So alike...(Malte)

Sean var i byen, men ikke som Hersker. Selvfølgelig var hersker noget, der fungerede døgnet rundt, men det var ikke det arbejde der havde fået ham til at gå længere ned i byen fra Terrorvilles højde. Det var blevet sen aften og solen var gået ned. Byens lovlydige beboer var gået hjem og mørkets væsner og tvivlsomme sjæle var begyndt at dukke frem fra deres skjul. Der var to liv i byen. Det om dagen og det om natten. Sean foretrak det om natten. Det var langt mindre forudsigeligt, langt mere ligeglad med titler og påstande, meget mere sig selv. På sin egen, ofte lidt mere groteske måde.
Men Sean kunne ikke gå i byen, uden at forvente han ville blive opdaget. Så denne aften var han iklædt nogle støvler, et par lange sorte bukser og en kappe med hætte. Hætten var trukket op over det mørkebrune hår og omsluttede hans krop og gjorde den neutral. Han havde et andet sværd ved sin side, end han plejede. Det hele udstrålede mindre rigdom, end hans tøj til hverdag. Dette var mere beregnet til at gå i et med sine omgivelser - noget Sean til stadighed begyndte at hungre efter. At gemme sig. At byen i et øjeblik var en hersker mindre, men en klanleder mere. En kriminel leder.

Men han gad ikke hele vejen ned i Rotten Root. Han havde været der for ofte på det sidste. I stedet blev han i Angerforge og tog en runde her. Der var vagter på patrulje, det var der altid, men Sean forblev ude af syne. Det var ikke svært, Sean havde gjort det så ofte, at det faldt ham lige så naturligt som at trække vejret. Burde han lave noget? Et lille job? Opsøge Lori? Opsøge andre? Det kunne han nemt. Men lige nu ville han gerne være sig selv lidt. Nyde den lune luft, som foråret havde givet dem, sammen med alle de små grønne spirer op mellem brostenene og jorden.
Ja, det så ud til at blive en behagelig, afslappende aften....
Ikke også?

Sean var sådan set ligeglad med kriminaliteten i byen. Der var rapporter på den slags. Hvor mange tyverier der var sket, mord, voldtægter, slåskampe og meget meget mere. Det var sjovt nok at se tallenes størrelser, men velvidende hans egen klan stod bag mindst halvdelen af det, gjorde at Sean ikke arbejdede særligt hårdt på at nedbringe disse tal. Visse steder blev der sat flere vagter, eller vagterne skulle gå nogle andre ruter. Men når det kom til stykket, kunne og ville han ikke gøre mere.
Og hvis han så det i byen? Hvis han faktisk gik forbi nogen, han ikke umiddelbart kunne genkende fra sin klan, der udførte det samme?
Det skete til tider. Også oftere end man skulle tro. Fordi Sean var så mange steder, fordi han vidste hvad man skulle holde øje med. Og fordi den slags altid var potentielle medlemmer til hans egen klan.
Han var stoppet op i skyggerne af nogle huse, da det var gået op for ham en dreng listede sig ind på nogle heste. Det var tydeligt det ikke var drengens heste. Det var tydeligt i den måde drengen opførte sig og gik på. Han kunne stoppe det, men for nu blev han bare stående og afventede præcis hvad drengen havde i tankerne.

Mens drengen var optaget af at få taskerne ned af den ene hest - så meget som drengen nu kunne nå - trådte Sean nærmere. Lydløst, som et rovdyr, nærmede han sig den lille skikkelse. Så da drengen vendte sig for at stikke af, stod Sean allerede ret tæt på og hans arm gled ud...
Men den greb ikke drengen. I stedet greb den en af taskerne.
"De ser tunge ud. Ejerne kommer snart tilbage, så du vil ønske at stikke af hurtigere end du kan med denne bagage" bemærkede han, samtidig som lyden af stemmer blev højere. Uden at vente på yderligere reaktioner, pegede Sean hen i skyggerne fra de huse, han havde stået i tidligere, som tegn til at de skulle skynde sig væk - og helst i den retning Sean ønskede. Men mon ikke drengen ville følge efter ham, når nu han havde taget en af taskerne fra ham?

Malte havde ALDRIG og han mente virkelig aldrig mødt nogen som havde i sinde at hjælpe ham med at stjæle, ikke engang de mindre børn eller andre gadebørn, der var ingen der ville snakke med ham. Tja han var vandt til det og klarede sig da også ret godt selv, han behøvede ikke nogen der skule komme og bestemme og fortælle hvad han skulle gøre eller ikke gøre.

Besværede med at få taskerne ned fra hesten var ret stort, for hesten var en del større end ham, men det lykkes ham med noget besvær, han havde dog på intet tidspunkt overvejede at nogen kunne stå og se på ham, for han havde jo listet lige så stille der hen? Og der havde ikke været nogen som havde kunne se ham? Eller havde der? Det var i hverfald med et chok at han var på vej væk som en arm rakte ind over ham, den eneste af taskerne blev taget fra ham. ” Hvad?” sagde han og så bange på manden? Havde han lige sagt noget med at han ville hjælpe? Han havde ikke opfattede orderne ordenligt fordi han var blevet så nervøs. Han valgte dog at følge med manden så hurtigt han kunne! Var der lige en der havde hjulpet ham med at stjæle? Og så endda en fuld voksen mand! Han lignede ingen måde en der boede på gaden. Da de stoppede i skyggerne så han på manden og sagde ” Tak, ” han stod lidt og overvejede hvad han skulle sige, for han var ikke helt sikker på at dette ikke var en fælde! Han havde i hverfald ikke i sinde at blive der ret længe hvis han bare fik den mindste mistanke om det var en fælde! Men det virkede det ikke til, ” Hvordan hjælper du en som mig?” spurgte han stille, og vidste ikke helt hvor han skulle kigge, så hans blik flakkede. Det gjorde ham lidt utryg at stå her, og ikke ane hvad der foregik!

De formåede at komme ind i skyggerne, der mere eller mindre skjulte dem. Folkene fra før begyndte at komme tættere på og de kunne nu se dem, hvis de så efter det. Sean holdt mere øje med dem, for at sikre om de var kommet væk uset, end at studere drengen. Folkene ville nok snart opdage der manglede nogle tasker og undersøge nærområdet. Det klogeste ville være at komme endnu længere væk før da...
Hans blik gled endelig han til drengen, der stod utrygt og kiggede væk. Der var et eller andet ved drengen der slog Sean som genkendeligt, men præcis hvad kunne han ikke sætte fingeren på. Specielt ikke her i mørket.
"Hvordan? Hvordan er vist ret tydeligt...Hvis du til gengæld spurgte hvorfor..." Han smilte svagt og så over mod folkene igen. De var nået deres heste og det var tydeligt det var ved at gå op for dem...
"Vi må længere væk, det er dumt at stå her. Kom..."
De havde ikke lige så travlt som før, så Sean hankede roligt op den taske han havde snuppet og viste vej længere ind mellem gyderne.
"Så du er en tyv? Jeg kunne melde dig til vagterne eller personligt gøre noget ved dig. Men det interesserer mig også. Jeg har selv brugt en stor del af mit liv på at stjæle" bemærkede han så endelig. Det gik jo ikke han skræmte drengen fra vid og sans, så han kunne i det mindste afsløre at han selv var kriminel.
"Hvor vil du hen med taskerne?" foreslog han så. Drengen ville vel næppe følge Sean alle steder hen, så Sean prøvede i stedet at imødekomme drengen ved at gå hvorhen drengen ville - forhåbentlig med mere lys. Han kunne stadig ikke placere det genkendelige...

At der lige frem var en som hjalp ham med stjæle, og så en voksen, som ikke ligefrem lignede en der levede på gaden, han kunne virkelig ikke fatte det! Han tænkte hele tiden, tankerne fløj rundt i hans lille trætte hoved. Han havde mærkelige tanker om denne mand, alt fra at han jo bare var sød at hjælpe ham til at få lidt mad og sådan, til at han kun gjorde det her for at tage Malte lige i kløerne på vagterne.

Malte så på ham som han sagde de måtte længere væk, han vidste godt at det ikke var godt at være så tæt på de mænd, for så ville de hurtigere fange ham, men skulle han selv tage flugte? Han var virkelig ikke stolt af det her, for han var forvirrede og bange. Men han valgte at følge efter manden, der var vel ikke andet af tabe? Malte var allerede begyndt at tænke over undskyldninger og måder til at slippe for straf hvis han blev ført til vagterne. Men det gik dog langtsomt mere og mere op for Malte at manden faktisk ikke ville give ham til vagterne. ” Du må ikke melde mig” Sagde han og så på ham. Han kunne ikke forstå hvorfor alle ville have ham til vagterne, men som manden forsatte med at tale, fandt Malte grunden til hvorfor manden ville hjælpe ham, han var selv en tyv. ” Har du været det hele dit liv?” spurgte han og så på ham. Det var underligt at en voksen mand som ham, havde levet af at stjæle? Han lignede jo ikke ligefrem en der var mega fattig og havde det som sin eneste leve vej?

Hvor de skulle hen vidste Malte alt for godt, til en af hans gemmesteder, de blev dog indimellem skiftet ud når andre fandt dem, så han ikke længere kunne gemme sig der. Men det var lykkes ham at finde et godt sted som ingen endnu ud over ham havde fundet. ” Denne vej” Sagde Malte og sendte manden et stort smil. Malte Fulgte manden med han til udkanten af byen, hvor der noget skov, han kiggede sig omhyggeligt omkring for at være sikker på at ingen fulgte efter dem. Inden han smuttede ind bag træerne og lidt der indad, han havde en hule han havde bygget af grene og sådan, ikke at det var vandtæt men det var bedre end ingen ting. Da de nåede helt der hen, satte Malte taskerne ved siden af sit lille bål sted. ” Jeg tænder lige bålet” Sagde han, for det ville give dem noget mere lys til at tjekke taskerne. Dog kunne Maltes rumlende mave høres, han var virkelig sulten så håbet om at der var mad i taskerne var stort!

Med lidt besvær fik Malte tændt for bålet, han var ikke den bedste til at lave ild, men det gik da! Han lagde lidt ekstra brande på sådan at der kom et lidt stort bål ud af det. Inden han tog sin taske og åbnede den, med tankerne om god mad. Han så op på manden. ” bare sæt dig, forresten jeg hedder Malte” Sagde han og så på ham, inden han igen kiggede tasken igennem, der var heldigvis lidt mad, noget tilbedredt kød og frugt og lidt brød. ” Er du sulten?” spurgte han, inden han begyndte at dele kødet med sin hjemmelavet kniv.

Sean smilte svagt for sig selv. Hvorfor skulle han dog melde drengen? Men det var jo en almindeligt frygt i den branche. Hvis man blev taget på fersk gerning var det aldrig til at sige hvilken vej det ville gå. Ville folk ignorere en? Udnytte en? Melde en? Sean kendte den paranoia, der kom med kriminalitet. Men han håbede på hans ord talte for sig selv.
Turen gik igennem byen og ud igennem en af byens mange porte. På denne tid ville de fleste være lukkede og vagterne ville blot patruljere forbi dem, for at sikre ingen uønsket listede sig ind eller ud. Men det var ikke ulovligt at forlade eller ankomme til byen midt om natten og der var ingen problemer da de kom ud på den anden side af bymurerne. Sean fulgte roligt efter. Han havde alligevel intet han skulle nå.

Ved den lille improviserede hule, lagde Sean tasken ind under skjulet. Han studerede området, mens Malte tændte bålet og da bålet var tændt, satte han sig hen til det og varmede sine hænder. Han følte sig ikke rigtig kold, men uanset hvad var lidt lys og varme velkommen lige nu. Mest fordi han så kunne se drengen ordentlig. Sean var ikke god til børn og undgik dem helst. Så hvorfor i dag, hvorfor lige nu? Han kunne altid invitere drengen til klanen, men børn forstod ikke altid hvad 'for livstid' betød og Sean orkede ikke flere teenagers der brokkede sig over de ikke måtte gå deres vej. Voksne var så meget mere simple.
"Nej tak"
Sean spiste ikke menneskemad. Ikke kun, fordi han ikke levede af det generelt, men også af et valg. Han kunne jo spise det, selv om det indeholdt ingen næring for ham, men der var ingen grund. Ikke at Malte behøvede vide de ting.
Mens drengen gik i gang med sit måltid, gled Sean blik hen over hans ansigt. Nu, her i lyset, var der noget endnu mere genkendeligt ved det. Hvad var det? Håret? Øjnene? Kæbelinjen? Hagen? Det var som et puslespil. Små genkendelige stykker, der blev ødelagt af noget ukendt. Måske kendte Sean en af Maltes forældre?
Han lænede sig tilbage og støttede sig med sine hænder.
"Der er noget...Genkendeligt...Ved dig..." Sean vedblev at se på drengen. Han ønskede at gennemskue præcis hvad. Hvad var så genkendeligt ved denne ligegyldige lille fyr?
"Hvem er dine forældre?"

At manden ikke ville have noget af hans mad, måtte han jo selvom, for så var der bare mere til Malte. Han nyd maden selvom det måske så ud til at han proppede det ned, men han var virkelig sulten og kunne mærke at det skulle bare ned, han havde aldrig været god til at spise langsomt og pænt, mest fordi det gjorde man sku ikke når man levede på gaden, og havde man fået fat i noget der var godt, skulle det bare ned så der ikke var andre der tog det fra en! Det var noget Malte havde lært ret hurtigt!

Han kiggede indimellem over på manden, men sagde ikke så meget, han spiste primært og prøvede at få lidt varme, men den måde manden kiggede på ham, gjorde det virkelig ikke nemt for ham, det var som om han blev mega studeret og at manden udtænkte en eller anden plan med ham! Gjorde han, håbede Malte det var noget der var godt, og ikke noget ondskabsfyldt. ” øhm hvad mener du ? Jeg kender dig altså ikke” sagde han og lagde hovedet på skrå, hvorfor var han bare en lille smule skræmmende lige nu?

At han spurgte om hvem hans forældre var, ville være nemt at fortælle hvis han viste det! Men det gjorde han altså ikke, for gjorde han, sad han jo nok ikke her alene, og måtte klare alting selv! ” jeg har ikke nogen? Har aldrig haft?” s agde han og så på ham, det gjorde lidt ondt, at manden åbenbart forventede at Malte havde forældre. Det var her følelsen af bare at blive efterladt kom op i ham, gjorde ondt i hans mave, han lagde det stykke brød han havde været i gang med at spise, fra sig og kiggede blot ind i ilden med et trist blik.