Dette kan meget vel blive det sidste du gør!

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

At have gået en hel dag og set på hvordan folk, handlede og købte diverse ting til dem selv og deres familie, for at kunne få mættet deres maver og nyt tøj og hvad man nu ellers havde brug for. Havde ikke lige frem været det fedeste for Malte! Han havde ikke spist siden aften forinden! Men han havde holdt godt øje, med vagterne og sådan denne dag, men der var langt flere af dem på det store marked og det gjorde det bare endnu sværere for Malte at skulle stjæle maden, for der ville være flere der kunne holde øje med ham.

Han sad på en stor sten, sådan hvordan mørket ramte byen og folk var begyndte at gå hjem fra marked. Maven rumlede kraftigt, men han havde altid været vant til, at der måske ikke lige kom mad i maven en hel dag.  Men sin beskidte hånd på sin mave for at få den til at tie stille, tænkte han på hvordan han skulle få noget mad, og finde et sted at sove. Det var desværre sådan for Malte at han ikke bare kunne sove et tilfældigt sted, da han ikke var særlig populær i byen og vagterne gerne ville have ham.

Malte vendte blikket over imod en kro, der lå ikke så langt væk fra hvor han sad. Det kunne være han kunne få lokket nogen madrester ud af dem? Næppe, det var prøvet før uden held. Mørket faldt langsommere og langsommere på, han valgte at hoppe ned fra Sten, som han opdagede at der var flere og flere mænd der ankom til kroen!

Ideerne og tankerne var allerede på arbejde! For hvis de var fulde nok, ville de ikke opdage at man stjal deres pung! Og så havde han jo penge, som han måske kunne købe noget mad for hvis han bankede på hos folk. Tankerne var dejlige og han tænkte allerede på hvad han gerne ville spise, samt hvordan han kunne få lidt varme, ikke fordi han frøs direkte eller at det var mega koldt. Men han havde ikke særlig meget tøj og ejede ingen sko.

Da der ikke var flere mænd som stod udenfor kroen, valgte han at liste afsted der henad. Han måtte bare ikke blive opdaget der inde, for han vidste godt at han ikke måtte være der! Men på denne tid af dagen, var de fleste mænd der inde så fulde at de ikke lade mærke til ham, samt at kro værten havde så travlt at han ikke lade mærke til Malte!

Det var lykkes Malte at komme ind på kro og stå lidt i det skjulte, hvor han kiggede sig omkring. Der gik ikke længe før, han fik øje på en mand en som ikke lignede de andre mænd der var på kroen! Han lignede i hverfald en der havde penge og status. Han forsøgte at liste lige så stille og roligt hen mod ham som var det ham muligt, uden at blive opdaget! Det lykkes Malte at komme over til ham, han sad under bordet lige bag manden. Han skulle nu bare vente på det rigtige tidspunkt for at slå til! Gerne når manden var ukoncenterede altså snakkede med andre eller måske rejste sig for at hente mere at drikke.

Det var aldrig rart at sidde under disse borde, for mange af mændene havde virkelig sure tær! Men han var jo ikke selv bedre, han stank langt væk! Selvom han havde forsøgt at vaske sig, men Malte var bare ikke god til vand, og havde aldrig været det! Så det var kun lige blevet hænderne der var blevet vasket.

At sidde der under bordet og lugte til de forskellige mænds fødder, var ikke lige frem det lækkereste! Særligt ikke når man var sulten! Han mistede langsomt appetitten, men prøvede at skubbe det væk! For han måtte ikke lave nogen fejl! Han havde siddet lidt tid og holdt øje med manden, der virkede til at være så fuld at han ikke lagde mærke til noget omkring ham. Det lykkes Malte at komme ud under bordet og om bag manden.

Han kunne ikke lade være med at smile for sig selv! Det her var bare for nemt! Udfra hvad han kunne se om mandens pung, lignede det at den var fyldt med penge! Han tog sin lille hjemmelavet kniv frem, for han kunne jo ikke lige frem bare tage den og løbe, for det virkede som at den sad fast i en ikke så tyk læder snor.

Det lykkes Malte at få skåret den ikke så tykke læder snor over uden at lave for meget bevægelse. Malte var ret god til at stjæle punge, særligt når den han ville gøre det på var koncentreret, han havde efter hånden nærmest gjort det dagligt igennem sit liv.

Nu galt det bare om ikke at larme for meget med punge så manden ville opdage det! Og samtidig at skulle liste ud af kroen uden at blive opdaget af nogen som helst! Han begyndte så stille han kunne at liste væk fra manden og ud mod gaden igen.

Micah sukkede stille for sig selv som han vågnede, kort efter solen udenfor var gået ned og mørket var begyndt at herske. Han trak gardinerne i sit store soveværelse fra, for at se ud over byen og beslutte sig for hvad han skulle lave her til aften. Kort efter trådte en kvinde i sine start tyvere ind i lokalet - Micah sørgede altid for at larme lidt når han vågnede,så hans slaver vidste hvornår han var stået op. Det var hendes job at lægge tøj frem til ham, og hjælpe ham i det når han var stået op trods alt - og derfor var det også det de fik gang i nu. og det var mens han blev iklædt sit lidt pænere tøj, at han fik tænktvidere over hvad han skulle starte denne skønne nat med, som hans øjne spejdede ud på gaden under dem. Han ejede en to-etagers villa, og havde et par slaver til både at hjælpe ham med ting som dette, og med at holde styr på huset - og ikke mindst alarmere ham hvis der skulel ske ting mens han lå og sov, som krævede hans opmærksomhed.

Han fik da endelig besluttet sig, da hans mave knurrede lidt - han var sulten, og måtte ud at jage i nat. Det simpleste ville være at tage ned i det fattige område, men det var ikke helt hans stil - nej, han skulle hen på kroen og se om han ikke kunne finde en han kunne følge efter og tage når de var alene i skyggerne hvor ingen ville se personens skæbne. Et svagt smil strejfede hans læber, hvilket gjorde at det gav et sæt i slavens krop - et smil fra Micah betød som regel aldri gnoget godt, men for hvem kunne man aldrig være sikker. Hun slappede dog af da det blev tydeligt det ikke var rettet mod hende. Han informerede hende om at han ville vende tilbage sener epå aftenen, og de havde bare at sørge for at huset fortsat va ri god stand - ellers ville der være konsekvenser.

Han trådte ud af hoveddøren, rettede let på sin vest og sit hår, før han gik et godt stykke ned af vejen, drejede ned af en anden, og hurtigt kom til et lidt mindre værtshus, som han gik ind i for at sætte sig ved et bord. Medtiden, som det altid skete, samlede et par folk sig omkring ham -hans udseende og tøjstil tiltrak som regel folk, om ikke andet fordi de håbede der kunne falde en mønt af til deres fordel. Det gjorde der da også til den ene af dem, en kvinde han hurtigt udså sig som sit bytte for i aften, så det va rkun godt at få drukket hende fuld. Han lod selv som om han også drak, selvom han selvfølgelig ikke gjorde det - alkoholen i sig selv gjorde ikke så forfærdeligt meget for ham, så det ville være spild at drikke det og have mindre plads til det dejlige blod.

Han lagd ehovedet let på skrå, som fulgte han mere med i kvindens mindre monolog - men i virkeligheden var det fordi han hørte lyden af små, barfodede trin bag ham, let trippende.... Og nemt kunne lugte knægten, samt svagt høre hans hjerte banke. Det var lidt svært med så mange lyde omkring sig, men der var ingen tvivl om at han havde sneget sig om bag ham. Suk. Endnu en møgunge der troede man bare kunne stjæle fra en vampyr? Måske skulle han sætte et eksempel...

Han lod derfor som ingenting, også da han nemt hørte lyden af læderstroppen til hans pung der blev skåret over, mærkede de finere vibrationer. Det her var en af dem der var bedre til det - havde han selv været menneske, havde han ikke lagt mærke til det. Men som det var, så var han udmærket godt klar over alt der skete, og talte bare smilende videre med kvinden som han hørte de trippende fødder bevæge sig udenfor kroen. Så snart han hørte døren gå i, så undskyldt ehan sig, og trådte selv ud af kroen, let og lydløst som han nemt fulgte færten af knægten - så lidt bad som han havde fået, var det jo kun alt for nemt at følge efter ham.

Så snart knægten var nået til et mere afsides sted og standsede op for at se pungen igennem, valgte Micah at skulle sætte lidt skræk i live tpå ham - så på et øeblik havde han udnyttet sin overnaturlige hurtighed, og stod brøkdelen af et sekund efter lige foran Malte, og smilede skævt ned til ham, et lettere faretruende glimt i sineøjne. "I see you found something that belongs to me, brat."

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en smule mørk makeup om øjnene (som på profilbilledet).

Det var med et hjerte der nærmest bankede ud af hans bryst kasse, forlod han kroen! Det var lykkes ham at komme uden for, uden at blive opdaget, lige indtil han hørte lyden af hestehove der kom tættere og tættere på, Det var svært at se hvem det var i mørket, men der var noget der sagde ham at det var vagter! Og Malte havde intet at gøre på Kroen, derfor satte han halen imellem benene, og løb væk der fra!

Tankerne omkring alle de penge der lå i pungen fik Malte til at stoppe med at løbe, han var kommet et godt stykke væk fra kroen, uden at tænke at nogen fulgte efter ham, eller at det faktisk var en vampyr han havde stjålet fra! Han var et sølle menneske, og kunne derfor ikke mærke hvad andre var. Han tog og bandt snoren omkring pungen op for at komme ned i selve pungen, der var en masse mønter, han fik mærket helt julelys i øjnene over at se så mange mønter. Han koncentration var omkring pungen, mønterne og hvad han skulle bruge alle de mønter til? Måske nyt tøj? Måske en ordenlig middag med alt hvad han kunne spise?

Det var først da han hørte ord han blev revet ud af sine tanker! Han kiggede op og kunne genkende tøjet. Orderne var han slet ikke i tvivl om at havde hørt! Han blev helt bleg i hovedet, og gik i panik. ” Åh nej!” sagde han og smed pungen og så hurtigt han kunne havde han taget benene på nakken! Han var i problemer! Det var han slet ikke i tvivl om? Var det en af vagterne der bare havde forklædt sig? Måske var det hele planlagt? Tankerne for rundt i hans hoved. Han var heldigvis en hurtig løber og kendte området bedre end de fleste! Så han skulle bare lige være ude af syne for manden og så kunne han gemme sig! AT manden ikke var menneske skænkede Malte ikke en tank.

Han kiggede bag sig, han synes ikke at kunne se manden, yes! Han var sluppet fra ham! Nu skulle han bare til sit bedste gemmested. Han løb ind blandt nogen træer der var ikke så langt fra den kro, han lige havde været inde i. Malte havde kigget sig over skulderen og opdagede derfor ikke at der var en forhindring foran ham, som gjorde at han væltede hen over en forholdvis stor træstamme fra et væltet træ. Dette betød at han nu lå på den anden side af det væltede træ og havde ondt i sit ene ben. *bare han ikke hørte mig, eller har set mig løbe her ind, * Tænkte Malte mens han holde på sit ben, han prøvede inderligt at være stille i håbet om ikke at blive opdaget.

Maltes hjerte bankede derud af, hans hjerne var også i panik, dette fik ham til at høre alle mulige lyde, som han slet ikke var sikker på var der. Han vidste ikke hvad han skulle gøre! Han ben gjorde ondt, men han havde konstanterede af det heldigvis ike var brækket. Derfor besluttede han sig for at komme på benene og videre, men han kunne næsten ikke stå på sit ben! ” Avv det gør virkelig ondt!” sagde han stille til sig selv. Han var vandt til at slå sig, men ikke så hårdt som denne gang. * jeg er nødtil at søge skjul, ellers finder han mig* tænkte Malte. Men der var ikke lige frem nemt at være hurtig nu, men han prøvede.

Tempoet var ikke noget at prale af, men han ville hellere væk end af blive fanget! Han skulle ikke i fængsel eller sådan noget! Han måtte ikke blive fanget!

Et svagt smil spredte sig over Micah's læber som han så knægtens reaktion d ahan hørte og derved opdaged eham. Han lagde hovedet let på skrå da han hørte drengens udbrud, og hans smil blev en kende faretruende i sin 'tone'. Ah, alle dedejlige tegn på panik han kunne se før knægten satte i løb. Sveden der pludselig drev ned af ham, hvordan hans hud mistede den varme glød og blev en tak tættere på Micah's egen blege hud, og lyden af hans hjerte der hurtigt øgede rytmen til en panisk sang. Micah's øjne gled stille og roligt ned til pungen som den blev smidt, før han blot så efter knægten - han skulle nok være nem nok at finde igen, og det var altid sjovere at lade 'byttet' løbe lidt først.

Derfor bøjede han sig ned og fik stille og roligt alle pengene ind i pungen igen, før han retede sig op og bandt den fast til bæltet med en ny lædersnor, hvorefter han satte efter mennesket. Panik gjorde kun hans lugt stærkere, så det var endnu nemmere for vampyren at følge duftsporet af ham, og det blev blot endnu nemmere da han svagt hørte lyden af at han faldt, så han vidste hvilken gade han skulle dreje ned af. Som han kom tættere på igen var der atter en gang lyden af hjertet der hamrede derudaf, og der var ingen tvivl om at han havde fundet ham igen, uden rigtigt at gøre sig umage. Han var vist ikke vandt til at skulle flygte fra overnaturlige væsner, som Micah selv.

Inden længe kunne han se knægten - grundet faldet gik det ikke så hurtigt, men nu var de atter i en øde gyde, og så kunne han jo ligeså godt stoppe jagten nu, istedetfor at den skulle tage hele natten. han havde jo andre ting at ordne her i nat! Såsom at finde sig noget at spise. Måske kunne knægten blive et godt måltid? Og så alligevel ikke, Micah drak aldrig rigtigt fra de små fattige møgunger - der var ingen udfordring og de var som regel ikke dem der smagte bedst. Men der var mange andre ting man kunne gøre med sådan en lille tyv... Og alle mulighederne var lige sjove for Micah.

Derfor gik der ikke mange sekunder før han atter brugte sin overnaturlige hurtighed til atende op lige foran Malte, og for at han ikke skulle flygte denne gang, havde han hurtigt en hånd om knægtens hals som han pressede ham op af den nærmeste væg, det samme faretruende, skæve smil på hans læber som før. "So... You think you can just run from me, do you? You thought something like this would go unpunished, you little brat?" hans egne utroligt klare blå øjnes blik låste fast med knægtens, som han ventede på svar fra mennesket.

Aah, det var dét Micah elskede at se. Panikken i knægtens øjne, lyden af det paniske hjerteslag og hvordan han både kunne mærke og se pulsen galoppere derudad ved hans halspulsåre. Alene synes af det gjorde ham mere sulten, og i ren refleks gjorde hans krop sig så også klar til det... Ved at hans hugtænder blev lidt længere, lidt mere synlige. Ikke mens han holdt munden lukket, men når han talte igen, kunne det måske lige fanges i det meget svage lys der var i gyden. Mangel af lsy der ville gøre alt sværere formennesket, men som Micah stadig kunne se så klart i som var det højlys dag.

Han grinede let da han mærkede og så de patetiske vrid og spjæt, sommennesket mente han måske kunen slippe fri med. Det var da et godt forsøg hvis det havde været et andet menneske han var oppe imod, men nu han var oppe imod en vampyr så hjalp det absolut ikke på noget som helst - Micah var alt for stærk, så hans greb rykkede sig ikke såmeget som en millimeter. "Din far, siger du? Jeg vidste ikke at en horeunge havde en far..." sagde Micah så blot, med et skævt smil somhan lagde hovedet let på skrå. Han havde ikke mødt knægten før, men han havde hørt mereend rigeligt om ham, både fra vagter og fra andre i den øvre middelklasse som ham selv.

Det var da, at han fangede den stille og rolige bevægelse ud af øjenkrogen, hvordan knægten prøvede at få fat i kniven i sit bælte. "Jeg ville ikke gøre det der hvis jeg var dig. Du graver blot din egen grav dybere, lille ven." sagde han i et utroligt roligt og fattet tonefald, der blot vidnede endnu mere om den irritation der langsomt byggede sig op indeni ham, hvordan en del af ham bare krævede blod her og nu, krævede at knægten skulle dø, mens en anden del af ham, den der var ved at vinde, havde mange flere planer om hvordan knægten kunne være nyttig i fremtiden.

"Så, nu må vi hellere finde ud af hvad der skal være en pasende straf for din forbrydelse... At stjæle fra dem der er højerestående... Tsk tsk tsk.... Hvad med..." han lænede sig længere ind mod ham, og smilet blev her bredt nok til at der selvfor Malte ikke kunen være nogen tvivlom at det var hugtænder der kunne ses. "... At jeg bare gør dig til min lille slave? Lader dig arbejde for det du har gjort..."

Micah's skæve smil blev blot større som knægten stadig kæmpede imod, og han samtidigt kunne mærke hvor træt mennesket var ved at blive. Den panik han kunne både høre, se og mærke på ham, ah, hvor var den dog dejlig... Selvom den også gjorde ham mere sulten, hvordan han kunne høre blodet blive pumptet hurtigere og hårdere igennem drengens krop, kunne se halspulsåren dunke i takt med det paniske hjerte der vitterligt lød som om det var på vej ud af Malte's brystkasse. "Jeg gad godt se dig prøve..." knurrede han let, som han lænede sig længere ind mod ham og kom med sit forslag til hvad han kunne gøre.

Han havde i forvejen syntes at knægtens hjerte slog utroligt hurtigt, men det gik op på et helt andet niveau nu, og han vidste udmærket godt at det var grundet Malte nu endelig havde fået øje på hans hugtænder, hvorfor han ikke engang gad prøve at skjule dem nu. Hvor han normalt havde dem trukket ind, så var de helt ude og fuldt synlige nu, og han lod let sin tunge glide ind over først den ene, og så den anden tand, mens hans blik fastholdt Malte's øjne. Det var da lige indtil knægten begyndte at skrige op, og han strammede sit tag om hans hals for at råbene blev lavere. "Shh... Du skulle nødig lave en scene herude hvor det kunne genere andre..."

Micah havde lige skullet til at grine, da den forbandede møgunge fik prikket ham hårdt i øjet! Det var ikke fordi det gjorde så forfærdeligt ondt - han helede trods alt hurtigt og der skulle meget til for at skad eham helt generelt - men det var møg ubehageligt og fik ham til at give slip på knægten, i alt fald for et lille øjeblik, som han hørte hvad han råbte. Oh hell no! Det er du, og det skal du nok snart indse!!! Blikket der blev rettet mod Malte herefter var direkte hadsk, der blev intet skjult af hvor rasende han nu havde gjort vampyren, som Micah med en høj, umenneskelig hvæsen langede ud efter ham, med et slag af sin knytnæve mod hans mave der var hårdt nok til at få Malte til at flyve direkte ind i den modsatte væg af den Micah før havde holdt ham oppe imod.

Han lod ikke engang mennesket falde ned til jorden før han var henne ved ham igen, pressede ham hårdere op af denne væg end han havde af den anden, som han lænede sig ind, hugtænderne faretruende tæt på mennesket's halspulsåre. "Er du nu så sikker? Du er kun et dumt lille menneske... Hvadend jeg beslutter mig for, bliver til din virkelighed, og der er intet... Absolut intet du kan gøre mod det!" hvæsede han lavt, stemmen fyldt af raseri der kun lige præcis var under nok kontrol til at han ikke rev hovedet af ungen.

Hvorfor fanden var Malte også bare så skide uheldig! Han skulle altid få problemer af den ene eller anden slags! Han måtte virkelig finde en af de ældre gade børn eller voksne, som kunne hjælpe ham til at blive bedre til at stjæle uden at blive opdaget, men igen denne mand var åbenbart vampyr? Ja Malte vidste godt at der fandtes diverse væsner, men han vidste ikke hvor mange og hvad de alle sammen hed, han var dog klar over vampyre og varulve og engle, men det var vidste også det eneste han havde styr på. Han havde jo godt hørt om dem fra andre.

At mærke grebet om hans hals blive strammere fik ham med det samme til at være stille, for han mærkede hvor begrænset hans luft var lige nu, han måtte spare på det, hvis man altså kunne det ? kunne man? Han vidste det ikke. Hvorfor var der så mange tanker oppe i hans hoved, han kunne ikke holde styr på dem på nogen som helst måde! Han hadede det! Han kiggede dog på ham da han hørte mandens ord. Han vidste ikke helt om han skulle sige noget eller gøren oget, men hans skrig og råben var holdt op. Det gjorde det ikke nemmere at skrige og råbe med mindre luft.

Malte reagerede så hurtigt han kunne efter at have prikket manden i øjet, sådan at han kunne komme væk da han blev sluppet, han nåede dog på ingen måde særligt langt, før der lammende ramte hans mave, ALT og det var virkelig Alt luft blev slog ud af ham, han nåede ikke engang at ramme jorden for at få luft, før manden endnu end pressede ham hårdt op af muren med hans arm mod Maltes brystkasse, han mærkede godt det hårde pres, det gjorde ondt og gjorde han ikke kunne trække vejret ordenligt. Lavt og panisk hviskede han stadigvæk hivende efter vejret efter det var blevet sloget ud af ham og næsten ikke kunne komme ned i lungerne igen hviskede ” Hver sød ikke at slå mig ihjel jeg gør alt du vil” Sagde han bange og så på manden, en lille tåre trillede ned af hans ene kind mens han kiggede bange på manden og prøvede at få vejret ordenligt.

Der var en vis tilfredsstillelse alene i at høre luften ryge ud af knægten, og også i den måd ehan hev efter vejret da Micah havde fået ham op af den modsatte væg... Og i hvordan hans lugt ændrede sig en smule, fra 'normal' panik til hvad der nok egentligt var en dødsangst. Men kunne man virkelig bebrejde knægten det? Menneske mod vampyr, der var virkelig ingen konkurrence der, overhovedet ikke. Både styrke, hurtighed og sanser var der så stor forskel på at konkurrencen var overstået før den overhovedet begyndte. Og det var endda uden at tage Micah's egen personlige evne med, også, som blot gjorde ting endnu mere unfair for mennesket, skulle han bruge den.

Smilet vendte tilbage til Micah's læber, erstattede den snerren der havde været der, da han lugtede salten, og trak hovedet let tilbage for, ganske rigtigt, at se en tåre trille ned af Malte's kind. "Siger du virkelig det..." der var stadigen let antydning af en hvæsen i hans stemme, en dyb knurren, men den var langt mere under kontrol nu. "Så sig det." hans frie hånd rykkede sig for at tage et fast greb on drengens hage, tvang ham til at se Micah i øjnene. "Sig du er min slave. Acceptér det." smilet blev en smule større, en smule skævt. Han elskede sådan at få sin vilje, få tingene som han ville have dem. Og selvfølgelig skulle Malte ikke bare slippe for at have stjålet fra ham. "Og så skal jeg nok lade være med at slå dig ihjel..." For nu, tilføjede han for sig selv.

Hvis knægten gjorde for mange dumme ting ville han nok alligevel rive knoppen af ham, trods alt. Og det uden at fortrække en mine... Han havde trods alt været vampyr i godt og vel hundrede år nu, man lærte hurtigt at lukke af for skyldfølelsen, og endnu hurtigere end andre når man som Micah allerede havde slukket for meget af sin moral mens man stadig var menneske. Han havde alle dage tænkt på hævn, som han havde fået så snart han var blevet vampyr... Det havde været lidt af et blod orgie de første par år, og han blev så glad for det at han da stadig lod sig selv gå amok engang imellem, det var så usandsynligt dejlig en følelse bare at give sig selv lov til at gå lidt amok indimellem, og hvor andre ville være forfærdede over at se et spor af blodige lig efter sig selv, så elskede han blot det syn. Han vidste godt at han var et monster, og han havde absolut intet imod det.

Og det samme gjaldt her - ja, han tvang knægten ind i slaveri, som han selv var blevet det da han var menneske, men han mente nu stadig selv at han behandlede sine egne slaver bedre end han nogensinde selv var blevet. Måske havde han været uheldig med sine mestre, eller også var hans opfattelse af god behandling bare en del twisted. Det kunne være så mange ting. Men han så nu frem til at bryde den lille knægt her, få ham til at adlyde hans mindste vink, ligesom de tre andre derhjemme gjorde.

Tårerne fik frit løb, han kunne ikke holde dem tilbage, han græd, han var bange, bange for at dø, bange for hvad der ville ske med ham! Hulkende prøvede at få styr på vejrtrækningen, men det var virkelig svært sådan som han blev presset op mod muren, han kunne ikke trække vejret ordenligt ned, og det gjorde ham også bange, for han var helt sikker på at han ville dø. Han var jo trosalt en ung dreng, der bare gjorde sit for at overleve. Han kunne ikke finde ud af hvad der ville ske med ham, hvis han bekræftede at han ville være hans slave. Men hvis han ikke gjorde det ville han dø, ville han ikke ?.
Manden greb i hans hage som tvang ham til at se ham i øjnene, var ikke rart, men han gjorde ingen modstand, han var alt for bange for at ville satse mere med sit liv. Hans øjne var våde og tårerne trillede ned af hans kinder, de små hulk som også var hulk for at få vejret, men han holde blikke,t han blikkede dog noget mere end manden. ” Jeg er din slave, uanset hvad, ” sagde han hulkende og så bange på ham. ” Vil du ikke nok slippe mig, jeg kan næsten ikke få vejret” sagde han en anelse besværet, med tårerne og hulkende. Han vidste at han lige havde mistet sin frihed, han havde gjort se hvordan andre gadebørn dem på hans alder og lidt ældre, blive fanget af slavehandler og blevet tvunget til slaveri, men det havde altid lykkes Malte at stikke af fra dem, men nu var han fanget, fordi han ville stjæle mandens pung for at få penge til mad og sådan. Han havde ikke vidst manden var vampyr, og havde han, havde han sku ikke forsøgt at stjæle fra ham. ” Jeg...” han tav, han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, han prøvede dog at dreje sit hoved til siden, han kunne ikke lide at se ind i mandens øjne, det var uhyggelige, sådan virkelig meget.

Såådan... Kom så, giv nu bare op... Micah's smil blevhvor det var, som han så tårerne få frit løb, hørte de gispende, pivende lyde fra drengens vejrtrækning der var beviset på at han netop trykkede hårdt nok til at han i forvejen havde problemet med at trække vejret, som panikken og gråden så kun gjorde værre. Det var også det han var sikker på der ville være mere end nok til at overbevise knægten om at han ikke havde en chance - det, og det at han nu udmærket godt vidste at Micah var en vampyr, med den reaktion han havde haft på at se hugtænderne. Dødsangsten i hans øjne, deres stille bønfalden om barmhjertighed - men den ville han kun få hvis han gik med til hvad Micah ville. hvis han ikke gjorde som han ville have ham til, så ville han bare dræbe ham - der var alligevel ingen der ville savne sådan en lille gadedreng.

Og dejligt, ingen modstand da han drejede hans ansigt! var detmåske fordi han var ved at indse sandheden? At han enten gjorde som der blev sagt, eller døde? Det var det jo nok. Dødsfrygt kunne få folk til at gøre så mange ting de normalt ikke ville. Og som ordene kom ud af malte's mund, kunne man tydeligt se forskellen i Micah's attitude - smilet blev mindre, men blidere, og der kom generelt mere ro over ham... Han havde atter en gang fået sin vilje. Presset mod Malte's brystkasse blev mindre, så drengen igen kunne trække vejret normalt. "Godt så... God dreng." sagde han i en uhyggeligt rolig stemme, der pludselig havde en næsten varm klang over sig som Malte ikke havde fået lov til at høre før nu.

Micah gav da slip på ham så han fik lov til at stå og få vejret, mens vampyren rettede på sit tøj og sit hår. Han ignorerede komplet den mulige start af en sætning fra mennesket, og havde istedet stadig det rolige smil på sine læber, der nu bare virkede malplaceret efter man havde set et af hans raseri udbrud. "Kom. Og lav ikke numre - du ved godt hvad der sker hvis du prøver, nu. Og jeg vil ikke være så blid igen." sagde han så, stadig i den uhyggeligt rolige tone, som han vendte rundt og helt åbenlyst forventede at Malte begyndte at følge efter ham som han gik ud af gyden igen.

Malte var på ingen måde i tvivl om at det han havde gjort inde på kroen var noget han inderligt havde fortrudt sådan virkelig! For nu havde han mistede sit liv, ikke fordi han var blevet dræbt, men at han selv var gået med til at blive vampyrerens slave, men han ville langt hellere det end han ville miste livet! Ikke at han havde nogen familie eller andre der elskede ham, men han var bare ikke villig til at lade sit liv!

Vampyreren ville uden tvivl mærke angsten, dødsangsten, panikken for at miste livet var sindsygt høj! Han var helt sikker på havde han ikke haft ribben havde hans hjerte sprunget ud af bryst kassen på ham. Han lunger gjorde mega ondt! Hans klynken og hiven efter vejret gjorde det heller ikke nemmere for ham at trække været. Malte sagde ikke noget, men tårerne løb hastigt ned af hans kinder. Den modstand han havde haft i kroppen før, var forsvundet. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre eller sige, faktisk havde han stort set ikke luft til at sige noget. Men da Vampyreren slap ham, faldt han til jorden ,han hostede et par gange, og prøvede at få styr på sin vejrtrækning igen, sådan at han kunne trække vejret normalt, men angsten der stadigvæk var der, gjorde det bare på ingen måde nemmere for ham. Men heldigvis var der ikke en der stod og pressede på hans bryst sådan at han ikke kunne trække vejret ordentligt.

Blikket gled op på vampyreren, som gjorde sig klar til at gå, han turde ikke andet end at rejse sig og gå hen til ham, følge ham hvor end de skulle hen. ” Jeg hedder Malte” Sagde han og så på ham, hvorfor han fortalte sit navn, vidste han ikke, de blikke og de smil Vampyreren havde sendt ham, gjorde det bare så skide svært for Malte. Han kunne virkelig ikke finde ud af vampyreren, hvordan han var og om han blot havde været sur fordi Malte havde taget hans pung? Eller om han måske faktisk var sådan i virkeligheden? Eller måske var han bare blid og sød når man ikke stjal fra ham? Det irriterede Malte inderligt at han ikke kunne finde ud af det! Men Malte var heller ikke særlig god til at gennemskue og læse folk.

En ting Malte håbede ved dette, altså at han nu var slave for en vampyr, var at han kunne få noget nyt tøj! Hans tøj trængte til udskiftning, måske han endda kunne få nogen sko? Ikke at han ikke kunne gå uden, for det kunne han og det gjorde han, faktisk mindes han, aldrig at have haft et par sko, han havde om vinteren læder på fødderne men ikke sådan sko som mange andre havde. ” Hvad hedder du?” spurgte Malte, mens han lidt bag vampyreren. Det ville være rart at vide hans navn, det ville være lidt sært at være slave og ikke kende sin Herres navn?

Aah, hvor dejligt. Micah elskede virkelig at se kampgejsten sådan forlade folk, når de endelig indså, accepterede, at han bare var det stærkere for dem og der var intet de kunne stille op - Micah ville få sin vilje uanset hvad. Han vidste dog godt at han nok senere hen ville se mere modstand, men så kunne han jo have fornøjelsen af at knække drengen, igen. Nogen krævede kun et enkelt knæk eller to, andre krævede flere... Og det var altid dem der var de sjoveste, mest på grund af alle de dejlige lyde og udtryk han kunne få frem fra dem.

Han smilede let for sig selv efter han havde vendt om og var begyndt at gå, da han hørte drengen rejse sig og følge efter, for åbenbart også at fortælle ham sit navn. Hvor tit Micah ville bruge det vidste han så ikke, men det var vel alligevel meget godt at have det, også, hvorfor han blot nikkede til det. Malte, huh? Jamen, så vidste han da det. Ikke at han bekymrede sig så meget om det når knægten bare skulle være hans slave.

Micah var bare fortsat med at gå i stilhed, på vej hen mod bolig området som Malte nok aldrig havde været i da vagterne som regel stoppede folk der ikke så fine nok ud til atbo her. Og de var da også ved at standse Malte den her gang, indtil Luca talte. "Han er med mig." de fire ord, og vagterne nikkede for at stille sig tilbage på deres pladser og lade malte fortsat følge efter Micah som de nærmede sig hans hus. "Mit navn er Micah. Men du skal bruge mit efternavn - for dig vil jeg være Hr. Snow. Er det forstået?" han sendte drengen et kort blik over sin skulder med det ene øjenbryn løftet, før de var nået hen til huset - som der havde kælder, stue og første sal - hvor han låste dem ind af hoveddøren, og først lukkede og låste døren igen efter Malte var kommet indenfor. Man kom direkte ind til stuen, hvor der var tændt op i pejsen.

Næsten med det samme kom en kvinde ind i rummet, og hun smilede venligt, underdanigt til Micah - ignorerede fuldstændigt Malte lige nu. "Velkommen hjem, Hr. Snow." sagde hun og nejede let for ham. "Vil du have din mad nu? Hun er lige vågnet." det hele blev sagt i et roligt, fattet toneleje, som var det helt normalt at tale om en person som mad - hvilket det åbenlyst var i dette hjem. "Gerne." svarede Micah mens han fik smidt skoene henne ved døren. Kvinden nejede for ham igen, og gik ud af rummet med det samme igen, åbenlyst for at hente 'maden'. Imens satte Micah sig ned i en af stolene nær pejsen, og nikkede hen mod en puf som for at sige at malte skulle tage plads dér.

At snakke lige nu, var måske ikke lige frem den bedste timing, men han havde det ike helt så godt med stilheden, men at han ikke svarede på at Malte fortalte sit navn, vidste Malte godt at han nok bare skulle tie stille og ikke sige noget som helst. Det var også det han gjorde, han fulgte blot efter vampyreren, hvor de skulle hen var han ikke helt sikker på! Selvom han var overbevidst om de skulle et eller andet fint sted, for vampyreren havde ikke lige frem haft tøj på der indikerede at han var fattig men derimod omvendt.

Malte fik sine tanker beræftet da de kom til boligområdet hvor der var vagter og man ikke bare lige kunne komme ind, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige og valgte derfor bare at holde sig lidt tættere på vampyreren da vagterne kom over mod ham. Vampyrerens stemme om at Malte var med ham, gjorde ham mere tryk særligt da de gik tilbage til deres plads igen. Orderne der kom fra vampyreren der fortalte sit navn, men at Malte skulle kalde ham for Hr Snow. Hvorfor lige Hr. Snow. Det vidste han ikke men, han valgte at lade være med at stille spørgsmål til dette, han havde ikke lyst til at få flere tæsk eller blive udsat for andre grusomme ting! Han havde oplevet rigeligt for nu!

Det var lige før Malte var gået i stå da han stå huset! DET VAR VILDT! Det var smukt og kæmpe! Han havde aldrig været inde i et smukt og stort hus som dette! Han skynde sig dog at følge trup og løbe op til hoveddøren og gå ind sammen med Micah. Han sagde ikke noget, men kiggede blot på kvinden der hurtigt var henne ved dem for at hilse på Micah og spørge ham om mad! Mad det lyd godt! Det fik Maltes mave til at rumle højt. Han lagde den ene hånd på sin mave og tyssede på den, selvom det nok ikke ville hjælpe ham.

Dog fulgte Malte efteR Micah, men stoppede med at gå lige bagham, han gin blot rundt i den store stuen og kiggede på de forskellige ting, han havde ikke set sådanne ting som der var i huset her før, men han havde jo heller aldrig haft et hjem, og særligt ikke et som dette. Det var helt tilfældigt at Malte så hvordan Micah nikkede mod en puf, Malte ville gerne stadigvæk kigge på ting og se resten af huset, men han blev enig med sig selvom at det nok ville være bedst hvis han bare satte sig på puffen som Micah ville have. Derfor var det også det han gjorde. Da han havde sat sig mærkede han hvordan den var blød og god at sidde på. Han satte sig i skrædder stilling på puffen og kiggede indi pejsen.

Micah hørte godt hvordan mennesket kort gik i stå da huset kom indenfor synsvidde, men han lod sig ikke mærke ved det. Det var vel alligevel meget anderledes end alt hvad der fandtes i Rotten Root, også, var det ikke? Uanset hvad så var det da lidt ligegyldigt for ham nu, hvor han havde fået dette sted. Hvorfor fundere over det andet når man kunne nyde det man havde lige nu... Og bruge ressourcer på at få fat i mere, i stedet. Vampyren ignorerede fuldstændigt hvordan Malte's mave rumlede - 'maden' var trods alt ikke til ham, men til Micah selv.

Et let suk forlod hans læber som han sank ned i den bløde stol nær pejsen, lukkede for et øjeblik sine øjne efte rhan havde viftet Malte hen til sig, og et svagt smil strejfede hans læber som han hørte drengen sætte sig ned. Det var først da der kunne høres svag hulken at Micah øjnede øjnene igen, og drejede hovedet mod hvor lyden kom fra - hvor kvinden fra før, og en ung fyr i sine slut teenageår slæbte en kvinde i starten af tyverne ind i lokalet. Hun prøvede at kæmpe imod, men kunne ikke gøre meget nu hun blev trukket af to personer, og hendes hulken var svag grundet kneblen i hendes mund der forhindrede hende i at skrige.

Med et enkelt vift af hånden fik Micah dem til at bringe kvinden over til ham, hvor de gav slip på hende så snart Micah selv havde fået ordenligt fat i hende. Det var tydeligt at hun var rædselsslagen og prøvede at komme væk fra ham, men som Malte også havde måttet indse, indså hun hurtigt at hun ikke kunne komme ud af Micah's stærke greb, og sad derefter bare og græd, sendte Micah et blik der tiggede om nåde - selvom det nu ikke gjorde noget som helst for hans beslutning om hvad der skulle ske med hende. Han var komplet ligeglad med hvor meget hendes øjne tiggede og bedte for hendes liv - han var sulten, og hendes panik havde blot gjort ham endnu mere sulten, sådan som hendes hjerte bankede hurtigere og hårdere derudaf, hvilket gjorde både lyden og lugten af blodet kraftigere for Micah.

Han gav hende et blidt smil, som man kunen se fik hende til at slappe af et øjeblik som hans ene hånd langsomt gled op af hendes ryg, op til hendes nakke... Før smilet ligeså pludseligt forsvandt, som han hev hende tættere ind til sig og satte tænderne i hendes hals, og noget blod nåede at undslippe før hans læber lukkede sig om såret som han begyndte at drikke. Hun sprællede let i hans arme som et halvkvalt skrig forlod hendes hals,dæmpet grundet kneblen, men det var dog tydeligt at det gjorde meget ondt på hende - han havde ikke været blid med sit bid. Han havde øjnene lukket under de første slurke, men åbnede dem derefter for at se over på Malte mens han 'spiste', blot for at se hans reaktion på det.

Var der noget Malte aldrig havde prøvet, eller overhovedet overvejede at han ville komme til at prøve, så var det at sidde på denne puff, den var faktastisk at sidde på, dejlig blød og ja han kunne ikke beskrive det! Han elskee den allerede, havde den været lidt større havde han ikke noget imod at skulle sove på den. Med hånden på maven som blev ved med at rumle, prøvede han at skjule det, for det var ikke rart at være sulten, men som han havde hørt at maden var på vejn, håbede han inderligt på at det var noget der var godt og lækkert.

Men Malte blev pæn skuffet, da han så det var en kvinde der var kneblet som kom ind i rummet, han fattede ikke noget til at starte med, men han kunne se kvinden var bange og ked af det. Han overvejede kort at rejse sig for at hjælpe kvinden med at blive fri, men han turde sku ikke! Der gik dog ikke længe før Malte opdagede hvad dette gik ud på! Micah var jo vampyr! Han så kvinden blive sat foran Micah. Han kunne allerede mærke kvalmen, for tanken om at Micah ville spise hende var ikke lige frem det mest lækre.

” du må ikke spise hende!” Sagde Malte panisk, han havde godt se hvor bange og panisk kvinden var! Men han nåede bare ikke at gøre noget, før Micah havde sat tænder i hende, han mærkede hvordan hans mave vendte sig, han prøvede ihærdigt at holde det nede i maven. Han rejste sig fra puffen, han havde det virkelig dårligt. Han skyndte sig hen til et vindue som han fik åbne og endte med at kaste op ud af vinduet. Han mærkede hvordan hele hans krop rystede og han havde det virkelig dårligt.

Han kiggede væk og nægtede at se over på Micah og kvinden, han ville gerne væk fra dette rum! Det var sku ikke rart eller sjovt på nogen måde! Han gik væk fra vinduet for at komme et andet sted hen, men han vidste ikke hvor han skulle gå hen, da han ikke kendte huset. ” Det der var virkelig ulækkert” Sagde Malte og valgte at kigge over på Micah, men prøvede at ignorere faktumet at Micah lige havde dræbt en kvinde ved at drikke hendes blod!

Micah havde, selvfølgelig, holdt øje med Malte ud af øjenkrogen som kvinden blev bragt ind til ham. Som forventet så han hurtigt ud til at få kvalme, og til at have lyst til at standse ham - men idet mindste var knægten da ikke dum nok til at prøve på det. Micah ignorerede da også fuldstændigt det drengen sagde, for han var nu engang utroligt sulten - hvis knægten ikke passede på, blev han menuen, istedet! Men etløfte var et løfte, og for nu havde Micah lovet knægten at han ikke ville dræbe ham så længe han var hans slave. Så det gik istedet ud over kvinden, han bed lidt hårdere bare fordi.

Et svagt smil strejfede hans læber som Malte løb hen til vinduet, mens han bare selv lukkede øjnene igen og drak godt til. Han trak det dog en smule ud til sidst, blot for at havde mere tid til at lade smagen vælde ind over ham, den utroligt dejlige, let søde smag kvinden havde, med bare det svageste lille sure puf fra frygten der var løbet gennem hendes krop inden hun besvimede af blodmanglen, og han fik drukket det sidste. Da han var færdig lod han hende blot falde ned på gulvet, og sendte et blik til den unge mand der havde hjulpet med at få hende ind - han tog fat i den nu døde kvinde, og trak hende ud af lokalet, mens Micah slikkede sig let om læberne for at få nogle af de sidste blodsdråber med, omend der stadig var etenkelt tyndt spor af blod der var løbet ud af hans ene mundvige og ned til hans hage.

Et skævt smil dukkede op som Malte talte igen, og han gestikulerede til at ville have Malte til at sidde på puffen foran ham igen. Det kunne godt være han smilte, men blikket var bestemt og ikke til at diskutere med. "Det siger du kun fordi du ikke ved hvor godt det er." sagde han så helt stille og roligt, og smilet blev en lille tak bredere, så blot spidsen af den ene hugtand kunne skimtes. "Og hun ville jo alligevel dø på et tidspunkt. Så er det da bedre at hun kan lade livet som føde for andre, er det ikke? Det er ikke anderledes end hvordan I mennesker slagter grise, køer og får for jeres mad."

At Malte lige havde været vidne til et mord, bare for at Micah kunne få blod, det var ikke noget han var stolt over! Havde han bare haft den mindste smule mod og hårdhed så havde han også forsøgt at forsvare kvinden, men efter mødet med Micah i gyden var det som om det hele blot var forsvundet fra ham! Ikke at han havde haft meget mod til at gøre det på gaden hvis det havde været der! Men han havde nok forsøgt et eller andet, han var jo trosalt ikke en der var ude på at skade folk, han gjorde jo bare hvad han kunne for at overleve, selvfølgelig havde han været oppe og slåsse med andre drenge på hans alder, at han så aldrig havde vundet en slåskamp var så en anden side af sagen.

Det var ikke nemt for Malte at finde ud af hvad han skulle gøre, han ville gerne stikke af, få fat på en af vagterne, fortælle at Micah havde begået et mord, men det var helt sikkert ikke særlig klogt af ham lige nu at prøve at sikke af! Han havde sku ikke lysten til at blive aftenes dessert! Malte kom langsomt tættere og tættere på Micah, han havde det virkelig ikke godt med at se den døde kvinde der lå foran Micah, men at den unge mand nu var i gang med at fjerne liget af kvinden. Gjorde det faktisk noget lettere for Malte.

Han valgte at komme helt hen til Micah igen og satte sig atter på sengen, han hørte Micah ord og rystede på hovedet. ” du har lige dræbt et andet menneske! Du er syg i hovedet! Jeg dræber sku da heller ikke andre mennesker for at få mad! ” Sagde han og så på ham! Malte anede intet om vampyre, han havde aldrig mødt en før han havde forsøgt at stjæle fra Micah! Hvilket han nu faktisk endnu mere fortryd en før han var vidne til at Micah dræbte et andet menneske! ” øhhhh jaa, men sku da ikke fordi en eller anden vampyr synes det sjovt at drikke hendes blod! Det naturligt mennesker dør når de bliver gamle eller syge! Sku ikke fordi man drikker deres blod!” Sagde han og prøvede inderligt som i inderligt! At virke hård! Der var bare intet spor af hårdhed i hans stemme, men langt mere frygt! ” grise og køer og sådan er skabt til at vi skal spise dem! Det  ikke normalt at andre mennesker spiser hinanden!” Sagde han og så bestemt på Micah, som hurtigt igen blev til frygt.

Der var ingen tvivl om at Malte ikke anede noget som helst om forskellige racer, særligt ikke vampyre! Han havde jo ikke nogen som fortælle historier eller nogen venner der lige frem var vampyre! Og efter han havde set dette med kvinden, var han nu ret glad for at han ikke havde nogen vampyr venner! ” Hvorfor gør du det!” spurgte han panisk, for han kunne bare ikke få det til at passe på nogen måde med at mennesker spiste mennesker!

Micah's øjne hvilede blot roligt påMalte indtil han var kommet hen og havde sat sig på puffen igen, hvortil han lænede sig tilbage i stolen, og løftede et øjenbryn af hvad knægten sagde. "Du siger det som om jeg er et menneske. Eller stadig har menneskelige moraler." og ingen af de ting gjaldt længere, trods alt. Menneskelige moraler havde ingenting at gøre når man var blevet til en vampyr, trods alt. Alt de ville gøre var at få dig til at sulte ihjel eller miste kontrollen over dit indre rovdyr.

Han sukkede dernæst og rullede let med øjnene af hvad Malte sagde, før han rakte en hånd op og samlede de sidste dråber blod fra sin hage op med en finger, for derefter at slikke den ren for det. Ingen grund til at så meget som en dråbe skulle gå til spilde, hvis han kunne undgå det. Han behøvede ikkeengang at se over på Malte for at kunne høre frygten der stadig var i hans stemme. Kun en god ting - gjorde da at han nok ikke ville prøve på noget dumt, såsom at flygte.

"Du ved virkelig ingenting om os vampyrer, gør du?" spurgte han så blot, stille og roligt, som han lænede sig frem med albuerne på sine knæ, og hovedet let på skrå som hans øjne atter en gang gled over Malte. "I vores øjne er det mennesker og de fleste andre der er skabt til at vi skal spise dem. Og før du overhovedet foreslår det, nej, jeg kan ikke spise ting som mennesker spiser. Det har jeg ikke kunnet i godt og vel hundrede år. Ser du, jeg var engang et lille, svagt menneske som dig. Indtil Marcus købte mig og... Ja, gjorde at jeg blev ligesom ham." et lille smil bredte sig over hans læber, som han ventede på at se Malte's reaktion. Det var trods alt rimelig tydeligt at han ikke vidste noget om vampyrer, så måske vidste han ikke engang at de alle blev skabt, at de alle tilhørte en anden race før de blev til vampyrer?

Dette her var virkelig mærkeligt! Som i virkelig, virkelig mærkeligt! Han var vel forfanden da stadigvæk menneske ? prøvede han at manipulere med ham? Han havde både arme, ben, krop og et hovedet og en mund der talte underligt. Så han måtte da være et menneske? For mennesker så da ud som ham og som Micah. Han rystede på hovedet og sagde " Du er altså stadigvæk menneske, du har et menneske krop? Du måske bare bindegal!" sagde han og så på ham! For det måtte han da være hvis han ikk engang selv vidste at han var et menneske! Malte rystede på hovedet, det her var simpehel for mærkeligt. Han fattede ikke en meter af det her!

resten af mavens indhold, som Malte var helt sikker på var tom, vendte sig nu alligevel i hans mave, som Micah samlede de sidste dråber med blod fra hagen med fingeren, det var virkelig ulækkert! Hvordan kunne han få sig selv til det der, amen det var virkelig ulækkert! Han valgte at lukke øjnene og kigge væk, han havde kvalme, men prøvede at få styr på det, han mærkede godt sulten ramme ham endnu mere nu, særligt efter han havde kastet op, han begyndte at blive dårlig, og så på ham, " Kan jeg ikke få noget mad?" spurgte han stille og så bedende på Micah, han var virkelig som i virkelig sulten. Håbet om at få lov at spise alt det han kunne og at maden var lækker fyldte hans hoved og hans tanker.

Nu kom spørgsmålet, om han overhovedet vidste noget om vampyrer? Han så på ham og lignede et spørgsmålstegn. " nej desværre" sagde han og begyndte at føle sig dum? Burde han vide noget om dem? Han kiggede kort rundt inden blikket landede på ham igen, " Øhm burde jeg vide det?" spurgte han en anelse kækt, selvom det ikke havde været hans mening at være kæk.

Malte rykkede lidt på sig, for at sidde bedre, men som Micah forklarede tingene som han gjorde, blev han forbavset og det resulterede at han fik lænet sig alt for meget bagover og endte med at vælte bagover og vælte ned af puffen, og lande på gulvet. Han kom hurtigt på benene og blev helt rød i hovedet " Jeg er okay!" sagde han og klødede sig i nakken, han satte sig og så på ham, overvejede kraftigt sine ord, han havde så mange spørgsmål, at han ikke engang kunne finde ud af hvor han skulle starte, mest fordi han virkelig ikke forstod det. " Jeg forstå det virkelig ikke? så du har været menneske men er vampyr nu? Det kan man da ikke? kan man?" han kløede sig i nakken og lignede en der bare ikke fattede en meter.

Micah smilede og rystede let på hovedet. Så uvidende! Han mindedes ikke selv at have været så uvidende om vampyrer dengang Marcus fandt ham... Han havde da lyttet lidt mere efter historierne... "Hvis jeg er noget som helst der minder om et menneske, så er jeg et der er dødt for derefter at genopstå som dette." sagde han helt roligt, med et svagt smil over læberne. "Der er mange væsner der ligner mennesker. Dæmoner, engle... Du kan ikke bare stole på at udseendet fortæller dig omman er menneske eller ej." forklarede han stille og roligt, før han lagde hovedet let på skrå af Malte's reaktion til at han lige slikkede det sidste blod væk - og af spørgsmålet bagefter, der fik ham til at sukke. "Fint, fint..." Micah drejede hovedet, og knipsede en enkelt gang. En som Malte ikke havde set før, den tredie og sidste slave - endnu en mand - kom gående ind, omend hans gang virkede lidt mere... Klodset end de andres? Micah sagde ikke engang noget til ham, fik bare øjenkontakt med ham, hvorefter manden vendte sig om og gik ud mod køkkenet. Det var nu meget praktisk at Micah havde været hurtig nok, da manden var ved at dø af et hjerteanfald, til at nå at lave ham om til et ghoul, nu han havde været en jomfru.

"Maden er på vej." sagde han så blot, og lænede sig tilbage i stolen igen, som hans blik røg tilbage på Malte. "Så du har ikke hørt særlig mange af myterne, kan jeg forstå... Hvad, du ved kun at vi angriber mennesker, eller hvad?" spurgte han, som han lagde det ene ben over det andet. "Jeg kan i alt fald høre jeg da bliver nødt til at forklare meget for dig, nu du ikke engang ved at man starter ud som noget andet..." han sukkede let og strøg en hånd igennem sit hår som han gjorde sig klar til at forklare det allervigtigste. "Hør godt efter." sagd ehan så, lige som manden - ghoulet - kom tilbage, igen i let klodset gangart, som han satte en platte ned på bordet ved siden af Malte. Der var en rimelig normal okse suppe med en del rodfrugter i, og brød og øl til at drikke, mens Micah fik et glas af hvad der lignede vin, men jo nok ikke var det - eller kun halvt, i al fald. Det lugtede mere af vin end af blod.

"Ingen bliver født som vampyr." startede han, som han tog en tår. "Alle starter ud som andet - menneske, dæmon, sirene, ja... Så vidt jeg ved kan langt de fleste blive til vampyrer. Som forvandlingen tager afsted dør den gamle krop og bliver bragt tilbage af blodet som en vampyr. Som du allerede har opdaget er vi meget stærke, meget hurtige - og det bliver vi kun mer eog mere med alderen. Jeg var 26 da jeg blev forvandlet, og har nu levet sådan her i cirka hundrede år."

At han intet vidste omkring de forskellige racer og væsner der fandtes begyndt at gå ham på, så der fandtes andet end mennesker? Han havde godt nok hørt om at folk havde fortalt om de forskellige ting, særligt nogen der truede ham med disse væsner ,men han havde blot skubbet det væk og bare tænkt at de kun har sagt det for at gøre ham bange, han troede ikke på det. " jeg føler mig virkelig dum" sagde han og så på ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre til dette.

Dog smilede han stort som han fik serveret noget mad han tog skålen med suppen, op i hånden og satte sig på puffen igen, han lyttede opmærksom på hvad Micah fortalte ham, mens hans spiste, det var rart at få noget mad i maven, han spiste dog langsomt for at sørge for at blive ordenlig pænt. " jeg har hørt nogen true mig med at de vil sende væsner efter mig, men har altid bare troet det var for at skramme mig? og at det ikke var sandt? Men Myter? nej jeg har ingen myter hørt, der er ikke ret mange som har lyst til at fortælle mig noget som helst, eller i det hele taget bruge ret meget tid på at snakke med mig" sagde han og tog brødet og dyppet det ned i suppen og tog en bid af det. " Det ville være rart hvis du ville fortælle" sagde han stille og så på ham med et lille smil.

Som Micah var begyndt at fortælle, lyttede Malte opmærksomt, det var alligevel lidt skræmmende der han fik afvide, men det gav ham viden om ting han ikke vidste noget om. På intet tidspunkt afbryd han Micah, det var nu ret spændende det som han fortalte. Han sad stille og spiste sin mad, tog et par tåre øl ind i mellem, det var en god øl! Han kunne godt lide øl! Han hadede vand! som i virkelig meget!

Da Micah var færdig med at fortælle, var det tydeligt at Malte sulgte tingene som han havde fået fortalt. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men valgte at sige " Nu giver det hele mening" Sagde han og smilede til Micah. Han kiggede ned i skålen, og sukkede stille, der var kun grønsagerne/rodfrugterne tilbage, det var ikke det han elskede aller mest, men valgte at spise dem. Efter at have spist den forholdvis store portion, mærkede han mætheden ,det var dejligt at være mæt, og ikke skulle tænke over at skaffe mere mad denne nat.

Dog så han op og så på Micah, det var tydeligt der var noget han ikke forstod, og valgte derfor at spørge, " Men hvorfor blev du forvandlet?, havde du også stjålet fra en vampyr?" spurgte han nysgerrigt.

Micah trak let på skuldrene af hans første kommentar - det var vel egentligt forståeligt nok, når knægten bare havde levet på gaden. Ikke at Micah vidste så meget om det, men de talte vel måske ikke for meget om det for ikke at rende rundt og være bange konstant for om en eller anden dæmon, et skyggevæsen, elleren vampyr som ham selv skulle lure lige rundt om hjørnet for at tage dem? Som det nok egentligt tiere var tilfældet end ikke, i al fald med den ekstremthøje dødelighedsrate der var i de fattige slum. Der var jo ingen til at passe på dem dernede, det var derfor det var så nemt at finde bytte der, nemt at undgå at folk så mordet - og ingen bekymrede sig alligevel om hvor mange der døde i de slum. Ingen ville savne dem der boede der.

Og han kunne jo så høre at folk generelt ikke havde talt til knægten her, så han havde haft endnu mindre mulighed for at lære om andre væsner end mennesker. Nuvel, så måtte han jo vel bare fortælle ham det allervigtigste - hvad han mente var det vigtigste, i al fald. Man behøvede jo ikke fortælle knægten om alt. Blot nok til at stille hans nysgerrighed. Han observerede stille og roligt Malte som han begyndte at spise, mens Micah stille og roligt begyndte at fortælle ham om lige umiddelbart det vigtigste ved vampyrerne.

Det var da også godt at se at han lyttede godt efter, og at høre han forstod tingene lidt bedre nu. Det fik smiletpå Micah's læber til at vokse lidt, før han tog endnu en tår af vinglasset, som drengen fik spist sine grøntsager. Han sukkede let som han nu blev spurgt ind til hvorfor han selv var blevet forvandlet - han vidste ikke helt hvorfor, da Marcus ikke var blevet ved ham, men havd eladet ham lære de fleste ting selv - dog havde han en svag fornemmelse af hvorfor han var blevet valgt. "Nej, det havde jeg ikke. Jeg var selv slave fra... Ja, næsten så længe tilbage jeg kan huske." han havde svage glimt i sin hukommelse af sine forældre - mest kraftigt det glimt af hvordan de havde solgt ham til højestbydende for selv at få råd til mad.

"Jeg skiftede hænder utroligt mange gange. Indtil han fandt mig, og købte mig. Han kunne vel se noget specielt i mig som andre ikke kunne," sagde han så og trak på skuldrene. "Han havde mig ikke særlig længe før han gjorde det, i al fald. For at han så bare overlod mig til mig selv. Det var dog fint nok... Jeg fik da taget min hævn på alle dem der havde gjort mig ondt i løbet af årene," og det smil der nu kort flakkede over hans læber var nok en del sadistisk, som han tænkte på de mange smertensskrig og bønner om nåde, han havde hørt før han slog sine gamle mestre ihjel og mæskede sig i deres blod.

at ikke at vide noget om de forskellige væsner der fandtes ud over menneskerne, var nu alligevel rart, for så skulle han jo ikke tage stilling til det! Men nu var det desværre sådan at manden han sad overfor ikke længere var mennekse men vampyr! Og at han ingen jordisk chance havde for at flygte fra ham! Hvilket Malte jo trosalt havde prøvet uden held.

Faktisk var det rart at få afvide de ting han fik, af Micah. Det var stadigvæk underligt og mærkeligt oppe i hans hoved, men det gav mening for ham, eller gjorde det? Han kunne ikke helt finde ud af det! Men valgte blot at lade være med at stille spørgsmål til det yderligere. At Micah fortalte at han selv havde været slave, og havde været solgt til flere undervejs, gjorde faktisk ondt på Malte, sådan virkelig, han ønskede for alle i verden ikke at folk skulle leve på gaden eller leve som slave. Det var ikke noget liv, i hverfald ikke noget at prale af. Men nu sad han jo trosalt her, og selv var blev gjort til slave, mere eller mindre med hans egen sammentykke fordi han ikke ville miste livet. " Men hvorfor var du slave? Havde du ingen familie?" spurgte han stille og meget forsigtigt, han vidste ikke om det var et spørgsmål der var tilladt at stille så han gjorde det meget forsigtigt.

At han havde taget hævn, på alle dem der havde gjort ham ondt i løbet af årene gjorde Malte en anelse usikker, ville han os gøre ham ondt, for at have forsøgt at stjæle fra ham? Hvis han ikke allerede havde gjort det, han ville sent glemme den mavepuster han fik som bare smed alt luften ud af ham. Det havde været første gang han havde fået sådan en mavepuster, hvilket også ville være noget han sent ville glemme! " Men hvis du selv har været slave, hvorfor holder du så selv slave? går du ikke ind for at man skal have et frit liv? Altså være imod slaver? Det ville jo være det nemmeste og bedste?" sagde han og så på ham, han tænkte, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og det var som om et lys gik op for ham, han smilede over hele ansigtet og sagde " Jeg har en mega god ide!" sagde han og rejste sig fra puffen og snorrede rundt om sig selv og smilende sagde " du har fanget mig, fordi du vil have mine hjælp, til at redde andre slaver? og gøre det forbudt, men for at du ikke bliver opdaget har du nogen der leger slaver for dig, sådan at du ikke bliver mistænkt for det?" sagde han og så på ham som han gik frem og tilbage foran Micah.