Dette kan meget vel blive det sidste du gør!

Micah's blik havde gledet lidt væk igen, hen til hans glas, som han stille og roligt fortalte knægten de forskellige ting. Han så dog hurtigt de bittesmå bevægelser, uroligheden i menenskets krop, han vidste tydede på han ikke var helt sikker på om han skulle sige det han sagde nu - men så kom spørgsmålet, og i bund og grund kunne Micah vel godt forstå han var nervøs for at stille det, siden det var et meget personligt spørgsmål. For de fleste, altså. Micah selv havde lagt det meste af alt det bag sig og koncentrerede sig om nuet istedet. Meget nemmere, og meget mere nyttigt.

"Ingen familie? Åh jo, jeg havde skam en." et bittert smil gled over hans ansigt, før han så over på Malte igen. "Det var dem der solgte mig til højestbydende. Mine forældre, altså." sagde han så, hvorefter han sad blot og kigged epå Malte lidt, afventede hans reaktion. Sådan som familier var ment til at være, så havde Micah's jo været det komplet modsatte. Det var dem der havde svigtet ham mest af alle, så han troede heller ikke rigtig på det der folk sagd emed at man da havde brug for sin familie. Hans havde i alt fald ikke haft brug for ham, så hvorfor skulle han have haft brug for dem.

Da Malte så spurgte om han ikke egentligt var imod slaver, skulle han til at sige noget, men lod knægten fortsætte, som han kom med sin egen komplet absurde idé om hvorfor Micah havde slaver. Virkelig? Et eller andet dumt komplot for i virkeligheden at frigive slaver? Det var noget af det dummeste og mest komiske han i sit liv havde hørt. Virkelig. Førhan vidste af det brød han pludselig ud i en latter. Det gav et sæt i de to slaver der stod i den anden ende af rummet, som om de kun kædede hans latter sammen med noget dårligt og forventede slag ligeså snart de hørte det - hvilket heller ikke var langt fra sandheden. Det var trods alt sjældent han grinede af andet end andres smerte og modgang.

"Være imod slaveri? Mig? Det er nok noget af det mest latterlige jeg nogensinde har hørt!" udbrød han, stadig grinende. Han mistede helt kontrollen over det grin som det absurde i den idé virkelig trængte igennem til ham. Hvordan kunne nogen som helst, der havde kendt ham i mere end en halv time, tro han nogensinde ville være imod det? Det kunne godt være han selv havde været slave engang, men det betød ikke han havde empati for dem eller nogen som helst andre. "Sæt dig ned før du får flere dumme idéer," sagde han så endelig, som han tørrede en lattertåre væk, og fik styr på sig selv igen, hvorefter han rullede med øjnene. "Bare fordi jeg selv var slave engang, betyder det da absolut ikke at jeg føler med nogen af jer. Jeg behandler jer trods alt bedre end jeg nogensinde selv blev. I burde prise jer lykkelige. Uden mig ville I stadig være på gaden og selv skulle finde mad hver evig eneste dag, og aldrig vide om I havde et sted at sove når natten bliver kold."

Blikket i Maltes øjne viste tydeligt tegn på at han blev ked af det på Micahs vejne at hans forældre havde kunne finde på at gøre som de havde gjort, altså solgt ham som slave, da han var barn. Det gjorde virkelig ondt på ham, så meget at det skar i hans hjerte, men han kendte ikke til det, i hverfald ikke det med at være solgt som slave af sine forældre, nej han var selv blot bare blevet lagt på gaden til at skulle klare sig selv. Han havde haft muligheden, ville han gøre alt han kunne for at sådanne ting ikke skulle ske for andre børn, men han var jo trosalt bare en gadedreng og horeunge. Hvorfor folk så så meget ned på sådan en som Malte havde han aldrig forstået, det var jo ikke fordi det var ham det havde bestemt at han ville til verden. ”Det jeg ked af, jeg synes ikke sådan noget er fair” sagde han blot stille, han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.

At Micah pludseligt brød ud i en høj latter, løb det koldt ned af Maltes ryg, det var ikke lige frem fordi det var en dejlig latter! Han så undskyldende på Micah, han kunne godt se at hans forestilling som han havde fået oppe i hovedet var langt forkert! Han var jo på ingen måde ude på at ville hjælpe slaver eller var i mod slaveri, det var ret tydeligt. Dog valgte han at sætte sig ned i skrædderstilling på puffen, han kiggede blot ned på sine beskidte hænder.

Orderne som kom fra Micah gjorde virkelig ondt på ham indeni, hvordan kunne man være sådan? Hvordan kunne man være så ligeglad med folk? At man bare tvang dem til at være slaver? Ja der var mange ting han på ingen måde forstod eller ville komme til at forstå, det var en ting der var helt sikkert. Han valgte ikke at svare ham, for hvad skulle han svare? Han vidste det ikke, så han valgte at forhold sig i stilhed.

Men alligevel var der en del tanker som kørte rundt oppe i hans hoved, han havde svært ved at finde hoved og hale i tingene, sådan virkelig meget ! ” Jeg stikker af i morgen, uden han opdager det” mumlede Malte for sig selv, egentligt skulle det blot havde været en tanke der ikke skulle siges højt, men han han mumlede den, så han ville nok ikke kunne høre den. Det kunne vel ikke være så svært at stikke af om dagen? Måske han kunne hjælpe nogen af de andre slaver til at komme væk? Måske han kunne finde hjælp, til at få dem befriet!.

Micah lagde da godt mærke til det blik der. Medfølelse. Empati. Urgh. Unødvendige ting - på sin vis var han glad for der var sket alle de ting i hans fortid, ellers var han jo aldrig nået til hvor han var nu, var aldrig blevet så stærk... Marcus havde nok aldrig funde tham,og han havde været død for længst. Så alt i alt var det en rimelig god vej tingene var gået, mente han selv. Måske var det endnu en grund til han ikke havde noget som helst imod at have slaver selv- han vidste hvor meget godt det havde gjort for ham selv, måske mente han også inderst inde det kunne gøre noget godt for hans egne slaver? Det var i alt fald ikke det der bevidst var hans intention, men man vidst ejo aldrig hvad underbevidstheden havde at sige.

Han sukkede og rullede let med øjnene. "Lad være. Det er ikke noget at være ked af. Det har trods alt ført mig hertil - og jeg har aldrig nogensinde haft det bedre. Nogle gange har man brug for at blive knækket for at hele og blive stærkere end man var før." sagde han så og så hen på Malte med et sukkersødt smil. Han skulle nok få knækket knægten inden længe. Så impulsivt som det havde været at tage ham som sin slave, så havde han alligevel allerede flere mulige planer i hovedet for ham - fremtiden måtte vise hvilken en det blev der vandt.

Han lænede sig tilbage i stolen for at slappe lidt af igen, da han tydeligt hørteMalte's mumlen, og hans øjne gled med det samme tilbage til mennesket. "Normalt give rjeg aldrig folk gode råd - men det vil jeg denne ene gang. Det er en meget dårlig idé du har fået dig, der. Og du burde allerede have lært at jeg ikke har noget nær så dårlig hørelse som et alment menneske har." han fastholdt Malte's blik nogle sekunder før han igen lænede sig tilbage og tog en dyb, rolig indånding. "Spurv. Høg." sagde han så, og kvinden og den unge mand i hjørnet kiggede med det samme over på ham. "Hvis han prøver på noget, så ved I hvad I skal. Og I kender konsekvensen hvis I skulle fejle." kvinden sank en klump, nikkede, og nejede let - og manden bukkede lavt. "Ja, Hr Snow..." sagde Spurv så i et lavt, tydeligt underdanigt toneleje. Micah, der lod til at være tilfreds med det svar, tog endnu en tår fra sit glas før han stillede det på bordet igen.

Malte så på ham, ja han havde haft medfølelse og empati, hvem ville ikke have det, hvis man selv vidste hvordan det var at have en lorte barndom? Okay Micha havde jo trosalt ikke boet på gaden, men var blevet solgt som slave, det var jo visse områder langt værre end Malte, men tja det var vel i bund og grund det samme, var det ikke ? Han vidste det ikke, for han gik ikke op i det normalt, han sørgede bare selv for at kunne overleve!. ” Okay” sagde han blot, hvad fanden skulle han ellers sige, ”Jeg tror bare vi godt kunne blive gode venner, vi har begge haft et lorte liv eller rettere lorte banrdom, sagde han og valgte at stoppe sig selv, forfanden Malte! Han prøvede virkelig ikke at bande højt over sig selv! Han skulle bare ikke have medynk! Han havde jo bare ikke på nogen måde været sød over for ham!.

Som han så han lænede sig tilbage i stolen, og svarede Malte, blev han mega panisk et øjeblik, forfanden! Han havde fået sagt sine tanker højt! Eller i hverfald mumlet dem! Men han havde jo for fanden ikke lige tænkt over han havde mega super hørsel! Han nåede ikke at svare for at han forsatte med at tale, han kiggede over på de personer som han åbenbart snakkede til, han rystede på hovedet til ham. ” tja, det bliver ikke noget problem, jeg har for resten en aftale med en ven! Såååå jeg tænker jeg bare kommer tilbage i morgen, jeg skal altså gå nu!” sagde han og så på Micah og valgte blot at prøve at være iskold som han gik forbi ham for at gå mod hoveddøren. Han øgede tampoet til løb fordi han nærmest gik i panik, han håbede han kunne nå ud til hoveddøren og der efter ud af huset og væk! Han skulle blot have fat i en af vagterne der var da de gik ind i bolig området, de måtte kunne hjælpe ham.

... Okay, blev knægten virkelig bare ved med at sige sine tanker højt i stedet for at holde dem for sig selv? Hvor dum og naiv, godtroende kunne han lige være? Det skulle han nok få slået ud af ham før eller senere. Præcis som han havde gjort med Spurv og Høg… Og manden der nu var hans ghoul. Han kunne ikke engang huske hvad han havde kaldt ham før. Men det var også ligegyldigt - så snart han var blevet til et ghoul havde han ikke haft brug for et navn, siden han trods alt parerede Micah’s mindste ordre uden der nogensinde skulle siges et navn for at få ham til at lytte efter. En tankeløs slave - det var jo perfekt. Og det med at det var en udød? Ja, det rørte da selvfølgelig ikke Micah det mindste. Han var trods alt også selv udød, nu, og havde været det i de her godt og vel 100 år.

Micah’s blik gled langsomt over på Malte som han talte igen, og det samme modbydelige smil som mennesket havde set i gyden da han tvang ham til at indvillige i at være hans slave, dukkede op på hans læber endnu en gang. Malte nåede ikke at gå meget længere end forbi Micah’s stol, før både Spurv og Høg bevægede på sig. Ingen af dem havde lyst til den tortur de vidste der ventede hvis Malte undslap efter en så direkte ordre som de lige havde fået, så mens Malte’s fokus lod til mest at hvile på om Micah løb efter ham, så var de begge to sprintet i fuld fart hen mod døren. Høg ankom der først, og stillede sig op for at spærre for døren, mens Spurv spænede efter Malte og så snart hun kunne, tog et fast greb kraven af Malte’s trøje. Micah nynnede lavt for sig selv, tydeligtvis tilfreds med deres arbejde. Hvorfor selv gøre noget når de begge var større, ældre end Malte, og derfor nemt ville kunne holde på ham?

Han drak det sidste i sit glas før han rejste sig og rettede på sit tøj, som han gik hen mod dem. Høg havd enu også bevæget sig fra døren igen, for at tage fat i Malte’s arme og tvinge dem om bag på hans ryg, mindske hans bevægelsesfrihed. Micah standsede først op da han var helt foran dem, og gik let ned i knæ så han kunne se Malte ind i øjnene. “Glem alt det der om frihed. Den får du ikke bare lige tilbage igen. Det vil være så meget nemmere for dig hvis du bare retter dig ind. Jeg havde tænkt mig at give dig dit eget rum… Men det her lille trick?” han sukkede og rystede let på hovedet. “Det betyder du ikke får det lige med det samme. Du er ikke til at stole på endnu… Hvis du viser dig som en god lille dreng i fremtiden kan det være du får et værelse. Men indtil da…” han rettede sig op igen og begyndte at gå hen til et andet rum. Uden videre begyndte Høg at skubbe Malte afsted foran sig, efter Micah.

Snart ankom de til en trappe der førte ned i kælderen. Dernede tændte Spurv for lysene, så de andre også kunne se, og ikke kun Micah. Lugten af blod hang tungt i luften hernede, og det kunne snildt ses hvorfor - i den ene ende af dette store, aflange rum var der gammelt blod hist og her som selv den hårdeste skrubning ikke havde fået bugt med. Og så var der hvad der lignede små fangeceller. Malte blev ført hen til en af disse, som Micah låste op. “Du kunne have fået en komfortabel seng… Men nu du skulle være så trodsig…” han tog nu selv fat i Malte, og Høg gav slip på ham. Micah skubbed eham uden videre ind i den ene celle, hvori der intet andet var end et hul i jorden i det ene hjørne, og en tynd strå madras i et andet, med et tyndt, slidt tæppe. Han lukkede og låste tremmedøren dertil, og smilede skævt til ham. Tremmerne havde kun fem centimeter mellem sig, så der var ingen mulighed for at selv så tynd en knægt som Malte kunne komme ud igennem dem.

Fokusede lå på at Micah ville prøve at fange ham! Han havde glemt alt om alle andre der var i huset, for de gjorde ham vel ikke noget? Hvis de var slaver lige som ham? Ville de så ikke også have frihed? Mere nåede han ikke at tænke over mens han forsøgte at komme afsted, da der blev taget en bestemt og fast greb i hans krave på hans trøje, han spjættede en del, mest for at komme fri.

Hvorfor holde de ham! Hvorfor hjalp de ham ikke! Han var jo trosalt bare en dreng, en gade dreng godt nok, men alligevel, ” Slip mig så!” sagde han mens han kæmpede for at komme fri, men intet hjalp som manden kom hen til ham og greb hans arme og tvang dem om bag på ryggen af ham, gjorde det virkelig ondt! Han var ret stærkt, ja Malte var en svans, det var der vidst ingen tvivl om. Han stoppede med at gøre modstand, for smerterne var for voldsomme. ” Det gør ondt” sagde han stille.

Bliket var slået ned i gulvet, nærmest helt panisk, for hvad der skulle ske, da Micah var kommet hen til ham var gået let i knæ for at kunne se ham i øjnene, kiggede Malte ham tilbage i øjnene, det var tydeligt at se på ham at han ikke var tryg ved dette. Malte svarede ham ikke, en lille tåre forlod hans ene øjenkrog, han kunne ikke fjerne den da han ikke kunne få sine hænder fri. ” undskyld” sagde han stille og slog endnu engang blikket ned i gulvet. Han forsøgte ikke på modstand eller at komme fri.

Malte var tavs, sådan virkelig, den eneste lyd der kom fra Malte var et ømt smerte støn som Høg skubbede ham afsted foran sig, mens han stadigvæk holde fast i Malte. Hvor skulle de hen? Hvad skulle der ske med ham? Ville han blive dræbt? Han overvjede kort flugt vejene, men stoppede sig selv sine tanker! Han skulle ikke prøve på noget! Nope! Han var nødtil at forholde sig i ro! Han skulle ikke gøre det værrere end det var!

Lugten af blod der var i kælderen, fik nærmest Maltes mave til at vende sig! Det lykkes ham dog ret godt at holde det mad han havde fået nede i maven. Han stod foran døren, som blev låst op! Nej nej nej nej! De ville låse ham inde, han gik i panik indeni, han var ikke god til at være låst inde! ” Nej nej, de må ikke låse mig inde” bønfaldte Malte som Micah greb fat i ham, skubbet ind i den ene celle var lidt hårdere end ventet, og det betød at Malte faldt ned på knæ og hænder. ” undskyld, jeg beder dem, hver sød ikke at låse mig inde” Sagde han og kom på benene som døren blev lukket og låst, han gik hen til døren og mærkede tårerne trille. Han ville kunne se på ham at han var i panik og Micah ville kunne høre det på hans hjertebanken.

TIME SPRING
Efter at være blevet efterladt ene og alene i en helt mørk celle i en kælder, bryd Malte sammen, han satte sig op af væggen han havde famlet sig frem til, benene blev bukket og armene lagt omkring knæene, han græd og græd. Malte var bange, for der var intet lys, ingen mulighed for at komme ud, han vidste ikke om han overhovedet ville få noget mad, eller nogen sinde se solen igen.
Det var svært at vide hvad tid på dagen det var, som Malte var vågnet efter at havde sovet, han rejste sig og gik over til døren, han prøvede at ruske i den, men lige lidt hjalp det. Der var ingen mulighed for at komme ud her fra medmindre der blev låst op. Ikke længe efter kom en person ned i kælderen, han kunne høre det var en kvinde, da der blev hostet kort. Han gik hen til døren, ” Vil du hjælpe mig?” spurgte han bedende, men ingen svar, døren blev kort låst op og der blev sat noget på gulvet, Malte nåede at kigge ned som kvinden havde et lys i hånden for at kunne vise Malte at det var mad. Han så på hende men sagde ikke noget, valgte blot at tage servicen og famle sig over til sin madress.

Hvor lang tid Malte havde siddet i denne celle i alt, vidste han ikke! Men i hverfald mere end en dag, det var noget han var helt sikker på, han havde været der i godt 3 dage, hvor der kun var blevet sat mad ind til ham og tæmt en nat potte han brugte som toilet!

Han lå på madressen og halv sov, øjnene gled mere og mere i, indtil han hørte tunge skridt ude på gangen, han valgte dog at blive liggende, han havde opgivet håbet om at komme ud af denne celle, og håbet om at blive fri! Han ville gerne ud her fra, vise at denne straf ikke bare var ”sjov” men at det nok havde knækket ham en smule hvis ikke mere end blot en smule.

Micah’s smil var blot blevet større som han så Høg trofast tage fat i knægten. Han skulle ikke bare sådan tro han kunne undslippe - eller at Spurv og Høg ville hjælpe ham, heller. Absolut ikke. De vidste hvad der skete hvis man var ulydig som Malte her, og de vidste også godt hvad der skete når de gjorde som Micah forventede. De vidste der ville være en lille belønning senere i nat for at have hjulpet med at holde Malte tilbage og forhindre ham i at flygte.

“Selvfølgelig gør det ondt. Tror du man bliver belønnet for at være ulydig? Nej. Man bliver straffet.” sagde Micah roligt som han var på hug der foran Malte og så ham ind i øjnene. Hans smil var blevet en hel del mere sadistisk her. “Og du… Du har været meget ulydig.” han rejste sig stille op igen som de gik ned i kælderen og han komplet ignorerede de små lyde af smerte der kom fra mennesket. Han rullede let øjnene da Malte begyndte at tigge og be ham om ikke at låse ham inde. Som om det ville ændre den mindste smule på hans beslutning! Nej, den var truffet. Knægten ville ikke lære noget hvis han ikke blev straffet når han gjorde noget forkert. Præcis som det havde været med Spurv og Høg. “Nu må vi se hvordan du har det når vi ses igen…” sagde han blot, stille og roligt, som han gennede Spurv og Høg op igen før han selv fulgte efter og lukkede dørene for at efterlade Malte i totalt mørke. Den paniske vejrtrækning og hjertebanken… Det var så dejligt at høre på. Det skulle nok blive godt at se hvor meget det her ville knække ham.

///////////////////////////////////////////////

Det var nu næsten tre døgn senere. Micah havde ca. tre gange om dagen sendt enten Spurv eller Høg ned med mad til Malte, men strikse instrukser om at de kun fik et lys med til selv at se hvor de gik - de skulle give malte så lidt lys som muligt. Blot placere maden og så med det samme gå igen. Og det havde de så gjort. De havde begge ignoreret alt hvad Malte måtte have sagt til dem. For at udvise omsorg for ham ville betyde at de selv blev straffet. Og det var der ingen af dem der ønskede. Hvis man kiggede godt efter ville man godt kunne se på dem hvad der også var sket et par gange de virkelig havde været ulydige - begge havde ar fra bid omkring hals og kraveben.

Men nu var det vist ved at være tid til at lukke Malte ud. Spurv og Høg var i gang med nogle af de sidste daglige gøremål i huset, af forskellig rengøring og madlavning, og Micah var næsten lige vågnet - solen var gået ned for godt og vel en halv times tid siden. Han rejste sig op og strakte sig let, og smilede for sig selv. Nu skulle han ned og se med egne øjne hvordan det stod til med knægten. Han rejste sig derfor op og kom i tøjet, denne gang nogle simple sorte hørbukser og en sort bluse af bomuld. Siden han ikke skulle ud for en dør endnu bekymrede han sig ikke om sko eller lignende, og gik barfodet ned af trappen til stuen, hvor han blev mødt af Spurv, der stod klar med et glas blod til ham.

Han smilede let og takkede hende hvorefter han tog imod glasset. Hun nejede og gik tilbage til køkkenet, som han tog en tår og begyndte at slentre over til døren, der førte til trappen der gik ned til kælderen. Modsat de andre tog han ikke et lys med sig - han kunne trods alt se fint i mørke, nu det var en af bonusserne ved at være en vampyr. Han lukkede døren efter sig så det stadig ville være komplet sort hernede for Malte, som han tog endnu en tår af glasset og gik ned af trappen.

Efter lidt tid var han nået hen til foran tremmerne der var for den lille celle Malte var i, og kiggede ned på ham. Helt krøbet sammen… Reagerede nærmest ikke på at han var der. Ooh. Hvor dejligt. Det havde måske knækket ham endnu mere end han havde håbet på. Han smilede som han selv gik ned på knæ,for at se nærmere på ham. De røde rander under øjnene der var bevis på de mange tårer der var røget ned af de små kinder. Skønt.

“Har man så lært noget af det her?” sagde han så endelig. Han havde været fuldkommen stille som han havde gået det sidste stykke fra trappen herhen, så det var meget muligt Malte ville få sig et lille chok af pludselig at høre ham tale. Nu ikke at han bekymrede sig så meget om det.