOR KÆMPER DU IKKE IGEN?!"
Misha trak let på den ene skuldre. "Hvis du ønsker det."
Og med det stivnede manden. Ikke med vilje, nej han kæmpede helt sikkert i mod sin egen frosne krop. Men Misha havde et mentalt greb om ham, som hans ene hånd var hævet op. Sådan stod dæmonen i et sekund eller to og så begyndte han at slå sig selv i hovedet. Voldsomt, uden at holde sig selv tilbage. Misha lo, let og muntert.
"Se, dét er mere smart," sagde han, "Nu sigter du efter noget du faktisk kan ramme."
"Stop det nu!" råbte manden, nu kunne man høre frygten i hans stemme. Misha havde endnu ikke mærket det i sig selv. Faktisk så boblede han indeni af spænding.
"Men du bad mig selv om at kæmpe igen!" sagde Misha, "Kamp behøver ikke altid at være knytnæve og skub. Det her er min måde at kæmpe på. Og jo, det involverer knytnæver men ikke mine egne. Det er jeg slet ikke stærk nok til."
I mellem tiden fik han manden til at kaste sig selv hen over et bord. Han havde egentlig tænkt sig at blive ved, indtil manden ikke kom op at stå igen, men noget fangede hans opmærksomhed. Mange havde standset deres aften for at følge med i slåskampen - det var vel lige så spændende for dem som det var for Misha - men der var en der var ved at liste sig væk. Et menneske kunne Misha næsten gætte sig frem til. Med ét gav han slip på sit psykiske hold om manden, som blev liggende op på bordet.
"Tak for underholdningen. Det var en uforventet men velkommen drejning til min aften," sagde han og smilede til ham før han drejede sig om på hælen. Han var på vej i mod menneskepigen med en ene hånd hævet i luften for at få hendes opmærksomhed.
"Pige, hej!" råbte han efter hende. "Vent!"

Den ene mands ord overdøvede den andens. Det hele foregik i et virvar af tænker hos Majse. Hvad der foregik i hendes hoved, blev blandet med det der skete for alles øjne. Den ene mand virkede yderst irriterende. Han nærmest ikke løftede en finger for at få de anden til at slå sig selv i hovedet. Eller, det var så ikke helt rigtigt. Han løftede hånden op.
"Idiot." Ordet blev sagt med en skælvende stemme. Ikke mange hørte den, men det gjorde egentligt ikke Moralia noget.
Majse vendte sig om nu. Hun ville ikke se mere på det. Nægtede at høre, og se på slagsmålet. Hendes mission blev at komme væk fra kroen, indtil den virkede sikker igen. Moralia vendte sig brat om om hælen. Det de folk der stod tættest på hende til at kigge på hende. De fokuserede dog hurtigt på kampen igen.
Majse kunne hun høre slåskampe stilne af bag hendes ryg. Hun kiggede sig over de tynde skuldre, for at få et glimt af situationen. Det skulle hun aldrig havde gjordt. Den ene af de to mænd der gør havde været oppe at slås, bad om hendes opmærksomhed. Nu havde Moralia åbentbart fortjent sog alles opmærksomhed. Manden blev forbandet langt væk i Moraliad tanker. Majse kiggede hurtigt frem for sig igen. Hun maste sig igennem folkemasser, på flugt hen mod døren. Hendes vejrtrækning ændrede sig hurtigt. Hun var i en særdeles god form, så det var ikke derfor. Nej, det var panikken der tog et tag om Moralia.
"Undskyld," mumlede Moralia som en sølle undskyldning til de mange hun fik skubbet til. Manges øjne var placeret i hendes nakke, og Majse brød sig bestemt ikke om opmærksomheden. Den kunne hun med glæde smide langt pokker i vold. Majse bad inderligt til Elona’dal om at manden ikke forfulgte hende. Moralia nåede til døren, som blev forsøgt presset op med skulderen.

//OOG: Telefon svar//

Misha blev ved med at følge efter pigen. Han tænkte ikke over de mange forvirret blikke der fulgte ham, siden han ud af ingenting valgte at forlade en kamp som han tydeligvis var ved at vinde. Men Misha kæmpede ikke for at vinde, han kæmpede fordi det var spændende. Faktisk var det sjældent han valgte at deltage i en rigtig slåskamp. For det meste handlede det bare om at bruge sin evne til at drille folk. Eller såre dem. Eller begge. Så det var ikke vigtigt for ham om manden blev liggende eller ej. Eller om han fulgte efter ham eller ej - hvis han gjorde kunne Misha jo bare lege videre med ham.
Men nu var han ikke spændende længere - det var menneskepigen! Den meget unge menneskepige. Hun var faktisk for ung til overhovedet at være på en kro så sent på aftenen. Men det var Misha vel også og han havde gået på kroer siden han var 13. Så det var ikke fordi han dømte, men det var heller ikke fordi Misha var en speciel dømmende person. Jo mere forskruet du var, jo bedre. Han ville nok mest dømme en person, hvis de ingen problemer havde. Det lød ikke naturligt eller sundt.
Menneskepigen var allerede på vej i mod døren og Misha var hurtigt efter hende. Nu var der mange folk der synes Misha skulle være sjov at snakke med men Misha fik skubbet og snoet sig forbi personerne og efter hende. Han tænkte ikke rigtigt over det forkerte ved situationen - at han jagede en pige, der tydeligt ikke ville have noget med ham at gøre. Sådan så han ikke på tingene. Ligesom han ikke tænkte over at den anden mand ville have mange blå mærker og sår efter deres slåskamp. Det var nemmere at lave i nu'et, især når man ikke selv oplevet konsekvenserne af ens handlinger.

Han fik hende indhentet lige som hun var på vej ud af døren. Han lod hende komme ud fra kroen og fulgte efter hende. Nu var der ingen personer til at blokere ham og han var hurtigt oppe på hendes side, hvis hun fortsatte med at gå. Standsede hun op, ville han stille sig foran hende. Det lille smil lå stadig på hans læber, fraværende, som om han ikke helt kunne fokusere på hende. Hans isblå øjne glimtede som han betragtede hende.
"Du kaldte mig en idiot, gjorde du ikke?" sagde han med en munter stemme, "Jeg ved ikke hvad din definition af 'idiot' er, men min er en mindre begavet person. Vil du mene, at jeg er mindre begavet fordi jeg deltager i en slåskamp?"
Mens han stillede spørgsmålet, lød han mere og mere fraværende, som om han selv tænkte over svaret.

Hjertet bankede oppe i halsen på Majse, som hun gik ud gennem døren. Den lukkede langsomt bag hende, hvilket hun ikke lagde mærke til. Hun gik et par skridt frem, og hev den friske luft ind i nogle store mundfulde. Hun var sluppet fri. Eller havde hun mon egentligt det? Hun gik længere væk fra kroen, stadigvæk med hjertet langt oppe i halsen. Hvert skridt føltes som en frihed. Frihed fra at blive forfulgt.
Lad os håbe at jeg fik rystet ham af mig. Det må jeg have gjordt, der var så mange derinde. Slap af Moralia, slap af ... Tankerne i Majses hoved fløj rundt. Hvad der var hoved og hale kunne hun ikke finde ud af. Alt var der bare, og alt fik i panikken lov til at komme frem.
Moralia fandt dog hurtigt ud af at hun ikke var alene. Manden der havde været en del af slåskampen, havde blokeret hende vejen frem af. Hans smil fik Moralias mave til at vende sig. Hvad end det smil lavede på hans læber, havde Moralia lyst til at smørre det af ham. Hans øjne var ligesom hans smil, frastødende. Hele hendes krop skreg efter at gå væk, men hun blev stående. Hvert fald for lige nu.
"Jeg ..." Begyndte Moralia svaret på hans spørgsmål. Hun tog dog sig selv i det. Nej, denne mand skulle ikke kende til det svar. Majse drejede om på hælen, for at begive sig væk. Hun ville ikke være en del af samtalen. Hun gjorde som hun altid gjorde i sådanne situationer; hun gik. Nogle ville mene at det var idioti at gå, men for Majse havde det været hendes overlevelses metode. Det havde virket de sidste femten år, så hvorfor ikke virke nu? Ud over det, havde hun mere end aldrig før brug for det. Det var nu at hun for alvor skulle gøre brug af hendes overbeskyttende adfærd. Hun følte sig troet som han sådan havde forfulgt hende. Hendes krop begyndte også at ryste. Alle tegn tydede på hvordan hun følte sig i situationen. Hun havde det på ingen måde det rart. Hendes ben ænsede under hende. Hun skulle bare væk nu. Lige meget hvad.

Misha var klar til en spændende samtale med menneskepigen! Han forventede dog ikke, at hun ville svare ham. Han var vant til at folk ikke svarede ham, så ofte bestod hans samtaler med folk udelukkende af ham der talte. Hvilket var fint, han havde intet i mod at høre sig selv tale. Han havde også så mange ting at sige.
Han nåede op og fik hende standset ved at stille sig ind foran hende. Han kunne vel egentlig godt mærke, hvor nervøs hun var. Misha var ikke helt dum på andre personer. Det var mest, at han valgte at ignorere de signaler, de sendte ham. Som nu, hvor hun tydeligt ikke ønskede, at han var nær hende. Det var ofte, at folk havde det sådan og selvom hun virkede mere bange end andre folk gjorde, så valgte Misha at håndtere det på samme måde - altså fuldstændig ignorere det og lade som om de var gode venner.
Da hun åbnede munden, spilede hans øjne en anelse op, spændt på hvad hun havde at sige til hans spørgsmål. Det var altid så fascinerende, hvad andre havde at sige. At få en diskussion i mellem folk, en debat kunne man også kalde det.
Men ikke andet end ét ligegyldigt ord undslap hendes læber, før hun havde vendt sig om og smuttet væk fra ham igen. Misha så overrasket efter hende og så skyndte han sig at rende efter hende endnu en gang. Det var nemt, han var langbenet og hurtig, så der gik ingentid før han endnu en gang var op ved hendes side. Stadig med et venligt smil. Han stirrede ud i luften foran sig mens han tænkte sit eget tidligere spørgsmål i gennem. Nu hvor menneskepigen ikke have planer om at svare, måtte han jo selv gøre det!
"Jeg vil ikke kalde mig mindre begavet for at kæmpe," sagde han, "Kamp kræver strategi og selvdisciplin i træning. I hvert fald for at vinde. Jeg tror ikke, at min modstander var specielt begavet. Der var bare noget ved hans ansigt."
Han lavede et fakt med sin hånd foran sit ansigt og så så på menneskepigen.
"Kender du det?" spurgte han, "Det der med at man bare kan se på folk, at de ikke er intelligente? Der er bare noget blankt ved deres blik."

Selvom Moralia gjorde alt for at undgå manden, havde han længere ben end hende. Det irriterede Moralia grænseløst. Irritationen blandede sig med nervøsiteten, der skærmede det meste lyd. Blodet susede rundt i Moralias krop, den havde fået et større adrenalin pust. Hun kiggede med knyttede næver på manden, som man åbenbart ikke så nemt slap af med. Hvad end hun havde gjordt for at tiltrække sig hans opmærksomhed, så ville hun ikke gøre det igen. Havde hun mon været ligegyldig hvis hun ikke i starten var på vej væk fra kampen? Hendes øjne lyste med den blå farve. Den prøvede at sende til manden at hun ville have at han skulle gå.
"Hvorfor følger du efter mig? Hvad har jeg gjordt der fortjener ... Den opmærksomhed?" Hun prøvede at lyde rolig, men det gjorde hun bestemt ikke. Der var mange forskellige følelser indblandet. Vrede var blot en af dem. Hun lød mest af alt skrækslagen. Hun var bange for hvad han ville gøre, bange for det svar hun selv havde spurgt om. Moralia mødte mandens øjne. Hun fik næsten lyst til at se hans syn på kampen. Men for at gøre det, blev de nødt til at have fysisk kontakt. Og det ville hun bestemt ikke. Han prøvede på at snakke med Moralia som om de var venner, og det var de bestemt ikke. Lige nu var Moralia nærmere dødsangst for ham. Måske hvis han ikke havde fulgt efter hende, så kunne det måske være gået bedre. Men fortid var fortid, og hun kunne intet gøre ved den. Hun kunne blot se med på den, som en ligegyldig tilskuer. Folk kunne gå igennem hende i hendes syn. For dem var hun der ikke. Det ville hun nok aldrig være.
Moralia gjorde klar til at løbe den anden vej, hvis det nu skulle blive nødvendigt. Det ene ben var lidt bag ved det andet. Blodtrykket var stadigvæk ikke normalt. Hele hendes krop var ekstra skarp, klar på enten at flygte, eller kæmpe. En helt normal krybdyrhjerne reaktion.

Misha opfattede ikke det signal, som menneskepigen prøvede at sende ham. At hun så inderligt ville have ham væk fra sig. Selv hvis han opfattede det, ville han vælge at ignorere hende. Det handlede jo ikke om hun gad ham, men om ham der gad hende! Og lige nu var hun virkelig spændende, selv som hun blev ved med at smutte væk fra ham.
Det valgte han også at sige til hendes spørgsmål.
"Du har såmænd ikke gjort dig fortjent til det," sagde han med sit lille smil, "Ligesom man kan se på nogen, hvor uintelligente de er, kan man også se på nogen, hvor spændende de er. Hvor meget mørke de har i sig. Og du-"
Han pegede med en slatten finger i mod hende som for at understrege sin pointe. Han kneb kort øjnene sammen, hans smil blev en smule større.
"Du virker til at have en helt speciel mørke i dig," fortsatte han, "Ser du, jeg har en mørke, der gør, at jeg ønsker at skade folk og ødelægge ting. Det er bare sådan jeg er, det er det jeg er draget i mod. Sådan jeg er blevet født. Men dit mørke er blevet sat i dig. Den får dig til at flygte. Og kalde folk som mig for idiot."

Han kunne godt se på hende, at hun var bange. Det var åbenlyst, også på måden hendes stemme rystede på. Hvilket han syntes var komisk. Det var rigtigt nok, at han nemt kunne knække nakken på hende, hvis han havde lyst. Men det havde han ikke. Det var ikke derfor hun var sjov, der var intet sjovt i at snakke med et lig. Misha havde prøvet, der kom ikke rigtig nogen reaktion fra dem. Derfor valgte han at lægge en på hendes skulder. Vel som et forsøg på at køle hende ned eller også bare en måde at holde hende fat for at sørge for hun ikke lige pludselig rendte væk igen. Misha gad ikke til at skulle til at brække hendes ben. Men det kunne jo være det blev nødvendigt.
"Jeg vil virkelig ikke andet end at tale," sagde han, "En venlig diskussion. Jeg er ikke en af de der blodsugende ting. Selvom jeg nu altid har fundet dem voldsomme interessante. I mennesker? Det er sjældent I er spændende, men du opfylder lige kravene."

Fingeren der blev stukket i Moralias fjæs, fik hende blot til at afskye manden mere. Han gav hende ærligt talt, lyst til at kaste op. Alt det sparsommelige maveindhold. Det hele havde hun lyst til at komme af med lige nu. Hun rykkede et skridt tilbage for at komme væk fra fingeren, men mindst lige så meget for at komme et skridt længere væk fra ham. Alt kunne være et ordentligt forspring. Hun var virkeligt spændt som en fjeder der kunne gå af når som helst. Klar på at flygte væk. Igen.
"Jeg har ikke noget mørke i mig... din ... idiot!" Der var ordet igen. Idiot. Det hang fast i hende. Det var som om at det ord, var det eneste skælsord hun kunne komme på. Det bidrog og så til puljen af irriterarioner for dagen. Majse henvendte sig til ham igen. Han fik det vredeste blik hun overhovedet kunne formå at stille op med. Øjne der - næsten - kunne dræbe.
"Jeg kalder bestem ikke alle idioter. Kun dem der har fortjent det. Og det har du." Moralia spyttede hvert ord ud. Hun håbede næsten på at noget af spyttet der fløj fra hendes mund, ramte manden i ansigtet. Det ville ikke være andet end tilfredstillende for Moralia.

En hånd blev lagt på Moralias skulder. Verden, den forsvandt simpelthen. I et kort øjeblik var alting sort. Alting var sort for menneskepigen. Hun befandt sig i noget mellem hans fortid, og nutiden. Endeligt bestemte hendes evne sig. Den ville se mandes nærmeste fortid. Den bragte hende kortvarigt tilbage til kroen. Små glimt. Hun opdagede hans spænding over at værre oppe at slås. Det så helt anderledes ud fra mandens synspunkt. Dog var det mest gruopvækkende da hun så sig selv. Sig selv i et forsøg på at undslippe. Hebdes øjne lyste allerede der af frygg. Spændingen ved at finde et nyt 'ofrer' bragte Moralia tilbage. Tilbage til nutiden. Tilbage til manden.
Diskution...
Blodsugebde ...
Mennesker ...
Alle kravene...
Det var hvad Majse hørte fra den mand der stod over for hende. Det var det eneste hun hørte af det han havde sagt. Det gav på ingen måde mening. Det var kun brudstykker af hans ord. Det kunne ikke engang danne en rigtig sætning
"Hvilke krav?" Majses knæ var bløde under hende. Det var lige før at hånden der lå på hendes skulder, mindede hende om at hun var levende. Til trods for at hun var ved at gå i gulvet. Verden snurrede rundt om hende, og lyse pletter dansede for udkanten af hendes synsfelt. Hun var virkeligt tæt på at besvime. Hvis han dog bare ikke havde lagt den hånd på hendes skulder. Så ville hun måske havde forstået hvad han snakkede om, den mand.