An old friend - Misha&Fenrer

Misha havde ikke gjort sig noget specielt ved sin fødselsdag. Selvom han var fyldt 20 og det egentlig var et vigtigt tal, hvis man spurgte nogen. For ham var det en hver anden dag. Det at han blev tyve år ændrede ikke noget ved ham. Han talte ikke en persons alder men deres erfaring. Det var hvad der virkelig galte. Det eneste, der virkelig var anderledes denne her dag, var flagene. I Sunfury City havde kongefamilie valgt at flage for den faldne prins, som var han død. Han var vel egentlig også død for dem. Han så heller ikke rigtigt flagene som til ham, han så dem til den person, hans forældre ønskede han var. Den person var ikke bare død, den person havde aldrig været i live.
Han egentlig haft planer om at forlade byen til denne dag. Han havde ikke lyst til at gå rundt og føle at han skulle gemme sig fordi der var flage i hans ansigt hvorend han så hen. Men han havde været sent ude og drikke aftenen før og havde brugt hele dagen på at sove tømmermænd væk, så det var slet ikke det værd at skulle smutte nu. Desuden var han sulten. Han havde ikke fortalt Lux at han havde fødselsdag i dag, ingen vidste det. Han havde ikke en gang fortalt Lux at han var en tidligere prins. Der var kun én der vidste det som ikke tilhørte hans tidligere liv. Men i hvert fald så vidste Lux ikke at det var Mishas fødselsdag, så der havde ikke været nogen fejring der, hvilket passede Misha perfekt. Han ønskede ikke at blive fejret. Han havde jo ikke gjort andet end at leve endnu et år… hvilket så alligevel var ret imponerende når man tænkte på det liv han levede.
Han havde også forladt Lux til at gå ned til markedet. Han ville købe noget ost, for han havde virkelig lyst til en ostemad, men de havde intet ost i huset, hvilket kun var Mishas skyld for Lux spiste ikke meget andet end sjæle. Det ost nåede han så ikke at købe, før en person var på vej i mod ham.
Han havde faktisk ikke set hende. Hvilket var sjovt, for hun var en person man ret nemt ville kunne lægge mærke til. Hun var jo dronning og så var hun et spøgelse fra hans fortid. Eller spøgelse og spøgelse, det var ikke fordi han frygtede at se hende. Hun var bare ude af hans liv. Og nu var hun åbenbart inde i det igen.
”Val?” udbrød han overrasket, da hun pludselig stod foran ham.
Det var meget sjældent at Misha var ukomfortabel. Faktisk i hans nye liv skete det næsten aldrig. Men nu var han det.  Misha beholdte sit smil på læberne men det var mere anstrengt, som kæmpede han på at virke afslappet. Han lod sin søster røre ved ham men gjorde intet for at komme tættere på hende og ville hun tråde tættere på ham ville han træde tilbage.
Hans blik gled først op og ned ad hende. Hun var gravid. Det så helt forkert ud for Misha for han huskede hende stadig som et barn. Alligevel ændrede hans smil sig ikke. Det var ikke fordi han virkede glad for at se hende og han virkede heller ikke vred. Han virkede bare helt neutral, ligeglad, som om hun ikke var andet end en fremmede for ham.
”Jeg har aldrig forstået trængen til at videreavle. Hvorfor i alverden ønske så meget ekstra ansvar?” sagde han, hvilket var en typisk kommentar fra ham og alligevel lød det så falsk, når han sagde det højt nu. Han så ned på hendes mave som han talte. Det var vel nemmere at se ind i hendes øjne. ”Især når unger er så utaknemlige. Det ved jeg at jeg var i hvert fald. Aldrig vil jeg takke mine forældre for hvad de har gjort mig,”
Derefter lagde han mærke til manden, hun havde med sig. Han kunne med det samme regne ud at dette var hendes ægtemand. Han var da ikke engel? Havde deres forældre virkelig løsnet sig så meget op at lade hende gifte uden for racen? Hvor finurligt. Da Misha var der måtte han knap nok kigge på en anden race. Men det var måske fordi han altid var draget til de mørke væsener.
Han så på manden og smilede til ham som hilsen. Han ville ikke give ham hånden.
”Og du må være den mand, der skal døje med ungerne!” udbrød han fornøjet, ”Det ønsker jeg dig al held og lykke med. Også med kongeriget. Jeg kunne ikke klare det, men nu bryder jeg mig heller ikke meget om ansvar. Og siden du er gift med min søster, må jeg gå ud fra, at ansvar lige er noget for dig.”
Han rykkede sig væk fra dem ved at tage få skridt tilbage. Så så han frem og tilbage med dem. Hans hænder var foran hans bryst, foldet sammen, nærmest som for at holde afstand fra dem.
”Som to dråber vand… to helt-forskellig-racet dråber vand,” sagde han fraværende. Han trådte endnu et skridt tilbage. ”Nå, dette har været en fornøjelse, men jeg må vist videre. Solen er ikke op for evigt, og jeg har meget noget mad at skulle købe. Ernæring er så vigtigt.”
Han gjorde mine til at gå. Han ville væk. Væk fra Valerya, væk fra hendes store mave, væk fra flagene og væk fra alt der mindede ham om sit gamle liv.

Alle lugtene på markedet gjorde Fenrer en anelse forvirret, som han og Valerya stod og gloede rundt. Han havde ellers startet dagen ganske fredeligt ud. Rådsmøde, så træning, og selvom hans planer om at slappe af med Valerya, blev sat på ventetid af nyheden om at hendes bror var blevet set på markedet, så havde det ikke gjort ham det store. De havde trods alt blot stået der på markedet, hvor de havde set rundt efter Misha, så det havde i al fald været afslappende. Fenrer havde dog ingen anelse om hvad han skulle forvente af broderen, udover hans fysiske beskrivelse. Valerya havde nemlig ikke fortalt ham meget, den dag hun havde bragt hendes søskende på banen.

Han havde ikke selv nogen søskende, i al fald ikke nogen han kunne huske. Fenrer kunne dog mærke at det betød meget for Valerya at se hendes bror igen. Det ville han nok også selv have været, hvis han kunne huske sine søskende, men Leidolf havde aldrig rigtigt omtalt dem, og han havde ikke kunne få sig selv til at kontakte dem i åndeverdenen. Det var også derfor han uden tøven havde været taget med hende, da der kom bud om hendes bror.

Han mærkede Valerya tage ham ved hånden, og smilede til hende. Han kunne stadig ikke lade være med at smile som en idiot når hun rørte ved ham. Hun havde bare en god effekt på ham, selvom hun havde haft været efter ham på det sidste, men det var mest på grund af at Valerya døjede med graviditeten. Da hun fortalte ham, hvor meget hun savnede hendes bror, nikkede han blot stille tilbage. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han fulgte hende blot videre ned ad gaden, men stoppede op sammen med hende, da hun vendte sig imod ham. Han smilede ved hendes ord og gengældte kysset, inden han sagde med et trøstende smil ”Just like you’re the best thing that has happened to me Val”

Fenrer fulgte Valerya, indtil hun udpegede en mand i mængden, der ganske rigtigt kunne passe på hendes brors beskrivelse. Han mærkede hendes greb i hans hånd fæstnes, og fulgte hende over til den fremmede som Valerya åbenbart havde ret i var hendes bror. Et nyt smil voksede frem på Fenrers læber som Valerya, lettere akavet, hilste på sin bror.

Hvad der dog hurtigt fik Fenrers smil til at falme, var Mishas ubehøvlede svar til hans søster. Hvad skete der lige her? Fenrers bryn rynkedes ved vreden der dulmede op i ham, for nu stod Misha og fornærmede hans egen søsters graviditet, og Fenrers kone og ufødte barn. Efter tabet af deres første barn, var dette ikke noget Fenrer ville have fundet sig i, men siden at dette var Valeryas bror, greb Fenrer ikke mandens hals, lige med det samme. Han stod bare og stirrede med kraftigt rynkede bryn på manden. Fenrer fnøs kort af mandens ubehøvlede ord, men beherskede sig, for Valeryas skyld. Da Misha så vendte sig om mod Fenrer og sagde at Fenrer skulle ’Døjes’ med sine børn, bed Fenrer tænderne hårdt sammen. Hvad havde fyren gang i?

Fenrer faldt akkurat ned, da Misha trådte et par skridt tilbage. Måske fyren havde fattet at det ikke var det smarteste han havde sagt. Fenrer ligefrem smilede, måske han havde været lidt for hurtig, til at lade vrede få fodfæste, ikke at man kunne bebrejde ham det, med alt det han skulle håndtere nu om stunder.

Fenrer tabte dog næsten kæben, da hans svoger kom med en kommentar omkring hans race. Nu var det nok! Han havde fundet sig i de forpulede kommentarer så længe efterhånden at han havde været ved at kaste op i søvne over det. Det var kun fordi han havde taget opgaven så meget til sig som konge, at folk endelig var stoppet med at kommentere på at han var Formskifter.

Fenrer kom til sig selv da Misha vendte sig om for at gå, og trådte resolut forbi Valerya, hvorpå han greb fat i skulderen på Misha. Hans styrke som Skinwalker, med en kæmpe ulv som dyr, var ikke noget at kimse med. Han havde et solidt greb i Valeryas bror og vendte ham om mod sig ”Leaving so soon?” spurgte han med et skadefro smil ”I believe your sister wished for a word with you?” Sagde han og vendte kort hovedet om mod Valerya. Han ville give slip i det sekund hun gav ham tegn til det, men det vidste hun godt. Han var ikke nogen voldelig mand, men der var ikke meget han ville finde sig i når det gjaldt Valerya. Men siden det var hendes bror, skulle han nok holde sig i skindet. Han vendte atter blikket mod Misha ”Besides.. I believe you owe my wife, your queen and your sister..” Fenrer strammede sit grebe n anelse ved det sidste ord, for at understrege alvoren ”..an apology”

Tsk, det her var typisk Valerya. Faktisk var det bare typisk engle. De var bogstavelig talt så gode til at spille hellige. Fordi de omringende sig med alt gode, fra deres venner til deres aura, mente de, at de vidste bedst. Men hvorfor var god lig med vis? Misha var sikker på, at han havde oplevet mere på sine 4 år som falden end Valerya havde gjort hele sit liv! Så som hun talte om kærlighed og om hvordan han nok skulle finde én en dag – hvilket var tåbeligt, hvorfor skulle han gide bruge sit liv med én person? Selv ikke Lux var så spændende – , kunne Misha ikke lade være med at mærke en irritation boble inden i sig. Hvilket ikke var noget han følte ofte, faktisk følte han det tæt på aldrig. Intet kunne gå ham på for han var ligeglad med alting. Men i denne her situation, hvilket var en blanding af barndomstraumer og et desperat ønske om at komme væk, skulle der ikke meget til for at det påvirkede ham. Især ikke når det kom ud af hans søsters mund. Hun havde virkelig ikke ændret sig meget på de 4 år. Udover hun havde fået en mand ved sin side, børn i sin mave og en krone på hovedet – ingen af de ting var forbedringer.

Han havde allerede vendt sig om for at smutte, da Fenrer med hård hånd tvang ham til at blive. Smilet var stadig på hans læber, faktisk voksede det. Havde det ikke været fordi Misha virkelig havde brug for at komme væk, havde han sikkert udnyttet situationen til at få noget sjov ud af det. Fenrer virkede som en person hvis vrede kunne gemme på en skjult mørke. I det mindste havde hans søster ikke gift sig med en alt for kedelig type. Misha så derfor også helt imponeret på Fenrer som han talte til ham. Han gjorde intet for prøve at rive sig løs. Da han slap ham, baskede han sig dog over skulderen som for at fjerne usynligt støv.
”Jeg er stolt, Val, du har formået at ægte en herre, hvis aura ikke udelukkende består af nuancen grå.” Det kunne lyde som en fornærmelse men det var faktisk en kompliment fra Mishas side af. Eller kompliment og kompliment, Misha sagde aldrig noget for at komplimentere eller fornærme, blot for at tale.
Valerya lukkede dog kort munden på ham. Det gjorde hun ved at bruge hans gamle navn – Michael. Det lød fuldstændig forkert for Misha, som talte hun om en fremmede men så på ham. Hans smil forsvandt, hvilket var endnu en ting der skete aldrig, eller næsten aldrig, for nu stod han her med intet smil på læben og et irriteret blik.
”Næsvished?” var det eneste han fik sagt af ren og skær forbavselse. Han kunne da ikke se hvordan noget af det han sagde var uhøfligt? Han var bare ærlig. Hans søster havde altid været så følsom.
Han havde ikke en gang lyst til at høre, hvad hun sagde. Han havde bare lyst til at smutte. Men alligevel bevægede han sig ikke, som var han fanget i et mareridt om sin barndom. Derfor så han også til siden for at undgå hendes strenge blik. Bare typisk.
Det var så her, hvor han skulle undskylde. Det havde Misha allerede besluttet sig for aldrig skulle ske. Hvad skulle han undskylde for? Han havde jo intet gjort galt. Det mindede ham blot endnu en gang om hans barndom. Der gik ikke én dag hvor han ikke blev lukket inde på værelset ind til han undskyldte.
Så i stedet for at undskylde rystede han på hovedet og sagde ”Må vi mødes en anden god gang, søs. Forhåbentlig først om mange år endnu.”

Han gjorde mine til at gå men før han overhovedet nåede at tage et skridt var der en vagt på hver side af ham med et fast greb om hans skulder, så Misha ikke havde nogen mulighed for at bevæge sig… udover hans arme og hænder. Et lille bitte smil kom frem på hans læber igen bare fordi de var så naive at tro at det kunne holde ham.
”Jamen så undskyld…” endte han med at sige men der gik knap et sekund før han tilføjede, muntert, som om det ikke var det modsatte af hvad Valerya ville høre: ”For ikke at være en dukke at lege med. For at mor og far fik en revne i deres fine porcelæn, som de kaldte deres søn. For at jeg gav dig al chance for at blive dronning. Havde det nogensinde faldet dig ind, at hvis jeg havde gidet kunne jeg bare have slået dig ihjel på stedet og så var jeg den næste til tronen? Så nemt som at klappe hænderne…”
Han forsvandt kort i sine tanker, blot fordi han indså hvor nemt det egentlig var at dræbe sin søster. Sjovt, det havde han aldrig overvejet før. Så kom han tilbage til virkeligheden og vendte sit blik i mod sin søster igen. Hans smil voksede yderligere.
”Og du har minsandten ret, min kære søster, jeg burde være yderst taknemlig,” sagde han og så på hende med hans kæmpe smil, som han tog pakken ud af hendes hænder, om hun ville have det eller ej. Den blev lagt i hans ene hånd. ”For grundet vores skamfulde forældre, er jeg blevet skænket et liv af frihed. Og efter vores lille tilfældige sammenkomst har jeg indset, hvor lykkelig jeg skal være, over ikke at sidde fast i det samme tørre...”
Den ene vagt faldt til jorden, som et skrig af smerte brød ud af ham. Hans ben var revet rundt, som han lå på jorden og vred sig, med benene pegende i fuldstændig unaturlige retninger. Misha havde kun rykket på sit håndled.
”Fængslende...”
Den ene vagt faldt helt sammen, da Misha fik drejet sin hånd igen og den anden vagt ligeså faldt til jorden. Vagten blev tvunget til at krølle sig sammen, hans lemmer strittende ud i alle sider, i mens han klynkede af smerte. Misha så ikke væk fra Valerya med et stort smil.
”Snobbistiske...”
Til sidst slap han begge vagter med sit magiske greb. Han greb fat om pakken med begge hænder kun for at slippe den og lade den falde til jorden. Med ét hop, havde han mast den ned i den beskidte jord.
”Liv.”

Fenrer så måbende og magtesløst til, som hans vagter vred og vendte sig. Hvad skete der? Han kunne i det fjerne af hans sind høre Valeryas bror tale, men registrerede det næsten ikke. Han havde trænet med disse mænd, og synet af hvad der skete med dem, gjorde ham harm, men lamslået. Han fangede ud af øjenkrogen de bevægelser som Valeryas bror gjorde sig. Han gjorde dette!
Fenrers bryst dundrede af raserig. Hvordan kunne en mand der var i familie med hans elskede Valerya opføre sig på sådan en brutal og ondskabsfuld måde? Hvad var dette overhovedet? Manipulerede Misha med deres kød, knogler, blod, eller noget andet? Fenrer mærkede det sortne for hans øjne og et press vokse op i hans hoved, som adrenalinen begyndte at pumpe rundt i hans blod.

Fenrer havde ikke behov for at påkalde ulveånden, eller nogen form for hjælp. Dette var ikke som hvis han skulle have været oppe at slås mod en dæmon eller noget andet, der ville have haft fordelene. Hans ekstreme styrke var alt hvad der var brug for. Uden at tænke placerede Fenrer et solidt slag i Mishas ribben, så et mere, og et mere. Det lød som om Mishas knogler brækkedes, men det skulle ikke undre Fenrer. Efter han var blevet Skinwalker, som han havde fundet ud af den nye evne til at ændre hans muskulatur og kropslige udseende betød, havde han haft samme styrke som det der lå i hans ulveform. Med styrken var hans reflekser også kommet op som skærpede, hvilket var grunden til at Fenrer kunne høre den voldsomme knasen så tydeligt.

Fenrer rettede Misha op og så ham dødt i øjnene "Jeg gav dig en chance her svagpisser.." sagde han som han gik fremad og maste Misha op mod væggen".. sige undskyld.. det var det hele.."sagde Fenrer med en stemme der dirrede af raseri, inden han placerede en næve med ikke al for voldsom kraft på hans svogers kæbe. Han ville ikke have at Misha skulle besvime, ikke endnu. Han greb fat om Mishas hage og så ham i øjnene "..Men næææ nej... du skulle lige prøve at pisse territorium af, hva?" Fenrer sendte en solid næve ind i Mishas skridt i et par hurtige slag, inden han lod ham falde fra muren. Ikke at Fenrer slap ham, eller havde tænkt sig at gøre det.

Fenrer slæbte Misha over til vagterne, som manden havde forpint og tvang hans øjne op, så Misha kunne se deres tilstand. En torden lignende knurren undslap Fenrers strube "SE HVAD DU HAR GJORT!... SE PÅ DEM!!" råbte han hæst og greb fat om Mishas ene hånd. Han kunne mærke runerne blusse op i grønt ved berøringen af den magi, som Misha brugte, via sine hænder. Fenrer placerede Mishas ene hånd på jorden og joggede hårdt ned på den, Der var den knasen igen. Fenrer knurrede igen "Hvad havde det næste været din lille psykopat! HAVDE DU TÆNKT DIG AT BRUGE DEN MOD VALERYA!" Fenrer fik hidset sig selv op ved den blotte tanke. Han løftede Misha op og vendte ham om, så han kunne se ham i øjnene.

Pulsen fik det til at rykke på hele Fenrers krop, og man kunne tydeligt de en grøn glød springe fra hans øjne "HAVDE DU TÆNKT DIG AT BRUGE DEN.." Fenrer greb fat I den faldne engels anden hånd, og vred til, til han kunne høre endnu en knase, dette kunne faktisk bare være brusk, men Fenrer tvivlede"..PÅ .. MIT .. BARN!"

Fenrer tabte besindelsen ved tanken og gav sig til at banke løs på Misha, ikke noget som mange ville kunne blive ved bevidsthed efter. Da han rettede sig op, var de to vagter ved at blive slæbt væk, og to andre stod og så nervøse på Fenrer. Han så på sin hænder, han havde tydeligvis været gået til den. Fenrer vendte sig om og så på Valerya. Han var ikke ked af hvad han havde gjort, chancen for at der ville være sket dem noget var for stor. Det betød dog ikke at han var stolt af det "Undskyld.." sagde han og blev stående. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere, for det ville være den første gang hun havde set ham sådan. Fenrer så kort om på de to nyankomne vagter "Få ham lagt i håndjern og ført til paladsets fangekælder... og tilkald ham en læge... han har vist brug for en"

Misha havde ikke rigtigt tænkt den her situation i gennem. Det gjorde han sjældent, hvis ikke aldrig. Og i de fleste scenarier gik det mest udover ham selv. Præcist lige som nu.
For lige pludselig havde Fenrer placeret et slag ved Mishas ribben, som kastede drengen bagud og slog luften ud af ham. Det blev efterfulgt at flere, inden Misha overhovedet nåede at registrere det første. Flere knæk kunne høres kort før smerten pulserede rundt i hans krop. Den eneste grund til at Misha ikke faldt til jorden med sine brækkede knogler var fordi Fenrer tvang ham til at blive oppe.
Misha blev mast op af muren og så modtag han endnu et slag, denne gang i hans ansigt. Det betød også at da Misha pressede et smil ud mellem Fenrers fingre om hans hage, var hans tænder røde af blod. Det smagte af jern. Misha havde aldrig brudt sig om smagen af blod. Han havde nu ellers altid elsket smerte. Men ikke den her form for smerte. Ikke denne her overvældende ligegyldige form for smerte.
Han prøvede at benytte sin evne, for det var sådan Misha altid kom ud af ballade – man knækkede blot nakken på personen, som var et problem for en. I denne her situation var Fenrer og Valerya er problem for ham. Men selvom han prøvede at rykke på sine håndled, fungerede det ikke. Fenrer bevægede sig ikke. Han havde ingen kontrol over ham. Det værste var at selvom Fenrer ikke kunne blive styret, så havde han opdaget at Misha havde forsøgt det. Og så vidste Misha at løbet var kørt)
Der var ikke nogen skrig for Misha, ligemeget hvor meget Fenrer skreg og torturerede ham. Ikke noget råb op, ingen gråd og ingen tiggen. For selvom Mishas verden lige nu udelukkende bestod af smerte, var der ingen frygt. Der var heller ingen vrede og på ingen måde nogen skam. Udelukkende smerte og så kunne han ikke gøre andet end at vente på at det var overstået – enten fordi Fenrer ville stoppe eller fordi han slog ham ihjel. For Misha frygtede ikke døden. Det var bare endnu et eventyr for ham. Han lod blot Fenrer banke ham for der var intet han kunne gøre for at få ham til at stoppe. Smilet på hans læber var forsvundet for det var for udmattende at holde oppe. Som han lå på jorden, fuldstændig ødelagt, gled hans blik kort hen på hans søster og så kunne han ikke tage smerten længere.

Han havde ingen anelse om hvor lang tid der var gået, da han vågnede. Det første han vidste var at han havde en dunkende hovedpine. Men det var et godt tegn. Det var et tegn på at han var i live. Eventyret måtte vente til en anden dag. Det andet han vidste var at han var i en celle. Det havde han været så mange gange før og nu var han her igen. Denne her gang var nu anderledes for det her var i den celle hans far havde truet så mange gange med at smide ham ned i. Han havde nu aldrig været her før. En gang skulle vel være den første. Og så det tredje han vidste var at han var healet for han kunne bevæge alle sine lemmer korrekt igen. Han fik langsomt sat sig op fra noget der virkede som en meget tynd madras på gulvet og til sin sarkastiske glæde så han sin søster foran sig.
”Vidunderligt,” udbrød han, ”Jeg er ikke død men alligevel havnet i helvede.”
Han prøvede at bruge sin evne men til ingen verdens nytte. Cellens tremmer måtte have et magisk skjold over sig. Det var smart. Misha tog sig til hovedet.
”Hvor længe er det meningen, at jeg skal være her,” sagde han som det lille velkendte smil gled frem på hans læber igen, ”I har vel ikke planer om at holde ’prinsen’ inden for evigt, vel?”
Dette sagde han en smule sødt og en smule lusket. Blot en smule lidt for venligt, som om intet af det der lige var sket, var sket. Det var bare sådan Misha kunne gøre det.

En vrede boblede stille op i hende, som hun betragtede Misha. Hvordan havde hendes egen bror kunne behandle sådan? Som var hun intet? Hele deres barndom havde hun beskyttet ham. Hun havde overtaget den del af livet, som han langt fra havde ønsket sig. Hvis det havde været helt rigtigt, så havde forældrene kunne sende nogle ud for at lede efter Misha, men Valerya havde pænt påtaget sig rollen for ham. Ladet ham leve sit liv i frede. Alligevel havde han formodet at være ondskabsfuld ved deres første møde, efter mange år.. Direkte modbydelig. ‘’ Helvede vil jeg nu ikke kalde det. ‘’ Valerya betragtede ham stille som hun bevægede sig lidt rundt. ‘’ Hvis du køler ned, er der en mulighed for at jeg kan lukke dig ud hurtigt.. Men det kommer meget an på din opførelse. ‘’ Hun stoppede foran hans celle. En del af hende havde lyst til at gå amok på ham, præcis som hun havde haft lyst til på Fenrer. Fenrer havde forladt dem allerede efter at han havde ladet Misha gå bevistløs. Som betød hendes bror intet for ham. Hvis Fenrer heller ikke selv havde forladt stedet selv, havde Valerya sendt ham bort.. Måske oven i købet frataget ham retten til deres barn. Havde Fenrer ønsket det? Næppe..
‘’ Du burde slappe af engang i mellem Misha. Alt jeg kom for, var at ønske dig tillykke og fortælle du skal være onkel. Din koldhed klær dig ikke. ‘’ Hun så ham direkte i øjne.

Misha havde egentlig på ingen måder planer om at køle ned. Han havde mere planer om at finde en måde at bryde det magiske skjold på, så han kunne bruge sine evner. Eller måske vente til de eskorterede ham andetsted og derefter manipulere sig vej ud, enten med sin evne eller med snuhed. Hvad end der virkede bedst. Derfor tsk'ede han bare så snart hans søster sagde "køle ned", men det tsk fortrød han kort efter, da hun afsluttede sætningen. For så nævnte Valerya pludselig at han kunne komme ud og en plan formerede sig for Misha. Eller måske mere en idé. Misha var ikke god til det med planer. Generelt var han ikke god til at tænke tingene i gennem, hvilket nok var derfor han var endt her. Men dette her virkede også næsten for nemt til det overhovedet behøvede en plan.
"Jeg forstår ikke, hvorfor man skal ønske nogen tillykke. Eller fejre fødselsdag," sagde han som svar til det hun sagde, i mens han kom op at stå. "Jeg er jo ikke en anden person end den jeg var i går. Det bliver jeg nok aldrig."
Han baskede snavs af sine bukser, eller han prøvede og gav hurtigt op. Så så han på sin søster igen med et smil, der næsten virkede helt uskyldigt.
"Men hvis nu det er muligt," fortsatte han, "Vil jeg sætte pris på at tale med dig ansigt til ansigt. Ikke fange til dronning. Ligesom de gamle dage, hvor vi bare var søskende, hvis du forstår mig ret."
Han lagde hovedet let på skrå og ventede på Valeryas reaktion. Han kunne tale videre, presse på med at overtale. Men hans søster kendte ham trods alt, så han skulle ikke til at virke for ivrig. Hvilket var svært for Misha var altid ivrig.

Heldigvis så det ud til at virke, for efter noget kort overvejelse, fik Valerya åbnet døren til Mishas celle. Det sekund, nej, det milisekund, døren blev åbnet og det magiske skjold blev brudt, havde Misha kontrol over Valerya. Det eneste han havde gjort var at rykke på håndleddet og så fik han hende til at stivne fra top til tå. Intet havde ændret sig i hans blik. Der var intet sadistisk glimt eller ondt smil fordi for Misha var dette ikke ondt. Blot nødvendigt. Han skulle ud og hun stod i vejen for ham.
Han nærmede sig vejen ud af sin celle, i mens Valeryas hænder bevægede sig i mod hendes egen hals. Der lagde de sig om den, så hun tog kvælertag på sig selv.
"En engles naivitet bliver ved med at forbavse mig," sagde han som talte han til en helt fremmede. Ikke en person, han var ved at slå ihjel, og slet ikke en person, han var i familie med. "Ikke at jeg normalt bryder mig om det ord, men lige i dit tilfælde passer det nu strålende. Mor og far har skærmet dig for alt, der kunne forurene dit syn på verden."
Han stod nu foran hende. Hun stod endnu og blokerede den sidste vej ud af cellen. Han rykkede på håndleddet endnu en gang, knyttede næven og Valeryas greb om hende selv strammede. Man kunne sikkert se i hendes øjne, hvordan hun prøvede at kæmpe igen. Misha mærkede det ikke.
"Og nu bliver det din død," sagde han fraværende, da han pludselig indså hvor ironisk det hele var. Han elskede ironiske døde. Hans smil voksede og Valeryas greb strammedes yderligere.
"Jeg sagde jo, at jeg kunne så dig ihjel på stedet, hvis jeg gad," tilføjede han muntert. Det var så det sidste han fik sagt til hende, før hun faldt til jorden. Om hun var helt død, nåede han ikke at tjekke, for nu havde han travlt med at komme ud - ingen ville lade dronningen være alene med en fange alt for længe.
Så han bevægede sig mod sin frihed. Alle han stødte på vejen, brækkede han enten nakken på eller brækkede deres knogler, så de ikke kunne forfølge ham. Ikke ét sekund så han sig tilbage. Der var intet værd at se efter alligevel.
//Out (I'm so sorry