Maybe I'm the one who's lost? - Malte (fortidsemne)

T: omkring kl. 4 om natten
S. Gyderne i Rotten Root
V: mild sommernat, vindstille og lunt
O: masser af børn og tiggere, samt fulde mænd.
P: Sorte bukser, brune lange støvler, en grå skjorte og en sort kappe over. Håret og makeup som på avatar.

Klokken var mange, og menneskene var allerede begyndt at gå hjem. Fulde mænd fyldte gaderne, kom med tilråb og latterlige kommentarer. Det var ikke noget hun ikke var vant til, men det var stadig latterligt.
Iført en kappe, med Seans våbenskjold på - et våbenskjold hun i tidernes morgen havde designet for ham - og hætten trukket op over hovedet, bevægede hun sig gennem gyderne i Rotten Roots distrikt. Hvorfor var hun der nu - var hun på jagt? Ja - jagt var et passende ord for nattens begivenheder. Hun søgte, søgte efter noget hun havde mistet for snart 17 år siden. I årenes løb havde hun mange gange tænkt på at finde ham - men hvor skulle hun lede? Hvor skulle hun begynde!?
Horeungen havde været det første brugbare hun havde haft i lang tid. En dreng, på alder med ham hun ledte efter. Måske kendte han ham? At håbe på at det faktisk VAR ham, ville være for meget at drømme om. Og hvad hvis han slet ikke ville se hende? Hvad hvis han hadede hende? Han kendte ikke historien, han vidste ikke hvad der var sket... Og uanset, var fortiden så en undskyldning...?
Hun så sig omkring, opgivende. Alle sultne børn samlede sig jo her. Der var over et dusin, og de lignede alle hinanden. Hun kendte ikke drengens navn - men hun havde engang hørt noget om en dreng der hed [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som havde lignet hende engang.  Det eneste hun havde, havde været en melodi hun havde nynnet for ham ganske kort forinden han blev taget fra hende - men den ville han næppe kunne huske. Hun havde selv ændret sig utallige gange siden hans fødsel, så han ville på ingen måde kunne genkende hende heller. Et søge efter ham, var som at søge efter en nål i en bunke af nåle, som ikke ville findes.
Alligevel prøvede hun at nynne melodien, mens hun gik rundt i gyderne. Hun kom aldrig tomhændet til gyderne - hun havde altid brød, frugt og vand med sig - i dag var ingen undtagelse. Bag hende gik en tjenestepige, som havde en kurv med sig. Hvert barn de mødte fik vand, brød og frugt - nogle gange havde hun også tøj med, men i denne milde sommernat var det ikke nødvendigt. Havde hun mon nogensinde givet sig egen søn brød, uden at vide at det var ham? Levede han virkelig på gaden - når hans familie havde haft sådanne et godt liv? havde de berøvet ham alt?
Hun bed sammen, og havde hun kunnet, så havde hun fældet en tåre. Hun nynnede videre, mens hun gik, i håbet om at én eller anden dreng ville genkende den. Desværre, så var hun ved at opgive håbet. Om to år ville drengen være 18, og voksen. Hvad kan man så bruge en mor til?...

Viden om at et sted derude var hans forældre? De var vel ikke døde? Han vidste det ikke, men han vidste at han var en horeunge unge, en uægte søn, så hans mor måtte jo havde været sammen med en anden mand end hendes mand? Det var ikke til at vide, men et sted var han begyndt at savne det? savne hvad? ja det kunne han ikke svare på, for han havde jo ikke aldrig haft en familie, han havde aldrig kendt sine forældre, han havde bare set hvordan andre børn med deres forældre havde en familie og et godt liv.

Som årerne var gået, var Malte selv begyndt at prøve at finde sin mor eller far for den sags skyld men ingen ville hjælpe ham! Eller var det fordi de ikke kendte til hans forældre? Der var bare så mange spørgsmål, som hele tiden farede rundt i hans hoved. For han kunne faktisk på ingen måde finde ud af hvad det var han savnede!

Denne nat, havde Malte brugt for at finde noget at spise og et sted at sove, ikke at han havde sit skjule sted for det havde han, men han kunne ikke bruge det hver nat, for så ville det ende med at blive fundet og så mistede han det! Men fordi det var det bedste sted han havde, valgte han kun at bruge det indimellem. Der var afstand fra ham og til de andre gadebørn, der var ikke mange der ville tale med ham, hvilket han ikke forstod, for han var jo gadedreng lige som dem?.

Han sad på en stor sten som en kvinde kom gående forbi ham, hun havde en ung pige gående bag sig med et kurv, kvinden var altid så sød og rar, han havde fået mad af hende før, men de havde aldrig rigtigt talt mere sammen end " tak " og " det var så lidt " og sådan. Maven rumlede, han havde været på "flugt" det meste af dagen, for han havde forsøgt at stjæle fra en af slagterne, men det var ikke gået helt godt.

Kvinden nynnede en melodi, han havde hørt den før, også de andre gange han havde mødt hende, men der var noget særligt over den! hvad det vidste han ikke, han kunne ikke forklare det, men han elskede melodien. Han rejste sig fra stenen for at komme over til hende, " Har du lidt til mig også?" Spurgte han, Malte havde et blåt øje, faktisk ret voldsomt, det havde været mødet med slagterens næve tidligere på dagen, det gjorde staidgvæk ondt, men han kunne ikke gøre så meget ved det.

Malte samlede sine hænder så de udformede en skål, han håbede at hun havde noget tilbage, hverfald bare lidt, så han kunne få lidt at spise.

Drengen virkede bekendt. Hun kunne dog ikke sige så meget om hvordan - han lignede hende ikke rigtigt, ikke som hun så ud nu. Og desværre, så havde hun glemt hvordan hun så ud dengang, før hendes forvandling.
Alligevel, med hænderne fremme på den måde, og med det blå øje, stoppede hun helt op. Hun stivnede et ganske kort øjeblik, inden hun så ham direkte i øjnene. De sølvgrå øjne hun altid havde haft, gav et varmt og mildt genskær, på trods af hendes kølige udseende.
Hænderne fremme, tiggende, det var intet liv for en ung mand som ham. Han så faktisk godt ud, på trods af snavset og lugten. Men han var lille, han lignede ikke en på omkring de 15-16 år. Han var spinkel og bleg - men det kunne man vel give ernæringen skylden for. Hun havde jævnligt set ham på hendes gåture.
''Hvad er der sket med dig...?'' spurgte hun, mens hun rakte ud efter ham. Hvis han lod hende, ville hun lade hendes iskolde fingre glide blidt over hans hud under hans øje - hvis han flyttede sig, så ville hun trække hånden til sig igen.
''Ved du hvad..? Jeg er villig til at give dig lige hvad du vil have, hvis du kan hjælpe mig med at finde en ung mand, som jeg leder efter. hans navn er Malte?'' sagde hun, med et varmt smil. Hun var ikke god med unge mennesker, det havde hun aldrig været. Så at stå over for denne unge mand - eller dreng, som han jo nærmere lignede - var svært.
Tjenestepigen stirrede på Nephthys - sådan her plejede hun ikke at være. Ikke over for andre end Sean - men han var ude af billedet. Tjenestepigen fandt vand, brød og et tykt tæppe, og rakte det til Malte, uden egentlig at spørge Nephthys om lov. Dette var det dejlige ved at arbejde for Nephthys, hun var ikke strid og ondskabsfuld, medmindre man direkte gik imod hendes ønske og ordre.

Panikken ramte ham det var tydeligt, da hun spurgte hvad der var sket med ham, og hendes hånd nærmede sig hans ansigt, han flyttede sig ikke men lod hende iskolde fingre glide blidt over hans hud under øjet, det kølede hurtigt området ned. Han sagde ikke noget, men man kunne se på ham at han var klar til at modtage flere tæsk, selvom panikken lyste ud af ham. Men da der ikke skete noget, hverken slag eller skælsord ramte hans krop eller øre. " Det var slagteren" sagde han stille og slog blikket ned i jorden.

Havde han bare haft muligheden for at få et bedre liv havde han taget det! Det væreste var alle der kendte ham, ikke kendte ham for andet end en ussel gadedreng der også var en horeunge. Som kvinden talte igen, så han op på hende, han kom med et forsigtigt smil, som hun talte til ham, at han kunne får vil han ville have, hvis han ville hjælpe hende med at finde en ung dreng der hed Malte! Han var lige ved at sige noget men tøvede hurtigt, da han var lige ved at sige det var ham. Men han fik en anden ide som han modtog manden og vandet samt tæppet. " Tag mig med dig hjem, måske lade mig få et bad? og hvis du har rent tøj jeg kan arve?, så vil jeg gerne hjælpe dig" Sagde han og så på hende, med et håbefuldt blik. Hvad hun ikke vidste var at det var Malte der stod lige der foran hende. Men han ville finde ud af hvorfor hun ville finde Malte, altså ham selv. For han turde ikke bare sige det var ham, tænk nu hvis det bare var fordi han måske var efterlyst? Og hun ville have æren for at have fanget ham? " jeg takker for maden og tæppet " sagde han stille og så på tjeneste pigen. Han sendte hende et kærligt smil.

Nephthys var ikke nem at narre - og drengen havde uden tvivl noget på hjerte. Så at give ham et bad, noget mad og noget rent tøj, det var da det mindste hun kunne gøre for informationer.
Derfor nikkede hun, og rettede sig op.
''Mary, vil du være så venlig at dele resten af tingene ud? Så ses vi derhjemme.'' sagde Nephthys til tjenestepigen, og pigen nikkede tøvende.
''Tak, Mary.'' svarede Nephthys til pigens nikken, inden Nephthys atter så på Malte.
''Der er få ting jeg sætter større pris på, end snarådighed, og et af dem er at vide hvornår ens informationer er for værdifulde til at sælge billigt.'' sagde hun, med et underholdt glimt i øjet.
''Ved du hvad - jeg tror jeg kan gøre det en smule bedre end et bad og et sæt tøj. Men kom du nu med mig, så skal jeg nok vise dig hvad jeg har i tankerne.'' sagde hun, inden hun vendte om på hælen, og begyndte at gå mod sit hjem i Angerforge distriktet.

Hun var stille på gåturen, hun spurgte hverken om drengens navn eller historie - ikke fordi hun ikke var interesseret, men fordi hun ville gemme snakken til han havde sovet i en god seng, fået et langt varmt bad, sad i rent og ordenligt tøj, og have fået så meget mad at han var klar til at gå direkte ind i seng igen.
De nåede villaen relativt hurtigt. Mens de gik langs gyderne, var der ingen der kiggede skævt til dem. Mange så efter dem, med spørgende blikke, men udelukkende fordi Nephthys normalt aldrig tog gæster med hjem.
Da de nåede villaen gik hun op af stentrappen der ledte til hoveddøren - en stor dobbeltdør med smukke indgraveringer - indgraveringer der var der for hendes egen sikkerhed såvel som andres. I dagslys kunne ingen forlade eller besøge villaen.
Da hun nåede op til hoveddøren, var der en yngre mand der åbnede den. Han nikkede til Nephthys, og så derefter en smule skævt til drengen.
''Siden hvornår er vi blevet et børnehjem?'' spurgte manden, og så på Nephthys.
''Siden hvornår har du fundet ud af, at du kan tale sådan til mig og mine gæster?'' svarede Nephthys igen, i en isnende kold tone. Ingen af hendes ansatte talte sådan til hende. Aldrig.
Han nikkede, så lidt ned og trådte til siden så Malte kunne komme indenfor.
''Vil du være så venlig at sige til pigerne at vi skal have lavet noget mad til vores gæst, samt et bad og et gæsteværelse. Vi ved endnu ikke hvor længe han bliver hos os.'' sagde Nephthys til manden, hvorefter han nikkede, og lukkede dørene efter dem.
Manden forsvandt ud i en lang stengang der ledte til tjenestepigernes gemakker. De fleste sov på dette tidspunkt.
En enkelt tjenestepige kom dog hurtigt frem, og tog kappen af Nephthys, så man kunne se hende i al sin pragt. Nephthys var slank, men med former, og med lange ben. Man kunne svagt ane arerne under hendes skjorte, men privat som det jo var, så spurgte folk jo sjældent. Tjenestepigen ville have spurgt Malte om hun skulle tage hans overtøj, men da drengen intet havde, forlod pigen dem bare igen.
''Kom du med mig, så skal jeg finde os et sted hvor vi kan snakke, mens du får noget ordenligt at spise.'' sagde Nephthys til Malte, med en varm og venlig stemme.
Rundt omkring i villaen var der malerier, de fleste af skove og landskaber, men enkelte var også af personer. Et enkelt familieportræt prydede sofastuen, som Nephthys ledte Malte ind i - et familieportræt med Nephthys, Sean McGivens og deres søn Dean. Et portræt hun havde malet selv, efter hukommelse - og et portræt hun faktisk var begyndt at tvivle på om hun overhovedet ønskede i sit hjem mere.
''Sæt dig bare hvor du har lyst. Der kommer en pige om lidt med noget mad. Og du skal ikke tænke på om møblerne bliver beskidte, de kan vaskes.'' sagde hun roligt, inden hun selv satte sig i en lænestol, med rank ryg og krydsede ankler. En elegance hang over Nephthys, overalt hvor hun gik. Om dette var på grund af hendes race, eller på grund af hendes tidligere oplevelser i livet, anede man ikke - men elegant var hun.

Malte var allerede gået godt i gang med at spise brødet, han var sulten som i virkelig sulten! Han kiggede dog op som kvinden begyndte at tale, det gik ret hurtigt op for ham at hun måske ville tage imod hans tilbud?. Der gik heller ikke længe før det gik helt op for ham at hun var gået med til hans aftale. " Jeg beder såmænd ikke om så meget, men bare lidt, så skal du får informationer" sagde han og kunne ikke helt lade være med at virke usikker, som hun vendt rundt for at gå. Han tøvede kort og kiggede sig omkring, der var ingen vagter så han var måske ikke helt ude i problemer! Dog valgte han kort at sætte i løb for at komme op til hende, han måtte næsten lunte for at følge med i hendes tempo, han havde jo ikke lige frem i længste ben eller bedste sko, faktisk havde han ingen sko på.

Turen til hvor de nu skulle hen, altså ud over hjem til hende, var lang særligt fordi de ikke talte. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, *hvad mon hun vil med mig? hvorfor leder hun lige efter mig ? ingen har før ledt efter mig!* Ja han tænkte en masse tanker, det var faktisk så han fik nærmest helt hovedpine af det. Han rystede kort på sit hoved for at ryste tankerne væk, dog var der svært for ham at lade være. Det var også derfor at Malte valgte fokusere på ingen omkring ham, d et var ikke lige frem fordi det var et billigt boligområde hun boede i. Han valgte at følge med op af trappen til hoveddøren, den yngre mands ord, ramte hårdt i hans hjerte, han var vant til at høre diverse ting om ham, men at se en af hendes tjeneste folk tale sådan til ham gjorde ham ked af det, han var bange for der ville ske med ham.... Men som kvinden satte ham på plads kunne han ikke helt lade være med at grine lidt og tænke *tag den*, dog var han ret god til at skjule grinte.

MAlte var travlt optaget med at skulle se alle ting der var i nærheden af ham, det var virkeligt smukt og stort, ja han kunne drømme fra nu af og til evigtid, han ville nok aldrig få sådan et hjem som dette. Han var travlt optaget på at kigge på det familieportrættet, det gjorde nærmest helt ondt indeni ham, tanken kom * Gid det var min familie* Han prøvede virkelig ikke at blive trist eller på anden måde vise at han var jaloux over det ikke var ham der var på det portræt.

Han så over på hende og valgte at sætte sig i en af sofaerne, han turde dårligt nok røre noget ,han ville ikke gøre tingene beskidte eller ødelægge noget. " Hvad hedder du?" spurgte han og så på hende med et smil.

At han satte sig i sofaen, og faktisk turde snakke med hende, gjorde hende en smule lettet. Hun havde frygtet at han ikke turde tale med hende overhovedet - hvilket ville have været en skam.
''Mit navn er Nephthys Storyteller.'' sagde hun roligt, inden hun så på ham.
''Jeg tror ikke jeg vil bruge tid på at spørge om dit navn. Hvem du er, er ikke vigtigt for mig. Ikke medmindre jeg kommer til at se mere til dig.'' sagde hun, med et venligt smil. Hendes ord kunne være hårde, men de var sjældent ment sådan.
En tjenestepige kom en med en våd klud, og en anden med et fad med masser af frisk frugt og kager.
De stillede tingene på et bord foran ham, og gik derefter ud af stuen igen.
''Tag bare for dig. Der er rigeligt med mad her i huset. Nogen skal jo spise det.'' sagde hun, med et venligt smil.
''Men mens du spiser, så kan jeg måske give dig en smule baggrund på hvad jeg har brug for.'' sagde hun, inden hun så på familieportrættet kort.
''Ser du, mit navn er egentlig Sephthys Nemesis Storyteller-Tenniel. Det andet er bare nemmere.'' sagde hun, mens hun lænede sig tilbage i stolen.
''For knap 17 år siden havde min familie en krise, og noget meget vigtigt blev taget fra mig.'' sagde hun, og så direkte på Malte. Hun tog en dyb indånding.
Egentlig burde hun ikke dele sin historie med en fremmed, men hvis denne dreng var til hjælp, kunne hun måske bruge ham i sin husholdning. Alt var vel bedre end gadelivet?
Hun rejste sig op fra stolen og gik hen til pejsen i den ene ende af stuen. Hun tændte op - med et knips. Hendes ene evne var ildbetvingelse - ret så nyttigt.
''Jeg tror, at drengen jeg leder efter, ved hvor jeg kan finde hvad der blev taget fra mig.'' sagde hun, og så derefter hen på Malte igen.

Malte så på frugten og kagerne d er kom bærende ind til ham samt kluden, han havde ikke lige tænkt over hvad kluden skulle bruges til, men kom hurtigt på at det nok var til at tørre fingerne i, så han tørrede fingerne i kluden, hvor hans finger bare blev nogen lunde rene og ikke var så beskidt, men han begyndte eller at spise mens han hørte hvad Nephthys sagde, han vidste ikke helt hvad han skulle sige under vejs, for han vidste jo det godt at det var ham hun ledte efter, men var det nu nogen gode ide at fortælle hvem han var? han blev enig med sig selvom at det var det ikke lige nu i hverfald. " De har et smukt navn" Sagde han og smilede, han havde været ret glad for at hun ikke havde bedt ham om at tvinge hans navn ud, for så ville han jo være opdaget med det samme.

Han fulgte hende med øjnene, mens han spiste, der var noget der var blevet taget fra hende fra knapt 17 år siden? Han kunne ikke helt forstå hvad det var hun mente ud over hendes familie havde haft en krise? Han ville gerne spørge mere ind til det, men vidste ikke om der var nogen god ide. " Hvad skete der? Hvad med taget fra dig?" spurgte han usikkert.

Malte var ikke lige frem den skarpste kniv i skuffen når det galt sådan noget som dette, men nok mest fordi han ikke rigtigt kendte til det. " Jeg kender den dreng du taler om" Sagde han og så på hende, det var nok ikke det smareste træk han lige havde gjort, men han kunne se på hende at hun ikke lige frem var særlig glad men sådan mere trist? Eller var det bare ham? Han var ikke så god til sådan noget her, og særligt ikke følelser, det havde altid været noget han skubbede væk, for det havde der ikke været plads til som gadedreng. Men han var virkelig nysgerrig på hvad det var hun ville ham!

Hendes fornemmelse havde været rigtig, i at tage denne dreng med sig. Hun havde just vist ham hendes ene evne - men var drengen klog nok til at regne ud at hun kunne mere? Næppe, for så havde han ikke tænkt sådanne tanker - ikke i nærheden af hende.
''Jo tak, navnet har jeg haft hele mit liv - eller, dele af det, i hvert fald.'' sagde hun, med et overbærende og varmt smil. Så man godt efter, kunne man ane de hugtænder der stak en smule frem bag hendes skarlagensrøde læber.
''Hvad der blev taget fra mig, kommer ingen andre ved end Malte og mig.'' sagde hun så, mens hendes øjne blev en smule køligere, som om det flydende sølv de lignede stivnede brat.
Hun tøede dog hurtigt op igen, og hendes blik blev atter varmt og venligt.. Det var svært at være vred på en dreng der intet anede om situationen.
Da han sagde at han kendte Malte, rettede Nephthys sig op. Hun havde egentlig regnet med at det ville tage mere end blot lidt mad og ly for vind og vejr at få ham til at tale, men åbenbart ikke. Hun gik hen til ham, og satte sig på hug, så de var i øjenhøjde.
''Det ville betyde alt for mig, hvis du kunne hjælpe mig med at finde ham. Jeg lover, på alt der er mig kært, at jeg intet ondt vil nogen af jer -tværtimod.'' sagde hun, mens hun lagde en hånd på hans knæ. Hendes hånd, som resten af hendes krop var iskold og hvid som porcelæn. Hun tænkte ikke længere over det selv - det var jo så længe siden det var sket.
Hun holdte øjenkontakt med ham, hendes sølvgrå øjne stirrede ind i hans. At blinke, var ikke en nødvendighed for hende. Ikke længere.
Nu var spørgsmålet så bare, om han ville fortælle hende hvor Malte var, eller om hun måtte se sig slået og skille sig af med drengen.

Hendes navn sagde ham intet, i hverfald ikke noget som han burde huske! Han var ikke god til at holde tingene tilbage, selvom han gerne ville, han ville gerne vide hvorfor hun lige præcis ville have fat i ham. Mens der blev spist godt af maden der var kommet ind på ham så han på hende som hun fortalte at hvad der var blevet taget fra hende kun kom hende og Malte ved. Han havde mest af alt lysten til at sige at han jo var Malte og derfor kunne hun bare sige det, men han tøvede lidt med det.

Hendes evne til at tænde ild i ildstedet tænkte han ikke videre over. Hun virkede bare virkelig skræmmende, og det gjorde ham en anelse utryk særligt hendes kølige blik, der var vidst ingen tvivl om at han var blevet nervøs men da det atter blev varmt og venligt, kunne han ikke lade være med at sende hende et lille forsigtigt smil.

At hun kom over tilham og satte sig på hug, lagde hendes iskolde hånd på han knæ, fik ham til at gyse kort, hun var godt nok kold! Hans blik var fanget på hendes hånd, men gjorde ikke noget. Kort efter gled blikket op til hendes, han så hende i øjne, en lille tåre fandt vej i hans øjenkrog, men han prøvede at vøre hård og bestemt. Det var bare virkeligt svært! For hun var sød og rar! Samt hjælpsom. Der var noget inden i ham som bare råbte på at han skulle fortælle hende hvem han var, mens den anden side råbte at det var en fælde. Men hvis det var en fælde hvorfor var hun så sød? Og ikke bare gik lige til sagen? Måske fordi hun ikke vidste at han var Malte?, *hvad nu hvis hun er min mor? Hvad nu hvis at hun bare vil hjælpe mig? * tænkte han og så på hende. ” jeg kan tage dig med der hen hvor Malte holder til?” Sagde han og så på hende. Han kom nemlig i tænke om at han havde det tæppe han var pakket ind i da kvinden fandt ham. Han havde beholdt tæppet, det havde altid haft sådan en dejlig duft, ikke at du duftede sådan længere, men når han lå med det kunne han tænkte tilbage på duften af tæppet. Men hvis hun var hans mor! Så burde hun kunne genkende tæppet? Det var ikke til at vide, måske hun havde glemt alt om det?

Malte valgte at se væk, var det smart den ide han havde fået? Hvad nu hvis hun ikke ville følge ham? Hvad nu hvis der skete noget? Alle de irriterende tanker, fyldte en del, før han tog en beslutning. ” Lad os tage der hen nu? Jeg ved præcis hvor vi skal hen” Sagde han fast, selvom der var tydelige tegn på at han var en anelse nervøs.

Nephthys var ikke typen der gav sig let. Det var tydeligt - at hun ikke havde tænkt sig at give ham sin vilje. Ikke når hans tanker forrådte ham, uden han vidste det.
Hun smilede, mens hun hørte hvordan hans tanker sværmede rundt som små sommerugle. Han burde være mere forsigtig med tankerne, flyvske som de var.
''Sig mig, Malte, kunne du ikke tænke dig at finde ud af - helt præcist - hvorfor jeg ledte efter dig?'' spurgte hun så. Det var på tide at deres lille leg sluttede. Det var på tide, at han vidste at han ikke kunne gemme hans tanker fra hende.
Hun rettede sig op, og så roligt på ham.
''Jeg må hellere forklare mig selv, inden du tror at jeg er en sindssyg stalker.'' sagde hun så. Hun knipsede, hvorefter en kvinde kom tøffende ind med et vinglas med en dampende rød væske. Det tog næppe mange sekunder for de fleste at regne ud, at det var blod - frisk blod.
''Ser du, jeg er en pyromanisisk ildbetvinger.'' sagde hun, med et varmt smil. ''-jeg kontrollere ild. Heldigvis, så er jeg også udstyret med evnen til at høre andres tanker.'' sagde hun, og så en smule drilsk på ham. ''Du behøvede ikke lade som om - når jeg siger at jeg ikke vil skade nogen, så er det sandt'' sagde hun så, med det samme varme smil.
Pigen tøffede ud igen i samme tempo som hun kom ind, hvorefter Nephthys satte sig i en lænestol, og tog en tår af glasset.
Med sin frie hånd lavede hun en blid gestus, i hans øjenhøjde.
Hun så på ham, inden flammer rejste sig fra hendes fingerspidser. Flammerne dannede omridset af en mand og en kvinde.
''Ser du, for omkring femten år siden, havde min mand og jeg nogle problemer... Han var betydeligt ældre end jeg var, og han var ikke interesseret i mit ungdommelige liv..'' sagde hun, mens flammerne dansede som billeder i hendes fortælling.
Flammerne viste hvordan den mandelige silluet ikke bemærkede den kvindelige, selvom den kvindelige var på knæ og tiggede for opmærksomhed.
''Det hele var ulideligt. En aften, efter for meget alkohol, slog han mig. Jeg flygtede til det eneste sted jeg følte mig tryg.'' sagde hun, mens hun stirrede på flammerne, som nu viste hvordan den kvindelige silluet blev tæsket af den mandelige, inden han forsvandt. Den kvindelige silluet løb i armene på en ny mandelig silluet - en større, mere muskuløs en.
''Jeg... Jeg husker ikke meget af den aften - men ni måneder senere fik jeg en dreng.'' sagde hun stille, mens silluetterne viste hvordan hendes mand og hans familie havde teet sig, mens den kvindelige silluet græd og var fortvivlet.
''Du må forstå... Jeg var ganske ung, og jeg stolede på min mand, på trods af hans svigt.'' sagde hun stille, mens flammerne viste hvordan den mandelige silluet stjal babyen og satte ham i floden. Derefter døde flammerne ud. Og tilbage var intet andet end Nephthys blik, rettet mod Malte.
''Da jeg vågnede, var han væk. Og min mand nægtede at fortælle mig hvad der var sket... Siden da, har jeg ledt efter det mindste spor på, at min dreng var i live.'' sagde hun, inden hun så lidt ned.
''Så at finde dig, på gaden, det knuser mit hjerte.'' sagde hun stille, inden hun drak noget mere af blodet fra glasset.
Hun afventede nu hans reaktion. Ville han tro hende, eller ville han stikke af? Stak han af, så var der ikke mere for hende at gøre. Ikke mere at tage sig til. Malte var - og ville nok altid være - den eneste mand i hendes liv, som ikke svigtede. Håbede hun.

Havde han vidst at denne kvinde kunne høre hans tanker! Havde han ikke tænkt som han havde gjort, men han havde jo ikke kunne vide det. Dog malede panikken sig i hans ansigt som hun kaldte ham hans navn, han havde da ikke sagt det på noget tidspunkt, han blev nervøs, for ville hun straffe ham for ikke at tale sandt? Hendes ord fik han til at se på hende og nikke ” hvordan vidste de ?” spurgte han stille men skubbede hurtigt den tanke væk, for han ville vide hvad hun ville med ham. ” Jo gerne, nu de ved det er mig der er Malte” sagde han og så på hende.

Malte sad og så på hende opmærksom og lyttende, det hele var underligt, og særligt at hun drak blod? Han havde stadigvæk ikke ret meget styr på det med væsner og vidste ikke hvor mange forskellige der fandtes og sådanne ting. ”jeg er ked af at jeg ikke var ærlig fra start, jeg var bange for hvad de ville kunne finde på, mange siger de ikke vil gøre os gadebørn noget, men alligevel gør de det” Sagde han stille og sendte hende et lille kærligt smil, ” Men jeg stoler på dig sagde han og så opmærksomt og lyttende på hende og meget fasinerne over hvad hun kunne med ilden, han sad og kiggede på den som hun fortalte hvad der var sket, han afbryd hende ikke på noget tidspunkt, han ville gerne høre det hele først! Som hun fortalte, begyndte Malte også at blive berørt af det, små tåre trillede stille ned af hans beskidte ansigt. ” Du er min mor?” det var det eneste han kunne spørge om, han var kom for ord!

” Det eneste jeg ved, er jeg blev efterlandt ved floden med kun et tæppe som minde ” Sagde han og så på hende, ” Det havde sådan en dejlig duft, jeg husker den duft som noget rart, men ja tæppet dufter ikke af det længere, men når jeg sidder med det, kan jeg huske tilbage på duften, og hvordan det som barn fik mig til at slappe af. sagde han og så på hende og han valgte at rejse sig, han vidste ikke helt om han turde dette, men han valgte at gå tættere på hende. ” Du er min mor?” spurgte han og så på hende, han satte sig ned på knæ foran hende og sagde, ” Jeg har i lang tid tænkt på at prøve at finde min mor, men ingen vil hjælpe en som mig, den eneste vidste noget var kvinden der fandt mig, men hun nægtede at fortælle mig noget, og ingen fik noget afvide og hun endte med at dø inden noget fik noget afvide.” sagde han og så på hende.

Nephthys så på drengen, hvordan han reagerede på hendes fortælling. Det var sødt, at se hvordan han egentlig ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Hun var ikke vant til mennesker, og specielt ikke de følelser som mennesker nu engang følte.
''Gadebørn er også oftest det nemmeste at...'' hun tav, da det gik op for hende, at hvad hun var ved at sige var både upassende for børn, og ganske følelseskoldt.
''Undskyld.'' sagde hun så, og tog endnu en tår blod. Hans tårer gjorde hun intet ved - hun nød at se dem, makabert nok. ''Jeg ved det ikke - jeg ved ikke om du er den søn der blev taget fra mig dengang... Men alt tyder på det. Alt.'' sagde hun, inden hun sukkede.
''Jeg kan ikke hjælpe dig med duften... Ikke længere.'' sagde hun stille, med et sorgmodigt smil.
''Ganske kort efter jeg mistede min søn, træffede jeg et valg om ikke at miste min bedste ven. Et valg der kostede mig meget.'' sagde hun, og hævede glasset med blod lidt. ''Jeg opgav min dødelighed, tilgengæld for at kunne være sammen med min bedste ven uden hindringer. Så, jeg ligner stadig den kvinde jeg var dengang..'' sagde hun så, og aede hans kind blidt.
''Havde jeg vidst hvilket liv du havde levet... Så havde du aldrig oplevet det.'' sagde hun inden hun trak vejret dybt.

Hun så på ilden i pejsen, inden hun så på ham igen.
''Malte... Du må have så frygteligt mange spørgsmål. Jeg skal gøre mit bedste for at kunne besvare dem, hvis du ønsker.'' sagde hun så, varmt og venligt.
''Og forresten, du behøver ikke sige De til mig. På trods af hvad det ser ud til, så var jeg engang selv en gadetøs.'' sagde hun med et lille skævt smil.

Malte så på hende, som hun skulle til at sige noget, men hun afbryd sig selv, han vidste godt hvad hun ville sige mere eller mindre, eller det var han i hverfald ret overbevist om. Han valgte ikke at kommentere på det, for det var der ingen grund til, ” Det er okay, de behøver ikke sige undskyld,” sagde han og så på hende som hun tog endnu en tår af blodet. Han lod en finger hvile under hans ene øje for at tåre endnu en tåre væk.

Han havde ikke grædt sådan før, han kunne ikke rigtigt styre det! Dog kæmpede han, for at holde dem tilbage, han ville ikke sidde her og flæbe som et lille barn.  ” Jeg tror det” sagde han og så på hende, hvorfor han troede det, og var overbevist om det, vidste han ikke. Han kendte hende jo trosalt ikke, men der var bare noget i ham som sagde det var hende!

Nej hun kunne ikke hjælpe med duften, desværre, for tæppet duftede ikke af det længere, og hvordan duften var sådan ret rigtigt, ville han ikke kunne svare på, det var trosalt længe siden at duften havde forladt tæppet. ” Må jeg spørge hvorfor? Var det fordi de mistede deres søn? Altså mig?” spurgte hna stille og usikkert, han håbede ikke at spørgsmålet var for direkte, for det havde ikke været meningen. Der var en anelse skælven i hans stemme, selvom han prøvede at kontrollere det. Det var bare som om han ikke kunne styre det! Selvom han gerne ville!

” Man kan desværre ikke ændre fortiden, men man kan forbedre fremtiden” Sagde han og så på hende, han sendte hende et lille forsigtigt smil. Om han han havde mange spørgsmål, havde det ikke været fordi at han ikke bare ville råbe dem ud, og overfuse hende med spørgsmål, ville han havde kastet dem alle sammen ud til hende på engang. ” Jeg har mange, nok flere end jeg selv ved, men aner ikke hvor jeg skal starte” Sagde han og kiggede ned på sine fødder, han var ikke helt sikker på hvor han skulle starte, for han ville helst ikke spørge om forbudte ting, men han vidste ikke hvilket spørgsmål der var forbudte at spørge om, ” Okay, jeg skal prøve at huske det”  Sagde han og så på hende igen.

Malte tog endnu et stykke frugt og gumlede på, før han så op fra sine hænder og op på Nephthys, ” Har du ledt efter mig i mange år?” spurgte han til at starte med, hvorfor han spurgte lige netop det spørgsmål, kunne han inderligt ikke svare på.